Hvad Nød er størst? — Hvis Folk mig svare skulde,
Da i et stridigt Chor jeg fik til Svar:
Ved Alt at kjedes; nei, at staae til Nar;
Nei, naar for Kjærlighed man møder Kulde;
Nei, naar Ens Hustru bliver lagt i Mulde;
Nei, naar man end ilive hende har;
Nei, Sorg af Børn; nei, Sorg af gamle Synder;
Nei, Næringssorg, naar den tilgavns begynder!
Vel, at jeg selv mig svare skal; thi Striden,
Uendelig og frugtende kun lidt,
Jeg dictatorisk ende kan medeet.
Den største Nød — den mindste nu for Tiden,
Hvor liden Tro er Tegn paa megen Viden
Og Hjerterne for Tvivlen gløde hedt —
Er, naar det Nat for Sjælens Øie bliver,
Naar den et Forsyn paa sin Vei opgiver.
Thi frem af Graven brat da sees at stige,
Med Scepteret af Jern og tunge Spor,
Den gamle Skjæbne, han, den Frygtelige,
Der med den sidste Hedning sank i Jord.
Da grunder atter han sit mørke Rige,
Hvori den kolde Haabløshed kun boer —
Da skeer ei meer Mirakler; da kun bukke
Man kan sig under Aaget ned og sukke.
Men Kredsen er ei sluttet: End bevæger
Et Hjerte sig i Verdens vide Bryst;
End er den stærke Læge til, som læger,
Den store Prædikant, som præker Trøst;
End er den Haand oplukt, som vederqvæger,
Det skarpe Øre aabent for hver Røst;
End seer et Øie ned; end skeer Mirakler
Til Hjælp for Mennesker, til Trøst for Stakler.
Ja, brudt er Lænkerne, de centnersvære,
Som Aanden selv sig smeded i sin Nød;
Da fri den sine Vaaben svang med Ære,
Da var dens første Daad Tyrannens Død.
Og dog er Skjæbnen til, kun at vi bære
Den i os selv og i vort eget Skjød.
Den kommer frem fra Inden, ei fra Uden;
Den er vor Skabning, mens vi selv er Guden.
Dog er ei Guden Gud, saalidt som Roden
Er Livets Rod, naar Planten bliver til;
Vor Skjæbne lægges ydmyg os for Foden,
Om op fra Støvet vi den reise vil.
Den voxer, vexler i et evigt Spil,
Men bliver aldrig fuldendt, aldrig moden.
Den efter Væsnet ta’er bestandig Farve,
Thi den er Psychens egentlige Larve.
Og som en Larve den tilsidst hensegner,
Naar Sjælen bliver Eet med sin Idee;
Thi Held og Uheld, Jordens Fryd og Vee,
Det første Udkast skarpere kun tegner,
At reent tilsidst vi Billedet maae see.
Naar det er klaret, saa ei meer det blegner,
(Men gjennem Kamp og Smerte kun det skeer)
Da løfter Frihed Vingen — Skjæbnen er ei meer.
Til denne Tro var dog vor Helt ei kommen.
Paa Livets Skillevei han just nu stod,
Hvor Skjæbnen holdt sit Scepter ham imod,
Og for hans frie Vandring sænked Bommen.
Han syntes alt han kunde høre Dommen.
Den strenge, der var skreven som med Blod,
Der sagde: Adam Homo skal gaae under,
Mod Død og mod Fordærvelse han stunder!
Vel stopped han i Førstningen sit Øre
For disse bittre, uheldsvangre Ord;
Men da han klarere dem fik at høre,
Og høiere de gjenlød som i Chor:
Da gjennem ham paa eengang Tanken foer,
Ved Skjæhnens Stræng med egen Haand at røre,
For at forsøge, om et Forsyn ei
Endnu et Svar ham sendte paa hans Vei.
Hans Forsæt kaldte Haabet strax tillive:
Ja — udbrød han — ja, Luft jeg have maa!
Af denne Afmagt maa jeg ud mig rive,
Hvis ikke reent tilgrunde jeg skal gaae.
End Hjulet rulle kan, som gik istaa,
End kan mit Liv et Stød jeg fremad give,
End kan en Udgang paa min Nød jeg see:
Forsynet selv mig giver en Idee!
Hidtil mit Liv sig vistnok selsomt bugted,
Men dog en Vinding gav mig hvert Forliis.
Jeg føler nu, at Himlen har mig tugtet,
For mig paa Verdens Gang at gjøre viis;
Jeg føler og, at Straffen den har frugtet,
Ja denne Strenghed være Lov og Priis!
Nu aabner Lykken atter sine Arme;
Det Bryst, som stivnet var, vil nu den varme.
Med disse Tanker — Vent, o Læser, ikke,
At noget Usædvanligt nu der skeer,
Af den Natur, man i Romaner seer,
Hvorpaa du stirre kan med aabne Blikke;
Det Eventyrlige vil ei sig skikke
For Tider, hvor man Eventyr beleer.
Kun hvad i Livet hændes her der vanker;
Herpaa bered dig nu med disse Tanker —
Med disse Tanker satte han sig ned,
Og skrev med Ord, som ind ret kunde trænge,
Til fem ham længst bekjendte Mænd om Penge,
For qvit at blive sin Elendighed.
I deres Huus han kommen var saalænge,
Saa gode, saa humane han dem veed;
Og deres Penge gik jo ei tilspilde,
Sit Æresord til Pant han sætte vilde.
Han skrev saa inderligt, han skrev saa rørende,
Paa Sprog af Skriften selv blev ikke spar’t,
For at bevise for den anden Part,
At det at gjøre vel, var saa velgjørende.
Hans Stiil var imod Enden saa forførende,
At Resultatet stod ham selv saa klart,
Især da Lykken han jo fristed ikke,
Ved blot til Een Epistelen at skikke.
Da Brevene var borte, han anvendte
Sin Tid til Planer for sit Fremtidsvel:
Først vilde han betale al sin Gjæld
Til sidste Skilling redelig med Rente;
Saa hos sin Skræder gode Klæder hente,
Saa ikke meer sig slide reent ihjel,
Men ganske let i Skolen sig belaste,
Og saa paa Theologien ret sig kaste.
Det var hans Villie — meer end Villien driver
Sit Spil dog med hans Tanker Ønskets Magt:
Paa Vink af sin Forstand han knap gav Agt,
Mens Tøilen heelt han Phantasien giver,
Til den en gylden Fremtid har ham bragt,
Og stor og større Sæbeboblen bliver.
Paa den og paa dens farverige Skin
Som blendet stirred han med henrykt Sind.
Thi ei blot seer han sig, ved Hjælp af Penge,
(Den nervus rerum, der i Alt maa til)
Igjen blandt Venner, som han svigted længe,
Igjen Acteur i Livets glade Spil;
Men Ønsket hver en Skranke selv maa sprænge,
Som evig ham fra Clara fjerne vil:
For Tidens Magt Umuligheden svinder —
Saae ei man Præster før gift’ med Grevinder?
En Aften nu, da han fra Skolen kom,
Fem smaa Billetter paa sit Bord han skued,
Og som et Lynslag vexled Haabet om
Med Frygten, der fra Brevene ham trued.
Ved Synet af dem fast hans Hjerte grued,
Han vidste jo, at afsagt var hans Dom.
Han op og ned ad Gulvet længe vandred,
Til Frygten atter sig til Haab forandred.
Da til sig selv han talte (Ganske fri
I denne Monolog han fandtes ikke
For et sædvanligt Selvbedrageri):
Jeg i min Skjæbne vil mig rolig skikke!
Jeg Gunst ei venter af Fortunas Blikke,
Jeg forudseer, hun gaaer mig her forbi.
I disse Ord den gamle Tro vist kjendes:
Hvad ei man venter, det just snarest hændes.
Nu aabned Brevene han eet for eet,
Og rask han overfløi de første fire,
Som, uden dem at gjennemlæse tiere,
Han kasted hen — hvorpaa han pusted lidt.
Da med et Suk, hvorved hans Sjæl blev friere,
Og med et Blik, saa brændende og hedt,
Han saae mod Himlen, mens han greb det femte;
Men det er sandt, de fire Svar jeg glemte.
Det første lød: At selv man monne trænge,
Betynget under svære Skatters Last;
Det andet lød: At alle løse Penge
Desværre var fornylig satte fast;
Det tredie: At man Kassen vilde sprænge,
Hvis man saa stor en Sum trak ud ihast;
Det fjerde: At Asylerne de slugte,
Hvad ei til Kone, Børn og sig man brugte.
Det femte Brev, hvorved just Adams Øie
Nu halvt omtaaget som idrømme hang,
Paa eengang blidt og philosophisk klang,
Og her dets Slutningsord jeg gjengi’er nøie:
De vil vist ei, Hr. Homo, jeg skal føie
Paa Hovedets Bekostning Hjertets Trang;
De sikkert her mit Grundprincip vil skaane,
Der mig forbyder Penge ud at laane.
Gid Pokker slige Folks Principer tage!
Det er det Eneste, jeg svare kan,
Thi Adam selv er ei til Svar istand.
Gid de, der sødt i Ord sig selv behage,
Mens Næstens Sidebeen i Stormen knage,
Gid ud de fra det tørre, trygge Land
Engang paa Dybet ogsaa maatte komme!
Jeg vedder, deres Præken da var omme.
Gid de, som ei med Andre ville dele
Af deres Overflod en ringe Part,
Forlise snarest mulig maae det Hele!
Gid de, som vil den egne Kage mele,
Men neppe unde Andre Brødet bart,
Ved selv at sulte maae omvendes snart!
Gid de, som Godt vil gjøre, men med Maade,
Belæres maae ved selv at be’e om Naade!
See, det er Ønsker, som er christelige!
Men dermed ei til Hensigt dog jeg har,
Det allermindste Stødende at sige
For hine Hædersmænd, som nys gav Svar.
Til deres Vægring Grund der sikkert var,
Om end den givne just ei gjaldt saa lige:
Som for Exempel, at Caution og Pant
Sig ei med Adams Æresord forbandt.
Thi skal et Æresord realiseres,
Da bringes sjelden Meget ud deraf
For begge Parter, som det tog og gav.
Som oftest jo af Æren strax falleres,
Og Creditor, hvem Boet extraderes,
(Der her er Ordet) mister da sit Krav;
Thi hvad er nu selv Løfter, som besvores?
Kun Luft og Lyd! O temporal o mores!
Men til vor Helt igjen! Hans Sjæl fornemmer
Den samme Svimmel som idrømme, naar
Man synes, at paa Fjeldets Rand man staaer,
Der synker, mens imod man Foden stemmer.
En Afmagt følte han i alle Lemmer, —
Som ham det nære Fald i Dybet spaaer;
Men fra hans Læbe kom der ingen Klage,
Skjøndt Veiret tungt og mat han hørtes drage.
Eet følte han, at ude nu det var;
Thi altfor spændt var Haabets Bue bleven,
Dens Fjerkraft til det Yderste var dreven,
Saa ham Tilbageslaget reent beta’er.
Saa stærkt forceert var Sjælens indre Leven,
Saa høit i Tillid han sig svunget har,
At ned han faldt, paa hver en Hjælp forsagende,
I Følge Tyngdens Lov i Fart tiltagende.
Den første Virkning var, at han opgav
De fleste Skoletimer, og alene
Beholdt et Par, for dermed at fortjene
Den Føde, hvorpaa Livet gjorde Krav.
Hvi skulde han sin Virksomhed forgrene,
Naar Flidens Frugter aldrig dog faldt af?
Hvi — medens det flød ud til alle Siderne —
I Karret helde Vand som Danaiderne?
Den anden Virkning var, da til at tænke
Han næsten hele Dagen nu fik fri,
At sig tilbunds hans Tanke kunde sænke
I Dybet af en sort Melankoli.
Her Led for Led den danned sig en Lænke,
Som snart han selv og Alting smægter i;
Hvis Kjæder Dag for Dag sig mere stramme,
Saa hver Bevægelse tilsidst de lamme.
Hen over Jorden skuer han at rulle
Den Seiersvogn, paa hvilken Skjæbnen staaer
Med begge Hænderne af Spirer fulde,
Som ud i Menneskenes Liv den saaer.
Den rynker Brynet — Alt er Nat og Kulde;
Den smiler — frem i Straaler Solen gaaer;
Lig Storm hen over Slægterne den bruser,
Og Hjulet under den hvert Hjerte knuser.
Hvor kan han i sit eget Liv nu fatte
Inconseqvenserne, som aldrig han
At finde Nøglen til var før istand;
Og hvor han fast sig i den Tro nu satte,
At Livets Stød ei Sjælen blot udmatte,
Ei Tankelivet blot paavirke kan,
(Da Liv paa Liv maa kunne Virkning have)
Men og maa giøre Villien reent til Slave.
Min Villie vel regerer i mit Bryst,
Men skal der handles, Intet meer den mægter,
Saa denne Frihed gi’ er en fattig Trøst.
Mod Skjæbnen, som omfatter Jordens Slægter,
Forgjæves i min Afmagt kun jeg fegter;
Thi hver Tilskikkelse af Sorg og Lyst,
Hver Tilstand, som af Skjæbnen ny beredes,
Mig og mit Hjerte danner anderledes.
Bestedt i Nød, jeg sørge maa — i Lykke
Min Sjæl nødvendigviis sig føler glad;
Mit Mod henvisne maa i Modgangs Skygge,
I Medgang styrkes det ved Haabets Bad;
Folks Kjærlighed mit Hjerte maa henrykke,
Ved Krænkelser opvækkes maa mit Had;
Saa Skjæbnen just min Villie frem maa kalde:
Er Graven gravet, maa jeg i den falde!
Saa tænkte nu vor Helt, men anderledes,
End her det gives kan, med Kraft og Ild;
Thi hans Tilværelse jo staaer paa Spil,
Hans Undergang det er jo, som beredes.
For hver en Tanke, hvorved Hjernen hedes,
En bitter Følelse der kommer til,
Og kun paa Tid og Time nu han grunder,
For, efter Skjæbnens Villie, at gaae under. —
Det var en Sommeraften i August,
Og som et Net hen over Hovedstaden
Tusmørkets Skyggeslør sig bredte just:
Da mellem Folk, der fyldte Promenaden,
Han halv fortvivlet drev omkring paa Gaden,
Imedens Aftenluftens milde Pust,
Og Lyd af glade Stemmer, som han hørte,
Alt meer og meer op i hans Hjerte rørte.
Hør, hvor de fryde sig, de blinde Daarer!
Han sagde ved sig selv, mens frem han gik:
De see ei Pilen, som maaskee dem saarer
Imorgen med det dødelige Stik.
Bag dette Latterskilt sig skjule Taarer;
For Mennesket det er en gammel Skik,
At vise frem hvad ei hans Indre mener,
Thi Løgn og Sandhed lige tro han tjener.
Da hans Critik først her var under Seil,
Den hverken Himmel eller Jord forsømte:
Saae op han, fandt ved Skaberen han Feil,
Der selv var salig, mens hans Skabning tømte
Den bittre Drik, hvortil han streng den dømte;
Saae ned han, blev Alverden ham et Speil,
Der Menneskenes Indre ret ham klared,
Mens Haardhed, Falskhed, Løgn det aabenbared.
Af slig Betragtning Giften ud han drager
Som af en galdefyldt og bitter Rod;
Og ved et Gadehjørne just han stod,
Hvor Maal af sin Elendighed han tager,
Mens Tankerne, hvis Braad hans Hjerte nager,
I deres Løb ham ingen Hvile lod;
Thi hver en Slutning altid længer ruller —
Da rørte Nogen bagfra ved hans Skulder.
Han vender sig — en pyntet, pudset Pige
Han seer at strække Haanden mod sig hen,
Og mens i Fart hun ta’er den bort igjen,
Fortroligt hviskende hun høres sige:
De staaer saa eensom her, min smukke Ven,
Og efter Selskab synes De at hige:
Hvad om vi beggeto, til fælles Gammen,
Slog Arm i Arm nu vore Pjalter sammen?
Ja, vore Pjalter! det just Ordet var;
Ved Bylden akkurat du her har prikket!
Han svarer, kjendende paa Øieblikket
Den Art af Skabning, som han for sig har,
Hvis Dragt af lurvet Pynt var sammenflikket.
Ham under Armen Nymphen hurtig ta’er,
Og Begge gjennem Gaderne nu vandre,
Mens deres Curs bestandig de forandre.
Først stræbte Damen, medens rask hun spøgte,
At muntre lidt hans melankolske Sind;
Men da hun saae Forsøget blev til Vind,
Hun sine Yndigheders Magt forsøgte.
Hvergang de Begge kom forbi en Lygte,
Med sine brune Øine seer hun ind
I hans de blaae, der stirred som idrømme
Paa hendes, som blev meer og mere ømme.
Hvad tænker du om Skjæbnen vel? du Gode!
Udbrød vor Helt nu med et bittert Smiil,
Just som i Strædet ved et Huus de stode.
Jeg — svared hun — den løbe lod April,
Hvergang den spurgte, om ei her der boede
En Jomfru med en gylden Elskovs-Piil.
Paa denne Viis i mig den ei fik Fingre.
Her loe hun op, saa høit det monne skingre.
Forresten, hvis min Søde det behager,
Jeg gjerne saae, at Verdens Hals den brak;
Thi alt tilsammen er jo Rakkerpak,
Naar dig, min smukke Ven, jeg kun undtager.
En indre Sympathi til dig mig drager,
Saa for min Kjærlighed jeg kun vil Tak;
Og Andet er vist heller ei at hole,
Hvis her ei lyver Skabelon og Kjole.
Med disse Ord hun smutted ind ad Døren,
Og Adam, som tilbage monne staae,
Nu hørte som en Røst for sine Øren,
Der sagde til ham: Efter hende gaa!
Da nok engang han klarlig fik at høre’n,
Sin Skjæbnes Vink i dette Tegn han saae:
Den rakte Haanden ham — han monne nappe’n,
Og een, to, tre, han oppe var ad Trappen.
I Damens Kammer To for Een han faaer;
Thi sammen boede her den sorte Trine
(Et Navn, hvorfor hun takkede sit Haar)
Med en Veninde, kaldet smukke Line,
Der ikke mindre godt den Konst forstaaer,
At plappre og i vilden Sky at hvine,
Samt aabne vidt paa Gab sin lille Mund,
Hvergang til Latter er den mindste Grund.
Med dem nu i fortroligt Compagni
Gik Tiden for vor Helt med Fryd og Gammen.
Naturligviis var Spøgen meget fri,
Da det, som mindst man tænkte paa, var Skammen.
Der var en Syngen, Dandsen og Opflammen,
Thi begge Skjønne gik paa Frieri
Til Adams Gunst med lige stor Ubændighed,
Og just paa modsat Viis af al Anstændighed
Men, som det hedder i Romaner: "Haste
Forbi den hele Scene rask jeg vil" —
Fremdeles: "Lad et Slør mig hurtig kaste,
Mens Englen græder, over dette Spil« —
To Talemaader, der staae lige faste;
Saa dækker Scenen med de Ord jeg til:
Vor Helt i Nøden havde Venner faaet,
Af hvem han blev erkjendt, om ei forstaaet.
Og lad det Ingen undre, at han fandt
Sligt Selskab skikket til sin Sorg at lindre;
Her lød dog Ord, som kunde Tanker hindre,
Og Tiden, før i Stilstand, hen dog randt.
Det var dog Mennesker og intet Mindre,
Det var dog Levende han var iblandt,
Og — om end hverken noble eller rene —
Det var dog Hjerter — han var ei alene.
Den smukke Line og den sorte Trine.
Uvante til det Syn de skued her,
Fik Dag for Dag ham Begge mere kjær,
Og kaldte ham i deres Sprog: den Fine.
Vel fandt de mangengang den Fine sær,
Naar han hos dem sad taus og mørk af Mine;
Men dog sig høilig hædred følte de,
Ved i Studentens Selskab sig at see.
Især var Line reent i Adam slaaet.
I hendes heftige, forvendte Sind
Den Tanke havde dybt sig prentet ind:
At hendes Blik til Hjerte var ham gaaet,
At hun til Arv og Eie havde faaet
Ham heel og holden her, med Sind og Skind.
Sin egen Utroskab hun reent forglemte,
Og Tonen høiere mod Trine stemte.
Tilsammen danned som en lovløs Stat
De med vor Helt, og tidt i blind Forhærden
De Allesammen skare løs paa Verden,
Som paa en ond og fjendtlig Potentat.
Her hørte han med Gru og med Forfærden
(For andet Tidsfordriv som Surrogat)
Om begge Pigers Eventyr en Melding,
Om deres Liv en sørgelig Fortælling.
Men naar Medlidenhedens Stemme rørte
Ved slig en Skildring dybt sig i hans Bryst,
Da pludselig han Begges Latter hørte?
Og til at trøste dem han tabte Lyst.
Da deres Hat og Shawl de ham iførte,
Og, talende med Mandfolks grove Røst,
De viste ham, hvordan i Aftenstunden
De fine Herrer Bladet tog fra Munden.
See, saadan selv du tale skal, du Fine!
De føied til, og ikke sidde mørk
Og mule som en Hedning eller Tyrk,
Der just har Hoved- eller Mavepine.
Der har du Flasken! ved en Slurk dig styrk,
Og lad os atter see din milde Mine!
Du er jo en Studenter! Viis, at du
Ei præke blot, men kysse kan endnu!
Saa talte de — og vel til bedre Stemme
Og andre Toner var hans Øre vant;
Men naar i Aftenskumring han sad hjemme,
Og mørke Tanker Nettet om ham spandt,
Og smægtende han ikke kunde glemme,
At Livets Kilder end i Verden randt:
Da higed fra sit Dyb han op mod Fladen;
Da syntes han, han maatte ud paa Gaden.
Men naar han nu paa Gaden stod, og saae,
Foruden Ord og Blik paa ham at spilde,
Den hele Verden kold forbi sig gaae:
Da syntes ham de Toner, som saa ilde
Ham sidst for Øret klang, medeet saa milde,
Og saa oplivende at høre paa.
Da slog en Streg han over alle Minder,
Og søgte op igjen de to Veninder.
Vel svandt paa Øieblikket Illusionen,
Saasnart han ind ad Døren kun var traadt;
Vel skurred atter i hans Øre Tonen,
Og det, som nys lød mildt, klang nu ham raat.
Men hvad der baned Vei for en Forsonen,
Var ikke Vanen blot — var ikke blot
At Tiden randt, men at enhver Beklagelse
Hos Line fandt den varmeste Deeltagelse.
I saadant Selskab drev vor Helt nu hen
Tre, fire Maaneder, halv som bedaaret,
Halv som bedøvet, mens bestandig Saaret
I Dybet af hans Hjerte bløder end.
Det er en Aften ud paa Efteraaret
Da for den gode Læser jeg igjen
Ham fører frem paa begge Pigers Kammer,
Hvor Ovnen buldrer og hvor Praasen flammer.
Den lyser op for Alt med døsig Glands.
Omkring paa Væggen i Uorden hænge,
Som Garnitur ved begge Damers Senge,
Strømper og Skjørter, Silkeskjærf til Dands,
Kraver og Kapper i en broget Krands,
Der til at friskes op dog stærkt kan trænge.
Et Toiletspeil, slaaet halv itu,
Et Billed os af Scenen viser nu.
Paa Gulvets Midte Bordet er placeret,
Og der, imod hverandre bøied’ ind,
Sees Adam med en huul og blegnet Kind,
Og Trine stærkt med Farve coloreret,
Og Line med et Haar paa Græsk friseret,
Og Øine glimrende ved Lysets Skin.
Paa Bordet hos dem staaer en Punschebolle,
Og Kort i Haanden alle Tre nu holde.
Couleur du sveg! til Line Trine siger.
Nei det er dig, der svares, thi hvor sødt
Har ei det Gule du malt op med Rødt.
Jeg spiller ei, hvis længere du sviger,
Gjenmæler Trine, over Skosen stødt,
Hvorpaa til Adam himmelhøit hun skriger:
Har nogentid du saadan Flauser seet?
Hun har Spardame! Hun skal ha’ en Beet!
Nei, ikke sandt, med mig du holder her?
Fortrolig til vor Helt sig Line vender.
Jeg finder ei — saa han i Striden kjender —
Den hele Sag det mindste Skjendsmaal værd.
Men det gjør jeg! Mig er det, som sig brænder!
Mit Spil forplumrer hendes Fif især!
Saa skriger atter op den sorte Trine,
Og Gjensvar bli’er ei skyldig smukke Line.
Det blev til Alvor. Adam han skal dømme;
Thi Begge appellere til hans Dom
Med Ord, der styrted frem i rige Strømme,
Alt som de Begge meer i Harnisk kom.
Processen hører paa han som idrømme,
Da ei dens Udfald stort han brød sig om.
Paa Stolen læn’t tilbage taus han nipper
Til Glasset, som af Haanden ei han slipper.
Men halv bebreidende til ham sig vendte
Nu Line, der sig høiest elsket troer:
Naa, Adam! tal til hende dog et Ord,
Du er min Kjæreste, hav det i Mente.
At du mig hjælpe skal, jeg vel fortjente,
Da jeg oprigtig Elskov dig tilsvor.
Mens saa hun taler, Trine Glasset tømmer,
Og nu, da Line standser, frem det strømmer:
Din Kjæreste! Nei, hvilket bandsat Vaas!
Hvem har dig denne Løgn paa Ærmet bundet?
Man hører nok, du taler som en Gaas.
Min Kjæreste han er! Jeg har ham vundet;
Det meer end een Gang tydelig vel saaes;
Desuden har paa Gaden jeg ham fundet.
Heil svar mig, Adam! Er du ikke min? —
Han mumler: hverken hendes eller din.
Hvad, ei min Kjæreste? min Kjærest’ ei?
Og jeg, som for min Øiesten dig kalder,
Min Hjertensfryd og Trøst i Ungdomsalder —
Ta’er Line atter klagende paavei;
Hvorpaa med Kys hun ham om Halsen falder,
Og føier bønlig til: Siig ikke Nei!
Knuus ei det Haab, hvoraf jeg Alt mig loved!
Dog han bestandig rysted paa sit Hoved.
Da om sin Kjærlighed ham Pigen minder
Med Ord saa gode, som hun kun dem har;
Men da endnu han tøver med sit Svar,
Hun sukker dybt, og ned medeet der rinder
En Strøm af Taarer over hendes Kinder,
Ved hvilket Syn det ham i Hjertet skar.
See, siger hun, mens stærkere hun græder:
See, hvor du gi’er mig Sorger, din forræder!
Mens saa i Taarer Line sig udtømmer.
Staaer Trine, som i Sligt ei fandt Behag,
Og over Scenens Ømhed følte Nag,
Ved Siden af, og bittert dem bedømmer.
Snart høit hun leer, snart hidsig hun sig rømmer,
Snart ta’er af Bollen hun et dygtigt Drag,
Bestandig til et Indhug fix og færdig:
Da faaer en Tanke hun, just hende værdig.
Der har du Noget, som en Griis kan skolde!
Medeet hun raaber, blussende og hed,
Idet den hele, fulde Punschebolle
Hun over Lines Hoved helder ned.
Men Line, som i Favn just monne holde
Vor Helt, ham pludselig bortstøder vred,
Og knytter Haanden, mens hun siger: Grumme!
Hvorfor mod mig er dine Læber stumme?
Her foer hun op med Hviin og vilde Skrig
Mod Trine, som stod smilende af Galde.
En ung Mænade syntes nu hun lig;
Thi hendes Haar sig havde opløst alle,
Og ned om hendes Skuldre vildt de falde,
Mens Kind og Øie flammer som til Krig.
Høit hendes Hjerte steg, og Vreden svæved
I Skyer om Panden, da sin Haand hun hæved.
De tvende Damer kom i Haandgemæng,
Og tumlede, ved Kampen ret gjort vilde,
Hen fra den ene til den anden Seng.
Vor Helt forsøgte beggeto at skille,
Idet han med en Stemme, barsk og streng,
Dem bød at skamme sig og være stille;
Hvorpaa han hurtig mellem Begge foer,
Men over ham hvor regnede der Ord!
Hør bare, hvor saa kjækt og stolt han snakker,
Ret som han havde at befale her,
Den Stodder og den jammerlige Prakker,
Der knap i sine Buxer Seler bær’ —
Saa raaber sorte Trine til sin Makker.
I Raseri dog Line kom især;
Hun Kniven griber, som paa Bordet ligger,
Og efter Adam hen med den hun stikker.
Derhos hun skriger: dø du skal, Forræder!
Du, som min Elskov skjændelig bedrog,
Dit Hjerteblod at see, min Sjæl nu glæder!
Her Kniven efter ham igjen hun jog,
Og han, sig dækkende med sine Klæder,
Om Bordet rundt ihast nu Flugten tog,
Forfulgt af begge Furier — da hændte sig,
Just som han Døren naaer, at Bladet vendte sig.
Thi medens Trine vedblev høit at skjelde,
Smed Line Kniven langt i Stuen hen,
Og kasted op sig til hans Bryst igjen,
Som vilde Smerten hende overvælde.
Ak! sukker hun: for Ret lad Naade gjælde!
Forlad mig ikke! Vær endnu min Ven,
Jeg har mig sat det fast i mine Tanker,
At i min Nød du være skal mit Anker.
Ja — blev hun ved — ifald du for en Anden
Forlader mig, saa har jeg ingen Trøst;
Jeg troer jeg da vil kaste mig i Stranden,
Hvortil jeg somme Tider ret har Lyst.
Imellem gaaer jeg næsten fra Forstanden,
Jeg føler som et Helved i mit Bryst,
Som om et Spyd der sad, hvis Od mig saarer;
Her styrted atter frem en Strøm af Taarer.
Hvordan vi har holdt sammen, ei du glemme!
Paany med bønligt Blik begyndte hun,
Og med en hulkende, bevæget Stemme.
Tilgiv for denne ene Gang mig kun!
Jeg nok skal blive god! Du skal fornemme,
At ei jeg, som du troer, er hadsk og ond! —
Et hørligt Suk vor Helt steg op fra Barmen,
Men fastere hun kun ham holdt i Armen.
O, slip mig ei i Nøden! Slip mig ikke!
Svigt ei det Haab, som kun paa dig er byg’t!
Her kom et Udtryk der i hendes Blikke,
Som var hun i den dødeligste Frygt.
En Braad i Hjertet Adam følte tryk’t,
Dog lod han den Ulykkelige ligge;
Thi pludselig med Magt han løs sig sled,
Og fløi af Døren ud, ad Trappen ned.
Der stod han nu paa Gaden uden Hat,
Men dog Novemberkulden ei han føler;
Han syntes just, at Blæsten Luen køler,
Der meer og meer greb i hans Hjerte fat.
Med hjem at gaae han paa sin Vandring nøler,
Endskjøndt det længe stunded imod Nat.
Hans Sjæl var i sin Grundvold bleven rystet,
Og mere frit i Stormen svulmed Brystet.
Igjennem Gader han og Stræder vandred,
Imens sig selv han som et Fartøi saae, —
Just som ved Nat paa Klipperne det kantred.
Han vidste nu, han under skulde gaae;
Han hørte som sin sidste Time slaae,
Alt mens sin Gang bestandig han forandred
Paa Veien fremad, uden Rast og Ro;
Saa kom — tilsidst han ud til Langebro.
Hen over Plankerne han langsomt gik,
Mens gjennem Natten opad mod det Høie,
Hvor intet Trøstens Lys han skue fik,
Han løfted i Fortvivlelse sit Øie.
Ja, udbrød han, idet med sænket Blik
Ud over Broen han sig monne bøie:
Nu veed jeg det — mit Løb jeg har fuldendt!
Sin Afskedshilsen Livet har mig sendt.
Paa mig hun byggede — Ulykkelige!
Du bygged ei engang dit Haab paa Sand;
Du lagde Grunden paa det bløde Vand,
Hvis Piller øieblikkeligen vige.
O, hvilken Jammer dog paa Jorderige!
Langt over hvert Begreb og al Forstand.
Til al sin Nød er altfor lille Jorden,
Derfor saa stort og dybt er Havet vorden.
Dets Røst mig kalder — ud dets Favn er bredt;
Det alt har løftet op sit bløde Dække,
For, naar det sidste tunge Skridt er skeet,
Hen over mig det sagtelig at lægge.
Dybt i dets Skjød skal ingen Dag mig vække,
Hvis Morgenlys med Skræk jeg tidt har seet;
En Fredens Stjerne — det kan ikke feile —
Skal der i Mulmet for mit Blik sig speile.
Hvi tøver jeg? For Veien hæves Bommen;
Til bort at flygte kun er stakket Frist.
Ind i mit Øie Døden seer saa vist:
Jeg føler det, min Time den er kommen!
Hør Stormens Hyl! Høit lyder deri Dommen,
Og høiere slaaer Bølgen op end sidst;
Den vil sit Offer gribe — Bort fra Nøden!
Fremad er Fred, og bag mig kun er Døden!
Paa Broens Rækværk op i Fart han steg,
Og begge Hænder fast hans Øine dække,
At intet Glimt af Verden skal ham vække:
Da pludselig en Røst der bag ham skreg,
En Haand han føler i sin Arm at trække,
Og som idrømme han tilbage veg.
Paa Broen staaer han atter, hvor den Anden
Tilraaber ham: Hvad! Er De fra Forstanden?
Dybt følte Hjertet han i Barmen bæve,
Da stivt den Fremmede her paa ham saae,
Og hurtig nu en Udflugt fandt han paa.
Men medens den ei Mandens Tvivl kan hæve,
Vil Svar maaskee man paa det Spørgsmaal kræve:
Om virkelig da druknet Helten laa,
Hvis ei, til Lykke, Manden havde skreget? —
Hvo veed det! Vist det er, han talte meget.
Han iilte hjemad, stedse fulgt af Manden,
Som, hvergang han sit Hoved dreied om,
Bestandig sig tilsyne lod, og som
Først ved hans Port gik over i en anden.
Var det min Genius, som paa Afgrundsranden
Til Redning synlig mig imøde kom?
Saa hvisked Adam, hvem nu Kulden lammer,
Da ned han sank paa Sengen i sit Kammer.
Ei op fra Leiet stod han Dagen efter;
Hans Liv var saaret inderst i sin Rod.
En hidsig Feber som en Gift sig hefter
Til hver en Draabe af hans unge Blod.
Udtømte var hans Sjæls- og Legemskræfter,
Og villieløs han bort sig føre lod
Ad Undergangens Vei som af en Kæmpe,
Hvis Raseri han mægted ei at dæmpe.
Det var ham, som hans Hoved blev til Steen,
Saa midt i Løbet alle Safter nøle;
Som droges Marven ud nu af hans Been;
Som kunde Intet meer den Brand nu køle,
Der i hans Aarer løb fra Green til Green.
Bedøvet syntes han at kunne føle,
Hvordan i Gjæring vildt, og som i Had,
Alt løstes op i ham og skiltes ad.
Mens saa hans Legeme laa underkuet,
Sad Sjælen dybt i Frygt, men dog i Ro,
Tilbagetrukken inderst i sin Bo,
Hvis Vold af Livets Fjende haardt blev truet,
Udad mod Kampen speidende den skued,
Og naar til Angreb Fjenden slog en Bro,
Og i dens sidste Skjul den søge vilde,
Trak den end meer sig sammen, angst og stille.
Men stærkt betrængt den styrted tidt iblinde
Som reent afsindig sig i Striden frem,
Og kjendte da ei længer Ven fra Fjende,
Men i sit Vanvid blandte sammen dem.
Da kæmped den mod Phantasi og Minde,
Og stred med Drømmen i dens dunkle Hjem;
Medeet den sig besinded: sky, men rolig,
Den sad igjen og speided i sin Bolig.
Imellem Liv og Død fast tred’ve Dage
Saadan paa Sygeleiet Adam laa.
Han syntes tidt, at kjendte Træk han saae,
Og tidt en Røst han hørte sig beklage;
Men alle Indtryk svandt igjen saa fage,
Og alle Syner hviilte Taage paa,
Indtil en Morgen, da bevidst han hæved
Igjen sit Blik, der langsomt rundt nu svæved.
Først studsed han, og kjendte kun med
Sit eget Kammer, hvori Solens Skin
Heelt lifligt gjennem Ruderne brød ind;
Saa sine Hænder han betragted nøie —
Var der endnu en Taage for hans Øie?
Af begge kun er levnet Been og Skind;
Saa imod Stolen hen hans Øine glide —
Hans Moder sidder stille ved hans Side.
Er Alt en Drøm? En Drøm, nei, er det ikke!
Hun rækker jo til ham sin bløde Haand;
Ved ham jo hænge fast de milde Blikke,
Hvori saa klart sig speiler hendes Aand;
De ved hinandens Hjerte ømt jo ligge,
Og hendes Arm ham bærer som et Baand:
O, til hans Bryst hvor strømmed der en Varme!
Taus græd han lang Tid i sin Moders Arme.
Du her! Hvordan? — Behøves der Forklaring?
Hun havde længe gjennem Sløret seet,
Der over hvert et Brev fra ham var bredt
Og havde lagt Erfaring til Erfaring.
Ikkun ved Omsorg for et Livs Bevaring,
Som sit hun skyldte, var Forhaling skeet.
Først da den gamle Provst nød Gravens Hvile,
Hun kunde hid til Bistand Sønnen ile.
Men — afbrød hun hans Spørgen med et Smiil —
Men flere Kræfter ei paa Ord du sætte;
Hvorpaa hun lægger Puden ham tilrette,
Og føier til: nu blødt dit Hoved hviil! —
Hvor følte Adam Sjælens Vinger lette!
Han lukked begge Øine til med Iil,
Og svæved under Tanker, blide, ømme,
Omkring i Rosenskyer og gyldne Drømme.
O Læser! Var du nogensinde nær
Din Undergang, da har du og erfaret,
Naar frelst du vaagnede, for Døden sparet,
At dette Liv er vel at leve værd.
Har du Erindringen endnu bevaret
Om dette Haabets nye Morgenskjær,
Da har du kjendt, hvordan et Hjerte banker,
Naar Barn man bli’er igjen med voxne Tanker.
Da har i Sandhed du en Forsmag faaet
Paa Sjælens Nydelse, naar af sin Grav,
Hvor Støvet strengt gjør gjældende sit Krav,
Den op til Herlighed igjen er staaet;
Naar gjennem Død den ind til Liv er gaaet,
Hvor hver en Byrde den har kastet af,
Mens som en Fugl, paa lette Vinger baaren,
Den føler hjemme sig igjen i Vaaren.
Hvad var mod denne Frihed Jordens Fængsel?
Hvad imod Glædens Morgen Sorgens Nat?
Hvad Hjertets Ønsker og dets hede Længse!
Imod Lyksalighedens vundne Skat?
Hvad var den lange Vandrings Kamp og Trængsel
Mod Fredens Hjem, hvor Seirens Maal er sat?
Hvad var — er ikke Haabet selv Beviset —
En jordisk Skærsild imod Paradiset?
Af dette Paradiis der faldt et Skin
I Adams Sjæl, da meer og meer han vaktes,
Da Livets Frugt igjen ham sparsomt raktes,
Og atter han dets Friskhed suged ind.
Med nyfødt Sands og Smag paa Alting agtes,
Det Mindste selv gav Næring til hans Sind;
Af hvert et Indtryk følte han sig qvæget,
Af Alting stille rørt og blidt bevæget.
Han kunde sidde hele Timer rolig
I Vinduet, og ei sig føle tom,
Imens hans Blik paa Gaden snart fløi om,
Snart paa en Sky i Luften stirred trolig.
Naar Lygterne blev tændt — naar i en Bolig
Om Aft’nen hos en Gjenbo Lys der kom,
Da vinked mildt dets Skin ham som en Stjerne,
Hvis klare Blinken Øiet fulgte gjerne.
Da forekom ham Skabningen saa rig,
Saa uudtømmelige Livets Goder,
Da blev ham hvert et Menneske en Broder,
Idet hans Hjerte stærkt udvided sig.
Den hulde Røst, som udgik fra hans Moder,
Ham forekom en Engels Stemme lig,
Og som en Drøm hans Fortid syntes vige
For ham, der sad i Fredens stille Rige.
Thi lig en Skytsaand skjermende hans Bryst,
Hans Moder vandred om ham trofast, stille.
Hun læste for ham med sin søde Røst,
Og naar han hellere saa tale vilde,
Da sugede hans Øre Fryd og Trøst
Af hendes Tales altid rige Kilde.
Hver Dag steg meer og meer i Tankens Hjem
Det brudte Haab i nye Spirer frem.
Naar Dagen helder, ofte Arm i Arm
De op og ned ad Gulvet vandre Begge,
Og mangen Sandhed hørtes hun at lægge
Ham da paa Hjerte med en Stemme varm.
Ei Religionen til hans Sjæl at skrække
Hun brugte, men til Læge for hans Barm;
Hun søgte kun hans Indre op at lukke,
For ved dens Trøst at dæmpe blidt hans Sukke.
Men tændes Lampens Lys i Aft’nens Stund,
Da gjerne ved Claveret hun sig sætter,
Og huldt en Krands af Toner om ham fletter,
Hvis Echo klinger op fra Sjælens Bund.
Tidt sang de Psalmer eller smaa Duetter
Meest af idyllisk Farve, da med Grund
Vor Helt for det Romantiske var bange;
Saa lød en stille Aften deres Sange:
Fly fra mig, o Verdens Larm!
Langt fra mig din Jubel svinde!
Bedre Blomster end dit Minde
Spire nu i denne Barm.
Dine Roser har jeg plukket,
Men en Regn tog Glandsen bort;
Dine Torne har mig stukket,
Saa min Glæde kun blev kort.
Det var Vinter i mit Bryst,
Kulden knuged mig med Smerte,
Da kom Stormen i mit Hjerte,
Og jeg zittred ved dens Røst.
Ned mod Jorden har den bukket
Dybt mit Hoved som et Straa,
Saa min Sjæl har ofte sukket,
I sin Angst for at forgaae.
Haabets Løfter sig fornye,
Vaarens Spirer Jorden skjule,
Jeg har hørt de glade Fugle
Stige syngende mod Sky.
Just som Livet høit de loved
Og sig aabned Blomstens Knop,
Har saa sagtelig mit Hoved
Jeg fra Støvet hævet op.
Hvor kues eensom Sjælens Mod!
Den er som Planten uden Rod,
Som Grenen skilt fra Stammen.
Hvor er paa denne Jord det godt,
I Liv og Død, i Stort og Smaat,
At holde trolig sammen!
Jeg fulgte Bien, som fløi hjem,
Jeg skued i Forening dem
I Kuben bygge Celler;
Jeg gik paa Myrens stille Vei,
Og En den Anden svigted ei
I Tuens dunkle Kjelder.
Og op til Himlens Telt jeg saae,
Hvor Stjernerne saa klare staae
Og deres Baner vandre;
De bære sammen Verdens Last,
De holde paa hinanden fast
Og lyse for hverandre.
Luk derfor ikke til dit Sind!
Til Gud og Mennesker dig bind
I Livets Fryd og Møie!
Midt i den talte Hjord du staaer,
Hen over hvilken trofast gaaer
Den gode Hyrdes Øie.
Jeg rev mig ud af bløde Arme,
Og da til Skoven hen jeg kom,
Endnu engang med Længsels Varme
Jeg mod mit Hjem mig vendte om.
Jeg Solen saae paa Taget blinke,
Mens Røgen op sig stille svang;
I Døren saae jeg Alle vinke
Til mig Farvel for sidste Gang.
Men ud i Verden vidt jeg vandred,
Og eensom jeg i Sværmen gik;
Og Livet vexled og forandred
Bestandig Farve for mit Blik.
Ved Stormens Sang jeg Havet pløied,
Jeg stod paa Bjerget mellem Skyer,
Og Nød og Tid min Isse bøied
I fremmed Land og fjerne Byer.
Det var en Morgen — atter vinke
Jeg saae mit Hjem, hvor Skoven veg:
Paa Taget saae jeg Solen blinke,
Mens Røgen opad sagte steg.
Og ud i Døren kom de ømme,
De gamle Vidner til mit Held;
Da sagde jeg til Verdens Drømme,
Til al dens Herlighed Farvel.
Farvel er Tornen, som os saarer,
Farvel er Blomsten til vor Trøst:
Det samme Ord, hvor rigt paa Taarer,
Hvor fuldt af Lindring for vort Bryst!
Intet Haab i Verden rigtig grønnes,
Ingen Udsæd ret med Høsten lønnes,
Hver en Sjæl har Strid og smægter mat:
Langs med Livets tidt saa tørre Kilde
Slæber Mennesket sin Byrde stille,
Af sin Lykkes korte Drøm forladt.
Hvor er Trøsten, som blev Jorden røvet?
Opad løft i Tro dit Blik fra Støvet!
Gud er salig: deri Trøsten boer.
Dybt i ham bestandig Vældet strømmer,
Saligheds Bassin, som ei sig tømmer,
Stort nok for en Himmel og en Jord.
Eengang dog den store Høitid kommer,
Da den Fylde, som Guds Hjerte rummer,
I hvert Hjertes Rør sig gyder ud:
Da skal alle Glædens Springvand springe!
Hver en Sjæl, den høie med den ringe,
Da skal juble salig, fyldt af Gud!
Hvor er et dagligt Samliv som en Luft!
Man aander i det, og deri sig møder,
Beaandet af det, Hjerte og Fornuft.
Snart mildt og varmt, det Livet os forsøder
Ved en harmonisk Glædes rene Duft,
Snart koldt og stramt, det Bitterhed kun føder.
I Alt umærkeligt det trænger ind,
Selv i de sidste Dybder af vort Sind.
Naar det er let, hvor kan man frit sig svinge
Ved fælles Stræben op mod Livets Frugt;
Naar det er tungt, hvor lammes Sjælens Vinge,
Saa dunkelt Mismod med dens Kraft faaer Bugt.
Hvor bli’er blandt lave Sjæle Livet ringe!
Hvor mellem ædle Aander bli’er det smukt!
Thi gjennem alle Tankens Regioner
En stille Gjenlyd af vort Samliv toner.
Det kaldte frem i Adams Sjæl en Fred,
Som ubekjendt ham længe havde været,
Og Troens Blomst, som aabned sig derved,
Blev af dets milde Aande daglig næret.
Den bittre Tvivl blev i sin Rod fortæret,
Og dybt fornemmer han, at Skjæbnens Sted
Et Forsyn i hans Tanke har indtaget:
Miraklet i sig selv han har opdaget.
Paa denne Viis et halvt Aar leved nu
Han og hans Moder i den samme Bolig,
I Hjertets Eenhed kun et Jeg og Du.
For Adam Livets Strøm flød atter rolig,
Som før med Haabets Røst han er fortrolig,
Og styrket ved dets Bad er Sind og Hu.
Nu Afskedstimen slog — igjen de skiltes;
Men Savnet ved Erindringen formildtes.
Thi har endog hans Moder ham forladt,
Med hendes Minde har en blid Fornemmelse
Af Livet i hans Hjerte fast sig sat.
Det mangengang nu forekom ham at
Hans egen og hvert Menneskes Bestemmelse
Laa i det hele ydre Livs Forglemmelse,
Imedens stille samlet i sig selv
Man lod sig føre ned ad Tidens Elv.
I denne Tro henleved han saa stille;
Hver Dag sin Pligt og Gjerning gjorde han,
Idet han dyrked grundig sin Forstand
Ved Læsning, som han gennemtænke vilde.
Altid han fulgte Religionens Kilde
I Theologiens vildt oprørte Vand.
For Præst at blive han studered ikke,
Men for af Livets Brønde selv at drikke.
Hermed fast trende Aar for ham hengik.
I dem hans Bryst saa roligt havde slaaet,
Sit Huld igjen hans Ydre havde faaet,
Og om end tankefuldt var klart hans Blik.
Man saae, at over ham en Storm var gaaet,
Hvorved sit Alvorspræg hans Pande fik;
Men paa det Fredens Træk, der laae om Munden,
Man saae igjen, at Stormen var forsvunden. —
Tre Aar jeg altsaa iler ud i Tiden,
Og stiller Adam Homo frem igjen
En Aften paa hans Kammer, hvor en Ven,
Studiosus Jensen, nu staaer ham ved Siden.
Den samme Jensen var af Væxt kun liden,
Men glad hans Blik fløi over Livet hen;
Han dertil har det bragt ved Talekraften,
At Vennen gaar med ham paa Bal iaften.
Du vil ei troe det, siger Adam nu,
Just som den sorte Kjole paa han trækker,
Der om hans ranke Skabning glat sig lægger:
Du vil ei troe det, i din Friskhed, du!
At Det, at gaae paa Bal, mig næsten skrækker,
At ordenlig for Dands jeg føler Gru,
Og at mit Hjerte ganske modløst sænker sig,
Naar blandt de mange Mennesker jeg tænker mig.
Det kommer af, den lille Jensen svarer,
At du saalænge kukeluret har.
Jeg kunde blive ængstelig som Harer,
Hvis ei saa meget jeg paa Farten var.
Jo mindre man af Livet selv erfarer,
Desmeer høitidelig man paa det ta’er;
Naar man kun Verden seer igjennem Ruder,
Man kan tilsidst i Mennesker see Guder.
Jeg gi’er dig Ret, vor Helt bemærker atter,
Men ligefuldt dog stærkt mit Hjerte slaaer.
Jeg vedder — falder Vennen ind med Latter —
At over snart din Angst paa Ballet gaaer.
Naar man i Øiet seer en Evadatter,
Hvad seer man da? Et Lam! og høist et Faar!
Jeg Ting har kjendt, langt mere frygtelige,
End det, at valse med en lille Pige.
De gik, og snart i Klubben hen de kom;
Og Adam med sit stærkt beklemte Hjerte
Steg op ad Trappen mod den tændte Kjerte,
Der viste ham Entreen, stor og tom.
Sig et Minut at samle han begjærte,
Men lille Jensen brød sig ei derom:
Ind til den første Sal han aabned Døren,
Og Stemmer summed nu om Adams Øren.
Her sad de troe, de stadige Klubbister,
Hvem Ballets Nærhed ei forhindred i
At faae en Lhombre og et Whist-Parti.
Her saae man Professorer og Jurister,
Acteurer, Læger, Børsfolk, Pensionister,
Med Kort i Haanden sidde vis a vis,
Og efter Dagens Gjerning ud sig hvile
Ved luun Passjar, mens de paa Spillet kile.
Her hørte Bynyt man og Folkets Stemme,
Og mens Aviserne omtygges her,
Er Allemand mod alle Konger slemme,
Paa Ruder, Spar og Klør og Hjerter nær;
Her Talerne ei Politiken glemme,
Dens haarde Knude løses af Enhver;
Og medens hist paa Fladen hen man dandser,
Gaaes her tilbunds i Skatter og Finanser.
Følg med mig! til vor Helt nu Jensen siger:
Kun et Par Skridt, hen til det næste Bord!
En Mand jeg skal dig vise, som ei viger
I Klogskab nogen Mand paa denne Jord,
Og hvis Forsigtighed fast er saa stor,
At denne Dyds Begreb den overstiger.
Original han er, men dog man har
Af ham saa mangt et mindre Exemplar.
De gik mod Bordet hen, hvor nu de saae
Forsigtighedens Helt, om hvem var Tale:
Det var en Mand tilaars, hvis Haar var graae,
Hvis Væxt var høi, hvis Træk var ei saa gale.
Bekymringer sig paa hans Pande male,
Heelt ængsteligt omkring hans Øine gaae,
Og til et mægtigt Værn mod Træk fra Dørene,
To Totter Bomuld stod ham ud af Ørene.
See, hvisked Jensen, hvor han er i Vaanden!
Lad blot os gaae en Smule mere nær;
Jeg seer, at han et stort Spil har paa Haanden,
Og det er det, der nu ham piner her.
Pas paa, hvad han udklække vil i Aanden,
Nu da hans gode Kort gjør ham Besvær:
I samme Stund saae Manden i sin Kasse,
Og sagde med et Suk: Ja, jeg maa passe!
Der seer du! hvisked atter lille Jensen:
Jeg tænkte nok, han drev det ei til Stort;
Thi handle klogt for ham er Livstendensen,
Og derfor kun Sottiser faaer han gjort.
See der! der staaer han op for Excellencen,
Saa dybt han krummer Ryg, som var den smurt.
Han vilde, troer jeg, ængste sig tildøde,
Hvis han en Excellence skulde støde.
See, hvor igjen han lempelig sig sætter!
Paa Stolebenene han føler nu;
Thi muligviis de gaaet var itu.
Den stakkels Mand! hans Bryst kun Døden letter.
At ei han har sig giftet, vist du gjetter,
Paa Tøffelhælen tænkte han med Gru.
Huusholdersken nu maa Commando føre,
Thi gaae i Klub er Alt hvad han tør gjøre.
Her skred med Adam Manden han forbi,
Og sagde høit, som naar man Noget melder:
"Iaften gjør bekjendt vort Politi,
At Cholera har viist sig i en Kjelder.«
En Lhombrespiller udbrød: Pokker heller!
Men den Forsigtige — hvis Phantasi
Strax kom i Gjæring — kridhvid som et Lagen
Til Modgift fremtog Pebermyntekagen.
I Dandsesalen Vennerne gik ind.
Her straalte dem imøde Lysekroner,
Og netop som de kom, Musikens Toner
Med Valsen hørte op. I Lampers Skin
Sad langs med Væggen smagfuldt klædte Koner
Og unge Damer med en Rosenkind.
Paa dem, der første Vals alt havde dandset,
Steg Brystet høit, mens Munden gik ustandset.
Ad Gulvet op og ned gik Cavalerer
Med Hat i Haand, med Panden fri og varm,
Snart Een for Een, snart Tvende Arm i Arm;
Og mellem dem nu Adam promenerer,
Med aabent Blik, men med urolig Barm,
Mens Jensen ham om Alting informerer.
Den samme Ven var her til meget Gavn,
Paa hver en Dame strax han vidste Navn.
Hvad hedder hun — vor Helt nu sagte siger —
Hun, som ved Døren sidder halv i Skjul,
Der allernederst blandt de unge Piger?
Hun, med en Krands om Lokken gylden-guul,
Der seer omkring sig som en lille Fugl? —
Af Reden frem vist første Gang hun stiger;
Hun holder sig tilbage jo saa bly,
Som var hun i en Verden, splinterny.
Ja hende, svares der, jeg selv ei kjender;
Med disse Ord den lille Jensen sprang
Hen til en Mand, og ved hans Arm sig hang,
Og med Besked han snart tilbage vender:
Hun Alma hed, og ganske rigtig sender
Sit Blik hun ud i Verden første Gang;
Paa Vesterbro hun boede i det Fjerne
Hos Faderen, en Blomstergartner Stjerne.
Lidt nærmere jeg Stjernen dog maa skue,
Til Vennen siger Adam med et Smiil,
Og Jensen strax, som udskudt fra en Bue,
Hen over Gulvet farer som en Piil.
Slig Voldsomhed ei vilde Adam hue,
Fra Vennens Arm han rev sig løs med Iil,
Og støttende sig taus til Væggens Pille,
Seer over han mod Stjernen — mod den stille.
Thi Uhret lig, hvis Viser sagte flytter
Sig langsomt fremad mod hver Talfigur,
Imedens Værket i det indre Uhr
Til evig Uro hver Secund benytter:
Saadan, naar Almas Aasyn Udtryk bytter,
Fremlyser kun en stille Sjæls Natur,
Imedens Hjertet, fyldt med Haabets Tanker,
I yndig Uro og Forventning banker.
I Drøm hun sad om hvad der skulde komme;
Thi skulde Det ei komme dog engang,
Hvortil det unge Hjerte føler Trang?
Hiin Illusion, hvis Spil er aldrig omme,
Hiin Fylde, som udfylder alt det Tomme,
Hiin Slutning paa den gaadefulde Sang,
Der til at svulme Pigehjertet bringer,
Naar Fløiten toner og naar Strængen klinger.
Saa sad hun — da paany til Dands man spiller, —
Og over hendes Kind flød Purpur hen;
I Øieblikket hun sig forestiller,
At hun skal sidde over nu igjen.
Men Haabet Frygtens Udsagn snart formilder;
Let over Gulvet nærmer sig vor Ven,
Som med et Buk udbeder sig den Ære,
I Valsen hendes følgesvend at være.
Fra Tantens Side løs hun da sig river,
Og med en nyfødt Rose paa sin Kind,
Af Adam ført, hun iilsomt sig begiver
I Dandsens hurtig fyldte Rækker ind.
Et yndigt Smiil den lille Mund opliver,
I Øiet straaler frygtsomt hendes Sind,
Selv hendes Hjertes Slag vor Helt fornemmer
Igjennem Armen, der i Handsken bly sig gjemmer.
Nu Touren er til dem — gid det maa lykkes!
Paa Gulvet hendes Fødder følge hans,
Og hendes Haar, der af Fioler smykkes,
Om Kinden gynger yndigt som en Krands.
Molskjolen ikke meer i Folder trykkes,
Den svinger rundt sig med i sneehvid Glands.
Selv Perlesnoren er paa Flugt med hende;
Men Flugten standser — Touren er tilende.
Den kom igjen, og svandt igjen saa fage;
Og da fra Dandsen tredie Gang de gik,
Ledsagedes af Adam hun tilbage
Til hendes Plads med et taknemligt Blik.
Han spørger, om Forfriskning hun vil tage —
O nei, Forfriskning hun ved Dandsen fik.
Til Cotillon han forud sig indskriver —
Med Glæde, neppe skjult, sit Ja hun giver.
Men her et Krigspuds falder Adam paa;
Thi Ordet nu til Tanten han henvender,
Der griber efter det med begge Hænder,
For sin Deel med af Ballet og at faae.
Saadan han Leilighed fik til at staae
I Almas Nærhed til Diskursen ender:
Da med et dobbelt Buk, et sidste Blik
Til den, der her ham fængsled, bort han gik.
De skiltes ad, men blev dog hos hinanden,
I Tanken nemlig — Adams Phantasi,
Imedens ganske stille stod Forstanden,
Det rige Stof sig ret fordybed i.
Han tog sig tidt med Haanden op til Panden,
Naar Almas Billed svæved ham forbi;
Og for at det i Hvile kunde standse,
Han opgav indtil videre at dandse.
Til Tanker ogsaa Alma havde Tid;
Hun Gaven ei besad, som mange Flere,
Sig og sin Skjønhed ret at producere,
Og nonchalant for Gunst sig gjøre Flid.
Hun over sad, dog sad hun mild og blid;
Hun tænkte — og hun tænkte meer og mere
Paa hendes For- og Fremtids Cavaleer,
Der saa alvorlig ud blandt Sværmen seer.
Men alt til Cotillon man Damer fører,
Og snart i Kredsen hos vor Helt hun staaer,
Hvem atter hun for denne Dands tilhører,
Mens Fløiten toner og mens Buen gaaer.
Det korte Forhold ham som hende rører,
Og livlig Farve Begges Tale faaer;
Som Halvbekjendte mellem Ubekjendte
Hinanden Ordets lette Bold de sendte.
End talte de — men see! at inclinere
En Herre kom, thi Touren Vals nu var;
Og Adam, hvem forladt hans Dame har,
Ret havde Tid, i Frastand at vurdere
Den lette Sylpheskabning, som alt flere
Og flere Blik i Flugten med sig ta’er.
Medeet i Øiet sees hun alle stikke,
Hun, Perlen, som man havde før ladt ligge.
Nu fra sin Udflugt er igjen hun hjemme.
De holder af at dandse? Adam spør’ —
O, næsten meer end jeg det sige tør!
Gi’er hun til Svar med lidt forpustet Stemme.
Og dog har ei paa Bal De været før!
For Deres Flyvekonst saavidt at fremme,
De vist tillaans af Zephyr Vinger fik —
Nei, leer hun, mine Vinger er Musik.
Paany en Cavaleer — hun er i Vinden!
Som før sin Plads og Adam hun forlod,
Som før han eensom i Betragtning stod
Af dette Glædens fine Spil om Kinden,
Imens hun, under Kommen og Forsvinden,
Sig luftigt gynged paa den lille Fod.
Igjen hun er tilbage — Troskabs Pligter
(Han nu bemærker) imod mig De svigter.
At give Svar hun skyldig her maa være,
Kun over hendes Mund et Smiil der flød,
Men han blev ved: Jeg faaer mit Kors vel bære,
Et Kors i denne Verden giver Ære —
"Forund mig Æren!« nu en Stemme lød,
Thi atter op til Vals man Alma bød;
Og rundtom hviskes, da hun dandser atter:
Nei, see mig til den lille Gartnerdatter!
Forbi var endelig Inclinationen,
En anden Tour med samt en ny Musik
Til Adams store Glæde nu man fik.
Men ogsaa her hun Perlen blev i Kronen;
Det næsten var, som hørte det til Tonen,
At ikke meer forbi man hende gik;
Paa Stolen maatte tidt hun tage Sæde,
For ved sit Valg at smerte og at glæde.
Blandt andre Toure den nu ogsaa kom,
At første Par, med Blomsterkurve Begge,
Gik til de andre Par i Kredsen om.
Iblinde maatte Alle Loddet trække;
Og De, der havde faaet Blomster, som
Man efter Slægtskab kunde sammen lægge,
Paa Gulvet ud fra Kredsen maatte vandre,
Og bytte Tegn og valse med hverandre.
Hvor blev der nu en Støien og en Raaben!
Fioler, Nælder, Myrther, raabte man,
Mens Alle stormed ud fra Kredsens Rand
Paa Salens Gulv, med Tvivlen og med Haaben.
Hver holdt sit Tegn tilveirs og Armen aaben,
At den Udvalgte hurtig gribes kan;
Man puffes, stødes, leer, og finder endelig
Den Tvillingsjæl, der ved sin Blomst var kjendelig.
Hver havde fundet Sin, og kun tilbage
Stod Adam og hans lille Dame. Hun
I Haanden holdt en Rose, rød og rund,
Og til sin Torneqvist fandt han ei Mage.
For Deres Rose vil De Tornen tage?
Han spørger bedende, og det med Grund:
De taber jo, men Torn og Rose begge
Et fælles Udspring tør man vel tillægge.
De bytted Tegn, og endelig forlened
Ham Skjæbnen dog det Held igjen engang,
At hen i Dandsen let de fløi, forened’
Ved Tonernes og Melodiens Klang.
Det syntes ham som tusind Fugle sang,
Som Salens Lys sig til en Krands forgrened,
Der danned Glorien om den Pande, som
Ham lyste her imøde fri og from.
Det var den sidste Tour; thi allerede
(Hvor hurtig dog) er Cotillonen endt.
Par efter Par har alt den Ryggen vendt,
Og nu sin Dame seer man Adam lede
Til hendes Plads, fra før ham vel bekjendt.
Her Tanten siger: Vognen holder nede!
Ihast dit Shawl omkring! For tredie Gang
Har Kudsken meldt, at Tiden blev ham lang.
Rask brød man op — en Sværm af Cavalerer
Kom styrtende, med Tilbud om en Arm.
Men Alma, ført af Adam, bort spadserer,
Og ret med Fryd han seer, at end hun bærer
Hans Torneqvist befæstet ved sin Barm.
Den hele Herreflok, af Iver varm,
Som i Triumf tilvogns da Tanten følger,
Der over Æren ei sin Glæde dølger.
Karreten rulled bort — og sidst i Halen
Af Sværmen op igjen vor Helt nu kom.
Men hvor den fyldte Sal ham syntes tom!
Og hvor dog midt i Støien og i Talen,
Der end som forhen gjenlød høit i Salen,
Ham dødt nu forekom det store Rum!
Han eensom stod i Krogen, rørt i Aanden,
Og saae paa Almas Rose, som han holdt i Haanden.
Da vakte ham en Røst op af hans Drømme,
Og Røsten var den lille Jensens Røst:
Saavidt som uden Kikkert jeg kan dømme,
Gaaer der en Stjerne op nu i dit Bryst;
En lille Gud dig holder i sin Tømme,
Og drei’r og vender dig som han har Lyst.
Ja du seer klart, til Svar ham Adam giver,
For hvem nu Vennen selv besværlig bliver.
Han greb sin Hat og gik — af Skjæbnen draget
Igjen saa listig ind i Livets Spil,
Der tryllende bestandig lokke vil,
Hvortidt end skuffet Haab man har beklaget.
Sin Lod i Urnen har Enhver modtaget,
Og den at løse hører selv ham til;
Men Midlet, hvorved Livets Lod man vinder,
I Skjæbnens lukte Hænder sig befinder.
Og hvor er denne Magt paa Midler rig!
Een hæver høit den, ved ham ned at trykke,
Een hjælper den til Fred igjennem Krig,
Een leder den til Lys igjennem Skygge,
Een fører den til Sandhed gjennem Svig;
Men Den, hvis Liv skal Jorden skjønnest smykke,
Ham binder den i Qvinders Ledebaand,
At gjennem Hjertet klares maa hans Aand.
For mangen En gaaer Læren vel tilspilde,
Saa ikke Hjertet blot, men Aand gaaer tabt;
Saa han kun tørster ved den fulde Kilde,
Og rig dog lever kummerligt og knapt.
Om til en saadan Lod vor Helt blev skabt,
Maaskee alt nu min Læser vide vilde? —
Mit Svar maa gjemmes til en anden Gang,
Thi endt, om end ei fuldendt, er min Sang.