Oh primavera! gioventù dell’ anno!
Oh gioventù, primavera della vita!
I mine Breve fra Ungdommens Aar,
hvilken Duft, hvilke Toner i Møde mig slaar
fra jert gule, forkrøllede Blad.
Giv mig blot for en Dag eders Ungdom igjen,
lad mig bytte min Visdom, min Alder mod den
og forynges i Taarernes Bad.
Jeg var atten Aar den Gang, mit Liv var en Leg,
og paa Ungdommens Vinger mod Skyen jeg steg;
men min lysende Stjærne var Du.
Jeg var henrykt, tungsindig, var stolt, uerfar’n,
jeg var glad som en Gud, jeg var ren som et Barn,
saa jeg rødmer ved Mindet endnu.
O livsalige Timer med Stjærnen paa Vagt
at vente den raslende Lyd af en Dragt,
og at spejde med rødmende Kind.
Hvad jeg nu kalder Lykke, jeg ofrer det fro
for den stolte Begejstring, den Kulsviertro,
som da fyldte det attenaars Sind.
Nu kjender jeg Livet ... Hvad er det saa Alt,
naar Illusjonernes Borgtaarne faldt,
naar min Arne er udbrændt og tom?
O, min Ungdom, den syntes mig en Gang saa mørk,
ræk mig atter en Drik i den sandede Ørk,
hvor jeg nu flakker tørstende om.
Ak, min jublende Ungdom, der flygted saa brat,
har jeg syndet saa haardt, at Du har mig forladt,
at Du flygted for evig min Favn?
Hvorfor vække da Minderne nu? Er det smukt,
naar Du véd, jeg ej længer kan følge din Flugt,
at Du lader mig føle mit Savn?
Thi naar atter vi gjense dit flygtige Spor,
o, da føle vi først, hvilken Tomhed der bor
i det Hjærte, Du en Gang har fyldt,
og da lister en Taare sig ned ad vor Kind,
medens Mismodet spinder sit askegraa Spind
om den Verden, som Du har forgyldt.
O Glemsel, Glemsel! Du Aarenes Trøst,
naar vor Ungdom forsvinder, kom da til vort Bryst,
udsluk den svidende Brand.
Vor Ungdom flygter, vor Fryd med den,
og Tider og Menneskeværk farer hen
som skuffende Skygger paa Sand.