Det er saa stille fjærnt og nær,
kun Sommersolens varme Øje
har lagt om Hedens Kæmpehøje
et gyldent, alfeagtigt Skjær.
Tyst blomstrer Lyngen, og dens Duft
sig blander i den varme Luft.
Hist haster mod et ukjendt Maal
en guldbepansret Løbebille,
her hænger Bien ganske stille
ved Klokkelyngens Blomsterskaal.
Og Luften dirrer med en Klang
af tusind Lærkers glade Sang.
En Hytte klinet op af Ler —
en Gamling ud af Døren bøjet,
hvis Øje blinker lunt fornøjet,
mens efter Bierne han ser,
og udenfor paa Trappens Sten
en liden Purk med bare Ben.
Dumpt lyder Middagsuhrets Røst,
en døsig Klang, der snart forstummer,
den Gamle synker hen i Slummer,
han drømmer om sin Honninghøst.
Og ingensinde trængte hid
en Gjenlyd af den travle Tid.