Vaaren! Vaaren er i Brudd!
Frydefulde Komme!
»Svit svivit!« — hør Svalens Bud:
»Nu er Kulden omme!«
Ager, Bugt og Egelund
vaagner sødt af Vinterblund;
— nyfødt Verden straaler!
Livskraft ildner Krop og Sind,
hver en Pore suger ind
Vaar i fulde Skaaler!
Mark ved Mark har Blomsterbal.
Lundens grønne Gemmer
trilrer lydt af Fuglekald
— hør de søde Stemmer!
Bugten blinker langt langt ud.
Luften blaaner — glemt er Slud —
Duggens Taarer smiler.
Lys og let fordamper Sky —
Solen straaler: Bugt og By
varmt i Vaarlys hviler.
Tak for al Guds Kærlighed!
jubler Land- og Havglans.
Jorden — hvilken Herlighed!
— dog af Hans kun Afglans;
rørt af Ham, er alle Ting
— oppe, nede, rundt omkring —
frem i Farver svulmet;
selv Han mindre ligner dem,
end en Vaar, der straaler frem,
ligner Vintermulmet.