Jeg har ikke attraa’t Ordner eller ydre Distinktioner,
De har aldrig været med i de Drømme, jeg har drømt;
Naar som Dreng jeg sang om Hæder, var det aldrig den, der toner
Fra det skraldende Orkester, der gjør Dagens Helt berømt.
Og dog fik jeg mig en Orden, som jeg ikke har begæret,
Og jeg fik den for det Bedste, jeg i mit Liv har gjort;
Og jeg tilstaar ganske ærligt, at jeg føler mig beæret
Langt mer, end jeg fortjener, — hvad nu ikke siger stort.
Jeg er nemlig blevet haanet, rakket til, forfulgt og hadet
Af den Bande, for hvis Angreb kun den Lumpne helt gaar fri;
Og saa grundig har man svinet mig til i Pøbelbladet,
At jeg næsten kunde fristes til at tro mig et Geni.
Naa, jeg véd, det er jeg ikke. Man behøver ej at være
Genial, for at staa i de Forfulgtes Kompagni;
Det er sommetider nok, at man er en Mand af Ære,
For at vække pr. Instinkt den Art Paks Antipathi.
Men det Minde vil jeg gjemme fra mit Liv ind i det næste
Som en Art af Krigsmedalje, som min Hæder, Løn og Tak:
At jeg én Gang dog i Livet var i Selskab med de Bedste,
Med Grillparzer, Hebbel, Gutzkow, Byron, Shelley og Balzac.