Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Min Læser! Du som kommen er tilende

Med syvende, skjøndt ei med sidste Sang,

Og end har Lyst til Bladet om at vende,

For at forfølge Heltens krumme Gang,

Men dog som grundig Læser sporer Trang

Til først hans indre Tilstand ret at kjende:

Dig gad jeg spørge, om du aldrig saae

En Haandværkssvend paa Vandring ud at gaae?

Igjennem Gaden ned, med Bylt paa Nakken,

Hvor skred den muntre Svend som til en Dands!

Og Voxdugshatten med den friske Krands,

Hvor mangen yndig Glut i Øine stak’en!

Hvor skinned Vesten og hvor strutted Frakken!

Hvor stred de hvide Lærredsbuxers Glands

Om Prisen med de blanktpoleerte Støvler,

Hvis sømbeslagne Hæle Gaden høvler!

Hvor svang han Knortekjeppen, da hans Øie

Ved Byens Port ad Veien skued hen,

Mens Livet glimted fra de fjerne Høie,

Og vinked ad den lykkelige Svend

Med Løn for al hans Vandring og hans Møie!

Saa gik han bort — men da han kom igjen,

Og havde prøvet Livet paa sin Vandring,

O hvilken sær og mærkelig Forandring!

Af Krandsen er ei mindste Spor tilbage,

Og Hatten selv er uden Rand og Puld;

Paa Frak og Buxer seer man Lap ved Hul,

Og Støvlerne fra hine blanke Dage

Paa skjæve Hæle saaleløse knage,

Saa Foden vel har Loft, men intet Gulv,

Ikkun hans Knortekjep er uforandret —

Den støtted ham, mens hinkende han vandred.

Med Hat paa Snur gaaer op han gjennem Byen,

En Gjenstand for Medlidenhed og Spot;

Paa hvert et Gadehjørne hilset raat

Af Drengene med Hujen og med Hyen.

Men rolig sætter Næsen han i Skyen,

Og Alting tykkes ham er saare godt;

Han mærker ei til Folkets Spot og Murren,

Thi af de mange Snapse gaaer han snurren.

I denne Svend, som her han er fremstillet,

Min Læser til sit Studium nu har

Af Heltens Tilstand et sandfærdigt Billed;

Thi paa et hullet Hjerte han jo bar,

Hans Haab og Tro var fra hinanden pillet,

Og reent omtaaget af sin Ruus han var.

Han var som Svenden, naar man vil erindre,

At Svendens Ydre her er Heltens Indre.

Af Læserens Medlidenhed ledsaget,

Han meer og meer sig nærmed nu sit Hjem;

Thi alt af Landsbykirken seer han Taget,

Der bag de brune Høie dukker frem.

Han sprang af Vognen just som bedst han aged,

Og med fornyet Liv i hvert et Lem

Iforveien op ad Bakken han sig skynder;

Thi nedenfor hans Faders Mark begynder.

Ud over Land og Fjord sit Blik han sender,

Og atter Gavlen paa Baronens Gaard

Og Møllen bag den fjerne Skov han kjender.

Et Øieblik han tabt i Synet staaer,

Saa Veilefjorden brat han Ryggen vender,

Og i en Fart han Præstegyden naaer.

Derfra en Sti til Kirkegaarden leder,

Og for en hegnet Gravhøi hen han træder.

Han tog ei feil — det var hans Moders Grav!

Margrethe Homo stod paa Korset skrevet,

Og under Tallet paa de Aar, hun leved,

Var Timeglasset omvendt malet af,

Men næsten farveløst var Alting blevet.

Ved dette Syn i Suk han Luft sig gav;

Det stod for ham, hvor hurtig Alt udslettes,

Hvor snart en Sjæl — den bedste selv — forgjettes

Han kom til Præstegaardens Port, der knaged,

Og da igjennem Aabningen han saae,

Ved første Blik sin Fader han opdaged,

Iført Kavaien og Kasketten graa.

Et velklædt Fruentimmer ham ledsaged,

Hvem midt i Gaarden han hjalp Kaaben paa,

Idet han sagde høit med munter Mine:

Besøg mig snart igjen, min lille Trine!

Ja mange Tak! hun svared, og sig vendte

I samme Øieblik mod Adam om,

Der strax den tykke Møllerdatter kjendte,

Da rød og blussende hun mod ham kom.

Han tog til Hatten, mens forbi han rendte.

Og styrted mod den gamle Homo, som

Med Blik ham maalte op og ned ad Skroget,

Og derpaa udbrød: Du! Nei hvad for Noget!

Her Armen som en Krog udstrakte Præsten,

Og, slaaende Kavaien fra sin Barm,

Han trykkede sin Adam ømt til Vesten.

En Stund stod Søn og Fader Arm i Arm,

Saa gik de Begge — Verten fulgt af Gjæsten —

Ind i den lille Stue, luun og varm.

Der blev der nu en Spørgen og en Svaren,

En heel Fortrolighed med halv Forklaren.

Der raabte høit man, efter Homos Vane,

Mens Reisen over stor’ og lille Bælt

Med tusind andre Ting blev bragt paa Bane

Og drøftet, til sig Natten havde meldt.

Da brød man op, og fulgt af gamle Ane

Til Husets Gjæstekammer gik vor Helt:

Hun, med et Lys og Lagener til Sengen,

Han, med to Breve, nylig bragt af Drengen.

Men disse Breve længe havde ligget

I Præstens Postsæk; thi det ene var

Fra Veile Post ifjor September skikket,

Det andet ankom midt i Januar.

Paa begges Udskrift fæster Adam Blikket,

Signetet skarpt i Øiesyn han ta’er;

Han kjender Almas Segl — han kjender Haanden,

Og selsomt stemt han føler sig i Aanden.

Han gaaer i Gjæstekamret op og ned,

Urolig, adspredt, næsten som en Synder,

Mens gamle Ane sig med Sengen skynder

Og vender Dynen i sit Ansigts Sved.

Fortæl mig, Ane! han medeet begynder,

Hvad Godt og Nyt her hjemmefra Hun veed:

Hvor staaer det til? Gaaer det i alle Dele,

Som da min Moder styred for det Hele?

Nei, lille Adam! svared ham med Stammen

Den Gamle, mens fra Sengen op hun saae:

Nei, Alting her i Huset gik istaa

Fra den Dag, vi begravede Madamen,

Og hen i Taaget gaae vi Allesammen.

Vorherre veed om det vil bedre gaae,

Naar vi faaer anden Madmo’er og naar Fatter

Til Sommer gifter sig med Møllerens Datter.

Hvad? Gifter sig! udbrød med Heftighed

Vor Helt, som her et Skridt tilbage viger;

Og det med En af Møller Knudsens Piger!

Men hvem har givet Ane den Besked?

Aa, svared hun, hos Degnens man det siger,

Og det er ogsaa sandt, saavidt jeg veed;

Men Præsten ogsaa veed hvem han skal fæste,

For Trine har betydeligt tilbedste.

Han stod som himmelfalden — i hans Pande

Løb Møllerpigen med hans Tanker om,

Lig Møllehjulet med de rørte Vande,

Saa ei til Reflexioner han fandt Rum.

Han spurgte nu om Degnens Datter Hanne,

Ved hvilket Spørgsmaal til sig selv han kom;

Og gamle Ane svarer: Degnens Hanne!

Ja hende gaaer det godt, det maa man sande.

Hun tjener hos den unge Baronesse,

Hos hvem hun har en Kammerjomfru’s Rang,

Og gaaer i Silkepels som en Prindsesse.

Hun har et Skjørt saa bredt, som hun er lang,

Og Fjer paa Hatten i en Fløielstresse,

Thi saadan er vi Mennesker engang.

Men kjæk hun bleven er ved dette Væsen,

Og overdreven høit hun sætter Næsen.

Her ud af Stuen gamle Ane gik,

Og Adam, som stod tankefuld tilbage,

Paa sine Breve fæsted nu sit Blik.

Ved Ovnen hurtig Plads han monne tage,

Paa Bordet stilled han sin Lysestage,

Og frem det sidst ankomne Brev han fik.

Han brød det Segl, der Almas Ord ham dølger,

Og læste for sig selv hvad her nu følger:

Jeg skriver til dig; men hvorfor jeg skriver,

Da paa mit sidste Brev der ei kom Svar —

Ja, dette Spørgsmaal selv jeg gjort mig har,

Og Svaret jeg endnu mig skyldig bliver.

Jeg skriver, medens Frygten mig indgiver,

At hvad jeg dengang skrev til Anstød var;

Med Ulyst mine Ord du har fornummet,

Og derfor er din Læbe nu forstummet.

Med denne Tanke lægger jeg mig ned

Hver Aften, naar jeg trættet af at gjette

Ei anden Aarsag til din Taushed veed;

Men du kun veed, om Tanken er den rette.

Ifald saa er, jeg blot kan sige Dette:

Alting var skrevet i Oprigtighed,

Med Ønsket, at det kjært dig maatte blive;

Hvis Ønsket glipped — du jo kan tilgive.

    Men hvordan gaaer det dig ? Om hvad dig mødte

    Fra sidst vi skiltes, fik jeg aldrig Bud;

    Som indesneet jeg sidder i min Hytte,

    Kun Savnets og kun Vinterkuldens Bytte,

    Og længes efter dig og Solens Gud.

    Imellem seer af Hyttens Dør jeg ud,

    Om Ingen af jer To dog snart vil komme?

    Om ei den lange Venten snart er omme?

Saa sikkert paa dit Løfte da jeg stoler;

Thi blot jeg Kjolen af et Postbud seer,

I Haabets milde Skin jeg strax mig soler,

Og Brevets Indhold mig imøde leer.

Min Fryd og Skræk er disse røde Kjoler;

De nærme sig til Huset meer og meer;

De gaae forbi — paa næste Port der ringes,

Og min Forventning da til Graven bringes.

Til Graven — ja, men Døde skal staae op!

Det gamle Aar nu ringes og til Graven,

Dets Graad og Daad er gjemt i Dødninghaven,

Dets Liv er visnet, som i Rod, i Top.

Men over Livet brydes aldrig Staven,

Det ny Aar skyder strax en anden Knop,

Der frisk som min Forventning sig udfolder;

Dog Kulden begges Blomst tilbageholder.

Derfor til Aarets Drot jeg daglig beder:

Lidt Solskin og lidt Varme snart mig send!

At Livet om mig blomstre maa igjen,

Mens Haabet i mit Hjerte sig udbreder.

Som Gartnerpige jeg om Haabet freder,

I hvert et Frøkorn jeg jo strøer det hen,

At det maa voxe høit og Haven zire —

Og skulde da i mig det ikke spire?

Jo! Som et Barn, der favner ømt sin Amme,

Saa holder ogsaa jeg ved Haabet fast:

Jeg lader ingen Tvivl dets Vinger lamme,

Jeg lægger ei min Svaghed det til Last.

Dets Løfter daglig mine Læber stamme,

Jeg fryder tidt mig ved dets Øiekast,

Naar de forkynde, selv igjennem Taaren,

At Glæden sikkert komme vil med Vaaren.

Ja, naar den friske Vaarsol Alt forgylder,

Naar Guldregn tynger paa Syrenens Blad,

Naar Haven sig i Blomsterdækket hyller

Og Rosen aabner sig for Duggens Bad,

Naar Fuglesang det grønne Lysthuus fylder,

Hvor Haand i Haand ifjor saa tidt vi sad:

Da kommer du med Glæden fra det Fjerne —

Saa drømmer Dag og Nat din Alma Stjerne.

Bevæget Adam sad. Han lukked Brevet

Og aabned saa det andet fra ifjor,

Der meldte ham, at Tanten meer ei leved;

En hidsig Feber havde hende revet

Paa otte Dage bort fra denne Jord.

Som Efterskrift der fulgte nogle Ord

Om Husets Tilstand, og tilsidst Gjendrivelse

Af Et og Andet i hans sidste Skrivelse.

Han fra sin Plads sig reiste; op og ned

Ad Gjæstekamrets Gulv igjen han vanker,

Mens rørt af Mindets Skjønhed Hjertet banker.

Da pludselig — før selv han af det veed —

Omtumles i en Contradands hans Tanker,

Og Clara ham forbi med Prindsen gled.

Han vilde dem med Almas Brev forjage;

Men Brevets Ord medeet var blevne svage.

Hvad feiled ham? Han vidste selv ei ret;

Han følte sig i hvert et Opsving hæmmet,

Saa adspredt, saa omtaaget, saa forstemmet,

Saa tung, og dog saa villieløs og let.

Hans Sygdom var (at jeg skal sige det)

At for sig selv han reent var bleven fremmed;

En Sygdom, der jo hyppigt træffer ind,

Naar først sig adskilt har Gemyt og Sind.

Thi som bekjendt kan femten Sind man have,

Mens aldrig meer end eet Gemyt man har.

Men Livets Holdning, der begrundet var

I begges Eenhed, kommer strax aflave,

Naar Sindet, ikke længer holdt i Ave,

Løsrevet fra Gemyttet Flugten ta’er;

Naar fra sit eget Selv sig Jeget skiller,

Og Sindet, uden Fører, sig forvilder.

Det gaaer da Sindet som det gaaer en Skipper,

Der driver i en fremmed Stad omkring,

Og falder ind paa alle Kroer og Kipper,

Og gjør til hver en Dandsebod et Sving:

Af alle Livets Skaaler lidt det nipper,

Det smager lidt paa alle gode Ting;

Det neppe bundet atter løs sig river,

Og strax igjen det hængende dog bliver.

Det er da ikke meer det dybe Sind,

Der i Gemyttets Dyb sig sænker stille;

Ei meer det høie, der ved Hjertets Kilde,

Til høi Beslutning suger Kraften ind;

Det lader hvert et Indtryk med sig spille,

Det dreies som en Fløi af hver en Vind,

Det i sin Tomhed reent kan blive borte,

Kan krænges, vendes, skiftes som en Skjorte.

Thi Sindet i sig selv er kun et Hang;

Dets Uro Savnet af et Indhold skyldes,

Og i dets Armod grunder sig dets Trang

Til altid af en anden Magt at fyldes.

Det vil betages, hæves og fortrylles,

Det leve vil — det er dets Maal engang;

Er Glæden opbrugt, vil af Sorg det næres,

Men allersidst af Kjedsomhed fortæres.

Men ihvor tidt end Glædens Skaal det tømmer,

Det lever dog kun kummerligt og knapt,

Thi for Gemyttets Rigdom blev det skabt.

Kun der, hvor Følelsen i Dybet drømmer,

Hvor frem af varme Kilder Tanken strømmer,

Hvor Jeget, meest i Yderverdnen tabt,

Sit eget billedløse Selv gjenfinder,

Kun der sig Kraft og Fylde Sindet vinder.

Naar Adam for sig selv vi kaldte fremmed,

Vi derfor Ordet i den Mening tog,

At med et verdsligt Sind, der løs sig slog,

Han sig i Indtryk følte sønderlemmet.

Men, vil min Læser sige — lidt beskæmmet

Paa Heltens Vegne — men en Theolog!

Af sligt et Sind en Hykler frem maa komme;

Dog altfor rask man fælder slige Domme!

Thi sees ei mangengang det Contrasterende,

Af Livet enet, finde sig tilpas?

Seer man ei tidt en melankolsk Bajads,

Og Hædersmænd, sig selv prostituerende?

Seer man ei Smaabørn, som er critiserende?

Har man ei Mand-Sopran og Qvinde-Bas?

Seer man ei magre Koner gift’ med fede Mænd?

Og har man ikke joviale Bedemænd?

Ifald saa er, man og maa kunne finde

Sig i en verdsligsindet Theolog,

Der, hvergang ham den Elskte randt i Minde,

Sit stille Hjertesuk oprigtig drog,

Men neppe hørte Sukkets Lyd forsvinde,

Før fremmedt Stof i Tanken han optog,

Der hindred ham at tænke Sukket efter,

Saa Kjærligheden aldrig kom til Kræfter.

Dog var det ikke Clara, som var Grunden

Til denne Tilstand, med dens Brøst og Bræk,

Thi som en Drøm hans Lidenskab var svunden.

Det gik ham med dens Storheds spændte Træk,

Som naar om Morgenen man gaaer i Lunden;

Og slaaer i Spindelvæv. Hvor er det? — Væk!

Fra den Tid Damens Øienspil han savned,

Var af hans Kjærlighed endnu kun Navnet.

Men hvad ham daglig nu forstyrred Freden,

Hvad ham adspredte, saa han Ro ei fik,

Hvad ham forknyttede, var Herligheden,

Hvis Tab ham idelig til Hjerte gik.

Hvert Syn i Hjemmet gjorde ham fortræden:

Den jydske Simpelhed, der traf hans Blik,

Hvad var den mod den fyenske Glands, hvis Billed

Sig uafladelig for Øiet stilled?

Hvad var vel Fyrreslæden imod Kanerne,

Der foer afsted til Sølverbjældens Klang?

Hvad var de skidne Høns og Gæs mod Svanerne, .

Hvis hvide Halse var hans Fryd engang?

Hvad var vel Silhouetterne mod Ahnerne,

Der oliemalt’ i gyldne Rammer hang?

Hvad var den usle Have — hvad var Marken

Og Lunden imod Galtenborger-Parken?

Og Præstegaarden selv — de mugne Vægge,

Hvor ofte gjorde de ham ei forstemt!

Og Stuen, til hvis Loft man kunde række,

Hvor følte han i den sig saa beklemt!

Og Kakkelovnen, som ei vil trække,

Men som med Østenvinden røg saa slemt:

Hvor minded den ved Aften og ved Morgen

Ham om den rene Luft paa Galtenborgen!

Og nu det Selskab, som sig tidt indfandt

I Præstegaarden! Denne Møller Knudsen,

Som aldrig af sit Hoved tog Kabudsen,

Og disse Døttre, pyntede galant,

Og denne Seminarist, saa stiv som Strudsen,

Og denne fløitende Forpagter Brandt,

Som red paa Hestedækken uden Sadel —

Ak, hvad var disse mod den fyenske Adel!

Men Søndagmorgen, naar i Kirkestolen

Han blandt en halv Snees gamle Bønder sad,

Imens hans Fader, iført Præstekjolen,

Afpilled Troen baade Blomst og Blad,

Og med et Ansigt, smilende som Solen,

Moral og Dogma konstigt skilte ad,

Mens familiært han talte med Vorherre:

Ja, da ham Alting tyktes endnu værre!

Da til sig selv han sagde mangengang:

Det altsaa Maalet er, hvortil jeg stræber,

Engang som Præst at aabne mine Læber

For slig en Menighed i Dannevang,

For — medens Aanden i mig selv jeg dræber

At gjøre alle Andre Tiden lang,

Ved dem den store Nyhed at forkynde,

At Skriftens Ord forbyder os at synde.

Og hvad er Lønnen? Lad mig ei bedrage mig!

En ringe Bolig og et fattigt Brød,

En Omgang og et Selskab, som vil plage mig

En Degn, med hvem jeg evig faaer min Nød.

Men det er sandt, en Kone kan jeg tage mig,

Og leve, glemt af Verden, til min Død;

Og er som Jubelolding jeg ilive,

Da Consistorialraad kan jeg blive.

Vor stakkels Helt! han virkelig blev bitter.

Sit Kald, sit Liv, sin Lod bestemt han veed;

Den ydre, tvingende Nødvendighed

Afpælet har hans Fremtid med sit Gitter.

I tusind Ønsker sig hans Sjæl adsplitter,

Men ingen Hjælp fra Himlen faldt der ned;

Hans Fremtidsbane lod sig ei forandre,

Kun ad den slagne Vei kan frem han vandre.

Paa disse Tanker daglig Drøv han tygged,

Naar han sin vante Tour paa Marken gik,

Hvor Storken alt i Træet Reden bygged,

Og Lærken hilsed ham med Vaarmusik;

Hvor Jorden sig med Grønsværtæppet smykked,

Og Solen aabned Himlen for hans Blik;

Hvor Livets Spirekraft i Alt sig rørte,

Mens Foraarsvinden Balsam ham tilførte.

Den friske Vind lod frit han med sig spille,

Og i det vakte Liv han saae sig om

Saalænge, til han traf paa Frelsens Kilde,

Der — selsomt nok — ud fra ham selv just kom

En Dag paa Marken stod medeet han stille,

Og fyldende de slappe Lungers Rum

Med kraftig Foraarsluft, som Hjertet svalte,

Han til sig selv paa denne Viis nu talte:

Hvor har dog hidtil galt jeg ad mig baaret,

Og kun de ydre Magter Hylding bragt!

Først var det Skjæbnens blinde Gud, jeg kaared,

Og saa et Forsyn blev jeg underlagt —

Saa var det Hændelsen, hvis Spil mig daared,

Og nu er det Nødvendighedens Magt —

Men hvilken ydre Magt kan da vel hindre

Den Frihedsmagt, der throner i mit Indre?

Opveier den ei Alt? Saasnart jeg siger

Jeg vil, og holder villiefast min Aand:

Mon ei hver Skranke da tilbage viger,

Og hvor er meer da Hindring, Trang og Baand?

Af dette Vil en Skaberkraft fremstiger —

Har ikke jeg min Fremtid i min Haand?

Kan ikke selv jeg forme den og danne

Den efter Tanken i min egen Pande?

Hvis Theologien jeg vil vende Ryggen,

(Hvad jeg endnu dog ingenlunde veed)

Mon ei et Præstekalds Nødvendighed

Da for min Villie træder strax i Skyggen?

Vil jeg i anden Sphære søge Lykken,

Og bane mig en Vei, lidt mere bred,

En Vei, lidt mere hævet over Hoben,

Staaer ei den hele Verden da mig aaben?

Utvivlsomt! Til min Afmagt kun var Grunden

Den Stilling, som jeg før min Frihed gav,

Idet jeg meente den afhængig af

Den ydre Livets Magt, som holdt den bunden.

Gud være lovet! denne Tro er svunden;

Her paa min fulde Frihed gjør jeg Krav!

Hver Lænke, som mig tvang, jeg bryder sønder;

Fra denne Stund mit Frihedsliv begynder!

Han taug og skued rundt om sig med Glæde,

Og Smilet, længe savnet om hans Mund,

Saaes atter frem paa Læberne at træde.

Lægt var hans syge Sind fra denne Stund;

Tilfredshed i hans Bryst tog atter Sæde,

Og hjertefrisk blev snart han sjælesund.

Han i sin Frihed Tryllestaven eied

Hvormed til hver en Kant han fra sig feied.

Først svang han den mod Hændelsernes Lyn,

Der Glimt i Glimt hans Udsigt monne skjule,

Hvergang i Fyen han løfted kun sit Bryn:

Og see! forvandled’ til en Sværm af Fugle,

Nu rundt i Luften, røde, hvide, gule,

Bevingede de flagre for hans Syn;

De stige op og ned, i Kommen, Svinden,

Og skareviis de føres bort af Vinden.

Dem kan han ikke frygte, disse Smaa,

Hvoraf man fem kan for en Penning kjøbe;

Thi deres harmfri Væsen de jo røbe,

Ved lige villigt Godt og Ondt at spaae.

Kolbytter vel i Luften kan de støbe,

Og lette Volter vel i Luften slaae;

Men Vinden, som dem Curs og Retning giver,

Tilsidst sig fra en Frihedsmagt dog skriver.

Ja, netop hvad tilfældigviis os hændes,

Sig viser som Product for Tankens Dom

Af Guds og Individets Frihed, som

I Eet slaaer sammen, hvorved Spillet vendes.

Tilfældets Lov dog vanskeligt erkjendes;

Thi det Product, som her der spørges om,

Just af en dobbelt Frihed er Fuldendelsen,

Og derfor uberegnelig er Hændelsen. —

Med dette svære Spørgsmaal let besvaret,

Tog nu han paa Nødvendigheden fat,

Hvis Aag vel nys hans Villie sprængte brat,

Men hvis Natur hans Tanke dog ei klared.

Her hverken Flid han eller Møie spared:

Han tydsk Logik studered Dag og Nat,

Til han Nødvendighed fik sammenknebet

Og reduceert til Reflexionsbegrebet.

Nu først i Tanken frit han rørte sig,

Thi hvert et Spor forsvundet var af Tvangen,

Nu da Nødvendigheden selv laa fangen,

Afmægtigt lænket, en Prometheus lig.

Hans Frihed hver en ydre Magt holdt Stangen;

Som aldrig før paa Mod og Styrke rig,

Ud over Livet han sit Blik nu sendte,

Der altid hjem med Haabet til ham vendte!

Og fyldt af dette Haab, det uvist søde,

Hvis Fylde næsten gjorde ham beklemt,

Og med en Fortid, der var halv forglemt,

Beslutted han sin Fremtid kjækt at møde.

Dens dunkle Skjød hans Skjæbne skulde føde,

Der skulde være ganske ubestemt:

En mulig Lykke foregreb han ikke,

Thi Alting in suspenso skulde ligge. —

— Saavidt han kommen var med sin Methode,

Da Sommeren kom med sit Fuglechor,

Med sine Purpurskyer, sit Rosenflor,

Og minded om at nyde Jordens Gode.

Han og hans Fa’er derfor en Dag forlode

Tilvogns den lille Præstegaard og foer

Til Skoven ud, for Fuglesang at høre,

Og for Baronens et Besøg at gjøre.

Vor Helt sig havde raadført med sin Skræder,

Og med en Halsklud, ziirligt sammenlagt,

Og med en næsten ny, moderne Dragt,

Tog han galant sig ud i sine Klæder.

Herover gamle Homo ret sig glæder,

Og tidt med Faderstolthed gav han Agt,

Naar Sønnen, heelt tilbageslængt paa Sædet,

Sin Næse snød med Silke-Lommeklædet.

Hør Kukkeren! Hør Kukkeren, min Søn!

Paa eengang med et Udraab han begyndte,

Mens ind i Skoven, duftende og grøn,

Fra Landeveiens Støv sig Vognen skyndte:

Et langt Liv denne Sang mig selv forkyndte,

Da syg af Gigt ifjor jeg sad i Løn

Og bad den gode Gud mig Livet spare —

Men spørg nu du, og lad Propheten svare.

En net Prophet, der kun gjør Buk paa Buk!

Gjensvared Adam, da hans Fader endte,

Hvorpaa han hæved Stemmen klar og smuk,

Og ind i Skovens Dyb det Spørgsmaal sendte:

Hr. Gjøg! hvormange Aar kan jeg mig vente? —

Kukkuk! lød Skovprophetens Svar — Kukkuk!

Kukkuk, Kukkuk, (snart korte Kuk, snart lange)

Kukkuk, Kukkuk, vist over tred’ve Gange.

Naa, smiilte Præsten, den ei kort sig fatter,

Den næsten dig en Gubbes Aar jo spaaer;

Men siig hvormange (her han raaber atter)

Vil der gaae hen, før Adams Bryllup staaer!

Kuk! svarer Gjøgen, og med tvungen Latter

Vor Helt udbryder: Hvad! til næste Aar? —

Men Homo kaster oprømt sig tilbage,

Idet han byder Kudsken frem at age.

De kom til Sideveien, fra hvis Bakke

Just rulled ned et ziirligt Kjøretøi,

Der kjørtes af en Dreng i Fløielsfrakke,

Med rød Baret, hvorunder Haaret fløi.

Ved Siden af sad rank, med hævet Nakke,

En pyntet Dame, baade høi og drøi.

Den muntre Knalden Hestene bevinged,

Og hurtig ind paa Veien Vognen svinged.

Hvem — hvisker Adam — ruller der saa let?

Tys! svarer Homo: Baronesse Mille —

Og idetsamme Vognen holder stille,

Og Homo hilser dybt med sin Kasket.

Sit Blik paa Adam lader Damen spille,

Men Kjøresvenden raaber: Seer jeg ret,

Hr. Pastor Homo! — Og hvorhen forresten?

Til Hr. Baronens Dør, gjenmæler Præsten.

Fortræfligt! lyder Svaret: jeg Dem melder;

Hvorpaa i Luften svingende sin Pidsk,

Den muntre Kudsk nu raaber: Fremad! Frisk!

Og kjører til, som om det Livet gjælder.

Men ud af Vognens Slag sig Damen helder

Og seer tilbage, smilende polisk,

Hvorved paa Adams Kinder Roser skabtes,

Der svandt, da snart afsyne Vognen tabtes.

Naa (til sin Fa’er han siger) man maa sande,

Tilveirs stod Baronessens Hat og Fjer.

Ja vist, Papa ham svarer: klart du seer!

Hun med de hvide Fjer var Degnens Hanne.

Hvad! raaber Adam, mens den Gamle leer,

Hvem var da Kudsken med den kjække Pande,

Der bar den røde Hue, smykt med Tressen?

Ih! svarer Homo: det var Baronessen!

Vor Helt forbauset sad, og lutter Øre

Han var, imens hans Fader bliver ved:

Ja, Baronessen ikke blot kan kjøre

Men sin Beriderkonst forstaaer hun med.

Sin lille Jagtflint kan endog hun føre,

De vilde Fugle gjør hun tidt Fortræd;

Men er forresten, hvad man end vil sige,

En høist begavet og fortræflig Pige.

Jeg veed nok der er Folk, som hende kalde

Et lidt forkjælet Barn — men Herregud,

Som eneste Datter, som det sidste Skud,

Hvem Baroniet eengang vil tilfalde,

Har hun ei flere Feil end vi har Alle,

Og frisk og sund hun er og glat af Hud.

Hvem hun i Hymens Tempel sætter Stævne,

Lykkens Pamphilius man vel tør nævne.

Et Baroni paa otte hundred Tønder,

Foruden Mose- Skov- og Mølleskyld;

Hovpligtige halvtrediehundred Bønder,

En Faarehjord, foruden Plet og Byld,

Et Meieri, hvis Smør Alverden ynder:

Hvad siger du, min Søn, til den Idyl?

Hvad mener du? (han napped ham i Trøien)

Har du ei Lyst at skyde Pappegøien?

Du bliver rød. Du troer nok, at jeg maler

Et Luftcastel, som ei for Jorden duer?

Du troer, at Baronessers Idealer

Langt overgaae en Præstesøns Natur?

Men vær du rolig! jeg for Alvor taler.

Med din Forstand, dit Ansigt, din Figur,

Man støder ikke paa Umuligheder,

Og tro du mig, man ligger som man reder.

Vor Helt sig rømmed. Hvordan er Baronen?

Som halv i Distraction nu spurgte han.

Baronen, lyder Svaret, er en Mand,

Som baade frygter Gud og ærer Kronen,

Og som har god og jævn og jydsk Forstand.

I hvad han siger klinger Hartkorns-Tonen —

For al sin Tale har han til Vehikel

Den gamle Jagtlov og den ny Matrikel.

Som Enkemand i snart en halv Snees Aar,

I Verden Ingenting saa høit han skatter,

Som denne skjelmske, overgivne Datter,

Der altid med Papa sin Villie faaer.

Med Bøn og Graad, med Luner og med Latter

At drei’ og vende ham hun ret forstaaer;

Og faaer hun blot det Indfald, hun vil ha’e dig,

Baronen og til Svigersøn maa ta’e dig.

Klem derfor paa, min Søn! Klem paa, klem paa!

En saadan Udsigt blev ei Hvermand givet:

En nittenaarig Brud, hvis Skørt er stivet

Med Herligheder, saa det nok skal staae.

Gaa som en Karl din Lykke rask paa Livet!

Og lad dig ikke strax af Marken slaae,

Hvis Baronessen lidt tilvands dig rider:

Den Hund, som gjøer, just ikke derfor bider.

Her foran Ledet Homos Tale standsed,

Men høit paa Banken, som nu hilste dem,

Steg Herregaardens røde Tage frem,

Og store Marker Bygningen omkrandsed.

De fulgte Bækken, som fra Skoven dandsed

Ned mod de grønne Dale, Qvægets Hjem,

Og kjørte opad saa, hvor Veien slynger

Sig frem imellem høie Gjødningdynger.

Vor Helt den store Ladegaard gjenkjender,

Han mindes dunkelt Meieriet hist,

Og nu, da ind ad Porten Vognen vender,

Hans Øie møder Gaardens Gavl og Qvist,

Og Trappen med det brede Jerngelænder,

Som han for tolv Aar siden skued sidst.

I Døren Hanne stod som gammelt Venskab,

Med hvem han hurtig gjorde nyt Bekjendtskab.

Mens hun gik foran, for dem ind at føre

Til hvad hun kaldte for Baronens Baas,

Og mens vor Helt galant la’er hende høre,

At hun er bleven kjøn fra sidst de saaes,

Sig gamle Homo bøier mod hans Øre

Og hvisker sagte, saa det knap forstaaes:

Ja, gode Miner hold med Kammerpigen,

Thi hun til Baronessens Gunst er Stigen.

De stod for Døren til et stort Gemak,

Som Kammerpigen aabned for dem Begge,

For derpaa selv tilbage sig at trække,

Mens gjennem dunkle Skyer af Røgtobak

De skred forbi den lange Støvlerække

Op mod Baronens paillegule Frak.

Han paa en Sopha sad og fored Hunden,

Der knurrende gav Hals og aabned Munden.

Han reiste sig — en mager, lang Gestalt,

Med Haaret graat og filtret, Ryggen bøiet,

Med Sløvhed og Godmodighed i Øiet,

Men med et Ørnenæb, der trodsed Alt.

Ih, see goddag! han brummede fornøiet,

Mens Piben af hans Haand paa Bordet faldt:

Det Fanden ta’e mig glæder mig at see Dem!

Sæt Dem, Hr. Pastor! Sæt Dem! Maa jeg be’e Dem!

Det er nok Deres Søn — Vær stille Hund!

Er det Maneer imod din Præst at tage? —

Naa, tag dog Plads! Min Knaster maa De smage

Endnu til Middagstid vi har en Stund.

Her er Tobak og Øl — vil De behage!

Tys, Tyrras! — Satan, vil du holde Mund!

Her greb han Tyrras fat ved begge Øren,

Og spændte den med Foden ud ad Døren.

Man satte sig, og vældig blev der røget,

Mens Præsten og Baronen gjennemgik

Det ypperlige Gjødningsstof, man fik,

Naar man Guano blandede med Møget.

Vor Helt sad taus, og da han selv ei smøged,

Saa banded dobbelt han Baronens Skik,

At blæse ham den skarpe Røg i Næsen,

Der nødte ham til evig Contra-Blæsen.

Dog endelig Forløsningstimen slog,

Tilbords de kaldtes af Lakaien Ole,

Og alle Mand til Spisesalen drog,

Som, gammeldags, var smykt med Ruslæ’rs Stole.

Der Hanne retted an i Silkekjole

Ved Sidebordet, hvor hun ud sig tog,

Skjøndt fjernt fra Taflet selv, det cirkelrunde,

Omkring hvis Dug der snused fire Hunde.

En Dør gik op — og buttet, frisk og rød,

Med Halsen bar, med Kroppen svær og lille,

Med brune Øine, der i Ho’det spille,

Med sorte Lokker, der om Skuldren flød,

Indtraadte hvidklædt Baronesse Mille,

Hvem strax tilbords den gamle Homo bød;

Nei, raabte hun: hos Deres Søn jeg sidder!

Jeg for idag ham kaarer til min Ridder.

Ved disse Ord Stumpnæsen om hun dreied

Imod vor Helt, hvem det just kom tilpas;

Han bukked dybt, mens skjødesløst hun neied,

Og snart ved Damens Side tog han Plads.

Baronen Hundene tilside feied,

Hvorpaa han fyldte sit og Præstens Glas,

Og tog paa Maden fat, imens hans Datter

Sit muntre Væsen drev med Spøg og Latter.

Hun Pastor Homo rigtig holdt i Aande;

Thi naar hans Ønske til Exempel gjaldt

Lidt Peber, rakte hun ham Allehaande,

Og naar han bad om Sukker, fik han Salt.

Men meest hun bragte sin Papa i Vaande,

Thi rask hun sagde ham imod i Alt,

Og hvad saa Ørnenæsen monne sige,

Bestandig den for Stumpen maatte vige.

Med Hanne havde Meget hun at hviske,

Og til hinanden nikkede de tidt

Med Smiil, der forekom vor Helt poliske.

Men nu (imens de Gamle Skridt for Skridt

Det sidste Aars Capitelstaxt opfriske)

Hun sig mod Adam vender kjækt og frit

Og siger: tro mig, jeg forlængst Dem kjender;

Igjennem Hanne vi er gamle Venner.

Hun tusind Ting om Dem mig har fortalt;

Jeg veed, hvortidt De Skoleret har staaet,

Jeg veed, hvad til Examen De har faaet,

Jeg veed, Dem Rygtet har forlovet kaldt;

En lille Gartnerpige, som er gaaet

Dem om i Hovedet, jeg kjender alt.

Her lo hun høit; men Adam, rød i Panden,

Kun tænkte ved sig selv: det var som Fanden!

Aa, vedblev hun, idet hun med sin buttede,

Sin lille Haand en Jagthund gav et Rap,

Saa bort fra hendes Skjød den trak sin Lab: _

Jeg troer just ei, hvad Rygtet Dem paaduttede; _

Ved første Blik jeg til en Mand mig sluttede,

Som for en Blomst sin Frihed offrer knap.

Friheden leve! Her hun Glasset tømmed,

Mens han i sin Forlegenhed sig rømmed. —

Da Taflet var forbi, dem Kaffen vinked.

Man til den køle Havestue gik,

Hvor alt imøde Kopperne dem blinked,

Som Hanne fyldte med den brune Drik.

Baronen strax til Lænestolen hinked,

Og Præsten sig med Baronessen fik

En luun Passiar, mens Adam stum beskued

To Kobberstik, hvis gyldne Rammer lued.

Det ene Billed viste ham George Sand,

Romanforfatterinden med Routine,

Der svang en Ridepisk, men klædt som Mand

Hun røg sig en Cigar med vigtig Mine.

Det andet viste Tydskernes Bettine

Foran sit Speil, ved Skriverbordets Rand,

Sig selv beskuende, mens Haanden førte

Den rappe Pen, hvis Sprutten fast man hørte.

Vor Helt stod tabt i de berømte Qvinder,

Da Mille, som af Præstens Snak var kjed,

Med dette Spørgsmaal iilte til ham ned:

Hvad siger De til mine to Heltinder?

Aa, svared han: passable jeg dem finder.

Passable! gjentog hun med Ivrighed:

Husk, Talen er om Damer, som har vippet

Hver Mand i Røg og gjennemført Principet.

Han tog sig sammen i sin Distrahering,

Idet han spurgte, hvad Princip det var.

Jeg mener Qvindernes Emancipering,

Gav, kjækt sig brystende, hun ham til Svar;

Det store Tidsprincip, som en Rumstering

I alle svage Hjerner frembragt har;

Men for hvis Gjennemføring tusind Qvinder

Beredt at ofre Liv og Blod De finder.

Her saae hun ham med Dristighed i Øiet;

Men han, som slig en Kjækhed ei forstod,

Og som paa ingen Maade var fornøiet

Med Spøgen, hun ved Bordet sig tillod,

Sig næsten haanlig mod den Skjønne bøied,

Og svared rask, med usædvanligt Mod:

Aa, sligt et Offer neppe vil sig lønne,

Principet selv er ikke værd en Bønne.

En Bønne! raabte Baronessen høit,

Mens skrømtet Vrede hendes Blik oplued;

Dog Adam trodsed Blikket, som ham trued,

Og føied til: Nei, ikke værd en Døit!

Hvad! ei engang med Bønnen er De nøi’t?

Udbrød hun atter, medens rundt hun skued.

Har du hørt Mage, Hanne! Hørte du?

Principet man i mig forhaaner nu.

Alt kom i Røre. Gamle Homo vilde

Ved Mægling dem forlige beggeto;

Den spændte Hanne halv forlegen lo;

Den svage Fader raabte: Mille, Mille,

Det gaaer forvidt! Nu maa du tie stille,

Du reent forstyrrer mig min Middagsro.

Men Mille gav til Svar, lidt uopdragen:

Papa, jeg be’er Dem, bland Dem ei i Sagen!

Her rask omkring paa Hælen hun sig vendte,

Rev Havedøren op, og hurtig ned

I Lunden mod det tætte Krat hun rendte,

Af Hanne fulgt, hvis Fod i Farten gled.

Vor Helt stod slagen — gamle Homo vred

Ham et af sine bistre Blik tilsendte;

Men gabende Baronen sagde blot:

Nu kan en L’hombre rigtig gjøre godt!

Thi gik man atter til Baronens Kammer,

Hvor L’hombrekort og Piberne kom frem,

Og hvor ved Sommersolens gyldne Flammer,

Som dog Tobaksrøg næsten skjulte dem,

Beet efter Beet som Lynet Adam rammer,

Saa han aldeles tabte sine Fem;

Han fire Timer lænket sad til Stolen,

Med Ryggen vendt mod Haven og mod Solen. —

Saa endtes denne Tychobrahes-Dag,

Der ham i hver en Retning Tab paaførte,

Og i hvis Minde han kun lidt fandt Smag,

Dengang ved Maanelyset hjem de kjørte.

Paa Veien han sin Faders Skoser hørte:

Jo du har rigtig fremmet godt din Sag!

Jo du har Verdenstone, som man siger!

Du smukt forstaaer at vinde unge Piger!

Men du maaskee af andre Lænker bindes,

Af noget ret Sublimt og Idealt?

Ved Bordet blev jo, hvis jeg rigtigt mindes,

Der om en lille Gartnerpige talt.

Jeg vil dog haabe Rygtet falsk befindes,

Et sligt Parti det var dog altfor galt —

Nei, vær kun rolig! Jeg vil Intet høre!

For selve Tanken stopper jeg mit Øre.

Der sad vor Helt en net! En indre Stemme

Tilraabte ham: Nu, Adam, vær en Mand!

Din Kjærlighed ei længer taus du gjemme,

Men lad den tale, saa det spørges kan!

Benyt det givne Vink til den at fremme!

Lad Dagens Uheld aabne din Forstand!

Gjør nu dig fri! Du kan endnu med Ære.

Slaa løs, og lad saa briste eller bære!

Dog kun forgjæves hørtes Stemmen lyde;

Thi stum sad han, der bleven var for klog

Til sig om slige Stemmer meer at bryde,

Hvormed en Enthusiast sig tidt bedrog;

Til sig de skjæbnefulde Vink at tyde,

Hvorpaa man finde kan en Catalog

Hos Overtroen, hvoraf han jo blæser.

Saa tænkte han — hvad siger du, min Læser?

Hvad mener du om disse skjulte Røster,

Der tidt i Lykken vende sig til En;

Der tidt i Livets Modgang og dets Meen

Os hilse lig Musik, der Hjertet trøster;

Der stundom gjennemzittre Marv og Been,

Lig Tordenslaget, naar det Huset ryster;

Der blidt os lokke med et Kom, o kom!

Der strengt os true med Vend om, vend om!

Og hvad Betydning vil vel du tillægge

De stille Vink, der Sands og Tanke slaae;

Der snart os lede ret og snart os gjække,

Men hvis Natur og Grund vi ei forstaae?

Vink, der lig Hænder os i Kjolen trække,

Vink, der lig Stjerner os vor Skjæbne spaae,

Vink, der i Eensomheden aabenbares,

Og Vink, der midt i Verden kan erfares.

Alting beroer her paa den rene Sands,

Der sanddru dømmer, uden Valg og Vragen;

Thi Tro saalidt som Vantro afgjør Sagen,

Og Videnskaben rides reent tilvands.

De Stjerner, som fornegtes kan om Dagen,

Dog gjennem Natten bryde frem i Glands;

Men Den, som i et evigt Daglys boede,

Mon ogsaa han paa Stjernehimlen troede?

Saadan i Dagens Prosa gaaer tilgrunde

Og i Forstandens Klarhed mangen Skat,

Som sig et luttret Sind tilegne kunde,

Ved at fordybe sig i Livets Nat.

Thi gjennem denne tale tusind Munde,

Og tusind blanke Tegn paa den er sat;

Men for at tolke dem og fatte Sproget,

Det gjælder om en Sands, en uomtaaget.

Det gjælder om, at Tidens Møl og Rust

Ei svækket har dit indadvendte Øre,

Saa midt i Larmen det formaaer at høre

En Aandestemmes ætherlette Pust;

Saa Røsten, som til dig sig vender just,

Det uforfalsket kan til Hjertet føre:

Hiin Røst, der Aandeverdnen gjennemrunger,

Men taler til Enhver med egne Tunger.

Og naar medeet forbi dit Syn der gik

Et ydre Tegn, som for et Vink du skatter,

Da, for at dømme ret, det gjælder atter,

Hvorvidt din Aand hiin rene Skuen fik,

Som ei det Sande blot ved Slutning fatter,

Men som det veed at gribe med et Blik

Men fik du denne Sands, der Livet rummer,

Da vent dig ei de Sandseløses Slummer!

Thi der, hvor Verden hviler død og stum

For Mængdens Blik og Øre — der den vender

Sig levende mod dig, idet den sender

Dig Bud paa Bud i Tankens stille Rum;

Der, hvor Sletintet sig for Hoben hænder,

Der, hvor det nyhedslystne Publicum

Attraaer lidt Røre til lidt Vederqvægelse,

Der er for dig en uafbrudt Bevægelse.

Vor Helt, da han kom hjem, blev og bevæget,

Skjøndt af en anden Grund; thi Brev der laa,

Og da ihast han nu det gjennemsaae

Og Underskriften reent fandt overstreget,

Forundred først dets Navnløshed ham meget;

Men endnu stærkere ham monne slaae

Epistlens Indhold, da, med Hjertet bølgende,

Han af en daarlig Haandskrift udfandt Følgende:

Min Herre! jeg Dem anseer for en Mand,

Som ikke blot kan Andres Ære krænke,

Men som dem og Satisfaction vil skjenke,

Paa den Viis, som det anstaaer Folk af Stand.

I Nøddeskoven, tæt ved Kildens Bænke,

Vi næste Lørdagmiddag træffes kan.

Pistoler med jeg bringer, men maskeer Dem,

At ei De kjendes skal, hvis Nogen seer Dem.

Vor Helts Forbauselse var ikke liden.

Af Brevets Datum strax han fundet har,

At det en Uge gammelt er i Tiden,

Saa næste Lørdag alt imorgen var.

Han Underskriften skarpt i Øie ta’er,

Ei forfra blot, men bagfra og fra Siden,

Og finder ud, hvad han har anet alt,

At Navnet, som der staaer, maa være Galt.

Han kalder ad den Dreng, som modtog Brevet,

Og spørger heftigt, hvem der har det bragt.

Han faaer til Svar, at Brevet ind er lagt

Af Veile Postbud, der betalt er blevet

Med otte Skilling, som han havde krævet,

Men at han intet Vid’re havde sagt.

Han byder Drengen gaae, og selv han vanker

Ad Gulvet op og ned i dybe Tanker.

Han standser — fæster atter sine Blikke

Paa Brevet, overveiende dets Ord.

Hvert Ord forstaaer han vel, men fatter ikke,

Hvorfor just nu Hr. Kammerherren troer

Det passende, ham sligt et Brev at skikke,

Nu da paa Eventyret Mos der groer;

Er det først nu da kommet til Erklæring,

Og understøtter Fruen hans Besværing? —

Hvad er at gjøre? — Skal han feig sig vise?

Skal ussel han til Korset krybe her

Og hele Verdens Agtelse forlise?

Nei ingenlunde! Æren er ham kjær.

Skal han da møde, skjøndt han ei tør prise

Sin Færdighed i Brug af Haandgevær?

Det var jo Døden uden Haab om Naade!

Men jævne Sagen? ... Ja paa hvilken Maade? —

Han i Bevægelse sig sætter atter,

En Udvei søgende, som ei han fandt.

Det var, som hørte han en Dæmons Latter,

Hvergang hans Tanke noget Nyt opspandt.

Først efter Midnat han saavidt sig fatter,

At Hvileplads han ta’er paa Sengens Kant,

Hvor sløv og mødig han sank hen i Drømme,

Mens vilde Billeder forbi ham strømme.

Han vaagned op da Morgensolen skinned,

Og saae sig om med halvforstyrret Sind;

Men nu foer sammen han og sig besinded,

Thi Brevet og dets Indhold faldt ham ind.

Om Lørdagmorgens Frembrud Dagen minded

Ham med sit blod- og purpurrøde Skin.

Han greb sin Hat og ud i Haven iilte,

Hvor Duggens Perle blank paa Blomsten hviilte,

Men hvor idag ham Haven syntes skjøn,

I al sin Simpelhed et jordisk Eden!

Hvor var den lille Græsplet frisk og grøn,

Og Grotten hist, hvor husede den Freden!

Hvor fløi de muntre Fugle let til Reden

Og qviddred glade deres Morgenbøn!

At Livet var saa skjønt, han aldrig vidste —

Og dette Liv maaske han skulde miste!

Sit Blik han sænked og med sagte Skridt

Han vandred tankefuld til Kirkegaarden,

Hvor ved sin Moders Grav han standsed lidt,

Mens der han bragte Kors og Krands i Orden.

Saa paa den lave Græsbænk, tæt ved Jorden,

Han mat sig hviled og betragted blidt

Den stille Gravhøi, smykket med Fiolen,

Der dufted frisk for ham i Morgensolen.

O, hvisker han, rørt af sin Moders Minde:

Du som for mig paa Jorden led og stred,

Du som mig varmed med din Kjærlighed,

Du gik foran — men jeg skal dig gjenfinde!

Den samme Krands skal om vor Grav sig vinde,

Hvis her jeg ved din Side lægges ned;

Den samme Jord skal vore Been bedække,

Den samme Himmel hvælves om os Begge!

Og du — her han et Suk til Alma sendte —

Du som i Tanken nu mig vist er nær,

Du som af Alle mig dog meest var kjær,

Om stundom end mit Sind sig fra dig vendte:

O, hvis mit Hjerte blot tilbunds du kjendte,

Du din Tilgivelse mig skjenked her!

Ja kunde blot endnu engang vi mødes,

Da vilde selv det Bittreste forsødes!

Hans Pande sank, idet for Tanken stilled

Sig Mindet om hiin Sommeraftenstund,

Da han og Alma paa Basinets Bund

Afspeilet saae det skjønne Fremtidsbilled.

Omkring hans Kind et Træk af Veemod spilled,

Og længe sad han taus og drømte kun,

Mens Læben smiled blidt og uvilkaarlig —

Da pludselig han reiste sig alvorlig.

Det var paa Tiden! — Han afsted sig skyndte;

Men nu Samvittighedens Stemme lød,

Som Dommen over Mordere forkyndte,

Og først holdt inde, da han høit udbrød:

Jeg selv vil bøde for hvad selv jeg syndte,

Men ikke være Skyld i Nogens Død!

Her gik han frem, med Skridt nu dobbelt raske,

Men umaskeert, thi han foragted Maske.

Ved Skovens Indgang saae han paa sit Uhr,

Lidt over Tolv var Klokken. Frem han iilte

Langs med den lille Bæk, der solklar smiilte

Og leded dybt ham ind i Skovens Buur.

Der, paa en Bænk ved Kilden, alt sig hviilte

En sortmaskeret, kappeklædt Figur;

En anden Maske staaende han skuer,

Og beggeto bar sorte Fløielshuer.

Det for hans Øine sortner — nu det gjælder!

Han træder frem og letter paa sin Hat,

Idet som Adam Homo han sig melder.

Den siddende Figur sig reiser brat,

Den staaende de femten Skridt aftæller,

Og med de Ord: Pistolen har jeg ladt,

De skyder først! ham Secundanten rækker

Pistolen, og sig selv tilbage trækker.

Taus stod vor Helt og overskued Scenen,

Mens et Minut i Dødens Stilhed svandt:

Hans Modpart, der stod kappeklædt paa Stenen,

Ham forekom en frygtelig Gigant;

Og lidt til Siden, med en Haand om Grenen,

Stod truende den mørke Secundant;

Dog følte dybt han, at han tale burde,

Og før han brændte løs, han tog tilorde:

Min Herre! som Fornærmeren forbyder

Mig Ærens Lov at gjøre første Skud,

Og kun min egen Følelse jeg lyder,

Idet jeg efterfølger dette Bud.

Hvis derfor ei vor Strid kan jævnes ud,

Anmoder jeg Dem om, at først De skyder —

Hr. Secundant! kan dette ei tilstedes?

Nei! lyder Svaret: Loven overtrædes.

Nu vel, han siger, mens han knapper Kjolen

Og Hanen paa sit Vaaben trækker op:

Saa sender denne Kugle jeg til Solen!

Her sigted han medeet mod Træets Top

Og brændte løs, og Røgen fra Pistolen

Nu fulgtes af et Knald, som naar en Prop

Ud af Champagneflaskens Fængsel bryder;

Dog for vor Helt det anderledes lyder.

Han rank og stiv for Skud sig monne stille;

Men Secundanten raaber: Masken ned!

Thi Kampen føres her med Ærlighed.

Og ned af Stenen, pludselig saa lille,

Sprang demaskeret Baronesse Mille,

Mens af de runde Skuldre Kappen gled.

Paa samme Tid blev fri en anden Pande,

Og Secundanten stod som Degnens Hanne.

Vor Helt knap troede her sit eget Øie

Endnu paa Dødens Tanke fast han holdt,

Endnu det ned ad Ryggen løb ham koldt,

Og end han Sigtelinien fulgte nøie:

Den Overgang var ham for svær at døie,

Han næsten svimled — men paa eengang stolt

Han ta’er sig sammen og saavidt sig fatter,

At Luft han faaer i krampeagtig Latter.

Tys, tys, min Herre! Baronessen raaber:

Endnu min Kugle jeg tilbage har,

Som ei jeg skyder bort, lig andre Taaber.

Jeg holder Stand! gi’er Adam kjæk til Svar.

Med mindre (vedblev hun) hvad dog jeg haaber,

De Deres Ord fra sidst tilbage ta’er.

Er end Bettine og George Sand passable? —

Nei, svarer han med Smiil, nei admirable!

Men dermed er endnu jeg ikke nøi’t,

Foer Damen fort med samme Harcelering,

Hvis De vil opnaae Kuglens Afparering,

Saa svar mig nu bestemt og klart og høit:

Anseer De Qvindernes Emancipering

For neppe værd en Bønne og en Døit?

Her lægger hun Pistolen an og sigter —

Aa, leer han tvungent: alt mit Mod mig svigter!

Emanciperingen jeg vel maa sande,

Den staaer jo for mig, fri for alle Baand.

Saa ned paa Deres Knæ! udbryder Hanne,

Og kys den frie Qvindes hvide Haand!

Han traadte frem, og med en bøiet Pande

Han sank i Knæ, og med spagfærdig Aand

Han kyssed ikke Haanden blot men Kjolen,

Mens Damen over ham afskød Pistolen.

Fra Jorden rask han reiste sig, men end

Et Eftersmæk af Svimmelen han følte,

Hvorfor han nu til Kilden tyede hen

Og med dens kolde Vand sin Pande kølte.

En Stund med bøiet Hoved der han nølte,

Men knap var Tanken bleven klar igjen,

Saa rykked Hanne bagfra ham i Ærmet,

Og spurgte sagte: har vi Dem fornærmet?

Pistolerne med løst Krudt var kun ladt,

Det Hele var en Spøg, for Dem at friste —

Ja, mumled han, det meget godt jeg vidste,

Dengang ved Brevet jeg blev Stævne sat;

Men sulten er jeg bleven paa det Sidste,

Mit Savn af Frokost gjør mig flau og mat.

Aa, lyder Svaret, stor er ikke Skaden,

Der kommer Baronessen just med Maden!

See her, min Herre! lød den Skjønnes Ord:

Paa Deres Arm vor Madkurv maa De bære! —

Modtag min Tak (han svarer) for den Ære,

At Æslets Rolle De mig her betroer,

Kun maa De ogsaa nu mig Veien lære.

Fremad! hun siger: Ned til Veilefjord!

Og gjennem Skoven frem de traved Alle,

Mens Damerne Pistolerne lod knalde.

Det var en lystig Vandring; Dagens Kjerte

Belyste Skovens Løv paa deres Gang,

Og let og frit sig hæved Adams Hjerte,

Hvori nu Livets fulde Toner klang

Igjennem Dødens overvundne Smerte.

De muntre Damer Jægerviser sang,

Mens over Stenter, op og ned ad Bakker,

De fløi afsted i deres Fløielsfrakker.

De naaede Fjordens Bred, hvor Baaden laa,

I hvilken Adam svingled som en Daare,

Ved under Hannes Vippen ned at staae.

Derpaa greb begge Damer hver sin Aare,

Og høit til Styrmand de vor Helt udkaare,

Som dog udbeder sig, at roe han maa.

Nei, raaber Mille: De skal Farten styre,

Imens vi Andre roe som raske Fyre!

Og virkelig, de gjorde raske Tag,

Den kjække Mille og den tappre Hanne,

Og høist nøiagtigt holdt de Aareslag,

Saa Baaden let gled hen ad Fjordens Vande.

Vor Helt, som maatte Færdigheden sande,

Imens ved Roret selv han sad i Mag,

Dem Begge som to sikkre Damer roser —

Hvad, Damer! svares der: vi er Matroser!

Snart landed Baaden ved den lille Ø,

Hvor, til et Skjerm mod Sommersolens Flammer,

Løvrige Bøge hvælved høit et Kammer

Midt i den solbestraalte, blanke Sø.

De steg iland, og ved to ranke Stammer,

Hvor Gyngen hang og hvor det friske Hø

Indbød til Hvile Lemmer, som var matte,

Sig Adam mellem begge Damer satte.

Her seer De mit høitelskte Sanssouci,

Begyndte Mille, medens Hanne læssed

Den velforsynte Madkurv af paa Græsset

Og af den fulde Flaske skjenked i:

Her faaer jeg Luft, er Hjertet sammenpresset,

Her drømmer jeg om Livets Poesi,

Her la’er det faste Land jeg bag mig ligge,

Og her med Dem vil nu Forlig jeg drikke.

Vor Helt med Tak det rakte Bæger tog,

Og beggeto paa eengang svang Pokalen;

Men netop som de klinked, Nattergalen

I Krattet bag dem sine Triller slog.

Hør — hvisked Hanne hør, Musik i Salen!

Et saadant Varsel aldrig mig bedrog;

Det tyder paa Velsignelse fra Oven

For Venskabspagten, sluttet her i Skoven.

I denne Spaadom jeg min Hanne kjender!

Udbryder Mille; thi De vide maa,

At alt hun længe speculerer paa,

Af os at gjøre to intime Venner.

Imorges, da i Fjorden her som Ænder

Vi svømmed rundt, lod ret hun Munden gaae.

Hun paastod, vi var skabte for hinanden;

Har De hørt Mage? Hun er fra Forstanden!

Som Lille havde hun et prægtigt Hoved,

Gjensvared Adam med et Smiil paa Kind;

Og siden den Tid har jeg ikke sovet,

Faldt Kammerpigen ham i Talen ind.

Men beggeto vi har af Dem os lovet

Et Eventyr, som muntre kan vort Sind;

Fortæl os et, før Kagen vi fortære —

Ja, raabte Mille: saadan skal det være!

Et Eventyr? han gjentog, medens hine

Sad lyttende, med Øiet mod ham vendt;

Velan! (tilføied han med tænksom Mine)

Saa hør da, hvad maaskee Dem er bekjendt.

Og nu fortalte han dem om Undine,

Som født af Vand, dog blev af Ild optændt:

Om hendes Elskov, som et Under skabte,

Om Sjælen, som hun fik og som hun tabte.

Historien dem stærkt interessered,

Men ogsaa ypperligt fortalt den blev,

Og Mille høit med Varme declamered:

Undine, Stakkel, du ei vidt det drev!

Fra Vandet knap du var emanciperet,

Før atter Elementet bort dig rev;

Men Hanne sagde, bydende dem Kage:

Paa alt det Vaade nu lidt Tørt kan smage.

Forresten (blev hun ved) af Alt jeg dømmer,

At Baronessen snart en Frier faar,

Thi ogsaa hun som en Undine svømmer,

Og her en Ridder jo ved Bredden staaer.

Den Skjønne gav til Svar: Jeg troer du drømmer!

Hvis ei du tier, jeg til Gjengjæld spaaer

En Laas dig for din Mund, som vil den stoppe —

Her saaes til Gyngen hen hun let at hoppe.

Stig ind, min Herre! foer hun munter fort,

Og mod sin Villie Adam maatte gjør’et;

Dog neppe var det skeet, før han, omsnøret

Af Gyngens Reb, i Luften førtes bort.

Da han foer op, det sused ham om Øret,

Da han foer ned, blev for hans Blik det sort;

Men stedse høiere han kun blev slynget,

Thi ubarmhjertigt Damerne ham gynged.

Nu er det nok! han raabte spændt og hed,

Mens Jord og Himmel for hans Blik sig blanded.

Nei, svared Mille, som i Touget sled:

De med Undine trak os ned i Vandet,

Til Gjengjæld maa De op i Ætherlandet

At ret om Luften De kan faae Besked.

See Dem omkringt De kan jo aldrig vide,

Om ikke der De møder en Sylphide.

Saaledes endte med en Himmelfart

Den Dag, der Undergang vor Helt forkyndte.

I Baaden hjem til Skoven man sig skyndte,

Hvor med den Skjønne han tog Afsked snart.

Hans Tanker nu at røre sig begyndte,

Og gjørende sig Damens Væsen klart,

Udbrød han — som for selv sig at belære —

Hun vistnok let at leve med maa være!

Med lettet Sind han hjemad gik sit Skud;

Men ingen Ro fra den Tid fik han mere,

Thi næsten daglig, een Gang eller flere,

Kom fra Baronens nu der Brev og Bud,

For ham til Gaarden op at invitere;

Og derfra gik det muntre Tog saa ud,

Tillands, igjennem Marker, Enge, Skove,

Tilvands, hen-over Sø og salten Vove.

Han maatte Damerne paa Jagt ledsage,

Saavel som naar paa Fiskefangst de tog;

Han maatte med i Phaeton’en age,

Naar over Stok og Steen afsted de jog.

Men medens Uger, Maaneder og Dage

Paa denne Viis i Fart forbi ham drog,

Skred ogsaa mægtigt frem det ny Bekjendtskab,

Der Kammeratskab blev, men aldrig Venskab.

Det selsomt var, men selv han vidste ikke,

Hvorvidt, og i hvad Grad ham Damen led;

Thi skjøndt af Glas med ham hun kunde drikke,

Ja skjøndt hos ham i Græsset hun sig smed:

Var altid kølige dog hendes Blikke,

Og uden mindste Glimt af Kjærlighed.

Til stærkt at gjøre Cour han tabte Lysten,

Og saadan stod nu Spillet sidst i Høsten.

— Det var en Morgen, og paa Herregaarden

Høstgildet til om Aftnen var bestemt,

Hvortil (hvad Læseren begriber nemt)

Den hele Præstegaard er indbudt vorden.

I Præstens Stue sad i daglig Orden

Vor Helt ved Frokostbordet, og beklemt

Ad Gulvet op og ned hans Fader vandred,

Med spændte Miner, som sig tidt forandred.

Paa eengang standsed han og høit sig rømmed.

Min Søn! begyndte han: Min Søn! Min Ven —

Her brød han af og gik til Vindvet hen,

Som om ved Meer at sige han sig ømmed.

Min gode Søn! (her kom han sig igjen)

Dig forud at fortælle vel sig sømmed,

At jeg — før Tid og Alder reent omskifte mig —

At jeg ... at, at ... jeg tænker paa at gifte mig.

Afbryd mig ei! Jeg veed hvad du vil sige.

Du troer, jeg har din gode Moder glemt —

Ja dersom det var saa, da var det slemt;

Nei, aldrig faaer jeg Nogen, hendes Lige!

Jeg veed, at dybere jeg ned maa stige,

Men ei desmindre har jeg mig bestemt;

Og spørger du, paa Grund af hvad Omstændighed?

Da vil jeg svare dig: af puur Nødvendighed!

Forstaaer du mig? Hvad Andet er Nødvendighed,

End disse tusind Smaating, disse Grunde,

Som hver for sig os bøier ingenlunde,

Men som tilsammen tvinge med Ubændighed?

Nødvendighed for mig benævnes kunde:

Lidt Svaghed, Gigt, min Præstegaards Elendighed,

Lidt gammel Gjæld, som snart jeg skal klarere,

Uordenlige Folk, og andet Mere.

Men hvad en Kone gjælder, først man fatter,

Naar man som Enkemand det har probeert

Og seer sin Gaard og Avling halv spoleert.

Mit Valg er Møller Knudsens ældste Datter,

En vakker, huuslig Pige, som jeg skatter,

Som jeg desuden selv har confirmeert.

Hun med lidt Midler hjælper mig paafode,

Og i min Alder seer hun mig tilgode.

Her holdt han inde — han paa Sønnen seer,

Hvem Pausen og det stive Blik besværer;

Men Homo selv dog lider endnu meer,

Og Adams Mening reentud han begjærer.

O, svares der: min Faders Valg jeg ærer,

Naar af Nødvendighed kun ei det skeer;

Min Mening er, hvis jeg den yttre turde,

At her der just med Frihed handles burde.

Ja Frihed, Frihed! gjenta’er ivrig Præsten:

Det er et høist sublimt og gyldent Ord,

Men altfor idealsk det klinger næsten,

Gud bedre os for en saa syndig Jord.

Ja er man ung, og har man det forresten

Luunt inden Vægge, man paa Frihed troer;

Men blev man gammel i vor Slægts Elendighed,

Saa ta’er man nok sin Hat af for Nødvendighed.

Thi den paa ingen Maade er det Samme

Som Skjæbnen, der er blind, af hedensk Art.

Var det saa vel! du skulde see mig snart,

Som christen Præst mig for mig selv at skamme.

Nei, lad kun Skjæbnens Kølleslag mig ramme,

Bli’er for Nødvendighedens Aag jeg spar’t;

Men da du ei Begrebet synes kjende,

Bli’er det nok bedst, vi det paa dig anvende.

Hvor blev han glad den Gamle, ved i Strikken,

Imens han selv gik fri, sin Søn at faae!

Men rask til Svar gav Adam, hvem i Stikken

Philosophien ikke her lod staae:

Nødvendigheden hører til Logiken!

Dens objective Deel den slutte maa;

Derfra til Frihed i Begrebets Viden,

Er Veien, som jeg tidt har gjort, kun liden.

Aa Snak med din Logik! den Gamle siger;

Her taler vi om den Nødvendighed,

Hvoraf det borgerlige Liv kun veed:

Om den, der i en nøgen Krop fremstiger,

Om den, der fra en sulten Mave skriger,

Om den, der perler i vort Ansigts Sved.

For den Nødvendighed tilta’er Respecten,

Jo meer man kjender til sig selv og Slægten.

Ja den med Aarene man ret vurderer!

Men og paa dig, uagtet du er ung,

Uagtet du til Frihed dig studerer,

Nødvendigheden ligger haard og tung.

Den ligger i din pengeløse Pung,

Og i din Lyst til Alt hvad der brillerer;

Den ligger i din Smag paa Livets Fest,

Og i din Ulyst til at være Præst.

Et Valg nødvendigt er — dig rask bestem!

See! paa den ene Side vinker Lykken

Med Baroniet dig til Høihed frem;

Og paa den anden Side, her i Skyggen,

Et Landsbykald med et Annex paa Ryggen

Dig hilser som din Fremtids ringe Hjem.

Hist Æren, og i Staten daadrig Virken,

Her Pligten, og Bestræbelser for Kirken.

Vælg selv! Men det jeg forud la’er dig vide,

At hvis der skulde være gamle Baand,

Som vil dig drage til den gale Side,

Da river jeg dem sønder med min Haand.

Imod din Fader vil dog ei du stride,

Og derved krænke Lydighedens Aand,

Og føie Skyld til Tab af Interessen? —

Betænk nu det, og tænk paa Baronessen!

Her gik Pastoren bort; men trist tilbage

Paa Stolen i sin Slaabrok Adam blev,

Der strøg betænksom sig om Kind og Hage,

Og med sin Gaffel paa Tallerk’nen skrev.

Hans Faders Ord ei ret ham vilde smage,

Paa en Afgjørelse for rask de drev;

Men at han dem paa Hjerte dog sig lagde,

Sig viste tydeligt, da nu han sagde:

Ja, det er sandt, mit Kald til Præst er ringe,

Og var endog jeg Alma nok saa god,

Hvad nytter det, at ville gjennemtvinge

Hvad hele Verden sætter sig imod?

Velsignelse det aldrig kunde bringe,

Hvis her en Faders Villie jeg modstod;

Ved ret at overveie hver Omstændighed,

Jeg indseer selv Beslutningens Nødvendighed.

Nei, nei! udbrød paa eengang han igjen:

Nødvendighed skal her ei Hjulet drive!

Nødvendigheden, som jeg trodser — den

Skal aldrig Skyld jeg for min Handlen give.

Midt i min Vælgen vil jeg fri forblive,

Og frit beslutte, frit mig give hen;

Kun efter Overlæg skal Alt bestemmes,

Og intet Pro og Contra tør forglemmes.

Med dette Forsæt, indtil Dagen veg,

Hvert Pro og Contra nu vor Helt berørte,

Hvorpaa en festlig Dragt han sig iførte,

Og op i Vognen med sin Fader steg.

Rask til Baronens Ladegaard de kjørte,

Hvor Gildet var begyndt med Dands og Leg;

Thi alt i Porten dem imøde hviner

Clar’netter og forstemte Fioliner.

De gik i Laden ind, hvor tændte Lygter

I grønne Krandse langs med Væggen hang,

Og hvor et Leergulv Træskodands ei frygter.

Piger og Karle gjør dem Veien trang,

Thi just som ellevild den gamle Røgter

Med Tosse-Karen rundt paa Gulvet sprang,

Omkring det gamle Par lød Skoggerlatter,

Der steg til Vildhed da omkuld det dratter.

Mod Gjæsterne kom tvende Bønderpiger,

Hvis røde Baand fra Huen hang coquet,

Og En af dem gi’er Præsten Haand og siger:

Go’ Dau bitt’ Fa’er! Er Tøsen itt’ net?

Hvad? Baronesse Mille! Præsten skriger,

Og du, min gode Hanne! Seer jeg ret? —

Men leende sig begge Damer dreied

Paa Hælen rundt, saa Skjørtet om dem feied.

Bemærker De, til Adam hvisker Mille,

Den stærke Dunst, som om mit Hoved staaer,

Som ikke jeg for Meget miste vilde,

Da dygtig Dands den mig iaften spaaer.

Lugt, hvor jeg vædet har til dette Gilde

Med Brændeviin og Punschextract mit Haar!

Med slig Essens man lokker Bondedandserne.

Og under Dandsen dem fortryller Sandserne.

Ja, meer til Perial man ei behøver,

Gi’er muntert leende vor Helt til Svar;

Men vild Musik hans Latter overdøver,

Thi paa en Polskdands just begyndt man har.

En Herre Baronessens Haand ham røver,

Og ind i Rækken gaaer det unge Par.

Hvem var den Mand? han overrasket siger

Ih! svarer Hanne: Kammerjunker Kriger

Det er en høist fortryllende Person,

Som nys er kommen i Qvarteer i Veile,

Og som, hvis ei jeg meget skulde feile,

Paa Gaarden her gad tage Garnison.

Tag Dem iagt! thi han forstaaer at beile

Med Skæg og Sporer som en kjæk Dragon,

Og bli’er han vred, han Deres Hoved spalter;

Men nu Farvel! thi der er min Forvalter.

Afsted fløi Hanne med Forvalter Hansen,

En kraftig Karl, der voldsomt gjorde Cour

Og tumled hende lystigt om i Dandsen,

Imens vor Helt, med Minen stram og suur,

I Krogen stod, belyst af Lygteglandsen,

Og gjorde kun en maadelig Figur.

Blandt Sværmen indeklemt han stod istampe,

Mens rundt om sig han Fødder hørte trampe.

Musiken, der var stillet op paa Tønder,

Med Hvinen gjennemskar den varme Luft,

Hvori der bølged som en blandet Duft

Af Støv og Sved, af Brændeviin og Bønder:

En Damp af jævn Natur og sund Fornuft,

Som Adams fine Næse lidt kun ynder.

Han gik til Døren hen; men der han stødte paa

Baronen, til hvis lange Snak han lytte maa.

Da hørtes fjernt i Laden Trommen buldre;

Han Baronessen seer i Dandsens Lag

Med Hænderne paa Bondeknøsens Skuldre,

Som dybt i hendes Hofter gjorde Tag,

Og op og ned ei gynged blødt sin Huldre,

Men rask til begge Sider gjorde Slag

Med Been og Skulder, mens i Ring han kjørte

Sin tappre Dame, der saa rank sig førte.

Paa eengang sig de Valsende adskille,

Og hen mod dem foer Adam som en Piil,

Og med et ydmygt Buk han beder Mille,

At dandse med ham Molinask og Riil.

Ih, ja saamænd! hun svarer med et Smiil,

Men først en Lædskedrik, min Tørst at stille!

Her pustende hun satte sig paa Bænken,

Og efter Punsch vor Helt fløi hen til Skjenken.

Da han tilbage kom, sad Lieut’nant Kriger

Henbøiet over Damen høist galant,

Og fyldte hendes Øre med sin Smiger.

Hun Punschen tog og den fortræflig fandt,

Hvorpaa til Adam, der stod tvær, hun siger:

Iaften er jeg Grethe — ikke sandt?

Men De, Hr. Homo, Navn af Hans skal bære,

Og Kammerjunker Kriger Mads skal være.

I Adams Kram det Hansenavn just passed;

Han satte sig ihast paa Bænken ned,

Hvorpaa i Bondesprog om Kjærlighed

Af Herrerne der hanset blev og madset,

Imens skjøn Grethe nipped tidt til Glasset

Og gav til begge Sider dem Besked.

Men da hun havde faaet nok af Hvilen,

Hun reiste sig og raabte: Rilen! Rilen!

Man spilled op, og ind i Kredsens Ring

Med Baronessen og med Hanne traadte

Vor Helt, som begge Damer svang omkring.

De gamle Koner sig ved Synet gotte,

De unge Karle med Beundring skotte

Til Adams løse Kast og kjække Spring,

Til Hannes Bagdeel, der saa hurtig vrikker,

Til Milles Been, der gaae som Trommestikker.

Bestandig mere voldsom blev Musiken,

Og mere glad det Folk, som paa dem seer;

Bestandig løsere sig Adam teer,

Bestandig raskere blev Hannes Vrikken,

Bestandig ligere med Trommestikken

Slog Mille Foden imod Gulvets Leer;

Og hvergang Plads i Kredsen de forandre

Lig fulde Folk de krydsed om hverandre.

Dem Alles Jubelraab Triumf beredte,

Da, efter Rilens Slutning, til sin Plads

Den lykkelige Hans hjemførte Grethe.

Han iilte bort, at fylde hendes Glas,

Men da han kom igjen, som før det skete

At han ved hendes Side traf paa Mads,

Som just ved Smigren og ved Overrasken

Af Damen Løfte faaer paa Molinasken.

I Adams Kinder Blodet heftigt stiger

Ved Det, som lige for hans Øine skeer;

Han ønsked ret at knuse denne Kriger,

Og stampe ham saa flad som Gulvets Leer.

Til Baronessen han lidt bitter siger:

For mig er altsaa intet Haab der meer?

Nei, hørtes Lieut’nant Kriger spodsk at svare,

Nei stakkels Hans kan her sig Møien spare.

Hvem gjælder Deres Hans, Hr. Kammerjunker!

Med rynket Bryn vor Helt nu spørger rask,

Idet med Haanden han i Bænken dunker.

Aa, raaber Mille: hvilket rædsomt Dask!

Men Kriger leer: Hr. Hans han spruder Funker,

Han slaaer os Allesammen reent i Mask.

Hr. Lieut’nant! stammed Adam, rød af Vrede:

Følg med! Om en Forklaring maa jeg bede!

Han kom ei langt; thi Mille brat i Farten

Ham standsed og til Kriger førte hen,

Der strøg betænksom sig om Knevelsbarten

Og sagde høflig: Naa, godt Ord igjen!

Glem De min Spøg, Jeg kunde gjerne spart’en.

Men selv hun hvisked til ham: kjære Ven!

Naar Dem jeg Hans og ham jeg Mads henævner,

Mon om min Mening da en Tvivl jeg levner?

Her gik med Kriger hun til Molinasken,

Just som i Rækken ned et Par der foer,

Ledsaget af de Andres Nævekladsken

Og Støvletrampen, lig et Glædens Chor.

Vor Helt imidlertid gned Pandebrasken

Og gjentog for sig selv de gyldne Ord:

Naar Dem jeg Hans og ham jeg Mads benævner,

Mon om min Mening da en Tvivl jeg levner?

Han følte sig for hver Bekymring lettet,

Og drivende med aabent Sind omkring,

Han lagde Mærke til de tusind Ting:

Hist i en Krog en Mø paa Stadsen retted,

Hist om et Been et Strømpebaand blev flettet,

Hist om en Kiste Koner stod i Ring,

Og høit paa Laaget sad en Pukkelrygget,

Hvis stive Korsklæd’ var med Strimler smykket!

Hun saae paa Dandsen med sit skarpe Blik,

Meddelende sig høit til Huusmandsenken,

Mens Adam gik forbi dem hen til Skjenken,

Hvor ud af Tønden flød den stærke Drik.

En halv Snees gamle Bønder sad paa Bænken

Og sig en luun Passiar ved Kruset fik,

Mens Andre, lyttende til Kudsken Søren,

Med Piber stod og røg Tobak i Døren.

Han gjennembrød med Møie denne Stimmel

Og flygted ud af Ladens aabne Dør,

Men fast ved Overgangen blev han svimmel:

Dyb Stilhed dækked Egnen som et Slør,

Foroven saaes den klare Stjernehimmel,

Forneden Duggen sine Perler strøer;

En sagte Luftning Poppelpilen rører,

Hvis svage Skjælven tydelig han hører.

Han stod en Stund med fængslet Sind og Sands,

Mens Blikket opad han mod Himlen retter,

Hvor, over Jorden hævet, Lyset fletter

Af Tidens Tegn sig Evighedens Krands.

Da vakte ham de hæse Clarinetter,

Og fra sin korte Drøm i Nattens Glands

Han brat igjen i Laden ind sig skyndte,

Hvor paa den store Runddands man begyndte.

Der kom skjøn Grethe livlig ham imøde

Og raabte: Hans, til Dands her er min Haand!

Og han naturligviis lod ei sig nøde,

Men greb den hurtig, med taknemlig Aand.

Til Kredsens Ring snart Fleer og Fleer der støde,

Om Ung og Gammel danner den et Baand,

Om Pigen, Karlen, Krøblingen og Konen,

Om Svinedrengen, Præsten og Baronen.

Ved støiende Musik den hele Kjæde

Bevæged rundt sig i det store Rum,

Mens haardt i Gulvet Alle hørtes træde;

Derpaa i Kreds svang Pigerne sig om,

Som til at dele med sig Valsens Glæde

Til Makker tog hvem dem i Tanker kom.

Men efter hver en Vals — hvad meest fornøier —

Kom der en Træskodands med Leg og Løier.

Først sad Jens Røgter paa Forundringsstolen,

Saa faldt, som Blindebuk, ved hvert et Skridt

Den gamle Kirsten, hvem man trak i Kjolen;

Saa Birthe røg Tobak og hosted tidt,

Saa gned den døve Mikkel paa Fiolen,

Mens lamme Jeppe dandsed Molevit;

Saa snurredes der Kyllinger som gale,

Og saa sprang lystigt Buk de unge Ka’le.

Men størst Plaseer det vakte dog ved Festen.

Da Mille bød for Latteren tilfals

Og hurtig som en Top omsnurred Præsten,

Der holdt befippet fast om hendes Hals,

Mens samme Tid Baronen styrted næsten,

Af Hanne tumlet i en holsteensk Vals.

Der blev en Jubel, som kan ei beskrives,

Hvorved selv Gaasetøsens Træk oplives.

Vor Helt var som paa Toppen af sin Lykke,

Thi da i Kredsen rundt man atter drog,

Og let sin Dames Haand han voved trykke,

Et kraftigt Gjentryk han til Svar modtog.

I Lykkens Solskin først der faldt lidt Skygge,

Da Vognen kom og Afskedstimen slog;

Da Mille han hang Kaaben over Skuldren,

Og selv han kjørte hjem fra Gildets Buldren.

Da hjemme han paa Leiet smed sin Krop,

Sank han, af Søvnen vugget, hen i Drømme,

Mens Fremtidssyner ham imøde strømme. —

Dybt drømte han og seent først stod han op,

For — sigende til alle Drømme stop —

Endnu engang sin Stilling at bedømme,

Og mens han kaldte Haab og Minder frem,

Sig ret at orientere mellem dem.

Han var en ærlig Karl han negted ikke,

At Almas Spil her stod forbandet slet;

Hans Dobbeltspil sig stilled for hans Blikke,

Og det fortrød ham, thi han var honnet;

Han var fornuftig og forstod at skikke

Sig i en Verden, som var ei ham ret;

Men ogsaa følsom var han — dybt han sukked,

Da langsomt han sin Skriverpult oplukked.

Deraf han udtog Pen, Papir og Blæk,

For Alma hendes Frihed at gjengive.

Han skrev og skrev; han vedblev rask at skrive,

Og — løst var Baandet til hans egen Skræk.

Men derved lod han ikke det forblive;

Han sine Grunde gav med klare Træk,

Og til sin Hovedgrund (en Faders Villie)

Han føied sit Farvel til Havens Lilie.

    Men knap var Brevet med Oblaten vædet,

    Knap var Adressen skreven udenpaa,

    Før han ad Drengen kaldte, som paa Stedet

    Med det til Veile Posthuus maatte gaae.

    Han fulgte Drengen med sit Blik til Ledet

    Han dreied mørk sig om og sagde: Saa!

    Nu har jeg gjort, hvad Ærens Stemme bød mig;

    Nu har jeg skrevet, ak! hvad halvt fortrød mig.

Den hele Dag han gik omkring i Spænding

Og følte sig saa ængstelig beklemt,

Som om han søgte sin forlorne Penning,

Men Stedet, hvor den tabt var, havde glemt.

Først næste Dag hans Tanker tog en Vending,

Hvorved hans Følelse blev meer bestemt;

Thi med sin Fortid bag sig, nu han skued

Ud mod det Fremtidshaab, der ham oplued.

Ja, hvor han kjækt og kraftigt skulde virke,

Nu da saa store Midler sig tilbød!

Vel ei som Præst for Menighed og Kirke,

Men som Patron for Mængden i dens Nød.

Ei meer saa smaat han frem sig vilde lirke,

Midt i den Rigdom, der ham selv tilflød,

Han vilde hjælpe, trøste, glæde Alle,

— Ja som en Gud Lyksalighed fremkalde!

Vel havde han endnu ei Baroniet,

Som alle Virkemidler skrev sig fra;

Men meget feil af Alt han maatte ta’e

Om ikke Lykken paa hans Vink kun bied,

Om ikke Baronessens Haand og Ja,

Med Gaard og Gods og hele Meieriet,

Var hans, naar blot det Ord han sige vilde,

Der evig bandt hans Skjæbne fast til Mille.

Saa gjorde da vor Helt sit Livsbestik,

Og det saa godt som andre Folk, der bytted

Den Rolle bort, som de paa Vuggen fik,

Og til hvis Indhold alt som Smaa de lytted.

Men har sin Frihed først saa frit man nyttet,

At reent det indre Kald forbi man gik,

Da er det virkelig omtrent det Samme,

I hvilken Rolle man skal staae tilskamme.

O, kast dit Blik hen over Livets Scene,

Og see, min unge Læser, dig i Speil!

See, hvor Acteurerne for fulde Seil

Gaae bag af Dandsen, og det godt fortjene:

See dem med Intet være paa det Rene,

Hør af Replikerne dem tage feil,

See dem i Monologen sig behage,

Men i Actionen kortest Straa at drage!

Og hvad er Grunden til det usle Spil?

I Garderobeskabet ligger Grunden,

Idet den Rolle, som dem hørte til,

Ved Prøven altfor ringe bliver funden.

En simpel Dragt med Rollen var forbunden,

Og man i Pragtcostume glimre vil:

For Fløil og Flitterstads sig selv man sælger,

Idet man »Rollen over Evne« vælger.

Thi Helt man være vil; med gyldne Bræmmer

Om Kaaben stolt sig støtte til sit Sværd,

Og, Stodderkongen lig blandt Fattiglemmer,

Beundring vække, men Respect især.

Det store Drama’s Fordring reent man glemmer,

Thi kun som sin har Handlingen man kjær,

Og man saalidt paa Sammenspillet tænker,

At Tanken om hver Sammenstilling krænker.

O triste Stund! naar under Piben, Trampen,

Man skamfuld da fra Scenen trækker bort,

Hvor galoneert man stod, belyst af Lampen,

Mens man i Spil og Handling kom tilkort.

O triste Stund bag Scenen! naar med Svampen

Man hvisker Sminken af, men ei sin Tort;

Naar Stykket er forbi, og efter Spasen

Man nu nødvendigviis skal af med Stadsen.

O Smerte! (thi det Smerte vel maa volde)

Naar da man mindes angerfuld, beklemt,

Sin egentlige, sin forsmaaede Rolle,

For hvilken man i Livet var bestemt,

Men som at lære nu det haardt vil holde,

Da man paa Stumper nær den har forglemt;

Og som i hvert Fald dog det er forsilde

I Gravens Dragt ved Tæppets Fald at spille.

Ei sandt, min Læser, slig en Udsigt skrækker?

Nu vel, saa grib da i din egen Barm!

Thi om du end som Tilskuer heller lægger

Til Ro dig langt fra Spillet og dets Larm,

Dig Livet ind paa Scenen snart dog trækker.

Før du i Spil og Handling bliver varm,

Betænk din Stilling ret! Jeg selv vil holde

Mig til min Helt og til hans Fremtidsrolle.

Hans Plan vi veed — men den realiseertes

Dog ei saa nemt just, som han havde meent,

Uagtet, selv naar ei han inviteertes,

Han tog til Gaarden tidlig nu og seent;

Uagtet, naar med Damerne spadseertes,

Han næsten ud af Posen talte reent;

Uagtet uophørlig for den Skjønne

Han gjorde sine Frierhoser grønne.

Thi hun bestandig var og blev den Samme,

Som om hun Grethes Haandtryk havde glemt,

Og tidt han med sin Ømhed stod tilskamme

Ved grusom Latter og letsindig Skjemt.

Men hvad hans Haab fornemlig monne lamme,

Hvad meer end Alting gjorde ham forstemt,

Var denne Lieut’nant Kriger, som fra Veile

Hveranden Dag tilhest kom, for at beile.

O, hvor han haded denne Kammerjunker,

Der strøg om Knevelsbarten sig saa kjækt!

Der medens Øiet spruded Elskovsfunker

Greb Damens Haand og kyssed den saa frækt!

O, hvor han vidste godt, at denne Knægt

Kun beilede til Baronessens Grunker!

O, hvor den Hykler var iveien her

Ham selv, som hende selv dog havde kjær!

Hvordan han ret var faren knap han vidste,

Mens han paa denne Viis, med Sindet sygt,

Bestandig indklemt mellem Haab og Frygt,

Saae hele Maaneder forbi at liste. —

Det Vinter blevet var, og paa det Sidste

Den stærke Frost sin Iisbro havde byg’t,

Da, indbudt til et Skøiteløb af Mille,

En Morgen han til Fjorden vandred stille.

Der spændte strax han sine Skøiter paa,

Og ud fra Landet, under Isens Knagen,

Løb rask han fremad over Sneens Lagen,

Der tyndt og fiint paa Bølgebroen laa.

Han i det Fjerne tre Personer saae,

Og vidste nu hvad Klokken her var slagen;

Han Krigers blaa Dragonfrak kunde kjende,

Og Iversygens Ild han følte brænde.

Paa deres Skøiter frem mod ham de skred,

Hr. Kriger, med Cigar imellem Tænderne,

Og Jomfru Hanne, strittende med Hænderne,

Bestandig rede til at dumpe ned,

Og Baronessen, svingende med Lænderne,

Til pludselig paa eet Been frem hun gled,

Mens hun det andet udstrakt holdt iveiret,

Med hvilken Hilsen hun vor Helt beæred.

Velkommen! raabte hun med muntre Lader,

Idet hun napped ham i Kravens Flip:

Jeg seer, den stærke Frost Dem ikke skader,

De fløi jo mod os som en Spirrevip.

Hvorledes lever Deres Næsetip

I disse tretten eller fjorten Grader?

I Deres Øienbryn sidder Rimen tyk;

Men see eengang min puddrede Paryk!

Her tog hun Huen af de mørke Lokker,

Hvori den hvide Riim som Blomster hang,

Og ved hans Udraab: nei det var som Pokker!

I Luften lystigt hun sin Hue svang.

Men Kriger siger: Hyacintens Klokker

I Vinterkulden glimrende fremsprang

Ved Kraft af disse Kinders varme Rose —

Ja vist, hun leer: det er som Fod i Hose!

Men nu (blev paa sin kjække Viis hun ved)

Hjemad til Øen, paa hvis Bred vi lande!

Her gav hun Kriger Haand, og rask afsted

Foer beggeto hen ad de frosne Vande.

Vor Helt da maatte række Haand til Hanne,

Og med en Braad i Hjertet følge med;

Dog medens hine fløi som Fugle hjemad,

Krøb med sin Dame som en Snegl han fremad.

Bestandig Hannes Fod i Løbet vakler,

Hvert Øieblik med Latter standser hun,

Og tidt af Adam kræves der Mirakler,

For at faae Skøiten flot, der stod paa Grund.

Først efter lang Tid naaede begge Stakler

Den fjerne Kyst, hvor Spot dem hilste kun,

Hvor Mille sin Cigar ved Krigers tændte

Og Røgen haanligt dem imøde sendte.

Det var det andet Stød, vor Helt modtog,

Men derfor lod dog ei han sig forknytte.

Den faldne Hanne lod han selv sig skjøtte,

Mens rundt paa Isen han i Kredse jog;

Det ene Been lod kun han Kroppen støtte,

Mens kjækt han Volter med det andet slog;

Tilsidst i Løbet han omkring sig vendte,

Og længe baglænds i en Cirkel rendte.

Her af sin Dame han ei længer skoses,

Men hans Triumf opløstes dog i Dunst.

Det gik ham som hos Pharao det gik Moses,

Hvis Under og Mirakel var omsonst;

Thi Kriger, hvem det ærgrer, at han roses,

Løb frem og eftergjorde hver en Konst,

Saa Milles Bifald fra vor Helt bortviger

Og vender sig fordobblet imod Kriger.

Da sagde Denne: Hvis De Agt vil give,

Skal noget Mærkeligt De faae at see:

Af Deres skjønne Navn vil her jeg skrive

Det første Bogstav, som jo — er et E.

Han iilte bort og lod de Andre blive

Paa Fladen, dækket af den tynde Snee;

Han kom igjen, og midt i Løbets Snirkler

Skrev han med Skøitens Jern to halve Cirkler.

Og virkelig! der stod — et "E" saa tydeligt,

Saa smukt afrundet, at det var en Lyst.

Men Mille raabte: Nei, hvor det er nydeligt,

Hvor kjækt det bugter sig fra Vest til Øst!

Vor Helt, hvis Sind blev meer og meer fortrydeligt,

Fik pludselig igjen sin tabte Røst,

Og til det Udraab lod han sig forføre:

Aa intet Andet! det kan med jeg gjøre.

Han fløi afsted; men da han kom tilbage,

Og havde gjort det ene krumme Sving,

Og Tilløb til det andet vilde tage,

Idet paa Isen han sig svang omkring,

Formaaede han ei Linien krum at drage.

Da raabte Mille: Naa, istand det bring!

Og stærkt hun puffed til ham, saa paa Skøiten

Han lige fremad foer til Krigers Fløiten.

See, raabte hun til Kriger! Udraabstegnet!

Det er, som var for Deres E det skabt!

Men Adam, med sit Puf i Ryggen, blegned,

Ja selv hans Aandedræt blev trangt og knapt.

Han gled og gled — han stred og bagud segned,

Og snart Balancen reent han havde tabt;

Hans Hat faldt af — og under Milles Latter

Han baglænds ned paa Isen voldsomt dratter.

Der laa han nu. Et Øieblik han troede,

At Ryggen knækket var ved dette Stød,

Skjøndt Smerten længer nede lod formode,

At der dog var den egentlige Nød.

Men efter Faldet snart han kom paafode,

Thi Damens Latter nærmere nu lød

Han greb sin Hat og hilste bittert smilende,

Bød høit Farvel, og fløi saa hjemad ilende.

Med Stormens Fart afsted ham Skøiten førte, —

Mens han forbittret fældte Milles Dom,

Skjøndt over Isen efter ham hun kom.

Hun kaldte — men han lod, som ei han hørte;

Hun Adam skreg — men det saalidt ham rørte,

At ei engang sit Blik han dreied om.

Han naaede Bredden, hvor han spændte af sig

De lette Skøiter og iland begav sig.

Han iilte frem ad Stien, hed i Panden,

Mens fra det heftigt kogende Gemyt

Dæmoner steg, omtaagende Forstanden.

Han følte sig som Een, der Gift har nydt,

Som Een, der havde solgt sin Sjæl til Fanden,

Og mærker, han for Lønnen bliver snydt.

Han mægted i sin Stemning ei at bunde,

Hans Harme selv gik reent i den tilgrunde.

Han kom til Hjemmet, hvor ved Middagsbordet

Han traf sin Fader, som, da han tog Plads,

Just fyldte sig af Øl et mægtigt Glas,

Og, da det tømt var, skjemtende tog Ordet:

Du seer jo ud, som om du halv var jordet,

Saa bleg om Næbbet som vor syge Mads.

Stik du paa Flesket! det vil Hjertet lette;

Jeg maa afsted, for Fyren at berette.

Og bort gik Præsten, for med Præstekjolen

At faae sin Mads berettet og vendt om;

Men neppe skued Adam Stuen tom,

Før han ved Vindvet satte sig paa Stolen

Og stirred ud i Gaardens snevre Rum,

Hvor Sneen glimred blank i Vintersolen

To hele Timer sad ved Ruden vist

Saadan han maalløs, tankeløs og trist.

Den korte Dag alt mod sin Nedgang helder,

Den blege Maane staaer i Østen op,

Da hører pludselig han Klang af Bjælder,

Og Lyden gjennemtoner Sjæl og Krop.

Han lytter — høit en Pidsk i Porten smælder,

Han seer en Hest med høirød Kanetop,

Der, Møddingen forbi, tilvenstre svinger,

Fulgt af en Kane, som den laaner Vinger.

Og bag paa Kanen, med den gyldne Tresse

Om Huen og med laadne Støvler paa,

Stod klædt i Pels den lille Baronesse,

Der, knaldende med Pidsken, om sig saae.

Vor Helt nu med fordobblet Interesse

Lod sine Øine rundt med Kanen gaae;

Men neppe foran Døren holdt den stille,

Før hurtig ind i Stuen hopped Mille.

Der stod hun, gratulerende til Frelsen,

Trods Faldet og det haarde Stød, han fik,

Hvorpaa hun føied til med muntert Blik:

Afsted, min unge Herre! Kryb i Pelsen,

En Kanetour vil styrke Deres Helsen! —

Heel villig efter Kappen bort han gik;

Men mod sin Villie, da han kom tilbage,

Han Plads paa Damesædet maatte tage.

Dog stod han paa, han Tømmen vilde føre,

For ikke reent at sidde som et Fjog,

Og hun, som først ei derom vilde høre,

Tilsidst gav efter for hans Bønner dog.

Hyp! sagde hun, og frem han monne kjøre,

Mens bagpaa hun med Pidsken smælded, og

Den svang omkring sig, dengang ud ad Porten

Dem gjøende forfulgte Spids og Morten.

I Gydens Ende ved en dristig Dreien

De naaede Kirkebakken, steil og høi,

Og derfra gik det frem ad Landeveien

Med Fuglens Fart, til Kanebjældens Støi.

Den hvide Snee ved Blæstens skrappe Feien

Og Hestens Hovslag dem om Øret fløi,

Ja tidt i Adams Mund den fløi som Pudder,

Saa Talen gik for ham i Skuddermudder.

Fra Markens aabne Strøg de nedad skraaede

Mod Fjordens Bred, hvor det medeet blev tyst,

Og snart, af Skovens Bakker dækt’, de naaede

Den iisbedækte, sneebestrøede Kyst.

Sin blanke Sølvregn Maanen her udsaaede,

Ombølget af et Skyslør, tyndt og lyst;

Men pludselig den slørfri hilste Kanen,

Der ved dens kolde Smiil gled frem paa Banen.

Vor Helt sad taus, mens Øiet suged ind

Den lyse Klarhed, udbredt over Qvelden;

Og Aftnens Stilhed ved en lydløs Vind,

Imellem afbrudt kun af Pidskens Smælden,

Men gjennemtonet høit af Sølverbjælden,

Fremkaldte Dagens Minder i hans Sind.

Han saae omkring sig og han gjenfandt Stedet,

Hvor i hans Fald hans Skøitejern var gledet.

End seer hvert Spor han i den hvide Snee,

Sit eget lange Sving han kjender atter,

Og nu han stramt i Haanden Tømmen fatter

Og kjører rask hen over Krigers "E".

Hvad! raaber Baronessen høit med Latter,

Idet hans kjække Daad hun faaer at see:

Der skærer De mig over midt i Livet!

Nu er det Puf betalt, jeg Dem har givet.

Qvitteret er for Skaden — som for Skammen, —

Gi’er han til Svar med et forsonligt Blik,

Der Mille traf da hun trak Pelsen sammen,

Just som i Skjul bag Sløret Maanen gik.

See! raabte hun igjen: see, hvor Madamen

Coquet med Skyerne nu leger Kig!

Og Adam strakte Halsen langt tilbage,

For Legen ret i Øiesyn at tage.

Der som Endymion akkurat De ligger!

Udbrød den Skjønne med et listigt Smiil;

Tag Dem iagt! thi Luna hun er sikker,

Og alt paa Strængen gynger Amors Piil.

Hvis blot et Blik som før De hende skikker,

Hun strax fra Skyen kommer ned med Iil —

Aa, lo vor Helt, i otte Graders Kulde

Saa let ei Hjertet smeltes i den Hulde.

Her vender Blikket opad han fornøiet,

Endnu paa Sædet heelt tilbagestrakt;

Men Damen vedblev — medens fremad bøiet

Hun over Panden saae ham ind i Øiet,

Der straalte, mens paa hende det gav Agt:

Saa De for Alvor trodser Lunas Magt?

Ja, svared han: De seer jo hvor hun nøler —

Dog knap det sagt var, før et Kys han føler.

Ved Kyssets Smæk han Tømmen synke lod,

Saa midt i Løbet Hesten brat stod stille;

Men selv han reiste sig paa hurtig Fod

Og strakte Armen henrykt imod Mille,

Som først ei rigtig vidste hvad hun vilde,

Men ikke længe dog sig nøde lod.

Let som en Kat hun smutted ind i Kanen,

Der snart igjen gled fremad over Banen.

Da kun til Een der fandtes Rum paa Sædet,

Saa tog den Skjønne Plads nu paa hans Skjød,

Hvorved saa inderlig vor Helt blev glædet,

At af Erkjendtlighed han over flød.

Imellem Begge udspandt sig paa Stedet

En øm Passiar, som Damen først afbrød

Med dette Udraab: Hurtig! hjem til Gaarden,

At strax vi Alting kan faae bragt i Orden.

I Fiirspring det gik hjemad. Hestehoven

Paa Veien langs med Kysten Funker slog,

Og derpaa skjødes Gjenvej op til Skoven,

Saa ind paa Herregaarden snart de drog.

Der sprang af Trappen Hanne ned forvoven

Og dem med høie Jubelraab modtog;

Men Baronessen raabte: Gratuleer mig,

Thi her, min Tøs, du som forlovet seer mig!

Fra Hannes Favntag sig den Skjønne vendte

Mod Adam, hvem hun hurtig med sig trak

Ind til Baronen, som i Aftenfrak

Sad ved sit Kruus, og just sin Pibe tændte

Ved Lyset, der paa Bordet døsigt brændte,

Ombølget af en Sky af Røgtobak.

Papa! hun skreg: imens De der har sovet,

Har Deres lille Datter sig forlovet.

Forlovet? gjentog langsomt Ørnenæsen,

Idet han slap det netop fyldte Glas

Og reiste sig besværligt fra sin Plads:

Forlovet? Hvad er det nu for et Væsen? —

Hvordan, Papa! Er nu De bleven kræsen,

Er min Forlovede Dem ei tilpas?

Her staaer han! og mens dybt Baronen sukked,

Trak rask hun Adam frem, som ydmygt bukked.

Hr. Homo! stammed Manden — men jeg haaber

Det Hele kun er Spøg. Ei sandt, min Glut!

I har dog ikke handlet her som Taaber?

Som Taaber! gjenta’er Mille, stødt og mut,

Hvorpaa til Adam, der stod taus, hun raaber:

Tal du til Fa’er, nu jeg har Isen brudt!

Dog kort vor Helt sit Frieri affatter

Med: Hr. Baron! jeg be’er om Deres Datter.

Saa det er Alvor? Plager Fanden Eder?

Brød nu den Gamle løs med Skjend og Gnav:

Men det er vist, man ligger som man reder.

Alt kommer af den Frihed, jeg Jer gav,

Af denne Føiten om og Gjøren Jav,

Som i mit Huus jeg ikke meer tilsteder.

Dig, Mille, vil i Stuen ind jeg spærre,

Og De — ja De forstaaer mig vel, min Herre?

Som om sin egen Kraft han styrke vilde,

Et heelt Kruus Øl han heftigt skylled ned;

Hvorpaa i Pibespidsen fast han bed,

Mens Adam klemte Hatten stum og stille,

Og lamenterende paavei tog Mille.

Ved hendes Klynken sig Baronen vred;

Tilsidst han siger, i lidt spydig Tone:

Saa du har Lyst at være Præstekone?

Hvad? Præstekone jeg? paa ingen Maade!

Troer De, Papa, jeg er en saadan Nar?

Nei, søde Fa’er, lad her De mig kun raade!

Og nu ved Haanden fat hun Adam ta’er

Og siger: Naar Papa dig ta’er til Naade,

Du Præstegrillerne vel flyve la’er?

Ja, svarer Adam: dertil er jeg villig;

Den Fordring er jo vistnok meget billig.

Stop lidt! den Gamle raaber, mens han dunker

Bestemt og fast i Bordet med sin Kno:

Thi hvoraf vil I leve da, I To? —

Aa, leer hun: Adam bliver Kammerjunker,

Og ikke sandt, Papa! De har jo Grunker,

Hvormed De hjælper os at sætte Bo?

En Svigersøn vil Deres Alder styrke,

Og staae Dem bi med Deres Jord at dyrke.

Og tænk saa — her Baronen hun omfavned

Og hopped om ham som en vever Fugl —

Og tænk saa paa hans sjeldne Navn! thi Navnet

Er nok saa godt som Brockdorff eller Juel.

En Homo man endnu ved Hoffet savned;

Tænk, hvor De selv Dem vilde ærgre guul,

Hvis i en Homos Sted der her paa Pladsen

Kun stod en Nielsen, Møller eller Madsen.

Ja, du for dine Varer prægtigt snakker!

Afbrød Papa, bestandig lige tvær;

Men hun blev ved: naa nu fornuftig vær!

Tænk, om en adelig, forsulten Prakker

Til Svigersøn De havde faaet her,

Han havde lagt Dem øde, jo jeg takker!

Med Spil og Gjæld, hvorved saa De blev hængende,

Han havde snart Dem hjulpet af med Pengene.

Det Argument fornemlig gjorde Gavn;

Og da paa Milles Bøn nu Adam loved,

At bryde ret med Vexeldrift sit Hoved,

Tog ham Baronen faderlig i Favn. —

Saa blev med Ære da vor Helt forlovet,

Og kort Tid efter kom fra Kjøbenhavn,

For Kammerjunkerbrevet, som var ventet,

Hof- Jagt- og Ride-Junkeri-Patentet.

Det var en lille Modgang, dog især

For Hr. Baronen, som paa Adams Vegne

Om Titlen havde søgt og tog sig nær,

At man fra Magtens og fra Naadens Egne

Ham draabeviis tildrypped Naaden her,

Og ikke lod dens fulde Strøm nedregne.

For Adam selv var saa omtrent det Eet,

Og Mille sagde: det er lige fedt!

Og vistnok! blot ved Retten til at bære

Hof-Uniformen var vor Helt traadt ind

I Livets høiere og større Sphære;

Og stod end nederst han paa Stigens Trin,

Hvert Skridt iveiret Fremskridt var i Ære.

For denne Fordeel var han selv ei blind;

Men skjøndt hans Blik mod Høiden stadigt droges,

Af større Ting dog nu hans Sjæl optoges.

Den Frihed nemlig, som var al hans Tanke,

Og hvis Idee han hidtil leved i,

Stod nu, da falden var dens sidste Skranke,

Realiseret for hans Phantasi.

Nu følte først han stolt sit Hjerte banke,

Nu først med Sandhed kaldte han sig fri,

Nu da med Midlerne han eied Magten,

Der gjør til ydre Daad den indre Tragten.

Thi hvad er hvert et Frihedsideal,

Med samt de Følelser, som til det høre,

Foruden Magten til at gjennemføre

Det i en Verden, som dog er real?

Hvad er det Andet end en Capital

I Barrer, hvormed Intet man kan gjøre,

Fordi ei Guldet møntet er og har

Det Præg, som gjør at Verden det modta’er.

Men for vor Helt var Idealet præget,

For ham det møntet var ved al den Magt,

Som i Baronens Mønt ham her blev rakt

Og som en tørstig Sjæl ret vederqvæged.

I lutter Fremtidsdaad han sig bevæged,

En evig Frihedsyttring var hans Agt:

Han vilde Det og Det og Det udrette,

Og Det og Det og Det igjennem sætte.

I denne Frihedsruus kun lidt ham tynged

De nye, af Elskovsguden snoede Baand,

Hvormed nu Baronessens bløde Haand

Ham og hans hele Fremtidsliv omslynged.

Som Rosenlænker for hans Blik de gynged,

Og standsed end i Flugten de hans Aand,

Naar Jordens lave Dal afsyne svandt ham,

Saa dobbelt fast til Livets Lyst de bandt ham.

Thi paa et Fællesliv, saa frisk som sundt,

Sig daglig nu det unge Par beflitter:

Man ta’er paa alle Herregaarde rundt,

Hvor som Forlovede man gjør Visitter;

Man paa de tusind Narrestreger hitter,

Man gjør af Fjas og Spas en Hverdagsdont,

Man til Godmorgen toppes, næbbes, nappes,

Og til Godnat man favnes, kysses, klappes.

Paa denne Viis fløi bort med Tidens Bold

Den hele Vinter og en Stump af Vaaren,

I hvilken gamle Homo Bryllup holdt

Med Bruden, til hans Alders Trøst udkaaren,

Med Møllerpigen, som i Præstegaarden

Nu meled Præstens Kage nok saa stolt.

Mai Maaned kom; men knap den endte, førend

Vor Adams Bryllup ogsaa stod for Døren.

— Den store Morgen stod betids han op,

Hofjunker-Uniformen at probere,

Der, syet i Kjøbenhavn af Skræder Popp,

Og atter sendt tilbage, for lidt mere

At lade sig i Bryst og Liv vattere,

Iaftes sildig ankom i Galop.

Han trak i Buxerne, de blaa, de mørke,

Der viste Benets Skjønhed og dets Styrke.

Han saae mod Støvlen ned, og med en vis

Fornøielse betragted han sin Spore;

Han sig iførte Kjolen, med hvis Snore

Og Broderi han høilig var tilfreds;

Ham Hattens Trekant syntes ret at more,

Han dreied frem paaskraa dens ene Spids;

Han om det smekkre Liv sig spændte Kaarden,

Greb begge Handsker — og var heelt i Orden.

Præcise Klokken Tolv steg med sin Fader

Han op i Vognen og til Gaarden tog,

Hvor Tjenerne paa Trappen stod i Rader,

Mens gjennem alle Døre Gjæster drog.

Hr. Præsten til Baronen man indlader,

Men Adam, som lidt Støv af Hatten slog,

Og ønsked sine Hænder at faae tvættet,

Man fører ovenpaa til Toilettet.

Han vasker sig, og venter nu paa Bud,

For sig til Huuscapellet ned at skynde;

Han speiler sig og sukker: Herregud,

Vil ei de gode Folk engang begynde!

Han hurtig reiser sig fra Stolens Hynde;

Han gaaer omkring og seer ad Vindvet ud;

Han trækker Portefeuillen op af Lommen,

Hvori ved Kjørslen den paatværs var kommen.

Idet han aabned den, faldt af dens Gjemme

En lille Seddel ud, som knap han saae,

Før Mindet hilsed ham med Almas Stemme.

Den nu saa gamle Skrift var Svaret paa

Et af hans fordums Breve, som iglemme

Ham selv for længe siden monne gaae.

Ved Sedlens første Blad omkring at bøie,

Faldt strax paa disse Linier hans Øie:

Dit Søndagsbrev just nu jeg lukked til.

Midt i dets Ord, min Adam, var jeg inde,

Da randt dets gamle Datum mig i Minde,

Og hvad jeg tænkte, jeg dig sige vil.

Man jo fortæller, at en Straale mild

Kan ned til os fra slukte Stjerner skinne:

Vi Lyset faae, skjøndt over Nattens Tinde

Forlængst er død og udbrændt Stjernens Ild.

O, vredes ei! men da jeg læste Brevet,

Den Tanke dæmped pludselig min Lyst:

Mon end han føler, hvad der her staaer skrevet?

Er skrevne Ord ei Lyset fra hiin Stjerne?

Den Stemning, som har født dem i vort Bryst,

Er endt, naar selv de læses i det Fjerne. — —

Lyslevende for ham stod Almas Billed.

Med Haarets Guld omsnoet af Myrthens Baand,

I sneehvid Brudedragt hun sig fremstilled,

Og rakte hen mod ham sin lille Haand.

Ned ad hans Kind en bitter Taare trilled,

Og angerfuld han sukked i sin Aand:

Hvor gaaer det til, at jeg først nu dig mindes?

Det er jo dig, med hvem jeg skal forbindes.

Som naar en Dæmning, trængt af Bølgeslaget,

Og i sin Grundvold undergravet fast,

Paa eengang voldsomt sprænges, og ved Braget

De løste Bølger bruse frem ihast:

Saa i hans Hjerte, smertelig betaget,

Hvert konstigt Baand om Mindets Fængsel brast

De bundne Minder styrted frem som Fanger,

Og Frihed, Lys og Liv ethvert forlanger.

En voldsom Kamp der udbrød i hans Indre.

Fra alle Kanter det som Stemmer lød:

Kast Lænken af, som vil din Frihed hindre!

Husk paa det dyre Løfte, som du brød!

Spring ud af Vindvet! Hurtig! Intet mindre

End Flugt dig redde kan i denne Nød.

Flyv hjem! Tag Extrapost! Tænk paa den Smerte,

Som du forvoldt har et saa kjærligt Hjerte.

Vor Helt forvirret stod — hans Pande brændte,

Hans Øie, stirrende, blev dobbelt stort.

Paa eengang rask til Vindvet hen han rendte,

Og aaben saae han Havens fjerne Port.

Hen imod den et Længselsblik han sendte —

Ikkun et dristigt Spring, saa var det gjort!

Men først han Alt dog overveie maatte ...

Da — ind i fuld Ornat hans Fader traadte.

Kom, smiilte denne: kom, din Dom er fældet!

I Lænker skal du smedes med din Brud;

Alt nedenfor man samles i Capellet.

Men hvor du staaer! Hvor du fortabt seer ud!

Hvad er der arriveert, min Søn? Fortæl’et! —

O, gav med Suk vor Helt til Svar: o Gud!

Men ei det nytter længer det at negte:

Jeg kan, jeg tør ei Baronessen ægte!

Hvordan! udbrød den Gamle heel forskrækket:

Hvorfor? Hvad er der skeet? Fortæl, men snart!

Og Adam, ved sin Faders Udraab egget,

Sit brudte Løfte skrifted i en Fart,

Og endte med, at Liliens Liv var knækket,

Hvis ei for denne Smerte hun blev spar’t.

Dog Præsten raabte: Pokker ta’e din Lilie!

Her spørges ei om din og hendes Villie.

Men du — her blev hans vrede Stemme bister —

Du høilig mig forbauser ved dit Ord!

Du er dog virkelig en sand Philister,

Hvis end paa Valg og Frihed her du troer.

Mens du som Katten dig om Grøden lister,

Er den forsvunden til det sidste Spor.

Bær derfor dog dig ad nu med Anstændighed,

Og husk, din Tugtemester er Nødvendighed!

Nødvendighed! fortvivlet Adam sukked.

Ja, netop den, gjensvared Præsten vred:

Netop Nødvendighed, som du bestred,

Har begge Ender paa dig sammen bukket,

Og derfor rask afsted, til Altret ned!

Du gaaer ei? — Har dit Øre da du lukket

For Spot og Haan, Foragt, Prostitution?

For Navnet af en æreløs Person? —

Nødvendighed! lød atter Adams Klage,

Og ud mod Havens aabne Port han saae,

Idet han vendte sig for ned at gaae.

Stop! raabte Præsten, som var lidt tilbage,

Du med paa Slæbetouget mig maa tage,

Mig, som i Talen vist vil gaae istaa.

Den, som jeg skrev, var lutter Fyr og Flamme;

Men Eens Begeistring du forstaaer at lamme.

Ind i Capellet, i hvis Stolestader

Forventningsfulde Bryllupsgjæster sad,

Skred Adam nu, ved Siden af sin Fader,

Med mørke Blik og bleg som Liliens Blad.

En Mumlen paa hans Vei sig høre lader,

En Hvisken fra den hele Dame-Rad:

Nei, hvor den gamle Fa’er dog er pedantisk,

Men Sønnen, o hvor sød og hvor romantisk!

Knap sad vor Brudgom paa sin Plads i Stolen,

Før hvert et Hoved dreied sig som før;

Thi ved Baronens Arm, i Atlaskkjolen,

Der rasled, mens det lange Brudeslør

Fra Nakken flød og glimred blankt i Solen,

Indtraadte Bruden af Capellets Dør.

Til alle Sider lod hun Blikket spille,

Mens ned fra Org’let lød den første Trille.

Bag Bruden gik der tvende Brudepiger,

I Silke klædt, og med et Hjerte hver,

Der fyldt af Længsel efter Bryllup higer,

Hvortil kun fattes dem en Hjertenskjær.

Med Øiet sænket, medens Barmen stiger,

Paa Bryllupsgang de gjorde Prøve her,

For naar det kom til Stykket ei at feile;

Det tvende unge Frøkner var fra Veile.

En Psalme til Basuner blev afsungen,

Og nu for Altret traadte Parret frem,

Hvor Homo stod og Tanden holdt for Tungen,

Imens han faderlig betragted dem.

Paa eengang hented Luft han op fra Lungen

Og raabte O! hvorpaa med Fynd og Klem

Han talte om det Baand — det Baand, der binder,

Der binder — der forbinder Mænd og Qvinder.

Han talte om de Torne, om de Roser,

Om Glædens Tempel, lukket i og op,

Om Sorgens Suk i Livets dybe Moser,

Om Haabets Udsigt fra dets lyse Top;

Om fælles Trøst ved Skjæbnens bittre Skoser,

Om fælles Lyst, naar Kjærlighedens Knop

Udfolded duftende sin modne Rose —

Og her gled Talen ret som Fod i Hose.

Da Vielsen var endt og efter Skik

Et Kys for Altret vexlet var af Parret,

Og bort vor Adam med sin Eva gik,

Hver Tilskuer troede, at forbi nu var’et.

Men, som det stundom gaaer, man dog blev narret

Thi op gik Døren samme Øieblik,

Og bryllupsklædt indtreen Forvalter Hansen

Med Degnens Hanne, smykt med Brudekrandsen.

For Altret op de skyndte sig paastand,

Hvor Homo, af den korte Hvile vækket,

Nu strax sin anden Tale fanged an,

Idet den førstes Affald han opdækked.

Men skjøndt hver Levning med et O! han spækked,

Saa bar mod hiin ei denne Tale Vand:

Den fordums Flugt var bleven til en Kryben,

Den fordums Rose viste sig som Hyben.

Men dog saa rørt, saa inderlig fornøiet

Var Hanne ved den Hyben, der faldt af,

At lange Taarer hende hang i Øiet,

Da Hansen hende Brudgomskysset gav.

Derpaa sig begge Brudepar forføied

(Af Sværmen fulgt, som af et oprørt Hav)

I Salen ind, hvor Mængden nu tracterer dem

Med sit "Jeg gratulerer-lerer-lerer Dem!«

Om Mille stimled Onklerne og Tanterne,

Om Adam Vennerne med Smiil og Nik,

Mens høit til Taffels blæste Musikanterne.

Men i sit Bryst vor Helt fornam et Stik,

Dengang han, bukkende for Gratulanterne,

Paa Kammerjunker Kriger Øie fik,

Der paa sin spodske Viis til Bruden sagde:

I Lænker altsaa Dem man ogsaa lagde?

Han hørte Mille svare: Hvad, min Herre!

De er nok ei ved Deres fulde Fem;

Troer De, jeg la’er i Buur mig indespærre?

For slig Bekymring kan jeg trøste Dem.

Min Frihed, som var hidtil knap, desværre,

I Ægtestanden skyder Vinger frem.

Fra Lieut’nant til Cap’tain jeg avancerer,

Og en Cap’tain sin Mand jo cujonerer.

Ved dette Svar, der røbed Hjertets Kulde,

Det gjennem Adams Aarer risled koldt,

Men dog han taug og gode Miner holdt.

Tilbords med Anstand førte han den Hulde,

Og spilled der sin Rolle som han skulde,

Galant mod Bruden, mod Rivalen stolt.

Da efter Bordet man til Haven iilte,

Med Brudens Arm i sin endog han smiilte.

Men utaalmodig Damen løs sig sled,

Og med sit lange Slør afsted nu farende,

Løb hun til Kriger hen, med hvem passiarende

Hun Arm i Arm omkring i Haven skred.

Vor Helt, sig alle Complimenter sparende,

Til Lundens fjerne Bænk da tyede ned,

Hvor til sig selv han hvisked, dybt nedslaaet:

Hvorledes er det Hele til dog gaaet?

Min Faders Ord jeg selv jo sande maa,

Nødvendighedens Magt mig holder bunden;

Nødvendigheden, som jeg oversaae,

Som af min Villies Kraft var overvunden,

Som til et Nul for Tanken var indsvunden,

Som logisk opløst i min Frihed laa

Og ved Begrebets Styrke var henveiret —

Nødvendigheden her har mig beseiret!

Med sænket Pande længe taus han sad,

For Lys i dette Mørke dog at finde;

Men op medeet han saae veemodig-glad,

Og udbrød: hvor vi Mennesker er blinde!

Det som ei hører sammen vi forbinde,

Og det Forenede vi skille ad:

Om Frihed i Logiken lyder Talen,

Men Frihed kun begrundes ved Moralen.

Saasnart jeg fra Moralen skeier ud,

Forlader ogsaa jeg mit Friheds-Eden,

Og møder pludselig Nødvendigheden,

Der tyder paa en Villie, skilt fra Gud.

Saasnart der Spørgsmaal bli’er om Tvang og Bud,

Paa Pligtens Sti maa Foden være gleden;

Thi Den, der altid vil hvad Himlen vil,

For ham er ei Nødvendighed der til.

Ja deri har min Hovedfeil bestaaet,

At jeg forlod Moralens lige Vei;

Og derfor, skjøndt jeg Friheds Frø har saaet,

Nødvendighedens Frugt nu høster jeg.

Jeg maa tilbage, thi jeg vild er gaaet!

Og kan end Følgerne forandres ei,

Fra denne Stund der strengt moralsk maa handles,

Min Villie luttres maa, mit Sind forvandles.

Det bliver vanskeligt — jeg veed, jeg veed’et!

Men i min Kamp jeg dog har denne Trøst,

At ihvor tidt end saaret blev mit Bryst,

Jeg i det Hele fremad dog er skredet:

For hvert et Tab der Indsigt kom i Stedet,

Af hver en Smerte drog jeg Tankens Lyst,

Ved hver en Feil, som ak! jeg har begaaet,

Har idetmindste jeg Erfaring faaet. —

Han styrket reiste sig, og atter gik

Han op i Haven, som dog nu var øde;

Men ned fra Salens Vindver klang Musik,

Hvis Toner bølged lifligt ham imøde.

Knap var han inde, før han Øie fik

Paa Kriger og Mille, som i Valsen gløde,

Paa Hansen og Hanne, som en Hopsa sprang,

Paa Herrer og Damer, som i Kreds sig svang.

En ny Musik faldt ind, og just han vilde

Til næste Dands omslynge Brudens Liv,

Da ham det Puds Rivalen vidste spille,

Igjen at snappe bort den unge Viv.

Hvad Andet har da selv han at bestille,

End søge Hanne op til Tidsfordriv,

Med hvem paa Gulvet rundt han længe svang sig,

Mens til en voldsom Lystighed han tvang sig.

Herover blev nu Hansens Pande kruset;

Tilsidst Forvalt’ren raabte: Mange Tak!

Hvorpaa sin Brud han bort fra Adam trak,

Der hen til Bordet tumled som beruset.

Mens Mille dandsed og Musiken brused,

Omkap med et Par Herrer der han drak,

Saa ei den mindste Dands han fik med Bruden;

Thi nu tog Sværmen bort, som var indbuden.

De tvende Brude fjerned sig med Ilen,

Idet de listigt til hinanden saae,

Og Adam med Collega kort derpaa

Godnat Baronen bød, som dem med Smilen

Formanede, til ret at nyde Hvilen

Og ikke just med Solen op at staae.

Jeg selv, han vedblev, vaager for jer Alle.

Mens Folkene Raketterne la’er knalde.

Afsted fløi begge Herrer samme Vei,

Og varm af Elskov, hed af Vinens Flammer,

Vor Helt nu aabner Døren til sit Kammer

Og sukker længselfuld: See her er jeg!

Men ingen kjærlig Arm ham der annammer,

Han seer omkring sig — Bruden er der ei;

Han aabner Skabet, ryster Sengepuden,

Men borte var og borte blev dog Bruden.

Han løfted Bordet op med Vaskevandet,

Selv under Sengen søgte han sin Brud:

Men der han fandt dog noget ganske Andet,

Og skuffet fløi paa Gangen saa han ud.

Her mødte han Forvalteren, der banded

Og raabte til ham, hidsig som en Stud:

Hvor har De gjort af Hanne? Gid den Sorte ...

Hvad! udbrød Adam: Ogsaa hun er borte?

En Pige gik forbi, som lod et Ord

Om begge Damers Flugt til Haven falde,

Og ned i Haven begge Herrer foer,

Just som Raketterne man hørte knalde.

Ved Maanens Smiil, som Elskende paakalde

De speided ivrigt efter Vildtets Spor:

To hvide Skikkelser saaes fjernt i Gangen —

De styrted frem, og hver nu Sin holdt fangen.

Paa Engen ud de Sprællende de førte,

Men see! ved Adams Hjerte Hanne laa,

Og da sin Donna Hansen rask afslørte,

Han ind i Baronessens Øine saae.

De tvende Herrer deres Fangst ei rørte,

Men bytted Damer, som man kan forstaae

Og uden Naade maatte nu fra Engen

De skjønne Fanger op i Brudesengen.

Men i den maaneklare, stille Nat

Steg Glimt i Glimt Raketter op fra Jorden,

Der kasted deres Stjerner over Gaarden,

Og spruded Funker ved det Under, at

Den frie Qvinde nu var lænket vorden.

Knap sluktes een, før een der tændtes brat,

Hvis Knald den store Nyhed høit forkynder

For Verden — det vil sige: Godsets Bønder.

Saalunde da vor Helt blev Ægtemage;

Han nød nu Lykken, ikke blot af Navn,

Mens som en Drøm de gyldne Hvedebrødsdage,

Ja hele Somren, svandt i Hjemmets Favn.

September kom, og bort fra Godset tage

De unge Ægtefolk til Kjøbenhavn,

Hvor Mille absolut vil have Bolig

Og gjøre sig med Byens Liv fortrolig.

I aaben Wienervogn med fire Fuxer

De rulled ind ad Vesterport med Larm,

Imedens Adam, støttet paa sin Arm,

Med fornemt Nedblik Folkemængden duxer.

Bagpaa sad Tjeneren i gule Buxer

Og læned sig til Kammerpigens Barm;

Men Fruen selv sad ved Gemalens Side,

Med Fløielshat og Strudsfjer, lange, hvide.

Ved Vognens Rumlen hun fornøiet leer,

De stærke Smæld af Pidsken hende gotte,

Og mens de foran Vagten holde maatte,

Hun muntert om til alle Sider seer.

Men da Sergeanten ud lidt brøsig traadte

Og spurgte dem om Navn og Characteer,

Da skreg hun høit, for om Respect at minde:

Hofjunker Homo med Fru Gemalinde!

Afsted foer Vognen — men ad Volden ned

Netop paa samme Tid der monne stige

En bleg og blond, en ung og hvidklædt Pige,

Hvis grønne Slør om Liliekinden gled.

Dengang ved Vagten Vognen holdt og lige

Forbi den paa sin lette Fod hun skred,

Saae hun iveiret, og af Synet rammet

Hun standsed, og i Purpur Kinden flammed.

Med Lynets Hast den lille Parasol

For Kinden og for Øiet op hun førte,

Og dækket af sit Skjerm som af et Skjold,

Hun skjælvende nu Milles Udraab hørte.

Ned efter Vognen, som med Larm bortkjørte,

Hun længe stod og stirred, stiv og kold,

Saa drog hun Veiret dybt, og langsomt fremad,

Igjennem Porten ud, hun vandred hjemad.

Hun kom til Havens Dør, hvor Gittret endte,

Hun løfted Klinken, mens et Suk hun drog

Men atter slap hun den og om sig vendte,

Hvorpaa til Vester-Sti hun Veien tog.

Mens Solen sit Farvel til Bølgen sendte,

Og sagte Vindpust over Søen jog,

Gik der hun op og ned med sænket Øie,

Mens tunge Tanker hendes Hoved bøie.

Længst Solen sank, mens hendes Trin dog løde,

For hver en Vandringsmand var Stien tom,

Da saae medeet hun op, som fra de Døde,

Og dreied Foden imod Hjemmet om.

Der hende Pigen iilsomt kom imøde

Og raabte: Jomfru Alma! Skynd Dem, kom!

Os Deres Udebliven har gjort bange,

Alt Deres Fa’er har søgt Dem flere Gange.

Hun gik i Stuen ind, hvor Theemaskinen

Paa Bordet stod med Lys og Aftensmad,

Og hvor i Slaabrok, klædt som Mandarinen,

Den gamle Gartner ved sit Skakbræt sad.

Hvor bli’er du af, min Tøs? han raabte glad,

Idet ved hendes Syn sig klared Minen:

Den gaaer til Otte, og før Klokken Ni

Du veed vi maae ha’e endt vort Skakparti.

Husk, du Erstatning skylder mig for Mat’en,

Som med din Dronning du igaar mig gav;

Thi hvis jeg ikke her mig hævner brav,

Jeg lukker intet Øie hele Natten.

Undskyld mig! svared Alma, medens Hatten

Og Shawlet hun nu hurtig lagde af:

Jeg blev i Byen længer end jeg vilde,

Og mærked ikke selv det var saa silde.

For hendes Fader Drikken hun iskjenked,

Paa hvert et Spørgsmaal gav hun ham Besked,

Hvorpaa hun satte sig, med Panden sænket,

Til Skakpartiet foran Bordet ned.

Den Gamle drak sin Thee, med Blikket lænket

Til Brættet, hvor med Brikken frem hun skred;

Og Spillet gik nu fort saa godt det kunde,

Mens Alma misted Officeer og Bonde.

Medeet den Gamle raabte: Hvad, du Nar,

Der trækker du jo med min sorte Springer!

Og hvad er det? Du ryster paa din Finger.

Nei, lad eengang mig see! — Et Lys han ta’er,

Som ganske nær han hendes Ansigt bringer —

Ja saa min Sandten! du jo Feber har,

Hvis paa Couleur jeg ellers kan forstaae mig —

Nei løft dit Øie! See dog rigtig paa mig!

Dog Alma her sit Blik ei løfte vilde,

Thi fast ved Øielaaget Taarer hang,

Der yppigt ned ad hendes Kinder trille,

Da med at rinde først de kom igang.

Fra Stolen hun sig reiste ganske stille,

Men med det Udraab op den Gamle sprang:

Du noget Nyt om ham har hørt derinde!

Den gamle Sorg du aldrig vil forvinde.

Da intet Svar der kom, gik spændt urolig

En Stund han taus ad Gulvet op og ned,

Til Alma skottende, der kæmped trolig

Med hver en Taare, naar den frem sig stred.

Paa eengang udbrød han med Heftighed:

Hvad er der blevet dog af denne Bolig,

Af dette Huus, hvor Freden før holdt Vagt:

Os dette Menneske har ødelagt!

Ja, hvilken Glæde var det før hver Morgen,

Naar ved min Dont dernede selv jeg gik,

Og du mig fløi imøde med et Blik,

Der var for Munterhed og Sundhed Borgen;

Naar med din Sang du mig bortgjenned Sorgen,

Naar i din Skaal dit Blomsterfrø du fik,

Naar du mig hjalp at rive Havens Gange —

Ak, i vort Paradiis der kom en Slange!

Hvordan har hele to Aar nu vi levet!

Forpiint og spændt, som mellem Liv og Død,

Som om der Dyrtid var paa Glæde blevet,

Og Taarer hørte med til dagligt Brød.

Et heelt Aar ei den Falske havde skrevet,

Saa kom der Brev, der gav os Hjertestød:

Et Opslag til den Brud, han selv sig kaared —

O, som en Slyngel har han ad sig baaret!

Hvad er der blevet af den Rosenflor,

(Her strøg han Almas spredte Haar ilave)

Som jeg opelsked i min stille Have,

Og hvoraf disse Kinder før bar Spor?

Af Taarer vandet i mit Hjem nu groer

Kun Lilien, som man planter den paa Grave;

For det jeg takker ham, der fik i Garn,

Der reent spolered mig mit rare Barn.

Ja over ham alt Ondt jeg ønske kunde!

Tys, Fader! raabte Alma pludselig:

Ønsk Adam intet Ondt; thi alt det Onde,

Der ramte ham, tilbage faldt paa mig.

Men tro mig, tro mig, læges skal min Vunde!

Alt fra imorgen af, jeg lover dig,

Vi Dagen hilse skal som før med Glæde,

Ikkun iaften giv mig Lov at græde.

Her kasted hun med Suk sig til hans Bryst,

Hun græd og græd, som om i Taarers Kilde

Sig hendes Hjerte reent opløse vilde,

Og snart den gamle Mand græd med til Trøst.

Ømt i hans Arm hun længe hviilte stille,

Til hun Godnat ham bød med kjærlig Røst,

Og med et Lys, hvis lange Tande flammer,

Steg nu hun op ad Trappen til sit Kammer.

Der dvælte længe hun for Adams Billed,

Før med alvorligt Blik hun ned det tog,

Hvorpaa et Klæde hun om Rammen slog,

Og tætindhyllet det paa Bordet stilled.

Ud af sit Skab hun saa en Skuffe drog,

Af Minder fuld, der Savnet tidt formilded,

Og da hun havde seet, at Intet feiled,

Hun Alting pakked ind og Alt forsegled.

Dybt i Commodens hemmelige Gjemme

Portrait og Pakke langsomt skød hun ind,

Idet hun sukked: For hans Billed blind,

Jeg og ham selv maa stræbe at forglemme;

Han i en Andens Hjerte nu har hjemme,

Og Synd er nu det længselfulde Sind.

Hver Mindeblomst, jeg før gav Ly og Hygge,

Maa som et Ukrud jeg med Rod oprykke.

Imod det aabne Vindve hen hun gik,

Hvor Mørket laa saa tæt for hendes Øie,

At Havens Træer hun skimted kun med Møie;

Men snart fra Mørket hæved hun sit Blik

Til Efteraarets Stjerner i det Høie,

Og der først hendes Tanker Hvile fik.

O, hvisked hun: Hiint Lys er din Indstiftelse,

Hos dig er ei der Skygge af Omskiftelse!

Op til din faste Orden skuer jeg,

Hvor frem i Natten Kloderne du fører, —

Der følge Planen, men forstaae den ei.

For dem sig ogsaa Banens Maal tilslører,

Men paa dit Vink enhver af dem sig rører

Og vandrer rolig den bestemte Vei.

For deres Løb med Troskab at fuldende,

Det er dem nok, at de din Villie kjende.

O, mig den samme Troskab ogsaa lær,

At ei min Sjæl fortvivlet skal forsage!

Af dine Hænder lad mig Skjæbnen tage,

At den, skjøndt dunke, kan mig vorde kjær.

Min brudte Bane ny for mig du drage,

Og medens Alt for mig forvirres her,

Mens jeg er blind, mod Maalet du mig føre:

Min hele Villie kun skal dig tilhøre!

Til Skjæbnens Herre hun sig overgiver,

En Rytter lig, der ved en Afgrundsrand,

Naar stedse mørkere det om ham bliver

Og Sporet ei at see han er istand,

Den slupne Tømme til sin Ganger giver,

At Svælget den forbi ham bære kan.

En ubetinget Lydighed hun lover,

Og derved kom Fortvivlelsen hun over.

Hun saae den under sig i al dens Vildhed,

Hun følte Frygten for dens Afgrund endt,

Mens her hun stod i Aftnens dybe Stilhed

Med Blikket opad imod Trøsten vendt,

Ned fra hvis Lys en Strøm af Fred og Mildhed

I hendes Hjerte uafbrudt blev sendt.

For Sorgens hele Bitterhed befriet,

Blev dybt i Lidelsen hun her indviet.

Hun i dens Skole havde gjennemgaaet

Den første Classe, hvorved Indsigt ret

I Lidelsens Natur hun havde faaet.

Dens Analyse havde hun forstaaet,

Mens hun i Eensomheden havde grædt,

Omspunden af de mørke Tankers Net.

Hun havde skuet Tvivlen dybt i Øiet

Og siddet ængstet under Frygten bøiet.

Hun havde seet som Boblen Haabet briste,

Og Lykken som en Drøm opløses brat;

Hun havde prøvet Alt i Eet at miste,

Og sluppet med et Suk sin sidste Skat;

Hun havde følt Fortvivlelsen sig friste,

Fortabt og trøstesløs, af Tro forladt;

Hun havde lært, at Livet kan opgives,

At det kan splittes, splintres, sønderrives

Men her ved Nattens lyse Stjerneskin,

Der Broen mellem Jord og Himmel bygged,

Hun op i Skolens anden Classe rykked

Med et ved Sjælens Luttring klaret Sind.

Ei meer af Lidelsen til Jorden trykket,

I dens Synthese viedes hun ind,

Hvor alt det sønderrevne skal forbindes,

Hvor Alt hvad der er tabt, paany skal vindes.

Hvor Hjertets skjulte Spire skal beskyttes,

Til atter blomstrende den skyder Knop

Og Mindets Rødder sees som Haabets Top;

Hvor Indtryk med Anskuelser skal byttes,

Hvor Dissonanser, hvoraf haardt man stødtes,

I klangfuld Harmoni skal løses op;

Hvor Livet midt i Døden skal bevares,

Hvor Lidelsen, med eet Ord, skal forklares.

Men hvor er dette muligt, var der ikke,

Naar Lidelsernes Skole her er endt,

Et andet Liv, hvor Tanken har erkjendt,

At Fryd og Smerte Favn i Favn maa ligge?

Hvor var det muligt, Lyst af Qval at drikke,

At juble paa et Baal, der alt er tændt,

At synge Martyrsangen midt i Flammer,

Hvis Lidelse fra Salighed ei stammer?

Men Himlens Salighed er altfor rig

Til i et enkelt Væld sig at udtømme,

Og derfor deelt den her udgyder sig

I Lidelsens og Glædens fulde Strømme.

Paa Glædens Bund jo Smerten sees at drømme,

I Smertens Dyb jo Glæden ligger Liig;

Af Væsen eens, de mod Forening hige,

Af ueens Form, hinanden de bekrige.

Ved denne Kamp, paa Jorden aldrig endt,

I Livets Gang Bevægelsen de vække,

Og Sjælen, som de vexelviis tiltrække,

Har begges Forskjel i sit Suk erkjendt.

Kun i et enkelt, lykkeligt Moment

I Hjertets Fred de sammensmelte begge,

Og Den, som da paa eengang begge smagte,

Til ham sit Nectarbæger Himlen rakte.

Til ham den fulde Vished ogsaa flød,

At Saligheden Lyst og Smerte rummer,

At Himlens Fryd optager Jordens Kummer,

At Lidelsernes Hjem er Glædens Skjød.

For denne dybe Trøst hvert Suk forstummer;

Og denne Himlens Nectardraabe nød

Nu ogsaa Almas Sjæl, mens Lyst og Smerte

Forenet gjennemstrømmed hendes Hjerte.

Endnu som før ved Vinduet hun stod,

Med begge Hænder fast mod Brystet knuged’,

Som da sit Svælg Fortvivlelsen oplod;

Endnu, mens Mørket over Jorden ruged,

Af Stjernehimlens rene Lys hun suged

En evig Trøst, der slog i Hjertet Rod;

Der ind i Fredens Rige hende førte,

Hvor intet jordisk Haab sig længer rørte.