P.A. Rosenberg (1858–1935)

„Gud,” sagde Duen, „Gud er rund og fager,

Har dunhvidt Bryst og fløjelsbløde Vinger;

Med Kurren Tusinder ham Hyldest bringer;

Alkjærlig af hver Due han sig tager.”

„Gud,” skreg en Høg, „er senestærk og mager.

Højt i det Blaa han med et Sæt sig svinger.

Alvældigt over Jord hans Jagtskrig klinger,

Naar i en Dues Bryst han Næbbet jager.”

Da brød det løs! — „Han haaner Gud, den Blinde!”

— „Du Dumrian!” — „Kan værre Fræk hed gives?” —

— „Du Gudsfornægter!” — „Du al Godheds Fjende!”

„Hvor kan til slig en Daarskab man forfalde,”

Bemærked Uglen vist, „om sligt at kives?

Naar blot I tænker ham med Vinger Alle!”