Morten Børup (c. 1446–1526)

Børup, Morten, ca. 1446–1526, Skolemand, Latindigter. Født antagelig paa den nu forsvundne Børupgaard i Adslev Sogn ved Skanderborg, død 30. Maj 1526 i Aarhus, begravet samme Sted.

Morten Børup var bondefødt, og først i en Alder af 27 Aar søgte han bort fra Arbejdet paa Landet; ifølge sin ældste Biograf, Rasmus Glad, blev han en Dag under Hovedarbejdet ved Skanderborg trakteret med Skældsord og Hug af Fogeden og flygtede til Aarhus; her tiggede han sig ind i den lærde Skole, hvor Kammeraterne gjorde sig lystige over den gamle Pebling med det store Skæg, mens Lærerne til Gengæld hurtigt anerkendte hans udmærkede Evner. I Skoleaarene fik han Støtte af Ærkedegnen i Aarhus Morten Krabbe; senere søgte han til det nyoprettede Universitet i København, hvor han især synes at have skattet den lærde skolastiske Teolog Peder Skotte højt. Morten Børup tog Magistergraden i København og studerede derefter ved Universitetet i Köln; ifølge Rasmus Glad erhvervede han den juridiske Doktorgrad, andre mener den teologiske. Efter Hjemkomsten til Danmark overtog han ca. 1490 Ledelsen af Skolen i Aarhus, som i de følgende Tiaar nød stor Anseelse, saaledes at f. Eks. Johan Friis, den senere Kansler, af sine Forældre sendtes fra Fyn »til Aarhus til Doct. Morten Børup, som i de Dage vaar naffnkundig offuer alt Riget for sin Lærdom oc Flittighed«. Blandt hans Elever nævner Rasmus Glad endvidere Andreas Glad, Torkel Abildgaard, Jens Sinding, Simon Christiernsen og Peter Paulinus; senere Biografer tilføjer de første lutherske Biskopper Jørgen Sadolin, Jacob Schønning og Hans Tausen; det er dog ikke meget sandsynligt, at disse har gaaet i Aarhus Skole. — Til Brug for Disciplene skrev Morten Børup en Del Skuespil paa Latin; vi ved, at saadanne er opført i Aarhus af »vor store Frue Gilde« bl. a. 1501, den tidligste offentlige Fremførelse af Skuespil i Danmark, vi kender. Muligvis til lignende Fester komponerede Morten Børup en Kordans, kaldet »Daaredansen«, som maa have haft en vis Berømmelse, siden den mere end 50 Aar efter Morten Børups Død opførtes i København i Anledning af Festlighederne ved Christian IV.s Daab. — Foruden at have Ledelsen af Skolen var Morten Børup, i hvert Fald i sine senere Aar, tillige Kantor ved Domkirken og varetog som saadan alt, hvad der vedkom Kirkesangen; maaske han derfor har redigeret »Breviarium Arhusiense«, trykt 1519, og da der heri findes en Del Hymner, som ikke kendes andetsteds, er der Mulighed for, at disse skyldes Morten Børup. Af Tekster, som med Sikkerhed kan tillægges ham, haves imidlertid kun to, Majvisen »Carmen vernale« og de syv Byrim, som begynder med de kendte Linier »Clericali et regali turba gaude Hafnia«. Majvisen »In vernalis temporis ortu lætabundo« tilhører stilmæssigt de naturlyriske Vagantviser, men synes ogsaa paavirket af Datidens kirkelige Digtning (Adam af St. Victor). Digtet har dog sin egen særprægede Tone, der har bevaret det friskt gennem Tiderne, og i sin latinske Sprogdragt er det den første Vaarbebuder af dansk Naturlyrik, beslægtet i Stemning med Ambrosius Stubs Foraarsvise. Carmen vernale, der skreves til Disciplenes aarlige Majfest, brugtes ved mange andre Skoler, ogsaa i Sverige, naar der førtes Sommer i By, og den findes med en særlig Melodi, muligvis den oprindelige, optaget i Sang-Samlinger fra Slutningen af 16. Aarh. I nyere Tid er fremkommet en Række danske og svenske Oversættelser (danske bl. a. af H. H. Blache, Fr. Moth, Vilh. Andersen og Marinus Børup), ligesom Digtet har inspireret flere Komponister til nye Melodier, saaledes A. P. Berggreen, Alfr. Tofft, Sv. Sveinbjørnsson og Carl Nielsen (den sidste to Melodier). — Byrimene indeholder en Karakteristik af de danske Stiftstæder, der bortset fra København faar en saa ilde Medfart, at Anders Sørensen Vedel, som optog Digtet i sin Vise-Udgave, finder, at det nærmest maa kaldes et Skandskrift, libellus famosus. Morten Børup viser sig her som en Aandsaristokrat og gaar især haardt frem mod Munkene, men er i det hele taget kritisk over for kirkelige Forhold. Han mødes i denne Kritik med Poul Helgesen, med hvem han da ogsaa stod i Forbindelse. Byrimene er delvis oversat af H. F. Rørdam og Vilh. Andersen, fuldstændigt af Marinus Børup (»Tøbrud«, 1923, S. 111–23). — Som Kantor, altsaa en af Kapitlets Prælater, havde Børup et Præbende, vistnok Tunø; herfra er endnu bevaret (i Nationalmuseets 2. Afd.) Gengivelsen af et paa en Kirkestol udskaaret, primitivt udført Billede af Morten Børup og hans Insignier: Greb, Ris og Ferle, de samme, som indhuggedes paa den Marmorplade, der lagdes over hans Grav mellem Domkirken og Skolen i Aarhus. Omkring 1800 var Pladen forsvundet, men et nyt Mindesmærke (af J. Herskind) rejstes 1882 paa samme Sted og med samme Indskrift. I Litteraturen mindedes Morten Børup bl. a. af N. F. S. Grundtvig i det smukke Digt »Alt som det ringed til Aftensang«, af Blicher i det kendte »I Skanderborrig Enge« og af Olaf Hansen i »Ved Morten Børups Mindesten«.