Der gives Dyr, hvis Øjne ere slige,
At de kan se mod Solen uden Møje,
Og andre, der saa lidt dens Glans kan døje,
At kun om Natten de tør ud sig snige.
Og atter andre, som med blændet Øje
Maa taabelig mod Lysets Kilde hige
Og synke saa med brændte Vingeflige —
Ak, mellem disse er min Plads med Føje.
Jeg kan ej rolig se mod Straaleskæret,
Som hendes Skønhed spreder; endnu mindre
Kan jeg det fly og dølge mig i Skyggen.
Ak nej, min Skæbne vil, at jeg fortæret
Af Længsel mod de Øjne to, som tindre,
Skal hige, til jeg synker brændt som Myggen.
(Oversat fra Italiensk.)