Ensom og tankefuld de øde Egne
Jeg maaler ud med Skridt, langsomme, trætte,
Og ser mig om, for derhen dem at rette,
Hvor ingen Spor af Menneskefjed sig tegne.
Kun dér jeg kan i Sikkerhed mig sætte
For Spejderblik, som lure allevegne;
Thi Sjælens Kval, hvorunder jeg maa segne,
Kan af mit Ydre snart hvert Øje gætte.
Ja, stundom synes jeg, de grønne Lier,
Skove og Floder, Bjergetinder, Dale
Maa se min Sorg af mine Taarer klare.
Og ak, jeg kjender ej saa øde Stier,
At Elskov ej kan finde did og tale
Saa længe til min Sjæl, til den maa svare.