Alt i mit Liv som ligger
bag dig svandt —
blev fjernt, blev mat,
blev Drøm, blev Genfærd
i den gustne Nat . . .
Alt i mit Liv som ligger
bag dig svandt —
Saa stærkt, saa dybt
var Livets Væld
som fra dit Væsen randt!
Først gennem dig blev Hjertet
fyldt af Kraft,
blev næret af en ny,
en navnløs Saft,
dit Hjertes Løndom gemmer
Indelukt . . .
O, jeg har smagt en ny,
en navnløs Frugt!
Ak, hvilken Sommer
i dit Indre bor!
Hvor Livet trygt i Stilhed
gror og gror,
hvor store Træers Svalhed
skygger om
den dulgte, dyrebare Helligdom . . .
Langt indefra jeg borte
Kildens Lyd,
en sød, en sagte Sang
af rolig Fryd
O det var Ungdomskildens
klare Klang
som langt, langt inde
i dit Væsen sang!
Min Hand har drukket
af den Kildes Vand,
bar ydmygt bøjet
over Hjertets Rand
blot suget Sødme,
suget Styrke ind
i Skyggen af dit svale
Sommersind!