Mignon.
Véd du det Land, hvor Blomst Citronen bær’?
I Glød bag Løv staar Guldorangens Skær;
Hvor blide Briser gaa fra Himlen blaa,
Hvor myge Myrter, stolte Laurbær staa?
Véd du det Land? Derhen, derhen —
Ak kunde did jeg fly med dig, min Ven!
Véd du det Hus med søjlebygt Portal?
Hvert Kammer yndigt, straalende hver Sal;
Og Marmorstøtter skuer til dig ned:
Du stakkels Barn, hvem gjorde dig Fortræd?
Véd du det Hus? Derhen, derhen —
Did lad os fly, min Værner og min Ven!
Véd du det Bjerg, hvorom sig Skyen snor?
I Taage søger Mulen Stiens Spor;
Hulerne skjuler Dragers gamle Kuld,
Ud over stejle Fjeld staar Fossen fuld.
Véd du det Bjerg? Derhen, derhen
Gaar nu vor Vej, min Fader og min Ven!
Sangeren.
»Hvad hører jeg for Porten dér
Fra Vindebroen klinge?
Lad Sangen for vort Øre her
Mod Højenloft sig svinge!«
Saa talte Kongen, Pagen lød;
Han kom igen, og Kongen bød:
»Før mig herind den Gamle!«
»I skønne Damer, hilset vær!
Vær hilsen, Herrer høje!
En talløs, navnløs Stjernehær
Rigt funkler for mit Øje!
Men al den Pragt og Herlighed
Har jeg ej Tid at frydes ved,
Thi luk Jer, mine Øjne!«
Han lukked Øjnene og kvad,
Saa Salens Vægge dirred.
Med løftet Blik de Ridd’re sad,
Mod Jord de Skønne stirred.
Fornøjet lytted Kongen til
Og lod til Løn for Sang og Spil
En gylden Kæde bringe.
»Den gyldne Kæde giv mig ej!
Giv den din Ridderskare,
Som splitter Fjenden paa din Vej
Og frelser dig af Fare!
Giv den den Kansler, som du har!
Han bærer mangen Byrde svar,
Lad ham den gyldne bære!
»Jeg synger som den frie Fugl,
Mens den paa Grenen gynger.
Den Sang, der gaar fra Brystets Skjul,
Er Løn for, hvad den synger.
Men vil du være Skjalden huld,
Saa lad din Svend i pure Guld
Din bedste Vin ham række!«
Han tømte Bægret til dets Bund:
»O Drik, som liflig kvæger!
O Held det Hus, hvor ringe kun
Man regner sligt et Bæger!
Gaar det Jer vel, saa tænk paa mig
Og tak Jer Gud saa varmt, som jeg
For denne Drik ham takker!«
c. 1783.