Om Været er graat eller gyldent,
det kan ikke røre mig mer,
om Dagene roligt regner
eller luftigt og lysende ler —
min Sjæl, den er lukket og laaset —
Den ved ikke mer hvad der sker.
Du Kære, du Fjerne, jeg lever
i et Lys af dit Tæsens Skær.
Hiene jeg lever — men altid,
altid er du mig nær.
Min ensomhed er befolket,
jeg drager saa tungt mit Vær.
Jeg aander, jeg aander i Midten
af Mindernes mumlende Rær
En Verden af Tusmørkets Taager —
denne vildsomme Verden var min.
Dit Foraar har flænget mit Mørke,
jeg blev vild af dit Væsens Vin!
Dit Smil har smuldret min Smerte,
min Mund er beruset af din!
De gør mig slet ikke bedrøvet,
de Dage der græder graa —
Der er ingen Lyst i at stirre sig blind
ind i Himlenes svimlende Blaa,
Ej mere jeg tænker som før: hvordan
skal Tiden sin Fylde faa?
Du Fjerne, hvor end jeg færdes, jeg føler
din glødende Skygge gaa . . .