Som disse Ruder, disse øde Stuer
er overpudrede af Tidens Støv,
saadan den spøger i de graa Kanaler,
hvor Aar paa Aar har fældet falmet Løv . . .
Det er som stiger der fra disse Vande,
hvor gustne Lig af Pil og Poppel flød,
og sank, og samled sig i Lag paa Bunden,
en Lugt der kommer som fra Søvn og Død.
En anet Duft vidunderligt fremmaner
de uforlignelige Efteraar,
som her har fejret deres fjerne Fester . . .
Et Savnets Suk igennem Sjælen gaar:
For denne Stad er fremfor alle andre
til Efteraarets stolte Sørgmod skabt.
En Hjemve griber os . . . vi kan blot stirre
med lukte Øjne, i en Drøm fortabt . . .