Der sprængte tre lystige Svende afsted
med Huggert ved Siden, med Hatten paa Sned.
Bag Bakkekammen stod Fuldmaanen rød,
saa det vide gjenlød.
Over Bjerg, gjennem Dal,
hvi skulde jeg søge den hellige Grâl?«
Men som de red over Byportens Brædt,
»Værtinde! I misted i Fjor eders Mand,
»I fare med Gud! Jeg siger for sand,
her slaar jeg mig ned som Borgermand.
Over Bjerg, gjennem Dal,
hvi skulde jeg søge den hellige Grâl?«
Saa droge de vid’re, de søgende to,
omsider saa sadled de af i en Kro.
»Værtinde! I misted i Fjor eders Mand,
om I synes, saa holde vi Bryllup paa Stand.
Over Bjerg, over Dal,
for fjern er den hellige Grâl.«
Da svang sig den tredie Rytter til Hest:
»Nu ride vi fort gjennem Storm og Blæst.
Farvel, Kammerater, og hav det godt,
og hyt jer, at ikke jert Skind bliver vaadt!
Over Bjerg, gjennem Dal,
vil ene jeg søge den hellige Grâl.
»Nu rider jeg ene i Verden min Vej,
men Løjbænk og Pengetut frister mig ej,
og griber mig Stormen med Sus og Brus,
jeg kryber dog aldrig i Hundehus.
Mit Hjerte vansmægter i Kval,
hvor finder jeg Dig, Du hellige Grâl?«