Ved Amtmand Christen Heibergs Gravden 29 April 1801.Bort fra Jordens Uroe, Kamp og Møie hen til Fredens lykkelige Landiilte Du — dit længselfulde Øie brast — o Heiberg! — ædle Hædersmand.Blant vort Norges skovbegroede Fielde — Modig, frie og kiek er Fieldets Søn —lærte Du hvad Pligt og Sandhed gielde, følte Du at Dydens Lod er skiøn.Ei til Rang og Rigdom arvebaaren, spildte Du ei favre Ungdoms Tid.Mangen Stolt i Lykkens Skiød udkaaren haaner Arbeid, Tænksomhed og Flid.Ikke Fædres Værd dit Værd bestemte — Det er skiønt at staae paa egen Fod —Hvo, som aldrig Dyd og Pligter glemte, han som Du, urokket, mandig stod.Giennem Trangs og Arbeids tunge Prøve kiemped’ Du dig rask og modig frem,Arbeid, Troeskab, Dyd Du saaes udøve; Drog som Kongens Mand til Norge hiem.I det gamle Norges elskte Rige ved din Daad Du blev en æret Mand.Ned til Danmarks Sletter Du mon hige, kom som Hædersmand til dette Land.Her som ædel, trofast Mand Vi finde Dig at virke Landets sande Gavn;Derfor — brave Heiberg! Vi dit Minde her velsigne og dit ædle Navn.(Taleren trækker en liden Krands frem.)Denne Krands ei kiøbt ved Blod og Taarer, Venskab for din Dyd dig fletted’ den,Denne Krands vort ømme Hierte saarer Nu Vi offre Dig den — ædle Ven! —(Krandsen lægges paa Kisten).See! hvor skiøn den Mandens Kiste pryder, Ikke Smiger, ikke Falskhed pynted’ den,Den dig fletted’ dine ædle Dyder, Den er offret af en trofast Ven.Bedre Krands i Himlens Land dig venter, hvor din glade Siel nu hviler sødt,Der Du Løn for alt dit Arbeid henter — — Dine Been i Graven hvile blødt!Fromme! — I som her saa sorgfuld græde, Hustrue, Børn og Børnebørn dermed —O! misunder ei vor Ven sin Glæde; Han gik bort fra Jordens Kamp til Fred.Der er Fred i Dødens tause Rige — Der er Fred i Gravens stille Roe —Der er Fred, hvortil Vi alle hige — Der er salig Fred, hvortil vi iile froe. —