Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Paludan-Müller, Frederik, 1809–76, Digter. Født 7. Februar 1809 i Kerteminde, død 28. December 1876 i København (Holmens), begravet i Asminderød. Broder til Caspar Paludan-Müller. Gift 30. August 1838 i København (Frue) med Charite Louise Philippa Borch, fødst 13. November 1801 i København (Frue), død 27. Febr. 1884 i Fredensborg, Datter af Professor ved Sorø Akademi Caspar Abraham Borch (1746–1805) og Anne Margrethe Rosenstand-Goiske (1761–1850).

Faderen var af gammel Præste- og Bondeæt. Ogsaa Moderen var af Gejstlighed, hendes Fader Forfatter af et i sin Tid kendt Skrift mod Ateisteri, en Onkel den bekendte Udgiver af »Den Dramatiske Journal«; i denne Slægt, som stammede fra Elsass, var der Sindssyge, og Moderen blev allerede utilregnelig i Paludan-Müllers Barndom. Digterens Barndomsminder fra Kerteminde er bevarede i »Ivar Lykkes Historie«. 1819–28 boede Familien i Odense. Paludan-Müller blev Student 1828 og regnedes blandt det Aars »tolv smaa Profeter«. Han skulde studere Jura, men fik først sin Eksamen 1835 og gjorde aldrig Brug af sin Prokurator-Bestalling. I sin Ungdom var han meget afholdt som Selskabsmand, en frygtet Balløve; men ogsaa som Ven var han skattet. Især færdedes han gerne blandt sine kvindelige Slægtninge, Døtre af Professor C. A. Borch i Sorø; over for den tyve Aar ældre Andrea, gift med den norske Naturforsker Chr. Hansteen, indtog han Holdningen som Skriftebarn; den næstældste, Henriette Friderichsen, var Genstand for et mangeaarigt Sværmeri fra Digterens Side; den yngste, Charite, blev hans Brud.

Sit litterære Tilhold havde han hos J. L. Heiberg og blev altid regnet for at høre til hans Skole. Men hans tidligste Arbejder var ikke blotte heibergske Svendestykker. 1831 kom hans første lyriske Digt, »Raab til Polen«, 1832 »Fire Romanzer«, fremkaldte af en Prisæskning fra Selskabet for skønne og nyttige Videnskaber. November 1832 udkom Lystspillet »Kjærlighed ved Hoffet«, skrevet det foregaaende Aar, det eneste afhans Arbejder, som gjorde nogen Lykke paa Scenen. Det er en yndefuld Pastiche over Shakespeare og Gozzi, gennemgaaende munter, men med enkelte melankolske Toner. Et langt betydeligere Digterværk var »Dandserinden« (udkom 15. Januar 1833), en lille om Byron og Puschkin mindende, versificeret Roman, gennemtrængt med ofte meget bitre Refleksioner over Livet og Døden. Den mandlige Helt, den elskværdige, villiesvage Charles, ser ud som en Karton til Hovedpersonen i »Adam Homo«. Digteren sysler allerede i dette Digt med Forkærlighed med Dødstanken, men har endnu ikke fundet sin Livsfilosofi. Bogen gjorde megen Lykke, ikke mindst paa Grund af dens højst originale Behandling af Ottaverim, Paludan-Müllers Yndlingsstrofe. 3. Februar 1834 udkom »Amor og Psyche«, en mytologisk Digtning i dramatisk Form. Motivet, det gamle Folkesagn om Dejligheden og Dyret, var hentet fra Apulejus’ Roman, Stilen af en noget slikket Elegance. Skønt Digtet næppe er uden Sammenhæng med hans personlige Liv, savner det overbevisende Kraft, især er den metafysiske Skildring af de elskendes evige Forening fattig trods meget sprogligt Glimmer. Men ogsaa dette Arbejde gjorde megen Lykke. Paludan-Müller var for en Stund Publikums Yndling. En lille poetisk Fortælling i byronsk Stil, »Zuleimas Flugt« (1835), føjede endnu et Blad til hans Krans.

Men Lykken vendte sig, da han 1836–38 udgav to Bind »Poesier« med dramatiske Arbejder og lyriske Digte. I »Eventyr i Skoven« forsøgte Paludan-Müller sig atter i den Tieck-Oehlenschläger-Shakespeare’ske Genre (»En Skærsommernatsdrøm«), denne Gang til Satire over Tidens politiske Bestræbelser. Digteren var altid en Fjende af Demokratiet. Den lille allegoriske Dialog »Alf og Rose« peger frem mod et dybere Aandsliv hos Digteren: først i Døden opleves Lykken. »Fyrste og Page«, som blev opført paa Det kgl. Teater, men senere af Digteren udvist fra hans Ungdomsskrifters Kanon, var det sidste og ringeste romantiske Skuespil fra hans Pen; det var skrevet i den dobbelte Hensigt at tækkes hans Forlovede og Fru Heiberg; Hovedrollen var inspireret af den ene og skrevet for den anden.

Den lyriske Samling indeholder foruden forskelligt Klingklang ogsaa en Række værdifulde Digte. Nærmest i Slægt med den usikre, ængstede Livsskildring i »Dandserinden« er Digtet »Dandsemusik«, som trods sin lidt banale Form giver et gribende Udtryk for sin Digters Stemning paa Ungdommens Tærskel. Mere kristelige eller almenreligiøse i Tonen er Digte som »Nattevagt« eller »Sorgen«. Her findes ogsaa erotiske Digte, men kun af erindrende eller kontemplativ Natur, som »Tilbagefald«, »Bella Donna«, »Billedet«, »Perlen«. Endelig indeholder Bogen tre nye poetiske Fortællinger, et humoristisk Digt, »Den ottende Kunst«, og et bibelsk, »Lucifers Fald«, Spiren til hans senere kristne Digtning.

Bogen blev modtaget med Uvillie af Kritikken, der med nogen Ret saa en Tilbagegang i den. Især var en anonym Anmeldelse i det Paludan-Müller ellers bevaagne »Maanedsskrift for Litteratur« Digteren en Torn i Øjet. Den skyldtes den heibergianske Kritiker C. A. Thortsen, men Paludan-Müller troede, paa Molbechs Autoritet, den var af Chr. Wilster, og det var nærmest mod denne, han hvæssede sin Pen i den skarpe, versificerede Antikritik, han udgav under Titelen »Trochæer og Jamber« (1837). Senere gjorde han, hvad han formaaede for at bringe denne noget ubesindige Satire i Forglemmelse. Den indeholder dog baade vittige Udfald og enkelte høje poetiske Steder, endog et Program for hans senere Digtning (»Hvad Livet viser Dig, er Tidens Ramme om Billeder af evige Ideer«).

Hen imod sin 30 Aars Fødselsdag blev Digteren hjemsøgt af en dødelig Sygdom; Diagnosen lød paa »Nervefeber«, ↄ: Tyfus, men kan have dækket alt muligt andet. Hans Slægtning Charite Borch reddede ham ud fra Hospitalet og plejede ham i sin Moders Hjem, til den gamle Biskops Harme. Efter at være blevet rask, søgte han at genoptage sin tidligere flagrende Levemaade, men forgæves. »Før kunde han jo nok tale om Døden; nu snakker han aldrig om andet end Ligkister«, sagde Heiberg. Sidst paa Sommeren 1838 ægtede han sin Diakonisse, og fra da af levede han som i et Kloster. Dette meget omdisputerede Ægteskab hemmede ham muligt i hans Livsudfoldelse, men han var da allerede et sprukkent Kar. Hans Svigerinde Henriette Friderichsen, der kendte ham bedre end nogen, mente, at et Ægteskab med en smuk ung Pige »lettelig kunde være blevet meget ulykkeligt«

Een stor Fortjeneste maa hans Hustru have haft for hans Poesi. Denne Digter, som syntes forudbestemt til kun at blive Ungdoms-Glædens og —Melankoliens Sanger, gjorde hun til Manddommens. Hun har Æren af, at han i Alderen mellem 30 og 40, ellers de goldeste i en Digters Liv, frembragte alle sine Hovedværker.

Deres Bryllupsrejse gik til Frankrig og Italien, længst boede de i Paris, men ogsaa længe i Napoli og Rom. Efter Hjemkomsten September 1840 slog de sig ned i København, hvor de havde Bopæl til deres Død. Fra Begyndelsen af 50’erne fik Digteren Sommerbolig i Fredensborg, 1858 i den røde Længe. Herfra besøgte han tit sin Broder Vilhelm, der var Præst i Nærheden. Han eksisterede kun for sin Poesi og sine efterhaanden ret omfattende Studier, der alle havde Mennesket til Midtpunkt. Dog ganske afsondret fra Verden levede han ikke; hans Omgangskreds var ikke helt ringe; endnu paa sine gamle Dage modtog han gerne ganske unge Venner, der paaskønnede hans skæmtefulde Samtale. Pessimisten havde et muntert Væsen.

Den første Frugt af hans Udenlandsrejse var det mytologiske Skuespil »Venus« (vistnok skrevet i Italien, udkom 13. April 1841), en Digtning om Modsætningen mellem hedonistisk og religiøs Livsopfattelse. Det er Paludan-Müllers varmeste Poesi, en Don-Juan-Myte af ofte overdaadigt dramatisk Virkning. Heiberg kalder det med Rette »en dyb og glimrende Komposition«. Digtets Hensigt er moralsk: at fælde en Dom over den blot sanselige Kærlighed, den erotiske Besættelse (»Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!«). Skildringen af den haandgribelige Erotiks Tillokkelser er ikke uden Kraft, men den lidenskabelige Forherligelse af Døden fremtræder des kraftigere paa denne Baggrund (»Viid, denne Ynglings Lykke boer i Døden«). Sammenlignet med »Amor og Psyche« viser dette Skrift uhyre Fremskridt. Fremstillingen er her mere plastisk, Menneskekundskaben er rigere, Stemningen varm. Paa en Maade indeholder det vise Digt Essensen af Paludan-Müllers Poesi, der jo altid drejer sig om Aksen Nydelse kontra Kontemplation. Det er det vægtigste af Paludan-Müllers mytologiske Skuespil, hvis Motiv er »de forspildte Bryllupper«, Skæbnen, der i et højere Formaals Tjeneste lægger sig imellem og knuser Livslykken, »thi med Guderne skal ikke noget Menneske maale sig«.

Efter »Venus«, der blev modtaget af Publikum med Kulde, udsendte Paludan-Müller 6. December 1841 (Titelbladet: 1842) den i Paris skrevne første Del af sit Hovedværk, »Adam Homo«.

Værket er paa een Gang en realistisk Roman-Biografi og et teologisk Læredigt. Det skal skildre en Helt, som »prøver Alt, men vælger ej det bedste«. Men det skal tillige opfattes som en Traad i Bryllupsklædningen, hvorpaa der uafbrudt væves fra Paradisets Tab, til Himmerige stunder til, og hvortil »alle Kunster deres Bidrag give«. Imellem de Billeder, det opruller af det udvalgte Offers Liv, er indlagt en Række Refleksioner, i et Antal af 35, der supplerede med Almas Sonnetter og andre poetiske Efterladenskaber udgør en hel nordisk-kristelig Tripitaka. Prologen, der egentlig kun er beregnet paa 1. Del, lover en Hverdagshistorie, men stiller dog ogsaa i Udsigt, at et Tankebillede overalt vil spejle sig deri. Den første Sang (oprindelig noget parodierende og plat holdt) skildrer Præstegaarden, hvori Helten bliver født (efter Digterens Mening med Dispositioner til et værdifuldt Menneskeliv), hans milde Moder og plumpe Fader, samt en Række Præstetyper, som næppe kan have været samtidige før ca. 1840; saaledes er hele Bogens Tidsbillede koncentreret om de Aar, da den blev skrevet, uagtet Helten dør som toogtresaarig. Anden Sang skildrer Barndommen og Drengeaarene, hans første Forundrings Tid, hans Skolegang i Aarhus, den tiaariges Hjemve, den tolvaariges Indbildskhed, den fjortenaariges Forelskelse, den attenaariges Flid. I tredie Sang bevæger vi os i en ganske indskrænket og realistisk Sfære, Heltens to første Universitetsaar skildres i temmelig Detail; ogsaa Refleksionerne er ret jævne. I fjerde Sang begynder Plankerne at knage; Adam drives efter en ulykkelig Forelskelse ned imod Afgrunden, forfører, besvangrer og forlader en Tjenestepige; Tankepartierne tager til i Dybde og naar i en stor Ekskurs over Modgangen til det sublime. Femte Sang skildrer Adam i hans dybeste Fornedrelse. Han har tabt Forsynstroen og givet sig en hedensk Skæbnetro i Vold. Forladt af Guder og Mennesker er han for sit kønne Ansigts Skyld samlet op af to Skøger. Efter et mislykket Selvmordsforsøg falder han i en dødelig Sygdom. Under Rekonvalescensen faar Livet paa ny Betydning for ham. Sjette Sang indeholder Adams Kærlighed til den lille Gartnerpige Alma. Han har nu opgivet alle sine tidligere Filosofier til Fordel for Læren om Kærligheden som Livets inderste Mening og højeste Formaal. Hans Lykke har ingen anden Mislyd, end at han paa Hjemvejen fra sin Dimisprædiken møder den Pige, han havde forført, forvandlet til et letlevende Fruentimmer. Bindet slutter med tolv (senere tretten) Sonetter, som tillægges Alma og skildrer en Sjæl, der er vakt til Rigdom og religiøs Refleksion ved Kærligheden. — Publikum forstod ikke Digtet. Man uddrog vel en Slags Moral af det, »Svaghed, dit Navn er Mand«, men misforstod dets ideale Hensigt, dets ironiske Tone og Heltens Karakter. Den Omstændighed, at Adams Løbebane gaar imellem Kvindehjerter, var ogsaa egnet til at befordre Misforstaaelsen; det var fra Digterens Side ikke ment som et Svaghedstegn, men som et Vidnesbyrd om et venligt Forsyn. — Kritikken var gennemgaaende fjendtlig og havde vel sin Andel i, at Digteren foreløbig lagde sine store Planer hen, muligt af Mismod over Læsernes Kulde, og trøstede sig med nye, mærkelige Digtninger over de græske Sagn om Forholdet mellem Guderne og de dødelige.

Den første var »Tithon« (udkom 19. April 1844, noget paavirket af Atterboms »Lycksalighetens Ø«), det Værk, som efter Digterens eget Udsagn var ham kærest. Mere end de andre viser dette Digt Grundmotivet i al hans mytologiske Grublen. Det er en hemmet Venusdyrkers Advarsel mod Livsglæden, en Kvindetilbeders dybthentede Erfaring om Nødvendigheden af at forsage selv den højest stræbende Lykke i Elskov. En stor Rolle spiller Ideen om Øjeblikket: det gælder om, inden det bliver for sent, at gribe den gunstige Lejlighed til at forlade Tilværelsen og at tage Døden eller Forsagelsen som en Naadegave. Ogsaa Poesien, læres her, kan forflygtige Livet. Digtet indeholder en endnu bestemtere Fornægten af den æstetiske Livsopfattelse end »Venus«: Livet er et Onde, men det har sin Værd som en Forberedelse til det, som skal komme. Al Forflygtigelse af Jordelivet gennem Lyst er en Vej mod Sjælens Tab. Med en særlig Kraft fremtræder i dette Drama Trodsen mod Skæbnen, en hedensk Tilværelsesmagt, som Digteren for bestandig undsiger.

14. Maj 1844 udkom »Dryadens Bryllup« (fra 1857 kaldet »Dryaden«), der ifølge Digterens Udsagn er forfattet før »Tithon« og bestemt til at være første Del af en Trilogi. Det betegner en Afvej eller Tøven i Digterens Flugt mod Asketismen. Jordelivet rummer Værdier, som maa ofres, og Tilværelser, som knuses, naar Kaldet lyder fra oven. Digtet, som minder om Schillers »Die Gotter Griechenlands« og Heibergs »Gudstjeneste«, er ømt og elskovsfuldt i Tonen, men uden fast Kontur eller stærk Farve.

Trilogien blev aldrig fuldført, men dens Idé blev optaget i det gedigne bibelske Digt »Abels Død« (udkom 17. December 1844 i Heibergs »Urania«, Titelbladet: 1845). Det læses som et Modstykke til den i Grunden pessimistiske Digtning over græske Myter. Livet ofres ikke for Kunsten, thi »Kunsten kom med Døden ind i Livet«. Døden selv har ingen Brod, thi Gud er god. Over Gravene peger Digteren mod Paradiset. Fire Aar senere, 14. December 1848 (Titelbladet: 1849) udkom anden og tredie Del af »Adam Homo«, der i Februar 1849 efterfulgtes af en revideret Udgave af 1. Del. — Sangene bliver nu længere, Refleksionerne mere indgaaende, Tonen mere myndig; Hovedpersonen fremstilles med stadig mere udtalt Foragt. Digteren leger fra nu af Himmelspræt med ham, og skønt det er Meningen, han skal fremstilles bestandig socialt stigende, samtidig med at han forsimples moralsk, saa er det dog kun som en forpjusket Fugl, han til sidst sendes ud af Tilværelsen. — Syvende Sang, det mest brillante, Paludan-Müller har skrevet, er en Byron’sk Novelle, noget mindende om »Dandserinden«, om Heltens Distraktion paa Vejen fra København til sin Moders Begravelse. Han sinkes i Maaneder af et Ophold paa Fyn, hvor hans første Kærlighed, Komtesse Clara, indfanger ham i sit Venusbjerg. Det hidsige Tempo, hvori dette Digt er fortalt, dæmpes i nogen Grad ved de indlagte fem Refleksioner; navnlig er den 18. mærkværdig, ligesom Nøglen til Paludan-Müllers Filosofi: Livet er en Drøm og maa leves med en søvngængeragtig Sikkerhed, Virkeligheden ligger paa Drømmens Bund, den ydre Verden er kun et Skin. — I ottende Sang oplever vi Heltens Forlovelse med en adelig Arving; længe strider Adam imod, men efter et Bondebal, hvor den unge Baronesse har tirret ham til Skinsyge, sender han Alma sit Afskedsbrev. Han har saaledes ikke taget hende blot for Pengenes Skyld, men han har glemt den Mission, Forsynet har udset ham til at spille i Livet, og er nu parat til at paatage sig en hvilken som helst Rolle. Efter Brylluppet rejser han til København med sin Gemalinde. Sangen slutter med et Billede af den forladte Alma, der nu er udset til at tømme Sorgernes Kalk. Lidelserne, forklarer Digteren i den 27. Refleksion, er som den første bitre Forsmag paa Saligheden, der venter os. — Næste Sang er stærkt parodierende og fuld af satiriske Tidsbilleder. Adam havde efter at være kommet til Rigdom følt sig i Stand til at udøve det meget gode, han ønskede. Men nu, tolv Aar frem i Tiden, har han opgivet Friheden som Løsen til Fordel for Fuldkommenheden. Han danner en Talerklub med sig selv som Formand, og falder helt igennem. Sangen slutter med et Tilbageblik paa hans spildte Liv, han føler Livet som en Drøm og Tiden som en Grav. Han er fra nu af rent falden ind under Skæbnens Ironi.

Tredie Del er holdt i et endnu raskere Trit. Første Halvpart af tiende Sang handler om Heltens Triumf, efter at han har taget sit Parti og opgivet Idealet. Han er nu beredt til at nyde sit Efteraar og præsenteres som Patron for et Magdalenehjem og Direktør for Det kgl. Teater, hvor han holder en stor Tale, der forkynder en parodisk Idealisme. Med den dybsindige 33. Refleksion over det Tema, at Hjertets Erfaringer maa befrugte Aanden (»men Aanden selv bor i en tropisk Sfære«), slutter Digtet som Epopé; Resten er Apokalypse. Anden Halvpart af Sangen skildrer, hvorledes Helten efter et lettere Sygdomstilfælde bliver dræbt af Lægerne og udaander i Almas Arme paa Hospitalet. Denne Dødsscene er Kulminationen af Paludan-Müllers Erfaringspoesi (»Eet Minut jeg leved, det er svundet!«). Med den 35. Refleksion over Legemet som Sjælens Symbol ophører Digteren at tale i eget Navn. Den 11. Sang meddeler Almas Død og hendes Efterladenskaber, to Digtsamlinger, den ene paa 28, den anden paa 22 Digte, en Slags Skærsild og Paradis i Paludan-Müllers menneskelige Komedie. Sidste Sang er en Domsvision, med livlig Tidssatire: Adam fordømmes til Helvede, men reddes fra Skærsilden ved Almas Kærlighed. I Grunden er Alma baade Beatrice og Himmeldronning; Paludan-Müller synes gerne at have forestillet sig det guddommelige i kvindelig Skikkelse.

Digtet er ved sin høje religiøse Dannelse enestaaende i nordisk Litteratur; det synes tænkt under et varmere Himmelstrøg, det nævner ikke Guds Navn, er en umaadelig Hymne til »den evige Madonna skjult i Aanden«. Det gjorde betydelig Lykke og oplevede en Række reviderede Udgaver i Digterens Levetid, blev senere en yndet Konfirmationsgave, men er med sin mystiske Feminisme og Fornægtelse af den haandgribelige Verdens Værdi i Grunden gaaet til Spilde i dansk Aandsliv. Ved sin dobbelte Karakter af Helvedtrappe og Himmelstige staar det som et af alle Tiders mærkeligste religiøse Læredigte

Paludan-Müllers Produktion i 1850’erne indskrænker sig til den salte horatsiske Satire over Fritænkere »Luftskipperen og Atheisten« (udkom December 1852, Titelbladet: 1853), og »Tre Digte« (udkom Maj 1854), som foruden et Optryk af »Abels Død« indeholdt Dramaerne »Kaianus« og »Ahasverus«. Det første Arbejde, paavirket af Byrons »Sardanapalus«, er digtet paa den evige Paludan-Müllerske Antitese af Livsbegær og Sjælefred; Verdenserobreren Alexander den Store fordunkles af Asketen Kaianus. Digteren havde studeret P. v. Bohlens »Das alte Indien« (1830), J. G. Droysens »Geschichte Alexanders des Grossen« (1833), C. M. Wielands »Geschichte des Agathon« (1794) og Platons Dialoger, som netop da udkom i Heises Oversættelse. Stilen i denne Digtning var somme Steder meget bleg, og Blankvers var aldrig Paludan-Müllers stærke Side. Meget kraftigere er Digtet om den evige Jøde. Det er forfattet under Indtryk af den store Kolera i Sommeren 1853, i kraftige Knittelvers. Det er paa en Maade et Modstykke til »Tithon«, hvor Helten bedrages i sin Jagt efter Lykken, mens her den haardt prøvede belønnes for sin religiøse Lydighed.

Ahasverus, som skønt omvendt til Kristendommen taler med Diasporaens Bitterhed og Tørhed, er den blødagtige og forraaede Menneskeheds ironiske Anklager. Digtet er det mest lidenskabelige og udtryksfulde, Paludan-Müller har frembragt. Paa disse Blade naar hans religiøse Inderlighed og Trods mod Tidsaanden deres Højdepunkt. Dødsrigets Fred forherliges i eksalterede Ord paa Bekostning af Verdens Forfængelighed. Livsleden blæser Illusionens Luftkasteller om. Med denne Lære om det dybeste Kvietiv kunde Paludan-Müller have endt sit Forfatterskab, men han havde endnu nogle karakteristiske Efterskrifter at tilføje.

Efter en Række Aar, hvor han var plaget af svær Sygdom og Depression, genoptog han sit Digteri hen imod 1860, og i Oktober 1861 udkom »Nye Digte«, indeholdende de poetiske Fortællinger »Benedict fra Nursia« og »Kain« samt første Del af det bibelske Drama »Paradiset«. I »Benedict« (Paludan-Müller følger Mabillon) er den pessimistiske Stemning mindre bitter end tilforn. Digteren optrækker efter sin Vane meget tydeligt Modsætningen mellem Ammens moderlige, livsfyldte Skikkelse og den unge Helt, som vil tjene Livet gennem Forsagelse. Men Skilsmissen mellem de to Magter er hjertelig; der er noget lyst over begge Skikkelserne. »Kain«, der minder om Ungdomsdigte som »Sorgen« og »Lucifers Fald«, er holdt i en knugende depressiv Aand og Tone. Det er Myten om det naadeforladte Menneskes Isolation.

»Paradiset«, som 1862 udkom i et nyt Oplag med mange Ændringer og forøget med en anden Del, har meget smukke lyriske Partier og dybsindige Indfald, men det første Menneskepar er ikke lykkedes for Digteren, og den religiøse Lydighed, han indskærper, falder stundom i det trivielle. Et ganske kort mytologisk Digt »Pygmalion« (samme Aar) varierer det gamle Tema om det forspildte Bryllup.

I Foraaret 1865 udsendte Paludan-Müller Eventyret »Ungdomskilden«, affattet i en stilfuld og mandig Prosa. Det indeholder Variationer over tidligere Motiver, navnlig Ideen om det forpassede Dødsøjeblik (»Tithon«) og Kunsten som Trøster (»Abels Død«). Et mere ærgerrigt Formaal fulgte han som Prosaist med den store Trebinds-Roman »Ivar Lykkes Historie« (1866, 1869, 1873). Den skulde være som det positive og prosaiske Modstykke til »Adam Homo«. Imod dette Digts altopløsende, radikale Kritik og rent overjordiske Idealisme ønskede Digteren at sætte et moralsk og patriotisk Program, som lod sig opfylde inden for Endelighedens Skranker. Det lykkedes ham at give en interessant Menneskeskæbne og et motivrigt Tidsbillede, men de fleste Figurer er kejtet udførte, Sproget farveløst og Stilen uden Fynd. Af Prosa har Bogen snarere for meget end for lidt. Men ogsaa den indeslutter et »Tankebillede«: Slægten maa vænnes til Idealet i det daglige Liv. Første Del skildrer Drengeaarene, hvor Ivar Lykke opdrages af to Principryttere; den ene vil gøre ham til et Genbillede af Idealet, den anden til Bærer af alle de gamle ridderlige Dyder. Men begge vil indskærpe ham den Grundsætning »at være, ikke at synes«, som ironisk nok var Adam Homos Devise. Anden Del, som er uhyre bred, fortæller om hans Udvikling til Mand og om hans Vildfarelser, der dog aldrig er af uædel Natur. En Skygge af tragisk Poesi falder over Bogens Slutning, hvor den ærlige Elsker, Ven og Patriot staar »forskudt af sin Elskede, forraadt af sin Ven, forkastet af sin Konge«. Tredie Del, som foregaar under den første slesvigske Krig, skildrer hans Miskendelse og Ulykke. Men efter at være blevet kasseret som Officer for Ulydighed og efter at have mistet sin højre Haand bliver han genoprejst og forenet med sin Elskede. — Bogen har vist haft mange stille Læsere og har virket i den Retning, Digteren ønskede.

Til Indvielsen af Det kgl. Teaters nye Bygning 1874 forfattede Paludan-Müller et Lystspil med historisk Emne og en Del aktuelt Sigte, »Tiderne skifte«. Men hans virkelige Afsked med Litteraturen blev det korte fortællende Digt »Adonis« (udkom Oktober 1874). Det er en sidste Variant af hans mytologiske Poesis bestandige Motiv: det dobbelte Bryllup. Paludan-Müller har vendt den gamle Myte om og ladet sin Hovedperson vælge Underverdenen i Stedet for Jorden; Ynglingen Adonis minder om Tithon og Endymion (i »Venus«). Med dette gribende Kvad, vist hans ypperste, sluttede Paludan-Müller et Digterliv, som helt var viet til Lovsang af den himmelske Sophia.