Kalliope
→
Digtere
→
P.A. Rosenberg
→
Førstelinjer
P.A. Rosenberg
(1858–1935)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af P.A. Rosenberg på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Af Savnets Frø i Sjælens Gjem
Afsted med travle Skovle
Aftnen sænker sig. Frejdig
Af Vinternatten favnet
Aldrig, det véd jeg, jeg glemmer
Alpeblomster! Alfeverdner
Alt her omkring er øde, stort, bedrøvet
Alverden har Damokles’ Lod beklaget
Aa, hvor dog Luften er lummer!
Aa, hvor Verden dog er skøn!
B
Blændlygtens Skær langs Gulvets Mosaiker falder
Bøger! Bøger! nye Bøger!
C
Camoëns, den store Digter
D
Da jeg var meget ung, da tro’de
Da Jøderne om Guldkalvsaltret dansed
De første grønne Bjerge
De grønne Bølger syder ind om Klippen
De gyldne Timer gaa, Ven!
Dekorativ! — Ja, det er Kammertonen
Den fromme katholske Bonde
Dengang Vorherre havde skabt
Den lune Sydens Nat
Den rene Luft og Dagens Skin
Den Røst, der bryder Verden nye Baner
Den store spanske Kejser, Karl den femte
Den synkende Sol staar gylden bag Skyernes blaagraa Volde
Den tomme Stue vides ud og voxer
Der er i verden den vide
Der funkled Sol i dit gyldne Haar
Der gives Dyr, hvis Øjne ere slige
Der gives Tider, da med Storm og Brand
Der glider blege Skygger over Vandet
Der klages rundt paa den ganske Jord
Der lagdes en Skat
Dernede dybt under muldet
Der staar et Krucifix ved Vejen
Der staar et rankt Kastanjetræ derude
Der vandrer et Tog gjennem Ørknens Sand
Det er Aften. Her paa Marken
Det klinger over Jorden
Det siges, der voxer en Trylleurt
Det store Hav os elsker
Det stormer og fyger om klostrets tag
Det var en Sommeraften
Din Haand i min!
Du Almagts Aand, dit Væsens Dyb
Du elsker mig — det er min lykke
Du er huslig og stilfærdig
Du er min Ungdom, som jeg aldrig leved!
Duer vil jeg ofre Eros, Duer!
Du lever ej dit Liv paa Borg
Du, som bor i Himlens Sal
Du sukker, unge Mand, saa det kan høres
Dybt nede i jordens indre
E
Elskede, Somren er inde!
En Buldog-type med en gnaven Mund
En Flamme slukt! En sommergylden Evne
En Kjærlighed syg, krampagtig
En lille, arrig Fyr med vissen Sjæl
Ensom og tankefuld de øde Egne
En ædel Sjæl, en Sjæl som Guld
Et Barneansigt, net, men uden Træk
Et enkelt Ord, et hurtigt Ord
Et Fakkelpar, som brænder dystert, truet tit
Et Aar, der som i Drømme fór
F
Farvel for denne Sinde
Fastbunden ved et ensomt Figentræ
Frygt ikke for de stærke Drømme!
G
Gretter brødes med trolden
Gud! Af Kaos’ mørke Vande
Gud, sagde Duen, Gud er rund og fager
Gule Blomter har du plukket
H
Han er en stor, en højt benaadet Mand
Hel skønt er vel Stridens Stævne
Her i Musæet saa jeg nys bekranset
Her mellem lysegraa og sorte Stammer
Hun rakte ham Guldpokalen
Hvad er det blanke i Brynet derude?
Hvad er det? — Det blev jo Vinter!
Hver Gang det gaar mod Foraar
Hvil i Fred, du Tid, som døde!
Hvor banker Hjærtet i mit Bryst
Hvor Kilden sprudler frisk og klar af Fjeldet
Hvor mindes jeg hin Oktoberkvæld
Hvor Sydens Kyst gi’r Havet Læ
Hvor søgte tit jeg til din dybe Ro
Højtidelig de slanke buer knejse
I
I Blomster, som rundt mellem grønne Straa
I Danmark, Smørrets gule, gyldne Land
I denne blindt-fanatisk vilde Tid
I Havets Brus mod Strand i Nætter lange
I Nattekulden stod min Sang
Ingen véd, hvordan jeg hader
I tanken jeg ser ham: glad og fornøjet
J
Jeg bliver ved, jeg holder ud
Jeg drømte, at jeg stod for Dødens Porte
Jeg elsked dig, før du blev til
Jeg elsker dig blindt, afsindigt —
Jeg fører Eder til en sælsom Tid
Jeg gaar langs Stranden mellem Sten og Tang
Jeg har havt Besøg af Dødens Engel
Jeg har ikke attraa’t Ordner eller ydre Distinktioner
Jeg har læst: den, der om Lyset
Jeg hører Havet derude
Jeg kommer med Angst i Sjælen
Jeg kunde ikke som barn forstå
Jeg lever i dig
Jeg misunder Samson — ikke hans Haar
Jeg ser dig ej mer
Jeg ser i hver en Gade
Jeg stod paa Skrænten ved Stranden —
Jeg styrer mit rappe Staalhjul
Jeg så i et syn en strålende mø
Jeg vandrer gjennem Verden
Jeg véd, det er med ret og skel
Jeg véd et Sted, kun søgt af faa
Jord, hvorfra vort Livsblod randt
K
Kammerater, om vi kunde, om vilde slaa os sammen
Kastanjens Klaser lyser
Klar og kølig Dagen rinder
Kom, følg mig, du min Kjærlighed
Kom, læg din Kind ind til mit Bryst
Kraftigt svungne Bakkedrag
L
Lystig i Solen og glade
M
Madonna! Nattens Vinger
Maskinen hamred løs i hidsigt Trit
Med Sang, med Sang jeg hilse vil
Mellem de mindst elskværdige
Min Elskede! min Sjæl er syg —
Min Elskte, o min Elskte i det fjerne!
Min Ungdoms første Drømme
Min Ven, den eneste paa Jord
Mit Barndoms-Hjem, som sent, i Kvæld
Mægtige Seer!
Mørket synker over Danmark
N
Natten sin Vinge sænker
Nej, min Hukommelse faar aldrig fat
Nu knoppes der Løv, nu skyder der Grønt
Nu mulmer det derude
Nu staar vi to paa Livets Tinde
Nys paa Telegrafkontoret
Naar Alpejægeren ved Vintertide
Naar du lader Blikket glide
Naar i Aftenens tyste Svale
Naar jeg engang skal stedes for den evige Dom
Naar jeg skal dø, Elisabeth
Naar Selskabet er slet — slet kan det være
Når to hinanden elske ret
Naar Aaret synker og forgaar
O
Og sig mig, du sanger, hvem lærte dig vel
O, kunde disse Læber tale! Tiden
O Kys, to blussende Juvelers Gave!
Om glad du tømte Bægret med Skarntyder
Ondskab og Dumhed mødtes paa en Vej
Over Høj og Dale
O ædle Mand, du kan umuligt nænne
P
Poesi, min Ven, er Æther
Paa Bjerget ligger den hvide Sne
Paa Himlens Sø den blanke Maane svømmer
Paa sit bryst hun bar en rose
R
Regnbuen er jeg; Solen er min Fader
S
Sankt Georg, den ærlige Ridder
Se, han står til masten bunden
Ser du hine Sten paa Bakken
Shakalerne tude i Krat
Skønheden selv, Anadyomené
Solen er nede, det lufter mod Nat
Sol gik i bjerge. I Gripsholm kirke
Som blanke Libeller flagre
Som Malmet hamres maa i Mentens Kamre
Straalende Sol! Det er Foraar idag
Syng dig stærk, min Tro! syng dig lyst, mit Haab!
Saa fandt jeg Ro, den Ro, der Tvivlen dræber!
Saa talte Folket: I har varme Klæder
Saa tit min Tanke til dig mon’ gaa
Saa tit, naar du sænker dit Blik i mit
T
Tak for den rigeste Glæde
Tak ske Jer, I store Døde!
Tanke paa Døden
Tankerne vandre. Vide gjennem Lande
Tre Kranse har jeg bundet
Trommerne brummer. Der skrider et Tog
Tyrol, Tyrol! mit Fædreland, mit Hjem
U
Ukjendte store Almagtsgrund
Uretfærdighed og Løgn
V
Véd du det Land, hvor Blomst Citronen bær’?
Ved Morgengry, ved Aftenlag
Vi gik gjennem Skoven en Vinterdag
Vi gik i skoven sammen
Vi gik mod Byen op
Vinterdag! Paa Sneens Skjold
Vist aldrig der førtes så sælsom en strid
Vi standser, og tæller
Vi stod i Kirken Santa Croce sammen
Vor Folkeaands Symbol, hvis Drapa klinger
Vor Jord, hvor Ploven gaar
