Min Skierv til danske Søekrigers Hæderi Anledning af Slaget ved Kiøbenhavn den 2den April 1801.I.1Hist kneiser i Vesthavets Vande en Øe, med Skibe og Rigdom begavet.Den Britte, som boer der, fa’r vide i Søe, og kalder sig Hersker paa Havet.Men hvorfra det Herskab sig skriver og kom, man aldrig kan ret faae at vide;thi at nogen vover at spørge derom, det Britten slet ikke kan lide. —Og Povel traf Peder paa alfare Vei, og trued’ med knyttede Næveat grandske hans Lommer — hans Trudsel dog ei min Tvivl om hans Ret kunde hæve;Og hvis jeg var Peder, da gav jeg ei hen min Skilling paa Povels Tallerken,før han havde prøvet min Næve igjen; saasandt her er Almen i Kirken.Den Lignelse faldt mig saa pontsviis i Sind; Enhver, som det lyster, behageat dømme, hvor nær den paa Sagen gaaer ind. Jeg vender til Britten tilbage.Den Britte han var da af modig Maneer, Vil ene paa Havet regjere.Ham svared’ den Nordbo med ædel Maneer: ”Vi lade os ei kujonere.””Vel elske vi Freden, til Strid har ei Lyst, men Retten vi ivrigt forfægte.Med dig skal vi vove en drabelig Dyst, hvis du vil os Retten fornægte.“Den Tale var djerv, som fra Nordboe gik ud. Den mægted’ dog ei at omvendehovmodige Britte. Strax skikked’ han Bud en Flaade i Søen at sende.Den Flaade, den var vel halvhundrede Seil, den skulde de Nordboer lære,(saa meente den Britte, han meente nok feil) At holde hans Herskab i Ære.Nu skummer den Flaade ad Nordsøen op, den bruser paa skummende Bølger.Hr. Parker la’r veie fra kneisende Top! Sit Banner. Hr. Nelson ham følger.”Hvor skiælve de danske for frygtelig Strid! hvor de sig i Læberne bide!“Saa tænker du Britte! men vov dig kun hid, Du snart skal faae andet at vide.Vist ønske vi heller i velanvendt Fred at bruge de kraftfulde Arme;men hvo, som tør vove at bryde vor Fred, skal føle vor billige Harme.Husk paa, at vi nyligen gave vort Ord: ”Vi Retten vil ivrigt forfægte.”Og snart skal du kiende, vi følge vort Ord, hvis du vil os Retten fornægte.II.Det var en Skiertorsdags Morgen, den anden Dag i April,da Staden og Kongeborgen Hr. Nelson angribe vil.Men Herren raader for Seiren.Ad Dybet lader han stande, syd hen mod Amagerland.Maaskee han der vilde lande, hvis han det udføre kan.Men Herren raader for Seiren.De Danske havde ei sovet, mens Britten rustede sig.Ei noget Godt de sig loved’, derfor de rettede sig.Men Herren raader for Seiren.De Batterier og Pramme og Blokskibe ligge paa Rad,de kan den Britte vel ramme, hans Hovmod lave et Bad.Men Herren raader for Seiren.Og Alle af Længsel brænde at faae paa den Voldsmand fat;de ville ham heden sende til Dødens evige Nat.Men Herren raader for Seiren.Til Vidne de Himlen kalde: Vi slaae for Konge og Land,vi seire eller vi falde, vi fægte til sidste Mand.Men Herren raader for Seiren.Og alle Himlen anraabe: vi slaae for retfærdig Sag;Paa Herren ville vi haabe, han styrker paa Kampens Dag.Thi Herren raader for Seiren.Nu Helte hinanden praie med Skibe store og smaae.Hr. Nelson Blodflag la’r veie, Hr. Fisker giør ligesaa.Nu Herren raade for Seiren.Den Britte, jeg skal ei lyve, Var stærk med Skibe besat.Han havde vel fyrgetyve han havde fire mod eet.Dog — Herren raader for Seiren.Men Cimbrer ere ei rædde; de har ei Fædre forgjet,som ginge til Strid med Glæde, at slaae for Frihed og Ret.Men Herren raader for Seiren.Først dundred’ dødsvanger Torden fra vældige Prøvsteen2.Og alle fulgde i Orden, og ingen at følge var seen.Men Herren raader for Seiren.Som Hagel i Luften bruser, som Lyn med Bulder slaaer ned;de Kugler i Luften suse, og flye med Døden afsted.Men Herren raader for Seiren.Fra tusind Ildmunde brølte Dødsbudskab frygtelig ræd,Hovmodige Britte da følte, han var blandt Danske bestæd.Men Herren raader for Seiren.Trint om var vildene Lue, trint om kun lynede Død,trint om var Himmelens Bue som bragende Flamme rød.Men Herren raader for Seiren.Sort Damp og Hylen og Jammer og Døendes matte Skrig,med Stykkernes vilde Flammer og Torden blandede sig.Men Herren raader for Seiren.Og mangen en Kæmpe lukked’ sit Øie i Dødens Nat.Og mangen faver Møe sukked’ For Fæstemands Tab saa brat.Men Herren raader for Seiren.Da fandt sig Britten i Klemme; han føled’ de djærve Slag.Han maatte sig da beqvemme at heise det hvide Flag.Saa Herren raader for Seiren.Ja Britte! saa fik du vide, hvorlunde de Danske slaae.Om du det mere vil vide, faaer du betænke dig paa.Men Herren raade for Seiren.Fem fulde Timer tillige vedvared’ et rædsomt Slag.For Dannemark, tør jeg sige, Det var en Hædersdag.Men Herren raader for Seiren.Thi de, som kæmpede, alle stod kiek i Røg og Damp.De, som i Strid monne falde, de fulde i Ærens Kamp.Men Herren raader for Seiren.Men I, som drabelig have beskjærmet Kongs og Land;Gud signe Eder! I Brave! Gud signe hver Kampens Mand!Men Herren raader for Seiren.Jeg kan de Helte ei nævne, som strede saa djervelig.De ere for mange at nævne som her udmærkede sig.Men Herren raader for Seiren.Men Mand og Pebling tillige — ei blot udi Kiøbenhavn —skal vide til hver at sige: Saa vare de Kjekkes Navn.Men Herren raader for Seiren.Saalænge som Draaber rinde af Vand udi Østersø;da skal Eders Hædersminde I Brave! aldrig uddøe.Men Herren raader for Seiren.For Fædrenelandet at falde, er Æres- og Hæders-Sag.Fred! Fred over Eder alle! som fulde paa Ærens Dag.Men Herren raader for Seiren.Saa leve tappre Skioldunger! Du Himmel! høre vort Raab!Leve vor elskede Konge! Leve vor Fredrik vort Haab!Du Herre! raader for Seiren.P. Barfoed.