Usigeligt sagte, fjerne Stad, der naar mig
et Sus fra dine Kajers triste Træer.
Det maner mig, det minder mig om Noget
som for vort Væsen har et varigt Værd.
Ak, gerne vandred jeg langs dine Vande,
aanded igen din Fortid ind, din Fred.
Men ogsaa det er godt: i tak at tænke
paa din forladte Sjæl, du tavse Sted!
O Bruges, saa stolt, saa fornem ved din SElde,
saa ydmyg ved din dybe Ensomhed.
Et Hjem for Drømmen, et Asyl for Hjertet
som blev ved disse Tiders Larmen led!