Naar man forstyrrer gamle Graves Ro
og trænger ind i Dødens stille Bo,
i dette Mulm, hvor Solen ej skinner,
og langt om længe man faar draget frem
den tunge Kiste fra dens mørke Gjem,
en Haandfuld Støv er Alt, hvad man finder.
Af Ben, af Lintøj findes intet mer,
Tilintetgjørelse er, hvad man ser,
og stum og kold den spotter din Klage,
med graadig Haand har den fortæret Alt.
Skelettet selv hensmuldrede og faldt
i Støv — kun Støv er blevet tilbage.
Dog stundom saa’ man i det tomme Skrin
blandt disse Levninger af smuldret Lin,
af Farvespil, som Tiden har røvet,
en lille Ting, der funkler blank og klar,
— det er den Ring, den Døde én Gang bar,
hvis trofaste Glans ej Tiden har sløvet.
I denne Tid, da Sorgen den blev min,
mit Hjærte synes mig et saadant Skrin,
hvor kun Forkrænkeligheden den taler,
en støvgraa Askerest kun gjemmes dér
af Alt, der fordum gav mit Liv sit Værd,
af mine Drømme og mine Kvaler.
Et Mørke dybt som i den mørke Jord,
en Tavshed, som den kun hos Døden bor,
en Tomhed, der forstener og skræmmer,
kun glimter stundom i en stille Stund
med Glans som Ringen, gjemt paa Kistens Bund,
Mindet om Dig, som i Hjærtet jeg gjemmer.