Er Alting til Ro, selv Spurven pipper ej længer,
over den øde Mark truende Sneskyen hænger,
kun den graadige Krage finder for Sulten ej Hvile,
idelig med sit Næb løfter den Snelagnets Flig.
Men hør i Horisonten lyder et skingert Skrig,
hist dukker af Skyen frem en flyvende Vildgæskile,
alle med udstrakt Hals, linieret som en Snor,
bruser den fejende Flok over den slumrende Jord,
piskende Luftens Strøm under den susende Vinge.
Og Føreren for dette Luftverdenens Pilegrimstog
udsender nu og da i Stammens det vilde Sprog
et gjennemtrængende Skrig, dybt fra den fjædrede Bringe,
der trænger vidt og bredt gjennem det stille Rum.
Og med forstærket Fart den lille Karavane
fortsætter uforsagt ad Syden til sin Bane
og lader Sletten bag sig dobbelt øde og stum.
Men sé deres fangne Brødre, som slentre om dernede,
halvt stivnede af Kulden hjem til den lune Sti,
ført af en pjaltet Vogter, der fløjter en Melodi,
vralte de langsomt fremad i Vejens Hjulspor brede.
Da rammes deres Øre af de flyvende Brødres Skrig,
de løfte Hovedet op, forbavset et Blik de sende
efter disse frie Fugle, der ingen Vogtere kjende,
de stakkels Fanger baske fortumlet med Vingens Flig.
Ak, hvem der havde som de to flyvedygtige Vinger,
ak, hvem der nu kunde sejle paa Luftens den lune Strøm;
i deres sovende Hjærte vaagner en gammel Drøm,
en Gjenklang af Appellen fra hine Brødre der klinger.
De gribes af en Længsel efter det vide Rum,
og i forvirret Løb ind over Marken de ile,
og svare med langtrukne Skrig den flygtende Vildgæskile,
der lader Sletten bag sig dobbelt øde og stum.