I Skanderborrig Enge,
alt ved den blanke Sø,
dér gaa de Piger og Drenge
at slaa og rive Hø.
Og i de Knøses Række
én trasker langt æbag,
han kan ej Skaaret strække
med sine tunge Drag.
Naar Skaaret han færdigt haver,
han stryger ikke sin Le,
han staar og falder i Staver,
til Jorden han stivt mon se.
Med Svøbeskaft saa krumpen
den Foged efter ham fór:
Hvad skader din dovne Kumpen
hvi staar du her og glor?
Saamænd da, strenge Hr. Foged,
jeg stod og grunded oppaa
den Blomstervrimmel saa broget,
hvor den kan komme fraa.
Paa alle de favre Blommer,
jeg ganger nu her og slaar:
de falde hver evige Sommer
og rejses igen hver Vaar.
Ja, jeg skal din Slubbert lære
at tænke, naar du skal slaa!
Saa skal jeg din Ryg nu hær’e,
den bliver baade brun og blaa.
Den Foged løfter sin Svøbe,
men Knøsen kaster sin Le,
han giver sig til at løbe,
og Fogden mon efter ham se.
Og medens han staar og gaber
og tænker: hvor mon han vil hen?
han Kløren af Sigte taber,
de ses ret aldrig igen.
Og øster paa udi Landet,
højt over Bølgernes Sus,
imellem Kirken og Vandet,
dér staar det latinske Hus.
Dér sidder paa sit Kateder
blandt Peblingers skælvende Flok
Monarken som Rektor hedder,
med Bog og med Ris og med Stok.
Dér sidder, nederst af alle,
paa Bænken med Ryg til Væg
en Pebling, de Morten mon kalde,
han haver saa dygtigt et Skæg.
Og det er den samme Morten,
som førre ved Hø-Leen krøb,
som udi Trøjen og Skjorten
fra Engen og Fogeden løb.
Som fremad Tiden mon lakke,
henefter vel en Snes Aar,
det Hus oppaa Skolebakke
en anden Rektor faar.
Han trænger ikke til Stokken,
ej heller til Ferle og Ris,
saa vel regerer han Flokken,
men alt paa en anden Vis.
Og det er den selvsamme Morten,
som førre pløjed og trask,
og maatte saa danse paa Porten
for Fogdens slemme Krabask.
Og det er den selvsamme Bonde,
vi før udi Engen saa
paa Græs og Blomster at grunde
i Stedet for dem at slaa.