Faaret maatte udstaae meget af alle Dyrene. Da traadte det frem for Zeus, og bad at lindre dets Elendighed. Zeus syntes villig, og talte til Faaret: Jeg seer, mit fromme Dyr, at jeg har skabt dig altfor værgeløst: vælg selv, hvorledes jeg skal bedst afhielpe denne Feil: skal jeg forsyne din Mund med skrækkelige Tænder, eller dine Fødder med Kløer? — O nei! sagde Faaret, jeg vil intet have tilfælles med de glubende Dyr: Eller, fortsatte Zeus, skal jeg lægge Gift i dit Spyt? Ak svarede Faaret, de giftige Slanger blive jo hadede saa meget. — Nu hvad skal jeg da? Jeg vil plante Horn paa din Pande, og give din Nakke Styrke. Heller ikke, gode Fader; jeg kunde let blive saa stridig som Bukken. Og alligevel, sagde Zeus, maa du selv kunne skade, naar andre skulde frygte at skade dig. Maa jeg det? sukkede Faaret, o! saa lad mig, gode Fader, blive som jeg er; thi Kraft til at kunne skade, frygter jeg, opvækker Lyst til at ville skade; og det er bedre at lide Uret, end at tilføie Uret. — Zeus signede det fromme Dyr, og det forglemte fra den Tid af at klage”.