Taalmodighed — o kunde jeg dog bare
Faae denne Dyd min Læser prentet ind,
Saa her han vented med taalmodigt Sind
Til Bogens Helt til Heltenavn kan svare:
Til Samme, nu saa duunløs om sin Kind,
At Interessen knap han kan bevare,
I Tidens Støbeform lidt meer gjort færdig,
Fremtræder sig og Autor mere værdig.
Thi troer man ei, at Autor og behøver
Taalmodighedens Raad at agte paa,
For Skridt for Skridt med Helten frem at gaae
Paa Livets Prosavei, hvor fælt det støver?
For — om endog det Musen haardt bedrøver —
Paa alle Daarligheder, store, smaa,
Saa intet Hovedpunkt forbi sig lister,
At faae istand et ordentligt Register?
O, at i Livet Læseren sig speiler!
Thi Alt har der Taalmodighed behov:
Den unge Mø, der venter paa en Beiler,
Soldaten, naar hans Lieut’nant bliver grov,
En Pædagog, naar hans Discipel feiler,
En Supplicant, naar han gaaer ud paa Rov,
En gammel tro Copist i Magistraten,
Der offrer sig for ringe Løn til Staten.
Og lad os standse lidt ved denne Sidste,
Thi Typus for saamangt et Liv er han.
Som dansk Jurist han meer ei stige kan,
Og ak, han er ei ung nok til at friste
Sin Lykkes Eventyr i anden Stand.
For altsaa ei sit Livsbrød reent at miste
Og selv gaae under i en haard Conflict,
Han bygger paa sin Jura og sin Pligt.
Thi gaaer han trolig op i Magistraten,
Dag ud, Dag ind, og sidder paa sin Stol
Foran sin lille Pult og sin Reol,
Og — copierer efter Pligt for Staten,
Med Ryggen vendt mod Dagens gyldne Sol,
Beretninger om Dit og Dat: om Nathan,
Hvem Borgerbrev som Jøde Lauget negter;
Om Bertel Brask, der søger Post som Vægter.
Om Fru von Kuhl, der fra von Kuhl vil skilles,
Da han i syv Aar var i fremmed Land;
Om Madam’ Juul, hvis Klager ei kan stilles,
Fordi hun misted Boet med sin Mand.
Om Snyderi af Rodemester Spand,
Hvorved for Kæmnerkassen Kravet spildes;
I Korthed, om de tusind Sager, som
Han selv af Alle bryder mindst sig om.
Han paa Contoret er med Morgensolen,
Hvor til sin Pult man strax da seer ham gaae,
Og af den magre Ryg at trække Kjolen,
Thi skjøndt den halvslidt er, der spares maa.
En heelslidt tager ned han af Reolen,
Og sidder nu i den, som Spurven graa,
Med Kinder, bleged gjennem Aar og Dage,
Med tynde graae Haar, strøgne glat tilbage.
Saa sidder han og trolig copierer,
Dag ud, Dag ind, i Maaneder, i Aar,
Og i sit Liv kun noget Nyt proberer,
Naar ved sin Pult en anden Pen han skærer,
Og i sit Blækhorn andet Blæk han faaer.
Hver Dag paa Gaden samme Vei han gaaer,
Hver Dag, fra Morgen indtil Aften silde,
Med samme krumme Ryg han sidder stille.
Imellem seer han op, og dybt han sukker,
Naar pludselig et Glimt af Livets Glands
En anden Verden for hans Aand oplukker,
End den, der gjennem mange Aar var hans.
Dog snart igjen, med blendet Blik og Sands,
End mere dybt sit Hoved ned han dukker,
Og dreier sig fra Lyset paa sin Stol,
Thi Straalen smerted af den klare Sol.
Saa sidder han og skriver fort til Døden,
Og stiger ned i Graven uden Savn,
En stakkels, gammel Pebersvend af Navn,
Thi neppe til sig selv han havde Føden.
Han skulde leve, det var hele Nøden!
Sin Pligt han gjorde, skjøndt ei meget Gavn;
Med ussel Løn han eensom gik i Vrimlen,
Hans Løn maa eengang blive stor i Himlen!
Tænk, for at lære Taalmod, Læser kjære,
Imellem paa den gamle, tro Copist,
Der skjøndt Copist kan Or’ginaler lære,
Og inden lang Tid kan du Konsten vist.
Nu at ledsage dig jeg har den Ære
Til Adam Homo, hvem vi slap jo sidst,
Da han som Yngling stod ved Snesens Endepunkt,
Og var, som mangen Anden, ved et Vendepunkt.
Thi ved et Vendepunkt i Livet stod
Ei blot den gamle Herkules, og ikke
Den store Cæsar blot, da bag sig ligge
Han lod den skjæbnesvangre, lille Flod;
Ei blot Napoleon, dengang hans Blikke
I Rusland klaredes ved Ild og Blod;
Men derved staae vi Alle tidt, ifald jeg
Forstod det Spørgsmaal: skal jeg ikke? skal jeg?
Og selsomt, at et saadant Spørgsmaal gjøres,
Thi ofte nok Enhver dog har erfar’t,
At dette Spørgsmaal er forlængst besvart
I Hjertet, før til Handling Haanden røres.
Paa alle Læber det dog daglig høres;
Det er, som ret vor Frihed blev bevar’t,
Naar blot vi spørge: skal jeg? skal jeg ikke?
Skjøndt Svaret alt vi veed til Punkt og Prikke.
Men slig Betragtning vil jeg lade falde,
Thi min Fortællings Stof nu trænger paa;
Og endnu Meget skal der foregaae,
Før ind til Hvile jeg min Helt tør kalde,
Der vandrer nu den samme Vei som Alle,
Der ikke høre vil, men føle maae.
Han lever flot, gjør Gjæld, sig amuserer,
Og Pokker sig om Creditorer kerer.
Men Pungen? spørger Læseren — ja Pungen
Naturligviis var inden lang Tid tom;
Gravsangen for Stipendiet er sungen,
Og med Crediten nu ei langt han kom.
Paa Puf han leve maa ved Hjælp af Tungen,
Mens han som hyret Lærer løber om
I alle Hovedstadens Regioner
Og giver timeviis Informationer.
En ny just paa den samme Tid han fik:
Hos høivelbaarne Grev de Fix, hvis Sønner
Vor unge Helt, som ret paa Æren skjønner,
Skal hjælpe til det klare Overblik,
Ved grundig Videnskab og Methodik.
Derhos vil Greven, som spendabelt lønner,
At naar han ruller op Historiens Bøger,
Comtessen hans Elevers-Tal forøger.
Det var en Fredag, da for første Gang
I Grevens høie Huus han satte Foden,
Og gjennem Corridoren, bred og lang,
Gik klædt i Sort, betænkende Methoden.
En Tjener, der var studset til paa Moden,
Ham aabned Døren, saa den vidt opsprang,
Og ud fra Salen, hvor just Stemmer løde,
En fiin og fornem Duft ham kom imøde.
Han traadte ind, af Duften imponeret,
Og i den høie Sal et Bord han saae
Midt paa det røde Tæppe, rigt broderet.
Hen over Bordet Grevens Sønner laae,
Som netop da sig Adam præsentered,
Med Larm de tunge Landkort sammen slaae,
Men lidt kun paa den unge Lærer agted,
Der i det store Speil sig selv betragted.
Han seer omkring sig — hvilken Glands og Skinnen!
Forgyldte Meubler saae han aldrig før.
Men tys! I Væggen aabner sig en Dør,
Og gjennem den indtræder Fru Grevinden
I Silke klædt, med Kniplinger om Kinden,
Og dybt hans Ryg sig bøier som et Rør.
Han skuer op igjen, og Døren atter
Sig aabner for Comtessen, hendes Datter.
Den unge Dame hen mod Bordet skred,
Og Adam saae kun — Intet meer han hørte,
Thi hendes Fødder neppe Gulvet rørte.
Det dunkle Haar paa Skuldrene faldt ned,
Og slank og rank med Anstand hun sig førte,
Mens gjennem Salen hendes Øine gled.
O, hvilke Øine, svømmende og klare,
Stolthed og Blidhed sødt de aabenbare!
O, hvilken Hebevæxt og Junogang!
Og hvilken Kind, med finest Rødme malet!
Hvor yndigt Lokkerne dog om den hang,
Ret som paa Billeder af Idealet!
For Fodens Skjønhed Kjolen er for lang,
Og Halsen bly sig skjuler under Shawlet
Saa skjøn, saa adelig, saa ung af Aar:
See, hvad i Adams Hoved rundt der gaaer!
Men Fru Grevinden taler til vor Ven:
Hr. Homo! tør jeg be’e, De vil behage
Ved Bordet her hos mig nu Plads at tage,
For at begynde paa Begyndelsen.
Her seer De mine Børn! Først her min svage,
Min yngste Søn, Grev Franz — saa her igjen
Min ældste Søn, Grev Herman — her min Datter,
Comtesse Clara — hver med Lethed fatter.
Den unge Lærer yttred med et Smiil,
Idet genert han sig paa Stolen vendte,
At vist om Fatteevne ei var Tvivl —
Hvorpaa med Hosten han sin Sætning endte.
Derpaa udvikled han i den bekjendte
Prægnante, omsvøbsrige Lærer-Stiil,
(For hendes Naades Mening først at høre)
Hvad Vei til Maalet bedst han troede føre.
Grevinden fandt hans Plan særdeles god;
Og Adam strax nu lagde Haand paa Værket,
Idet af ham med Føie blev bemærket,
At med Historien det slet kun stod,
Naar ei den først, ved Geographi forstærket,
Fik saa at sige Basis for sin Fod.
De taler sandt, gjensvared Fru Grevinden,
Men let et Smiil fløi Clara over Kinden.
Vor Helt det saae, og han betvivled ikke,
At jo hans Tale her var Smilets Grund;
Thi trak alvorlig sammen sig hans Mund,
Og i sin Uro, med forlegne Blikke,
Han Kortet greb, som for sig han saae ligge,
Idet han gjentog: Her er Basis kun!
Jeg gi’er Dem Ret, Grevinden mæled atter;
End meer dog smiilte Clara, hendes Datter.
Til Lykke blev vor Lærer ei det vaer,
Det havde sikkert reent ham confunderet;
Men alt han for den gamle Verden har,
Hvori med Iver nu blev informeret.
Saa smaat at spørge blev endog proberet,
Selv med Comtessen vexles Ord og Svar,
Skjøndt knap han vidste, hvordan ad sig bære,
For slig en Skjønhed Geographi at lære.
Hr. Jacotots Methode gik ei an,
Og den Lancasterske hjalp ikke heller;
Thi greb han den, som bedst til daglig gjælder:
— Han brugte før han talte sin Forstand,
Og ganske ligefrem han Alt fortæller,
Saa uden Hovedbrud det fattes kan.
Paa denne Viis han sad til Stolen muret,
Til Klokken den slog Eet paa Taffel-Uhret.
Da stod nan op, og bort med Buk han gik,
Med Timen og dens Indhold heel fornøiet;
Thi stedse stod Comtessen ham for Øiet,
Hvis fine Kinder Purpurfarve fik,
Dengang hun over Kortet hen laa bøiet;
Derhos han minded sig et himmelsk Blik,
Der havde truffet ham, dengang fra Lyrien
Han hende viste Veien til Assyrien.
En Anden var der, som med muntert Sind,
Da Timen endte, — for sit Speil sig stilled,
Og tænkte, da hun deri saae sit Billed:
Saa ung en Lærer er dog ikke blind?
Med Haanden her ved Lokkerne hun pilled
Og hvisked, snoende dem ud og ind:
Historien er ellers ei saa kjedelig!
Man fører Krig, imens man lader fredelig.
Og virkelig! Da otte Dage kun
Historiens Bund af Adam var ransaget
Og ved de Romere han stod paa Grund:
Da havde Claras skarpe Blik opdaget,
At Marius fra Cimbrerne vandt Slaget
Ved at forhale Sammenstødets Stund;
Thi trak hun sig bestandig meer tilbage,
Som vilde reent hun Kampen sig unddrage.
Hun sad saa bly, saa tankefuld ved Bordet,
Mens Adam ligeoverfor, med Ild
Nationers Velfærd satte kjækt paa Spil,
Og paa en Valplads stod til Slag omgjordet.
Hun voved knap engang at tage Ordet,
Naar ei Grevinden med en Stemme mild
Først havde sagt til hende: Bedste Clare!
Du maa din Lærer paa hans Spørgsmaal svare.
Naar da hun talte, slog hun Øiet ned,
Og nævnte hun blot Ord som Vestalinder,
Strax farved Rødme hendes fine Kinder,
Og næsten lod det, som om hun var vred.
Ved sligt et Syn blev ogsaa Adam hed,
Skjøndt Grunden til det Hele ei han finder;
Men fast for ham bestandig Tanken stod:
Har den Elskværdige jeg gjort imod?
Naar han saa blev forknyt, da saae man tindre
Comtessens skjønne, klare Øienpar,
Og da hun havde Noget at erindre,
Paa hvilket hun Hr. Homo bad om Svar.
Da dvælte tidt hun længe ved det Mindre,
Og ei for stort det Store hende var,
For det at bruge til den Ild at nære,
Hvorom hans varme Kinder Vidne bære.
Han Lærer var, og hun Discipelinde!
Hvad tænkte ogsaa Fru Grevinden paa,
Der hver Dag roligt til i Timen saae?
Han, følsom Yngling — hun, en fager Qvinde!
Hvi randt det aldrig Greven dog i Minde,
Saa han, skjøndt Fader, Tingen fort lod gaae?
Jeg tænker, baade Greven og Grevinden
Stod altfor høit, til her at mærke Vinden.
Men Adam fik dens Styrke at fornemme,
Thi skjøndt den blæste fra en Læbe huld,
Saa blæste den dog næsten ham omkuld.
Hvad enten han var ude eller hjemme,
Hvad enten adspredt eller tankefuld,
Han Claras Billed aldrig kunde glemme.
Hvor vidt endog hans Tanke fløi omkring,
Bestandig danned det om ham en Ring.
Det var ham, som han aldrig forhen skued
Et Væsen, saa romantisk, underfuldt;
Som Tæppet op for Haabets Sol var rull’t,
Saa Livets Scener nu i Straaler lued;
Som var den Blomst udsprungen, der ham hued,
Den Skat opdaget, der ham før var dulgt;
Som alle andre Damer Intet vare,
I Forhold til den noble, fine Clare. —
En Maaned alt han havde underviist,
Og han og Clara blev nu meer bekjendte,
Alt som af Kundskabstræet meer blev spiist.
Men nu desværre det sig ofte hændte,
At Fru Grevinden førend Timen endte,
Ja tidt saasnart sig Adam havde viist,
Gik ud af Salen for sit Huus at passe,
Thi af Forretninger der laa en Masse.
Paa slig en Dag Cleopatras Historie
Begeistret foredroges af vor Helt;
Thi lig et Tryllesagn, af Klio meldt,
Stod Tryllerindens Liv for hans Memorie.
Man hende saae paa Thronen i sin Glorie,
Og ydmyg saa i Cæsars Arm og Telt.
Hvad Denne havde saaet, Antonius høsted;
Tilsidst hun laa med Slangebid i Brystet.
Og medens herligt, som i fordums Dage,
Ægyptens Dronning fremsteg i sin Pragt,
Sad Clara, ung og deilig, læn’t tilbage
Paa Stolen i sin hvide Morgendragt.
Med Pegefingren støtter hun sin Hage,
Som til et Tegn paa, at hun giver Agt;
Den anden Haand ved Barmens Sløife piller,
Og lig en glandsfuld Stjerne Øiet spiller.
Saa fulgte med Opmærksomhed hun Gangen
Af det vidunderlige Liv, og nu,
Mens Adam taug, af hendes Skjønhed fangen,
Slog Øiet ned til Jorden hun med Blu.
Halv for sig selv da hvisked hun: Jeg Slangen
Her ved mit Hjerte tænker mig med Gru,
Og hendes Bryst sig hæved som i Vaanden,
Mens Hjertet let hun trykkede med Haanden.
Reent fra Concepterne vor Helt da gik;
Sin Puls han dobbelt heftig følte banke,
Imens sig heelt afdækked for hans Tanke
Det skjønne Bryst, som Slangen gav et Stik.
Han knap saa megen Fatning kunde sanke,
At Grevens Sønner og et Spørgsmaal fik;
Thi Clara med Cleopatra forvirred
Hans Hoved, saa hans Tanke vildt omirred.-
En anden Dag end meer han maa sig hærde.
Culturhistorien afhandlet blev,
Og blandt de store Mænd, som Bøger skrev
Og ret i Middelaldren var paafærde,
Kom Adam, mens i Talen om han drev,
Nu og til Navnet paa den franske Lærde,
Hvis Skjæbne dybt i Hjertet Mange skar:
Roman- og Klosterhelten Abailard.
Ved dette Navn opmærksom blev vor Clare,
Som den Dag overmaade mild var stemt:
Hun spurgte fort, og Adam maatte svare
Paa Ting, som næsten reent han havde glemt.
Det Spørgsmaal bragte ham især i Fare,
Hvormed hun halv undseelig, halv i Skjemt,
Midt under Talen ham medeet beærer:
Var Abailard ei Heloises Lærer?
I samme Øieblik som Abailard;
Thi Claras Øine seer han hvile paa sig
Med alt det Udtryk Heloises har.
Med Smiil hun vedblev: Man kan ei forstaae sig
Paa den Historie, hvordan den var.
Vil De, Hr. Homo, mig den Godhed vise,
Her at fortælle Lidt om Heloise?
Hvad skulde dog den unge Lærer gjøre?
Som Fisk paa Krog sad fangen her han fast;
Han maatte nu sig vende, dreie, røre,
Bestandig holdt ham Krogen, som ei brast.
Saa godt som muligt samled han ihast
Hvad af Historien var værd at høre;
Han skildred Heloises Elskovs Vei,
Kun Onklens Niddingsdaad omtaltes ei.
Hvor lyttede Comtessen til saa stille!
Hvor hang ved hendes Lærer hendes Blik!
Hvor modigt Præg dog hendes Aasyn fik,
Dengang de Elskende det gik saa ilde!
Men snart det vexled: Taarer næsten trille,
Dengang de beggeto i Kloster gik;
Ja hendes Læbe sagte hvisked Amen,
Dengang tilsidst man dem begraved sammen.
Min Læser vil jeg troe alt her har nok,
Thi meer end nok vor Adam havde længe;
Han gjerne havde Lyst til sig at hænge,
Naar blot det kunde skee med Claras Lok.
Endnu af Amors Pile dog en Skok
Hans piinte Hjerte skulde gjennemtrænge;
Thi hvis hun farlig var naar hun var rørende,
Var munter hun om muligt meer forførende.
Da tjente alle Ting til Spillebold
For hendes Spil med Ord og hendes Luner;
Da — mens hun Roser op til Læben holdt —
Hun spurgte Adam, om han raaded Runer?
Da blæste hun for Nero i Basuner,
Mens Catos Dyder hun omtalte koldt;
Da Catilina stærkt hun protogeerte,
Og sødt den gamle Cicero railleerte.
Men naar, af hendes Munterhed henreven,
Vor Helt saa rigtig Munden fik paa Gang,
Og ret var oprømt og fornøiet bleven
Og tappert holdt i Talen hende Stang:
Da blev medeet hun Datteren af Greven,
Og fra Materien hun ofte sprang
Med disse Ord: Vi maae forkorte Stoffet!
Jeg har ei Tid! Jeg skal idag til Hoffet.
Strax i sit Intet styrted Adam ned,
Han endte Timen, og hans Hjerte bæved;
Og naar paa Gaden saa sit Blik han hæved,
Imedens Kind og Pande blussed hed:
Da Claras Høihed ham for Øie svæved,
Mens for sin Ringhed neppe Plads han veed.
Han Borgerstanden var, og hun Noblessen,
Han Præstesønnen var, og hun Comtessen.
Der kom en Feber i hans unge Blod;
Om Natten, naar han laa i sin Alkove,
Han næsten aldrig rolig kunde sove,
Thi Dagens Tanker aldrig ham forlod.
Han — før saa frisk — saa fattig blev paa Mod,
At knap han meer at sukke turde vove;
Han — før saa kjæk, saa modsat reent af myg —
Som oftest nu sig følte hjertesyg.
Naar ind han traadte kun af Grevens Port,
Strax blev han bleg og af en Gysen rystet,
Thi nu det gjaldt jo: pinet eller trøstet;
Men hvilken Lod det blev, var uafgjort.
Naar ud han kom igjen og havde høstet
Ak, blot et Smiil, hvor blev hans Haab da stort!
Sit Hoved hæved han, sin Dragt han pudsede,
Og høit i Feberglød hans Kinder blussede.
Da mangengang han tog en Leiehest,
Og ud i Frihed rask han galopeerte,
Imens hans Tanke sødt sig amuseerte
Ved gyldne Drømme som den kunde bedst.
Dog alt som Hjertets Haab nu ret floreerte,
Da kom Forstanden med sin skarpe Blæst,
Der ved prosaisk Klarhed sig anmelder,
Og bort som Taager røg hans Luftcasteller.
Hun kan dog ingensinde blive min!
(Her hug han begge Sporer dybt i Hesten)
Hun er en Blomst, for mig for stolt og fiin!
(Her knapped op for Kjolen han og Vesten)
Ak, hendes Skjønhed bliver min Ruin!
Den er det allerede, troer jeg næsten;
Her af hans Haand sank begge Tøiler ned,
Og sagte, Fod for Fod, igjen han red.
Er hun mig huld? (nu videre han tænkte)
Hvor er Oraklet, som mig gi’er et Svar?
Med Sandhed kan jeg sige, jeg en Mængde
Beviser paa særdeles Godhed har —
Og dog (her atter mørk han Blikket sænkte)
Tidt modsat hun af kjærlig ogsaa var.
O, at det sikkre Tegn blev aabenbaret,
Hvori mit stolte Haab laa fuldt besvaret!
Men vanskeligt her Svaret skulde være;
Thi Clara, troer jeg, vidste selv ei ret,
Hvordan hun egentlig nu havde det,
Og hvad i hendes Hjerte var igjære.
Sin egen Værdighed hun holdt i Ære,
Og Næstens Sorg hun tog sig altfor let;
Dog troer jeg virkelig, at Amor spilled
En Rolle med, hvergang hun Adam drilled.
For Døren var det vigtige Moment,
Som Intet skulde bringe paa det Rene,
Men aabne for vor Helt en anden Scene,
Hvis Spil ham reent var nyt og ubekjendt.
Den romerske Historie var endt,
Og nu igjennem løb man den alene,
For sig at prente ret i Hu og Sind
De vigtigste af dens Momenter ind.
Det var en dunkel Dag i Februar
Da Klokken Tre til Timen Adam mødte.
I Salen seer Grevinden han at skjøtte
Sig selv ved noget Arbeid, som hun har;
Ved Bordet sidder Clara som en Støtte
Den fine Haand det skjønne Hoved bar,
Og lidt moqueert hun var, saavidt han skjønner
Til Læsning mangled den Dag Grevens Sønner.
Sit Hjertes Blussen han fornemmer alt,
Mens hen til Bordet han urolig haster;
Men Clara knap et Øie paa ham kaster,
Og atter Feberkulde paa ham faldt.
Da blev af Salen ud Grevinden kaldt,
Thi kommen i Visit var Baron Aster;
Og om Historien alene vare
Nu Helten Adam og Heltinden Clare.
Ved det Moment hos Romerne de staae,
Hvori Lex Canuleia vinder Seier,
Saa endelig Patricier og Plebeier
I Ægteskabets Aag tør sammen gaae.
Høit denne Lov vor Adam prise maa,
Thi (sagde han) naar Alt man overveier,
Man seer, at Romerfolkets Storhed kun
Ved Lovens Virkning fik sin faste Grund.
Naiv han var, man kan det ikke negte;
Han tænkte virkelig ei her paa sig,
Og for sin Sætning vedblev han at fegte,
Til Clara ham i Ord erklærer Krig,
Og paastaaer, at hans Slutning ei er ægte.
Heelt modsat, sagde hun, det tykkes mig:
Jeg holder for, at Rom just gik tilgrunde,
Fordi Plebei’r Patricier ægte kunde.
Ved disse Ord blev Adam purpurrød,
Men strax igjen hans Kind sin Farve skifter,
Thi Clara bliver ved: i Morskabsskrifter,
I Eventyr det gjælde kan til Nød,
At sig Prindsessen der med Slaven gifter,
Og bliver tro sin Husbond til hans Død;
Men her i Verden, i den virkelige,
Der gjælder Ordet: Lige søger Lige.
Fuldkommen sand er vistnok Deres Mening,
(Faldt Adam ind med stærkt bevæget Røst)
Hvis der var Spørgsmaal om en dansk Forening,
Og ei om Folket paa Italiens Kyst.
Men selv — her i hans Blik der kom Forstening
Og svagere blev Stemmen i hans Bryst —
Men selv i Norden vil man jo fortælle,
Kan af og til Undtagelser dog gjælde.
Ja vist! af Taaber der jo gives flere,
Gjensvared ham Comtessen strengt og koldt,
Hvorpaa sit Hoved bort hun vendte stolt,
Og lod sit Blik i Luften promenere.
Da ei den unge Lærer udholdt mere
Den Piinsel, som hans Hjerte blev forvoldt;
Sit Landkort og sin Bog han sammen lagde,
Og, reisende fra Stolen sig, han sagde:
Maaskee jeg for idag Farvel tør byde
Og tage Traaden op en anden Gang;
Med Roms Historie vi vil afbryde,
Desværre frygter jeg den var for lang.
Han bukkede og gik — og Talens Klang
For Øret hørte Clara længe lyde;
Hun havde gjerne ham tilbage kaldt,
Og ved et Ord, et Smiil, udjævnet Alt.
Hvor var idag jeg ogsaa i Humeur!
(Saa Monologen lød i hendes Indre)
Men hvorfor vilde ogsaa Mo’er forhindre,
At jeg et Shawl fik af en rød Couleur?
Det ei min Hensigt var ham reent at splintre,
Han saa elskværdig er som han var før!
Men næste Fredag Alt jeg godt vil gjøre,
Kun gode Ord han da skal faae at høre.
Saa tænkte Clara — ganske anderledes
Uroligt gik det til nu i vor Helt,
Der gjennem Byens Gader iilte snelt,
Mens meer og meer ham Hjerteblodet hedes.
Paa Veien blev han af og til udskjeldt,
Og "see Dem for« af mangen En der bedes;
Thi blind af Lidenskab, af Clara fuld,
Hveranden han paa Gaden løb omkuld.
Han kom til Hjemmets Dør. Ad Trappen iilte
Han op med stormende og stærke Skridt;
Selv i sit Kammer aanded ei han frit,
Hans Læbe brændte mens den bittert smiilte.
Frem og tilbage vandred han og hviilte
Sit Hoved i sin Haand og standsed tidt,
For i et Suk paa eengang frem at trænge
Den Smerte, som hans Hjerte vilde sprænge.
Afbrudte Ord der fra hans Læbe fløi,
Som om hans urofulde Tilstand minded:
Du falske Haab, der grusomt for mig løi! —
Slukt er den Stjerne, som saa deilig skinned! —
O, tykke Mørke, som mit Øie blinded! —
O, dybe Fald fra Flugten himmelhøi! —
Hvad er et Smiil, et Blik? — Hvorfor mig svare
Saa koldt og haardt? — O, Clare! Clare! Clare!
Mørket faldt paa, men op og ned dog gik
Endnu paa samme Viis han i sit Kammer;
Da aabned Døren sig — et Blus der flammer,
Og Vertens Pige staaer nu for hans Blik
Med Lys i Haand, og frem det Spørgsmaal stammer:
Om ikke Hr. Studenten efter Skik
Nu vilde have Ild og Lys, thi længe
Hun havde troet til Ild han kunde trænge.
"Her er jo hedt som i et Helved næsten!"
Ih Gud, Hr. Homo! her er bittert koldt,
Og udenfor der fyger Snee med Blæsten,
Som længer end en Time ved har holdt. —
"Saa lad da Lyset staae, og bring forresten
Mig kun den Ild, som har dig Skrupler voldt."
Her paa sin Sopha Plads han monne tage,
Og Lotte gik, men kom med Ild tilbage.
Paa Knæ hun foran Kakkelovnen laa,
Som næsten fuld hun stablede med Brænde;
Og Adams Øie, som hang fast ved hende,
At kjøn hun var, for første Gang nu saae.
Det runde Been, iført en Strømpe blaa,
Tilsyne kommer, da hun vil sig vende;
Og som hun bøiet nedad laa saa nydelig,
Den skjønne Barm han skuer ganske tydelig.
Nu blussende fra Gulvet staaer hun op,
Men da hun gaae vil, Adam hende standser,
Idet med Armen hendes Liv han krandser
Og til den Ængstelige raaber: stop!
Den lille Lotte næsten taber Sandser
Og dreier i hans Arm sig som en Top,
Hvorhos hun siger med forvirret Stemme:
Jeg ned nu maa, thi jeg er ene hjemme.
Men Adam hvisker: bliv hos mig, o Lotte!
Som aldrig før jeg er bedrøvet nu.
Ak, for de Krænkelser jeg lide maatte,
Med lidt Huldsalighed mig trøste du!
Din Venlighed saa tidt mig randt ihu,
Du er saa god, du vil mig ikke spotte;
Til Trøst jeg trænger af en kjærlig Aand,
Og blidt er jo dit Øie, blød din Haand.
Men Lotte svarer med bevæget Stemme,
Thi alt forlængst var hun Studenten god:
Saa har man Dem, Hr. Homo, gjort imod?
Jeg syntes nok jeg kunde det fornemme.
Jeg gjerne blev, hvis blot til mig det stod,
Men nede der som sagt er Ingen hjermme
Slip, slip mig dog! De maa ei saa mig friste!
En fattig Pige Ære har at miste.
Men Adam hørte meer ei Ærens Grunde,
Der døved blev af Stormen i hans Barm;
Hans Kind og Puls nu blussed febervarm,
Og snart flød sammen hans og Lottes Munde.
"O Lotte! dersom du mig elske kunde« —
Her fast om hendes Liv han slog sin Arm,
Og Pigen, som imod ei kunde stride,
Trak ned han paa sin Sopha ved sin Side.
Ak nei, Hr. Homo! hvortil skal det føre?
De veed jo sagtens, at jeg har Dem kjær.
Hvis Lidt De holder af mig, lad Dem røre
Og kom mig endelig dog ei saa nær!
Men det var Præken for det døve Øre,
Sin egen Lyst han elsked nu især;
Til Elskerinde Pigen han udkaared,
Og Lotte, der kun sukked, han bedaared.
Forunderligt er Menneskenes Sind!
Ja, hvor er vel den Vise, som forstod’et?
Den som til smaa Bedrifter mangler Modet,
Gaaer paa de store tidt med Lethed ind;
Den som i Slagsmaal strax faaer Skræk i Blodet,
Bli’er i Bataillen reent for Faren blind;
Den som en Clara neppe tør berøre,
Ei bæver for en Lotte at forføre.
Og underlig er Skjæbnens Labyrintht
Fordi Comtessens Shawl blev høirødt ikke,
Saa maatte Harme hendes Stolthed prikke,
Og imod Adam blev hun haard som Flint.
Paa Grund heraf omtaagedes hans Blikke,
Saa reent hans Øie blev for Æren blindt;
Paa Grund af denne Grund fik Magt den Onde,
Og — stakkels Lotte maatte gaae tilgrunde.
Som sagt, forsmaaet af en coquet Comtesse,
Hvem end han elsked af sit Hjertes Magt,
Tog Adam nu en Pige til Maitresse,
Der aldrig havde Snarer for ham lagt.
I denne Ruus, som han forøged stedse,
En Maaned næsten havde han tilbragt,
En Anden blendende, og selv forblindet —
Da pludselig faldt fra hans Øie Bindet.
Hvad er en Lidenskab? Et Bølgeslag,
Der slynger imod Himlen op vort Hjerte,
Og kaster som et sønderslaaet Vrag
Det saa i Dybet ned til Qval og Smerte!
Den Lynet er, der flammer som en Kjerte
Høit under Tordenskyens mørke Tag;
Den Rosen er og Rosens Torn, som piner;
Den Solglimt er paa styrtende Laviner!
Hvad er en Lidenskab? Et bandlyst Ord!
Et Offer, som af Skjalde sønderskæres,
En Syndebuk, de Vise Døden svor!
Og dog en Lærer, som kan ei undværes,
Hvis Lærdom vel fortærer og fortæres,
Men hvori Næring dog for Hjertet boer;
Thi naar vor Aand har Videnskab til Amme,
Vort Hjerte har i Lidenskab det Samme.
Vi gaae saa trygge hen ad Livets Vei,
Og dybt i Slummer falder snart hveranden:
Een ved bestandig Filen med Forstanden,
Og Een fordi Forstand han bruger ei.
Vi gaae saa sløve, baade du og jeg
Med Bind for Øiet og med Fjæl for Panden,
Og finde Alt i Orden hvad der skeer.
Og tænke aldrig paa, hvad ei vi seer —
Da mærkes Forbud paa en Storm, og vækked
Op af vor Døs vi Faren møde vil;
Da stiger Stormen til Orkan, og knækked
Er alle Støtter, som vi holdt os til;
Da ruller Tordnen over os, og skrækked
I Afmagt staae vi for Naturens Spil;
Da gjennem Mulm og Nat sees Lynet glimte,
Og Underverd’nens Afgrundsdyb vi skimte.
Ind i os selv vi skue da og sukke
Og finde Verden heelt forandret nu,
Og bævende vort Øie vi oplukke
For Himmel, Helvede, med Lyst og Gru.
Vel kan ei Sindet meer sig sorgløst vugge,
Vel brast som Boblen Hjertets Fred itu;
Men dog Vi vaktes, om vi end med Qvaler
Vor Vækker og vor Lærer dyrt betaler.
Og Adam vaagned — O, hvor har jeg været!
Saa til sig selv en Morgen talte han,
Idet han reiste sig paa Sengens Rand,
Ei længer af sin Lidenskab besnæret,
Thi ud hans hede Blod nu havde gjæret:
O, hvilket Slør omtaaged min Forstand!
O, hvilket Mørke har mit Øie dækket!
For sildig, ak for sildig blev jeg vækket!
Hvor var det muligt dog, fra Stund til Stund,
Paa Haabets falske Drøm mig ind at vugge,
Og mine Øine for den Sandhed lukke,
At Claras kolde Hjerte leged kun?
Hvor var det muligt, at i Sjælens Bund
Jeg ikke agted paa de dybe Sukke,
Saa Luners Spil for Kjærlighed jeg tog,
Og med et Skin mig idelig bedrog.
Og havde dog mig selv jeg kun bedraget!
O, havde i Forblindelse jeg vildt
Dog ei en Andens Hjertefred forspildt! —
Her i hans Indre blev saa heftigt Naget,
At hurtig — (da først Tøiet paa var taget)
Han iled ud at faae sin Uro stilt;
Men skjøndt han streifed rundt omkring i Byen,
Umulig var ham Tankernes Undfly’en.
Hvorhen endog hans Fødder monne gaae,
Ulykkes-Kammerater paa han stødte:
Det var jo lutter Lidende, han mødte,
Hvem Skjæbnekorset tungt paa Skuldren laa;
Det var jo lutter Folk, hvis Hjerter blødte,
Hvem Sorgen ud af Øinene man saae;
Der Alle haardt paa Livets Byrde slæbte,
Og efter Lindring, efter Lise stræbte.
Ei før saa mange Syge, Halte, Blinde,
Usle og Fattige han fik at see,
Og hvor han skued ei den ydre Vee,
Han aned den, som Hjertet slutted inde.
Blandt Andre traf han en forloren Qvinde,
Hvis Rosenlæber ham imøde lee,
Men let igjennem Smilet han opdager
Den Angst og Uro, som i Barmen nager.
Har da paa eengang Verden skiftet Ramme?
Sørgmodig hvisker han, mens rundt han seer;
Det hele Liv jeg kjender ikke meer,
Alt er forvandlet, Intet er det Samme.
Fra intet Øie Glæden rigtig leer,
Og alle Haabets Vinger hænge lamme,
Og bøiet under Syndens, Sorgens Vægt,
Sin Gang mod Graven gaaer den hele Slægt.
Da gjennem Hjertet følte han at skære
Hiin Smerte, som Enhver i Støvet fød
Af egen Livserfaring faaer at lære,
Mens Følelsen endnu er varm og blød:
Hvordan et Menneske tidt har at bære
Ei blot sin egen, men sin Næstes Nød;
Hvordan, lig Atlas, Verden og dens Jammer
Den Enkelte til Byrde tidt annammer.
Thi stundom i den store Kreds man staaer,
Hvor Alle danne Led af samme Kjæde,
Hvad enten denne Sorg er eller Glæde;
Og hvor det Slag, der ned electrisk slaaer
I Een, er i den hele Kreds tilstede,
Og som et Lyn igjennem Alle gaaer.
Fordeelt er Slagets Kræfter paa det Hele,
Dog bæres heelt det af de mindste Dele. —
Med et paa Trøst og Lindring opsat Hjerte
Omkring paa denne Viis vor Helt nu drev;
Men næsten alle Ting til Gift ham blev,
Og fast af hvert et Syn han suged Smerte.
Paa Himlens Hvælv alt tændt var Lunas Kjerte,
Da ved sin Bolig Døren op han rev
Og steg tilveirs igjen, indsvøbt i Kappen —
Der lille Lotte sad og græd paa Trappen.
Men Adam lod som ei han hende saae;
Hvor kunde han til Trøst en Anden være?
Han, som med Nød og neppe kunde bære
Den Vægt, der paa hans egne Skuldre laa.
Haardt ham i Hjertet Pigens Suk dog skære,
Idet forbi han hurtig monne gaae,
Og i sit Kammer dybt som hende sukked
Han selv, da Døren efter sig han lukked.
Hvad er dog Tiden! tænkte han igjen,
Idet han foran Ovnen ned sig satte,
Og saae paa Ilden ind, hvis Luer matte
En Lysning over Gulvet kasted hen:
Det, at den været har, hvo kan det fatte,
Da Øieblikket ei kan holde den?
At den er til, idet forbi den haster,
Det kjendes kun af Skyggen, som den kaster.
At virkelig knap for en Maaned siden
Her foran Kakkelovnen Lotte laa,
Imens jeg selv i hende hele Tiden
En Gjenstand for mit Hjertes Attraa saae —
Hvor kunde jeg dog Dette nu forstaae,
Hvis ikke hendes Taarer, hendes Liden,
Hvis ei mit eget Suk, min egen Dom
Mig minded uafladelig derom?
Og er jeg selv da ikke gammel bleven?
Er ei min Ungdom med dens Lyst forbi?
Er ikke Kjærlighedens Krands afreven,
Og Venskabs Blomster falmed paa min Sti?
Hvad er en qvalfuld og en haabløs Leven,
Naar Sjælen ei kan aande frisk og fri,
Naar rundt om sig man seer Fortabtes Trængsel,
Og Jorden selv bli’er til et dunkelt Fængsel!
Saa taled atter med sig selv vor Helt;
Han stod jo i de fulde Ungdomsdage,
Hvor til det Yderste man iler snelt;
Hvor man, saavel i Jubel som i Klage,
Ved høit at stige vil sig selv behage,
Og føre non plus ultra i sit Felt;
Hvor hvert et Mellemled man springer over,
Og hvor Pistolskud lyde som Kartover. —
Men til den indre Braad for Adam kom
Nu og de ydre Torne, skarpe, hvasse:
Af Underviisningstimer han en Masse
Længst havde mistet, og for flere, som
Man saae ham høist uordentligt at passe,
Der sloges i den sidste Tid en Bom.
Sin Kasses nære Død med Skræk han sporer,
Just som der Liv kom i hans Creditorer.
Fra Grev de Fix, fra hvem han udeblev
En Maaned alt som syg, da end han ikke
Var stærk nok til at møde Claras Blikke,
Og heller ei hans Kraft saa vidt det drev,
Til Grevens Huus Opsigelse at skikke:
Fra Grev de Fix han modtog nu et Brev,
Hvori Høistsamme for hans Flid ham takked,
Og derpaa om sin nye Lærer snakked.
Da Brevets Læsning Adam havde endt,
Og indeni den Pengesum var funden,
I hvilken Løn som Lærer blev ham sendt,
Udbrød han med et bittert Smiil om Munden:
Vort Livs Gevinst og Tab i Regnskabsstunden
Man siger vil gaae lige op omtrent,
Men at ei Stik det holder, jeg har fundet:
Mit Hjertes Ro gik tabt — hvad har jeg vundet?
Men det skal blive anderledes! Ja,
Jeg føler endnu Kraft i mine Aarer;
Feigt at fortvivle passer sig for Daarer,
Saa lad paa eengang Mand mig blive da!
Jeg vil ei mere skue Lottes Taarer,
Jeg maa i Frihed, jeg maa bort herfra,
I Livets Storm et Fristed mig betrygge;
Fra nu af paa mig selv jeg kun vil bygge!
Saa tænkte stolt vor Helt, da et Logis
Han leied sig i Byens anden Ende,
Hvor Verden og dens Larm knap gik forbi.
Til Lotte med et Brev han monne sende
(Paa fem Rigsdaler nær, som gik til Brænde)
Sin hele Skat: af Specier tre Gang’ Ti.
I Brevet fik, som altid, Skjæbnen Skylden,
Fordi hans Kærlighed blev lagt paa Hylden.
Da Brevet bortsendt var, hvor blev han let!
Men samme Dag han modtog selv et andet,
Der som et Tordenslag ham rørte ret.
Hans Fader nemlig skrev fra Jydelandet:
At mellem Creditorer presset tæt,
Og med en Fremtids Udsigt mørk og blandet,
Han nødtes til at spare, knibe — kort,
At lade Hjælp til Sønnen falde bort.
Du vil — saa skrev han — altsaa ei modtage
De maanedlige femten Daler meer,
Før atter klar jeg Horizonten seer.
At skrive Dette vilde dybt mig nage,
Hvis Lykkens Stjerne gik for dig tilbage,
Og ikke fremad, som jo nu det skeer;
Men selv du har din Status priist utrolig,
Saa jeg med Hensyn hertil ret er rolig.
Der laa nu Adams — hele Existens!
Paa disse femten Daler var der bygget
Som paa en Grundvold for den, alt imens
Den ret ved Timelæsning blev betrygget.
Nu var hans Fremtid ganske overskygget,
Hans Haab var blegnet og hans Pung var lens
Og nu han havde, for at subsistere,
Det ene Middel kun, at informere.
Men som en Helt han tog paa Værket fat.
Ti Timers Slid man saae ham daglig bære,
Saa ret Taalmodighed han kunde lære
Fra lyse Morgen til den mørke Nat.
Med ussel Løn tilfreds han maatte være,
Da sig i Miscredit han havde sat:
En Institutbestyrer gi’er det Nøieste,
Og sex Mark vandt han daglig idethøieste.
Dog denne Sum, hvor kunde den forslaae
Til Creditorerne, som nu beleired
Ham Dag og Nat, og høit Triumfer feired,
Mens dybt tilskamme selv han maatte staae?
Om ogsaa han i Talen Een beseired,
Strax kom en Anden lige ovenpaa,
Og holdt ham under Næsen op Beviserne,
Og trued ham med Sætten i Aviserne.
Endnu dog Adam ei lod Modet falde,
Han gjorde Alt, hvad kun man gjøre kan:
Han feied Uhr og Bøger ud paastand,
Han solgte sine bedste Klæder alle,
Han kun beholdt en Vest med Striber smalle,
Ak, som han havde baaret den Dag han
Sig Claras Billed havde først indprentet
Og Spiren til sin Lidenskab sig hentet.
Men nu da Alt var borte, og han saae
Sig selv i Speilet, iført gamle Buxer,
Og i en luslidt Kjole, mørkegraa,
Lig Fæstningsslaver og lig Skolefuxer:
Da paa hans Pande Veemodsskyer staae,
Og neppe Sorgen i sit Bryst han duxer.
Han havde lovet vel at staae som Mand,
Men neppe Byrden dog han bære kan.
Dog bar han den — men naar han gik til Skolen,
Ei meer i Hovedgaderne han kom;
De store Torve gik han udenom,
Og vogted vel sig for at sees i Solen.
Den havde aabenbaret jo paa Kjolen
Hver Brøst, og hver en Plet, for Farve tom.
Igjennem Stræderne med Haand paa Ryggen,
Hvor Knappen mangled, sneg han sig i Skyggen.
Naar han i Frastand vaer blev en Bekjendt,
Strax trak han Hatten længer ned i Panden,
Og end mod Jorden var hans Øie vendt,
Skjøndt længe ham forbi alt var den Anden;
Men blev tilfældigviis et Blik ham sendt
Af skjønne Damer, som paa Fortogsranden
Hensvæved silkeklædt’ fra Taa til Top,
Strax fra hans Bryst steg dybe Sukke op.
For ham var Ensomheden kun tilbage,
For ham var Nydelsernes Tid forbi,
Og Skolens Fængsel han kun trælled i,
For at opholde glædetomme Dage!
Hver Dag paany han gjentog samme Klage,
Naar han paa Gaden gik sin vante Sti;
Men bort med Klage! Der er Institutet,
Der er det Fængsel, hvor han ind er sluttet!
Og virkelig! her sidder han som Fange
Fra Morgen indtil Aften nu hver Dag,
Og underviser, gjennem Timer lange,
Halvvoxne Drenge, dem til lidt Behag.
Her repeterer han de tusind Gange
Den samme Sætning og den samme Sag;
Her gaaer fra første Classe han til anden,
Og præker sig hver Tanke ud af Panden.
Her, Time efter Time, ufravigelig
Han tygger om igjen de gamle Straae,
Og deler ud dem i Portioner ligelig,
For næste Dag tilbage dem at faae.
Her efter Frihed smægter han usigelig,
Imens sin Byrde træt han slæber paa;
Her i sin Gjerning har han længst bemærket,
At det er Lysten kun, som driver Værket.
Naar Dagen er forbi og Skolen ender,
Og Alt til Hvile stunder imod Nat,
Da til sit Hjem han mørk tilbage vender,
At tage paa sit Embedsstudium fat.
Knap dog et Bogstav han i Bogen kjender,
Af alle Aander er hans Aand forladt;
Og Maaneder randt hen paa denne Maade,
Saa at tilsidst ham Frihed blev en Gaade. —
Men hvormed lignes skal en Aand, der gaaer
Ud fra det Paradiis, som sit den troede,
Bort fra den Glæde, hvortil fast den groede,
Naar Sorgens Budskab den for Alvor faaer?
Den er lig Folket, der paa Sletten boede
I Fred og Tryghed gjennem mange Aar,
Men nu medeet — thi Fjender Landet hærge —
Maa søge Tilflugt blandt de høie Bjerge.
Der gjælder det at taale barske Vinde,
Og, medens Fossen styrter vild forbi,
At vandre paa den snevre Klippesti,
Og i den mørke Granskov Vei at finde;
Der gjælder det, at naae den steile Tinde,
Og ei det dybe Svælg at styrte i;
At vænne sig til Horizontens Ramme,
Hvor Verdens Billed er ei meer det samme.
Men Nøden just en Lærer bli’er for dem;
Og skjøndt med Suk de reise deres Hytte,
Hvor Fjeldets stærke Vægge den beskytte,
Naar Uveir og Laviner bryde frem.
For Jagtens Vaaben Spaden saa de bytte,
Og søge Dyret i dets øde Hjem;
Og opad gaaer det, over Sneens Dække,
Opad hvor Kampen truer, Farer skrække.
Da først den skjulte Kraft sig aabenbarer,
Der slumred i det før saa bløde Bryst;
Da først det forhen sløve Blik sig klarer,
Mens Sjæl og Arm sig hærder ved hver Dyst;
Da vænner Øret sig til Stormens Røst,
Naar Klippen den forbi med Buldren farer;
Og snart i denne Luft, der styrker, køler,
Som i sit Element sig Hjertet føler.
Naar stundom da fra Fjeldets nøgne Pande,
Halv i Begeistring, med Medlidenhed
De skue ned i Dalens Skjød og ned
Mod deres Fortids lykkelige Lande:
Der hvor sig Frygt og Haab bestandig blande,
Hvor Tryghed boer, men Trældom nær derved:
Da — selv paa Randen af en Afgrunds Kløfter —
En Følelse af Frihed stolt dem løfter.
Saa gaaer det og med Den, hvem Sorgen vækker,
Naar i sig selv kun modig ind han gaaer,
Skjøndt Sjælens dunkle Region ham skrækker
Og for dens Dybder svimlende han staaer:
Tilsidst ham Aandens Rige til sig trækker,
Saa han i det sit Hjem og Fristed faaer,
Mens Den, der modløs sørger, kun omvanker
Som en Forviist, i savnopfyldte Tanker.
Og modløs Adam var, skjøndt paa det sidste
Han greb til Biblen og sit Testament,
For under Læsning Trøsten ind at liste
I Sjælen, der var angstfuld og bespændt.
Men hvordan gik det? Selv han ei det vidste:
Det var, som havde Gud ham Ryggen vendt,
Som var Forjættelsernes Lys udslukked,
Som Himlens Porte var for ham tillukked.
Det var, som var hans Hjerte fremmed blevet
(Thi lang Tid han sin Bøn forsømte jo)
For hvert et Indtryk af hans Barndomstro.
Han agted ei paa Ordet, der stod skrevet,
Og med et Sind fra Haabets Grund løsrevet
Kom aldrig i sin Tanke han til Ro.
Han lagde Biblen bort, og Trøst han søger
I philosophiske, berømte Bøger.
Her, tænkte han, maa Hjælpen dog vel findes;
Fortalerne det love jo saa vist.
Thi vandt han op det fine Garn, der spindes
Og tvindes sammen med saamegen List;
Men stod ved Knudens Løsning han tilsidst,
Skelettet af Systemet kun han mindes:
Begrebet, ei dets Indhold, Læren gjaldt,
Ideen fik han, ikke dens Gehalt.
Han kasted hen de vidtberømte Bøger,
Tilbage til sig selv igjen han søger,
Til Livets Kilder i sit eget Bryst.
Men skjøndt sin Tankes Udsæd han forøger,
For ham bestandig blev der fattig Høst;
Hvor høit endog hans Sjæl maa Lyst forlange,
I alle Toner gjenlød Sorgens Sange.
En Søndag stod ved Vindvet han som bunden,
Thi hele Gaden opfyldt skued han
Af Folk tilvogns og — fods, af hver en Stand,
Der med Begeistring iled ud i Lunden.
Musik og Sang lød høit i Morgenstunden,
Og Kildevogne førte Toget an;
Der var en Livets Fylde, Fryd og Glæde,
Som dobbelt stærke lod hans Savn fremtræde.
Først efter Middag Alt blev tyst og stille,
Og til sit Hjem, hvorvel forstemt og trist,
Her i sin Eensomhed han skrive vilde:
Da hørte tætved, i en Naboqvist,
Han atter melankolsk paa Fløite spille
Den lange, blege, blonde Contorist,
Der Folks Taalmodighed hver Søndag prøved,
Naar ivrig paa sin Fløite han sig øved.
Hvad Maal har vel en saadan Fløitespiller,
Da hver en Søndagsfryd han offre vil
For sine korte Løb og lange Triller?
Mon sig en Nydelse han blæser til?
Mon Fremtids-Haabet sødt ham forestiller
En Elskerinde lytte til hans Spil?
Hvad driver ham, saa han sin Næste plager,
Mens ufortrøden fat paany han tager?
Vil han, da Søndag just til Konst han vier
Sin Aand fra Ugens Trældom gjøre fri?
Vil i sit Prosa-Liv han Poesi
Indblæse med de hulde Melodier
Med disse sværmeriske Phantasier,
Som Veiret næstendels han taber i?
Vil han, ved Variationer paa et Thema,
Lidt variere Livets faste Schema?
Vil i sit Potpourri han skaffe Luft
Den Fugl, som sidder fangen i hans Indre,
Den Fugl fra Paradiis, som end erindre
Kan sig sin Hjemstavns søde Blomsterduft?
Vil han ved dette Pianospil forhindre
En Kamp imellem Hjerte og Fornuft?
Vil han ved denne Længselsvals udtrykke
Sit Haab om Kjærlighed, sit Savn af Lykk
Hvo veed, hvad slig en Fløitenist kan ville
(Du veed det, du, som paa Fiolen gned!)
Eet veed jeg: han sig selv vil tilfredsstille,
Og røres dybt af hvad han selv ei veed.
Han gammel blive vil, og stedse spille,
I Haab at ende med Fuldkommenhed;
Han vidt ei komme vil med al sin Øvelse,
Men blive for hver Nabo til Bedrøvelse.
En trist Adagio blæste han just her,
Som forira han begyndte, naar den endte;
Og med hver Tone, som vor Helt han sendte,
Kom mørke Plageaander Denne nær.
Sin egen Skrift knap Adam mere kjendte,
Dog skrev han fort, om sig og sit Besvær:
Og, mens den Anden tuded, tvende Blade
Han fyldte med en sand Jeremiade.
Da Fløiten taug, han netop endte Brevet,
Som nu med mørke Blik han gjennemsaae;
Men just som Slutningen han stirred paa,
Blev af hans Hænder Bladet sønderrevet,
Saa Dagens Værk som Stumper for ham laa.
En ny Epistel blev ihast nu skrevet,
I hvilken han til Hjemmet meldte blot,
At vel han leved og det havde godt.
Og Skrivelsen med Posten fløi til Hjemmet,
Hvor nu sig Pastor Homo glæded ret,
Fordi saa godt hans Adam havde det,
Om end ham Brevets Korthed var lidt fremmed.
Saa gaaer i Verden det! Forknyt, forgræmmet,
Man dog bevarer Ydersiden net.
Hvis ud hvad der er ind man skulde vende,
Hvis Billed troer man da man vilde kjende?