Når den unge forårsdag
kommer med sin ynde,
og når vintrens nederlag
svalerne forkynde,
smiler i den lyse stund
hav og mark og grønne lund,
vinker ud fra muren;
luften strømmer sund og varm,
kraften svulmer i hver barm,
genfødt med naturen.
Blomster med den søde duft
jordens barm beklæde;
lifligt fugle højt i luft
hver sin vide kvæde.
Gennem morgenduggens flor
himlen smiler mildt til jord,
blank er havets flade;
solen i sin herlighed
sender sine stråler ned
fra sit høje stade.
Hvilken glorie fra Gud,
alnaturens kilde!
Hvilken afglans stråles ud
fra hans åsyn milde!
Han, som af sit væsen gav
himmelrum og jord og hav
skønheds præg at bære,
bød, at rig mangfoldighed,
som vor tanke svimler ved,
tolke må hans æren.