Den 2 April 1801
Et Digt, helliget mine faldne Brødres Minde.
Et Digt, helliget mine faldne Brødres Minde.
Hvi banker du med vilde Slag,
hvi luer du saa høit mit Bryst?
hvi mindes jeg dig, svundne Dag!
med Vemod, Stolthed, Smerte, Lyst!
Hvi skiælver du, o svage Haand!
naar du vil Andagtsharpen slaae?
hvi stirrer jeg mod Himlens Blaa,
og hvi forstummer du min Aand?
Hvi skuer jeg fra Havet hen,
hvor Helten seirede og faldt
eensmilende til Himmelen;
hvi er min Røst i Taarer qvalt,
hvi strømme stærke Følelser
mod Graven fra mit Hierte ud,
hvi svinger sig min Siel til Gud,
ved Tanken om, at dansk jeg er?
O svar mig i det ædle Nord,
hver varm og ægte nordisk Mand,
og svar mig, svar mig vide Jord!
ved Dannerfolkets Mod du kand!
Fra Siellands minderige Kyst
Udbredte Helt dit Rygte sig,
nu hele Verden kiender dig,
Beundring tænder alles Bryst!
See! nøisom drog en Broderflok
fra Syden til det kolde Nord,
Nødtørftighed er Kiempen nok,
han vidste, Last hos Vellyst boer.
Hans Kraft blev hærdet, alting faldt;
hvor han fremførte Skræk og Død;
Blodstrømme for hans Glavind flød,
hans Navn var Rædsel overalt.
Da tvang han Sydens svage Hob
ved Sværdet til at hylde sig,
og da var Jordens Slaveraab:
O Nordens Helt! hvo ligner dig!
Men Tiden randt, og dannet Aand
besielte nu det stærke Bryst,
Dyd vandt hans seiervante Haand,
saa troløs før i Kiempedyst.
Ei meer han bragte Skræk og Død
til blege Sydlings Vellystboe,
Forædlings milde Fryd han nød
ved Borgerdyd i Fredens Roe;
da glemte de den danske Mand,
og troede Nordens Helt var svag
fordi ei meer med Vaabenbrag
han fnysed om fra Land til Land!
Og skaansom stod, med roligt Smiil
han ofte hørte Usles Haan,
og hvæssed ikke Dødens Piil,
fordi han elsked’ Fredens Aand;
han følte Menneskenes Værd,
og vilde ei udøse Blod,
men smilte med et roligt Mod
til svage Fienders stolte Færd!
Og see, med convulsivisk Skrig
svagt ahnende den danske Magt,
hovmodig Skare flokker sig,
som havde Baand paa Havet lagt,
af Lykken blændet, bøde de
den hele vide Verden trods,
de vilde ogsaa trodse os!
de vilde knuse Cimbrerne!
Hvi blusser du min svage Barm?
O, ogsaa jeg er dansk og kiek!
Ton Harpe Dannerfolkets Harm,
og Nordens Mod, og Fiendens Skræk,
om Tordenen, som huul frembrød,
om danske Kiempers Løvemod,
om kiøbte Voldsmands stolte Blod,
om mine Brødres Heltedød.
Men Harpe! o du lyder ei
om Kampen paa det danske Hav
taus, som en skiult Forgietmigei
i Skyggen paa den Ædles Grav;
du smiler stille veemodsfuld,
og min uvante svage Sang
forstærkes ei ved Digterklang
igiennem dine Strænges Guld.
O smiil, du Fredens hulde Aand!
Men smiil ei giennem Taareglands,
den Danske faldt for Magtens Haand;
men Held den Død, som ligner hans;
det Blod for Danmarks Frihed flød,
som ædelt i hans Hierte randt,
men smiil, thi o din Kiempe fandt
Udødelighed ved sin Død.
Ei meer behøver Danmarks Søn
at søge dem, som tugted’ Vold,
og som fortiente Heltens Løn,
i mørke Sagn fra Hedenold.
Han selv har Helten seet i Nord,
som slog i Nordens største Slag,
hvis Ære til den sidste Dag
vil leve paa den vide Jord.
O Smaaheds Aand! hvor flygted du!
din Taage dræber ingen Ild,
I hvert et Blik er Storhed, nu
hver Barm sig hæver høi og vild,
Hver Danmarks Søn glad føler sig
at være Broder til den Mand,
som streed, og døde for sit Land,
og Kiempe! han vil ligne dig!
O Nordens Aand! o! smil og segn
ned med din hulde Søster Dyd,
til Gravens stille Laurbærhegn,
som skygger om vor Roes, vor Fryd.
Han streed for dig paa Helteviis.
Smiil til hans Minde, Nordens Aand!
Cheruben liig, med Lyn i Haand
Han stod for Danmarks Paradiis.
A. Øhlenslæger.