Hedt brænder Solen,
og røggraa Huse
stænge mig rundtom;
et kvælende Mismod
betager min Sjæl.
Dog, ubekymret
om hvad den Enkelte
savner og lider,
Skjæbnegudinden
sidder ved Væven.
Hun væver Stemningens
flygtige Guldtraad
for tusind Sjæle,
og dødssort Islæt
slaar hun imellem.
Klart skinner Solen
ovre i Asien
paa Klostertage,
paa det hellige Lassa’s
gyldne Terrasser.
Ved den gule Tiber
i Marmorsales
kølige Fængsel
staa endnu skjønne
de hvide Muser.
Skjønt Krigslarm gjalder
var ej paa Helikon
mere skyfri
de rene Pander.
I de dybe Alléer
ved en af Afrikas
solhede Byer
vandrer en Betler
krumbøjet og blind.
Den dristigste Røver,
der fordum hærged
Ørkenens Vildnis,
spejdende Byttet
med Falkeøje.
Sahara’s Sandstorm
slukked hans Sekraft,
hans Bytte spredtes.
Og Nuet rummer
for ham kun Smerte.
I Junivinden,
krydret af Duften
af tusinde Blomster,
staa tvende Elskende
lykkeberuste.
Med samlede Bønner
og Taarer i Øjet
trygle de Tiden
om evigt at standse
ved dette Nu.
Men hovedrystende
svarer Gudinden,
og hurtig vender
hun Timeglasset;
— Timen er omme.
Thi, hvis Gudinden
i daarlig Svaghed
opfyldte Ønsket,
længed hun Smertens
Timer for Andre.
Thi tusinde Sørgende
sukke mod Enden
af denne Time,
hvis straalende Solskin
jeg evig gad eje.
Den mørke Time,
jeg vilde rive
af Livets Bog,
leves af Andre
i Lykke og Lys.
Miskjendte Tid,
der aldrig føjed’
Smigrernes Bønner,
bringer dog Alle
en Lykkens Stund.