Kalliope
→
Poètes
→
Alfred Ipsen
→
Premiers vers
Alfred Ipsen
(1852–1922)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de Alfred Ipsen sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Ak, der er nok af disse Folk, der raabe
Ak hine første, sommerlyse Nætter
B
Bort med de sorte Skoler!
Bryd frem, o Foraar, af hver en Knop
D
Da denne Tidende blev Kongen bragt
Dagen derpaa kom Flores hjem
De luntede sindigt med Paraplyer
Den drysser, den drysser den hvide Sne
Den gamle, søde Galskab vaagner
Den Gang jeg naaede
Den højeste Gud at søge
Den lille Brønd, den staar saa sælsomt stille
Den lille Pige var saa skøn
Den sidste af de store, hvide Svaner
Den tapreste Ridder lod Kongen væbne
Den unge Dronning er bleven saa bleg
Der er en Flok, hvem Sangen ej kan naa
Der er i hele Verden
Der er Viljer, der kæmpe sig frem i det pansrede Stævne
Der gaar et Sus gennem Lindeløvet
Der var en Slægt, som ingenting forstod
Der var en Tid, da Sangen var Gæst
Der var en Tid, jeg nær var gaaet til Grunde:
Der var i min Bolig
Det er en kjendt Historie
Det er ikke de store Storme
Det gik som Daries havde sagt
Det glitrer fra den høstlighøje Himmel
Det rusker ved min Rude
Det stænked fra Søen, og Bølgen brød
Det summed i Salen
Det var Aften, da de naaede
Det var en af disse stille
Det var i de gamle Dage
Det var i den sidste Nattevagt
Det var i den tidlige Morgenstund
Det volder den Sang i de grønne Skove
Dog var det jer, I kække Ungersvende
Dronningen gik til Kongen
Dugvaad snoede
Du Sol, der altfor stolt og høj
Du, som kun kender til Trang og Nød
Dæmrende Aften, kom fra det blaa!
E
En avant, min Bror, hvis Du véd, Du har Ret
En Celle bør Du have i dit Indre
En drømmende, dybsindig Holger Danske
En evig Længsel blev vort Rejsefølge
Ensom vandrede jeg gennem Natten
Er det nu en Tid for Vers?
Et bronzefarvet Løv af Solen spættet
Et dobbelt Segl for Skæbnens Bog er sat
Et fælles blev de dødeliges Kaar
Et Livslys slukkes ud saa her, saa dér
Et Aarhundred tilbage, det var i Marseille
Evighedens Tavshed hviler
F
Fat Mod, fat Mod en Gang Dig selv at være
Feliks Konge i Murcialand
For længe jeg sad i min Klostervraa
For slig en underlig Verden
Foraarets Luft den er saa stærk
Fra Beludator Flores og hans Mænd
Fra dette Kuldens og Taagens Land
Fremad med dundrende Stempelslag
Fritænker eller Kristen lige meget
G
Græskarret gulnes i min Moders Have
H
Hedt brænder Solen paa de brede Fliser
Hist ligger Skoven som et blaaligt Krus
Hjem fra Kampen og Sorgen
Hr. X. er ærgerlig, det ser man paa Gebærden
Hvad er det for en trolddomsagtig Magt
Hvad gør det, om en enkelt Stemme tier
Hver Gang vi en af Pynterne maa klare
Hvert Land paa Jorden producerer Sit
Hvide Snebær, hvide Snebær
Hvor Bøgeskoven lukker sig
Hvorfor bestandig haste med at tvinge
Hvor Solen dog er gusten, mat og bleg!
Hvor store Bregner tavs i Skyggen staa
Højt over Verden
Højt paa de højeste Bakker
I
I det aarle Daggry rejste
Igennem Lunden der gaaer et Gys
I gyldengrønt og yppigt Græs
I kende alle Visen om Svend Trøst
I Kunsten er just det den store Fare
I Roser, i Roser vil jeg køle min Pande
I unge Hjærter skriv dit Navn
J
Ja, jeg var Skeptiker en lille Stund
Jeg elsker dette Liv med samt dets Skygge
Jeg er ingen Lejesvend
Jeg gad entre op i et gyngende Mers
Jeg havde vandret længe, langt af Led
Jeg hilser Dig paa din Kommandobro
Jeg ligger blandt rødmende Ranker
Jeg mærker ikke til Vinter, jeg mærker ikke til Vaar
Jeg sad og vented under Birkens Susen
Jeg sad paa Skibsbroen — stærk var Stimlen
Jeg ser endnu det malede Stakit
Jeg staar i det gamle Kloster
Jeg vandrer i Haven
Jeg vilde, der var i Verden et Sted
K
Kan noget være sødt som det at vide
Karon, Du gode Færgemand
Kender I Inspirationens Magt?
Klag ikke over, at Natten veg
M
Man siger, Tiden føder ingen Digter
Mens Hjærtet kæmper ensomt i sin Celle
Mens vi ubekymrede
Mit Hjærte ligner fast et Galleri
Mørkt staar paa Nattens Baggrund hver en Skygge
N
Nok er der, som paa Tiden føre Klage
Nu blomstrer Orkideen i Skove
Nu, da den larmende Dag er død
Nu daler Solen hist bag Fyrrestammer
Nu fejes Røret for sidste Gang
Nu flammer Ilden i min Ovn
Nu fælder Skyen sin Taare
Nu ligger Søen blank som et Speil
Nu svinger Stormen sin Hundepisk
Nu sværme glad de sommerlige Bier
Nu sænker Dagen sit Hoved
Nu tegner Solen med sin gyldne Griffel
Naar Dødens Skygger mørkne
Naar Foraaret sætter sin Fod i vort Land
Naar Hebe skænker os sin gyldne Drik
Naar jeg en Gang skal lukke Øjets Laag
Naar Stedmorsblomstens Klynger
O
O, der var Jubel, der var Leg og Sange
O Frihed, hellige Frihed
O, Frihed, rul dit staalblaa Banner ud
Og den har aldrig grædt for Guld
Og deres Hus skal hurtig lades øde
Og der var Fred, den dybe Midnats Fred
Og jeg vilde fæste paa Solen mit Øje
Og nu vil jeg glemme min Vunde
O jeg gad gribe Solens Lur
Oprigtig talt, der kræves ikke mere
Over mit Hoved
P
Piskene knalde og Hestene fare
Prægtigt! Prægtigt!
Paa Bjælker hviler det gamle Hus
Paa fjerde Dagen skimted de en Strand
R
Regnvaadt og blankt er hvert et Bladesmykke
Rygtet flyver over Land og Vand
S
Som et luftigt Rosenblad
Sommernætter! Sommernætter!
Som Nikodemus villig nok vi hylde
Syngende Lærker
Saa stod jeg da i Skoven
T
Tager bort Mangfoldighedens Prisme
Tal ud! Læg ikke dine Ord i Tvang
Tidslen er en ussel Blomst
Ti Du, o Frihed, er den hellig’ Aand
Til Babilon! Til Babilon
Til Dig, vort Modersmaal, vi alle bejle
Ti Mile lang er Babel
U
Under en lazurblaa Himmel
Usynligt kredser Tiden om vort Hoved
V
Ved Dig, o Jesus, fæster ej min Tro
Ved Livet, ja ved Livet dog vi hænge
Ved Skillevejen mellem Nat og Dag
Velkommen blege Efteraar
Vi binde en Krans af Perler
Visselig er jeg beruset
Vist er der Vers at ligne med Feston’er
Vi trænger til en Opsang, en Sang, vi kan forstaa
Vaagn nu op af din Dvale
