De samme Himle — de samme Brosten,
re samme Ord i det samme Sprog . . .
rgennem den samme puklede Gade
de selvsamme Kvinders pludrende Tog . . .
Paa Teatrene ser man de Herrer, de Damer,
man har set gennem graanende Rækker af Aar:
som Oaser i Ørknerne kvæger de timer,
hvor Nyhedens Bæven Igennem os gaar.
Jeg priser de Steder i Storstadens Midte,
hvor der fejres ved Aften en funklende Fest.
Der var flammende Timer, hvorfra vor Erindring
bevarer, bestandig, en lysende Rest!
Det er dér, vi har set Arabien og Indien
møde det nordlige Afrika,
en Verden, tusind Aar gammel, har truffet
det febervilde Amerika.
Ak, Scheherazade, du kom fra den fjerne,
den vidtstrakte, bugnende Tropeø!
Endnu jeg skimter et Skær fra dit Øjes
kulsorte, hede og bundløse Sø . . .
Der var som en Kalden fra døde Aartusner
i Hofternes langsomme, runde Rytmik.
Dumpt klaged Orkestret, dumpt og enstonigt,
en tropisk, en træt, en tungsindig Musik! . . .
Og Tortajada — hun stod dér paa Scenen,
skudt som en blændende Blomstring frem,
sortladen og straalende, stolt og yppig,
et Sydens Mørke, betynget af Em!
Guerrero, den Grumme, fremmanede Spanien
i sin Herskermines hovmodige Pragt.
Et fyrsteligt Legem afsløredes, nøgent,
af den snævert klæbende Silkedragt.
Otéro, den Skønne, har udstrøet utrættet
de lysende Funker af sin evige Ild.
Fra det fyrigt elastiske Legerne løfted
sig Lysten, der leged saa rovdyrvild!
Hun bragte Paris, det gamle, det trætte,
tynget af Tanke og tynget af Aar,
denne Blodets urolige Blussen, hin Gysen
der langt gennem Kødet foryngende gaar.
Otéro, den Skønne, Oprindeligbeden!
Med Vulkanernes Vælde i et Forbund saa fast,
at hun vakte en hamrende Hjemve i alle
hvis Baand med Naturen, vor Stammoder brast!
Men En hun blandt alle har tirret vor Rigens
dunkle og dybest beængstede Hang.
En kun har tirret og mystisk mættet
vore Drømmes besynderligt stædige Trang.
De andre, selv de fra de fjerneste Lande,
havde Rod i den selvsamme Klodes Jord!
Polaire, iblandt alle, var den Aabenbaring,
som af Søvnens natlige Syner gror . . .
Polaire — et Fantom, saa forunderligt fyrigt,
som født af en Kunstners fantastiske Drøm.
Hidrig har Øjne, og Læber, og Lænder
udløst saa stærk en elektrisk Strøm!
Hendes Midje saa smal, saa helt usandsynlig,
som skabtes det Legem af Drømmenes Skum,
som skulde det snarlig forsvinde, fordampe
bort i det féagtigt blændede Rum . . .
Vi genfandt i dette besnærende Hoved
et Syn, Lionardo har fablet sig til.
Og Rytmen i hendes kimæriske Legem
blev Liv — og et Skyggernes luftige Spil!