Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Vor Helt paany os møder i Korsør,

Hvor nærmere sit Maal han nu sig priste,

Da Vognen holdt for Postcontorets Dør.

Her laa et Brev til ham, hvoraf sig viste,

At han sin gode Moder alt forliste;

Saa altsaa Brevet, som han modtog før

Han løs fra Kjøbenhavn sig havde revet,

Først paa det Yderste var afsendt blevet.

Den ny Epistel slutted med de Ord:

Jeg gaaer omkring fortumlet og beruset;

Endnu idag maa Liget ud af Huset,

Thi Varmen her er usædvanlig stor.

Før du kan komme, dækkes det af Gruset,

Før du forlader Sjællands grønne Jord,

Den grønsværdækte Grav min Taare bader:

Iil derfor til din trøstesløse Fader!

Som ramt af Lynet Adam maalløs stod

Og saae i Tankerne sin Mo’er i Kisten,

Da vakte ham de Ord af Contoristen:

Tolv Skilling Porto, Herre! Vær saa god!

Rask tog vor Helt sig sammen som en Christen,

Tolv Skilling han paa Disken efterlod,

Fløi saa fra Postcontoret til sit Kammer,

Og overlod sig der til al sin Jammer.

Men dengang dæmpet var den første Klage

Og i sin Eensomhed han saae Sig om,

Da kaldte han veemodig sig tilbage

Den Dødes Billed med hvert Minde, som

Sig knytted til de forbigangne Dage.

I hver Erindring ham imøde kom

Hiint Aandens uforkrænkelige Væsen,

Hvis Værd han kjendte fra sin Bibellæsen.

Ja! udbrød han, af Mindets Skjønhed rørt,

Idet han folded sine Hænder sammen:

Ja, du min Skytsaand var! Du tændte Flammen,

Hvis Lys igjennem Livet mig har ført!

Mit Kald jeg fandt ved dig; og min er Skammen,

Hvis ei jeg følger Røsten, jeg har hørt,

Hvis ei jeg gaaer den Vei, som du mig viste,

Og holder fast ved dig, selv i din Kiste!

For snever blev ham Stuen — ud han maatte,

Ud til den aabne, tangbelagte Strand,

Hvor under Nattehimlens dunkle Grotte

Sig Maanen speiled i det blanke Vand.

En eenlig Sti paa Kysten han betraadte,

Og medens der, langs Bæltets lyse Rand,

Han vandred stille, tankefuld, bedrøvet

Sin Fortid og sig selv han nøie prøved.

Som luttret steg han op af dette Bad,

Et mandigt Forsæt stolt hans Hjerte hæved,

Det Største, Bedste, af sig selv han kræved,

Og Løgnens Aand han svor et evigt Had.

Saa høit han paa Begeistrings Vinger svæved,

At Himlen syntes ham at skilles ad;

Hans Moder viste sig i Maaneglandsen

Og rakte for et velført Liv ham Krandsen.

Først efter Midnat han tilbage gik;

Men da han Telegraphen fik i Øie,

Der sig paa Kirken hæved mod det Høie,

Det var ham, som et vinget Bud han fik:

Klart fremsteg Almas Billed for hans Blik

Og bød ham hurtig hjem sig at forføie,

For, førend næste Dag han gik ombord,

At glæde hendes Hjerte med et Ord.

Min Elskede! min Alma! (saa han skrev,

Saasnart paa Skriverbordet Lampen flammed,

Og Sorgens Budskab, som han nys annammed,

Var meddeelt som en Optact til hans Brev)

Tro ei, Bedrøvelse mig reent har lammet;

Nei Tabet, skjøndt min Sjæl det sønderrev,

Har som et Lyn i Natten mig opklaret,

Og Igjenfødelsen jeg har erfaret.

Alt eengang før — jeg godt det mindes kan —

Jeg meente og at have grebet Livet.

Jeg havde været nær ved Gravens Rand,

Og skued gjennem Fremtidsperspectivet

Et Fredens Hjem, af milde Haab omgivet;

Men det var ikke det forjættede Land!

Endnu et Svælg min Jord og Himmel skilte,

Og paa Forsoningen min Kraft jeg spildte.

Jeg lærte dig at kjende — Kløften fyldtes,

Og Jord og Himmel op i Eet mig gik:

Af samme Straaler beggeto forgyldtes,

Og eens Betydning for mig begge fik.

Til Kjærlighedens Almagt dette skyldtes,

Thi det var den, som styrkede mit Blik,

Som i en Verden, der er deelt i tvende,

Lod mig Foreningspunktet klart erkjende.

Men Eet mig mangled dog; endnu var ikke

Mit Indre kommet ret til Gjennembrud;

Ubrugte lod jeg Troens Kræfter ligge

Og søgte udenfor mig selv min Gud.

Da traf mig Slaget her — i Dødens Blikke,

Fra Dødens Læber modtog jeg det Bud,

At bringe Troens spredte Gnister sammen:

Da kom et Pust — og tændt i mig var Flammen!

Jeg kjender neppe selv mit Indre meer,

Men for en gjenfødt Aand jeg dog mig skatter;

Mit Øie samler Jord og Himmel atter,

Men i en ny Belysning jeg dem seer.

Midt i Bevægelsen, som om mig skeer,

Ud fra et Centrum Livet jeg opfatter,

Og hviler med en næsten salig Ro

I dette Centrum — Centrum er min Tro.

Men ikke Hvile blot mig Troen skjenker,

Ei blot et Lys, hvor Tankens ei slaaer til;

Nei, hvad som Tro sig yttrer naar jeg tænker,

I ydre Form som Troskab leve vil.

Som Troskab driver Troen Livets Spil,

Naar Daad til Daad og Sjæl til Sjæl den lænker;

Som Troskab byder den: vær fast, vær tro!

Tro i dit Kald, og mod din Længsel tro!

Ja, tro min Længsel! Og hvordan kan her

Det Jordiske og Himmelske jeg skille?

Den Magt, som drager mig mod Livets Kilde,

Gjør og min Elskede mig dobbelt kjær.

Med denne Tanke Du din Længsel stille,

Til, før du aner det, jeg staaer dig nær.

Jeg kun en stille Valfart gjør til Graven,

Saa vender hjem mod dig jeg Pilgrimsstaven. —

Han reiste sig; med Kraft han Seglet satte

Paa Troes-Epistelen, som fuldendt var,

Hvorpaa han ned paa Postcontoret bar

Frankerede sit Hjertes rige Skatte.

Derpaa han hviilte sine Lemmer — matte

Af al den Gjerning, som han udført har:

Af Dagens Kjørsel og af Aftnens Vandring,

Af Hjertets gjennemgribende Forandring.

Han sov — men ikkun kort han Hvilen smager;

Igjennem Ruden bryder Solens Skin,

Og for at hente Tøjet og hans Sager

En beget Litsenbroder træder ind.

Han selv, med drømmende, omtaaget Sind,

I Dennes Følgeskab til Havnen drager,

Hvor Passagererne just gik ombord;

Og snart afsted i Stormen Smakken foer.

Ud over Skibets Reling han sig helder

Lidt bleg og mat; thi hans Begeistrings Ruus

Fra sidste Aften sig som Slaphed melder,

Saa han sig føler nedstemt og confus.

Medeet han husker hvorhen Reisen gjælder,

Han tænker paa sin Faders øde Huus,

Han mindes Graven, og paa Sorgens Vinger

Igjen saa smaat iveiret han sig svinger.

Men mod igaar hvor var hans Flugt dog lav!

Han følte det og lod sin Vinge hænge;

Hvorpaa i Taushed ud han stirred længe

Paa Bæltets Bølge, der ei meer ham gav

Som sidst et Billed af en Vugges Gænge,

Thi rundtom skummed der et oprørt Hav.

Med Brusen steg og faldt de hvide Vover,

Som Skibet nu for fulde Seil fløi over.

Stærkt gynged Smakken, hvori Qvæget brølte,

Og selv lidt svimmel, svøbt i Kappen fast,

Gik han fra Stavnen hen til Skibets Mast,

Hvor ikke meer saa stærk han Qvalmen følte.

Den friske Vind hans matte Lunger kølte

Og vælted fra hans Hjerte som en Last;

Hvorpaa, i Ungdomskraften modigt kneisende,

Han kasted Blikket om iblandt de Reisende.

Da seer han — kan han og sit Øie troe?

Paa Skibets Dæk, men fjernt fra Mængdens Vrimmel,

Han seer af Puder redt en Seng — o Himmel!

Skal aldrig da hans arme Sjæl faae Ro?

Halv skjult af Reisekaaber seer han jo —

Ak, hvad var Qvalmen før mod denne Svimmel,

Som her betog hans Sjæl ved Synet bare:

Lyslevende han seer Comtesse Clare!

Men er det sandt? Er Synet ei modstridende?

Nei! samme Mund og Næse, fiin og kjæk,

Den samme Hals og Skuldre, skraa nedglidende,

Kun mere fyldige de skjønne Træk.

Men bleg hun var — hun laa saa stille lidende

Og saae paa Bæltets Bølgegang med Skræk,

Og nu medeet, idet hun Øiet lukker,

Aa, et Glas Vand! Aa, et Glas Vand! hun sukker.

Vor Helt dog ei af Pletten her sig rørte;

Hvad — tænkte han — hvad angaaer mig vel Sligt?

Men da det lod, som Ingen Sukket hørte,

Da følte han tilsidst, at Hjælp var Pligt.

Til hendes Læber et Glas Vand han førte,

Hun drak, og hæved Øiet pludseligt:

Hr. Homo, troer jeg? hun forundred stammed;

Hr. Homo rødmed, som han halv sig skammed.

Men heelt iveiret nu sig Clara hæver,

Synlig forfrisket af det kolde Vand;

Et Rosenskjær om Kindens Lilier svæver

Og yndigt Purpur farver Læbens Rand.

Hr. Homo hvisker hun — og Homo bæver —

Jeg takker Dem! Men ei jeg tolke kan

Min Glæde ved et saa uventet Møde;

De staaer for mig som opstaaet fra de Døde!

Hr. Homo bukker og vil taus sig fjerne,

Men Clara siger: hvorfor slig en Hast?

Der var en Tid — jeg mindes end den gjerne —

Da ei mit Selskab faldt Dem saa til Last.

Her tindred Blikkets klare Dobbeltstjerne,

Hun sendte ham et muntert Øiekast

Og peged paa en Stol, der stod paa Dækket,

Og Adam satte sig, som halv forskrækket.

De lever vel? igjen hun nu begyndte —

Ja, meget vel ... Jeg vilde sige Nei!

(Han stammende at svare her sig skyndte)

En bitter Sorg for nylig prøved jeg.

Sin Moders bratte Bortgang han forkyndte,

Han nævned Graven, Maalet for hans Vei;

Og ved hans Ord, endskjøndt de ei var klagende,

Blev Claras Mine meer og meer deeltagende.

Saasnart sit Skriftemaal han havde sluttet,

Til Afsked stod han op med fattet Aand;

Men med en Sikkerhed, hvorved betuttet

Han reent sig følte, Clara greb hans Haand.

Nei! sagde hun (benyttende Minutet),

Dem Venskab slipper ei af sine Baand.

De trænger nu til Trøst og til Adspredelse;

Til mig De overlade Curens Ledelse!

Sit Blik hen over Dækket rask hun sendte,

Og medens Adam bød Farvel igjen,

Halv høit hun raabte: Hør! Et Ord, min Ven!

Ved hvilken Lyd en tyk Mand om sig vendte.

Ham vinked hun med Haanden til sig hen,

Og just som nærmed sig den Ubekjendte,

Hun Adam med de Ord i Talen faldt:

Min Ægtefælle, Kammerherre Galt!

Knap var det sagt, saa stod for dem den Tykke,

Og reent forvirret Adam paa ham saae.

Det var en Mand, hvis Træk just ei var stygge,

Hvis blonde Haar var spættede med graae;

Hvis Kinders Fedme monne sammentrykke

De melankolske Øine, smalle, smaa;

Hvis Frak var grøn, hvis Hue var besnoret,

Hvis lave Støvlehæl var sølvbesporet.

Tillad — Et Smiil paa Claras Læbe spiller,

Idet hun til den Tykke vender sig —

Tillad, min Ven, at her jeg forestiller

Dig Hr.... Hr. Homo, en Bekjendt af mig.

Tilfældet samler tidt hvad Skjæbnen skiller;

Det vilde glæde mig — vist ogsaa dig —

Hvis han vor Gjæst en kort Tid vilde være.

O — mumlede den Tykke — Mig en Ære!

Let bukkende han paa et Smiil forsøgte,

Men lige melankolsk hans Aasyn blev;

Med Øiet taaget, som en dunkel Lygte,

Han saae omkring sig og afsted han drev.

Men Clara med vor Helt igjen nu spøgte:

De følger med? Ei sandt? Vi strax et Brev

Til Deres Fader vil om Orlov skikke —

Nei, stammed han, det kan jeg virkelig ikke.

De kan ei? Og det nænner De at sige?

Begyndte huldt Forførersken igjen:

Hvad hindrer Dem? Maaskee en elsket Pige,

Maaskee en kjærlig Slægtning eller Ven?

Paa Hovedet De ryster — ei saa lige

Jeg fatter Deres stumme Tale, men

Jeg vidste, Deres Grunde kun var svage:

Altsaa — De følger med for et Par Dage?

For et Par Dage — gjentog her vor Helt,

Som med et Nei sin Sætning ende vilde;

Men før hans Læbe fik sit Afslag meldt,

Bød Qvalmen ham medeet at tie stille.

Og virkelig befandt han nu sig ilde,

Hvad enten Grunden laa hos store Bælt,

Af hvis Urolighed hans Hjerte fyldtes,

Hvad heller Fruens søde Smiil det skyldtes.

Han hurtig fjerned sig; men Claras Tak,

Da bort han iilte, hang sig i hans Øre,

Ja selv fra Bølgen troede han den høre,

Alt mens han søsyg stønned Ak i Ak.

Ei lang Tid dog stod paa hans Hjertes Røre,

Ind imod Nyborg gled den lette Smak;

En Baad kom ud, og efter nogen Roen

Befandt man sig ved Bryggen og paa Broen.

Her gjorde han for sidste Gang et mat

Og frugtesløst Forsøg paa en Undflyen;

Han maatte, sagde han, dog her i Fyen

Et Sørgeflor sig kjøbe til sin Hat.

Men denne Udflugt afskar Clara brat:

De kjender, sagde hun, jo ikke Byen;

Jeg selv vil Dem ledsage — Begge gik;

Han kjøbte Flor, hun Fjer i en Boutik.

Hjemkomne til Hotellet, de ved Bordet

Med nye Aviser Kammerherren fandt,

Og medens han og Adam vexled Ordet,

I Hatten sine Strudsfjer Fruen bandt.

Om Adams Hat hun derpaa vikled Floret

Og paastod, at det klædte ham charmant;

Hvorpaa de steg tilvogns — han, sort florerende,

Hun, med sin hvide Fjerbusk triumferende.

Fra Nyborg ud de rulled. Hen ad Veien

Igjennem Fyens det skjønne Land det gik,

Hvor Folket havde travlt med Kornets Meien,

Og hvor den friske Duft af Hø de fik;

Hvor Bønderkoners Kniks og Glutters Neien

Og skjelmske Piger mødte deres Blik;

Hvor sødt om Elskov qvad hver Lundens Sanger,

Og Luften med Løsagtighed var svanger.

Mod Vest de kjørte. Landets Herligheder

Sig rulled op med Skov og Dal og Høi,

Med store Gaardes fede Skorsteensrøg,

Hvor bagved Grundmuur Bonden kry sig breder,

Hvor gammel Adel ligger som den reder,

Hvor Alt poleres, Mennesker og Tøi;

Thi Politur har Fyen, mit kjære Fødeland,

For mig saa kjært, som for en Jøde Jødeland.

I Wienervognen Fruen sad fornøiet,

Og mens Gemalen lukked Øiet i,

Hun underholdt sig, yndig fremad bøiet,

Med Adam om hver Egn, de kom forbi.

Men da hun just med ham sad vis-à-vis,

Hun nødtes til at see ham ind i Øiet,

Hvorved naturligviis hun rødmed lidt,

Og hvorved Talens Traad han tabte tidt.

Fremad gik Reisen. Aftensolens runde

Og gyldne Skive saae de sidste Gang,

Da de fra Veien ind ad Ledet svang,

Der aabned Bøgeskovens dunkle Lunde.

Her gik en Jægersvend med sine Hunde,

Som hilste dem med Hornets muntre Klang,

Idet forbi ham de som Vinden fare —

Nu er vi ved vort Maal! udraabte Clare.

Op ad Alleen i Galop de kjørte,

Saa gjennem Porten gik det i et Sving,

Derpaa den store Fiskepark omkring,

Og snart en pragtfuld Bygning sig afslørte.

Bag Popler skinned Taget, det couleurte,

Paa Trappen stode Tjenere paa Spring,

Og over Husets Dør, som vidt stod aaben,

Man saae et kronet Sviin — de Galters Vaaben.

En Tjener fulgte Adam ovenpaa,

Og aabned der for ham et Par Gemakker;

En Anden bragte Lys, hvorved han saae

En fuld Opdækning paa forgyldte Bakker;

Saa kom en lille Terne, nok saa vakker,

Og overtrak hans Seng, den silkeblaa

Med Lagner, som den hvide Snee saa rene,

Hvorpaa de alle Tre lod ham alene.

Han i en Lænestol sig satte ned,

Og gyngende sin Ryg mod Stoleranden,

Strøg han sig tvende Gange over Panden

Hvorpaa han begge sine Øine gned.

Medeet han raabte: Er jeg fra Forstanden!

Hvem selv jeg er, jeg neppe længer veed.

Hvorhen har pludselig min Curs jeg styret? —

Det gaaer jo mig, som ham i Eventyret!

Her sprang han op, og op og ned urolig

Han vandred under denne Monolog:

Paa Bæltet var det — Tingen er utrolig,

Og dog den virkelig sig her tildrog;

Jeg, Adam Homo, jeg i Claras Bolig,

Jeg, der som Pilegrim mig foretog

At plante paa den friske Grav en Lilie —

Ak, hvad er Mennesket med samt hans Villie!

Og hvad er saa det Hele? tænkte han:

Et Eventyr, hvortil man tidt saae Mage!

Hvor hurtig rinder hen ei et Par Dage,

Og saa er atter jeg den frie Mand.

Jeg ingen Sjæl behøver at bedrage,

Jeg venlig mig med Sandhed vise kan —

Her strøg han sig i Haaret, purred Totten,

Tog Plads ved Bordet og kom Thee paa Potten.

Fortræflig smagte Maden ham, thi Heltes,

Selv Theevandsheltes, Appetit er stor;

Og da han havde spiist, med et Par Ord

Hans snare Hjemkomst Pastor Homo meldtes.

Da det var skeet, af Søvnens Magt han fældtes,

Og da begav sig, hvad man neppe troer,

At Træk for Træk en Drøm ham præsenteerte

Hvad samme Tid paa Vesterbro passeerte.

Thi op sprang Almas lille Kammerdør,

Hvis Tærskel aldrig han betræde maatte,

Og straalende af Blik, med frisk Couleur,

I Kamret ind med Lys i Haand hun traadte.

Paa Hovedet hun bar en graa Capote,

Hvorfra der ned om Skuldren hang et Slør;

Og da hun Lyset havde sat paa Bordet,

Hang op paa Knagen Hatten hun og Floret.

Det aabne Vindve sagte til hun lukked,

Og rulled ned for det et grønt Gardin;

Saa vanded hun sin Myrthe, spæd og fiin,

Og med sin Aande sagte hun bedugged

En høstlig Rose, farvet som Carmin,

Hvis Krone Aftenluften havde bukket;

Derpaa hun tog en Stol, og hen den stilled,

Hvor Natbordspeilet inddrak hendes Billed.

Hun satte sig, og frem af Barmen drog hun

Et Brev i Convolut — det samme Brev,

Som fra Korsør vor Helt til hende skrev,

Og paa dets Udskrift Øiet kjærligt slog hun.

Let og forsigtigt Seglet saa aftog hun,

Men sukked Aa! da dog en Rift hun rev;

Og nu hun pudsed Lyset og sig hengav

Til Ordet, som Papiret hende gjengav.

Taus sad hun der, med Haanden fiin og lille

Sit Øie skjermende for Lysets Skjær —

Rundtom i Kammeret var Alting stille,

Paa summende og sorte Fluer nær,

Der om de hvide Sengeomhæng spille,

Og skifte Plads paa Væggen hist og her;

Men lidt paa dem kun agted Læserinden,

Hun læste fort, med hulde Smiil om Kinden.

Da læst og gjenlæst var hver Periode

Hun reiste sig og skred med sagte Gang

I Stuen op og ned, og hvad der boede

I hendes Sjæl af Toner festligt klang.

Paa eengang standsed hun for sin Commode,

Hvorover Adams Sortkridtsbilled hang:

Paa det hun fæsted Øiet — dobbelt klare

Og dobbelt milde hendes Blik da vare.

Saa stod hun længe Billedet i Rammen

Et Suk hun offrer, før derfra hun gaaer,

Og nu hun ned sig sætter, og med Kammen

For Speilet reder hun det blonde Haar.

For hver en Fletning hun faaer bundet sammen,

Igjen i Brevet hun sit Øie slaaer,

Saa dengang Kappen hun om Hagen binder,

Hun tredie Gang ved Enden sig befinder.

Rask lægger bort hun Brevet; Snørelidsen

Hun griber fat, og Fingren er ei seen

Med her at løse Knuder, een for een,

Indtil hun sidder afklædt til Chemisen,

Saa nydelig fra Foden indtil Issen,

Med gule Tøfler paa de bare Been;

Dem tabte hun da hun mod Himlen sukked,

Saa hopped hun i Seng og Lyset slukked. —

Det var en Drøm, men dog det Sandhed var;

Og her det Spørgsmaal af sig selv paatrænger,

Hvordan det egentlig vel sammen hænger

Med hvad der Navn af Drøm og Sandhed har.

— Om Drømme spørger ingen klog Mand længer,

Ham i Beslag det Virkelige ta’er;

Men hvad vil Drøm, og hvad det Virkelige,

Der gribes kan med Hænder, da vel sige?

O Barndomsdrøm, knap kjendt før alt forsvunde

O fagre Ungdomsdrøm, saa snart forbi!

O Kjærlighedens Drøm, hvoraf oprunden

Er hele Livets Lyst og Poesi!

O Haabets Drøm, til Net om Sjælen spunden,

Hvoraf den aldrig ganske løses fri!

O Lykkens, Ærens, Friheds gyldne Drømme!

Hvo gad ei helt jert Tryllebæger tømme?

Som Livets Drøm dets Indhold bli’er os sendt,

Sandhedens Kilder i dets Bund udstrømme,

Saa Den, der ei tilbunds har lært at drømme,

Har aldrig Livet i dets Sandhed kjendt.

Paa Overfladen hen de Sjæle svømme,

Som kun er mod det Virkelige vendt,

Der skuffende med Sandheds Skin bedrager,

Mens Drømmens Dyb det sande Liv optager.

Thi dybt i Drømme gjælder det at gaae,

Frem som en Nattevandrer maa man skride,

Og ikke see omkring til nogen Side,

Og intet Raab fra Dybet agte paa.

Ei heller paa sin Lykke tør man lide,

Som om en sluppen Drøm man kunde naae,

Naar blot igjen ved Leilighed der drømmes;

Thi tabt for evig er hvad her forsømmes.

Men naar det store Drømmespil er ude

Med al sin Tryllekonst og Poesi,

Hvo løser efter Stykket da dets Knude,

Og hvad vil skee, naar Spillet er forbi? —

Tør os vort Haab en anden Drøm bebude?

Skal Sandhedssolens Ild vi smeltes i?

O, meer end Drøm for denne Tro er Borgen,

At da begynde vil den klare Morgen. —

Den klare Morgen trængte lifligt ind

Til Adam, der af Sengen nys opstanden,

Endnu med Nattens Drømmekrands om Panden,

Ved aabent Vindve stod i Solens Skin.

Fjernt sender han sit Blik og møder Stranden,

Hvis Bølger kruses af den friske Vind;

Lidt nærmere sig Skov og Park afrunder,

Og Haven ligger lige nedenunder.

Det skjønne Morgenlandskab ham henrykker

Og paa sin Post ei meer han holder Stand.

Ad Trappen ned, som Porfyrvasen smykker,

I Haven ud med Længsel iler han.

Han træder ind i Buegangens Skygger

Og sukker: Alma! Alma! o, hvi kan

Du som en Fugl nu i min Favn ei fare?

Han seer sig om — og for sig seer han Clare.

Hun fra en Sidegang kom ham imøde,

Klædt i en sneehvid Flagre-Neglige,

Hvorover pailleguult, med Folder bløde,

Et Shawl hang ned, som hæved Halsens Snee.

En Kniplingshat, med Sløifer mørkerøde,

Lod Panden og de brune Lokker see,

Hvoraf et Par sig frit om Skuldren slynged,

Haand en Parasol hun gynged.

Hun let sig nærmed. Med sin Randershandske

Ham et Godmorgen mildt tilvinker hun,

Idet hun siger: Ret dog har vi Danske

Med vores "Morgenstund har Guld i Mund«.

Men Adam staaer fortabt i Guldet ganske —

Med Guldet her jeg Clara mener kun,

Med hvem en Stund han rundt nu promenerer,

Og om den gyldne Morgen converserer.

Een Ting dog fatted og begreb han ikke:

At denne fine, qvindlige Gestalt,

Hvis Miner syntes Bønner ham at skikke,

Var den, der ham igaar tog med Gevalt.

Hvor var den Sikkerhed i Ord og Blikke,

Den faste Holdning, som beseired Alt?

Vel smiilte Læberne med frisk Fuldblodighed,

Men dog om Kinden laae en sød Veemodighed.

De af den dunkle Gang just traadte frem,

Og solbelyst en udstrakt Grønsværs-Slette,

Hvis Bund de sidste Sommerblomster spætte,

Med Dam — i Midten aabned sig for dem.

Her Claras lette Skridt blev dobbelt lette,

Hvidklædt hun fløi til hvide Svaners Hjem,

Til Dammen, hvor de stolte Fugle seiled

Mens i det klare Vand de Brystet speiled.

Paa Skrenten stod en lille Kurv med Brød,

Den greb hun, medens lokkende hun strakte

Sig ud mod Svanerne, der frem sig skød,

Og modtog hvad den skjønne Haand dem bragte.

Det sidste Stykke hun til Adam rakte

Med disse Ord, der som Musik ham lød:

Som mine Svaner maa min Gjæst jeg fore,

At ei han Flyvelysten snart skal spore.

Vor Helt, som mærked Varmen i sin Kind,

Sig saae omkring og sagde: Slig en Have,

Oplivet og belyst af Solens Skin,

Er hvad jeg kalde vil en Himlens Gave

For Den, der veed Naturens Skrift at stave, —

Og for dens Former har et aabent Sind.

Og Deres Bolig hist — hvor skjøn, hvor hyggelig! —

O naadige Frue! De maa være lykkelig.

Og hvem er lykkelig? gav — her til Svar

Den — skjønne Frue med et Blik, der trængte

Sig i hans Sjæl, hvorpaa hun Øiet sænkte

Og op sig hæved fra sit Svanepar.

Ja hvem er lykkelig? hun nu gjenta’er;

Og som hun paa sin egen Skjæbne tænkte,

Med sorgfuldt Blik hun maalte sin Figur

Og sukked dybt: ils sont passes ces jours!

I Adams Øre hendes Suk fandt Bund,

Hans Tanke sig i Gjetninger forvilder;

Men rank igjen som før sig Clara stiller

Og siger med et muntert Smiil om Mund:

Bort med de stygge, melankolske Griller! —

Hen til en Bænk i Skyggen søgte hun,

Og medens hun paa den sig lod nedglide,

Tilbød hun Adam Pladsen ved sin Side.

Min Ven — saadan medeet hun Pausen brød —

Naar denne Stilling jeg Dem seer indtage,

Paany jeg mindes hine Ungdomsdage

Hvori jeg Deres Underviisning nød.

Hiin Morgen kommer levende tilbage,

Da første Gang jeg Dem velkommen bød,

Da halv forknyt jeg satte mig paa Stolen,

For som en Maane at faae Lys fra Solen.

Jeg hører end saa tydelig Dem sige,

(Det var det første Spørgsmaal, som jeg fik)

Hvor søger vel Comtessen Spartas Rige,

Og hvor den vise Solons Republik? —

O, hvor vi let da gjennem Verden gik!

Hvor sluttede vi Fred og førte Krige!

Hvor drog vi som Nomader til Kimmerien,

Og plukked gyldne Frugter i Hesperien!

Det var en lykkelig, en herlig Tid!

Jeg veed det vel — og Tanken end mig trykker

Jeg havde dengang tusind Barnenykker,

Og lønned slet med Luner Deres Flid.

Jeg Deres Tanketraad rev tidt istykker,

Var efter Indfald baade suur og blid,

Kort sagt, jeg var utaalelig og krænked

Kun altfor tidt den Godhed, De mig skjenked.

Men tro mig, jeg har ogsaa maattet bøde

For al min Daarskab. Først De selv forsvandt,

Og lang Tid var Historien mig øde,

Men saa kom Skyer fra en anden Kant.

Paa Skjæbnens Kampplads ung jeg maatte møde,

Jeg bukked under, skjøndt jeg Seier vandt;

Men ei mit Thema vil jeg her udføre —

Der gives Ting, man let kun tør berøre.

Et Suk — og saa paany hun optog Traaden:

Jeg selv har skriftet og mit Liv berørt;

Nu Touren er til Dem! thi løs mig Gaaden,

Hvorfor man aldrig Deres Navn har hørt.

Giv mig Begreb om Veien og om Maaden,

Paa hvilken Livets Magter Dem har ført.

Har siden sidst vi saaes De levet lykkelig?

Fortæl mig Alt! jeg beder Dem udtrykkelig.

O Deres Naade! (Adams Gjensvar lød)

Hvad er om et Studenterliv at melde?

Man lever eensom, er for Verden død,

Imens man omgaaes med det Ideelle. —

Men Deres Fata maa De mig fortælle,

Ham ivrig Hendes Naade her afbrød;

Sad De bestandig da ved Bogen hjemme?

Bestandig! svared han med uvis Stemme.

Og har De aldrig, vedblev hun med Smiil,

Da mødt en lille Gud, hvis Rosenlænke —

Her afbrød han med rødmende Profil:

O Deres Naade! o hvor kan De tænke —

Har ingen yndig Pige eller Enke

Paa Deres Vei Dem sendt en vinget Piil?

De seer, det vil paa Spørgsmaal ikke briste mig —

O Deres Naade, o hold op at friste mig!

Nei, nei, min Ven! jeg just Dem vil bekrige,

Paa mine Spørgsmaal maa De svare mig;

Men see! Hvem kommer?... Hendes Kammerpige

Sig nærmed og afbrød den tamme Krig,

For fra Gemalen et Par Ord at sige.

Fra Bænken Fruen hurtig reiste sig,

Om hendes Skulder Adam Shawlet lagde,

Og med et yndigt Nik Farvel hun sagde.

Han fulgte drømmende det skjønne Syn,

Imens han stod som naglet fast til Pladsen;

Men nu paa eengang svandt det ved Terrassen,

Og op mod Himlen hæved han sit Bryn.

Mens Solen der adspredte Taagemassen,

Brød gjennem Hjertets Dunst hans Tankes Lyn;

Hen imod Huset skred han fast og mandig,

Og talte til sig selv nu saa forstandig:

Hvorfra dog denne Magt, saa stærk og stille,

Der ligger i et svundet Elskovsspil?

Vi lokkes, skjøndt vi Spillet meer ei vil;

Det er, som om igjen vi kræve vilde

Den Sum af Lyst og Qval, der gik tilspilde,

Den Capital af Haab, vi satte til.

Op fra vort Bryst hiin gamle Klage toner:

Varus, giv mig de tabte Legioner!

Han traadte ind — men udenfor jeg bliver

Med Læseren i Reflexionens Skin,

Som her paa Maleriet falder ind,

Og som en ny Belysning Helten giver,

Der, som det synes, nu omkring jo driver

Med et af flere Magter draget Sind.

Hvor gaaer det til, at Sindet saadan drages?

At mod sin Villie man saa stærkt betages?

Mon i de Andres store Magt det ligger?

Det siges gjerne hvor man dømmer slapt;

Thi mon ei omvendt Knuden deri stikker,

At man tilfældigviis sig selv har tabt?

Er man sig selv, da er man tryg og sikker,

I Sindets Ligevægt for Sandhed skabt;

Men naar er man sig selv da? Svaret bliver.

Man er sig selv, hvor heel sig selv man giver.

Men heel at give sig man mægter ene,

Hvor ogsaa heelt man sig tilbage faaer;

Derfor er Mennesket sig selv alene,

Naar for et sympathetisk Speil han staaer.

Da kjender han sit Billed, i hvis rene

Og klare Træk hans rette Jeg ham naaer,

Da giver han sig hen og bli’er gjengivet,

Da lever han, idet han bli’er oplivet.

Og som i dette Spil sig selv han vinder,

Og just som dobbelt føler sig som Een,

Saa en bevæget Ro hans Hjerte finder,

Befriet fra Egoismens tunge Steen.

Alt hvad der er Betagelse forsvinder,

Idet Hengivelsen er fuld og reen.

Selv om han skiltes fra sit Speil i Tiden,

I sin Erindring har sig selv han siden.

Dog mellem Sjælenes det store Tal

Der gives ogsaa dem — det kan ei feile —

Som trænge til bestandig sig at speile,

Naar ikke strax sig selv de tabe skal,

Og Skibet lig, der misted Roret, seile

Som Vinden blæser, uden indre Kald.

Om Adam var blandt disse gode Venner?

Tys! Paa hans Dør der banker nu en Tjener.

Vor Helt tilbords han kaldte. Ned de gik,

Med faste Trin skred Adam ind i Salen,

Hvor Fruen ei han traf, men vel Gemalen,

Der sad ved Vinduet med spændte Blik,

Mens han tillivs en Slump Aviser fik,

Hvoraf enhver i Omfang holdt en Alen.

Han mærked ei vor Helt, som stille stod

Og i Forundring flytted ei en Fod.

Og selsomt var i Sandhed ogsaa Synet,

Thi som paa Naale Kammerherren sad,

Med Kinden hed, med Rynker over Brynet,

Fortærende sin aandelige Mad.

Artiklerne han gennemfoer som Lynet,

Sprang over — standsed — vendte om et Blad,

Og med Foragt Avisen bort saa kasted,

Mens til den næste han begjærlig hasted.

Bekjendtskab med en ny han netop stifted,

Da Fruen fra en Sidedør kom ind,

Og hver en Taage ham fra Øiet vifted,

Mens hun med Silkekjolen gjorde Vind.

Han vaagned op idet han Farve skifted:

Hr. Homo ... Aa, jeg be’er... jeg reent var blind

Maaskee min Kone De tilbords vil tage,

Jeg følger efter strax ... Vil De behage! —

Til Spisestuen gik det unge Par,

Hr. Galt med sine Blade blev alene;

Men disse Blade sprang ei ud fra Grene,

Og Blomst saalidt som Frugt for ham de bar

Forfra begyndte nu den forrige Scene,

En ny Avis af Bunken op han ta’er;

Men hist og her i den der kun blev kigget,

Begjærligt mod den næste stræbte Blikket.

Hvad skaded Manden? — Før ieg kan det sige,

Maa ved hans Levnetsløb vi gjøre Stop:

Paa Galtenborg, midt i det danske Rige,

Han fødtes ganske sund paa Sjæl og Krop,

Og der uvidende han voxed op,

Just som saamange Nutids-Adelige;

Hans Ungdomsstolthed var, at han blev kaldt

Den yngste, ægte adelige Galt.

Som andre Junkere han blev en Jæger,

Der kunde træffe Haren paa et Haar;

Som andre Junkere det fyldte Bæger

Han kunde tømme til den sidste Taar;

Som andre Junkere han gjorde Streger,

Vil sige dumme Streger, Aar for Aar;

Som andre Junkere lidt Tydsk han kunde,

Og talte Sproget tidt med sine Hunde.

Saavidt var Alting godt; men nu vor Mand

Engang en Tour til Hovedstaden gjorde,

Og der af gode Venner førtes han

Ind i en Læseklub, som var for Orde.

Her saae ved Lampers Skin, om lange Borde,

Han sidde Folk af lærd og ulærd Stand,

Der læste Bladene med foldede Hænder,

Og i en Taushed, som kun Graven kjender.

Da hvisked Fanden til ham: Galt! hvad om

Paa Galtenborg du ogsaa holdt Aviser?

Saa deiligt man sin Tid ved dem forliser,

Og i sin Sopha reiser man til Rom.

See disse Folk, hvis Dannelse du priser,

Hvis Hjerne, før de Bladet greb, var tom:

See, hvor de fyldte gnide sig i Hænderne,

Mens Fylden gaaer dem ud af begge Enderne!

Top! sagde Galt; vandt Jeg end ikke Andet

End Fidibusser, jeg dem holde vil.

Med dette Forsæt tog han hjem paa Landet,

Og Fristeren nu havde vundet Spil.

Først kjeded vel det Trykte ham forbandet,

Og Læsningen han nødig trækker til;

Men lig Tobak, der ikke strax behager,

Lidt efter lidt saa deiligt det ham smager.

Sygdommen steg; bestandig fleer og flere

Aviser slugtes af den arme Galt;

Hvad Presserne paa Dansk og Tydsk levere

I Qvart og Folio, han nød det Alt.

Saa henrandt Aar — han var ei munter mere,

Forlængst i dyb Melankoli han faldt;

Mørk over Livets Nydelser han iilte,

Mens ved den nyeste Nyhed kun han hviilte.

Hans Venner syntes, at det var for stivt,

Og da tilsidst hans Doctor med blev bange,

Fik de ved første Lejlighed ham gift,

Til Værn mod denne frygtelige Slange.

Alt i et Aar vor Galt var Hymens Fange;

Men hvad er Kjærlighed mod trykket Skrift?

Hiin saa undseelig med sit Hoved hænger,

Mens denne selv med Skjeldsord frem sig trænger.

Og paa hans Tid Beslag den lagde ganske;

Tre Gange daglig Bladene han fik,

Om Morgenen de tydske, og de danske

Middag og Aften, før tilbords han gik;

Søndagen bragte ham endog de franske,

Paa hvis Format han saae med hungrigt Blik,

Før Clara han til Krøller overlod dem;

Thi han, den Stakkel, han jo ei forstod dem.

Naar Posten kom, en Feber fast betog ham,

Hans Træk sig spændte og hans Kind blev rød;

Det var som hele Livets Fylde drog ham,

Hvergang han Seglet for sin Postsæk brød.

Forslugen han de friske Blade nød,

Men var de nydte, Apathi betog ham;

Med Nyheds — Illusionen svandt hans Kræfter,

Den dødeligste Tomhed fulgte efter.

Da forekom det hele Liv ham sygt,

Hans eget Hjerte syntes ham saa øde;

Han seer ei Solglands eller Aftenrøde,

Thi den jo farvet er, men ikke trykt.

Den næste Dags Aviser kun imøde

Hans Længsel iler, mens han bander stygt

De nylig læste, og ei see dem gider —

See! der han reiser sig og bort dem smider.

Det stakkels Offer for Avislectüre!

Han Veien nu til Spisesalen ta’er,

Hvor Tjeneren som tredie Ret frembar

En spækket Dyresteg med Hjortenyre.

Sin Kniv i Dyrets Ryg alt dybt han har,

Imedens Adam har sin fulde Hyre

Med at beskjerme sig mod Fruens Deilighed,

Der alt en god Stund har ham gjort Uleilighed.

I Silkekjolens himmelblaa Gevandt,

Hvis Folder Svanebarmen halvt tilsløre;

Med bar og sneehvid Arm — dog det er sandt,

Undskyldning for min Læser maa jeg gjøre,

Fordi paa Galtenborg han tidt faaer høre

Om Fruens Tøi, der altid var galant;

Men fast paa disse Klæder maa jeg holde

I Heltens Liv de spillet har en Rolle.

Altsaa — i Silkekjole klædt, hvis Snit

Ved Middagstid var overmaade passende,

Men til hver anden Tid uhyre frit,

Sad her Fru Clara stolt og lidt anmassende,

Idet hun Tjeneren befaled tidt

At fylde for de tvende Herrer Glassene;

Men naar hun selv sit Glas til Læben hæved,

For Adams Blik en Junos Billed svæved.

Da fulgte uvilkaarlig med sit Øie

Han Armens Bølgelinie, der forsvandt

Hvor Ærmepuffet slutted tæt og nøie,

Men atter saa kom frem og ned sig vandt

Fra Skuldren over Barmens Liliehøie.

Imellem dem en Amorin han fandt,

Som raabte til ham: Vil du blive fra mig!

Og derpaa hvisked: Vil du ha’ mig, ta’ mig!

Men til en Daad, saa dristig, uforskammet,

Naturligviis for ædru Adam var,

Der vel var af det skjønne Syn opflammet,

Men ikke dog aldeles gjort til Nar.

Desuden blev af Clara selv han lammet;

Thi kold hun sad og gav kun korte Svar,

Og spansk var Minen, Blikket strengt, ja helligt,

Og fra imorges himmelvidt forskjelligt.

Han altsaa her sad mellem Ild og Iis,

Dengang paa Bordet ind blev bragt Desserten

Af denne spiste Fruen Sukkerpæren,

Mens Herrerne partered dens Devis’.

Vor Helt greb sin, og takkende for Æren

Han læste: Fikst du Pæren, Zachariis? —

Gemalens lød: Vær ingen Ærtekjælling,

Og spiis ei reent dig død i Pærevælling!

Man trak paa Skuldren ad Condit’rens Vid,

Stod op fra Bordet og gik ned i Lunden,

Hvor Adams Tanke speided efter Grunden

Til Fruens Væsen, med sig selv i Strid.

Hvor reent forandret i den korte Tid!

Hvad var vel hændt da siden Morgenstunden?

Mon hendes gamle Luner her stak frem?

Umuligt! Hun jo selv fordømte dem.

Vidunderlige Qvinde! tænkte han:

Snart holdende paa Formen, streng pedantisk,

Snart kjæk og fri, forglemnende sin Stand,

Og snart igjen saa rørende romantiskt

Nu med et Blik, saa drømmende bacchantisk,

Nu skjelmsk og spillende, som Skum paa Vand;

Forunderlige Væsen! Amazone,

Men dog en vittig, yndig, deilig Kone!

Hvor stolt en Skabning! Formerne hvor fine!

Og hvilke Øine, funklende af Glands!

Paa eengang Billedet af en Undine

Og af Valkyrien i Vaabendands.

Semiramis vist havde samme Mine,

Cleopatra vist samme Skjønhedssands,

Og Krandsen uden Tvivl Ninon blev flettet

Paa Grund af samme Smag i Toilettet.

Man seer vor Helt lod Phantasien raade,

Idet for fulde Seil, med gunstig Vind,

Imod de blinde Skær han styred ind,

Hvor stranded er saa mange Heltes Baade.

Hans Følelse var for ham selv en Gaade,

Han bar sin Alma dybt jo i sit Sind:

Han glemte kun, hvad dog er let at kjende,

At Kjærlighedens Arter ere trende.

Den første Art sit Liv har i Gemyttet;

Den nærer sig af Hjertets bedste Blod,

Og voxer op, kun af sig selv beskyttet,

Thi bly som Barnet har den Heltens Mod.

I Troskabstanken dybt den slaaer sin Rod,

Men Planten lig, til fremmed Jordbund flyttet,

Den ved sin Tro at røves hendøer sukkende;

Thi kun i eet den lever udelukkende.

Den anden Art fra Phantasien stammer,

Og drømmende den kun sig føler fri;

Den seer sin Gjenstand helst som Maleri,

Og sørger altid for forgyldte Rammer.

Til Engle den forvandle kan Madamer,

Lav Prosa til sublimest Poesi,

Men hvis den sine Konster godt skal gjøre,

Maa Verden Hjælpetropper den tilføre.

Navn, Byrd og Stilling, Rigdom, Glands og Ære,

Roes, Rygte, Folkesnak i Sold den ta’er,

Og altid seer den gjennem farvet Glar,

For Følelsen ved Illusion at nære.

Men stærk kan denne Kjærlighed dog være,

Endnu som Heelhed den sin Gjenstand har,

Skjøndt rigtignok den falder tidt i Stumper,

Og til den tredie, sidste Art neddumper.

Thi Nummer tre, af Sandser født, kun bygger

Paa lutter Indfald, hen i Veir og Vind;

Den er en Kjærlighed i bare Stykker,

Et Hjertevæv af løsest Hjernespind.

Et Øie, som lidt mørkt Haar overskygger,

En Taille, som sig bugter ud og ind,

Et Skjørt, et Been, en Barm, en Arm, en Finger,

Ja selv et Strømpebaand den let frembringer.

Den trives som bekjendt især paa Ballerne,

Naar Herrerne tilbords med Damer gaae,

Der leende begrave sig i Shawlerne,

For først til Cotillonen op at staae.

Til Nummer Een den sig forholde maa,

Just som til Kjærnen sig forholde Skallerne;

Den har kun Værd, hvis der er Noget bag den,

Men da det ei kan lugtes — nu, saa smag den! — —

Vor Helt fik alle Arterne at smage,

Mens han paa Galtenborg drev Tiden hen

Ei blot to, tre, men hele otte Dage,

Uagtet tidt han vilde bort igjen.

Thi Sagen var, han Afsked maatte tage,

Og hvergang hvisked Clara da: min Ven,

Vil alt De bort? — Endnu en Dag for min Skyld!

Og Adam blev og tænkte: Ja for din Skyld.

Men knap blev ene han, før misfornøiet

Sin Svaghed og sit Løfte han fortrød;

Han stilled sig sin Elskede for Øiet,

Og o, hvor blev om Hjertet da han blød.

En ny Beslutning frem i Villien skød,

Men midt i Væxten blev igjen den bøiet,

Og vaklende som før han gik beklemt;

Dog nu imorgen reiser han bestemt!

Sit Forsæt har han styrket med en Eed;

Ved Frokostbordet høit han det forkynder,

Og fast han bli’er og slaaer ei Øiet ned,

Skjøndt Fruen at fixere ham begynder.

Da hun det seer, at svare hun sig skynder:

Hvad De vil gjøre, De jo selv bedst veed;

Men da dog ikke bort idag De tager,

Vi ride vil en Tour, om Dem behager.

Hvor blev han glad, ved her at kunne takke,

Og slippe for sig meer at holde stiv!

Han iled op paa Kamret, hvor en Frakke

Han knapped stramt omkring sit ranke Liv.

Da han kom ned, en Rideknægt i Jakke

Stak ham i Haanden Pidskens tynde Siv,

Og spændte store Sporer til hans Hæle,

Der pludselig fik Klang og kom til Mæle.

Han gik omkring, med Tanken paa sin Seier;

Men just som bedst han følte Friheds Magt,

Gik Døren op — og i sin Ridedragt,

Hvis lange Slæb bag efter hende feier,

Og med Baret, hvorfra en sort Fjer vaier,

Og med sit Haar i Dobbelt-Fletning lagt,

Og med en lille Ridepidsk i Haanden,

Indtræder Fruen, seirende i Aanden.

Ved Synets Deilighed vor Helt stod lammet,

Thi vexelviis hans Blod blev hedt og koldt;

Med Hat i Haand han et Par Ord fremstammed,

Og fløi saa ned og hendes Bøile holdt.

Hun steg tilhest, mens Tøilen kjækt hun strammed,

Saa Fuxen vrinskende sig hæved stolt.

Exemplet Adam fulgte — bort de iilte,

Og bagved Rideknægten red og smiilte.

Det var en skyfri Dag foruden Blæst;

Saa varme Smiil Septembersolen sendte,

At fast de lyse Straaler Adam blendte,

Der første Gang i lang Tid var tilhest.

Til alle Kanter rundt han Øiet vendte,

Den hele Tour ham forekom en Fest;

Han følte sig saa let, saa løst fra Sorgen,

Han fri jo var — han ta’er jo bort imorgen.

Hvorhen nu ride? spørger ham medeet

Den Skjønne, som i Sadlen om sig vender:

I Skoven, nærved Stranden Veien ender,

Endnu har ei det gamle Slot De seet,

Og heller ikke Uglen De jo kjender,

Som der i Taarnet har sit Leie redt.

Om hvem er Talen? Adam her udbryder —

Om Kammerherrens Onkel, Svaret lyder.

Han i sin Ungdom gjorde stort Rabalder,

Og som en Guldfugl fløi han viden om,

Til han med stækket Vinge, træt af Alder,

Her som en Lazarus tilbage kom.

En Philosoph, jeg troer han selv sig kalder;

Fritænker er han efter Præstens Dom,

Og Navn af Atheist ham giver Degnen,

Mens han den graa Galt hedder rundt i Egnen.

Den graa Galt? gjentog Adam. Clara lo,

Mens frem igjen hun sprængte kjæk forvoven,

Saa han til flere Spørgsmaal ei fik Ro.

De red i Trav nu nedad imod Skoven,

Og snart bag Løvet gjenlød Hestehoven,

Og først ved Stranden standsed beggeto

Ved Syn af Slottets Taarn og røde Mure,

Hvis spidse Gavle dybe Rifter fure.

Knap foran Taarnet holdt de stille, førend

Ad Snegletrappens Trin tilveirs de gaae.

Ved Trappens Ende banker Clara paa,

Og indenfra en Haand dem aabner Døren.

Der stod den lille Mand med store Øren,

Med store Øine, gnistrende og graae,

Med Næsen spids, med Munden smal og vissen,

Og klædt i Graat fra Foden indtil Issen.

Aha! (saa peb han næsten som en Rotte)

Aha, ma belle cousine — vær saa god!

Og i et Taarngemak nu ind de traadte,

Der rundt og hvælvet sig for dem oplod.

Det hele Gulv var en uhyre Maatte,

Om Bordet store Lænestole stod,

I Væggens Nischer saae man Folianter,

Og Vindver var der rundt til alle Kanter.

Vor Helt blev forestilt og Plads man tog.

De seer, Hr. Onkel! (Clara let begynder)

At jeg, uagtet alle Deres Synder,

Endnu ei ganske Haanden af Dem slog.

At bringe Dem en Ven jeg her mig skynder,

En Ven, som snart er tabt, (et Suk hun drog)

Hvis ikke De, min Onkel, veed at røre

Den strenge Skjæbne, som ham bort vil føre.

Den strenge Skjæbne! peb den lille Mand,

Idet han smed i Stolen sig tilbage:

Altid De over Skjæbnen har at klage,

Skam Dem, Niece! brug dog lidt Forstand.

Hvor kan et sligt Ord De paa Læben tage,

De, som saa kløgtig er, saa fuld af Plan,

At tidt endogsaa selv De Skjæbne spiller —

Tys! truede ham Clara: Ingen Piller!

Nei ingen Piller — Sukkergodt, Cousine!

Og De, min Herre! (her i Talens Ild

Udstrakte han sin Haand, den spinkle, fine)

De troer vel sagtens og paa Skjæbnens Spil?

Nei, svared Adam med en oprømt Mine,

Af Hjertensgrund jeg det forsværge vil;

Den Skjæbne, som engang mig haardt behandled

Forlængst har til et Forsyn sig forvandlet.

Godt! smiilte Galt ironisk — meget godt!

Af Deres Tro De sikkert høster Hæder;

De burde klæde Dem i Himmelblaat.

Men De, Niece, De hvem Skjæbnen glæder,

Bør farve purpurrøde Deres Klæder.

Jeg, som De seer, jeg klæder mig i Graat.

Min Tro er farveløs, men den er sikker,

Og mellem Sort og Hvidt den netop ligger.

Disputen her blev varm; thi Clara kæmped

For Skjæbnen som med Ord, med Øiekast,

Og Adam, skjøndt en Smule han sig lemped,

Bestandig paa sit Forsyn dog holdt fast.

Den graa Galt Stridens Heftighed ei dæmped,

Han knytted Traaden sammen, naar den brast,

Og kom dem beggeto til Hjælp i Aanden;

Men nu medeet han slaaer til Lyd med Haanden.

Læg Deres Vaaben, skjønne Amazone!

Hør mig, min Herre! Hør en gammel Mand,

Som med en Iver, der var værd en Krone,

Har efter Skjæbnen rendt fra Land til Land;

Som har et Forsyn søgt i hver en Zone,

Ja, som i lang Tid her fra Taarnets Rand

Har kigget ud med Blik, som Briller væbne,

Men aldrig dog seet Forsyn eller Skjæbne.

Kun een Ting har jeg seet; men desto værre,

Mit Syn var som jeg selv en graa Gestalt;

Thi Deres Tro til Trods, min unge Herre,

Tilfældet er det, som regerer Alt!

Tilfældet, ogsaa Hændelsen jo kaldt,

Som i Systemet vel man ind kan spærre,

Men som bestandig deraf bryder ud,

Og sætter sig paa Thronen som en Gud.

Her bukked dybt sig ned den sølvgraa Taler,

Og under Bordet aabned han et Skrin,

Hvoraf han fremtog trende Glaspokaler

Med samt en Flaske gammel Cyperviin.

Han skjenked i, og mens i Bægret daler

Den klare Drik, saa rod som en Rubin,

Begeistret sine Gjæster han den byder,

Hvorpaa han svinger Glasset og udbryder:

Tilfældets Skaal! I Skikkelse af Skipper

Har det i Sommer bragt mig denne Skat,

Der, skjøndt den fødtes paa de græske Klipper,

Begroves i min danske Kjelders Nat.

Drik ud, min Herre! Drik, før Geisten slipper!

Mod slig en Geist er Deres Forsyn mat;

Den griber Hjertet, pirrer ved Erkjendelsen,

Og gi’er os en paa Skallen, just som Hændelsen.

Og De, min deilige Niece — flink!

Forglem Anskuelser, som længst er mugne,

Ja som er hverken hugne eller stukne,

Og kom! Med Deres gamle Onkel klink!

I denne Viin vi Skjæbnen nu vil drukne,

Herefter lystre vi kun Deres Vink;

Thi naar jeg først faaer Livet af Personen,

Vi sætte Dem i Skjæbnens Sted paa Thronen.

Tilfældet altsaa jeg skal forestille,

Gjensvared Clara, mens den Gamle drak:

Nei, min Hr. Onkel! nei, jeg siger Tak!

En Kjole, som er graa, mig — klæder ilde

Og troer De jeg vil laane Deres Frak?

De selv faaer denne noble Rolle spille

Thi jeg — det er paa Tiden — maa afsted:

Og jeg — tilføier Adam — følger med!

Besøgets Korthed dybt Hr. Galt beklaged,

Han udbad sig et længer næste Gang,

Hvorpaa han ned til Porten dem ledsaged,

Hvor strax i Sadlen op sig Begge svang.

Saasnart sin Tømme Damen havde taget,

Red de afsted mens Skovens Fugle sang,

Og om til Taarnet sig den graa Galt vendte,

Hvor Lykke paa Reisen! han endnu dem sendte.

Dog ei paa ham det unge Par nu hørte,

I Skovens Løvsal alt de bøied ind,

Hvor Bøgens Kroner sagtelig sig rørte,

Mens gjennem farvet Løv faldt Solens Skin;

Hvor dybe Skygger fængsled Blik og Sind,

Og Stilhed snart til Taushed dem forførte.

De red kun Fod for Fod ad Veien frem,

Og Rideknægten langt red bagved dem.

Men selsomt følte sig vor Helt tilmode;

Den stærke Viin gik i hans Hoved om,

Og Geisten virked paa hans Tanker, som

Forunderlige Spring sig her tillode.

Han i den svundne Tid sig hensat troede,

Og drømmende det fast ham forekom,

Som gamle Ønsker her opfyldte vare:

Som red han paa sit Gods nu med sin Clare.

Paa eengang vrinsked Hesten — brat forsvunden

Var Gods og Drøm, og vaagen op han saae;

Hans Øie mødte Claras, og paa Bunden

Af hendes, syntes ham, en Smerte laa.

Han dreied halvt sig om og aabned Munden

For Vished dog i denne Sag at faae,

og sagde — thi han for sig føle vilde —

Jeg synes, Deres Naade bli’er saa stille?

O, svared hun, idet med Haanden Haaret

Hun bort fra Kinden og fra Panden strøg:

Slig Stilhed kommer tidt om Efteraaret

Og gjør i Skov og Lunde mig Besøg.

See disse Træer! See denne ranke Bøg!

Den Skjønhedskrone, som den stolt har baaret,

Om kort Tid smuldrer hen som vissent Løv —

Hvad eengang var et Haab, er snart kun Støv.

Naturen spotter Haabet. Sorgens Bud

Saatidt mig Efteraarets Toner bragte;

Men De, min Ven, vil ei mit Haab foragte,

Vil paa min korte Fryd ei gjøre Brudd!

Ja, blev hun ved, mens Haanden ud hun rakte,

Reis ikke bort! bliv denne Maaned ud —

Dog Adam rysted tvivlsom paa sit Hoved,

Skjøndt Hjertet halvveis det Forlangte loved.

Hans Hovedrysten Clara knap blev vaer,

Før sig i Læben ærgerlig hun bider,

Hvorpaa hun op den slupne Tømme ta’er

Og frem i stærkest Trav ad Veien rider.

Men ogsaa Adam spored Hestens Sider,

Hans Pligt var ham paa eengang bleven klar:

Han fra den Sørgende ei burde vige,

Til hendes Ønske Ja han burde sige.

Thi traved rask han fremad — dog forgjæves!

Den Skjønne skifter Trav nu med Galop,

Mens lig en Sylphe hun paa Sadlen hæves,

Og smal og smekker gynger ned og op.

Vor Helt, af hvem en større Fart udkræves,

Da galoperer frem og holder Trop;

Dog Clara, som ham Mores vilde lære,

Nu sætter pludselig i — Carriere.

Ha, smiler han: hun bryde vil en Landse!

Og frem i Carriere selv han foer,

Mens om hans Øren op fløi Støv og Jord,

Og han for Luftens Tryk knap kunde sandse.

Hist — tænker han — hist maa sin Fart hun standse,

Thi Ledet lukket er, saavidt jeg troer,

Og over Bommen hun sig neppe vover —  —

Hvordan! Hun i et Spring jo sætter over.

Han maatte med! hans Ære ham det bød;

Og skjøndt en Stemme hvisker: Gjør det ikke!

Dog hen mod Bommen som en Piil han skød.

Med Tungen sees han Læberne at slikke,

Hans Kind er falmet, stive staae hans Blikke,

Og dybt han dukker sig, bestedt i Nød.

Kun Dristighed et heldigt Udfald lover —

Et Slag af Pidsken — Hesten sætter over!

Den sætter over — men paa eengang strammes

Af Rytt’ren Tøilerne med Voldsomhed,

Og Dyret, som nu brat i Springet lammes,

Sig styrter hovedkulds mod Jorden ned.

Vor Helt af Faldets hele Styrke rammes,

Da Hestekroppen over ham sig smed;

Og knap sin høire Arm han følte brækket,

Før Mulm og Mørke pludselig ham dækked.

Besvimet laa han — vist en Time randt;

Men dengang endelig med største Møie

Som af et dunkelt Svøb han ud sig vandt,

Og med Bevidsthed løfted op sit Øie:

Da paa sit Kammer seer han Clara bøie

Sig ned mod Leiet, hvor han selv sig fandt;

I hendes Øie blinked der en Taare,

Just som en Feltskær aabned ham en Aare.

Hun fjerned sig med Fingeren paa Munden

Og med et Blik, der Meget sige vil,

Hvorpaa hans Arm af Lægen blev forbunden. —

Dog mens vor Helt nu her i Feberild

Maa ligge stille, for at skaane Vunden:

Vil vi, min Læser, som jo hidindtil

Ham meest fra Hjertets Side lærte kjende,

Os fra hans Hjerte til hans Hoved vende.

Thi skjøndt der er et Stykke mellem begge,

Og hver af dem et Rige kalder sit,

Saa er der dog et Fællesskab, og tidt

Til Virksomhed det samme kan dem vække.

Man Hjernen kan see Tanker at udklække,

For at forsvare Lidenskabens Skridt;

Og, omvendt, Hjertet Følelsen ophidse,

For Tankebraadden rigtig at tilspidse.

Ja denne Forbundspagt saavidt kan gaae,

At de hinanden Pladsen kan indrømme,

Saa hvor man troer at høre Hjertet slaae,

Det kun er Hovedet man hører dømme;

Og, omvendt, mærker Følelserne strømme

Med Brusen, hvor Logik man vented paa,

Og klar, besindig Tænksomhed sig loved —

See, derfor er os vigtigt Heltens Hoved!

Han var for lyst et Hoved, til at ikke

Et Slag, der havde truffet ham saa haardt,

Jo maatte drive mange Taager bort,

Der hidtil kun formørkede hans Blikke;

Og da fra Dag til Dag han syg maa ligge,

Mens ærlig han i Tanken stræber fort,

Og da han født er til at reflectere,

Saa maa han paa sin Tilstand speculere.

Forsynets Mening med hans Fald fra Hesten,

Hvorved der for hans Reise sattes Pind,

Det var det store Thema, som nu næsten

Bestandig varieertes i hans Sind.

Forsynet — som ham naadigt var forresten —

Vist ei ham førte planløst ud og ind;

En Hensigt med hans Armbrud sammen hænger;

Men hvilken Hensigt? — Tanken kom ei længer.

— Det var en Morgen og i Drømmesyner

Den graa Galts Billed for hans Øie hang,

Da klart og pludselig, som naar det lyner,

Tilfældigheds — Begrebet første Gang,

Just som han vaagned op i sine Dyner,

Frem af hans Hjerne fix og færdigt sprang.

Ja — hvisker han — den graa Galt han er sikker!

Tilfældet skyldes det, at her jeg ligger.

I Tanken gik tilbage han i Tiden,

Da faldt medeet ham Bæltpassagen ind

(Den første Grund til hvad der hændtes siden)

Og selsom Uro nu betog hans Sind.

Hvad! udbrød han — har jeg da været blind?

Tilfældet mangled reent jo i min Viden!

At jeg tilfældigvis med Clara saaes,

Deraf min Tilstand ene kan forstaaes.

Han kom i Svingning. Fortids lange Kjæde

Han Led for Led ihast nu gjennemløb,

Og dyb Forundring i hans Sjæl tog Sæde.

Det var, som saae sit Liv han uden Svøb,

Som om den sande Aarsag kom tilstede

Til Ting, der før i Skjul bag Skjæbnen krøb:

Tilfældet han paa alle Veie mødte,

Ved hvert et Skridt paa Hændelsen han stødte.

Var det ei Hændelsen han kunde takke

For Mødet, hvor han sorte Trine saae?

Var det ei Hændelsen, som i hans Nakke

Ham holdt tilbage, da ved Bølgen blaa

Paa Langebro han søgte Charons Smakke?

Var det ei Hændelsen han stødte paa

Hiin Aftenstund, da Fristeren han hørte,

Da stakkels Lotte han paa Glatiis førte?

Forunderligt! En ganske ny Besvaring

Af Livets Gaader viste sig jo her;

Og mærkeligt det syntes ham især,

At den saa nøie stemmer med Erfaring.

Men reent umulig dog er slig Forklaring!

Han har jo seet et Forsyn ganske nær,

Han længst jo havnet er i Christendommen,

Saa Nemesis ham reent er uvedkommen.

Han med sin Slutning dog var knap tilende,

Før paa hans brudte Arm hans Blik faldt hen,

Og Tvivlens Dæmon indfandt sig igjen.

Hvad end hans Tanke vilde ham indvende,

Tilfældets Magt han maatte her erkjende,

Han saae sig selv en Bold for Hændelsen,

Ind i hvis dunkle Spil hans Øie skued,

Og for hvis Lovløshed hans Hjerte grued.

Thi naar en lunet Magt kan Alt beskikke,

Hvor er det muligt sig at mene fri?

Og naar sin Frihed man beholder ikke,

Saa er det — og med Troens Liv forbi,

Hvori jo Livets faste Hold skal ligge.

O, mindre Trøst og Haab der gjemtes i

Den lumske Magt, hvis Spil han — her opdaged, —

End i den Skjæbne, som ham fordum plaged!

Han følte sig for Trøstegrunde tom,

Han laa urolig, dækket af sit Lagen,

Og ingen Hvile fandt han hele Dagen,

Ja hele Ugen ei til Ro han kom.

Tilfældet, som ham nu var Hovedsagen,

Saa heftigt kæmped med hans Christendom,

Og rystede saa stærkt hans Hjernekiste,

At snart han ind og ud ei mere vidste.

Han bandede den graa Galt — dog maaskee

De vakte Tvivl af ham just kan fordrives!

Af denne Tanke han en Dag oplives,

Da i Besøg den Gamle lod sig see;

Thi trykked han den Haand, som venligt gives,

Thi skrifted han sin indre Nød og Vee,

Og medens op for Tvivlens Sæk han løste,

Sin Tro han i et Skriftemaal udøste.

Den graa Galt smiilte muntert, alt imens

Han tog en Priis og sig i Stolen strakte;

Hvorpaa han lidt paa Skriftemaalet smagte,

Før rask han udbrød: Hvilken Conseqvens!

Tilfældet synes dybt De at foragte,

Og dog De gruer for dets Existens;

Den gyldne Frihed byder De velkommen,

Og dog De trælle vil i Christendommen!

Min Mening er, at skal der være Gilde,

Saa skal complet det være; reen Besked!

Ei fra vor Sands og Drift vort Væsen skille,

Og ærligt tilstaae, at vi Intet veed

Der, hvor Forstanden virkelig staaer stille.

Min Tro er derfor baade kold og hed:

I alt det Ydre reen Epicurisme.

I alt det Indre afgjort Skepticisme.

Min Mester er den gamle Epicur,

Hvem jeg alene takker for Omvendelsen

Fra tomme Hjernespind til sund Natur.

Ved Hjælp af ham jeg klared mig Erkiendelsen,

Saa jeg forstod, at Magten er hos Hændelsen,

Der allevegne ligger som paa Luur;

Der kommer som en Hund i et Spil Kegler,

Og gjennemkrydser alle vore Regler.

Lyksalighedens Lære fatted jeg,

Dengang jeg blev i hans System indviet,

Der Mennesket fra Dyret skiller ei;

Der fra den dumme Dødsfrygt os befried,

Der har paa Døren drevet Hykleriet,

Og viist os Livets Maal paa Lystens Vei

I dette Bud: Ved Livet du dig fryde,

Men nyd det, saa du stedse kan det nyde!

Men skjøndt jeg sætter Manden højt, som sagt,

Saa er alligevel det dog min Mening,

At kun med Skepticismen i Forening

Faaer ret til Ro han vore Hjerter bragt;

Thi medens Sands og Drift, i hver Forgrening,

Sit Scepter Epicur har underlagt,

Har Pyrrhon i det Oversandselige

Grundfæstet sit uendelige Rige.

Og naar han der os byder: tvivl om Alt!

Og jeg med Conseqvens den store Lære

Har gjennemført i den moralske Sphære,

Da faaer jeg vel et Nul kun til Gehalt,

Men med mit Nul kan Verdner jeg undvære:

Ned i dets Intet Friheds Skranke faldt,

Samvittigheden sluges op af Nullet,

Og, fyldt kun af mig selv, jeg fylder Hullet.

See der min Tro in nuce, kjære Ven!

Og tænk blot aldrig at i den Jeg vakler,

Fordi en halv Snees halvstudeerte Stakler

Et overvundet Standpunkt kalder den.

Gjør maaskee Christendommen fleer Mirakler,

Naar til et Hisset den os viser hen?

Naar Mennesket og Livet den halverer,

Og netop bort det bedste Stykke skærer?

Den Gamle taug; men Adam rundt nu søgte

Om Støtter for sin Christendom og Tro;

Dog med hans Ord den lille Galt kun spøgte,

Og for hvert nyt Beviis paany han lo.

De præker, sagde han, kun i en Lygte;

Men da De Christendommen priser jo,

Vil en Bekjender af den vi betragte,

Og see, hvorvidt han svarer til det Sagte.

Vor Christen er en Synder — det er vist.

Hver Morgen han et dydigt Forsæt fatter,

Men inden Aften han det slipper atter,

Hvorpaa med Hovedet han hænger trist.

Han klavrer op igjen, og ned han dratter

Igjen fra Dyd og Forsæt just som sidst,

Og just som sidst han angrer og dolerer;

Men dette Liv i Længden fatigerer.

Vor Christen agter ei paa Verdens Tant,

Hans Hu staaer kun til Himlen, vil han sige;

Men stil ham lige for det sandselige,

Det friske Liv, og prøv om det er sandt.

Da seer man pludselig hans Himmerige,

I Forhold til den Jord, han syndig fandt,

At tabe Farven som den blege Maane,

Der for det friske Sollys strax maa daane.

Vor Christen falder stundom i Ekstase,

Han mærker at han fødes skal paany:

Man seer ham mod sit eget Kjød at rase,

Og fra sig selv, som fra en Fjende, flye;

Men følg ham over i hans nye Phase,

Da sees den gamle Adam, uden Sky,

Midt i sit gamle Liv — med sit Oremus

Saa gjenfødt justement som Nicodemus.

Vor Christen sig i Døden hjulpen veed!

Som i Triumf ham Englene modtage;

Men hvorfor er da Døden ham at smage,

Som om han i det sure Æble bed?

Saa at han heller mellem Synd og Plage

En god Del Aar endnu sit Liv hensled,

Ja saa han meget gerne kyssed Riset,

Naar blot det drev ham hjem fra Paradiset.

Vor Christen — dog De selv maa heelt udføre

Det flaue, jammerlige Contrafei,

Hvorved min Haand ei længer gider røre;

Desuden — det er Tid, jeg gaaer min Vei.

Her sprang han op og sagde: vil De høre

Min Dom om Fyren? Jeg den dølger ei.

Jeg kalder ligefrem en saadan Synder

En Mellemting af Hykler og af Flynder.

Han foer af Døren ud, som i han slængte,

Hvorpaa han hjem til Taarnet skyndte sig,

Mens Adam, ganske hed i Ho’ det, tænkte:

Mon mig han meente? Gjaldt hans Tale mig?

Var det personligt? — Tanken dybt ham krænkte;

Men Tingen var dog ikke rimelig;

Thi hvorfor skulde Manden Sligt ham sige?

Alt var vist meent i det Almindelige.

Men hvorom Alting er, den Ting staaer fast,

At aldrig han til sine andre Synder

Vil føie Hykleriets stygge Last.

Derhos hans Blik at klare sig begynder;

Det er ei ham man kalde skal en Flynder,

Thi godt han seer, ved første Øiekast,

At før der var et Hul i hans Erkjendelse,

Der kun kan stoppes med Begrebet Hændelse.

Dog vil sin Tro han derfor ikke svige!

Endnu et Forsyn han sig holder til,

Skjøndt Sammenhængen ei han seer saa lige

Imellem det og Hændelsernes Spil;

Saameget med Bestemthed tør han sige,

At naar et Forsyn ikke hindre vil

Tilfældets Griben — ind — er ubetinget

Den Enkeltes Ansvarlighed forringet.

Det var det store Resultat omtrent,

Som ikke blot det Tænkte og det Sagte,

Men som den lange Sygetid frembragte

Paa vores reflecterende Patient.

To Maaneder paa Leiet han sig strakte,

I hvilken Tid han nøie blev bekjendt

Med Clara, som ham daglig monne røgte,

Og med den graa Galt, som ham tidt besøgte.

— Hans Arm var lægt. En trist November Morgen

Han første Gang igjen for Speilet stod

Og sig barbered, fyldt af Afskedssorgen,

Thi Reisen sig ei meer forhale lod.

Hans Pligt ham vinker bort fra Galtenborgen,

Og til at trodse den har ei han Mod.

I næste Bondeby vil Vogn han leie,

Den næste Morgen Huset Ryggen dreie.

Han pakker ind og gjør sin Koffert klar,

Men øverst lægger han de sorte Klæder;

Thi dem han jo iaften paa dog ta’er,

Naar frem han i den store Verden træder,

Der møder rundt fra Egnens Herresæder

Til Selskab for den Prinds, som meldt sig har;

Og denne Prinds nu spøger i hans Tanker,

Alt mens han ned til Bondebyen vanker.

Der kom om Vognen snart han til Accord,

Og af sin Længsel saa mod Skoven draget,

Der dunkel frem i Horizonten raged,

Ad Markens Sti han atter iler bort.

Hans bløde Hjerte syntes det for haardt

At reise, før han Afsked havde taget

Med hine Steder, som vist aldrig meer

I Følgeskab med Clara han gjenseer.

Ved Skovens Indgang standsed han og sukked:

Her var det, — ja ved Ledet her det var,

Jeg for den Skjønnes Fod mit Øie lukked;

Og netop her maaskee hun staaet har,

Og med en stille Taare mig bedugget,

Dengang bevidstløs man afsted mig bar.

O, hvorfor maa man Dødens Afmagt smage,

For slige dyre Perler at modtage!

Det er et kostbart Offer (blev han ved)

Som dig, min Alma, her din Elsker bringer,

Ved løs at rive sig fra dette Sted,

Hvor Glands og Skjønhed laaner Livet Vinger;

Et Smertens Suk i Offersangen klinger,

Og Hjertets Veemodsstrænge tone med.

Men villig dog mit Offer hen jeg giver,

Thi tro til Døden jeg mit Løfte bliver.

Rørt af sit eget Ord han vandred frem,

Og længe gik han eensom om i Lunden,

Til, enig med sig selv, i Aftenstunden

Som fra en vunden Seier han vendte hjem.

Der mødte ham en voldsom Gjøen af Hunden,

Der holdt for Døren Wienervogne fem,

Og op og ned ad Trapperne man rendte,

Mens Lys i Vestibulens Vindver brændte.

Ha, tænkte han, det gjælder sig at rappe!

Han iled op og klædte rask sig paa;

Men da saa ned han ad den store Trappe

Bleg, rank og sortklædt hurtig monne gaae,

Og i Forventning følte Hjertet klappe,

Et nys ankommet Brev man lod ham faae.

Sit Navn han med sin Faders Haand saae skrevet,

Og strax han brød og gjennemlæste Brevet.

Hans Fader om sin egen Tilstand meldte,

At ypperlig den var i Et og Alt;

Hvorfor hans Brev kun Adams Sygdom gjældte,

Der var ham meldt af Kammerherre Galt.

I Spøg han faderlig sin Søn udskjeldte,

Som blev en rigtig Rytterstøvle kaldt;

Og ret alvorlig han ham her formaned,

Til at benytte Veien, som var banet.

Lad mig nu see (han skrev) at ei du speger

Mig dette Garn, der spandtes til dit Held,

Men at du bruger Leiligheden vel,

Saa at dit Fald kan føre dig til Seier.

Jus proponendi Kammerherren eier,

Og dybt hans Præst til Døden er i Gjæld;

Hæng derfor i, og slip ei Manden, førend

Han med et Kaldsbrev jager dig paa Døren!

Høist skurrende for Adam Dette lød;

Han Intet om det Forslag vilde høre,

Der her at søge Præstekald ham bød.

For Clara Præstekjole sig iføre!

Den blotte Forestilling gjør ham rød.

Imidlertid — hvad skulde han da gjøre?

Imod sin Faders Ønske reise hjem?

Hvem gav ham her det gode Raad — ja hvem?

Betænksom aabned Døren han til Salen,

Og nu han i det store Selskab var,

Hvor Lys og Speile ret gav Glands til Talen.

Man stod i Grupper og gik Par og Par:

Baronen, Kammerherren, Generalen,

Hofjægermestren, Greven, Junkren har

De tusind Ting hinanden her at sige —

Men Adam tænkte: Lutter Adelige!

Han listed langsomt frem, lidt varm i Kinden,

Op hvor de fløielsklædte Damer sees.

Der sad som ædle Fugle høit paa Pinden

Stiftsdamen, Baronessen og Grevinden,

Mens rundt om Deres Naader vist en Snees

Af smuktfriseerte Frøkner danned Kreds;

Men pludselig i Kredsen kom der Røre,

Just som i Gaarden Vogne lod sig høre.

Vor Helt sig trykked baglænds op mod Stolen,

Thi med en usædvanlig Energi,

I Uniform, med Nøglen bag paa Kjolen,

Foer Kammerherre Galt ham her forbi,

Af Fruen fulgt, der, straalende som Solen,

Bar Diademet med Juveler i.

Det skjønne Syn han neppe havde vundet,

Før som et Stjerneskud det var forsvundet.

Han ved den fjerne Salsdør det forliste,

Men brat blev begge Døre revne op,

Og som en Pragt — Comet med Svands og Krop,

Han Stjerneskuddets Deilighed nu priste:

Ved Claras Haand den ædle Prinds sig viste,

Fulgt af de snørte Officerers Trop,

Der, dannende Cometens lange Hale,

Med deres røde Uniformer prale.

Cometen langsomt sig bevæged frem,

Og Prindsen, smykt med Baandet og med Stiernen,

I Følgeskab med Clara, danned Kjærnen

For Adam, der nu stivt betragted dem.

Hans Tanker tummelumske blev i Hjernen,

Han saae sig hensat til Olympens Hjem;

Af Mars og Venus skued han et Billed,

Imens de Andre sig til Cour opstilled.

Af Herrer og af Damer Rækken fyldes.

Hans Høihed gaaer omkring og er charmant;

Ved hvert et Ord man drages og man trylles,

Ved hvert et Smiil en Sjæl han til sig bandt;

Thi Prindser er Magneter — dem det skyldes,

Ei blot at Livets Høidepol man fandt,

Men deres Nærhed løsner alle Skruer

I Hovedet paa Herrer som paa Fruer.

Vor Helt fik og en Skrue løs; thi bare

Han seer sit Snit, han Plads i Rækken ta’er.

Men da Hans Høihed ønsked at erfare,

Af hvad Familie og Slægt han var,

Da hørte man ham tillidsfuld at svare:

Af Slægten Homo! — Prindsen gav til Svar:

Den Slægt jeg kjender ei; er den fra Holland? —

Nei, stammed han, Familien er fra Lolland!

Og hermed Audiensen var forbi;

Thi bort at gaae det Prindsen maa behage,

Og selv han, for Magnetens Virkning fri,

Trak sig i Vindveskrogen nu tilbage.

Der kunde ret i Øiesyn han tage

Det sjeldne Skuespil, hvis Poesi

Holdt ham i Spænding tryllet fast til Muren,

Indtil Hans Høihed færdig var med Couren.

I alle Værelser man sig adspredte,

Og Adam tænkte: Nærmere jeg maa

Den store Verden dog paa Klingen gaae!

Den Aand, hvoraf sin Storhed den udledte,

Hvorved sin Magt saa frit og vidt den bredte,

Maa i dens skjulte Væsen jeg forstaae!

Thi tog han godt sig sammen idetsamme,

At ei ved Mødet han skal staae tilskamme.

Han veiede sin Kundskab op og ned;

Udbyttet, hans Examen havde givet,

Med hvad han hidtil havde lært af Livet,

Og hvad af Konst og Videnskab han veed,

Alt ordned han i Tankeperspectivet,

Og saa til Mødet rustet frem han skred.

Ved Døren, som den tykke Greve spærrer,

Han stødte paa den store Verdens Herrer.

Han spidser Øre — Hector er paa Tale.

Her giælder det Homer, nu strax han troer;

Men nei! Man taler her om Hectors Hale,

Om Hector efter Agerhøns paa Spor,

Og derhos føies mangt et »Fanden gale«

Til andre ham ufattelige Ord;

Thi Talen er om Jagt paa Høns og Ænder,

Hvortil desværre han Sletintet kjender.

I Afstand fra ham Navnet Moses lød,

Og Navnets Klang som Theolog ham lokker.

Han lytter til og samler Talens Brokker,

Men paa Prophetens Vegne blev han rød;

Man stred om Moses’ Been, om Moses’ Sokker,

Om Blodet, som i Moses’ Aarer flød,

Og endelig — hvad Sammenhængen røber —

Om næste Væddeløb, hvor Moses løber.

Hvor kom tilkort hans Kundskab denne Gang!

Med hans Uvidenhed ham først forsoner

Musikens saa forstaaelige Toner,

Der brusende fra Sidesalen klang.

Han iled ind, hvor under Lysekroner

Med Damer rundt sig Officerer svang;

Hvor Fløiten fulgte Fiolinens Luner,

Og Glæden udbasuntes af Basuner.

Der i et Hjørne stod han som bedaaret,

Med Øret tryllet og med Synets Sands

Tabt i den adelige Ungdoms Dands:

Da Clara, med Juvelerne paa Haaret,

Til Prindsens Valserinde her udkaaret,

Fløi let forbi ham i sin Fløiels — Glands —

Nei! Noget saa vidunderlig Ophøiet,

Saa mystisk Deiligt, saae vist aldrig Øiet!

Prindsesse — hvad Prindsesse! Nei Gudinde!

Og selv Gudinde vilde knap forslaae,

For Navn til denne Følelse at faae,

Der i sit Dyb lod hans Forstand forsvinde.

Hvor maatte saa naturligt han det finde,

At til ham selv iaften ei hun saae;

Hvor kunde Sligt han af Gudinden vente —

Og dog saa godt han hendes Sind jo kjendte!

Han maatte med i Dandsen! — Hist en lille,

Men sikkert meget fornem Dame sad;

Thi fra de Andre sees hun sig at skille

Ved Minen og et vist — jeg veed ei hvad.

Hun hidtil eensom havde siddet stille;

Men nu, da han en Polka sig udbad,

Med et forbindtligt Smiil hun strax sig hæved,

Og let til Polka — Dandsen Parret svæved.

Her Lykken ham nu ret favoriseerte;

Thi Damen polkede med røde Skoe,

Og han med Clara gjorde dos a dos,

Ja med Hans Høihed selv han figureerte.

Han paa sin Dames Navn just speculeerte,

Da nærmed sig Grevinde Bärenklo

Og sagde høit til Damen, midt i Dandsen:

De dandser net, min gode Mamsel Jansen!

Hvorledes? tænkte Adam: Mamsel Jansen!

Det altsaa kun en Gouvernante var,

Og pludselig forbi var hele Glandsen.

At noget Ordinairt hun ogsaa har,

Han sporer tydeligt; thi efter Dandsen

Til Tak hun neier før hun Afsked ta’er.

Han den Fugl flyve lod, og noksom mættet

Af Toner gik han ind i Cabinettet.

Der netop op fra Spillebordet stod

Stiftsdamen, Excellencen, Generalen,

Som, af en Kammerjunker fulgt i Halen,

Vor Helt til Eensomheden overlod.

Han nærmed sig det Bord, hvor nylig Talen

I Beter og i Trumfer kun slog Rod,

Og mens de spredte Kort han sammen lagde,

Heel tankefuld han til sig selv nu sagde:

Hvormeget har jeg dog endnu at lære!

Just som jeg reise skal, jeg træder ind

I Livets høiere og større Sphære;

Hvad Under, at uroligt er mit Sind?

Jeg seer, hvad jeg blev født til at undvære:

Et Liv, omstraalet af et gyldent Skin;

Jeg seer et Folk, der Lykken Alting skylder,

Et christent Folk, der Epicur dog hylder.

Hvad skal jeg gjøre? Valget falder haardt!

Hvis hjem jeg reiser, vil min Fa’er ei glemm’et,

Og bliver jeg — naar kommer da jeg bort?

Vel! udbrød han: Tilfældet skal bestemm’et!

Ifald blandt disse Kort Jeg træffer Sort,

Saa reiser uden vid’re jeg til Hjemmet.

Han blanded Kortene — tog af forknyt;

Men stod som slagen — Kortet var jo rødt!

Til nye Betragtninger han Tid ei fik;

Igjennem Værelset kom Damer feiende,

Og selv han saae — mod Salen om sig dreiende —

At Prindsen just tilbords med Clara gik.

Dem fulgte Par og Par, mens overveiende

Sin Stilling Adam stod med spændte Blik.

En gammel Frøken Thott var kun tilbage,

Og hende da paa sig han maatte tage.

Som sidste Mand han fik den sidste Stol

Ved Bordets Ende, langt fra Paradiset,

Hvor Clara throned mellem Sølvservicet

Og Prindsen, med hans Storheds — Monopol.

Der straalte Taffellampen som en Sol;

Der taltes Tydsk; der blev der leet og fniset;

Der var man fri og fornem i Gebærden;

Der — føler dybt han — er den store Verden!

Men han, som troer at kjende Tonen godt,

Det Spørgsmaal til sin Dame nu henvendte:

Nedstammer Frøkenen fra den bekjendte,

Af Danmark høit fortjente Otto Thott? —

Den gamle Frøken et Par Blik ham sendte

Og gav til Svar: Ja ikke Dette blot!

Men her, blandt alle Kongens Undersaatter,

De seer den Sidste af de gamle Thotter.

Ved disse Ord i Totten hun sig pirred

Og vendte stolt sig til sin Omelet;

Men hvert et Blik og hver en Lorgnet

Sig dreied hen mod ham, der heel forvirret

Ned i Tallerkenen nu høirød stirred,

Og knuged voldsomt om sin Serviet.

Han hørte hviske, medens spændt han lytter:

Saa det er den ulykkelige Rytter?

Det gjælder mig! han tænkte med Forfærden,

Og atter tænkte han: prostitueert!

Prostitueert, og for den store Verden,

Just som i den jeg bli’er introduceert!

Vel vandt han Holdning ved en Slags Forhærden

Men Bordets Glæde var for ham spoleert;

Og roligt slog hans Hjerte først i Barmen,

Da man fra Taflet reiste sig med Larmen.

Og hermed Punktum. Men for Adam ei,

Der, atter holdt af Hændelsen tilbage,

Da nys i Frihed bort han vilde drage,

Nu maatte gaae Tilfældighedens Vei;

Thi hvergang Galt’s Indbydelser modtage,

Kan han, som bedes med, ei sige Nei;

Saisonen var begyndt, og rundt paa Landet

Sig adelige Sammenkomster danned.

Fra Herregaard til Herregaard han kjørte;

Tre Maaneder han kjørte som i Ring

Med Grever og Baroner, og berørte

Den store Verden milevidt omkring.

I hvert et Selskab Clara ham indførte;

Som hendes Protege fra ingen Ting

Han steg i Manges Øine snart til Noget,

Saa Livet blev ham meer og mere broget.

Han lærte nu den store Konst, at nyde:

Dog denne Konst bestod for ham kun i

At jage Reflexionen bort og skyde

Erindringen i Tankerne forbi,

Og sig for hver en Fremtidssorg befrie,

Ved kun om Øieblikket sig at bryde;

Saa Det, som han tilegnede sig godt,

Var Konstens negative Side blot.

Men glemte reent han Alma? — Ingenlunde!

Til Skriverbordet satte han sig tidt

Og skrifted ærlig alle sine Skridt,

Ja gjorde hende klart ved mange Grunde,

Hvordan af Længsel her han havde liidt.

Men aldrig han et Brev fuldende kunde;

Han standsed gjerne med det Udraab: Nei,

En Hykler allersidst dog bliver jeg!

Thi Navnet Hykler var en Skræk ham blevet,

Og dette Navn, med Hændelsen i Pagt,

Var Aarsag til at aldrig der blev skrevet,

Og at han aldrig Reisen selv opleved,

Skjøndt nok af Reiseplaner der blev lagt.

Tilfældet stod med Hykleren paa Vagt:

Det første fast til Galtenborg ham surred,

— Den sidste hvert et Skriftemaal forpurred.

Paa denne Viis fik efterhaanden Tæring

Den indre Drøm, hvori han leved før:

Den Drøm, der af Gemyttet suger Næring

Og dybt sin Sæd i Tankelivet strøer.

Hans Phantasi kom udenfra i Gjæring;

Tæt om hans Sjæl sig lagde Taagens Slør,

Hvorpaa fra Dag til Dag sig lod tilskue

Syvfarvet Illusionens Glimmer-Bue.

Thi altid først et Slør for Sjælen skygger,

Hvorpaa det ydre Liv kan kaste Skin,

Naar Farvebuen lig, som Iris bygger,

Sig Illusionen nærme skal et Sind.

Et saadant Slør den spæde Sjæl alt smykker,

Saasnart i Verden kun den træder ind,

Og hvergang den af Taagesløret dækkes,

Af Illusionens Spil den ogsaa gjækkes.

Thi samme Øieblik som Livet trænger

Igjennem Sjælens Taager med sin Glands,

Forvandles Skinnet til en farvet Krands,

Der sig for Øiet breder og forlænger.

Ved dette Skin alt Patteglutten hænger,

Mod det seer Drengen op med henrykt Sands,

I det maa Pigebarnets Hjerte smelte,

Saa strax i Officerer hun seer Helte.

Ved dette Skin man af sig selv fortrylles,

Naar stor i Andres Øine man sig seer;

Af dette Skin man tidt med Hovmod fyldes,

Saa lig en Dalai-Lama man sig teer;

Til dette Skin den hele Storhed skyldes,

Det svinder hen — og man er Tosse-Peer;

Ei blot i Andres Øine dybt man synker,

Men røvet Skinnet, man sig selv kun ynker.

For dette Skin arbeide stedse Skræderne,

Thi uden det for Sansculot man gjaldt;

Ved dette Skin man kjender Folk paa Klæderne

Og Hund paa Haarene man skuer alt;

I dette Skin fremtræder tidt en Pjalt

Og gjør Furore som en Helt paa Bræderne;

Kort sagt: ved dette Skin en Sol der tændes,

Hvoraf man ikke varmes, men kun blendes.

Først naar sig Hjertets Drømmeliv forbinder

Med dette Skinliv, det et Indhold faaer,

Som Form og Fasthed ved Erfaring vinder,

Og som, naar Skinnet flygter, end bestaaer.

Thi al den laante Glans tilsidst dog svinder,

Og Sjælens Taageslør itu dog gaaer;

Men naar af Tiden tyndslidt det maa briste,

Paa Stumperne man holder til det Sidste.

Forgjæves! Een for een de flagre bort,

De lette Taager, fulgt af Klagetoner,

Og een for een af Livets Illusioner

Med dem til Undergangen ile fort.

Klart, koldt og nøgent da fremtræder haardt

Et vissent Liv, som paa Ruiner throner,

Og skulde nu med det man nøies blot,

Da maatte Sjælen gjøre Bankerot!

Da gjælder det, om den af indre Drømme

Har bygget sig en Ark, der kan bestaae,

Og hvori frelst som Noah den kan svømme,

Naar Illusionens Verden maa forgaae.

Da gjælder det, midt i de stride Strømme

Til Tinden af et Ararat at naae,

Hvor Fredens Due bringer Oliebladet,

Mens Livet stiger gjenfødt op af Badet. —

Dog nu til Heltens Illusion tilbage!

Juul var forbi og Fastelavn var nær,

Da over Adams hidtil skjønne Dage

Fra Claras Side der trak op et Veir.

Hun syntes sig i Luner at behage,

Hun tidt var spydig og mod ham især,

Og medens Sødt og Suurt hun sammenblanded,

Et Øieblik hun kold var, varm et andet.

Hvad var vel Grunden? Var det Nervespænding?

Var det af Vinterkulden Virkning kun?

Var det en lidenskabelig Forbrænding

Af Elskovsstof i Hjertets dybe Grund?

Var det i hendes Følelser en Vending? —

Ak, ingensteds hans Gisninger fandt Bund!

Og høist begribeligt! thi hvor vel bunde,

Hvor Konsten i Instinctet gaaer tilgrunde?

Men han Taalmodigheden ogsaa trætted!

Den skjønne Frugt for Claras Øine hang,

Hvoraf hun lidt at nyde følte Trang,

For i sin Ørken her at blive mættet;

Og da nu Frugten aldrig faldt i Nettet,

Naturligviis mod Grenen op hun sprang:

Hun rysted og hun rokked og hun pirred,

Saa Adams Sind og Sands hun reent forvirred.

Men hvad hans Sjæl ved disse Løier led,

Det kan kun føles, men kan ei beskrives.

Af Smerterne til blodig Daad han drives;

Thi nu med Skytten tidt paa Jagt han skred,

Og mens af Krattets Torne selv han rives,

Han mangt et Harehjerte søndersled.

Fra Dag til Dag han lærte bedre skyde

Men aldrig Fruens Sigten ret at tyde.

Den Ligevægt, som hidtil han med Møie

Bevared, paa det sidste Vers nu sang:

Kun Claras Stemme for hans Øre klang,

Og Dag og Nat stod hun ham kun for Øie.

Ved hendes Væsen grublende han hang,

Med hendes Billed steg han mod det Høie,

Til, af sin fordums Lidenskab paakaldt,

Han i dens aabne Svælg tilbage faldt.

Der laa han, til igjen ham laaner Vinger

En Hændelse, som af Betydning blev,

Da til et Udbrud Følelsen den tvinger. —

En Aften, mens omkring han eensom drev,

Og just sin egen Nød sig selv beskrev,

En planløs Vandren ham til Skoven bringer,

Hvor han paakryds og tværs en Stund gik om,

Til endelig han ned ved Stranden kom.

Der laa den gamle Borg i Maaneglandsen,

Og i den graa Galts Vindver Lys han saae,

Hvis Skin faldt gjennem Krattet ned paa Skandsen,

Som Strandens Bølgeslag med Brusen naae.

En Stund han stirred taus paa Bølgedandsen,

Men nu mod Taarnet op hans Øine gaae:

Ja, siger han, han maa et Raad mig give!

Som nu det er, kan ikke meer det blive.

Han steg i Taarnet op, ved frem at famle

Sig gjennem Mørket, lig en natlig Ravn;

Men først da høit han havde nævnt sit Navn

Og banked længe, lukked op den Gamle.

Vor Helt gav ei ham Tid til sig at samle,

Han styrted strax sig voldsomt i hans Favn,

Udøsende sin Lidelse, sin Smerte,

Idet han aabned ham sit fulde hjerte.

Sin Følelse for Clara han beskrev ham,

Sin Længsel og sin Trængsel Dag og Nat.

Han klaged, at hun grusomt sønderrev ham,

Ved Haab at vække, som hun dræbte brat.

Han svor, at til Fortvivlelse hun drev ham,

Han vidste knap, hvordan det meer var fat;

Tegn stod mod Tegn, og dersom Galt ei vidste

En Hjælp i Nøden, maatte Hjertet briste.

Den lille Galt, som da vor Helt kom ind,

I dybe Rynker havde trukket Panden,

Ret som han ærgerlig var i sit Sind,

Udbrød nu halvt distrait: Det var som Fanden!

Eengang De næsten havde tabt Forstanden,

Og nu, med Hjertet tabt, ved Maaneskin

De kommer som den Unge til den Gamle,

For Raad og Hjælpetropper her at samle.

Og hvilken Hjælp kan Dem den Gamle byde,

Naar De paa Mod og Kraft Dem føler tom?

Hvorledes kan til Maalet jeg Dem skyde,

Naar selv De Maalet skyder udenom?

Den kræver dristigt Mod, den Konst at nyde! —

Men da De lidt paatværs mig nylig kom,

Var just jeg ved at holde Helligaften;

Følg med! Maaskee det styrke kan Dem Kraften.

Her i Tapetet han en Dør oplukked,

Som førte til et dunkelt Galleri,

Hvor høit bag brustne Ruder Uglen sukked,

Da fulgt af Adam rask han gik forbi.

En Trækvind Lyset i hans Haand udslukked,

Og bagved dem med Larm slog Vindvet i.

Kun fremad! skreg den Gamle; slukt er Praasen,

Men her er Døren — jeg har fat i Laasen.

De traadte ind, hvor klare Lamper lued,

Og i det Lys, som blendende fremsprang,

En gammel Riddersal nu Adam skued,

Hvor rundt paa Væggene Portraiter hang.

Men ingen Ridder der i Rustning trued,

Og ingen skægget Helt sin Landse svang;

Thi Summen af de samtlige Portraiter

Var smilende Blondiner og Brunetter.

Der hang i Klædedragter, lidt porøse,

Saa man de skjønne Former klarlig saae,

Galante Damer mellem Tiggertøse,

Og sortebrune Øine mellem blaae.

Der saae man Een sit Strømpebaand at løse,

En Anden halvpaaklædt for Speilet staae,

En Tredie slumrende paa Græs i Lunden,

En Fjerde med Champagneglas for Munden.

Som om han smagte selv Champagnevinen

Vor Helt i Salen stod med tryllet Blik.

Imidlertid omkring den Gamle gik

Som artig Vert og fyred i Kaminen,

Og frem paa Bordet Glas og Flasker fik;

Tilsidst af Posen ud han Fiolinen

(Den ægte Cremoneser) varsomt drog,

Hvorpaa han klimprende tilorde tog:

Min unge Ven! som staaer i Synet tabt

Af hvad der nok kan daare svage Hjerner,

Af mine svundne Dages lyse Stjerner,

Hvis Blik har Lægedom, er Hjertet slapt:

Her seer De Lykken, som sig aldrig fjerner,

En flygtig Lyst til evig Fryd omskabt!

Her seer De Frugterne, som jeg har sanket

Mens i min Ungdom Kloden rundt jeg vanked.

O skjønne, uforglemmelige Tider!

(Blev i sin Tale han begeistret ved)

O Hær af Minder, som forbi mig glider,

Og drager Sjæl og Blik fra Sted til Sted:

O spanske Donna, som paa Mulen rider!

O Schweizermø, midt i dit Urtebed!

O Romerinde, glimrende Coquette!

Hvem paa min Liste skal jeg øverst sætte?

Han gik til Bordet hen, hvor rask han tømte

Et Bæger af en stærk og krydret Viin,

Og lokked frem saa af sin Fiolin

Et Hav af Toner, hvori Vellyst drømte.

Snart paradisiske og snart fordømte

Steg Tonerne med Lyst og sank med Hviin,

Til med en fuld Accord han Spillet endte;

Hvorpaa mod Adam han igjen sig vendte.

Min Helligdom (han sagde) har De seet,

De kjender nu de tryllende Gudinder,

Som fordum jeg har elsket og tilbedt,

Som end jeg dyrker, fyldt af søde Minder.

Een Gang om Ugen jeg mig her indfinder,

Naar Mørkets Slør er over Jorden bredt;

Og midt i Natten aabner sig min Himmel

I disse yndige Gestalters Vrimmel.

Her saae han sig omkring med adspredt Mine,

Og strøg Fiolen, saa den lifligt klang,

Hvorpaa han rask sig nærmed en Blondine,

Der Tambourinen slog til Dands og Sang.

O, mumled han, fortryllende Rosine!

Hvor er den Tid, da vi omkring os svang?

Da om dit ranke Liv jeg slynged Armen,

Og af dit Hjertes Pulsslag følte Varmen!

Vildt rased over Strængen nu hans Bue,

Hans lille Fod bevæged sig i Tact,

Frem af hans Øine skød en mægtig Lue,

Og reven hen, som af en Tryllemagt,

Ind i en Drøm han syntes dybt at skue,

Saa ikke meer paa Adam han gav Agt.

Som drukken saae han mod det skjønne Billed,

Imens han forfra sin Bolero spilled.

Vor Helt, der hidtil taus forundret stod

Og af de skjønne Syner lod sig friste,

Ei ret om han var vaagen meer nu vidste,

Saa selsomt virked Spillet paa hans Blod.

Han Galt sig nærmed, just som denne Sidste

Sin Dandserinde med et Buk forlod;

Han vilde ham sin Drømmetilstand male,

Men Galt var ikke meer at faae itale.

Han stod fordybet i et andet Billed,

En bleg Figur, der laa paa Knæ og bad,

Og en bodfærdig Nonne forestilled,

Med løste Haar, som Vinden spredte ad.

Dybt sukked Galt, mens en Choral han spilled,

Hvorpaa i Psalmetone rørt han qvad:

Min Bøn dig rørte, skjønne Magdalene,

Men dine Bønner her maae røre Stene.

Du var saa spansk og stolt — det vared længe,

Før du dig fange lod med søde Ord.

Jeg gik omkring, som Munken gaaer i Enge,

Og hæs mig for dit Gittervindve svor.

Jeg for din Celle rørte Cithrens Strænge,

Jeg led og stred — men Seiren og var stor!

Ja stor var Lønnen! Han en Hymne spilled

Og traadte hen saa for det næste Billed.

Der vistes frem, i mindre hellig Stilling,

Med Smiil om Mund og ret paa Traaden løs,

En laset, ung og deilig Tiggertøs,

Som holdt paa Skjødet fast en Kattekilling,

Og bad, med Haanden udstrakt, om en Skilling.

Ha! raabte Galt: Skjøndt pjaltet, ei du frøs!

Dit Blod var hedt! Jeg aabned knap dig Armen

Før glødende du styrted mig til Barmen.

Her Fiolinen næsten Feber fik,

Og længe foran Billedet han dvæled,

Imens for Kattekillingen han kjæled;

Hvorpaa i Kredsen videre han gik,

Idet med Toner han sin Lyst besjæled,

Bestandig vexlende med ny Musik.

Det ta’er paa Kræfterne! medeet han mumled,

Og ned i Lænestolen mat han tumled.

Vor Helt, som netop satte bort sit Glas,

Afsted til Bistand hovedkulds sig skyndte,

Og tog ved Siden af den Gamle Plads,

Der, kommen lidt til Kræfter, strax begyndte:

De seer mig gjøre Bod for hvad jeg syndte,

Altfor lyksalig, blev jeg utilpas;

Jeg kom i Svingning mod min egen Villie,

Og ligger her nu som en knækket Lilie.

Dog nok om mig! som først om otte Dage

Paany betræder dette Glædens Hjem;

Thi nu er jeg igjen ved mine Fem,

Og atter mægter Veiret let at drage,

Vil faderlig jeg snakke lidt med Dem.

Hvad var det nu? — De vilde Raad modtage?

Eh bien! Men før mit Raad jeg kommer med, —

Maae først vi Tungen hjælpe lidt paa Gled!

Til Skjenkebordet hen han Adam førte,

Og satte Vin for ham og sagde: Drik!

Drik ud, min Ven! kun for det drukne Blik

Sig Paradisets Herlighed afslørte.

Til Lysten Perialen altid hørte,

Til Venus Bacchus — det er gammel Skik;

Thi den Begeistring, som er paa det Tørre,

Den kan umulig gjøre Hjertet større.

Her Flaskerne symmetrisk han rangered,

Og medens Adam tømte sin Pokal,

Syv, otte Sorter Viin Hr. Galt probered,

Hvorpaa han udbrød: Ak, med hvilken Pral

Har Philosopherne vor Tid tracteret!

Om Eenhed, Eenhed snakker man sig gal;

Men hvad er Eenhed? Hvem vil ei den vrage,

Naar han Mangfoldighed kan faae at smage?

Er Eenhed Aand? Jo pyt! Begrebets Reenhed

Ei mindste Spiritus fordrage kan;

Og hvis man vilde søge Vinens Eenhed,

Jeg vedde tør, man fandt det bare Vand.

Nei! Livet kjender ei til slig en Pænhed,

Det slaaer Mangfoldighedens Toner an;

Med hundred Sorter Viin det Hjertet fryder,

Og Qvinden ei, men Qvinder det os byder.

Det er det første Punkt, som vel bør mindes:

Kun i Mangfoldighed boer Hjertets Trøst;

Dernæst er Talen om Begrebet Lyst,

Thi Lysten er jo Skatten, som skal vindes.

Men naar vi spørge nu, hvor Lysten findes,

Da svarer os Erfarings vise Røst:

Den ægte Lyst kun dybt i Mindet throner,

Hvoraf den lokkes frem ved Viin og Toner.

See der, min unge Ven, min Theori,

Af hvilken De min Praxis sagtens gjetter:

Omgiven af de samtlige Portraiter,

Jeg først mig stemmer ved en Melodi,

Som mig i Mindets Drøm tilbage sætter.

Dernæst bemægtiger min Phantasi,

Af Vinen vakt, sig hvert et enkelt Billed,

Udførende hvad halvt kun er fremstillet.

Nu vil De spørge, hvad det Dem gaaer an;

Men bild Dem ind, at her De modtog Daaben! —

De er jo virkelig en smuk, ung Mand,

Og hele Verden staaer endnu Dem aaben.

Brug mod de Skjønnes Hjerter Deres Vaaben,

Og saml saa mange Minder som De kan;

Thi husk! til Vintren saltes Sild i Vaaren,

Og med at saae til Høsten venter Daaren.

Men godt det var, ifald en lille Billing

Af Lykkens gode Ting De kunde faae,

Og fremfor Alt en uafhængig Stilling,

Thi kun paa den Viis kan De Maalet naae.

Tag Dem en Kone, som har et Par Skilling,

Hvis ei paa anden Maade det vil gaae;

Ved hendes Guld De snart faaer gyldne Vinger,

Hvormed De som en Phønix op Dem svinger.

Og nu — her han polisk sit Øie hefter

Paa Adam, som andægtig lytter til:

Og nu, aa jeg er kommen godt til Kræfter,

En Skaal vi til Finale tømme vil.

Gjør mig Besked og giv mig Intet efter!

Den skjønne Claras Gunst staaer her paa Spil:

Skaal for den Helt, hvem Seiren skal tilsmile!

Skaal for den Barm, hvorved han ømt skal hvile!

Vor Helt blev purpurrød, men dog han klinked

Med Galt, der fyldte Glasset nok engang

Og samtlige Portraiter huldt tilvinked,

Idet begeistret han Pokalen svang.

Skaal, mine Nympher! raabte han og blinked

Med Øinene, hvori der Taarer hang;

Gid i mit Liv I holde frisk mig Flammen,

Til ved min Død vi kan begraves sammen!

Her brød han op, og med fortumlet Sind

Tog Adam Afsked med den lyse Scene,

Og snart igjennem Taarnet steg han ene

Ned ad den dunkle Vindeltrappes Trin.

Han stod nu atter der i Maanens Skin,

Som glimted frem igjennem Skovens Grene,

Og langs med Havet, Bølgerne forbi,

Han hjem sig skyndte ad den øde Sti.

Og medens hed af Vinen frem han iilte,

Et nyt Lys over Livet op ham randt;

Thi skjøndt, naar Tanken ved den graa Galt hviilte,

Ham Manden forekom extravagant,

Og skjøndt han ad hans Færd endogsaa smiilte;

Saa syntes det ham dog, at noget Sandt

Laa skjult i Læren om Mangfoldigheden,

Som Grundlag for Lyksalighed herneden.

Hans eget svundne Liv ham randt i Minde,

Der viste fattigt sig paa Poesi,

I Forhold til den Gamles Galleri,

Hvor Elskerinde hang ved Elskerinde.

Det syntes ham en herlig Lod, at vinde

Saamange Hjerter og dog være fri;

Det syntes ham en høist poetisk Tanke,

Et saadant Galleri sig selv at sanke. —

I slig en Stemning druknet og forliist,

Han Trapperne paa Galtenborg berørte,

Hvor man forlængst til Aften havde spiist,

Hvad han paa Gangen af en Tjener hørte,

Af hvem han nu til Døren hen blev viist,

Der ind til Fruens Dagligstue førte.

Der sad den Skjønne ved en Lampes Skin,

Med Kort foran sig, Haanden under Kind.

Der sad hun klædt med Smag og Elegance,

Heel tankefuld og med alvorligt Blik,

Og spilled i sin Eensomhed Patience,

Hvad tidt om Aftenen var hendes Skik.

Hun høit just gabed, da hun Øie fik

Paa Adam; men med megen Contenance,

Idet fra Stolen hun stod op med Iil,

Forandred hun sin Gaben til et Smiil.

Med dette Smiil gik hun ham let imøde,

Men pludselig hun sagtner sine Skridt,

Thi han, hvis Ærefrygt gik før forvidt,

Betragter hende nu med Blik, der gløde;

Og han, hvis Ord paa Munden ofte døde,

Tiltaler hende nu fortrolig frit;

Og han, hvem qvindlig Blyhed ellers smykker,

Til Læben fyrigt hendes Haand nu trykker.

I sin Forundring hun tilbage viger

Og sender ham et fremmedt Øiekast;

Men da endnu han holder Haanden fast,

I hendes Liliekinder Blodet stiger,

Og — vendende mod Bordet sig ihast —

Hun peger paa de spredte Kort og siger:

Ei sandt, Piquet det er et morsomt Spil?

Hvis De har Lyst, vi det forsøge vil.

Ja med Fornøielse! han kjækt udbryder,

Idet ved Divansbordet Plads han ta’er.

Men Clara, som til Alting Tanke har,

Nu hurtig i en Bunke sammen skyder

Aviserne, der nylig komne var;

Hvorpaa hun ringer og sin Tjener byder,

At bringe Kammerherren denne Kost

Med Hilsen, at det var fra sidste Post.

Da det besørget er, hun ned sig sætter,

Og maalende med Blik sin Contrapart,

Hun skruer Lampen op og Vægen retter,

Saa den dem beggeto belyser klart.

Imidlertid vor Helt, hvad let man gjetter,

Har bland’t og givet Kort i største Fart:

Og til det store Spil han nu sig skynder,

Thi Fruen fra sin Forhaand alt begynder:

Syv Kort har jeg i Ruder — De, min Herre,

Hvor stor en Rummel kan De vise frem?

Ak, svarer han med Kjækhed: De er slem!

De romler saa jeg tumler, thi desværre

Jeg maa bekjende, mine Kort er færre,

Kun fire Hjerter kan jeg byde Dem.

Dog — hvis det Deres Naade ei forskrækker —

Mit eget, som det femte, til jeg lægger.

Man seer at Helten, for hver Frygt befriet,

Beruust af Viin og gridsk paa Eventyr,

Og med sit Hoved fuldt af Galleriet,

Begyndte Spillet som den raske Fyr.

Men Clara var i Spillet godt indviet;

Hun viser ham en Pande fuld af Skyer,

Og siger strengt: Hold Dem til Spillets Regler,

Og tro for Alting ei, vi spille Kegler!

Det gjorde Virkning. Rusen strax gik over,

Det stolte Mod saa dybt i Hjertet faldt,

At knap et frygtsomt Blik han fæste vover

Paa Damens høit sig brystende Gestalt.

En saadan Ydmyghed den Skjønne hover,

Hun siger med et Smiil, der siger Alt:

Bekæmp mig kun saa tappert som De mægter,

Thi her paa Haanden har jeg fjorten Knægter.

O, tænker han, hun kunde femten tælle,

Hvis til de fjorten mig hun lagde blot;

Men høit han svarer: Deres Knægter gjælde,

I Støvet mine Tier har De traadt.

Som i Triumf hun vedblev nu at melde

Konger og Qvarter, Terzer, Stort og Smaat,

Til hun i Stolen sig tilbage lagde,

Og leende Halvfemsindstyve sagde.

Nu — raabte hun — nu har jeg Intet meer,

Men De er taus; mit Slag for haardt Dem rammer.

Ja vist, jeg reent forloren er, han stammer,

Idet fra Kortet op igjen han seer.

Han seer hvor hendes Kind og Øie flammer,

Hvor ham imøde Purpurlæben leer,

Mens af sin Skulder rask hun Shawlet river

Med dette Udraab: Puh! hvor varmt her bliver!

Det var formeget! Strax han tabte Spillet,

Endskjøndt hun spiller ud for første Gang.

Skaal for den Barm! nu for hans Øre klang,

Og Hvilen ved den han sig forestilled.

Alt svandt for ham, kun ikke Claras Billed;

Han Kortet slap, mens han iveiret sprang,

Og Træet lig med overhugne Rødder,

Sank han med disse Ord for hendes Fødder:

O tilgiv mig! O tilgiv, Deres Naade!

Men i min Qval send mig en Lindring ned!

Hvad? spørger hun, paa eengang mild og vred,

Hvad gaaer der ad Dem? De er mig en Gaade,

Som jeg i Sandhed ei formaaer at raade.

Ak, stammer han, det er jo Kjærlighed!

Dem elsker jeg! for Dem mit Hjerte brænder!

Her som i Krampe greb han hendes Hænder.

Saa det er mig, hvem Kjærligheden gjælder?

Hun siger langsomt, men tilføier kort:

Der noget Splinternyt De mig fortæller.

Au! Slip min Haand! De klemmer den saa haardt.

Hr. Homo — jeg maa be’e Dem! Slip mig, eller —

Her reiser hun sig op og skyder bort

Den Knælende; men ogsaa han sig hæver,

Og siger blussende, mens Stemmen bæver:

Fortryllende! hvem alle Gratier smykke,

Tilbedte! til hvis Slave jeg er dømt,

O Clara! Clara! Und mig dog den Lykke,

Hvorom ved Dag og Nat jeg kun har drømt,

Engang til dette Hjerte Dem at trykke —

Her slyngede han Armen fast og ømt

Om hendes Liv, og skjøndt et Blik ham skrækker,

Med hede Kys han hendes Mund bedækker.

Hr. Homo! læsped hun: hvad skal det sige?

O, svarer han: jeg sagde det jo nys.

Hr. Homo! raabte hun: Ulykkelige!

Men hendes Raab han qvæler med sit Kys.

Hr. Homo! stammed hun: skal jeg da skrige?

Men blegnende medeet hun hvisker: tys!

Thi Døren knirker og en Stemme brummer:

Af Bladene der mangler jo et nummer!

Bort! raaber Clara nu — og heftigt støder

Hun bort vor Helt, der, dreiende sig om,

Den Slaabrok — klædte Kammerherre møder,

Som med et Lys i Haanden mod ham kom.

Han troer at see et Blik, der hævnfuldt gløder,

Han troer at see i Flammeskrift sin Dom,

Og lammet som paa Lemmer saa paa Sandser,

For Galts Medusahoved stum han standser.

Der stod han stivnet, ret i Kattepine,

Mens end med udstrakt Arm man Fruen saae

I Forsvarsstilling stolt og ædel staae,

Med slig en Værdighed i Blik og Mine,

At Høiærværdighed det kaldes maa.

Men ubevægelig, som en Maskine,

Betragted dem Hr. Galt phlegmatisk koldt,

Mens resigneert han Lyset for dem holdt.

Medeet han vinker ad sin Gemalinde,

Og ind i Cabinettet Begge gik:

Hun, for at rense sig for hver en Klik,

Og han, deels for at lade sig forblinde,

Deels for den manglende Avis at finde,

Hvorefter speidende gik rundt hans Blik.

Men knap var Ægteparret borte, førend

Vor Helt ad modsat Vei fløi ud af Døren.

Ad Trappen op han til sit Kammer piilte,

Og Klæder, Støvler, Linned, Løst og Fast,

Han pakked sammen i den største Hast,

Hvorpaa i Huset han ei længer hviilte.

Betynget af sin Kofferts svære Last

Han stønnende til Bondebyen iilte,

Hvor Vogn han leied og en Kudsk fik fat,

Som kjørte bort med ham ved Midienat.

Hiin Tømmen holdt, men selv han Pidsken førte,

Hvormed saa rask paa Hestene han slog,

At gjennem Natten som en Storm de jog,

Og snart han Morgenhanens Galen hørte.

Men stedse frem mod Middelfart de kjørte,

Og ind i Byen han før Middag drog.

I Havnen laa en Smakke, nylig tjæret,

Den han besteg — og nu først trak han Veiret.

Han sukked dybt dengang fra Land man stødte,

Og rystende af Kulde mørk han saae

Tilbage mod den fyenske Kyst, der mødte

Ham vinterkold og taagefuld og graa.

Den tætte Regn hans Kappe gjennemblødte,

Paa sine Been han neppe kunde staae,

Han følte sig paa Sjælen gjennempidsket,

Af Tro forladt, af intet Haab forfrisket.

Han kom ihu, hvor Alt var anderledes,

Da han ifjor gik over store Bælt;

Og nu — idet sig Smakken nærmed snelt

Den jydske Kyst, som for hans Blik udbredes —

Hen paa hans Fremtidsskjæbne Tanken ledes.

Lang Tid i Tvivl og Uro stod vor Helt,

Da sukked han, som truffen af Erkjendelsen:

Hvad er man Andet, end Product af Hændelsen?