Have! du som vidt dig breder
Rundt om gamle Præstegaard,
Venligen du mig hjemleder
I de skønne Barneaar.
Dette Vildnis, disse Gange
Bleve tidlig mig for trange
Da jeg var en lille Dreng,
Da end maatte for mit Øie
Dine Gærder tykkes høie,
Laa jeg i din grønne Eng
Saae til Himlen, grunded paa
Hvordan Gud dog kunde gaa
Oppe paa de tynde Skyer.
Det mig var en Lyst at se
Hvor de Skyer kunde drive,
Og saa underlig sig te,
Ret som om de var ilive.
Naar jeg saadan ensom laa,
Meget jeg afbildet saae
Paa den Himmel rød og blaa,
Som end dunkelt jeg kan mindes.
Siden da jeg voxde lidt,
Laa jeg ogsaa her saa tit;
Men jeg laa med Bog ihænde,
Krøniken mig var saa kær
Lystig var i den min Færd
Hen til Tids og Verdens Ende.
Jeg med Baden og med Kall
Løb igennem hele Tiden
Men om sligt et Kongetal
Var mig slig en Bog for liden,
Det mig var saa haardt imod,
Naar saa tørt hos Baden stod:
Hvad der om de gamle Dage
Er af Krønike tilbage
Er opfyldt med Digt og Fabel,
Saasom om Deukalion
Argonauter, Herkules
Og om Bachi Eventyr.
Ved mig selv jeg sagde tit:
Herre Gud! Han kunde dog
Sagtens la’ os høre lidt
Om den Flod og om det Tog,
Om de vakkre Eventyr,
Det dog morsomt var at høre.
Kall jeg grumme morsom fandt:
I hans Bog var mangen Ting
Sagt med saadant artigt Sving,
At jeg kunde ret fornemme,
Noget Sjælen gennemfoer;
Jeg var bange for at glemme
Af den Tale mindste Ord;
Tit jeg inde i min Sjæl
Høit dem læsde for mig selv.
Saadan mangengang jeg læsde
Hvordan Østenvinden blæsde
Heftig paa det røde Hav,
Laved Herrens Folk en Vei
Og Ægypterne en Grav.
Ligesaa mig tit fornøied
At Kong David lagde til
Tjenesten sit Kvad og Spil,
Som dens Majestæt forhøied.
Det var ogsaa gyldne Ord
Om hvordan Sesostris foer,
Og at hver en Pyramide
I sin Pragt os minded om
Hvad vel Folket maatte lide
Før til saadan Vext den kom.
Det endnu mit Sind forlyster
Hvordan mod de fjerne Kyster
Tyrierne spændte Seil,
Og af Stjernerne veiledte
Sig paa Verdens Hav udbredte,
Uden der at seile feil.
Ogsaa jeg med Jason drog,
Og fra det trojanske Tog
Blev jeg heller ikke hjemme.
Cyri Rige klart jeg saae
Vidt sig brede for mit Øie
Skøndt jeg vidste ei saa nøie
Hvor det udi Verden laa.
At ved Marathon de Faa,
Hundredtusind kunde slaa,
Maatte, Have, du undgælde
Med din Skreppe og din Nælde;
Naar mit Skib i Parken drev,
En Themistokles jeg blev.
Naar jeg efter Borgerkrige
Læsde om Augusti Rige,
Om hvordan det som en Slave
Lod i Stilhed sig begrave,
Tykdes det mig rent omsonst
Med den Videnskab og Konst;
Thi det heed: Men Religionen!
Sælsomt ændrede sig Tonen,
Taaren mig i Øiet stod.
Hav da Tak, du kære Bog!
Megen Fryd du mig har givet,
Og igennem hele Livet,
Vil det kendes, at dit Sprog
Har min første Stil mig givet.
Naar jeg hørde dig hudflette
Halv med Uret, halv med Rette,
Halv ieg Strømmen maatte følge
Kunde det dog aldrig dølge
At for mig du ei var svær,
Men mit Hjerte saare kær.
Man omsonst din Mage søger
Mellem nye Billingbøger,
Der maa baade Sjæl og Sind,
Blive dorsk og sove ind;
Ingen Varme, ingen Fynd,
Kun det bare Vand og Dynd.
Hist og her man i det Vand
Visne Blomster finde kan,
Aldrig dog et kraftigt Ord,
Som kan grave dybe Spor
I det aabne Barnehjerte.
Det er vort Oplysningstræ
Som bær slige rare Frugter!
Næsen faar og sin Bekomst,
Hver en Frugt er selv en Blomst,
Thi den alt paa Træet lugter.
Nu farvel, du lille Bog!
Lille jeg dig dengang fandt
Og det var vel ogsaa sandt;
Til en Bog om hele Tiden
Var du sagtens lidt for liden.
Suhms den vakkre Bog om Nord
Havde mangt et herligt Ord
Som mig glæded, som mig greb;
Intet dog, som det han skrev
Da han Pennen vilde lægge,
Endnu hører jeg hans Røst:
“Unge! det er jer jeg vil
Som en Fader tale til,
I er Landets Haab og Trøst.
Naar I eders Old betragte,
Rives da ei af den hen,
Til Guds Ord at ringeagte,
Til at svige Drot og Ven!
Vogter jer, at ei I taber,
Mens I dyrke Videnskaber,
Eders Tro og eders Dyd!
Elsker altid Fædrelandet!
Mellem eder skiller Vandet;
Sproget har adskillig Lyd;
Eder Alle lige godt
Kan dog samme Gud forstaa;
Til jer Alle samme Drot
Lader samme Ord udgaa:
Ærer Kongen! frygter Gud!
Det er Herrens eget Bud.”
Gyldne Ord i tunge Dage!
O, vist mangen Ungersvend
Har I holdt og kaldt tilbage,
Saa ei Tiden rev ham hen!
Kierulf, Kierulf! o, hvor kunde
Du udslette disse Ord?
Gaar uvarslet nu til Grunde
Mangen Ungersvend i Nord;
Du har følt det, da du døde,
Det er din – og Tidens Brøde.
Vakkre Bog om Mænd i Nord!
Lyst du gav mig til at drikke,
Men min Tørst du slukked ikke,
Du var og for knap paa Ord.
Med de tykke Foliander,
Med sin Ramus og Lyskander
Maatte Fader rykke frem,
Knap jeg kunde bære dem;
Men der var en Hjertens Glæde
Naar jeg først kom ret til Sæde,
Saae det danske Kongeblod
Springe af sin dybe Rod
Midt i Adams Paradis,
Saae det rinde, saae det bruse
Rundt i alle Kongehuse,
Delde paa min egen Viis
Nød og Seier, Had og Pris
Ærlig med hver Herrestamme,
Som vor fælleds gamle Amme
Havde fostret kæk og stor.
“Helled med Ebbe og Aage saa fro,
Da de for Hunger af Skaane dro”
Satte saa stolt mig hos Theodorik,
Hersked med ham over Franker, Burgunder,
Sukkede dybt, da hans Rige gik under,
Hadede Narses, blev glad, da han fik
Ordre at komme til Hoffet og spinde,
Gladere end, da han loved at tvinde
Traad, som Sofie i hele sit Liv
Ei skulde skære med Sax eller Kniv;
Hørren, hvoraf han den Traad vilde sno,
Saae jeg paa nordiske Hager at gro:
Nordiske Hør paa den nordiske Ager,
Paa Longobardernes skæggede Hager.
Skaaret og spundet og tvundet den blev;
Traaden var lang og var tyk som et Reeb,
Snoed sig tæt om Italiens Lænder,
Spottede Saxe og Knive og Sværd,
Maatte dog siden, opraadnet saa nær,
Briste og smuldre i Frankernes Hænder.
Dog, jeg mærker, Havens Gange
Blev mig nu igen for trange,
Trange, som min Barnesko;
Men heel gerne vil jeg gemme
Al min Kløgt igen og klemme
Foden i den lille Sko.
Hvorfor mon de nye Franker
Jeg i Hugen var saa gram,
Ønsked dem al Last og Skam?
Det gik om i mine Tanker,
Hvordan Klodovig fremfoer
Mod Vestgotherne fra Nord.
Da Lyskander var forbi
Syn jeg fik
Paa to underlige Bjerge,
Mig det gik,
Som det gaar saamange Dværge;
Det, der gemde i sit Skød
Gyldne Malm saa reen og rød
Tykdes mig saa graat og bart;
Det der var saa grønt paa Tinden,
Men saa tomt og hult forinden
Tykdes mig saa grumme rart.
Guldberg! jeg fra dig bortgik
Da jeg Syn paa Holberg fik.
Underligt! ved Holbergs Side
Jeg Martyrerne saae lide;
I hans Glas jeg maatte se
Kættere og Kirkefædre,
Maatte tit med ham bele,
Hvad jeg sent har lært at hædre.
Hjertelig jeg dengang lo,
Hvergang Paven fik en Næse,
Hvordan Henrik kneb Paskal –
Det var Noget jeg gad læse.
Hvordan Frederik den Anden
Turde trodse Kirkebanden,
Hvordan Nogaret i Stads
Trak den gamle Bonifas
Paa en Esel ud og ind,
Klappede ham under Kind
Med det haarde, kolde Staal,
Det var Noget, jeg gad seet.
Harmefuld jeg saae paa Baal
Johan Hus som Martyr segne,
Glad for Zisskas Navn og Staal
Saae jeg Kardinaler blegne;
Men da siden Svanen kom,
Tænkde jeg, nu ret vor Gammen
Skal vi se paa ham i Rom;
Men nu Holberg gik sin Vei,
Ene og forladt stod jeg.
Fader smiled ad min Jammer,
Hented ovre fra sit Kammer
Nok en Bog, hvori der stod
Luther baade først og sidst.
Det jeg aldrig havde vidst,
At Man gjorde hele Bøger
Om en saadan enstig Mand.
Aldrig det jeg glemme kan
Hvor jeg Pusling blev henrevet,
Som jeg neppe før var blevet
Ved den gæve Mands Bedrift.
Inde i vor Dagligstue
Paa det brune Bord jeg sad,
Stirred i den Bog saa stivt,
Glemde baade Øl og Mad,
Hen til Maden Man mig drev,
Men min Sjæl hos Luther blev.
Hvad saa end jeg fik at høre,
Altid klang det i mit Øre:
“Til Vorm jeg vil, om i den Stad,
End paa hver Sten en Djævel sad!”
Det var mig en grumme Mand
Dog mig tykdes nok jeg gad
Fulgt med ham til slig en Stad.
Gamle Doctor Morten Luther!
Dengang var jeg otte Aar,
Tyve til jeg nu har levet,
Og først nylig er det blevet,
At igen jeg for dig staar
Med det Hjerte, Syn og Mod
Hvormed da, som Pog jeg stod.
Gamle Ordsprog sviger ei:
Frem og hjem er dobbelt Vei.
Kloge Mænd! som det tør mene,
Det dog vel ei var saa stort
Hvad den Mand har sagt og gjort,
Vilde bare I det prøve
Blot en Tusinddel at øve,
Skulde I det sikkert mærke,
Hvad den Bolde, hvad den Stærke
Leed og stred og dog bestod,
Og hvorfra han fik sit Mod!
Kære Have, vredes ei
For saa tit jeg gaar min Vei!
Gammel Vane bider bedst,
Tidlig jeg den maatte følge
Over Land og over Bølge.
Slig en Have, slig en Gang
Som imellem dine Bøge,
Jeg forgæves vilde søge
Paa den lange, paa den brede,
Vilde Hede.
Der forgæves og jeg saae
Efter Sjælens vakkre Blommer,
Bare Vinter, ingen Sommer,
Kun det tørre Lyng og Straa!
I Kornel og i Justin
Siger Man er slet Latin;
Selv jeg siger om det Andet,
Det er baade tørt og vandet,
Hvad da ei kan undre Nogen
Der har lært at Sagaskrift
Er den seneste Bedrift,
Men kan dog ei længe skrives
Naar ei længer Daad bedrives.
Af en Hvitfelds Halm og Hø
Sagasandsen let kan dø.
Ja, det end er større Held
Naar den ei sig leer ihjel
Af en Holbergs Killeurter.
Du vist mener, Thyregod!
Du kan sige mig imod,
At det Navn er allerede
Ret et vakkert Sagaord,
At du midt paa vilden Hede
Er et Træ fra gamle Nord,
Som har under Jellings Steen
End sin mindefriske Rod,
Det er Thyre Dannebod.
Navnet staar saa bart, saa ene
Som din gamle Egeskov,
Der nu fures af din Plov
Som de ædle Skrammers Vaaben
I dit Kirkekor ved Daaben.
Dog, ei længer jeg er blind,
Klarlig staar det mig for Øie:
Eftersom Man er i Sind,
Maa og Tingene sig føie.
Tit det Barnlige forgaar
Mens Man end er Barn i Aar,
Da en Stund maa Saga tie,
Hun maa tie, hun maa bie
Til vi vorde Børn igen;
De som efter Nyt kun hige,
Maa fra Hendes Aasyn vige
Gaa til Hendes Terner hen.
Da jeg var i Sindet liden
Sad hun med mig paa sit Skød,
Med en Røst saa blid og sød
Sagde hun mig Sagn om Tiden.
Stille lytted jeg derpaa,
Foldede de Hænder smaa,
Praled ei med hvad jeg hørde.
Siden mærked jeg kun Ord,
For mig selv at gøre stor,
Hvad jeg hørde, hvad jeg vidste,
Fra det Første til det Sidste,
Jeg med Hovmod og med Bram
Sagde Hver som høre vilde;
Derfor Saga blev mig gram,
Derfor gik det mig saa ilde.
Ordene til Bram og Skemt
Bleve stedse mig i Minde:
Men jeg havde Tonen glemt,
Kunde den ei mere finde;
Samme Bøger frem jeg tog,
Samme Blade jeg opslog,
Samme Stave der jeg saae,
Men som blege Lig de laa,
Intet rørde, Intet vilde
For mit Øie sig afbilde!
Ak, først nylig, ja først nu,
Tonen jeg igen kan høre,
Nylig først jeg kom ihu,
Hvad saa dybt mig kunde røre.
Saa det mig og siden gik
Med de Psalmer fagre, kære
Som jeg, efter gammel Skik,
I min Barndom maatte lære:
Hver og een mig tykdes glemt,
Men de havde dybt sig gemt
I det lukde Hjertekammer;
Og da Herrens Lyn slog ned
Med et Brag jeg ei kan nævne,
Gennem Dørrens brede Revne
Fangerne udgik med Fryd.
Brat fornam jeg kendte Lyd,
Ordene mig laa paa Tunge,
I mig tykdes det at sjunge:
Fra Himlen højt komme vi nu her!
Tonen var saa kendt og kær,
Det ei Andet kunde være,
Svare maatte jeg til Løn:
Lov og Tak og evig Ære
Ske dig, o Guds hjerte Søn!
Som min Frænde, Thyregod!
Du paa nøgne Hede stod,
Du, som jeg, og jeg, som du,
Havde ikkun lidt tilbage:
Barndomstiden var forglemt,
I et Ord sig havde gemt
Mindet om de gamle Dage.
Tidig ei, men graadig kun
Var den Sjæl som kræved Føde,
Ellers ei din Hedebund
Havde været gold og øde.
Er der ei et helligt Træ,
Som ei har sin Rod hernede,
Og som derfor uden Læ
Voxe kan paa vilden Hede?
Mon det ikke Frugter bær,
Som hos hele Folkefærd
Ene, uden Hjelp, det mægter
At undfange, avle, amme,
Nære gennem mange Slægter
Dyb og hellig Sagasands?
Kunde ei hos mig de samme
Have næret, samme Sands?
Gamle Moses! hvor mon lød
Sagas Stemme honningsød
Som igennem dine Skrifter?
Hvo fik Evne til, som du,
Saa at komme ret ihu
Guds de tidlige Bedrifter?
Store Seer, Samuel!
Ja du hele prude Skare!
Som det undtes at forklare
Jehovah for Israel!
Hvem blev saa det aabenbaret?
Hvem har vel, som du forklaret,
Lyst den Løndom udi Skrift:
Sagaen er Guds Bedrift?
Dengang end saa fast jeg troed
Paa det hemmelige Baand,
Mellem dig og Sandheds Aand,
Aanders Aand foruden Mage,
Som kan Dybheds Dyb randsage.
Jeg endnu med Tro og Lyst,
Hørde paa din Guddomsrøst
Gennem Mølmans hæse Strube;
Men at ei den søde Klang
Lokked mig til Herrens Kube,
Hvor du selv saa liflig sang,
At jeg heller vilde grunde
Paa det Ord, saagodt jeg kunde,
End med barnlig Tro og Fryd
Mærke paa dets Kraft og Lyd:
Vidned om, jeg alt var hildet
I min egen Klogskabs Garn,
Halv fra Gud og Tro forvildet,
At ei længer jeg var Barn.
Have! jeg det mærker seent
At jeg dig jo glemmer reent,
Dog, ei reent, men ikkun nær,
Underligt det sig mon føie:
Sangen selv sig veed at bøie
Til et Billed paa min Færd.
Ret som fordum jeg hver Sommer,
Ogsaa den kun til dig kommer
Stundom i et kort Besøg.
Naar jeg saadan til dig kom,
Løb omkring og saae mig om,
Rundt herude som derinde;
Faldt det dig da ei paa Sinde,
At jeg paa den vilde Hede
Havde vandt mig til det Brede?
Det paa Alt sig mærke lod,
Allerbedst dengang jeg stod
Graadig for et Pulterskrin:
For det danske Magasin.
Alt jeg slugde, som der laa:
Præst Johan og Tyge Brahe,
Gamle Skøder ovenpaa,
Dronning Dorthe, Tage Thott,
Messedøden, Stort og Smaat!
Tærskersult og Tærskermave
Man til slig en Kost maa have,
Den endda fordøies seent.
Nu igen enstund, Farvel,
Have, med de ranke Bøge!
Tvende Somre skride hen,
Da jeg ei dig maa besøge.
Med det Samme og Farvel
Thyregod og Laurids Feld!
Elskde Lærer, takket vær
For de mange svundne Dage!
Som en Søn jeg var dig kær.
Hvis jeg Noget har at klage,
Er det, at mit lette Nemme
Og dit faderlige Sind
Gjorde alt for tit dig blind,
Lod dig alt for ofte glemme:
At hos Drengen Overmod
Er en ond og bitter Rod.
Aarhus! med dit gyldne Spir!
Du som har til Danmarks Sir
I dit Skød og i din Skole
Fostret mangen Hædersmand:
Gamle Morten, gamle Ole,
Ole Rømer, Ole Vorm,
Tavsen, Fris, Pontoppidan,
Jørgen Samsing og Hans Skonning,
Jydekubens vakkre Dronning!
Ogsaa mig du ruged ud.
Vel jeg kun din Stifsøn var,
Venlig dog din Honning klar
Vilde du i mig indtvinge.
Dine Visere omsonst
Med al Ømhed, med al Konst
Bredte ud min lille Vinge,
Fløi, og lokkede saa blidt,
Dalede igen saa tit,
For at jeg mig skulde svinge
Med dem over Land og Hav,
Over Dorskheds fæle Grav
Til Hymett og Libanon.
Altid blev jeg ved at flagre
Om paa golde Tidselagre,
Satte mig hel stolt og glad
Paa et døsigt Valmublad.
Aarhus! ja, du vidne skal
At ei Heden, men jeg selv,
Dorske Hovmod i min Sjæl,
Førde mig fra Sagas Hald.
Aarhus! ja du veed det bedst,
Tvende Aar jeg var din Gæst,
I den Tid jeg aldrig saae
Hvor din Morten Borup laa
Med sit stolte Adelsbrev;
Med sit Ris og med sin Greb.
Borup! hvad maa du dog tænke!
Dine Been du lod nedsænke
Mellem Helligdomme to,
Hvor du lystede at bo;
I dem begge dog dit Minde
Længe ei var mer at finde:
Clericali et Regali
Hørdes ei i mange Aar,
Spiret har saamangen Vaar
Udi Lund og Enge vist,
Siden der blev sjunget sidst:
In vernalis temporis
Ortu lætabundo.
Skolestøvet dig forfulgde
Selv da du i Graven laa,
Ris og Greb der længe dulgde,
At dem intet Øie saae;
Mester Morten var din Ven,
Splittede det Støv saa vidt,
Løftede din Sten igen,
Men det hjalp kun grumme lidt,
Støvet immer dig forfulgde
Og igen din Ligsten dulgde.
Erik Broby og omsonst
Prøvede en anden Konst,
Hugged paa sin egen Viis
Blandt saamangen Marmorsteen,
Ogsaa dig en lille een,
Fløtted did din Greb dit Ris;
Støvet, som dig end forfulgde,
Ogsaa her dit Vaaben dulgde;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Var, at her du under Støvet
Mere vakkert Selskab fandt.
Nu kom frem en anden Jyde,
Som har feiet pæn og reen
Mangen støvet Mindesteen,
Og det kan dig ei fortryde,
At han fløtted Greb og Riis
Ind i Nordens Kirkehave,
Hvor de staa med værdig Pris
Mellem Sværd og Bispestave,
Hvor med Seigl og Bog og Pen,
Du har selv saamangen Ven.
Støvet vil dog vist forfølge
Ogsaa her dit Vaaben dølge;
Men hvad du ved Byttet vandt,
Er, at med dit Hædersminde
Du det bedste Selskab fandt
Som i Norden er at finde.
Hvil da under Støvet sødt
Med det stolte Skoleris
Som optugted Johan Fris,
Og saamangen Biskop fin:
Tavsen, Skonning, Sadolin.
Til et Ris, som dit, igen
Fostrer Danmark slige Mænd,
Naar da over Støv paa ny
Aanden løfter sig mod Sky,
Over dig skal ogsaa Støvet
Vorde al sin Magt berøvet.
Fløtte dig jeg ikke maa
Ind i Udby Præstehave,
For i slig en ensom Vraa
Med mig selv dig at begrave;
Kun en Indskrift vil jeg vove
Paa den Sten, hvor til din Priis
Sømmelig din Greb, dit Ris
Blev udskaaret af Hr. Ove.
Da maaske dog Skrift og Mærke
Kan hinanden hjelpe lidt
Til dit Minde at forstærke;
Ærlig hver skal gøre Sit;
Efter Maal og efter Maade
Som min Gud mig giver Naade,
Ærlig jeg skal gøre Mit:
Aarhus! mangt et Offer rester
Jeg til Fleer end dine Præster,
Fra min slemme Skolegang,
Morten Borups Mindesang
Skal for Afdrag paa dem gælde,
Hav den Godhed det at melde
Dine Juler, Friser, Scheler,
(Hvis det gamle Hus du deler
Gammeldags med dem endnu)
Dine Lykker, dine Lunger,
Alle dine Kirketunger,
Hvormed Saga mig i Hu
Vilde kaldt de gamle Dage,
Som mig kalde nu tilbage
Til Sankt Klemmens Helligdom!
Da forgæves hun mig kaldte,
Kun omsonst endog hun valgte
Ham blandt store Hedningfolk,
Gennem hvem den søde Stemme
Allerbedst Man kan fornemme:
Herodotos til sin Tolk.
Aabent hun kun fandt mit Øre,
Da hun vilde Sagn mig føre
Om Afguderne i Nord:
Freia, Loke, Frei og Thor,
Eventyr om Holger Danske,
Fortunatus, Ridder Rød,
Keiser Karl, den store Franske,
Roland og det Kæmpetal
Som forgik ved Ronseval;
Der og Barneskyggen svandt
Intet Morsomt mer jeg fandt,
Lagde Bogen under Stolen
Og udsov mig gennem Skolen.
Gæve Stougaard! til mig hen
Tit du saae med ædel Smerte,
Bød som Fader, bad som Ven;
Men selvraadigt var mit Hjerte,
Lukkede sig flux igen.
Dog, hvordan end jeg mig skabde,
Haabet du dog aldrig tabde;
Dine Ønsker og den Taare,
Hvormed du mig unge Daare
Sagde faderlig: Farvel,
De mig rørde, dem jeg gemde,
Og, hvormeget end jeg glemde,
Dem har jeg dog aldrig glemt;
Taaren klar mig staar i Øie,
Tak, vor Fader i det Høie!
Stougaard! brave Lærer, Tak!
Kære Have! nu igen
Saae du mig som Ungersvend,
Hurtig dog jeg iled bort,
Mit Besøg var koldt og kort.
Førend jeg med stille Varme
Sank i dine aabne Arme,
Maatte mangen Sommer skride,
Maatte vidt jeg fare vild,
Maatte i din Favn jeg lide,
Brændes af en pinlig Ild.
Dog, nu er og Hvilen sød
I dit moderlige Skød.
Ei mig selv jeg vil forfølge
Længer nu paa Verdens Bølge,
Rørt jeg takker Himlens Gud
Som af Hvirvlen rev mig ud,
Stramt og træt er nu mit Øie
Og udsjunget er min Sang:
Fra den stolte Bøgegang
Vil jeg stirre hen paa Skoven,
Paa det grønne Bjerg med Lyst;
Vil jeg stirre ud paa Voven,
Som beskyller Sjællands Kyst;
Vil jeg over blanke Sø
Stirre paa den fjerne Ø.
Her det Grønne, der det Blaa,
Er jo sundt at stirre paa;
Øen har saamangt et Minde,
Som til den kan Øiet binde,
Som det stille, glade Sind
Til en ivrig Bøn kan røre,
Og fra Jord til Himlen føre.