Kalliope
→
Poets
→
Christian Rimestad
→
First lines
Christian Rimestad
(1878–1943)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
All poems by Christian Rimestad on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.
A
Af Glans, af Guld og Glød er Dagen mæt
Ak, hvem har levet her i fjerne Aar
Ak, hvorfor maa du grunde, og hvorfor maa du gruble
Ak, i min Sjæl den gamle Uro stiger!
Ak, kunde jeg gribe og fange
Alle mit Livs forsvundne
Alle vi der kendte ham
Alt i mit Liv som ligger
Automne odorant, tu pénètres ma chair!
Avec, au fond des yeux, la gloire de l’horizon
C
C’était le soir, l’automne . . . l’automne et sa brume
Comme il pèse lourdement sur mon cœur, le Souvenir!
D
De er ikke mere, de Aftner
Den gamle Park er segnet hen
Den kommer en Dag — hvorfra . . . hvorfra?
De Nonner som har Hjem bag Klostrets Mure
Den skønne Foraarsaften tungt forvirrer
Der var engang hvor den var nær forbundet
De samme Himle — de samme Brosten
Det er i Skumringstimen. I Himlen fjernt det brænder!
Det er saa længe siden
Det er Vinden, det er Vinden, vældig den kommer!
Det hvisker, det hvisker imod mig
Det regner i Dag . . . Det regner i Dag
Det Smil blev til i en Mesters Drøm
Det var det stærke og hemmelige Baand som sammen os bandt
Det var en Aften i den sene Høst
Det var fra Dybet af en høstlig Nat
Diamanten er kold
Dine Hænder, dine Hænder!
Din Stemme kan blive saa svag og besynderlig blid
Dit Minde slumrer i mig som et evigt Efteraar
Du duftende Skov, som dugberuset skinner!
Du er endnu iblandt os her tilstede
Dødskamrets Ro, hvor er dens Tavshed tung!
E
Elskede, hører du, vide jeg maa
En Damp det er, som varsomt de Slør og Skygger tegner
En gylden Eftermiddags store Stilhed
En Have jeg ved, et Steds langt inde i Lunhed og Morgedug
En Maane stiger i Aftnen
Erindrer du det Sted i Skovens Taage . . .
F
Flandern! Flandern!
Foran det gamle, falmet gyldne Spejl
Fra saa langt, ja saa langt jeg kan huske tilbage
G
Gamle Kvinder med de stille Øjne
Gud ved hvormange kolde
H
Han kommer nær, den unge ranke Mand!
Hans Lykke det blev at bevare
Hjertets Nat!
Hver Gang du aabner dit mægtige Smil
Hvisker den nu i mit Øre paany
Hvor er du nu? Dit Minde suger mig i Brystet
Hør Tiden, hør vor Tid! Dens Hast og Jag!
I
I denne Nat din Sjæl var god
I den Stund du blev født, stod Hun stor ved din Side
I dine Øjnes Vekslen
Igen et Foraar! og igen et Øde
I Morgen sker det! Regnens lunkne Lyd
J
Ja, altfor tit er vi vort Legems Træl
Ja — nu er du langt borte . . .
Jeg elsker denne snævre Gades Fest!
Jeg er dig atter nær
Jeg fik aldrig at vide, hvorfra hun kom
Jeg har fundet i dig mine Fædres Mystik
Jeg havde forladt mit Hus for at gaa
Jeg husker at vi vandred
Jeg husker dine Kjoler
Jeg husker en Eftermiddag i Skovene ved Meudon
Jeg husker en Mund ... to tunge og røde Roser i Aftenbrand
Jeg hører Klokker i Natten
Jeg ved at dit Hjerte, dit nøgne Hjerte
K
Kom, se Konkylien, kruset, hul og svag
L
Lang Tid havde vi vandret
Le frisson lourd et long des nuits dans les branches
M
Men vi har Uhre, hvor i langsom Strøm
N
Nu er det Løvets Fest!
Nu er mellem os det golde
Nu falder Natten paa . . .
O
O alt det som vandrer forbi os, og som aldrig mere vi ser
O Bruges, besynderligt dit Minde hvisker
O denne Fjernhed i den Dødes Smil
O gerne gad jeg blive her med dig!
Og nu —
O Hjerte, du blev ramt af de snigende Aar
Om Været er graat eller gyldent
On respirait à peine dans cet air excité
P
Petit diable
S
Se Drømmens Stad nu da en Dag er død!
Solen har straalet saa længe
Sol var hendes Væsen. Og alle- allevegne
Som disse Ruder, disse øde Stuer
Svøbt ind i Aftenlys og løst fra Minder
Saa det var altsaa det Hele
Saa ganske straaleløs en Sol gik ned
Saa kom altsaa det som jeg vented
T
Tænk, alle de røde Solnedgange
U
Underlige Du!
Usigeligt sagte, fjerne Stad, der naar mig
V
Vi Børn af de taagede Sole
Vi er for tit i onde Magters Vold
Vi sad i Gaar ved min Rude
Vi skal vel ikke mødes mer
