Vaaren er kommen! Atter jeg paany
Har Foraarsfuglen hørt, den muntre Lærke;
Den svang sig op paa sine Vinger stærke,
I Toner qviddrende, mod høien Sky.
De varme Straalers Virkning kan man mærke
Paa Luft og Jord og Hav og Land og By;
Den hvide Vinter sine Kræfter mister,
Den døer — og med dens Død dens Lænke brister.
Den friske Vaar som Arving sig indfinder;
Og Skatten, som den Gamle ruged paa,
Og dækked til, saa intet Blik den saae,
Nu flyver rundt, og hvert et Øie blinder.
Det unge Haab staaer op af gamle Minder,
Den dunkle Himmel skinner klar og blaa,
I Grønsværtæppet Jorden sig indhyller,
Og Dagen med sit Solskin Alt forgylder.
Den gamle Vinter er paa eengang glemt;
Kun De, der selv er gamle, trofast mindes,
Hvor trygt i den der virkes, væves, spindes,
Hvor tidt dens Stjerner har til Alvor stemt.
Men dette Suk af Jubel overvindes,
Af Ungdomshaabet, som ei meer er gjemt:
Nu kommer Solen! Hvad kan ei man vente
Sig af det nye, det gyldne Regimente!
Og virkelig! Forneden og foroven
Kun Glands og Herlighed det Hele spaaer;
Utæmmet, frisk og farvet strømmer Voven,
Og Skyen over den i Purpur gaaer;
Den lyse Flora vandrer gjennem Skoven
Og fletter Blomsterkrandse til sit Haar;
Hver Fuglerøst er Tolk for Elskovsvarmen,
Og i Hyrdinden trang nu bliver Barmen.
I Staden selv et andet Liv sig rører:
Den unge Dame kaster Kaaben hen,
Og stiger frem med Parasol igjen,
Mens Cavaleren Kjolen sig ifører.
Paa Politiken knap man mere hører,
Til Gjengjæld griber nu Papir og Pen
Med disse Ord saa mangen en Trompeter:
Nu maae vi til at synge, vi Poeter!
Hvad skal af al den Herlighed der blive?
Af disse tusind Haab, af denne Skat
Af Følelser, som nu befries brat,
Af disse Straaler, som nu Alt oplive? —
Hvor kan man spørge? Stormen skal afrive
Igjen hver Blomst, hvert Blad — igjen en Nat
(Skjøndt uhegribeligt det synes Somme)
Skal over Jorden med sin Kulde komme.
Hvor hurtig hendøe Glædens Sommersange!
Hvor vexler i hvert Hjerte Savn og Lyst!
Hvor mange Gange Vinter og hvor mange,
Hvor mange Gange Vaar dog i hvert Bryst!
O Tid, da vi begjære og forlange!
O Tid, da vi forsage selv paa Trøst!
En evig Cirkelgang er Livets Vandring,
Gjentagende sig selv i sin Forandring.
I Adam Homo var igjen det Vaar,
Kun Haabets Rosenskyer for ham sig male,
Han syntes, at han selv og Alt i Dvale
Dybt havde ligget gjennem mange Aar.
Op af sin Grav hans Ungdomsfriskhed staaer,
Og præger sig i Tanke som i Tale;
Han fatted knap den hele Fylde, som
Han følte som sit Hjertes Eiendom.
Nu var til Menneske først ret han bleven!
Alt hvad han havde prøvet og erfar’t,
Hans hele Fortids Virken, Væren, Leven,
Ham syntes af en gal, forfeilet Art.
Det vilde Liv, hvori han bort var reven —
Det stille Liv — han kunde begge spar’t;
Thi eet var Maalet kun, som nu han priste,
Og een kun Veien, som til Maalet viste.
Ad denne Vei han netop fremad skred;
Thi samme Formiddag er glad — urolig
I Sommerfrak han gaaet fra sin Bolig,
Ud gjennem Nørreport, langs Søens Bred,
Hvor Almas Billed, følgende ham trolig,
Paa Mindets Vinger svæved op og ned,
Og flygtet bort bestandig kom tilbage,
Mens frem ad Stien selv han saaes at drage.
Ham denne Morgenstund det ind er faldet,
(Et Indfald, der ved Foraarssolens Skin
Var til Beslutning modnet i hans Sind)
At spørge — og en Maaned efter Ballet
Sligt ubeskedent ei kan blive kaldet —
Til Damen og til hendes Blomster ind.
For ei Deeltagelsen dog strax at røbe,
Først nogle Hyacinthløg vil han kjøbe.
Alt efter Ønske gik. Bag Havens Grene
Han Tante, Fa’er og Datter strax traf paa,
Og Alle ham imøde venligt gaae,
De syntes ham det ret saa godt at mene.
Den store Have strax han kjende maa,
Og her med Alma gik han snart alene,
Snart vandred han omkring med alle Tre,
For Drivhuus og for Blomster at besee.
Mens udenfor end Flora slumred let,
Hvor dufted Alt saa frisk ham her imøde!
Blandt Crocus stod Fiolerne saa tæt,
Hos Hanekamme, hvide, blaae og røde,
Skovanemon, Aurikel og Tazet,
De første Hyacinther alt frembrøde,
Og alt sit Bæger nu ved Solens Villie
Oplukker halvt den gule Paaskelilie.
Den hele Have syntes ham et Eden;
Det lille Gartnerhuus, han skued hist,
Med Ranker dækket til fra først til sidst,
Et Tempel fast ham forekom for Freden.
Mens tusind Blomster duftede forneden,
Et Vindve aabent stod i Husets Qvist;
En Rose der i Urtepotten brammer,
Der havde Alma selv sit lille Kammer.
Der, tænkte han, seer Dagens Sol hun stige
Og naar i Aftnens Stilhed Maanen gaaer
Hen over Himlen, der hun eensom staaer
Og skuer ind i Phantasiens Rige.
Der kan til Skyerne godnat hun sige,
Og naar i Busken Nattergalen slaaer,
Mens hendes klare Blik i Luften svømme,
Kan der i Paradiis hun ret sig drømme.
Hans Sjæl udvided sig — hans Blik og Stemme
Afspeiled hvad der fyldte nu hans Aand;
I livfuld Tale Tiden Alle glemme,
Paa Tanten nær, hvem Anstand holdt i Baand.
Da husker Adam: Bogen venter hjemme;
Til Afsked rækker Gartneren han Haand,
Og Denne til sin Hilsen venligt føier:
See flittig til os, hvis det Dem fornøier.
Saa gik vor Helt igjen til Byen ind,
Og paa sin Vandring ved sig selv han tænker:
Jeg eengang bar Forfængeligheds Lænker,
Og atter, for den hele Verden blind,
Igjennem Aar jeg slutted til mit Sind.
Men Ro saalidt som Uro Lykke skjenker,
En lille Pige gjør medeet mig viis:
Der altid hører To til Paradiis.
Alt skal sig slutte sammen, Stort og Smaat,
Naturen selv os giver denne Lære.
Man skal i Verden Verdensborger være,
Man virke skal, og ei beskue blot;
Man skal et Hjem sig danne og en Sphære,
Og mod sig selv og Andre gjøre godt;
Ja Livets Maal, om end ei sagt udtrykkelig,
Det er at gavne og at være lykkelig.
Og hvor i denne Tid han Gavn nu gjorde!
Thi hans Examen jo for Døren var;
Men naar tilendebragt sin Dag han har,
Og ret har gjort sit Arbeid som han burde,
Da lykkelig han ogsaa være turde.
Da Fod i Haand om Aftenen han ta’er,
Og vandrer ud til Haven, til den fjerne,
At see bag løvets Skjul sin klare Stjerne.
Dog her jeg for en Stund nu Helten gjemmer,
Som just paa Exegesen Ende fik,
Men lytted end til Kirkefædres Stemmer,
Fordybet som han var i Dogmatik.
Mens paa sin Augustinus ret han klemmer,
Til Vesterbro jeg vender ud mit Blik;
Thi skjønt man til Examen der ei læser,
Der Livets Aande ligefuldt dog blæser.
— Det var en liflig Juni-Morgenstund;
Op over Gartnerhaven Dagen hæved
Sig rig paa Straaler og med Guld i Mund.
Fra Træ til Træ saa tyndt hang Spindelvævet,
Og Morgenduggens Perle, klar og rund,
Paa Bladet og det fine Græsstraa bæved,
Da frisk og rød, og hvidklædt som en Brud,
Af Havedøren Alma træder ud.
Hvorfor — saa festlig vel klædt paa itide?
Hvordan mon til det gik, at just hun tog
Idag af sine Kjoler paa den hvide,
Og paa det grønne Livbaand Sløifen slog?
O, høist naturligt Tingen sig tildrog!
Det nemlig er, hvad Læseren bør vide,
Idag den gamle Gartners Fødselsfest,
Og hun sig smykked som hun kunde bedst.
Den sidste Haand paa de brodeerte Seler
(Hvorom til Ingen hun et Ord har sagt)
Hun oppe paa sit Kammer nys har lagt;
Og nu, mens Solen Taagerne fordeler,
Mens Alle sove, let hun ud sig stjæler
Her hvor de tause Stammer holde Vagt.
Som i Forventning hendes Læbe smiler
Og hen mod Arbeidshuset rask hun iler.
Der staaer hun alt paa Stigens Trin og bukker
Sig sagte ned mod Dueslagets Dør.
Hør! indenfor det kurrer — her oplukker
Paa halv hun Døren, lyttende som før.
Den hvide Due frem sit Hoved dukker,
Den Røde stolt sit Bryst med Næbet kløer;
Men knap hun viser sig, de Flugten tage,
Og ile til den mørke Krog tilbage.
En slig Modtagelse kun lidt hun yndte,
Ei deres Skræk hun kunde ret forstaae.
At tale kjælent til dem hun sig skyndte,
Ja selv at fløite for dem fandt hun paa,
Og idetsamme listig hun begyndte
Sit Spil, for mere tamme dem at faae:
Hun kasted hen til dem lidt Morgenføde,
Og Duerne ei længe lod sig nøde.
Lidt nærmere ved sig hun Føden lægger,
Og da den Hvide Kornet til sig tog,
Hun Haanden fuld af Ærter mod den strækker;
Men strax forknyt den sig tilbage drog.
Da kom den Røde frem, hvem Lysten trækker
Hen mod den Herlighed, hvis Syn den slog.
Fremad mod Haanden bøier den sit Hoved —
Og taus stod Alma, knap hun aande voved.
Hun talte kun med Blik — men hvilke Blikke!
Og Duen selv, som var ved Maalet her,
Begyndte alt paa Ærterne at pikke;
Da løfted sig i Frygt paany dens Fjer —
Den vendte sig omkring — men lang Tid ikke,
Thi snart den kom igjen og mere nær.
Nu stod den stille — og til Almas Glæde
Af hendes Haand den nippede sin Æde.
Ved dette Spil en Timestid henrinder,
Til Solen, som nu funkled blank i Øst,
Om Dagens Pligt og Gjerning hende minder,
Og Afsked ta’er hun med sin Morgenlyst.
Sin Gjerning hun i Haven for sig finder,
Og der hun streifer om med freidigt Bryst,
Mens Havens Gange, revne nys i Flammer,
Af hendes lette Fjed hvert Spor annammer.
Men disse Gange kjendte dette Spor
Fra den Tid Foden kun var ganske lille,
Til nu, da den ei mere voxe vilde,
Skjøndt den endnu jo modsat var af stor.
Hun havde altid levet her saa stille,
Blandt disse Træer, paa denne Plet af Jord,
Kun af sin Fader og sin Tante hygget,
Thi Døden hendes Moder længst omskygged.
Hun kom kun sjelden ud iblandt Veninder,
Og hvad der kaldes kan Begivenhed,
Deraf i hendes Liv saalidt man finder,
At jeg det ene Bal kun nævne veed.
Alt hvad hun havde lært hun godt sig minder,
Endeel hun vidste, men dog ei Besked
Om tusind Ting, der ind i Munden puttet
Den unge Dame bli’er i Institutet.
Midt i sin egen Verden her hun stod,
Skilt fra den store, som hun ei tilhørte;
Og fri hun var, skjøndt hun i Alt slog Rod,
Thi hvad i hendes Bryst sig dybest rørte,
Ei ud i Verdens Uro hende førte,
Og intet Savn i Hjertet efterlod.
Sit Haab hun knyttet har, fra hun var liden,
Til Vaaren, Somren, Høsten, Vintertiden. —
Saadan fra Inden hun uddannet var,
Af Eensomhed til Tænksomhed opdragen;
Sig selv hun havde fundet, det er Sagen,
Just mens i Hjemmets Liv hun tabt sig har.
Der kommer hun, saa foraarsfrisk som Dagen;
I Vinden vifter Kjolen, hvid og klar,
Mens Haven rundt paakryds og tværs hun vanker,
Fyldt af sin Ungdomsfryd og fuld af Tanker.
Hvert Øieblik hun dog maa see omkring,
Thi om at række Haand bestandig minder
Paa hendes Vandring hende tusind Ting.
Snart hun et nylig fremskudt Ukrudt finder,
Snart gjør til Sidegangen hun et Sving,
Hvor Grenen, som er løsnet, op hun binder;
Hist frier fra Spindelvæv hun Myrthers Flok,
Her reiser hun den faldne Rosenstok.
Og her et Ord til dig, min Læserinde!
For i dit Hjem dig ret at føle rig,
Maa ogsaa du som Alma fast dig binde
Til Kredsen, hvori Skjæbnen satte dig.
Du maa en Næring for dit Hjerte finde
I Livet, som det hver Dag viser sig;
Du maa, lig Den og Den — maaskee jeg feiler —
Ei sidde blot og vente paa en Beiler.
Den kommer snarest jo som ei man venter;
Men selv om ei han kom, dit eget Bryst, —
Naar frem for Dagen du dets Skatte henter,
Har rige Spirer nok til herlig Høst.
Du elske skal, det Bud jeg dig indprenter,
Men kun hvori der Liv er, er der Lyst.
Vil du bestandig sidde og brodere?
Dit Hjerte og du selv blev skabt til — Mere! —
Du deelte nylig Almas Morgenglæde,
Men lad dit Blik nu hende gaae forbi;
Thi ud af Døren Tanten sees at træde,
Og hist hun nærmer sig paa Havens Sti.
Hvor maatte hun idag med Smag sig klæde,
Paa Moden ret, og dog med Phantasi:
Forlorne Krøller høit en Kappe hæve,
Hvorfra de lyserøde Baand nedsvæve.
Den gode Tante var et ærligt Skind,
Kun havde hun den Orm, at ei hun vilde,
Mens Tiden gik med Kæmpeskridt, staae stille,
Men altid seile med den friske Vind.
Endskjøndt bedaget og med falmet Kind,
Sit Sind fra Verden ei hun kunde skille;
Paa Vesterbro hun deelte Lyst og Sorg
Med Østergade og Amalienborg.
Da hun kom Alma nær, strax Denne saae
At der en Alvorssky om Panden svæved,
Og da til Hilsen op sit Blik hun hæved,
End meer Bekymring der i Øiet laae.
Til Regnskab Alma hende venlig kræved,
Og Tanten gav forblommet at forstaae,
Hvordan, skjøndt anvendt Flid og al Umage,
Ei rigtig ud sig Kappen vilde tage.
Den Feil, gjensvared Alma, ændres let;
Thi dersom Tante paa min Dom tør lide,
Skal Sløjfen have Plads ved denne Side,
Og ind til Strimlerne sig slutte tæt.
Lad mig den flytte! Strax tilværks vi skride! —
See saa! Der sidder Sløifen nok saa net.
En Naal! — Det var en ypperlig Forandring! —
Men Tantens Fod alt borte var paa Vandring.
Til Stuen og til Speilet op hun iilte,
At see Forandringen, som klædte net;
Og da hun saae i Glasset sit Portrait,
Tilfreds med Kappen og sig selv hun smiilte.
I hendes Bryst nu hver Bekymring hviilte,
Og bort fra Speilet skred hun rank og let
I Haven ned, den gode, gamle Tante,
Af Verden glemt — men dog blandt de Galante!
Hun Alma gi’er et Vink, og Festens Hjem,
Det grønne Lysthuus, de bekrandse Begge,
Hvorpaa de Dugen over Bordet lægge,
Og sætte Kopperne og Kanden frem.
Med Servietter Gaverne de dække,
At ei den Gamles Blik skal møde dem;
Hist nærmer han sig alt — hans Haar, de hvide
I Lokker om de friske Kinder glide.
Hvor mildt er ei hans Øie! Hjertets Ro
Paa Panden og paa Mundens Smiil man kjender.
Lidt langsomt gaaer han, men man ei maa troe,
At Stokken er fornøden for hans Hænder.
Knæbuxer bærer han, og store Spænder
Ei blot paa dem, men og paa sine Skoe.
Saa skrider frem han her i Morgenrøden,
End fuld af Liv, og dog ei langt fra Døden.
Han som sin Have dyrket har sin Gud,
Saa af en dobbelt Høst han er oplivet;
Halvfjerdsindstyve Aar ham alt blev givet,
Og nu idag et nyt der springer ud.
Der er hans Datter, Havens bedste Skud!
Hun slynger alt sin Arm ham rundt om Livet;
Den unge Mund er paa hans gamle Haand:
O, hvor der strømmed Varme til hans Aand!
Imod ham kom nu og den gode Søster,
Som gratulered nok saa pæn og stiv.
Han raaber munter: Rask mig Munden giv!
Et Kys af Hjertensgrund mig meest forlyster.
Hvad han begjærer, han da ogsaa høster,
Skjøndt Tanten ynded ei slig Tidsfordriv;
Og ind i Grotten alle Tre nu træde,
Hvor ved det runde Bord de tage Sæde.
Da Drikken var af Tanten lavet til,
Ei Alma sin Foræring dulgte længer.
Omkring sin Fader Selerne hun hænger,
Idet hun be’er, at ei forsmaae han vil
En Gave, hvortil vist hun troer han trænger.
Naa, siger han, og seer paa hende mild:
Naa, det var en Present! det maa jeg sige!
Det kalder jeg en flittig lille Pige!
Men Tanten taler: Hvor dog Skjæbnen god er,
Hvor heldigt, at du Seler skulde faae!
Et Supplement til dem du ei forsmaae,
Thi ogsaa jeg har dig betænkt, min Broder.
Du veed, at Tiden bringer nye Moder,
Den en Tyran er, som man lyde maa.
Det nytter ei at staae imod i Striden,
Den kloge Mand bør skride frem med Tiden.
Hvad mener du? den gamle Gartner siger.
Til Svar han faaer: Min kjære Broder! du
Snart er den Eneste af Alle nu
Som frem i korte Klædesbuxer stiger.
Knæbuxer er for Øiet nu en Gru,
Den gode Smag de tynde Been bekriger;
Forsmaa da ei en Gave, fix og fjong:
Et Par moderne Sommerpantalons!
Med disse Ord trak Buxerne hun frem
Og holdt dem for sin Broder høit ivejret,
Og Morgensolen, som faldt ind paa dem,
Belyste deres Farve huldt med Skjæret.
Den Gamle lo og sagde: Gaa du hjem
Med din Present! Et Kys du har foræret,
Men Buxerne giv til en anden Een;
Jeg vil beholde mine gamle Been.
Du maa, du maa, nu Tanten trænger paa:
Du efter Tidens Fordring bør dig rette.
Nei, siger han, jeg tænker modsat dette,
Den Gamle just bør paa det Gamle staae.
Nei, siger hun, den Gamle frem bør gaae,
Og ei sig fast i gamle Griller sætte.
Pjank, siger han, det er en gammel Nar,
Som Dragt og Mening hos de Unge ta’er.
Til Almas Sorg lidt skarpere blev Striden,
Da dette Spørgsmaal man paa Bane fik:
Hvorvidt bør Alderdommen følge Tiden?
Thi varm blev Gartneren i Ord og Blik,
Og Tantens Iver var ei heller liden.
Tilsidst med disse Ord den Gamle gik:
Gaa selv med Buxerne, hvis du behager,
Men aldrig jeg paa mine Been dem tager.
Et Suk om Bistand Tanten her udstøder.
Niecen spørger: Tør jeg raade lidt?
Og da hun strax faaer Lov at handle frit
Sin Fa’er at vende om, hun venligt nøder.
Saa gjør med Saxen hun saa dybt et Snit
I Buxerne, at Tantens Hjerte bløder.
Forkortede til Knæet man dem saae,
Og Benene som Stumper hos dem laae.
Den Gamle her brød ud i munter Latter,
Men Alma siger: Striden er forbi,
Til Ære Tantes Gave kommer atter,
Og Fa’er for Nutids Mode bliver fri.
Til Handsker for vor Svends den lille Datter
Maaskee kan Benene benyttes; thi
Paa denne Viis jo Tante To beriger —
Ja, lad kun Barnet faae dem! Tanten siger.
De skiltes ad — og fredelig hendrog
Sig Arbeidstiden for dem Allesammen;
Selv Stridens Minde Gartneren forjog
Ved Middagsbordet, under Spøg og Gammen.
Alt mere skraa nedkasted Solen Flammen,
Alt Fem i Staden Kirkeklokken slog:
Vandkanden da i Haanden Alma tager,
Og paa sin Aftenvandring ud hun drager.
Om hendes Hals det lette Shawl sig snoer,
Den gule Straahat sig om Panden breder,
Den Pande, hvori mange Tanker boer,
Hvoraf bestandig een paany fremtræder:
Hvor kommer det, at her, hvor Himmel, Jord,
Og hver en Blomst i Høitidsdragt sig klæder,
At her, hvor Alt til Hilsen er beredt,
Saa lang Tid Adam Homo ei blev seet?
Han var jo med dem Alle saa fortrolig,
Og forhen de saa jævnlig saae ham jo —
Saa tænkte hun; men ei min Læser troe,
At hun ved denne Tanke blev urolig.
End var jo hendes Hjerte Fredens Bolig,
Og hver en Lidenskab laa dybt i Ro;
I Verdens Løb hun var for lidt indviet,
Til, før det kom, at søge Sværmeriet.
Men nu sit Urtebed hun har bedugget,
Og Havens Udgang netop nær hun stod,
Da hørte hun, at Laagen blev oplukket —
Hvad! — Adam Homo sig tilsyne lod.
En Blomst paa Hatten høit han havde stukket,
Sort var han klædt fra Hoved indtil Fod;
Med Øine, hvori Haab og Længsel gløde,
Han iilte hende vinkende imøde.
Hun stod som lænket, med Forundrings Smiil
Paa Læben, og i Haanden holdt hun Kanden,
Mens op ad Gangen han fløi som en Piil,
Idet han svang sin Hat høit over Panden.
Nu staaer den Ene ganske nær den Anden:
Examen endt er! raaber han med Iil.
I hendes Sjæl confust sig Alting blander —
Da seer medeet hun, at hans Fod hun vander.
Undskyld! hun stammer. Næsten maa jeg troe,
At De for Blomster mine Skoe nu tager,
Bemærkede vor Helt, mens glad han lo.
Sin Gjerning Alma smilende beklager,
Men Adam priser lykkelig sin Sko,
Og føier til, mens Aande dybt han drager:
Da ud jeg gik, mig spaaede Fuglens Sang
Et Kys paa denne Haand for første Gang.
I Purpur hendes Kinder huldt sig klæde,
Og før hun vidste hvordan det gik til,
Hun føler alt paa Haanden Læbens Ild;
Han var jo reent forstyrret i sin Glæde.
Ind til min Fader nu De dog maa træde,
Hun siger lidt forlegen, skjøndt saa mild:
Hans Fødselsfest endnu er ikke sluttet —
Og Adam svarer: Strax! Strax paa Minutet!
Een Bøn maa blot endnu jeg her frembære;
Thi skjøndt jeg lige fra Examen gaaer,
Mit Studium dog aldrig Ende faaer,
Student endnu jeg bliver ved at være.
Alt længe det mit Ønske var at lære
Det skjønne Sprog, som De saa godt forstaaer;
Lær blot mig lidt! Jeg vil ei Alt, kun Noget;
Ikkun Begyndelsen af Blomstersproget!
Det Sprog, hun lo, for Dem sig ei vil skikke;
Men, siger han med Stemmen dobbelt blød,
Ømt fæstende paa hende sine Blikke:
Ifald jeg nu Dem Haand og Hjerte bød,
Og føied til: det er for Liv og Død!
Siig, skikked dette Sprog sig heller ikke? —
De vexled Haandtryk med et kjærligt Blik,
Og bort i Glædens Hast nu Adam gik.
Hvorlænge blev han dog hos hendes Fader!
Hun selv just ned i Lunden søge vil,
Fordybet i de rørte Tankers Spil,
Da Tanten iilsomt sig tilsyne lader.
Naa! raaber hun i Frastand Alma til:
At jeg dog eengang traf dig, vist ei skader.
I Stuen ind jeg gjorde nys et Sving,
Der, der forhandler nu man store Ting!
Har du Hr. Homo seet? — Træk dog lidt længer
Din Strimmel op! — Nu er han Candidat!
Nu kan han tjene Konge, Land og Stat —
Nei, hvor forpjusket dog dit Haar nu hænger!
Sæt Krøllen op, mens Kraven ud jeg krænger —
Nu staaer han til et Præstekald parat.
En Præstekone vil saa Lidt ei sige —
Der kommer han! Reis Hovedet, min Pige!
Kun Blikket hæved sig — men fra det Fjerne
Kom lige op ad Gangen, dem imod,
Vor unge Helt og gamle Gartner Stjerne,
Hvem Munterhed i Øiet malet stod.
Vel havde Alma sig unddraget gjerne,
Men meer end blytung følte hun sin Fod.
Forgjæves for et Smiil hun sig umager,
Da hendes Fader hendes Haand nu tager.
Hvor reent fortabt din Stakkel dog seer ud!
Man skulde næsten tænke, du var bange.
Man kunde troe, du var en domfældt Fange,
Hvis ei du havde Miner af en Brud.
Men selv om nu saa var — naa, Herregud!
Meer end man kan, man ikke bør forlange.
Amor er Jæger — listig sine Garn
Han stiller for det unge Pigebarn.
Der staaer Hr. Candidaten! Gratulere
Du til den store Dag dog ogsaa maa;
Og — hvis du har et Hjerte at forære,
Saa veed jeg, han vil ikke det forsmaae.
Min lille Alma, lykkelig du være!
Gid det paa denne Jord dig godt maa gaae!
I To er enige. Jeg siger Amen;
Og kom nu, Tante! Lad dem ene sammen.
Saa lod de To man ene og i Ro,
Men hvordan man, skjøndt To, kan ene være,
Og dog en Verden i sit Hjerte bære,
Og hvordan ene man kan være To,
Men hvorfor aldrig Tre man kan sig troe:
Derom vil os en Philosoph belære,
Der ved begrebet, taget i dets Reenhed,
Kan reducere Dobbelthed til Eenhed.
Det Alma var, som havde dybt hun sovet,
Som op til Liv hun vaagned af en Drøm,
Der end ombølged hende frisk og øm,
Men paa hvis Sandhed hun ei stole voved,
Thi Underbilleder gled paa dens Strøm.
At virkelig hun Brud var bleven — nei!
At virkelig hun bleven var forlovet,
Hun ei det fatted, hun begreb det ei.
Og som det Alma gik, saa gaaer det Alle;
Thi hvem blev det vel givet at forstaae,
Hvordan Præmisserne kan over slaae,
Og pludselig et Resultat fremkalde? —
Lidt efter lidt lod dog sin Tvivl hun falde,
Lidt efter lidt med Tro hun om sig saae;
Dog gik undseelig hun ved Adams Side,
Mens Arm i Arm de Haven rundt nu skride.
Men dersom hun var taus, saa talte han;
Hans Hjerte paa hans Læber sig udtømte,
Og sprudlende, som Kildens friske Vand,
I fulde Bølger frem hans Indre strømte.
Snart han tilbage sig i Tiden drømte,
Snart iilte Tanken ud i Fremtids Land;
Og Almas Sjæl, skjøndt den sin Vinge dulgte,
Saa trofast paa hans Tankeflugt ham fulgte.
I Begges Hjerte klang den stemte Stræng,
Da de paa Græsset traadte ud fra Gangen,
Hvor først de lytted lidt til Fuglesangen,
Og derpaa nærmed sig det blaae Bassin,
Der speilklart hviilte midt i Havens Eng.
Her ved et Syn sig Adam følte fangen;
Thi klart i Vandets blanke Speil han saae
Saa nær sit eget Almas Billed staae.
See, siger han, og mildt hans Øie luer:
Vor hele Fremtid her jeg finde kan
Afspeilet i det stille, sølvblaae Vand,
Hvor intet Skær og ingen Storm den truer.
Os Begge fast forenede jeg skuer;
Men mange flere Ting er jeg istand
Til i det klare Fremtidsdyb at finde —
See rigtig til! Alt slutter Speilet inde.
Der seer jeg strax en lille Præstegaard
Ved Bondebyen, lænet til en Bakke.
Vel Sidelængen lidt forfalden staaer,
Men en Begynder tage maa tiltakke.
Der seer jeg vore Køer og vore Faar,
Mens hjem fra Marken de til Stalden lakke.
Der kommer Malkepigen med sin Spand,
Og Hyrdehunden springer let foran.
Men Alma smiler, mens hun frem sig bøier
For og af Herligheden lidt at see,
Og nu sit Billede til hans hun føier:
Der Præstehaven ligge kan maaskee;
Der er den lange dunkle Lind-Allee,
Hvori man vandrer trygt naar Blæsten støier.
Der Blomsterbedet er; og der Syrener
Sig til et Sommerlysthuus tæt forgrener.
Ja tydeligt det staaer der, Adam siger:
Os beggeto jeg kan derinde see;
Ved Bordet sidde vi og drikke Tee,
Mens bagved Skoven Aftensolen viger.
Paa Himlen alt en Stjerne op der stiger,
Og Maanen kommer frem saa hvid som Snee;
Den minder mig alvorlig om at virke,
Thi see, bag Byen hist, der staaer min Kirke!
Der skal mig selv og Andre med jeg danne;
Der, i en ufordærvet, frugtbar Jord,
Skal Aar for Aar jeg saae det rige Ord,
Beskære, plante, gjøde, luge, vande.
Der til et godt Exempel skal jeg stande,
At Menigheden følge kan mit Spor,
Mens i min Alma frem et Mønster stiger
For Byens Koner og for Egnens Piger.
Som han blev ogsaa hun ved Tanken varm,
Og længe stod de, mens kun Øiet talte,
Saa stille hos hinanden, Arm i Arm.
De saae mod Aftensolen hen, der dalte
Ned i et Purpurhav og liflig malte
Med Rosenfarver Skyens hvide Barm.
Saa skjøn (udbryder han) vor Død vil komme,
Naar Lyset, som vi vandred i, er omme!
Hans Ord et Echo fandt i Hjertets Bund,
I Himlen halvt, de Jorden heelt forglemme,
Mens Fuglesangen i den stille Lund
Den Glæde tolked, som de dybt fornemme.
Da fra det Fjerne hørtes Tantens Stemme,
Der kaldte dem tilbords i samme Stund.
En Omvei gik de til den dunkle Grotte,
Som Haand i Haand de smilende betraadte.
Hvor herligt var i Grotten Alt indrettet!
En Lampe lyste for den store Fest,
Af Husets Kjøkken stod hvad der var bedst,
Og trende Krandse havde Tanten flettet.
Hvem der fik Myrtherne har alt man gjettet,
Adam fik Hjertensfryd som Brudgomsgjæst,
Men Gartneren, sin Havehat berøvet
Om sine hvide Haar fik Egeløvet.
Den Gamle fuld af Indfald var og Løier,
Og Tanten mild man og geskæftig saae;
Adam mod Alma lykkelig sig bøier,
Idet sin Krands af Hjertensfryd han føier
Til den af Myrther, som hun havde paa.
Om Haarets Fletning begge sad paaskraa,
Den skjønne Pande viste de saa tydelig —
O, vist og sandt det var, at hun var nydelig!
Nu, Tante! la’er jeg snart Champagnen knalde,
Den Gamle siger: Af den bedste Viin
Først Parrets Skaal skal drikkes, dernæst din,
Og dernæst min, og dernæst Skaal for Alle.
Her just hans Øine hen paa Alma falde,
Der hvisker med en Stemme spæd og fiin,
Skjøndt hørlig nok til Adam ret at fryde:
Tør jeg Dem Kylling eller Due byde?
Hvad! raaber Gartneren: hvad maa jeg høre!
Er ei du kommen længer frem endnu?
Du siger D e, hvor du skal sige D u,
Sligt skurrer slemt i Amors fine Øre.
Kun Du og Jeg og Vi hans Sjæl kan røre,
Al anden Pluralis er ham en Gru.
Reis Eder, Børn! Pokalen ud maa stikkes;
Før Dagen er forbi, der Duus maa drikkes.
Thi reiste Begge sig fra deres Plads.
Paa samme Tid et dobbelt Du man hørte,
Men i Discant kun Alma sit fremførte,
Mens Adam gav sit Du med mandigt Bas.
End tømtes denne Aften mangt et Glas,
Som Fremtids Held og Lykke tidt berørte;
Først efter Midnat gik Enhver til Sit,
Og Alma — den Forlegne — aanded frit.
Og hvi forlegen? hører Folk jeg sige,
Der vende sig til Autor om et Svar,
Skjøndt Svaret ei er af de vanskelige,
Naar kun lidt Øie man for Livet har.
Hvor saae man vel en Sjæl paa Jorderige,
Der ei som Debutant forlegen var?
Hvo holdt Balancen, Contenancen idelig?
Hvem stemte nye Forhold ei høitidelig?
Ja, gives der et Væsen under Solen,
Som under Vægten af det Ny ei led,
Fra mindste Purk til Paven høit paa Stolen?
Svar mig, o Præst! som første Gang i Kjolen
(Den lange nemlig) gik ad Gaden ned:
Hvor var imedens din Frimodighed?
Hang ei dit Øie fast ved Kjolemaven,
Imens din Tanke stak i Pibekraven?
Og hvor er din Frimodighed vel bleven,
Du fagre Pige, som ved Moderarm
For første Gang fra stille, huuslig Leven
I Dandsesalen træder rød og varm?
Og hvilken Skrift er dig paa Panden skreven,
Du, som fik første Gang Blanchet mod Barm?
Og dig, der første Gang bli’er kaldt Madame?
Og dig, der første Gang skal ha’e en Amme?
Og du, o Yngling! som i Kirken møder
Med Kjole første Gang som Confirmant:
Din Tanke næsten deelt var — ikke sandt?
Imellem Præstens Ord og Kjolens Skjøder.
Og du, o Dreng! hvis Kind saa heftig gløder,
Fordi din første Halsklud stramt du bandt:
Mon ei din unge Sjæl er hele Dagen
Af denne Halsklud og din Flip betagen?
Hvad Under derfor vel, at vor Heltinde,
For hvem Forlovelsen saa ny jo var,
Det ydre Forhold har saa frisk i Minde,
At for det indre knap hun Tanke har.
Ei ret Forlegenheden vilde svinde,
Før der af Dage rundne var et Par;
Men snart sig selv at glemme hun sig skyndte,
Da Eros først sit Mesterspil begyndte.
Thi Echo’s Bolig er et Pigebryst;
Hver Tone, der bevæge kan dets Strænge,
Tillive vækker en beslægtet Røst,
Hvori som Gjenklang Tonen lever længe.
Endskjøndt den bæver, er den rig paa Lyst;
Skjøndt fuld af Lyst, den kan som Smerte trænge
Igjennem alle Hjertets Fibre ind,
Og underfuldt befrugte Sjæl og Sind.
Da vækkes der til Liv et Liv, der daarer
Med Skyer og Regn og Solskin som April;
Da hyller Glæden tidt sig ind i Taarer,
Mens Frygt og Uro viser sig som Smiil;
Da læger det just sødest, hvad der saarer;
Da flyver altid Haabet som en Piil
Op fra Erindringens de stemte Strænge,
For i en bedre Verden ind at trænge.
Og Phantasien, som i fordums Tid
Laa slumrende og med en bunden Vinge,
Hvor faaer den nu en Mark, saa stor og vid!
Snart maa paa Ørneflugt den op sig svinge,
Hvor lutter Tordenbyger den omringe,
Snart paa en Blomstereng neddale blid.
Hvor bruger nu den Lys og nu den Skygge,
For Livet med sin Pensel at udsmykke!
Men høist forskelligt, som vi Alle vide,
Faaer dette ny Liv hos Enhver Gestalt;
Og skjøndt for Paradiis det bliver kaldt,
Ta’er Een dets Lys — og Een dets Skyggeside.
Een lader Luner med i Glæden glide,
Een Torn med Rose ta’er, for at faae Alt,
Een for dets gyldne Vinger bytter Slæbet,
En Anden hænger smægtende med Næbet.
At frem i Alma der et nyt Liv kom,
Det kjendtes paa det Ydre som det Indre.
For hvad i hendes Hoved der gik om,
Snart ved at haabe, snart ved at erindre,
Behøvedes der nu ei noget Mindre
End Evighedens endeløse Rum.
Bevinget hendes Tanke vilde stige
Bestandig frem i det Uendelige.
Men dersom Høiden høi var, Dybden ikke
Var mindre dyb, som hun forlangte her.
Stod Adams Billede for hendes Blikke,
(Og næsten altid var det Tanken nær)
Da søgte ned i Dybet hun især,
For, lig en Dykker, der tilbunds skal stikke,
At faae en Perle op, hun kunde see
I dette Billed og i dets Idee.
Og rige Perler hun bestandig vandt,
Der Hjertet maatte fryde og henrykke:
Enhver af dem et Kjærlighedens Pant,
Og i Forening Livets bedste Smykke.
O, hvor hun følte Summen af sin Lykke,
Hvergang paany hun hos sin Elsker fandt
Det Allerskjønneste, det Allerkjærligste,
Det Allerædleste, det Allerherligste!
Min Læser, hvem vor Helt jo er bekjendt,
Maaskee sig undrer, at i Helten inde
Saa stor en Rigdom Alma kunde finde,
Og tænker, kan jeg vide, saa omtrent:
Paa Blindhed Amor selv jo har Patent,
Og at han Andres Øine kan forblinde,
Derom vel neppe Nogen tvivle vil,
Der seer, hvordan i Verden det gaaer til.
Dog kan man strides; Blindheden maaskee
Her af det skarpe Syn just komme kunde,
Der kan igjennem Overfladen see,
For først i Sjælens sidste Dyb at bunde.
Hvad Blik blev det vel givet, at udgrunde
(Kan ei af Kjærlighedens Blik det skee)
Den Rigdom, de uendelige Skatte,
Som dog en evig Aand i sig maa fatte? —
Men ikke mindre den Forandring var,
Der sig i hendes Ydre aabenbared:
Paa hvad der spurgtes, tidt hun ikke svared,
Tidt spørgende, hun vented ei paa Svar.
Distrait hun er, det Gartneren erfared,
Confus hun er, det Tanten fundet har;
Og Begge fandt de, naar de Øiet hæved,
At ei hun mere gik, men at hun svæved.
Naar Læberne til Tale hun oplukked,
De maatte smile til hinanden: thi
Det lød jo næstendeels som Melodi,
Som om paa hendes Mund sig Ordet vugged.
Det ogsaa undred dem, at tidt hun sukked,
Og dog saa munter var, saa frisk og fri;
Og de begreb ei, hvordan hendes Øren
Stod i saa nær Rapport med Havedøren.
Thi før af Adams Trin de spored Klangen,
Hun, straalende af Blik, med Purpurkind,
Alt iilte ham imøde gjennem Gangen,
Saa let og luftig som en Foraarsvind.
Kun stundom i sit Løb af Tanker fangen,
Stod hun med Armen om den store Lind,
Og saae med Fryd den Skikkelse fremstige,
Som meer hun elsked end hun kunde — sige.
Hvor Tiden da sin Flugt for dem paaskyndte!
Igjennem Haven Arm i Arm de gik,
Og vexled tusind Ord og tusind Blik,
Thi at meddele sig de Begge yndte.
Tidt Adam lidt belærende begyndte,
Men hendes Mening holdt tilsidst dog Stik,
Og han, som meente hendes Aand at slibe,
Begyndte nu sin Sløvhed at begribe.
En ny Anskuelse af Verden danned
Sig for hans indre Syn; (thi alt i Favn
Han holdt Ideen under Almas Navn.)
Hiint ydre Held, han først som Maalet sanded —
Hiin dunkle Skjæbne, som ham overmanded —
Hiin blotte Ro — hiin bare Gjøren Gavn —
Alt svandt som Dugg for Sol ved Livets Herlighed;
Nu saae han som Princip i Alt kun Kjærlighed.
Den var det, som var hele Verdens Kilde
Hvoraf hver Skabning og hver Aand udsprang;
Den var det, som i alle Hjerter klang,
Og som til Eet det Spredte samle vilde;
Den var det, som ved Skjæbner, strenge, milde,
Hvert Bryst bestormed, til dets Pandser sprang,
Og hvert et Blik oplodes, til at skue
Sig selv og Alt i Lyset af dens Lue.
Den Tryllemidlet var, hvorved tilsidst
Paa eengang kaldtes Livet frem, det sande;
Den var for ham, hvad en electrisk Gnist
Er for de Arter Luft, der Vandet danne:
Det er forgjæves at man dem vil blande,
Thi Resultatet tøve vil forvist;
Men tænd i dem den underfulde Flamme,
Og Elementet til er idetsamme.
Og dette Liv, der aabned Lykkens Rige,
Og som ved Skjønhed, Varme, Kraft og Duft
Tiltalte baade Hjerte og Fornuft,
Det skyldtes ene til en lille Pige.
Saa kunde da vor Helt nu tryg sig sige
I Almas Selskab, som i Livets Luft;
Er han i Byen holdt, da let man gjetter,
At han faaer Luften sendt i smaa Billetter.
Dog nu den kommen er, den store Dag,
Da han som geistlig Taler skal staae Prøve,
Og al sin Konst og Lærdom kan behøve
Til practisk Virken for den gode Sag; — —
Da Ordets Kraft og Foredragets Smag
Skal paa hans Læber Tryllemagten øve,
Og han som Document for Aandens Kald
I Helliggeistes Kirke præke skal.
Hos Gartnerens var tidlig Alt i Røre;
Thi forberedt til Dagen man sig har,
Og det for længe siden aftalt var,
Hvordan man først skal Adams Præken høre,
Hvordan en Hyrevogn man dernæst ta’er,
For saa i Dyrehaven ud at kjøre.
Der Dagen skal tilbringes, og først hjem
Man kjøre vil, naar Maanen kommer frem.
For Almas Øren som til Storm det ringed,
Da ved sin Tantes Arm hun Klokken Ti
Gik Helliggeistes Kirkemuur forbi,
Og traadte ind, mens Taarnets Klokker klinged;
Men snart dog Kirkens Hvælving, høi og fri,
Til høie Tanker hendes Sjæl bevinged.
Hun stille satte sig i Stolens Krog,
Og søgte Numret i sin Psalmebog.
Af Frygt og Andagt hendes Bryst sig hæved,
Thi baade var høitidelig hun stemt,
Og dog paa Adams Vegne saa beklemt;
Som selv hun skulde præke, fast hun bæved.
Tidt hendes Blik omkring i Kirken svæved,
Men næsten tom den var, og det var slemt;
Kun en syv, otte gamle Mænd og Koner
Istemme Psalmen, som fra Orglet toner.
Men tys! alt Prækestolens Trappe knager:
Sit Blik hun løfter op, saa frygtsom sky,
Og heftigt hendes Hjerte slaaer paany,
Da høit deroppe hun sin Ven opdager.
Ned i sit Skjød hun skuer nu saa bly,
Men frem sin Tale Prædikanten tager,
Og seer som Hyrde ud mod sine Faar —
Dog hvor er Hjorden? — Hyrden eensom staaer!
Han staaer — men ei han som en Paulus stod,
Der vil paa Alt en høiere Forklaring,
Der lader Alt gaae frem af Troens Rod,
Og milevidt gaaer udenfor Erfaring,
Naar Verden selv han seer som Aabenbaring:
Kun paa Moralens Bud han sig indlod,
Og — var det ved et Træf af Skjæbnens Tærninger?
Han præked vidt og bredt om gode Gerninger. .
Men at han ved sin første Præken troede,
At Gjerninger i Spidsen burde staae,
Det kom vist af, saavidt jeg kan formode,
At Gjerningen han havde gjort, den gode,
Hvorved han selv sig som forlovet saae.
Desuden var jo nu han ovenpaa;
I saa Fald Gjerninger til Text man tager,
Mens Troen den Fortrykte meer behager.
Paa Gjerninger han støtted sit Beviis
For at Lyksalighed vi tør forvente;
Men ved hans Iver for hans Text sig hændte,
At Textens Bogstav blev dens Aands Forliis.
For Godt han ikkun Gjerninger erkjendte,
Og Talen slutted han paa denne Viis:
Af dine Gjerninger din Tro du vise mig,
Din Gjerning skal fordømme eller prise dig!
Dog havde Talen flere skjønne Steder,
Hvori han ret udtømte sit Gemyt;
Og skjøndt vel ei han sagde meget Nyt,
Hans Følelse dog altid smuk fremtræder.
Herover inderlig sig Alma glæder,
Der i Begyndelsen sad lidt forknyt;
Rørt saae hun opad mod den unge Taler,
Hvergang med Hjertets Pensel frisk han maler.
Men fra sin Gjerning ud han nu sig hviler;
I Kirkens Forgaard Almas lille Mund
Ham for den holdte Præken Tak tilsmiler,
Hvorpaa de skilles for en stakket Stund.
Igjennem Gaden til sit Hjem han iler,
For, førend han ta’er ud i Skov og Lund,
Hvor Glædens Zephyr mildt om ham skal vifte,
Sin sorte Kjole mod en blaa at skifte.
Men paa sin Gang han tænker: Her jeg staaer
Paa Livets Høidepunkt thi klared’ ligge
Dets dunkle Veie nu for mine Blikke
Og i mit Bryst dets hele Fylde slaaer.
Om end jeg skulde døe, forgjæves ikke
Jeg levet har i fem og tyve Aar.
Min Læretid for endt jeg maa erkjende;
Hvis jeg en Bog var, maatte her jeg ende.
Som frem i disse Tanker rask han gik
Og Øiet op mod Idealet hæved,
Et Syn paa Gaden han at skue fik,
Der halv bekjendt, halv ubekjendt, nu kræved
Opmærksomhed af Tanke og af Blik:
Et qvind’ligt Væsen ham imøde svæved,
Saa fri og feiende, saa pyntet prægtig,
At strax han hende dømte som fordægtig.
Hvor Kappen flagrede! Hvor Kroppen svandsede,
Mens kjækt med Smiil hun fremad monne gaae,
Til ned i Adam hendes Øine slaae,
Og han og hun paa eengang Begge standsede.
Forbauset næsten Intet meer han sandsede,
Det var jo lille Lotte, som han saae
Forvandlet til en Nymphe, fix og listig;
Hun, før saa bly, ham nu tiltaler dristig:
God Dag, Hr. Homo! (her med Knix hun neied)
Jeg troede Dem skam længst reist bort fra By
Bekjendtskab haaber jeg De vil fornye,
Den Plads er end Dem fri, som før De eied.
Tidt Deres Godhed har jeg overveiet
Ved Deres Penge fandt i Nød jeg Ly.
De træffer mig i Slippen Nummer 4.
Hun gik, og Adams Hjerte aanded friere.
Men uvilkaarlig vendte han sig om,
Og med et Suk han ned ad Gaden kigged,
Forfølgende med Øiet Staklen, som
Sit Blik paa Fangst til alle Sider skikked.
Han saae, hvordan til Peer og Poul hun nikked,
Hvordan hun, uden Frygt for Verdens Dom,
En gammel Cavaleer strøg tæt paa Ærmet,
Som ved sit svage Syn dog blev beskjermet.
Der sank saa tung en Byrde paa hans Bryst,
Mens i hans Hjerte bittre Nag fremstige:
Han følte just det Uudsigelige,
Hvorfor der hverken Hjælp er eller Trøst.
Ved sig fortabt han vidste denne Pige,
Og derhos klang som Dom hans egen Røst:
Af dine Gjerninger din Tro du vise mig,
Din Gjerning skal fordømme eller prise dig!
Ak, sukked han, hvor var dog mine Blikke
Tilslørte reent ved Prækenen idag,
Saa jeg i Gjerninger kun fandt Behag,
Og lod vort Redningsanker, Troen, ligge.
Foruden denne reent var tabt min Sag,
Og Redning meer for hende var der ikke.
Han kom til Hjemmet, angerfuld, beklemt,
Her gjorde ham et Brev end meer forstemt.
Hans Fader nemlig skrev, at hvis han vilde
Endnu engang sin gode Moder see,
Saa var der ikke megen Tid at spilde
Og snarest muligt maatte da det skee.
I lang Tid alt hun havde følt sig ilde,
Men pludselig nu trued Dødens Lee;
Paa Lægens Ord det lod som Haab var omme,
Hvorfor som snarest Adam maatte komme.
Thi gjorde han til Reisen Alting klart.
Den næste Morgen vilde bort han drage,
Og ile hjem med Extrapostens Fart,
Men Afsked alt idag med Alma tage.
Til sin Beslutning føied han sin Klage:
Hvor blev min Horizont fordunklet snart!
Fra hver en Kant Bekymringer sig nærme,
Just som saa frit min Glæde skulde sværme. —
Hvi skulde ogsaa han sig føle fri,
Mens efter Frihed hele Verden render
Og dog bestander skyder den forbi? —
Fra Oven ned sit Lys Ideen sender,
Men medens Frihedslyset Alle blender,
Et enkelt Bryst kun Flammen lever i.
Ja, rinder tusind Aar endnu paa Jorden,
End Slægtens Eiendom er ei den vorden!
See, hvor en Slange lig, en Lænke slynger
Sig om Alverden, og fra hver en Kant
Hør Sukket for den Frihed, der forsvandt!
Af Tanken, hvorpaa Meningsaaget tynger,
Af Ordet, hvortil Løgnen fast sig klynger,
Af Handlingen, som tusind Hensyn bandt;
Af Dyr og Mennesker, hvem Aaget bukker,
Selv af Naturen, der i dybest Trældom sukker.
Alt vil befries: Journalistens Pen,
Der trodser Censors Streg i Politiken;
Og Handelsmanden, der sin gode Ven,
Betjenten, narrer ved hans Posekiggen;
Og Ægtemanden, der med Fryd igjen
La’er Hymen og hans Rosenbaand i Stikken;
Selv Elskeren, hvis Kjæder blev de bedste,
For Frihed tidt slaaer op som unge Heste.
Men faldt end alle ydre Kjæder af,
Selv Guldets med, der blev dog nok tilbage:
Synd, Sorg, Begjæring, Lidenskab og Plage
Ved uvis Leven nær den visse Grav;
Lænker af Fortids og af Fremtids Dage,
Af Øieblikkets Trang og Døgnets Krav,
Af Tvivl og Frygt, af verdslig Skam og Ære,
Saa dybt nedtyngende, saa centnersvære.
Har du i Vaaren seet naar Isen brast?
Naar Havet, medens Stormens Vinger suste,
Frem i sin Ungdomskraft med Vælde bruste,
Og sprængte tordnende sin Vinterlast;
Naar sig i Frihed Vandene beruste
Og Skummet fløi ved hvert et Bølgekast:
Hvor stolt et Syn for Dødeliges Blikke!
Men saadan kommer Sjælens Frihed ikke.
Har du den lille Bæk fulgt fra dens Kilde,
Og seet den ud og ind at bugte sig,
Med tusind Hindringer i evig Krig,
Imens den Vei sig fremad bane vilde?
Snart flød den sagte, som stod halvt den stille;
Snart trængte stærkt den paa — ustandselig,
Indtil dens Hjem, det store Hav, var fundet:
Saadan har og en Sjæl sig Frihed vundet!
Thi derpaa just er Aandens Frihed kjendelig,
Saavel som Kjærlighed, saavel som Tro,
At i den snevre Form den ei kan boe,
Der ikkun er forgængelig og hændelig.
Den har en Stræben i sig, en uendelig,
Saa den i Tidens Kar ei finder Ro.
Her Tusinde man Karret seer tilbede —
Dog Aanden er paa Vandring allerede!
Men af dens Frihed jeg mig her benytter,
Idet jeg til den sommergrønne Lund,
Til Helten ud, min Læser her nu flytter. —
Det alt er Aftenrødens sidste Stund,
Da Fuglen taus til Løvets Bæven lytter
Og Dyret søger Mossets bløde Bund.
Det stunder mod den dybe Nat, den stille,
Det Skjønnes og det Rædselfuldes Kilde.
Hist ved det lille Skovhuus Vognen staaer,
Hvori med Tanten Gartneren just stiger,
Idet et varmt Farvel han Adam siger,
Som næste Morgen jo paa Reise gaaer.
Let ruller Vognen bort — og snart den viger
Bag Løvets Skjul, hvor Veien nedad skraaer.
Til Alma, hvem et Suk steg op fra Barmen,
For frem at vandre gi’er vor Helt nu Armen.
Hvor sørgelig og trist var Dagen gaaet!
I mørke Tanker Adam syntes gjemt,
Og Alma ret var bleven saa beklemt
Ved Reisens Budskab, som hun havde faaet,
Og ved at see sin Elsker saa forstemt.
Af Denne var om Aft’nen foreslaaet,
At de sig skulde anbetroe til Voven,
Og i en Fiskerbaad ta’e hjem fra Skoven.
Thi gik de fremad gjennem Løvets Gange
Ved Aftenskumring mod den nære Kyst,
Hvor Baaden gynged alt paa Bølgens Bryst.
Imens de vandred, skjælved Alma bange,
Thi hendes Sjæl sig følte som en Fange,
Og Adams Hjerte fattigt var paa Trøst.
For dog at dølge hvad i Hjertet boede,
Han udbrød nu, som var han vel tilmode:
Hvor underligt gaaer det i Verden til!
Man selv maa virke mod sin egen Lykke,
Man selv maa blande Kortene, de stygge,
For at beklage saa det tabte Spil.
Her ile vi nu frem i Skovens Skygge,
Og ei vi tøve, ei vi standse vil;
Hvi staaer paa Vandringen vor Fod ei stille,
Da disse Skridt tilsidst dog vil os skille?
O, svared Alma med bevæget Stemme:
At skilles er det Tungeste ei her;
Ethvert Farvel maa som et Gjensyn gjemme,
Der gjør den sidste Stund end mere kjær.
Hvad en Forening er, vi da fornemme,
Man vil i Alt sig slutte mere nær,
Derfor den Bøn sig frem paa Læben trænger:
Siig hvad dig ængster — dølg det ikke længer!
Vi skulde først nu rigtig til at leve,
Og allerede Afskedstimen slaaer;
Men hvis nu deelt i Sind du fra mig gaaer,
Før alle Skyer svandt, der sammen dreve,
Før ret i Alt forenede vi bleve.
Det Sørgeligste dit Farvel mig spaaer.
Naar Tvivlen i vor Tillid slukker Flammen,
Hvor kan i Alting da vi holde sammen?
Thi hvad er stort og ringe? Stedse gjælder
Det her i Verden jo om Liv og Død;
Men tidt imodstaae To det haarde Stød,
Som, hvis det naaer den Enkelte, ham fælder.
Om end dit svundne Liv mig Ting fortæller,
Der nu en Kilde synes os til Nød:
Igjennem Ordet luttres Sorgens Draaber,
Vi skilles — men det Bedste dog vi haaber.
Paa slig en sanddru og oprigtig Tale
Undvigende dog Svar gav Adam her,
Thi Lottes Billed Claras stod saa nær,
Og endnu andre Træk bag dem sig male.
Han tænkte — men hans Tanker her var gale —
Hvorfor bedrøve Den, som jeg har kjær?
Min Sag det er, tilrette mig at finde,
Og selv at klare mig det mørke Minde.
Thi angav for sit Mismod han som Grunden
Sin Moders Sygdom, og med Sandheds Skin;
Men skjøndt han ikke gjorde Alma blind,
Og skjøndt ei hendes Tvivl var her forsvunden,
Saa trængte hun ei længer paa ham ind.
De stod ved Veien nu, som krandsed Lunden,
Hvor Nattens Telt sig hæved blankt og lyst,
Og Bølgen slog melodisk Landets Kyst.
I Baaden steg de, hvor den gamle Fisker
Ved Roret løsnede de hvide Seil,
Og Plads de tog, hvor Vindens Pust forfrisker,
Foran i Stavnen, der sig hæved steil.
Om Jordens Længsel Nattens Stjerne hvisker,
Mens Baaden let gled hen ad Vandets Speil,
Og Maanens Skive, hvilende paa Skoven,
Med gyldne Glimmerstraaler farved Voven.
Saa sad de vugged’ i hinandens Favn,
I Adams Kappe beggeto indhylled’,
Og lytted til det friske Hav, som skylled,
Af Kjølen kløvet, op mod Baadens Stavn.
Mens Nattens blege Lysning Øiet trylled,
De følte forud Eensomhedens Savn;
I deres Blik, der mødes, det sig maler,
Og til sin Elskede nu Adam taler:
Du sidder saa fordybet og saa stille,
Som lytted du til Luftens Aandechor;
Har du til Afsked her da intet Ord,
Som med paa Reisen du mig give vilde?
Luk ikke til for Hjertets friske Kilde,
Men vederqvæg med den en tørstig Jord!
Giv mig et Ord, der fast i hver Forandring,
Kan følge som vort Løsen mig paa Vandring.
Da frem af Kappen, af den mørkeblaa,
Alvorlig Alma saae med lyse Blikke,
Og rørt hun svarer: klage vil jeg ikke,
Og intet Suk til Afsked skal du faae.
Af Haabets Bæger lad os Begge drikke,
Og tillidsfulde fra hinanden gaae.
Vort Savn vi som en Mønt vil over bryde;
Den hele skal den fulde Fryd betyde.
Dog til du atter mig din Halvdeel giver,
Jeg vil ei see omkring mig paa min Gang;
Jeg vil ei spørge om hvad Dag vi skriver,
Thi ellers blev mig Tiden altfor lang.
Men naar igjen det Vaar og Varme bliver,
Naar Haabet kalder gjennem Fuglens Sang,
Da vil jeg hver Dag gaae til Havets Strande,
Og see om Skibet ikke snart vil lande.
Ja, hvor du færdes end — glem ingensinde
De Venners Trofasthed, du her har seet!
Formørkes end din Udsigt, gjem mit Minde,
Og husk, din Tilflugt er hos mig beredt.
Den Samme vil bestandig du mig finde,
Hvad end vil skee og hvad der end er skeet.
Men Adam svarer: Gud mit Hjerte kjender!
Vi samles snart igjen, og Brev jeg sender.
Og tro kun ei, at dig mit Indre dølger
Et Minde, hvoraf Sorg: vil spire frem;
Gaae stundom i mit Bryst end høie Bølger, —
Dit Billed speiler altid sig i dem.
Hvorhelst jeg vandrer, dig min Tanke følger,
Thi nær ved dig har og mit Haab sit Hjem;
Kun der jeg reise kan den stille Hytte,
Hvis Tag vor fælles Fremtid skal beskytte.
Saa vexled Begge nu i Nattens Stund’
De varme Ord, der alle Sorger tvinge,
Og som Accorder i hverandre klinge,
Klang Begges Tale her fra Mund til Mund. .
Foroven Stjerners Glimt dem Hilsen bringe,
Forneden toned Havets dybe Bund,
Mens hver en Luftning, som dem mildt berørte,
I sagte Susen de at hendøe hørte.
Det var, som i den klare Sommernat
Naturen al sin Herlighed oplukked,
Og som paa samme Tid den dybt dog sukked,
Fordi forfængelig kun er dens Skat.
Op imod Stjernehvælvet Bølgen dukked,
Men neppe greb den Straalerne, før brat,
Som naar Farvel til Glæden Hjertet siger,
I Mulm og Mørke den tilbage viger.
Dog her det hændes vist, det kan ei feile,
At en og anden Læser, mens de To
Paa Sundets Vover hjem fra Skoven seile,
For dette Spørgsmaal ei kan finde Ro:
Hvor kan en lille Reise blot til Veile
Saa rig paa Sorg man og Begeistring troe?
Hvor kan saa dybt et Savn, saa høi en Længsel,
Gaae frem af en saa lillebitte Trængsel?
Mit Svar er Almas: Hvad er stort og ringe?
Og for en Sjæl, der elsker, hvad er smaat?
Er det kun tragiske Figurer blot,
Der til Farvel tør Taareoffret bringe?
Blev hvert et Hjerte skabt ei til at klinge,
Naar Gudens Tempelhal først er betraadt,
Naar ud fra Helligdommen Toner lyde,
Der smerte bittert og livsaligt fryde? —
Og saa til Helten! Dagen efter sad:
I Vognen han, der frem ad Veien iilte,
Og mens om Aft’nen Kudsken beded, hviilte
Han sig hvor tvende Veie skiltes ad.
Her tog han frem af Barmen Blad paa Blad,
Og atter lytted han, mens rørt han smiilte,
Til Almas Røst fra Fortids smaa Billetter,
Der for hans Øre toned som Sonetter. —
At ret jeg lever skylder dig jeg kun,
Af alle Mennesker kun dig alene!
Før i min Tanke boede jeg saa ene,
Som en Delphin paa Havets stille Bund.
Da hørte jeg din Røst en Aftenstund,
Da Stilhed syntes Alting at forstene,
Og Røsten lokked mig med Toner rene
Paa Bølgefladen op, fra Dybets Grund.
Din Stemme klang for mig i Luftens Sale,
For Livet klart i Toner frem at stille, —
Og gjennem dine Ord blev Verden min.
O, vedbliv altid saa til mig at tale!
Du er min Sanger, som jeg hører spille,
Jeg er din tro, din lyttende Delphin!
Tidt naar jeg her gaaer om i Havens Gange,
Hvor hvert et Træ staaer smykt paa Sommerviis,
Hvor hver en Morgen til vor Skabers Priis
Fra Løvet tone glade Fuglesange:
Tidt Tanken da paa dig mig ta’er tilfange;
Det er mig, som jeg gik i Paradiis,
Alting er saa complet, at til Forliis
Af Herligheden selv jeg har en Slange.
Og Slangen er den Lyst, som vil mig friste
Med Løftet, at tilbunds jeg skal dig kjende,
Hvis op for mig dit svundne Liv du lukked.
Siig, skulde vel mit Paradiis jeg miste,
Og skulde vel min Herlighed faa Ende,
Hvis Frugt af dette Kundskabstræ jeg plukked?
Jeg drømte — hvor kan Drømme dog bedrage!
Saa levende blev mig i Drøm fremstilt,
At Alting var som fordum, dødt og mildt,
Dit Navn var slettet ud af mine Dage.
Dybt følte jeg en Tomhed mig betage,
Som var et Kar jeg, ved sit Indhold skilt,
Som om den kostelige Viin var spildt,
Og jeg, det tørre Træ, kun var tilbage.
Da vaagnede jeg op — omkring jeg skued,
Den unge Dag dit Billed just forgyldte,
Og i din Skjønhed for mit Syn det lued.
Medeet det tørre Kar igjen sig fyldte!
Op til mit Hjerte steg i fulde Bølger
Den Strøm af Fryd, der i dit Navn sig dølger.
---------------------------- —
Her sidder jeg og skriver. Det er silde,
Bag Horizonten ned er Solen dukket,
Og Blad og Busk, af Vinden sagte vugged’,
Med Nattens tætte Slør snart dækkes ville.
I Haven standset er hver Vellugts-Kilde,
Thi hvert et Blomsterbæger har sig lukket,
Og hver en Plante har sit Hoved bukket,
Alene Natfiolen dufter stille.
Eengang, min Adam, naar vor Dag er runden,
Naar al dens Herlighed og Glands er svunden,
Og Livet staaer for os som Aftensolen:
Da skal endnu en Drøm vor Sjæl bevæge,
Da skal endnu vor Kærlighed os qvæge,
Og sende os sin Duft som Natfiolen.
Min Grund til kort at skrive vil du — høre.
Jeg kunde svare dig, at lange Breve
Tidt Lysten til at læse dem fordreve;
Men her en anden Grund jeg vil anføre:
Saae du Familier ud i Skoven kjøre?
De smaa Børn, som vil ogsaa gjerne leve,
Men som i Husets Dør tilbage bleve,
Med Bøn da søge Moderen at røre:
O, lad os op i Vognen blive baarne!
O, tag os med! — Mama til Svar da giver:
I er endnu for smaa og for uvorne.
Saadan af Tanke-Puslinger jeg plages;
Enhver vil med, hvergang til dig jeg skriver,
Men de maae voxe — de maae først opdrages.
Siig mig, om sig min Tanke har forvildet
Ved Løsning af det store Spørgsmaal her:
Hvi har af alle dem, der kom os nær,
Vort Hjerte allerøverst Een just stillet?
Og hvad bevarer Sands og Blik uhildet?
Hvorfor er den Fuldkomne og især
Den Skjønneste ei altid meest os kjær? —
Her er mit Svar: Vi skabtes i Guds Billed.
Den, som af alle nu os meest behager
Er Den, i hvem det Træk af Gud har hjemme
Der just til sig vort Hjerte stærkest drager.
I dette Træk stod Gud for os i Herlighed,
Og hvor vi see dets Afglands, vi fornemme
Den os saa kjære Lighed eller — Kjærlighed.
-------------------------------- —
"Amor og Psyche" har jeg læst tilende.
Tilsidst forenede de Lykkelige
Sig vende udad imod Lysets Rige,
Og Grunden dertil troer jeg at erkjende.
Naar først i Hjertet ret foreent er Tvende,
Som et Farvel de maae hinanden sige,
I Livet ud maa deres Tanke hige,
I Verden ud maa deres Blik sig vende.
Idet de fjernes, Længsel atter fødes,
Og Savnet, der ved Gjenforening stilles,
Saa med fornyet Fryd igjen de mødes.
Mens evig saa de mødes og de skilles,
Bli’er Kjærligheden i sit Liv evindelig,
Og altid nyfødt, som den var oprindelig.
-------------------------------- —
Her følger Bogen, som igaar du sendte,
Og som det andet Liv os vil forklare:
Forfatteren vil for et Giensyn svare,
Men evigt Samliv tør vi ei forvente.
En bedre Trøst dog længst mit Hjerte kjendte;
Thi som i os vi Tankens Liv erfare,
Hiint Liv som Fuglens Liv med Vinger snare,
Hvis Stigen aldrig ender eller endte:
Saa vort Gemyt bestandig fast sig hænger,
Thi Rod i andre Hjerter vil det fæste,
Og som til Flugt, til Hvile Sjælen trænger.
Den, som i os nu to Naturer blandte,
Han skabte vist sin Himmel paa det bedste
For Mennesket — paa eengang Fugl og Plante.
------------------------- —
Hvergang vort Jordliv her jeg tænker paa,
Omskinner Haabet mig, det morgenrøde:
I fælles Stræben seer jeg os at gløde,
Jeg seer os snart at høste, snart at saae.
Bestandig rigere vi fremad gaae,
Bestandig Livet nyt i os vi føde;
Saa ile vi Fuldendelsen imøde,
Til vi Lyksalighed ved Maalet naae.
O, boer ei Sandhed dog i Haabets Drømme?
Til Seier og Fremgang jeg dig møde skulde,
Thi forhen var mit Liv en stille Flod.
Du drog mig ind i dine stærke Strømme
Og nu foreente vore Bølger rulle
Med større Kraft det store Hav imod.
---------------------- —
I Haven gik jeg ned i Morgenstunden,
Hvor friske Roser Alting Glands nu give,
Og nedenunder dem, kaldt nys tillive,
De røde Jordbær stod og farved Grunden.
Da tænkte jeg paa dig, som sidder bunden
Til Pulten, for paa Prækenen at skrive,
Der vil den første, ei den sidste, blive,
Hvori Guds Ord dig flyder reent fra Munden.
En lille Kurv med Roser her jeg sender,
Og for dig strax for hver en Torn at trøste,
En Kopfuld Jordbær, plukt’ med egne Hænder.
Men meer end Jordbær Himmelbær er søde;
Dem af din Præken venter jeg at høste,
Naar du for jordisk gi’er mig himmelsk Føde.
---------------------- —
Du gav mig nok at tænke paa forleden.
Du spurgte mig: hvordan det vel mig gik,
Naar pludselig du andre Tanker fik,
Og tog for mig en anden Brud isteden;
Naar af dit Hjerte bortsvandt Kjærligheden,
Med alle Draaber af dens Læskedrik;
Og med tilbagevendte, tunge Blik,
Jeg stod, berøvet Adam, for mit Eden —
Ak, hvis saa dybt mit Hoved her blev bøiet,
Hvis som en Piil, der farer frem med Hvinen,
Saa skarp en Smerte traf mit Bryst engang:
Da vilde det mig gaae som Fiolinen,
Der, sønderslagen, atter sammenføiet,
En bedre Tone gi’er, men svagre Klang.
---------------------- —
Undskyldninger du gjør, fordi dit Brev
Ved alle Skyggesider dvælte længe,
Fordi du op mig fra den bløde Gænge
Ved dine sørgelige Tanker rev.
Skriv altid saa oprigtigt som du skrev!
Du er for mig som Harpens stemte Strænge:
Hvad Toner dig berøre, altid trænge
Ned i mit Hjerte, som din Sangbund blev.
Vil glad du klinge, jeg skal glad dig svare;
Har du for Sorgens Toner Glædens glemt,
Jeg skal den dunkle Gjenlyd tro bevare.
I Alt at følge dig jeg vil mig skynde;
En Sangbund er til alle Tider stemt,
Men den kun svare kan — du maa begynde.
--------------------------- —
Hvad end du angrer — i hvor stor en Gjæld
Til Gud og Mennesker du end maa være,
O, lad ei denne Gjæld din Sjæl besvære,
Og staae som Skrækkebilled for dit Held!
Din Eiendom er ingen Bagatel,
Du for fallit dig aldrig tør erklære,
Du har endnu en Debitor, du Kjære!
En fattig Sjæl, mod hvem du gjorde vel.
Hvad Skat af Fryd og Lykke her i Livet
Har ikke gratis du mit Hjerte givet!
Hvad Rigdom deelte ei din Aand med mig!
Hvis derfor eengang Regnskab skal opgjøres,
Lad frem med dig din Skyldner da kun føres;
Med hvad du gav, hun klare vil for dig!
---------------------------- —
Sin Læsning maatte Adam her afbryde,
Hvor nødig han endogsaa vilde, men
Han Postillonens Horn just hørte lyde;
Og mens dets Toner Afskedssorgen tyde,
I Aftnens Stilhed nu han kjører hen.
Snart — hvisker han — snart, Alma, skal igjen
Dit Blik jeg møde og hver Tvivl opklare.
Hvad er et Forsæt? — Man vil det erfare!