O, slumre Spæde, slumre søde
dit Leie redet er saa blødt;
af Søvnen bli’r du stærk og stor,
o, slumre sødt du kiære Noer!
nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.
Snart skal du skue Solen skiøn,
og Engen blomsterklædt og grøn,
og Skovens Dyr, og Bondens Faar,
og Manden som i Maanen staaer.
Nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.
End er din lille Fod for svag
dog kommer vel engang den Dag
du ved din Moders Haand kan gaae
og høre Nattergalen slaae.
Nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.
Snart smykket med en hellig Krands
du træder Livets første Dands,
end ei dens Underkraft du veed
dog er dens Navn Uskyldighed. —
Nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.
Den kiøbes ei med Perus Guld
men er den Spæde villig huld,
den trodser Vælde, Baal og Brand,
og blegner ei for væbnet Mand,
Nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.
Nu slumre Spæde, slumre sødt
dit Leie har jeg redt saa blødt,
af Søvnen bli’r du stærk og stor
o slumre sødt du kiære Noer.
Nu stille
du Lille!
din Moder jo vaager hos dig.