Man taler nu saa vidt og bredt
om Danmarks Hædersdag;
saa mangen Heltedaad er skeet
i hint berømte Slag.
Om tappre Mænd man høre fik,
og tappre Mænd man saae,
men, hvor man hørte, hvor man gik,
var Heltens Kiole blaa.
Men da i Skiul den røde krøb?
Jeg tænkte, og blev harm;
og mon min brave Løitnant løb,
Fra Jylland vi paa Kongens Bud
mod Fienden droge frem,
og rørte, vi befaled’ Gud
vor Hustrue, Børn og Hiem.
Soldatens Afskeed kun er kort,
Guds Fred jeg Alle bød,
og tørred stum en Taare bort,
og gik, da Trommen lød.
En Kreds af Orlogsskibe laae
som Vold for Kiøbenhavn
ombord paa dem man bød os gaae
at værne deres Stavn.
Og, Dagen da jeg gik ombord
jeg tænkte, som jeg stod;
maaskee du ei pas denne Jord
skal sætte mere Fod.
Dog, skee hvad Gud og Skiæbnen vil!
jeg staaer som Dannemand,
og nu med alle Aarer til
vi lagde ud fra Land.
Vi øved’ os i sikkre Skud
saa mangen ledig Stund
og drømte kun om Lod og Krud
i hver en natlig Blund.
Og da fra Nelsons ranke Top,
vi Blodsignalet saae,
som En vi Alle fore op
med ham i Dands at gaae.
Min Løitnant mig paa Skulder slog,
han ved min Side stod,
”Hør Jakob,” han til Orde tog
”Her vil det koste Blod.”
”Dog lad end Kampen vorde heed,
”med Liig den Dækket strøe!
”som Jyder svore vi vor Eed,
”som Jyder vil vi døe!” —
Og nu det glimted’ Lyn i Lyn,
det buldred’ Skrald i Skrald;
og snart jeg saae et blodigt Syn
i kiække Brødres Fald.
Min Løitnant stod os tappert bi,
men ak! hans Tid var kort;
en Kugle hvined’ mig forbi,
og hans Hoved bort.
Han segned’ livløs i min Arm
og jeg var nu forladt,
jeg bar ham ud af Slagets Larm
til Gravens lange Nat.
Igien jeg var til Kampen snar
og blind i Ilden gik,
men ei min Time kommen var,
ei mindste Saar jeg fik.
Nu heised’ Nelson Fredens Flag
o, gid det varigt staae!
dog, falder det — med drøie Slag
jeg skal for Landet slaae.
Jeg vandrer uskadt hiem igien
maaskee til varig Fred,
men savner mangen tapper Ven
som drog i Feiden med.
Jeg ei min Løitnant glemme kan,
jeg ønsked’ ham et Navn
med dem som tappert holdte Stand,
og faldt for Kiøbenhavn.
De Faldne jeg beklager ei,
Soldatens Lod er Død.
For Fødeland, paa Ærens Vei
er Døden stedse sød.
Men hædres bør hver tapper Mand
den røde med den blaa,
Held følge dem paa Hav og Land
hvor de, mod Fienden staae!