Henrich Steffens (1773–1845)

Steffens, Henrich (Heinrich), 1773–1845, Naturforsker og Filosof, er født i Stavanger 2. Maj 1773. Faderen, Henrich S., var af holstensk Æt, født i Sydamerika 1744. Som Distriktslæge i Ods Herred havde han ægtet Susanna Christina Bang (f. 1751 † 1788), Søster til N. F. S. Grundtvigs Moder og Brødrene Mynsters Plejefader. 1773 sendtes han af Regeringen til Stavanger for her at oprette et Hospital, og her fødtes Sønnen H. som den næstældste af 6 Søskende. 2 Aar senere forflyttedes Faderen som Regimentskirurg til Throndhjem, 1779 kom han til Helsingør, 1784 til Roskilde, 1787 til Kjøbenhavn og 1792 til Rensborg, hvor han døde 1798. Han var en begavet, men urolig og opfarende Natur, en slet Husholder, men stærkt interesseret i sine Børns Opdragelse. Moderen var alvorlig og mild, stærkt religiøs, men af et skrøbeligt Helbred og for det meste sengeliggende. S. havde arvet ikke saa faa Træk af Faderens Natur. Ilter og livlig som denne vakte han som Barn ofte de ældres Uvilje ved sin paatrængende Snaksomhed og stærke Selvfølelse. Hverken i Tale eller Gjerning var han i Kammeraternes Øjne ganske paalidelig. Men var der end adskilligt, der stødte fra, ikke mindst en vis usund Mangel paa Ligevægt, der faldt hans mere sindige Kammerater stærkt i Øjnene, laa der dog bag alt dette saa megen Blødhed og Hjærtensgodhed, at man tilgav ham og holdt af ham alligevel. I Helsingør og Roskilde havde han gaaet i disse Byers lærde Skoler, i Kjøbenhavn blev han privat forberedt til Universitetet. 1790 blev han Student, og Aaret efter tog han 2. Examen. Hans Moder havde ønsket, at han skulde studere Theologi, og selv havde han i sine Barneaar drømt om det samme. Hans senere Omgivelser førte ham imidlertid i andre Retninger. Baade i Hjemmet og hos Morbroderen, Overlægen, den senere Professor, F. L. Bang (I, 477), var det først og fremmest Medicinere, han stødte sammen med. O. H. Mynster havde en stor Indflydelse paa S. som paa alle sine Omgangsfæller. Endnu et Par andre Omstændigheder traadte til, og S. førtes saaledes efterhaanden mere og mere ind paa Studiet af Naturvidenskaberne, særlig de beskrivende og fremfor alt Mineralogien og den dertil sig knyttende Geologi. Da Faderen, nærmest paa Grund af Pengevanskeligheder, 1792 lod sig forflytte til Rensborg, maatte Sønnen overtage en Huslærerplads hos en Slægtning i Ods Herred; men da han hurtig viste sig ganske uskikket til denne Gjerning, tog Morbroderen sig af ham, saa at han atter kunde vende tilbage til Hovedstaden og der fortsætte sine Studier. Han afsluttede dem 1794 ved en Art Examen for et privat Selskab til det naturhistoriske Studiums Fremme, ved hvilken han blev examineret af Vahl og Schumacher. Ved Universitetet var Interessen for disse Grene af Naturvidenskaben endnu ikke ret vaagnet.
Fra dette naturhistoriske Selskab fik S. end videre et Stipendium, for hvilket han skulde foretage en Undersøgelsesrejse til Norge. Særlig ønskede man Oplysninger om Vestkystens Bløddyr og om Bjærgformationen i Omegnen af Bergen. S. drog afsted i Maj 1794. Hvad enten nu Grunden har ligget i Opgavens Vanskelighed eller i hans personlige Udygtighed over for et saadant praktisk Foretagende, saa mislykkedes hans Undersøgelser fuldstændig, og da han nødig vilde vende tilbage til Kjøbenhavn med uforrettet Sag, fattede han den Beslutning at gaa til Tyskland. Med den der vaagnende nye Aand følte han sig i sit inderste beslægtet; over for Vennerne i Kjøbenhavn havde han altid følt sig delvis fremmed.
Med en gammel Grønlandsfarer forlod han i Okt. 1794 Bergen for at gaa til Hamborg. I en Storm kom Skibet imidlertid paa Grund i Elben og maatte forlades, og S. kom saaledes til Hamborg omtrent blottet for alt. I en temmelig trøstesløs Forfatning levede han her Vinteren over, og først i den yderste Nød henvendte han sig det følgende Foraar til sin Fader i Rensborg, hos hvem han derpaa levede et Aars Tid. Hans kjøbenhavnske Venner havde imidlertid paa forskjellige Maader sørget for ham, og med Anbefalingsskrivelser i Lommen kunde han endelig i Foraaret 1796 drage til Kiel. Her bleve Forholdene atter lysere for ham. Han fik strax en Del Privattimer i Naturhistorie, og efter at han havde aflagt en Prøve for Professoren i Naturvidenskab, Fabricius, fik han endog Tilladelse til at holde Forelæsninger som Privatdocent ved Universitetet. Ved sin Livlighed og Omgængelighed vandt han efterhaanden baade Studenter og Professorer for sig og sluttede forskjellige varige Venskabsforbindelser med jævnaldrende Videnskabsdyrkere. Sammen med disse begyndte han nu omfattende Studier af den nyere tyske Filosofi og Poesi; Aaret efter blev han Dr. phil. og udgav anonymt sit første lille Skrift: «Ueber die Mineralogie u. das mineralogische Studium» (1797). Det var endnu ikke filosofisk, og han betragtede det snart selv med stor Ringeagt. Foreløbig var han imidlertid fornøjet baade med Skriftet og med sin nye Værdighed og gjorde en Rejse til Kjøbenhavn, hvor han blev vel modtaget af alle.
Efter at være vendt tilbage til Kiel fik han fat i Jacobis Skrift om Spinoza, og dermed begyndte den indre Omvæltning i hans Bevidsthed, der hurtig førte ham bort fra den empiriske Naturvidenskab til Filosofien og særlig til den samtidig opblomstrende romantiske Naturfilosofi, der i et og alt stemmede med hans hele Væsen. Fra Jacobi vendte han sig til selve Spinoza, lukkede sig inde med ham og studerede ved Nat og ved Dag med den yderste Lidenskabelighed. En kort Tid blev han afbrudt i disse Beskæftigelser, da han i Marts 1798 kaldtes til Rensborg til Faderens Dødsleje. Men ved sin Tilbagekomst til Kiel forefandt han Schellings nys udkomne Bøger: «Ideen zu einer Philosophie der Natur» og «Die Weltseele». De vare som skrevne for ham, og med glødende Henrykkelse sluttede han sig til deres unge Forfatter. Men Kiel blev ham nu for lille; han maatte ud for at se de romantiske Rørelser paa nærmere Hold, og virkelig lykkedes det ham ogsaa gjennem forskjellige Velyndere hos Grev Schimmelmann at opnaa et Rejselegat fra Fonden ad usus publicos, rigtignok nærmest til naturvidenskabelige Studier i Udlandet. I Anledning af Sagen havde han atter besøgt Kjøbenhavn, hvor hans Venner nu forekom ham som lutter «jammerlige Hverdagsmennesker».
Rejsen varede fra Foraaret 1798 til Foraaret 1802. Det første Par Aar opholdt han sig nærmest i Jena, hvor Romantikerne havde deres Hovedkvarter, og hvor han efterhaanden sluttede Venskab med Schelling og Brødrene Schlegel, Tieck og Novalis, ligesom han ogsaa blev venlig modtaget af Goethe, Schiller, Fichte o. fl. Paa en Udflugt til Halle og Berlin lærte han Schleiermacher og sin tilkommende Svigerfader Komponisten J. F. Reichardtat kjende. Her fik han imidlertid et Vink fra Kjøbenhavn om, at det egentlig var Bjærgværksdrift, han skulde studere, og meget mod sit Ønske begav han sig derfor til Freiberg, hvor den berømte Geolog Werner blev hans Lærer. S. var imidlertid en flygtig Elev. Foruden Jena tiltrak nu ogsaa det nærliggende Dresden ham, særlig efter at Schelling havde opstillet Kunsten og Geniet som et vigtigt Moment i det romantiske System. 1801 udgav S. sit Hovedarbejde: «Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde». Han kombinerede her sine naturvidenskabelige Kundskaber med de Schellingske romantiske Fantasier, og da han havde en glimrende Fremstillingsevne, vakte Skriftet den største Opmærksomhed og hilstes af hele den romantiske Kreds med levende Beundring. Over Halle, hvor han forlovede sig med Hanna Reichardt, vendte han saa i Foraaret 1802 tilbage til Danmark, hvor han nu haabede at kunne faa en fast Ansættelse.
Han kom som en Apostel for den nye Lære. Med denne skulde Danmark nu vækkes af sin Døs for at begynde et højere og friere aandeligt Liv. Med ildfuld Veltalenhed forkyndte S. de nye Anskuelser dels paa de berømte Forelæsninger, han i Vintrene 1802–3 og 1803–4 holdt paa Elers’ Kollegium, og hvoraf han 1803 udgav de første under Titelen «Indledning til filosofiske Forelæsninger», og dels og vel i endnu højere Grad ved sin daglige Optræden i private Kredse. Vel bekjendt er saaledes hans lange Samtale med Oehlenschläger, der havde «Guldhornene» til umiddelbar Følge. Alle Vegne vakte og tændte han. En saadan Veltalenhed, en saadan Ild var man ikke vant til.
Sit egentlige Maal naaede han imidlertid ikke. Han havde blandt sine Tilhørere Mænd som Oehlenschläger og Grundtvig, begge Ørstederne og mange flere, der siden udmærkede sig paa forskjellig Maade. Enhver af disse havde et aabent Blik for hans store, vækkende Betydning. Men ingen af dem blev ubetinget Tilhænger. Alle modtoge de det nye med selvstændig Kritik, en Kritik, der havde været S. selv ganske fremmed eller højst kun havde dæmret et Øjeblik for hans Bevidsthed, da han en Gang i Bamberg traf nogle unge Læger, som praktisk vilde overføre Naturfilosofien i deres Lægevirksomhed. Den danske Romantik, der samtidig spirede frem, blev derfor vidt forskjellig fra den tyske, og end ikke Oehlenschläger, som vel var den, der personlig nærmest sluttede sig til S., blev strængt taget noget Øjeblik i sit Liv fuldstændig tysk Romantiker. Jordbunden var i Danmark sundere end i Tyskland. Det meget sygelig overdrevne hos S. stødte selv Vennerne fra, og for de fjærnerestaaende kom hertil endnu hans Forfængelighed og overmodige Selvfølelse, der ofte gave sig uforsigtige Udslag. Den ældre Slægt saa derfor i S. blot en usund Fantast, som det ikke vilde være heldigt at knytte til sig. Niels Treschow blev kaldet til filosofisk Professor, og S., som 4. Sept. 1803 havde holdt Bryllup i Halle og ført sin unge Brud til Kjøbenhavn, følte sig paa ny mere og mere fremmed blandt Omgivelserne. Selv hans Rejsestipendium fordrede Regeringen tilbagebetalt, da han efter dens Mening havde misbrugt det, og kun med Møje lykkedes det Schimmelmann at skaffe ham fritaget for denne Forpligtelse. Man forstaar, at han under disse Omstændigheder greb til med Glæde, da der i Foraaret 1804 blev tilbudt ham en Professorplads i Halle i Filosofi, Mineralogi, Fysiologi og Naturhistorie. Men dermed var Baandet mellem S. og hans Fædreland bristet; hans øvrige Livsgjerning kom til at tilhøre Tyskland. Kort og træffende har Grundtvig karakteriseret Betydningen af hans Besøg med de Ord: «Han kom og svandt som et Luftsyn. Det var godt, thi han havde vist ellers forvirret . . . mange Hjærner. Nu derimod vakte han kun Eftertanke.»
Ogsaa i Halle gjorde S. snart Opsigt ved sin store Veltalenhed og vandt mange af de unge, medens Forholdet til hans Kolleger, der ikke hyldede den nye Lære, var mere spændt. Kun med Schleiermacher sluttede han snart et fortroligt Venskab. Han udgav her «Grundzüge der philosophischen Naturwissenschaft» (1806), der dog nærmest blot er en Samling romantiske Aforismer. En ubehagelig Afbrydelse led hans Virksomhed, da Napoleon efter Slaget ved Jena ophævede Universitetet. 1808 aabnedes det imidlertid igjen under Jeromes Styrelse, og S. virkede endnu nogle Aar her, indtil han 1811 kaldedes til Breslau, hvor et nyt Universitet var oprettet. Med levende Tilslutning fulgte han den tyske Nationalfølelses Opblussen; hans Uvilje mod den franske Nation (Forstandsfolket) havde i lang Tid været stærk, og 1813 meldte han sig ved Hæren som «den første frivillige» og deltog som Sekondlieutenant i Frihedskampen og Indrykningen i Paris. I Breslau virkede han indtil 1832 og udgav bl. a. «Anthropologie» (1822), «Die gegenwärtige Zeit, u. wie sie geworden» (1817) og «Carricaturen des Heiligsten» (1819–21), de 2 sidste af historisk-ethisk Indhold. Hertil kom: «Ueber die falsche Theologie» (1823) og «Wie ich wieder Lutheraner ward» (1831), nærmest to Bekendelsesskrifter, det sidste rettet mod de samtidige kirkelige Unionsbestræbelser. 1832 forflyttedes S. til Berlin, og her udgav han 1839 «Christliche Religionsphilosophie». Ligesom hos Schelling udmundede ogsaa hos Steffens Romantikken efterhaanden i positiv Kristendom.
1824 havde S. gjort en Udflugt til de skandinaviske Lande og med stor Glæde opfrisket de gamle Bekjendtskaber. 1840 indbød Christian VIII ham til sin Kroningsfest, og samtidig deltog han i det 2. skandinaviske Naturforskermøde, ved hvilket han holdt 2 Foredrag. Ved samme Lejlighed besøgte han Norge for sidste Gang. Han døde 13. Febr. 1845. Sit Levned har han beskrevet i «Was ich erlebte» (1840–44).
S.s Skrifter vare for udpræget romantiske til at have egentlig videnskabeligt Værd. Hans Betydning knytter sig væsentlig til hans vækkende og tændende personlige Optræden.
Allg. Deutsche Biographie XXXV. Erslew, Forf. Lex. R. Petersen, H. S. (1881).
– Det var med store Forventninger, at H. Steffens i 1794 rejste til Bergen for paa Opfordring af Naturhistorieselskabet, hvis Opmærksomhed bl. a. var henledet paa ham ved hans Ordning af den Moltkeske Mineralsamling, at studere Egnens Geologi; dette blev ham dog kun til Skuffelse, de ensformige geologiske Forhold og pekuniære Sorger bragte ham snart til at opgive Undersøgelsen, og først i 1796, da han i Kiel fik Tilladelse til at holde Forelæsninger over Naturhistorie, se vi ham atter beskæftige sig med Geologien; anonymt udgav han her i 1797 «Versuche üb. die Mineralogie u. das mineralogische Studium», der en Tid lang var en anset Lærebog. Under sin store Tysklandsrejse 1798 ff. beskæftigede han sig vel noget med Geologi, men Filosofien drog ham dog vedvarende stærkt, og først efter Paalæg om mere at beskæftige sig med Geologien drog han til Freiberg, hvor Grubedriften da snart tog hans Interesse fangen, og Samlivet med Werner og Charpentier fik stor Betydning for ham. Her udgav han i 1801 sit aandfuldt skrevne Arbejde «Beiträge zur innern Naturgeschichte der Erde», der den Gang vakte en overordentlig Opsigt. En Hovedtanke heri, der gaar igjen i hans senere Arbejder, er Opfattelsen af Jordskorpens forskjellige Lag som Dele af et galvanisk Element, ved hvilken, i øvrigt paa flere Punkter meget uklare, Antagelse han søgte at forklare mange geologiske Fænomener, blandt andre de varme Kilder. Praktisk demonstrerede han sin Tanke ved af Sølvdalere at bygge en stor Voltasøjle, hvis kraftige Virkning dog svandt hastig, sammen med Dalernes Antal. Da S. i 1802 kom tilbage til Kjøbenhavn, var det fra først af Regeringens Mening, at han aarlig skulde gjort geologiske Rejser til Norge, særlig for Bjærgværksdriftens Skyld. Dette blev dog ikke til noget; i Stedet sendtes han i 1803 til Oldeslo og Segeberg, og s. A. berejste han en Del af Danmark og Skaane (Iagttagelser her fra nedlagte i «Geognostisch-geologische Aufsätze», 1810). Med hans Udnævnelse i 1804 til Professor i Filosofi, Mineralogi osv. i Halle var hans Virksomhed for Danmark afsluttet for bestandig. Hans geologiske Arbejder, der mest ere Blandinger af Naturfilosofi og Geologi og for en Del findes spredte i hans Værker, hvor man mindst skulde vente dem, have for Nutiden liden Betydning; længst Levetid har hans Theori om Koralrevene haft, efter hvilken han ansaa Atollerne for opbyggede paa Randene af undersøiske Kratere.
1773
Steffens født i Stavanger.
1781
Kant skriver Kritik der reinen Vernunft. (Kritik af den rene fornuft)
1784
Den 16-årige Frederik VI (1768–1839) overtager regeringsmagten fra sin sindssyge far.
1788
Ophævelse af stavnsbåndet.
1789
Den franske revolution (1789–1801).

Jean-Pierre Houel: Vue du siège et prise de la Bastille.
1790
Danmarks første dampmaskine i Holmens Ankersmedie.
Begynder studier i mineralologi på Københavns Universitet.
1797
Caspar Wessel, bror til digteren Johan Herman Wessel, giver en geometrisk fortolkning af de komplekse tal.
1798
Napoleon invaderer Egypten.
Peter Frederik Suhm død.
1799
P. A. Heiberg idømmes landsforvisning pga. artiklerne »Politisk Dispache« og »Sprog-Granskning«.
1801

C. A. Lorentzen:
Slaget paa Rheden 2. april 1801, 1802, olie på lærred, 123 × 205 cm.
Frederiksborg Nationalhistorisk Museum. ⌘1802
Oehlenschlägers Digte (1803) udkommer.
1806
Napoleon sejrer ved Jena.
1807
København bombarderes af englænderne.

C.W. Eckersberg:
Københavns Bombardement, 1807. Københavns Bymuseum.
1808
Christian VII død. Frederik VI (1768–1839) som har haft regeringsmagten siden 1784, udråbes til konge.
Danmark erklærer Sverige krig.
1812
Napoleon invaderer Rusland.
1813
Dansk statsbankerot og penge nedskrives med ⅙ af pålydende værdi.
1814
Danmark taber Norge som kommer ind under svensk herredømme.
1815
Napoleon taber slaget ved Waterloo.
1819
Jødeforfølgelser i København.
Landets første dampskib, Caledonia, indsættes mellem København og Kiel.
H. C. Andersen flytter fra Odense til København.
1820
Dr. Dampe deporteres.
Fysikeren H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen
1821
Cauchy udgiver Cours d’Analyse.
1829
Friedrich Schlegel død i Dresden.
1834

Constantin Hansen:
Slottet Kronborg, 1834, olie på lærred, 28,5 × 42,5 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1837
Morse perfektionerer telegrafen
Victoria udråbes til dronning af England.

Constantin Hansen:
Et Selskab af danske Kunstnere i Rom, 1837, olie på lærred, 62 × 74 cm.
Statens Museum for Kunst. ⌘1838
Thorvaldsen ankommer til København.
1839
Christian VIII (1786–1848) udråbes til konge.
1843
Søren Kierkegaard udgiver Enten — Eller.
1844
Thorvaldsen dør i Det Kongelige Teater under ouverturen inden opførelsen af Halms romantiske drama Griseldis.
1845
Kolonierne Trankebar og Serampore som havde tilhørt Danmark siden 1616, sælges til East India Co. i London.
Steffens død i Berlin.