Frederik Paludan-Müller (1809–76)

Vor Helt gaaer fremad — Helte fremad gaae,

Om Kugler end som Hagl omkring dem regne,

Om Venner end og Fjender om dem segne,

Om Skjæbnens Lyn end Slag i Slag dem naae:

Og denne Heltens Fremgang her vi maae

Endog med Navnet af et Spring betegne,

Thi siden sidst han førte Bruden hjem,

Er tolv Aar han i Tiden sprungen frem.

I dette Spring leverer han det factiske

Beviis for Tidens frygtelige Fart;

Thi Ni og Tred’ve Aar han fylder snart,

Og staaer nu midt i Livet, i det practiske.

Det Livsafsnit, der kaldes det didactiske,

Fordi man deri lærer at see klart,

Nu ligger bag ved ham, og Liv og Lære

Man seer ham deres modne Frugter bære.

Skjøndt mangen Ungdomsdrøm han har opgivet,:

Han dog med Idealet stræber end,

Sig vel bevidst, at kun det er et Skin,

Naar ei det mægter at beseire Livet.

Hiin Frihed, som i Tankeperspectivet

Abstract og formløs vinked før hans Sind,

Men for hvis Yttring Livet strax slog Bommen ned

Har han vendt Ryggen og vil nu Fuldkommenhed.

Han alt sig har tilegnet nogle mindre

Fuldkommenheder, hvorpaa Magt der laa;

Og Hvad i Verden skulde vel ham hindre

Fra Skridt for Skridt sit store Maal at naae?

Paa dette Punkt, betræffende det Indre,

Sees altsaa Helten efter tolv Aar staae;

Og nu der spørges om, hvad Virkning Tiden

Har frembragt i hans Liv paa Ydersiden.

Her er en virkelig Forandring skeet,

Og en Forandring, som saalidt ei klunker;

Thi ei blot blev forlængst han Kammerjunker,

Hvad ogsaa Andre blive man har seet,

Men han en Kammerjunker blev med Grunker,

Og om en saadan har man længe ledt.

Af Døden Hr. Baronen er udmarvet,

Og Mille nu har Baroniet arvet.

Hvis hun en Søn faaer, bliver han Baron,

Men hidtil har hun Døttre kun desværre;

Og døer hun selv, da bli’er for sin Person

Vor Helt imens han lever Godsets Herre,

Men kjøres han saa bort paa Dødens Kærre,

Gaaer Godset, med hans Arvings Exclusion,

Over til Sideliniens ældste Lemmer,

Hvad Erectionspatentet klart bestemmer.

Endnu til Overflod, om ei til Gavn,

Her at berette heller ikke skader,

At med Baronen sank hans gamle Fader

Fra Møllerpigens Arm i Gravens Favn,

Hvorfor ei meer os Skik og Brug tillader

At kalde Helten ved hans Døbenavn;

Som Arving til sin Faders Navn og Hæder,

Han under Navnet Homo nu optræder.

Og nu, min Læser! ind i Homo’s Bolig,

Der midt i Hovedstaden hæver sig

Grundmuret, stor og elegant — fortrolig

Ad Sidetrappen op jeg fører dig.

I sin Studerestue, dyb og rolig,

Paa Kobberstik og Bogreoler rig,

Staaer Helten ved sin Pult, til Bogen lænket,

Hvori hans Blik og Tanke dybt er sænket.

Hvor smukt endnu hans Ansigt! Ikke meget

Han sig forandred i den lange Tid:

Ei mindste Haar er paa hans Hoved bleget,

Og Pandens Hvælving skinner ungdomshvid.

En enkelt Fure Tiden vel har streget

Om Kind og Mund, der dog er lige blid;

Men som Erstatning har til Manddoms-Gave

Den skjenket hans Person en lille Mave.

Men vel at mærke, kun en ganske lille,

Der næsten for Figuren er en Ziir,

Og dobbelt Værdighed Personen gi’er,

Naar Kammerjunker-Rollen den maa spille.

Hans Klædedragt — dog lad mig tie stille!

Begyndes her, jeg aldrig færdig bli’er;

Thi at Fuldkommenhed han stræber efter,

Fuldkommen os hans Klædedragt bekræfter.

Hvad læser han? — Kan jeg mit Øie troe?

Demosthenes! og det i Or’ginalen!

Og der ved Siden ligger Cicero

Med Qvinctilianus, Mesteren for Talen.

Først i den græske Text han stirrer jo,

Og derpaa de latinske Reglers Alen

Han lægger paa den, for at see, hvorvidt

Her Theori og Praxis holde Skridt.

Med hvilken Flid og Iver han studerer,

Og dog med hvilket aandigt Velbehag!

Man seer det gjælder en alvorlig Sag,

En Sag, der meget nær ham afficerer.

See blot, hvor han nøiagtig sig noterer

Udbyttet af sit Studium idag!

Saa hurtig løber Pennen som hans Tanker,

Da pludselig det rask paa Døren banker.

Knap faaer han sagt: Ak, hvem vil nu igjen

Mig plage med sin Snak? det vist er Bentsen!

Før Døren aabner sig, og lille Jensen,

Hans Barndoms, Ungdoms og hans Manddoms Ven,

Foruden andre Cer’moniers Ændsen

End et Goddag! imod ham styrter hen.

Hvor gaaer det? stammed Homo, lidt betuttet.

See, raaber Jensen: Listen den er sluttet!

Ved disse Ord han et Papir udfolder,

Som sammenrullet han i Haanden bar,

Og som en Række Navne indeholder,

Saa lang, at knap der Ende paa den var.

En mægtig Glæde Synet Homo volder,

Papiret ud af Jensens Haand han ta’er,

Og Begge sætte sig paa Canapeen

Med Listen, for i Mag at gjennemsee’en.

Mens dermed sysselsat er begge Venner,

Vil dig, min Læser, jeg indvie her

I Sagens Sammenhæng, som ei du kjender,

Men hvis Begriben dog dig ligger nær.

Du veed, at Homo’s Stræben sig fuldender

I en Fuldkommenhed, der Frugter bær,

Og at dens Eenhed deelviis han opleder,

Idet han Jagt gjør paa Fuldkommenheder.

Du veed, at allerede nogle mindre

Fuldkommenheder han erhvervet har —

Saa, til Exempel, kan vi her erindre,

At ypperligt han spille kan Billard,

At Fransk han taler, som om i det Indre

Af Frankrigs Hovedstad han opfødt var,

At han en Mester er i Rideskolen,

Samt at han træffer Prikken med Pistolen.

Men dermed har til Ro han ei sig slaaet;

En fuldendt aandelig Personlighed

Er Idealet, som for ham har staaet,

Og af hvis Skjønhed aldrig han blev kjed.

Paa tvende Maader har han søgt at naae’et:

Først som den fine Mand — som Den, der veed

Natur og Konst i rigtigt Maal at blande,

Og dernæst ved til Taler sig at danne.

Som Taler altsaa har i flere Aar

Han Rhetoriken grundigt lagt sig efter,

Og end han dyrker den af alle Kræfter,

Mens intet Nutidsmønster han forsmaaer,

Og paa de Gamle skarpt han Blikket hefter.

Demosthenes som Maalet for ham staaer;

Men dette Maal som Middel atter tjener

Den Plan, han her at gjennemføre mener.

Som hver en ædel og begavet Aand

Han ønsker Efterverdnen at tilhøre,

Og derfor noget Stort han vil udføre,

Idet han løser fri af Tankens Baand

Det Ideal, som skal Mirakler gjøre,

Naar han til Seier har ført det ved sin Haand

Jeg siger Haand, skjøndt Mund jeg burde sætte,

Da han ved Ordet jo vil Alt udrette.

Almindelig Fuldkommenhed er Tingen,

Som han udbrede vil i hver en Stand,

Og i saa vidt et Omfang som han kan,

Thi efter Planen udelukkes Ingen.

Ved Talekonstens Magt han vil fremtving’en,

Fuldkommengjøre vil han Stat og Land,

Gjenføde Folket ved total Forvandling.

Idet hans Tale vækker det til Handling.

Det var en dristig Plan, men ei Chimære.

Hvad Andet var det vel han vilde her,

End hvad de største Aander, hver især,

Til Formaal satte sig ved Liv og Lære?

Men for nu Planen at realisere,

Har længst han forelagt den for en kjær

Og gammel Ven, som billiger Tendensen,

Og som er klog paa Livet — nemlig Jensen.

Vor Jensen, som Assessor er i Retten,

Og derhos Practicus og Pebersvend,

Samt ivrig liberal og varm i Hætten,

Er snart i tolv Aar Husets bedste Ven.

I hver en huuslig Strid han stiller Trætten,

Han Herrens Pande glatter ud igjen,

Og Fruens Sti paa tusind Maader jævner,

Saa hun sin Cicisbeo ham benævner.

Ved Jensens Hjælp iværk skal Planen sættes,

Thi begge Venner, efter lang Debat,

Har sig foreent i den Beslutning, at

En Talerklub som snarest skal oprettes,

Hvor alle Hjerter skal ved Talen lettes,

Hvor alle Stænder Ordet skal ta’e fat,

Og hvor, ved Homo’s Ord gjort idealere,

Medlemmerne omdannes skal til Talere.

Er Mængden først af Homo’s Idealer

Og Talekonst tilbørlig inspireert,

Og har med Stof Methode den capeert:

Skal den i Landet sendes ud som Taler,

Og allevegne stifte Filialer,

Ved hvilke hele Folket, stimuleert

Og egget op, som i total Forvandling

Begeistres skal og drives frem til Handling.

Paa eengang, som ved Trolddom og Magi,

(Thi sligt et Maal man opnaar ei ved Lirken)

Skal Slaget bryde løs, i kraftig Virken

For Haandværk, Handel, Landbrug, Industri,

For Almeenaanden, Videnskaben, Kirken,

For Frihed, Konst og nordisk Poesi,

Og Talen ei med Folket slutte Freden,

Før det i Alt har naaet Fuldkommenheden.

Det var den store Plan, som Egoisten

Forhaane kan, men Landets sande Ven,

Ja hvert oprigtigt Menneske og Christen,

Ei nok til Gjengjæld prise maa igjen;

Paa Talerklubben var det Medlemslisten,

Som nys til Homo Jensen rakte hen,

Hvis Iver og Bestræbelser det skyldtes,

At med saa mange Navne Listen fyldtes.

Ei sandt, udbryder Jensen: her er nok

Af Kræfter til din Plan at gjennemføre,

Og bringe Landet i et vældigt Røre,

Naar først sig taler varm den hele Flok?

For Løiers Skyld du Tallet dog skal høre!

See her! Af Journalister just en Skok

Af Militære Tre, for ei at lyve

Af Pensionister Een og Fiirsindstyve.

Af Philosopher og Poeter Fyrre,

Af Laugsinteressenter og af frie

Professionister Hundrede og Ni.

Af mindre Kjøbmænd Tolv — Een af de større.

Af Professorer og Doctorer Ti.

Sex Seminarister — ikke af de tørre.

Fem Gaardmænd. Otte Huusmænd fra et Lehn.

Af Procuratorer Syv; af Sømænd Een.

Af Kræmmersvende Sytten. Af Studenter

Tre og Halvfjerds. Af Fabrikanter Fem.

Halvtreds af Folk, som tære deres Renter.

Af Konstnere, som her har Huus og Hjem,

Endnu ei Nogen, men endeel jeg venter.

Af Præster To — vi kan undvære dem!

Halvfems af Folk, som Ingenting kan kaldes —

Det gjør: Fem Hundrede og Fiirs in Alles!

I Sandhed! svarer Homo, heel fornøiet:

Din Iver ikke nok jeg rose kan;

Men siig mig blot, hvordan har det sig føiet

At her ei tegnet staaer en Adelsmand?

Der findes ikke een af denne Stand.

At excludere dem jeg har for Øiet!

Til Svar gav Vennen: Det er Demokraterne,

Men Adlen ei, som nu ophjælper Staterne.

Maaskee! gjensvared Homo: Men nu maa

En Generalforsamling der bestemmes,

For at istand vi Lovene kan faae,

Hvorved det unge Samfunds Kraft skal tæmmes.

Især maae Filialerne ei glemmes,

De under Moderklubbens Magt bør staae;

Thi kun i den kan Status man bedømme,

Og kun fra den Impulsen ud bør strømme.

Ja vist, ham Jensen svarer: Lov maa gives,

Og Straf der sættes maa ved Exclusion,

Og strax der vælges maa en Direction,

Thi ellers vil man rives kun og kives.

Men først maa Samfundsaanden dog oplives,

Og dette angaaer nærmest din Person;

En Generalforsamling er fornøden,

Især for at dit Ord kan gjennemglød’en.

Jeg kan forsikkre dig (vor Helt gjenmæler)

Uforberedt jeg ikke dertil gaaer.

Det er nu — lad mig see — paa sjette Aar,

At just ved denne Sag min Tanke dvæler.

Ved Dag og Nat jeg for Ideen kjæler,

Som min Bestemmelse den for mig staaer,

Ja dette Værk et helligt Værk mig tykkes;

Det staaer i Himlens Haand, om det skal lykkes.

Det lykkes! falder Jensen ivrig ind:

Det lykkes vil til din og Folkets Ære!

Thi siig mig, hvad iveien der skulde være?

Jeg mig forstaaer paa Menneskenes Sind,

Jeg veed, at de vil smigres; at de bære

Hvert Aag, naar kun dem levnes Friheds Skin.

Bring blot til høit at svulme Samfundsaanden,

Og Værket vil faae Fremgang efterhaanden.

Naar da om en ti, tolv Aar, eller flere,

(Her Homo let paa Skuldren klapped han)

Vi see Fuldkommenheden rundt florere

Og slynge Krandsen om det hele Land:

Da — da, min Ven, vil Folket subskribere

Paa Æressøilen for sin store Mand.

Her, ligefor dit Huus, vi hen vil flytt’en,

Og den skal slaae Sparto til Frihedsstøtten!

Ja du er god Prophet! den Anden smiler,

Idet han let fra Sædet reiser sig:

Men kom, min Ven! Forlænge her du hviler,

Min Kone ved sit Theebord savner dig.

Hvor har jeg mine Handsker? — Tiden iler,

I Reunion française man venter mig.

Glem ei din Hat! — Nei, lad kun Listen ligge!

Jeg nok har Lyst, lidt meer i den at kigge.

De gik med raske Skridt igjennem Salen,

Mens Homo sagde: Røb ei, hvad du veed

Om Sagens Sammenhæng; det vil forhal’en,

Gi’er du min Kone om vor Plan Besked.

Om den vi til imorgen gjemme Talen,

Naar jeg til dig i Retten kommer ned;

Da vil paa Lovene vi rigtig klemme,

Og Tiden til Forsamlingen bestemme.

Her aabned Døren han til Dagligstuen,

Hvor i sin Sopha, for sit Theevandsbord,

Ved Lampens Skin sig præsenteerte Fruen,

Hen imod hvem, til Haandkys, Jensen foer.

Hun var endnu den Samme: Fløielshuen

Sad skraa paa Lokkerne med Dusk og Snor,

Og uforandret, med sit friske Væsen,

Stod mellem røde Kinder stumpet Næsen.

Ikkun i eet Capitel havde længe

Hun Tidens Virkning sporet og erkjendt:

Hun bleven var særdeles corpulent,

En Følge vel af hendes Barselsenge.

Men derfor lod dog ei hun Ho’det hænge,

Som om med tyndt Liv Livet selv var endt;

Nei, endnu lige qvik og lige vever,

Sin Andeel hun af Jordens Goder kræver.

Min Cicisbeo sine Pligter glemmer!

Udbrød hun med sædvanlig Munterhed,

Da Jensen sig hos Homo satte ned:

Min Mand, som er en Hemmelighedskræmmer,

Dem i sin Pose nu bestandig gjemmer,

Saa neppe meer til mig De Veien veed;

Og dog jeg havde tusind Ting paa Hjertet,

Hvormed min Ven saa gjerne jeg beverted.

Tal, bedste Frue! høres Jensen svare:

I mig De lutter Øre finder jo.

Jo vist, hun siger, jeg mig nok skal bare!

Først under fire Øine er man To.

Troer De maaskee Gemalen tør erfare,

Hvad jeg min Cicisbeo vil betroe?

Fortroligt tales kun med tvende Tunger —

Men see, der har vi jo de søde Unger!

Knap var det sagt, før Dørene fløi op

Med Larm og Støi, og ind med dristig Mine

Sprang først den ell’veaarige Bettine,

Og saa den tiaars Julle med et Hop.

Det var to vakkre Glutter, ranke, fine,

Med Kinder røde som en Rosenknop,

Med stumpe Næser og med Net om Haaret,

Der, heelt tilbagestrøget, kort var skaaret.

I deres Blousekjoler frem de sprang

Paa Fløielsskoe, men efter Curmethoden,

Der kom for kjertelsvage Børn igang,

Barbenede fra Knæet indtil Foden;

I hvilken Smag de dog kun fulgte Moden,

Thi selv til Curen spored ei de Trang.

De løb om Bordet rundt som ellevilde,

Og skreg paa Thee, for deres Tørst at stille.

Tys, tys, dem Fruen svared: Thee jeg skjenker!

Hvorpaa med Alvor hun tilføied strix:

Paa Eders Pligter I slet ikke tænker,

Smukt frem, og for Hr. Jensen gjør et Kniks!

Den lille Julle strax sit Hoved sænker

Og læsper vittig: Kniks for Mester Fix!

Hvorpaa hun op og ned ad Jensen gned sig,

Mens i sin Faders Favn Bettine smed sig.

Mens han i Haaret purrede den Hulde,

Hun til sin Søster raabte: See paa Fa’er!

Idag han sin galante Mine har,

Som om han Complimenter sige skulde.

Og see hans Kalvekryds! gjensvared Julle:

Just som han tegnet staaer i vor Corsar!

Og dermed hen til Skabet løb de Begge,

For frem den lille Huuscorsar at trække.

Her er Forklaring nødig. Som en Moder,

Der seer sit Ideal i sine Smaa,

Det Fruen tidlig alt paa Hjerte laa,

Ved Læsning at opdrage sine Poder

Til hurtige, spirituelle Ho’der,

Hvorfor til ABC hun lod dem faae

Corsaren, i hvis Billeder de Spæde

Fandt deres første Barndoms skyldfri Glæde.

Men Bladets Vittighed i den Grad vakte

Bettines og den lille Julles Vid,

At beggeto hinanden Haand de rakte

Til en Corsar for dem og deres Tid.

Alt hvad i Huset ikke ret dem smagte,

Hver Lærer, som forlangte større Flid,

Ethvert Besøg fra Byen og fra Hoffet,

Ja Fa’er og Mo’er til deres Blad gav Stoffet.

See der som i Triumf de Bladet bringe!

Og der aftegnet, som vi hørte nys,

Staaer Homo med et vældigt Kalvekryds,

Saa stram og snørt, som Kjolen skulde springe.

Med spidset Mund han vil et Ord fremtvinge,

Halv bøiet frem, som for at gi’e et Kys;

Og under Stykket læses Inskriptionen:

Fa’er i den fine Verden angi’er Tonen.

Høit Fruen lo, men rask i Huuscorsaren

Slog Jensen Klo, som i et fundet Rov,

Imedens Homo, der jo her var Narren,

Sad paa sin Stol, satisficeert, men flau:

Satisficeert, fordi det smigred Fa’eren,

At i hans kjære Børn ei Aanden sov;

Men dog saa flau, fordi den givne Pille

I Jensens Paahør smagte ham saa ilde.

Han rømmed sig forlegen, men forresten

Bevared han sin Holdning som en Mand,

Ja, mens de Andre loe, han smiilte næsten,

Ret som den hele Sag ei ham gik an.

Medeet trak dog sit Uhr han op af Vesten,

Og stirrende paa Skiven mumled han,

Idet han reiste sig fra Stolens Hynde:

Vil jeg i Selskab, faaer jeg nok mig skynde.

Han bød Farvel og gik. Men nu, da Ungerne

Vel havde faaet deres Thee tillivs,

Kom om et Sukkerbrød de op at kiv’s,

Og høit omkap de Begge brugte Lungerne.

Tys! raabte Fruen til dem: Tand for Tungerne!

I Spisestuen ud, hvis I vil riv’s!

Der kan paa jeres Billeder I male,

Jeg Noget har med Jensen her at tale.

Saa kom da, Julle! Kom og stop dit Øre!

Bettine skreg, og hen mod Døren foer:

Paa hvad der her skal skee, tør ei vi høre,

Og heller ikke see, saa vidt jeg troer.

Men Julle skreg: Corsaren med vi føre!

Vi Jensen male vil paa Knæ for Mo’er!

Og hermed løb de ud i Spisestuen,

Og ene med sin Ven befandt sig Fruen.

To geniale Børn! bemærked Jensen.

Ja vist (ham Fruen svared) muntre Smaa,

Der bagop strax som unge Foler slaae,

Naar blot lidt stramt man holder dem i Trendsen.

Men hør nu noget Nyt! Idag ved Grændsen

Af min Bestræbelse De seer mig staae:

Novellen, som jeg skrev paa, heelt er færdig —

Og (afbrød Jensen) sikkerlig Dem værdig!

De selv skal dømme! svared hun med Iil,

Idet hun fremtog et Par skrevne Hefter,

Som hun ham gav med Bøn, at see dem efter,

Da vel hun vidste, at en qvindlig Stiil

I sine geniale Spring bekræfter

Nødvendigheden af en critisk Fiil.

Men, vedblev hun: betro Dem nu til Ingen,

Og til min Mand ei mindste Muk om Tingen!

Han vilde blive bange, hvis han aned

At som Prometheus her jeg var paa Spil,

Og at Novellepoesiens Ild

Fra Venner og Bekjendtere jeg raned.

Vor hele Omgangskreds har frem jeg manet:

I Bogens Helt Grev Pruth De kjende vil;

Min Mand i hans Rival; de gamle Tanter

Gjør Tjeneste som min Novelles Fjanter.

Thi hvad mig morer meest naar Pennen render,

Er fremfor alt den Leilighed, man har

Til lidt at finte sine gode Venner,

Og holde dem venskabeligt for Nar.

Om En og Anden og sit Billed kjender,

Han det at tilstaae nok iagt sig ta’er;

Og gjør jeg ikke rigtigt, naar jeg henter

Fra Livet selv min Digtnings Elementer?

Vi stakkels Fruentimmer, som maa stille

Vort Lys bestandig under Skjeppen — vi,

Som trods Talent og Aand og Phantasi

Tør Roller ei i Stat og Kirke spille,

Vi, som man helst ved Naalen holde ville,

Men som ved Handling kun os føle fri:

Vi har kun Valget — Enten at sye Særker,

Eller fremtræde seirende med Værker.

Fuldkommen sandt! faldt Jensen høflig ind.

Men, vedblev Damen: Eet gjør dog mig bange,

Og fylder med Bekymring tidt mit Sind.

Naar ud i Verden nu min Bog skal gange,

Skal Døgncritikens Bødler da den fange,

Og knap af Bogen levne mig dens Bind?

Skal den hudflettes, knibes, flaaes, parteres,

Og jeg som Autor grusomt chicaneres?

De bedre Blades Dom jeg ikke frygter,

Saalidt som al den høiere Critik,

Der rundt i Landet nu sin Gjerning røgter;

Men hvad mig ængster, er de hvasse Stik

Af giftig Ondskab, for hvis Braad man flygte!

Smudsbladene med deres Polemik,

Kloakforfatterne, der slaae med Snavset,

Saa man ta’er Flugten, plettet og forbauset.

Her holdt i Talens Strøm medeet hun inde,

Og spørgende betragted hun sin Ven,

Der rømmed sig, for ret sig at besinde.

Han strøg med Haanden over Panden hen,

Han saae sig om, som for paa Raad at finde,

Og pludselig fik Mælet han igjen.

Min bedste Frue, hvisked han fortrolig:

Jeg veed en Udvei, vær De ganske rolig!

Til Tid og Sted skal Alt De faae at vide,

Men for Novellen kan De være tryg.

Ja, udbrød hun: jeg trygt paa Dem vil lide!

Thi med min Cicisbeo Ryg mod Ryg,

Jeg mod den hele Verden turde stride.

Her reiste hun sig op saa fed og tyk,

Og sagde, just som Vognen lod sig høre:

Til Operaen nu De maa mig føre!

Hun greb hans Arm og skred med raske Skridt

Af Stuen ud, hvor snart paa Arnen døde

De sidste Gnister. Huset laa som øde,

Dets spredte Lemmer hver nu passed Sit.

Huusgudernes de dybe Suk kun løde

I denne Stilhed fra den Krog, hvor tidt,

Ja, hvor de nylig skjulte Vidner vare

Til Toner, der i Hjertet dybt dem skare.

Thi hvert Familieliv er en Musik;

Fra Følelsen, som Mand og Viv forener,

Den strømmer ud og Alting Klang forlener,

Og giver Livet Tact og Maal og Skik.

I Børn og Folk dens Strøm sig kun forgrener,

For sig at samle næste Øieblik;

Og af de fælles Toner op sig svinger

Den Melodi, der Hjemmet gjennemklinger.

Men dette Liv, af musikalsk Natur

Mens skjult det rører sig i Hjemmets Zoner,

Omsætter og i Former sine Toner,

Og danner, seet fra Uden, en Figur.

Musiken bliver her Architectur,

Den indre Klang til ydre Proportioner,

Hvori de skjulte Forhold træde frem,

Og som et Huus sig viser da et Hjem.

Dog vee vor By og vee vor Tid, den gale,

Ifald nu pludselig, ved Trylleri,

De Grundmuurs Huse, som vi gaae forbi, —

Forvandledes til dem, hvorom er Tale:

Til Huse, der var ideal — reale,

Og Udtryk kun af Livet indeni;

Thi hvilke Bygninger kom da for Dagen:

Forfærdelige Vidnesbyrd om Smagen!

Ja, hvilket Skuespil gav vore Gader,

Hvis man Familielivet blottet saae

Snart i symmetrisk stive Søilerader,

Bag hvilke vind — og skjæv Portalen laa,

Og snart i huult opklinede Facader,

Der, ravende, kun Stødet vented paa,

Og snart i usle Skuur, hvor Vinden smutted

Ad Dør og Vindver ind, der daarligt slutted!

Hvad Under at Penaterne bortstødte

Ved Savn af Sammenhold og Harmoni,

Om slige Boliger ei længer skjøtte,

Saa lidt som om den Slægt, der boer deri?

Men hvorhen skal de stakkels Guder flytte,

Naar Slægtens Offerskaal gaaer dem forbi?

Skal Hjælp de søge hos det Offentlige? —

Hos Landets Genius! hører Folk jeg sige.

Hos Landets Genius? Hvor er han at finde,

Den raske Dreng med lyst og lokket Haar,

Med klare Øine, blaae som en Kjærminde,

Der Sværdet svinger og der Harpen slaaer;

Der Skib kan styre gjennem barske Vinde,

Skjøndt helst blandt Markens gyldne Neeg han gaaer,

Der med et Tungemaal, som Bølgen flydende,

Kan synge smukt, men aldrig tale skrydende?

Hvor er han henne med sin friske Kind,

Sit muntre Smiil, sin drømmerige Pande,

Sit jævne Væsen, uden Bram og Skin,

Sin stille Kjærlighed til Hjemmets Strande;

Sin Lyst til Eventyr og fremmede Lande,

Sit for den hele Verden aabne Sind;

Ja, hvad af Landets Genius er der vorden,

Han, Fostersøn af Syden som af Norden? —

Ak, kun en Flygtning er af ham der bleven!

Han neppe selv sig hjælper i sin Nød.

Ved Haan og Spot fra Stæderne fordreven,

Han frister nu sin borgerlige Død.

I Pjalter klædt, af Smerte sønderreven,

Han eensom vanker om i Skovens Skjød,

Og med sin egen Nøgenhed for Øiet,

Han tænker paa de Krænkelser, han døied.

Han mindes, at man knap et Blad ham lod

Af Hæderskrandsen, som ham Fortid fletted;

At hver en Smule Roes man ham aftrætted,

Ja tillod sig at tvivle om hans Mod.

Han mindes (o, hvor koger her hans Blod!)

At man i den Grad har hans Rygte plettet,

At nu han peges Fingre ad som Een,

Der ikke meer kan staae paa egne Been.

Han mindes — og hans Hjerte fast vil briste —

At man sin Haan til denne Paastand drev,

At selv det med hans Sprog var paa det Sidste,

Hans Sprog, hvorved udødelig han blev!

Ja raaded ham, for Mælet ei at miste,

At skaffe sig en Tunge, der sig skrev

Fra det Ginungagab, det underjordiske,

Hvor Kragemaalet er det Gammel-Nordiske.

Alt mindes han, og for sit Nag at glemme

Han søger dybest ind i Skovens Ly,

Hvor Løvets Dække skjuler Land og By,

Og hvor til Trøst sig hæver Fuglens Stemme.

Her føler eensom han sig atter hjemme,

Her fletter han sin Hæderskrands paany;

Her gaaer han om til Mørket dækker Skoven,

Og vandrer saa til Klinten ned, ved Voven.

Der staaer han smykket med sin Bøgekrands,

Hvori veemodig Aftenvinden suser,

Og seer paa Havet ud, hvor Bølgen bruser,

Af Maanen farvet med en rødlig Glands.

I Fortids Syner sig hans Aand beruser,

Han seer sig seirende tillands og —vands;

Han raaber høit: Min Tid vil atter komme,

Tilskamme vorder Slægten og dens Domme!

Men bort fra ham! Til Helten i min Sang!

Hvem netop frem paa rette Sted jeg maner,

Thi han, for hvem Fuldkommenhed er Trang,

For Landets Genius sikkert Veien baner.

Det Aften er, og fuld af Fremtidsplaner

Han vender hjem fra sin Spadseregang,

Paa hvilken han fra Hovedet til Halen

Har drøftet Generalforsamlings-Talen.

Disposition og Anlæg har han inde,

Hver enkelt Deel for Tanken staaer saa klar,

At hele Talen næsten som et Minde,

Der blot skal tages frem, han hos sig bar.

Den rette Stiil det gjælder kun at finde,

Og dermed haaber han ei Nød det har.

Med Lyst og Mod han iler op ad Trappen,

Og i sin Stue kaster af han Kappen.

Snart staaer paa Skriverbordet Lampen tændt,

Papir og Pen har alt han lagt tilrette,

Og nu i Slaabrok sees han ned sig sætte

At skrive fort en Timestid omtrent.

Det gaaer som smurt! Hans Fingre knap er trætte.

Før Talens første Afsnit heelt er endt,

Hvormed tilbage han i Stolen lægger sig,

Mens læsende behagelig han strækker sig.

Et Studium for en Maler! Tankens Piil

Paa Pandens Bue hviler, mens der farer

Ham over Kinden af og til et Smiil,

Der Productionens Glæde aabenbarer.

Han mumler Hum! og selv sit Hum besvarer

Med: dette Sted kan trænge til en Fiil.

Han reiser sig og hen ad Gulvet skrider,

Mens oprømt han i Hænderne sig gnider.

Saa er nu endelig da Tiden kommen, —

(Han siger til sig selv) da over mig

Og min Bestræbelse skal fældes Dommen;

Da det for Alles Blik skal vise sig,

Naar for min Virksomhed nu hæves Bommen,

Hvorvidt paa Frugt og Indhold den var rig;

Da hvad jeg i mit Liv har saaet i Aanden,

I Andres Liv skal høstes efterhaanden.

Hvor selsomt — her paa eengang stod han stille —

Ja, hvor det selsomt dog i Livet gaaer!

Thi jeg, som netop Præst ei være vilde,

I Folket nu en Menighed mig faaer.

Men paa en Maade Præst vi Alle spille,

Naar os et Publicum for Øie staaer,

Blandt hvilke Proselytter vi vil gjøre,

For en Idee med Magt at gjennemføre.

Min Magt er Ordets Magt — i vore Tider

Man handler ved at tale for en Sag.

Men hvad ved Nutids Tale mindst jeg lider,

Er Talernes det ferske Foredrag,

Det falske Spil med Gestus, der jo strider

I alle Stykker mod en renset Smag.

En Læremester Folket kan behøve;

Men Mester bli’er man kun ved sig at øve.

Her strøg medeet han Monologens Seil,

Og paa Consolen han tilrette stilled

To tændte Voxlys for det store Speil,

At, medens Straalerne paa Glasset spilled,

Det kunde vise ham hans Talerbilled

Med alle Fortrin og med alle Feil.

Han traadte frem — men neppe han begyndte,

Før ud ad Døren han ihast sig skyndte.

Der paakom ham en Frygt, og da forsigtig

Han sig mod Muligheder sikkre vil,

Den ydre Kammerdør han laaser til,

Og prøver saa om Laasen binder rigtig:

En Ting, der for hans Børns Skyld var ham vigtig,

Som tidt ved Nøglehullet var paa Spil,

Ja satte ham som Taler i Corsaren,

Naar i sin Stue mindst han aned Faren.

Nu har han sikkret sig, at gjennemheglet

Midt under Aandens Flugt han ikke bli’er,

Og atter træder frem han nu for Speilet

Og declamerer høit af sit Papir.

Hver Gestus dog, der syntes ham forfeilet,

Hvert Ord, som ei det rette Fald han gi’er,

Gjentager han paany, og slig Afbrydelse

Gi’er ham som Taler just den ægte Nydelse.

Tidt træder pludselig han frem et Skridt,

Og strækkende mod Speilet sine Arme,

Han declamerer med en Ild og Varme,

Som om hans Paastand ivrig blev bestridt.

Tidt faaer hans Foredrag et Skin af Harme,

Men tidt igjen indsmigrer det sig blidt,

Især naar inderlig han anbefaler

Forsamlingen sin Tro paa Idealer.

O, mine Venner! (saa tilsidst han endte

Med ædel Pathos Talens første Part)

O, at vi ret den Lykke dog erkjendte,

Som Idealet har os opbevar’t,

Da for dets Skjønhed vist vort Hjerte brændte!

Hvad er det Andet, rettelig forklar’t,

End den Fuldkommenhed, som reent forglemtes,

Men hvortil Livet og vi selv bestemtes?

O, lad os holde denne Tanke fast!

Thi om endog vort Sind det dybt bevæger,

At Baandet mellem Jord og Himmel brast,

Den Tanke, som os saarer, ogsaa læger.

Mod Livets Høider Idealet peger

Det viser Vei os med et Øiekast,

Som lærer os, at Glæden og at Freden

Just boer og bygger i Fuldkommenheden.

Ja! Hvo der til Fuldkommenhed det drev

Selv i det Mindste, hvortil Flid udkræves,

Selv i et Værk, der grundes for at hæves,

Og mandig fast i Maal og Stræben blev:

Om ham — naar han fra Støvet løs sig rev —

Vi sige tør: han leved ei forgjæves!

Hans Sjæl umulig død kan graves ned;

Dens Hjem er Hjemmet for Fuldkommenhed!

Her standsed han og rørt mod Speilet skued,

Hvor en begeistret Skikkelse han saae,

Hvis Kinder flammed og hvis Øine lued,

Mens, udadvendte, ham de stirred paa.

Et Øieblik sit Billed han indsuged,

Hvorpaa til Bordet hen han saaes at gaae,

For strax at skrive videre paa Talen,

Før han i Aandens Flugt fornam en Dalen.

Der i sin Eensomhed vi lade blive

Den ny Demosthenes, hvis Tales Ord

Vel streifed lidt ud fra den gamles Spor,

Men dette kun man Emnet bør tilskrive.

Fra ham, som sagt, vi altsaa løs os rive,

Fra ham, der Idealet Troskab svor,

Vi styrte midt os ind i det Reale,

I en af Husets store Selskabssale.

Thi der Fru Mille paa sin Divan throner

I Fløielsdragt, saa blaa som en Fiol,

Imens hun, bøiet over Jensens Stol,

Sin Digtning læser høit i høie Toner.

Om hende, som Planeter om en Sol,

I Halvkreds er placeert en Snees Personer,

Der alle stirre stivt paa Damen hen,

Men selv just ei see ud som Gentlemen.

Og hvem var disse Folk? Hvad var Tendensen

Med en Forsamling, i sig selv saa rar? —

Smudsbladenes Forfattere det var,

Som hid var inviterede af Jensen,

For ved galant Tracteren og Credentsen

At vindes for hvad Fruen skrevet har.

De anonyme kom til dette Stævne,

Men det forhindrer ei dem her at nævne.

Tilhøire sad Hr. Smører og Hr. Snakker,

Med samt Hr. Tværer og Hr. Tanketom;

Tilvenstre saaes Hr. Lusker og Hr. Prakker,

Hvorpaa Hr. Væver og Hr. Vrøvler kom.

I Skyggen bagved sad Hr. Gjennemrakker,

Hr. Æreløs, Hr. Luus, Hr. Usseldom,

Hr. Galdeguul, med fleer af disse Ravne,

Der leve af Nationens bedste Navne.

Af Salens Lys og Speile halv forblinded’,

Som Gjæster røved’ deres Næb og Kløer,

Og vundne ved en ypperlig Liqueur,

Hvis Dunster dem endnu omtaaged Sindet,

Holdt under Læsningen de sig i Skindet,

Ja mumled høflig tidt et Hør, o hør!

Men ved sig selv de tænkte: Mon dog Kjællingen

Ei kommer snart tilende med Fortællingen?

Hun kom til Enden. Med forstærket Røst

Pathetisk læste hun de sidste Sider,

Hvor sig i Krampetræk Heltinden vrider

Og strider Kampen mellem Pligt og Lyst,

Til hver en Lænke brat hun sønderslider,

Og døer med Dolken i et frigjort Bryst.

Det tætbeskrevne Hefte bort hun lagde,

Og Tak derfor en Bifaldsmumlen sagde.

Man halvhøit raabte Bravo, mens man vrikked

Paa Stolen og sig heelt tilbage smed;

Man til hverandre saae — man smiilte, nikked,

Og sig i Hænderne fornøiet gned.

Men Fruen, som om Læberne sig slikked,

Med sin Novelle steg i Kredsen ned,

Og med et muntert Blik, hvori sig malte

Det trygge Haab, til Gjæsterne hun talte:

Jeg staaer for mine Dommere! Jeg lægger

For Deres Fødder ned mit Aandsproduct;

Og selv Critikens Svøbe jeg Dem rækker,

Ifald De dømmer, jeg fortjener Tugt. —

En saadan Tale ny Begeistring vækker;

Man vil ei blot, at Digtet kaldes smukt,

Man paastaaer, at hvis Characteer skal gives,

Udmærket godt med Kryds da maatte skrives.

Hr. Smører føied til: At aldrig bedre

Han selv, som Autor, kommen var fra Sligt,

Hr. Prakker meente, at det kun var Pligt,

Med gyldne Laurbær sligt et Værk at hædre;

Hr. Snakker antog, at Critikens Fædre

Med Glæde Fadder stod til Fruens Digt;

Hr. Væver indlod sig paa lang Forklaring

Af Værket, som det Skjønnes Aabenbaring.

Midt i hans Væv, og just som bedst man snakker,

Fløi Dørene til Spisestuen op,

Og Fruen Armen bød Hr. Gjennemrakker,

Idet tilbords hun bød den hele Trop.

Der stod et Taffel dækket, jo jeg takker!

Der saae man Fad ved Skaal, og Skaal ved Kop:

Kapuner, Østers, Creme, Filets med Reier,

Strasburg-Rouletter, Trøfler og Posteier.

Enhver sig trængte frem, men Veien stopper

Dem Tjenerskaren, klædt i Liberi,

Der af Bouteiller trak de lange Propper

Ved Skjenkebordet, som man skred forbi.

For hvert et Svup af Tollen Hjertet hopper

I Livet paa det hele Cleresi,

Og som om Vinens Draaber alt de smagte,

De slog med Tungen, medens Hals de rakte.

Da man tog Sæde, Fruen fik sin Nød,

Om Plads hos hende saae man Alle stride;

Men hun, med Gjennemrakker ved sin Side,

Den anden Plads Hr. Lusker strax tilbød,

Hvorved hun vel Hr. Luus gav Hjertestød,

Men sikkred for hans Nærhed sig itide.

Han kløede sig bag Øret lidt moqueert,

Til hendes vis-à-vis nu degradeert.

I lang Tid Gjæsterne kun aad og drak;

Man hørte kun Tallerkener, som klirred,

Kun Glas og Flasker, som paa Bordet dirred,

Kun Stød af Gafler, naar tilbunds de stak,

Og med en Hast, der Tjenerne forvirred,

De neppe rakte Skaaler til sig trak.

Men knap var een Portion i Livet nede,

Før nok end een de bad om allerede.

Til Jensen over Bordet Fruen vinked

Med Miner, som han godt forstod sig paa,

Thi strax til Svar med Øinene han blinked.

Han reiste sig, for høit til Lyd at slaae,

Idet med Glasset han mod Flasken klinked;

Og da fra Fadet op nu Alle saae

Med Sauce om Læberne, hvorpaa de smagte,

Han denne Toast med Glas i Haand udbragte:

Høistærede! Vi lever i en Tid,

I hvilken, maalt med Jødedommens Dage,

Unegtelig et Skridt man gik tilbage;

Thi medens Jødefolket, træt af Splid,

Slap Dommerne, for Konger sig at tage:

Har vi, som fik med Kongedømmet Strid,

I modsat Retning Veien just proberet,

Og vor Tid bli’er af Dommere regeret.

Dog, hvad der synes et Tilbageskridt,

Som et uhyre Fremskridt snart sig viser,

Naar Skridtets Følger man betænker lidt.

Ja, som en Frugt af Samfundslivets Criser,

Som Frihedens Triumf jeg just det priser,

At Dommerkaldet nu er blevet frit;

At vor Tids Dommere — her rundt han nikkede

Som Journalister ere selvbeskikkede.

Derved først Dommen Frihedsstemplet faaer,

Ved hvilket Journalistens Domstol skiller

Sig fra Juristens, der paa Thinge staaer,

Hvor man Retfærdighedens Vægt opstiller,

Skjøndt aldrig man, hvormeget end man piller,

At bringe den i Ligevægt formaaer.

Jeg taler af Erfaring maa De vide;

Jeg er Assessor — De paa mig kan lide.

For sligt afmægtigt Retfærdspilleri,

Er — som De selv jo bedst veed — Journalisterne,

Der dømme paa et Skjøn, aldeles frie.

De stævne ei til Vidne som Juristerne,

De gaae Forlig, ja selv Forhør forbi,

Og Retsdebatten skjenke de Sophisterne.

Til strengt at dømme Tidens Brøst og Bræk,

De bruge kun Papir og Pen og Blæk.

Er Dommen afsagt, strax den expederes

Paa trykte Blade hele Landet om,

For af det hele Folk at exeqveres.

Men her den møder andre Blades Dom,

Og under Gnidning med dem corrigeres

Den for de Feil og Pletter, den bekom;

Ja mod hinanden Dommene kan gnides

I den Grad, at de vexelviis opslides.

Ved denne Kamp af Alle imod Alle,

Af Blad mod Blad, Person imod Person,

Fremkommer det, man kalder Opinion,

Og som jeg Folkedommen vilde kalde.

Den kan som Lovens Dom i Søvn ei falde,

Den er ufeilbar i sin Conclusion,

Den er saa sand, at sand den kan fremkomme

Af lutter skjæve, vinde, falske Domme.

Og derfor, mine Herrer! vil jeg prise

Ved Bægrets Klang det Dommerkald, De fik:

Vor Kjærlighed kan aldrig De forlise,

Thi ud fra Dem dog Opinionen gik.

Vel savner til min Skaal jeg her en Vise,

Vel mangler jeg Trompeter og Musik,

Men dog vor Tak begeistret jeg Dem bringer —

I Visens Sted mit Hjertes Harpe klinger!

Han svang sit Glas, mens Fruen applaudered,

Og alle Bægre ham imøde kom,

Da til at klinke han dem invitered.

Men op til Tak stod nu Hr. Tanketom,

Som med en Skaal paa Skaalen replicered.

Han talte høit — men hvad han talte om,

Kan ei gjengives i et Sprog med Skranker;

Thi Talen var aldeles tom for Tanker.

Da han sig satte, reiste sig Hr. Tværer,

Og medens det med ham i Længden trak,

Hr. Usseldom med ydmygt Buk frembærer

En Subskriptionsplan paa sit trykte Mak,

Paa hvilken Plan han Fruens Navn begjærer.

Hans Blad og Blyant modtog hun med Tak,

Og med et Sving, hvorved af Fryd han blegned,

For femten Exemplarer hun sig tegned.

Men rundt omkring nu Larm og Snak tiltog,

Med Haand og Mund paa eengang Fruen spilled:

Hun skjemtefuld Hr. Gjennemrakker drilled,

Og ubemærkt hans Gaffel fra ham drog;

Hun af sit Brød med Fingren Kugler trilled,

Som over i Hr. Vrøvlers Mund hun slog;

Hun idetsamme paa sin Nabo husker,

Og kasted Sukkermandler til Hr. Lusker.

Hun saa opmærksom var, saa fiin, — saa huul;

Hun meer end een Gang venligt saaes tilnikke

De Herrer Æreløs og Galdeguul,

Før hun Pokalen greb og bad, om ikke

Et Glas med Herrerne hun maatte drikke,

For ned at hjælpe dem det tørre Suul.

Hun stirred stivt paa dem med Smiil om Munden.

Og alle Tre stak Bægret ud til Bunden.

Nu kom Champagnen frem, og høit at knalde

Man hørte Prop paa Prop, og Glas paa Glas

Udstak med Jubel og Begeistring Alle,

Hvem her en Perial just kom tilpas.

Man alt saa smaat dem hørte Viser tralle,

Man alt dem svingle saae paa deres Plads,

Da Fruen — som nu havde nok af Bordet —

Sig reiste, og paa denne Viis tog Ordet:

Før Afskedstimen slaaer — og længst med Smerte

Jeg hørte Vægt’rens Raab: Vogt Lys og Ild!

Før alle Venner mig forlade vil,

Som her jeg har den Ære at beverte,

Jeg mine Herrer lægge maa paa Hjerte

Det unge Barn, som De stod Fadder til:

Novelle-Glutten mener jeg, den spæde,

Der med sin Lallen syntes Dem at glæde.

Lad Dem erindres af en Moders Stemme

Om den med Barnet her indgaaede Pagt,

At ei som andre Faddere De glemme,

At give paa den Lilles Fremtid Agt,

Naar snart i Trykkesværtens sorte Dragt

Hun træder ud i Verden, i den slemme,

Hvor hun, som dandsede paa Roser før,

Maaskee skal gaae i Smuds fra Dør til Dør.

Tag Dem af Glutten, hvis for slemt hun drilles,

Ræk hende Haanden, hvis hun staaer forladt,

Før hende frem, hvis hun i Skygge stilles,

Hold hende oppe, hvis hun segner mat!

Og nu — før med et Gjensynshaab vi skilles —

Skjenk i! skjenk i! — Til Afsked og Godnat

Spar ei paa Mosten og paa Druesaften!

Skaal, mine Herrer! Skaal! — Tak for i Aften!

Her skød hun larmende sin Stol tilbage

Og da fra Bordet Jensen og stod op,

Saa maatte Gjæsterne tiltakke tage,

Og snurren reiste sig den hele Trop.

Men her begyndte ret nu Fruens Plage,

Da svinglende med Arm og Been og Krop,

Og stoppende den kagefyldte Lomme,

De styrted frem med deres Velbekomme.

I Damen ordenlig de sled og drog,

For hendes Haand til Tak-for-Mad at klemme;

Ja reent Hr. Æreløs sig syntes glemme,

Thi han endog sin Arm om hende slog,

Idet han hvisked med en sødlig Stemme:

At han mod Fruens Tilbud gjerne tog,

Og villig kaldte Fader sig til Barnet,

Hvem nok han skulde hjælpe gjennem Skarnet.

Den arme Frues Hjerte saae man bølge,

Hun nødig vilde tabe Dagens Frugt,

Og dog sin Harme knap hun kunde dølge.

Men her til Hjælp kom Jensen hende smukt.

Idet han indbød Allemand at følge

Sig til Cafeen, førend den blev lukt,

For i Billard en Landse der at bryde,

Og en Cigar og et Glas Punsch at nyde.

Det var et Tilbud efter Alles Sind;

De Fruen slap og søgte Hat og Kappe,

Og uden Afsked ned ad Husets Trappe

De fulgte Jensen som en Hvirvelvind.

Men efter Veiret Fruen saaes at snappe,

Og end med Vredens Rødme paa sin Kind

Hun ringed stærkt paa sine fire Piger,

Til hvem, da de kom ind, hun heftig siger:

Op i en Fart mig alle Vindver smæk,

At her kan luftes ud for aaben Rude,

Og skrub saa Gulvet godt med vaade Klude,

Og børst tilgavns mig Stolenes Betræk!

Gjør En af Jer et Fyrfad hedt derude,

Og tag mig Dug og Servietter væk,

Thi begge Stuer som den slemme Syge

Endnu iaften maae I gennemryge!

Saa talte Fruen, takkende sin Gud,

At Aftnens Festlighed var overstaaet,

Før det med Gjæsterne kom til et Brudd.

Hun vented nu at høste hvad var saaet,

Men dette Haab til Jorden reent blev slaaet,

Da kort Tid efter hendes Bog kom ud.

Smudsbladene den frygteligt nedrakked,

Og ikke blot den plukked, men den hakked.

Hvem var den Skyldige? Ja det var Tingen!

Critikerne jo anonyme var,

Og altsaa var Forfatterne jo Ingen,

Og lige høit Enhver sit Hoved bar.

Saa gaaer det, naar en Autor under Vingen

Af Nutids smaa Mæcener Tilflugt ta’er;

Saa gaaer det, naar Poeten selv beverter;

Fortids Mæcener havde større Hjerter!

Dog bort nu med Mæcener! thi jeg veed,

At du, min Læser, længes efter Dagen,

Paa hvilken Helten, kommende til Sagen,

Skal virke for sit store Øiemed,

Og du, til Løn for din Taalmodighed,

Skal kunne sige: Timen nu er slagen,

Da Homo skal i Daad sin Prøve staae,

Og vise os, hvad Mennesker formaae.

Din Utaalmodighed saa godt jeg fatter;

Thi at fortælle dig jeg har jo glemt,

At Generalforsamlingens Debatter

Med Homo’s Tale aabnes skal bestemt

I disse Dage — hvoraf følger atter,

At den Fuldkommenhed, der ligger gjemt

I Planen, og som Talen indeholder,

I disse Dage Vingerne udfolder.

Men som før Faste kommer Fastelavn,

Saa, før Fuldkommenheden ta’er sit Stade

Rundtom i Land og By, paa Torv og Gade,

Opfyldende hvert Hjertes Haab og Savn:

Indbyder jeg dig til en Maskerade,

Som Homo gi’er det hele Kjøbenhavn.

Een Gang om Aaret gjør han sligt et Gilde,

Et Indfald, som dog skyldes meest Fru Mille.

Paany vi til hans Hjem os derfor vende,

Hvor i den klart oplyste Hovedfløi

Fra Porten ud der lød en Larm saa høi,

Som sattes Huset paa den anden Ende.

Man hørte Vogne rumle, Heste rende,

Lakaier raabe, Hunde gjøre Støi,

Og medens Kudske deres Varsko skrige,

Saaes af Karreter ud der Folk at stige.

Ad Hovedtrappen op til Festens Glæde,

I Dragters og Costumers rige Glands,

Sig bugted Gjæsternes den lange Kjæde,

Just som en tusindfarvet broget Krands.

For frem at komme, de hverandre træde

Ei blot i Hælen, men i Slæb og Svands,

Og Suk og Stønnen ei forstummed førend

Dem Tjenerne til Salen aabned Døren.

Langs Salens Vægge Bænke var opstilled’,

Lig et Amphitheater, saa at de,

Der umaskeerte til kun vilde see,

Med Lethed kunde overskue Spillet,

Og, fri for Puf, af Maskesværmen lee,

Der sig paa Gulvet tumled som forvildet.

En Mængde Gjæster her alt Sæde tog,

Mens gjennem alle Døre Masker drog.

Hvad fik man ei at see! Hist Natten stiger

Frem i sin sorte Dragt med Stjerner paa,

Og klædt i Hvidt sig Mindet om den sniger;

Hist Haabet rosenrødt man dandse saae,

Hist løb Zigeuner-, Gartner-, Fiskerpiger,

Hist Harlekin i Pjerrots Arme laa,

Hist Munken gik med Tyrken og Tartaren,

Og her Matrosen, Bonden og Husaren.

Der blev en Trængsel, saa man knap kan tænk’en,

Og derfor Øiet til en anden Kant!

Op til den stjernesmykte Mand paa Bænken,

Hvem Homo converserer saa galant,

Mens Manden selv (Geheimeraad von Encken)

Med adspredt Mine rømmed sig iblandt,

Og med et Blik, der ei seer godt i Længden,

Igjennem Glasset kigged ned paa Mængden.

En Stund sad Manden taus, ja næsten suur;

Men dengang Støien værre blev og værre,

Da reiste sig medeet den gamle Herre

(En høi og imponerende Figur)

Og udbrød: hvilket larmende Parterre!

Et saadant Spil for ældre Folk ei duer,

Det summer og det trommer for mit Øre;

Min unge Ven! Vil De mig Selskab gjøre?

Mit Ønske Deres Excellence gjetter!

Gi’er med et artigt Buk vor Helt til Svar,

Hvorpaa de tvende Herrer Veien ta’er

Til et af Festlocalets Cabinetter,

Der ikke langt fra Dandsesalen var;

Men knap sin Fod paa Tærsklen Homo sætter,

Før indenfor, langs Væggen, frem sig snige

Han seer en tætmaskeret Fiskerpige.

Hun lod Geheimraaden forbi passere,

Men greb med Heftighed om Homo’s Haand,

Som ømt hun trykked og — hvad der var mere —

Bedækkede med Kys, før lagt i Baand

Af sin Forundring han kan protestere,

Og derpaa svæved bort hun som en Aand.

Han efter hende saae med stive Blikke;

Men hvem Personen var, han aned ikke.

Af Masken skjult var Pande, Næse, Kind,

Men Haaret blond hang over Skuldren flettet,

Og gjennem Hullerne paa Fiskernettet

Saaes en Figur, paa eengang slank og trind.

Et Øieblik han stod og gjetted, gjetted,

Gik derpaa rask i Cabinettet ind,

Hvor han sin Hylding Excellencen bragte,

Som i en Divan magelig sig strakte.

Der, fjernt fra Mængden, lade nu vi blive

De tvende Herrer for en stakket Stund,

Og atter ind i Salen os begive,

Hvor Glædens Toner gaae fra Mund til Mund,

Hvor Maskerne omkring saa lystigt drive,

Og Latteren af Daarskab fødes kun,

Som netop hist, hvor en Person fremtræder,

Der Publicum med denne Tale glæder:

Mit Navn det ei fornødent er

Til Indgang her at sige Jer,

Og min Bestilling I maaskee

Af denne Hætte selv vil see,

Af denne Krave af Papir,

Af dette skjøre Kongespiir,

Af denne høie Hanekam,

Der ingen Studser gjorde Skam;

Og har I seet den, vil I hør’en

At klinge fra de Æselsøren,

Hvis Bjældeklang Jer lære vil,

At her en Hofnar er paa Spil.

Ak, kjære Venner, deel min Klage!

Hvor er man kommen langt tilbage

Dog mod de gode gamle Dage!

En Hofnars skjemtefulde Vid

Slet Ingen fatter i vor Tid;

Hans gode Indfald vises hjem

I samme Stund de bryde frem;

Ja selv hans simple Hverdagsvaas

Ei meer ved Hofferne forstaaes.

Mit Liv var trist — men for med Tiden

Ei reent at blive lagt til Siden

I Krogen af et støvet Rum

Som gammelt Inventarium,

Og for at redde dog fra Faldet

Hvad Existensen man har kaldet,

Indlukked jeg i laaset Skriin

En Vittighed, der var for fiin,

Og for at tjene mig lidt Tak

Jeg lagde Vind paa fedtet Snak,

Og skjøndt det var mig viderligt

Jeg altid talte liderligt.

Derved kom jeg igjen paa Fod,

Thi nu Enhver mig strax forstod,

Og mangen høifornem Person

Fik jeg paa den Viis til Patron;

Ja Øiet saae jeg sprude Funker

Paa mangen Hof- og Kammerjunker,

Der glemte baade Rang og Titel,

Naar Talen kom paa det Capitel. —

Nu troede jeg mig vel forvar’t,

Men Lykken skifter i en Fart,

Og som det skeer, at Krukken gaaer

Tilvands til sin Bekomst den faaer,

Saa Skjæbnens Gang er heel forskjellig

Ved Hove blev medeet man hellig,

Og hvad der før var Folks Plaseer,

Nu Ingen vilde høre meer;

Men kom jeg dog med min Passiar,

Saa hed det gjerne: dumme Nar,

Ja stundom ogsaa: dumme Hund,

Luk du i Laas din kaade Mund!

Thi gi’er du ei vort Raad Gehør,

Du smage skal det spanske Rør,

Og hvis ei Rørets Slag vil virke,

Saa sende vi dig flux i Kirke. —

Hvad var at gjøre, kjære Venner?

I Narrenes Natur jo kjender,

Forbyder man dem Narreri,

Er det med deres Liv forbi,

Men dog gik det ei heller an,

At blive meer den samme Mand.

Jeg altsaa min Beslutning tog:

Min Ironi jeg reent forjog,

Min muntre Skjemt jeg lagde bort,

Skjøndt I maae tro, det faldt mig haardt,

Og kneb min Aand saa flad og tynd,

At det var baade Skam og Synd.

Et nyt Costume trak jeg paa mig,

Og da i Speilet nu jeg saae mig,

Var der af hele Hofnarstoffet

Tilbage kun — en Nar ved Hoffet.

Her trak ihast han Narrekappen af,

Og i moderne Dragt med Fjong og Lader,

Som man saa tidt dem seer paa vore Gader,

Han hurtig ind i Sværmen sig begav.

Dog ikke stort hans Bortgang Glæden skader,

Thi strax gjør paa Opmærksomheden Krav

En ny Figur, der Masken holdt i Haanden,

Mens han begeistret udbrød, fyldt af Aanden:

Hil dig, mit Folk! du sikkert mig gjenkjender,

Thi uden Maske her jeg træder frem.

Jeg er den Konstner, som saa tidt dig blender

Paa Kongens Nytorv, i Thalias Hjem.

Iblandt vor Scenes tusind Paddehatte

Du traf dog eengang paa en høi Natur,

Og lærte med Geniet vist at skatte

Effecten af min herlige Figur.

Min Konst det er mig selv. Kun hos de Gamle

Acteuren bagved Masken sig forstak;

Men op med dem vi Nyere kan hamle,

Og vi til Masken sige mange Tak.

Hvad! dette Kongeblik, og denne Næse,

Og denne Pande, som jeg Konsten vier,

Paa den man ikke skulde Mere læse,

End paa et usselt Stykke Pappapir?

Den gamle Scenes Magt var Ordets Magt;

Men hvad er Ordet dog imod en Stemme,

Hvis Malmklang lader Publicum forglemme

Hvad Digteren har tænkt og følt og sagt?

Hvad er det Præk, der trætter vore Øren,

Imod en Lidenskabs Incarnation

I Blik, Mimik og Gestus hos Acteuren?

Ja, hvad er tusind Ord mod een Person?

Om Sokken og Cothurnen vel man vrøvler,

Ret som om Konsten deri skulde boe;

Men min Cothurne, som du seer, er Støvler,

Og jeg for Sokker foretrækker Skoe.

Bort med Cothurne! Bort med Maske, Sokke!

I vor Tid er Personen Eet og Alt;

I denne Tro, mit Folk, lad ei dig rokke,

Og Konsten elsk i Konstnerens Gestalt!

Han med et Smiil tog Afsked; men forsvunden

Han neppe var, før strax der lod sig see

I Balcostume, luftig som en Fee,

En smal og smekker Dame, floromvunden,

Som under Masken fremstak Rosenmunden

Og dreied rundt paa Taa sig, een, to, tre.

Med hævet Fod, der Dandsens Flugt afmalte,

Til Publicum hun mere sang end talte:

        Stryg Fiolen, saa den klinger,

        At som Vinger

        Gaze-Kjolen, der nu holder

        Stram og stivet mig om Livet,

        Sig udfolder!

        At i Dandsen Blomsterkrandsen

        Let paa Haaret kan sig vugge;

        At udkaaret blandt de Smukke

        Til at aabne Holsteensvalsen,

        Jeg afsløre kan mig Halsen,

        Lukke Viftens Blade sammen,

        Og med Flammen tændt i Øiet,

        Og med Barmen fyldt af Varmen,

        Og med Kinden rød af Vinden,

        Og med Foden efter Moden

        Strakt og bøiet,

        Svæve fremad, muntert smilende,

        Paa min Herres Arm mig hvilende,

        O saa stry’ende, o saa fly’ende,

        Hen ad Salens glatte Gulv!

          Mens ved Blink af Lysekroner

Glædens Toner

Huldt i Dandsen mig omstrømme,

I mit Hjerte, frit for Smerte,

Fødes Drømme,

Paa hvis Vinger jeg mig svinger

Som lyksalig imod Himlen.

Om mig seer jeg Stjernevrimlen,

Luften susende mig køler,

Selv en Klode jeg mig føler,

Rundt paa Banen jeg mig dreie

Mens jeg feier frem i Trængsel,

Hvor de Andre jeg seer vandre,

Hvor jeg møder, men ei støder

Paa Planeter og Cometer,

Der i Længsel,

Som jeg selv i Luften svømmende,

Som jeg selv skjøndt vaagen drømmende,

Flyve blinkende og vinkende

Frem til Sphærernes Musik.

Sorgen Afsked har jeg givet,

Dands er Livet!

Kun hvad evig sig bevæger,

Glæden, Blodet, Haabet, Modet,

Hjertet qvæger.

Ungdomsalder Liv jeg kalder!

Gaae af Mode og som gammel

Sidde stille ved sin Skammel,

Medens indeni man sover,

Det er som at sidde over

I en Dands foruden Herre;

Intet Værre kan der gives.

Gud bevare’s! Gid jeg spares

Maa for Nøden! Gid af Døden

    Jeg i Dandsen, smykt med Krandsen,

    Bort maa rives!

    Og endnu som død florerende

    Løftes op af Cavalererne,

    Der forskrækkede den knækkede

    Blege Lilie bære bort!

Hun hopped bort, alt mens hun let bevæger

Sin Vifte med en Fuglevinges Hast;

Men da hun vel var borte, til Contrast

Fremtraadte der en graa og gammel Neger,

Som under dybe Suk paa Hjertet peger,

Og derpaa med sin Haand det knuger fast.

Paa Mængden, der omstimled ham i Klynger,

Han fæsted Blikket, mens i Mol han synger:

En gammel Neger her I seer,

Og hvad jeg maatte døie

I dette dødelige Leer,

Jeg stiller Jer for Øie.

Det for min Vugge sunget var:

Du meget Ondt skal lide,

Hvis, sorte William, ei du ta’er

Iagt dig for det Hvide.

Jeg var en Yngling sort som Kul

Med Sølvring i mit Øre,

Da i et Fartøis snevre Hul

Man monne hid mig føre.

I Alt en skikkelig Person,

Var jeg med Lidt fornøiet;

Det Hvide kun var min Passion,

Det som mig stak i Øiet.

Det hvide Linned mig gefalt,

Den hvide Vest mig rørte,

Den hvide Pige meer end Alt

I Fristelse mig førte.

Det hvide Linned fra vor Præst

Jeg stjal omkap med Rotten;

Men da jeg tog den hvide Vest,

Jeg sattes i Cachotten.

Den hvide Piges grumme Røst

Forkyndte til min Smerte:

Troer du saa hvidt et Liliebryst

Slaaer for saa sort et Hjerte?

I Harm jeg bort da monne gaae

Med Barmen fuld af Qvide;

Og siden den Tid blev jeg graa

Ved Tanken paa det Hvide.

Snart med mit Liv det er forbi,

Men Den jeg høit vil prise,

Som ud til Bertrands Melodi

Mig sætter i en Vise.

Da til den hvide Piges Mund,

Mens hun paa Harpen leger,

Endnu før Livets sidste Stund

Naaer dog den gamle Neger.

Her aabned han de tykke Læber vidt,

Og Tænder visende han bort sig sniger,

Men paa hans Klagesang man agted lidt;

Thi nu paa eengang frem i Kredsen stiger,

I sluttet Linie og med raske Skridt,

Et Maskechor af reiseklædte Piger,

Der, gjørende hverandre Veien trang,

Som med det samme Næb nu Alle sang:

Vi komme fra Gaden og Stenene,

    Kaaber og Hatte med Fjer,

    Med tunge Galocher paa Benene,

    Dog lette tilbeens, som I seer.

Vi ere de udvalgte Qvinder,

Der trodsed Gud Hymens Dom,

Og fordum som Vestalinder

Vi æredes høit i Rom.

Der modtog vi Kydskhedens Stempel

Og hylled fra Hagen os til,

Og næred i Vestas Tempel

Gudindens den hellige Ild.

Men længst hendes Tempel er faldet,

Vi spredtes saa vide paa Jord,

Og nu, mens vi fortsætte Kaldet,

Gudinden i Hjertet os boer.

Hun ud os af Øinene titter,

Hun la’er os ei Rist eller Ro,

Og derfor omkring i Visitter

Vi streife paa Støvler og Skoe.

I Fortrolighed ned vi os sætte,

Thi gjerne passiare vi vil;

Og medens vi Hjerterne lette,

Vi puste til Arnens Ild.

Men blusser om Manden først Luen,

Og bliver det Konen for hedt,

Da ile vi bort, ud af Stuen,

Og hen i en ny Visit.

Vi kjende ei Hvile, vi Arme,

Gudinden fortærer vort Bryst;

Men vil sig da Ingen forbarme

Og skjenke vort Hjerte Trøst?

Til Konerne tale vi ikke,

Vi tidtnok erfare maae,

De see os med skjæve Blikke,

Og heller vor Hæl end vor Taa.

Til Mændene, helst dog de gifte,

Henvende vi bønligt vort Ord:

Vil Ingen et Forbund stifte

Med Piger, der Kydskhed svor?

Vor Tanke til Venskab kun sigter,

Ei Ægteskab er os tilpas;

Vi attraae ei Hustruens Pligter,

Men bare ved Arnen en Plads.

Hvor man kan saa luunt sidde sammen.

Og nære den hellige Ild,

Og blæse og puste til Flammen,

Mens Konen ved Vuggen seer til.

Et Suk fra Hjertets Dyb dem undslap her;

Men uden Trøst de Pladsen vige maatte,

Da nu der frem en anden Maske traadte,

En stiv og stram og gammel Militær,

Hvem pludselig man Kaarden seer at blotte.

Med Anstand, som i Spidsen for en Hær,

Med Kraft, som om en Last han kasted af sig,

I disse Ord paa eengang Luft han gav sig:

"Gid den var bare snart forbi,

Den Fandens Tid, vi lever i!«

Saa har jeg læst hos en Forfatter,

Som for en stor Poet jeg skatter.

Ja, gid sit Skud den bare gik,

Og gid en dygtig Krig vi fik!

Thi hvordan høstes Roes og Ære

Af tappre, gamle Militære,

denne Tid, da som bekjendt

Man Krigen fører kun paa Prent?

Da ind ad Døren en Avis,

Af Angreb fuld, hver Dag man slænger,

Som saa et andet Blad tildænger

Den næste Dag med Prygl og Riis,

Men uden mindste Mands Forliis,

Thi Tøsen selv, som bringer Bladet,

Ei mindste Smule bliver skadet. —

Seer I det blanke, dragne Sværd,

Som jeg i Haanden holder her?

Den Dag da Officer jeg blev,

Jeg ud af Skeden rask det rev,

Og mens jeg med en Elskers Øie

Paa Eg og Od besaae det nøie,

Jeg sagde, fyldt af Ungdomsmod:

Det Sværd engang skal drikke Blod!

Maaskee, om ikke mange Aar,

Er denne Klinge fuld af Skaar,

Der hentedes i Pandeskaller

Hvor Landsen blinker, Bøssen knalder,

Hvor Blodet strømmer, Døden raller,

Hvor, medens Trommerne man slaaer,

    Det til Trompetlyd fremad gaaer,

    Ved Dannebrogs den røde Fane

    Og tordnende Kartovers Lyn,

    Paa Ærens og paa Farens Bane!

    Da løfted atter jeg mit Bryn

    Og gjentog med en Ynglings mod:

    Det Sværd engang skal drikke Blod!

Ak, Tiden kom og Tiden gik,

Men aldrig Blod det smage fik;

Det hang saa magtesløst som Freden

Her ved min Side fast i Skeden

Mens jeg hver Morgen i Paraden

Til fuld Musik trak gjennem Gaden,

Og Klingen aldrig fik et Skaar,

Skjøndt som et Lyn hvert Efteraar

Paa Nørrefælled ud den droges,

Naar Fjendens Leir med Storm indtoges

Og haardt om Vibenshuus vi sloges.

Ak, gid den bare var forbi,

Den Fandens Tid vi lever i!

Nu er jeg gammel, hvid af Haar,

Og talte snart er mine Aar;

Men desto meer mig Tanken græmmer,

At naar nu snart de møre Lemmer

Man bærer bort i Sørgetoget,

Og saluterer ved min Grav

For Krigeren, saa kjæk og brav;

At Kaarden da paa Kistelaaget

Ei har den mindste Rust af Blod,

Der kunde tale for mit Mod;

Ei mindste Skaar, der kunde være

For alle brave Militære

Et Vidne om den Dødes Ære,

Og skjenke Tapperhedens Glands

Til Kistens grønne Laurbærkrands!

Her tog den gamle Kriger til sin Kaske,

Og vandred langsomt bort med lukt Visir,

Men ikke længe tom dog Kredsen bli’er.

Med aaben Bog i Haand fremtreen en Maske,

Der Alle høilig monne overraske,

Da Hovedet var heelt af Pappapir.

Saa hurtigt, som for slig en Fyr sig sømmed,

Fra Munden ud ham denne Ramse strømmed:

          Gud være lovet!

          Et udmærket Hoved

          Er jeg og bli’er jeg,

          Hvad ogsaa man si’er mig.

          Jeg prægtigt kan lære

          Hvad det skal være,

          Hver Nødd man mig rækker

          Paa Timen jeg knækker,

          Med Lethed jeg raader

          De sværeste Gaader,

          I hvert et Tentamen

          Jeg Prøve har staaet,

          Til hver en Examen

          Mit Laud har jeg faaet,

          Jeg er, Gud være lovet,

          Et udmærket Hoved.

          Kun Eet jeg forstaaer ei,

          Jeg dømme formaaer ei,

          Hvori det kan stikke,

          Begriber jeg ikke.

          Det Skjønne, det Gode,

          Saavel som det Sande,

          Gaaer over mit Ho’de

          Som over min Pande,

          Og Dommen, jeg fælder,

          Til Wandsbeck kun gjælder.

          Som her, for Exempel,

Hvad Dom og hvad Stempel

Skal denne Bog have,

Hvori jeg nu læser

Fordærvet min Mave?

Kun lutter Fadaiser

I Bogen jo findes,

Den tykkes mig vammel;

Men naar jeg saa mindes

Den første Deel af den,

Der nu er saa gammel:

Hvordan jeg opgav den

Og kaldte den ussel,

Men siden med Blusel

Forandred min Mening,

Da Folk i Forening,

Som ere berømte,

Den gunstigt bedømte:

Saa bli’er jeg forsigtig

Og veed ikke rigtig,

Om her jeg nu dømmer

Som ret det sig sømmer.

Og derfor, o redder

Mig arme Peer Skræder!

Og siger mig Dommen,

Som er mig velkommen;

Thi har jeg først denne,

Skal snart jeg erkjende

De Fortrin og Mangler,

Hvorefter jeg angler;

Skal snarlig jeg spore

Om Bogen kan more;

Skal snart jeg fra Grunden

Udvikle, fremsætte

Det Sande, det Rette,

Som ligger paa Bunden,

Og vise som Speilet

Hvad der er forfeilet:

Ja, ei blot ved Bogen

Mig selv holde vaagen,

Men Andre godtgjøre

Hvorfor den maa røre,

Hvorfor den maa roses,

Hvis ei jeg faaer høre

Af Dommen, man gi’er mig,

At Bogen skal skoses;

Thi hvad man saa si’er mig,

Saa er jeg, saa bli’er jeg

Dog Gud være lovet

Et udmærket Hoved.

Her med sit sidste Ord afsted han fløi;

Men just som Mængden paa hans Vei sig skiller,

Paany sig en maskeert Person fremstiller,

For hvem man strax gjør Plads med Larm og Støi.

Med Gang og Holdning af en Taskenspiller,

Hvis bedste Hjælp er i hans Snakketøi,

Stod Manden frem og Haand paa Brystet lagde,

Før, bukkende for Publicum, han sagde:

Høistærede! De veed, at om det Nationale

Rundtom i Verden nu de Vise høres tale;

Tillad og derfor mig, som practisk Philosoph,

Practisk at klare og behandle dette Stof.

I grønlandsk Vinterpels, Høistærede, De seer mig

Min Mad er Fedt og Tran, og svinsk og stygt jeg teer mig;

Men een, to, tre, pas paa! Jeg kaster Pelsen af,

Og viser mig i Frak, og hedder Skandinav.

Min Hierne den er ei saa tyk som før, min Mine

Saavel som mit Begreb har noget af det Fine,

Og af det Grønlandsk-Raa er nu der knap et Skin;

Phlegmatisk er mit Blod, gemytligt er mit Sind.

Dog, den Forvandling ei mig ganske tilfredsstiller,

Ved Frakken, med Forlov, jeg derfor her mig skiller,

Og staaer som Tydsker nu, i lang Cathederdragt,

Og gi’er paa Tankens Hjul i Hjernens Uhrværk Agt.

Men deraf bli’er man kjed, De trygt paa mig kan stole;

Bort med den tydske Dragt! I rund afskaaren Kjole,

Energisk, klog og kold, med lange hvide Hænder —

Som Engellænder her jeg stanger mine Tænder,

Og tænker paa den Røg, den Dampmaskine-Støi,

Der producerer mig det Jern — og Bomuldstøi,

Hvormed tillands og —vands jeg oversvømmer Verden.

Dog væk med Kjolen, og betragt engang Gebærden!

Thi klædt i fransk Habit er jeg sangvinsk i Sind,

Og bilder af min Franskhed ei mig lidet ind.

Men Frankrig er ei Alt; jeg kaster bort Habiten,

Og i den polske Frak, smukt kneben ind i Midten,

Som Polak og forviist jeg her mig stiller frem.

Dog Sorgen i mit Blik for dybt vist rører Dem,

Og derfor Frakken af! Jeg sætter paa Kabudsen,

Mens i den lange Pels De strax gjenkjender Russen.

Hvis glat poleerte Skal endnu er ikke brudt.

Min Lyst er Brændeviin, min Frygt er Prygl og Knut.

Men da en barket Ryg med Prygl man kun fortjener,

Saa lægger jeg min Pels, og som nu Italiener

Jeg præsenterer mig ved denne sjeldne Fest

I hvad man kalder for den venetianske Vest.

Jeg er gratiøs og høist naturlig i Manerer,

Jeg er letsindig, men hvis man mig irriterer,

Saa skummer jeg som Viin og trækker strax min Dolk,

Og bruger Munden som mit vrede Hjertes Tolk.

Min Drik er Druens Blod, min bedste Mad Kastanien;

Men da man ogsaa har den samme Mad i Spanien,

Saa smider Vesten jeg, og i den korte Kjol

Og spanske Kappe her jeg staaer som en Spaniol.

Nu er cholerisk jeg i Lyst saavel som Smerte,

Men ædelt, høit og stolt slaaer dog mit spanske Hjerte.

Høist ligefrem jeg er, som strax De faaer at see,

Thi vende Øiet bort, jeg Damerne maa be’e.

Her kaster Kappen jeg, og her den korte Trøie,

Og iført Skjorten kun jeg træder Dem for Øie.

Jeg er ei Spanier meer; thi De begriber vel,

At Skjorten er qua Skjorte reent universel.

Nordboens ei den er, Sydboens ikke heller,

For alle Folkefærd jo Skjortens Eenhed gjælder.

Den er mit Inderste, som mig forlader ei,

Men desuagtet dog er ikke den mit Jeg.

Nei, bagved denne Skjortes reent Universelle

Forstikker sig saa luunt mit Individuelle,

Mit Ego, min Person, som kun tilhører mig,

Og som for Andres Blik blufærdig skjuler sig.

Men hvad betræffer det saakaldte Nationale,

Hvorpaa der raabes nu af Folk som var de gale,

Da seer De hvad det er: En Dragt, der bæres maa,

Da det gaaer ikke an, i Skjorte blot at gaae.

For Verden Kjolen er, men Kjolen er ei Manden,

Og rigtig hjertefrisk og rigtig klar i Panden

Man sig fornemmer først i Hjemmets stille Vraa,

Naar man som Individ blot har sin Skjorte paa;

Thi denne Paastand jeg fremsætter her udtrykkelig:

Man kan i bare Skjorte være meget lykkelig! —

Her sanked Pjalterne han op, og gik,

Men nu kom frem en Flok Zigeunerinder,

Som under vild og larmende Musik

Sig svang omkring i Dands, der Bifald vinder.

Før deres Tambouriners Lyd forsvinder,

Benytte vi et gunstigt Øieblik

Og ind i Cabinettet os begive,

Hvor før de tvende Herrer vi lod blive.

Samtalende de hos hinanden sad,

Hans Excellence med et Smiil om Munden,

Betragtende sin Daase, mens paa Bunden

Tobakken han med Fingren skilte ad.

Vor Helt sad hos ham som en Overvunden,

Som Een, der næsten om Pardon ham bad:

Hans Kind var hed, hans Pandes Aarer stegne,

Hans Blik uroligt og hans Træk forlegne.

Den gamle Herre havde bragt paa Bane

Den Talerklub, der Homo’s Klub blev kaldt,

Og hvorom Rygtet efter gammel Vane

I Byen havde Løst og Fast fortalt.

Vor Helt, som ingen Uraad monne ane,

Troskyldig havde meddeelt Manden Alt;

Men hørte nu med Skræk sin Plan at lastes,

Ja, under Spot i Bund og Grund forkastes.

Saa Deres Excellence altsaa troer,

Udbrød han varmt: at hvad i hver en Alder

Fuldkommenhed og Ideal man kalder,

Kun er et tomt, et goldt, ufrugtbart Ord?

De troer, at Staten ikke reent forfalder,

Naar den forlader Idealets Spor?

De troer, den kan Fuldkommenhed undvære,

Foruden Tab af Lykke og af Ære?

Ja, gav med Smiil Geheimraaden til Svar,

Ja, som min Troesartikel det maa trykkes;

Og jeg gaaer videre: Jeg troer saagar,

At dersom Deres store Planer lykkes

Og op Fuldkommenhedens Tempel bygges,

Det snart en Ende med os Alle ta’er:

Thronen og Staten maatte styrte sammen.

Men dersom det nu skete — hvis var Skammen?

De studser — ja, De bliver consterneret;

Men tænk Dem om! Har ei den Tale Bund,

At just paa Ufuldkommenhedens Grund

Den hele Stat er bygget og baseret?

Hvortil Regering, dersom hver Regeret

Det Heles Vel for Øie havde kun?

Og ligned alle Sjæle Himmelgjæsterne,

Siig, kjære Ven, hvad skulde vi med Præsterne?

Hvortil Control, Justits og Politi,

Hvis aldrig Folket gjorde meer Spilopper?

Og blev for Krig og Krigsangst først vi frie,

Hvortil vel bruge vore brave Tropper?

Er alle sunde, Lægens Praxis stopper,

Poeten døer, hvor Alt er Poesi;

En Revolution, som aldrig fandt sin Mage,

Hvis Planen lykkes, ta’er vor Stat af Dage.

Jeg seer, at Deres Excellence spøger,

Lidt stødt vor Helt gjenmælte: Men maaskee

Jeg Hr. Geheimraaden da turde be’e,

At sige mig hvor Midlet er, jeg søger:

Den Panacee, der Statens Kraft forøger,

Og redder Landet, som nu sygt vi see.

Aa, svared Excellencen: meget gjerne!

Den Panacee er skjult i Statsmænds Hjerne.

Men — blev han ved — hvor Talen sig forvilder!

Paa Maskebal afhandle Politik,

Det næsten er, som om ved Barselgilder

Man foredrog et Cursus i Logik;

Man sin og Andres Tid kun dermed spilder.

Nei hør engang — en ret charmant Musik!

Jeg maa et Øieblik dog ind i Salen,

Min Gemalinde savner vist Gemalen.

Han reiste sig, og halv mod Homo vendt

Han føied til: Et Ord saa godt som tyve!

Lad De Fuldkommenhedens Fugl kun flyve,

Og før Begeistrings Ild De faaer antændt

Med Idealer, som os dog belyve,

Luk Talerklubben i! Vær kun bekjendt,

At De i dette Stykke reent har feilet,

Og see engang Dem rigtig selv i Speilet!

Det passer ei for Dem, at agitere

Den store Hob, som dog Dem ei forstaaer.

Sligt overlad til Folk, der vil poussere

Sig frem i Verden, hvor det skjævt dem gaaer.

Jeg er nu Deres Ven en halv Snees Aar,

De kan mig troe: De er bestemt til Mere.

En nobel og en fiin Natur De har,

Men ingen Demagogs — à revoir!

Der stod vor Helt en net! Men ladt alene,

Fik han sin Fatning hurtig dog igjen.

Nei, tænkte han: du skal mig ei forstene,

Du kolde Klogskab hos de kloge Mænd!

Fordi ufeilbar du dig selv tør mene,

Og mindst af Alt er Idealets Ven,

Saa skulde ogsaa jeg det vel opgive?

Nei, aldrig, aldrig! — Tro jeg vil det blive!

Stolt kasted rundt han Blikket — da i Krogen

Paa Stolen han et Lommetørklæd’ saae,

Ved hvilket Syn han blev aldeles vaagen.

Ha! tænkte han: det Hendes være maa!

Foruden hende var her ikke Nogen,

Det Fiskerpigens er, jeg vedder paa!

Han Klædet snapped og det fingerered

Helene P. i Hjørnet stod broderet!

Hvordan, udraabte han: Helene P.!

Helene, som jo kommer her i Huset,

Som af min Kones Venskab er beruset,

Og end iforgaars Aftes her drak Thee:

Hun, kyssende min Haand som sønderknuset!

Men af Personen tog hun feil maaskee ...

Da lød et sagte Suk der for hans Øren,

Og — Fiskerpigen atter stod i Døren.

Endskjøndt af Masken hun endnu var dækket,

En indre Kamp dog klart sig maled af

Paa hendes Ydre. Som en Lilie, knækket

I Regnen, stod hun bøiet — som et Hav

I Stormen bæved angst hun og forskrækket,

Og Bølgens Svulmen hendes Barm gjengav.

Et Skridt hun gjorde frem — saa et tilbage,

Mens Veiret dybt og tungt hun hørtes drage.

Paa eengang rank iveiret hun sig retted,

Paa eengang sukked hørlig hun igjen,

Og pludselig, som for en Byrde lettet,

Hun kasted sig for Homo’s Fødder hen.

Af hendes Skuldre ned gled Fiskernettet,

Hun stammed: Adam — o, min Ven, min Ven!

Hans Haand hun greb. Han vilde det formene; —

Fra Panden Masken faldt — det var Helene! —

Min Gud, Helene! Hvad skal det dog sige?

I sin Forbauselse vor Helt brød ud.

O, sukked dybt den unge, skjønne Pige:

O spørg ei mig, men Kjærlighedens Gud!

De elsker? stammed han. Den Lykkelige —

Nævn mig hans Navn! jeg strax ham bringer Bud . . .

Nei, afbrød hun: anstil dig ei uvidende!

Jeg veed, at som jeg selv du og er lidende.

Imod din Skjæbne har jeg seet dig fegte,

Omsnoet af Lænken, som du sukker i;

Ja, jeg har seet din skjønne Sjæl at smægte,

Mens intet kjærligt Hjerte stod dig bi.

Dog dette Bryst — hvi skulde jeg det negte —

Har viet dig sin hele Sympathi:

Dit Blik har i mit Væsen antændt Flammen,

Og evig er med dit det smeltet sammen!

Her sine hvide Armes bløde Grene

Hans haarde Knæ hun kjærligt slynged om;

Men stiv han stod, og reent for Tanker tom

Han stammed: De har troet, jeg kunde mene?

De feiler... Bedste, kjæreste Helene!

Kom til Dem selv dog! Sæt, der Nogen kom —

Han løfted hende op, og blidt hun gynged

I Armen, som det smekkre Liv omslynged.

Hvem blev ved sligt et Syn ei overvunden?

Tilbagestrakt, med halv tillukte Blik,

Hun hviilte med et saligt Smiil om Munden;

Men Homo’s Dyd dog af med Seiren gik.

Til Idealet ved sit Løfte bunden,

Med den reale Frister Bugt han fik.

Han trykked blot et Kys paa hendes Læber,

Hvorved galant sin Tak han tolke stræber.

Medeet der Fodtrin lød — paa Divanspuden

Den yndigt Rødmende han lagde ned,

Hvorpaa, i Hovedet og Hjertet hed,

Han iilte hen mod Døren, ikke uden

En god Deel Angst — men heldigt løstes Knuden,

Det Jensen var, som ham imøde skred.

Han umaskeert sin Domino holdt sammen,

Bag hvilken fremstak Maskeradehammen.

Hvor — (raabte han til Homo) er du henne?

Jeg snart har søgt dig hele Huset rundt.

Tys! tys! gav hviskende til Svar ham Denne:

En Dame pludselig har faaet Ondt,

Og det en Dame, som vi Begge kjende.

Da jeg, som Vert, er kaldt til anden Dont,

Og selv du løber som en Fisk i Garnet,

Saa be’er jeg dig, tag dig af Pigebarnet.

Afsted fløi Homo — Jensen stirred bange

Mod Damen hen, og saae nu en Figur,

Til hvem han havde tidt saa smaat gjort Cour,

Og seet og mødt i Selskab mange Gange.

Men hvi stod som en lænkebunden Fange

Han her da klinet fast til Væggens Muur?

Hvi sprang han ei til Hjælp? Ak, Lysten drev ham,

Men hans Fornuft igjen en Mentor blev ham.

Sæt, han i hendes Nærhed hen sig voved,

Og Nogen idetsamme kom forbi,

Saa vilde strax man sige ham forlovet;

Og sæt den Skjønne, som var halv indsovet,

Nu vaagned op og saae hans Sympathi,

Saa maatte hun jo troe, han vilde frie —

Et Ord tilsidst det andet kunde tage,

Han blive bunden — man er Alle svage.

Men binde sig med tusind Daler Gage,

Hvoraf man lever godt men ikke flot —

Begynde paa en huuslig, knap Menage,

Og faae i hver Henseende det smaat —

Nei, nei, han eied ikke slig Courage!

Ei Lysten her han turde følge blot,

Fornuften ham et andet Bud forkyndte;

Han sukked dybt — og hurtig bort sig skyndte.

De hæslige, de slemme Pebersvende,

Som altid Hjertet kun i Panden har!

Der laa et ømt og kjærligt Væsen henne,

Hvis Hjerte heelt af Længsel opfyldt var,

Men ikke vidste selv, hvorhen sig vende

Med al den Følelse, hvorpaa det bar:

Der laa hun nu og stirred ud i Luften,

Mens Frieren bortførtes af Fornuften.

Dog bort fra den fortryllende Helene,

Hiin gammel-græske Stammes yngste Skud,

Som har i Christenheden bredt sig ud,

Som glimrer af Talent paa Livets Scene,

Som er med Evangeliet paa det Rene,

Og blot af Loven glemte sjette Bud.

Ind i den Maskesværm, som hun tilhører,

Den gode Læser nu igjen jeg fører.

Den tætte Sværm, som nylig sig adspredte,

Paany just Kreds i Salens Midte slog,

Da nu igjen Figurer bleve sete,

Hvis Masker Alles Øine paa sig drog.

Blandt dem en Kirkegængerske sig bredte,

Som knuged mod sit Bryst sin Psalmebog,

Før med et Blik, hvori sig Dyden malte,

Hun vendte sig mod Publikum og talte:

Jeg bliver gammel,

Min Seng, min Skammel

Er mig saa kjær;

Men Søndagmorgen

Jeg glemmer Sorgen

Og alt Besvær;

Thi tidlig vaagen

Med Psalmebogen

Jeg iler did,

Hvor Klokken ringer.

Og Budskab bringer

Om Kirketid. —

I Kaaben hyllet,

Med Slør af Tyllet

Og Hat med Fjer

Det store Røre

Ved Kirkens Døre

Jeg først beseer,

Og derpaa rokker,

Ført af en Klokker,

Til Stolen jeg,

Hvorfor Douceuren

Han modta’er, førend

Han gaaer sin Vei.

Jeg ned mig sætter,

Mit Slør jeg letter

Og ta’er mit Glas,

Hvormed jeg skuer

Paa Herrer, Fruer,

Som tage Plads,

Mens Orgelklangen,

Og Psalmesangen,

Der toner smukt,

Fra jordisk Dvælen

Opløfter Sjælen

Til Himmelflugt.

Da kommer Præsten,

Og nu er Næsten

Mig Intet meer;

Jeg seer ham stande

Med hævet Pande,

Og klart jeg seer,

Hvor varmt sig maler,

Alt mens han taler,

Hvert ædelt Træk;

Hvordan i Heden

Af Panden Sveden

Han tørrer væk;

Hvordan hans Øie

Af Tanker høie

Staaer som i Glød,

Mens Ordet stræber

Frem af hans Læber,

Lig Honning sød.

Da ved hans Iver

Saa rørt jeg bliver,

Jeg seer omkring,

Om ogsaa Folket

Ved hvad han tolked

Kom ret i Sving;

Om hellig Stemning

Har brudt den Dæmning,

Som Verdens Magt

I Livets Trængsel

Om Sjælens Længsel

Har ellers lagt.

For hver en Taare

Jeg glædes saare;

Den er saa smuk

I disse høie

Hofdamers Øie,

Naar ved et Suk

Den fuld nedrinder

Ad Liliekinder,

Og vidner om,

At selv en Mægtig

Er saa andægtig

Og hjertefrom.

Ja, hos de Store

En Andagt spore

Jeg ofte maa,

Som destoværre

Kun eier Færre

Iblandt de Smaa;

Thi hos de Fleste

Jeg fordetmeste

Kun seer med Skræk:

Udslukte Kjerter

Og haarde Hjerter

Og kolde Træk.

Rundt gaaer mit Øie

Og mønstrer nøie

Den hele Trop,

Til Allesammen

Ved Præstens Amen

Vi maae staae op;

Hvorpaa jeg følger

Med Sværmens Bølger,

Der trænge paa,

For at see Hoffet

I Vinterstoffet

Tilvogns at staae.

Saasnart med Bulder

Afsted det ruller,

Jeg iler hen

Til en Veninde,

For der at finde

Mig selv igjen.

Knap aabner Døren

Jeg sagte, førend

Hun siger huldt:

Jeg hørte knirke;

Var De i Kirke,

Og var der fuldt?

Kom, lad mig skaffe

Dem en Kop Kaffe,

Det er saa koldt;

Sid ned som Gjæsten,

Og siig hvad Præsten

For Præken holdt.

Saa gaaer da Tiden

Saa deiligt — siden

Naar jeg gaaer hjem,

Jeg faaer Visitter,

Og Præsten titter

Igjen da frem.

Det er en skjøn Dag

Den kjære Søndag,

Ja, det er vist;

Men næste Dagen

Begynder Plagen,

Som gjør mig trist:

Den lange Uge

Jeg seer udruge

De Timers Hær;

De mange Pligter,

Hvortil den sigter,

Gjør mig Besvær.

Eensom ved Væggen

Jeg er forstemt,

Og Præstens Præken

Har reent jeg glemt.

Hun rokked bort, idet hun rynked Panden,

Og gav i Sukket Luft en nedstemt Aand;

Men hvert et Blik sig fæsted nu paa Manden,

Der fremstod i et blakket Klædebon,

Og bar en Vægtskaal i den ene Haand,

Mens han en Alen fastholdt i den anden.

Med afmaalt Gang, og næsten fladtrykt Bryst,

Han traadte frem og sang med klangløs Røst:

Jeg er et agtet Medlem i

En Maadeholdsforening,

Der, tilladt af vort Politi,

Staaer høit i Alles Mening.

Paa Brug af Vægt og Alen maa

Hvert Medlem sig beflitte;

Thi Grunden, som vi bygge paa,

Er Maade, Maal og Midte.

I Ondt og Godt, i Sorg og Fryd,

Vi Maalet aldrig bryde;

Vi holde Maade med vor Dyd,

Og Maade med at snyde.

Ei uden Maal fra Døgn til Døgn

Bagtale vi og prale:

Vi træffe Midten mellem Løgn

Og Sandhed i vor Tale.

Vi gjøre halvt for Alt os Flid,

Med Pligt og Kald for Øie,

Og spare Hælvten af vor Vid

Med Hælvten af vor Møie.

Vi holde Maade med vor Skjers

Midt i en munter Klynge;

Vi gjøre maadelige Vers,

Og maadeligt dem synge.

Og under al vor Tidsfordriv

Den Tanke gjør os trygge,

At der, midt i vort glade Liv,

Er Maade med vor Lykke.

For Klode kalde vi det Sted,

Hvor længst vort Samfund boede,

Og Hver, som der er Maade med,

Er Medlem af vor Klode.

Her — netop midt i Tonen — holdt han op,

Som om et Plaster ham for Munden sloges,

Og Alles Øine mod en Maske droges,

Der sprang i Kredsen frem med luftigt Hop,

Og for en Lirendreier først antoges,

Tak skee hans Luth og lurvetklædte Krop.

At høiere hans Plads dog var i Rangen,

Sig viste, da han Luft sig gav i Sangen:

Lyt til en fremmed Troubadour,

Som skifted Sprog, men ei Natur,

Imellem Danmarks Sønner!

Jeg hid fra Frankrig kom tilvands,

Da Bud jeg fik, at her tillands

Sig Digterkaldet lønner.

Jeg trængte til at hjælpes op,

Thi fast saa nøgen var min Krop

Som Fjælen, Snedk’ren høvler.

Men her, jeg hørte, her man faaer

Et Honorar, der dog forslaaer

Til Buxer og til Støvler.

Saa mindes og med Fryd jeg Alt,

Hvad til min Trøst mig blev fortalt

Om en Slags Digtergage.

Den være skal saa stor, at man

Ved Hjælp af den sig skaffe kan

En Hat — selv med Plumage.

Foruden Sligt tør her tillands

Man vente sig en Laurbærkrands,

Der flad og tynd skal være;

Men ligegodt! Til Tegn paa Aand,

Vil min jeg som et Ridderbaand

Paaskraa om Skuldren bære.

Hvis da, lig Madam Potiphar,

Critiken eengang fat mig ta’er

Og nøder mig til Standsen:

Da kommer ikke jeg tilkort;

Jeg selv som Joseph smutter bort

Og la’er Madamen Krandsen.

Men hvad jeg meest mig glæder til,

Er at man ud mig hænge vil

Lithographeert paa Muren.

Naar da jeg Stykket gaaer forbi,

Da stemmer hele Mængden i:

Der gaaer han, Troubadouren!

O skjønne Land med Blomsterduft,

Hvor Skjalden lever højt af Luft,

Og høit sin Hat kan bære!

O Poesiens eget Folk,

Som sparet har til Skjønheds Tolk

Den allersidste Ære!

Thi Æren er den sidste Løn,

Hvormed du hædrer Harpens Søn

For Hjerters Gjennemtrængelse:

Ja, ihvor skjævt hans Liv end gaaer,

Han ved sin Død af dig dog faaer

En talrig Liigbegængelse!

Med et La, la, der til en Trille steg,

Sprang her han muntert bort, og brat tilside

Nu Mængden for et Chor af Masker veg,

Der hurtigt paa Cothurner saaes fremskride.

Med Kapper paa, som halvt af Skuldren glide,

Med Krandse smykked’, som til festlig Leg,

Og med en Kraft, som knap de mægted tæmme,

De denne Chorsang hørtes høit istemme:

Vi er Bacchantinder,

Enthusiastiske Qvinder,

Begeistrede Naturer,

Classiske Figurer!

Med vor Dronning Agave

Var vi fordum aflave,

Da vi sønderrev Sønnen

Under rasende Stønnen.

Med vort Viinkruus i Haanden,

Begeistred’ i Aanden,

Med Vedbend om Haaret,

Af Guden bedaared’,

Løbe nu vi som gale

Efter geniale,

Berømte Personer

Af alle Nationer.

Det er vor høieste Lykke,

At faae fat paa et Stykke

Af Genialiteten,

Især hos Poeten.

For vort Offer at vinde,

Vi med Roser ham binde;

For hans Styrke at knække,

Af vor Viin vi ham række.

Har han drukket af Kruset,

Har ham Smiger beruset,

Og han tumle begynder,

Rive flux vi ham sønder.

Ved at splitte hans Hjerte

Faae vi Deel i hans Smerte;

Ved at rase derinde,

Maae vi Geisten dog finde.

Mens vi vildt ham omdandse,

Af hans Laurbær og Krandse

Snoe vi selv os et Smykke,

Som maa Alle henrykke.

Vel faaer Ingen det Hele;

Vi maae Stumperne dele,

Men Enhver med sit Stykke

Gjør i Verden dog Lykke.

Er vor Aand da beruset,

Ligger Offeret knuset,

Styrte bort vi som Høge,

For et andet at søge.

Thi vi er Bacchantinder,

Enthusiastiske Qvinder,

Begeistrede Naturer,

Classiske Figurer!

I Luften deres Viinkruus her de svang,

Og seende sig om, som for at finde

Et Offer for de glubske Hjerters Trang,

Foer de afsted mod alle fire Vinde.

Men netop som den Sidste saaes forsvinde

Og Spillet rundtom atter kom igang,

I Kredsen frem en ny Figur der stiger,

Som med et Blik paa Mængden rolig siger:

Hvad Larm og Støi! Hvad Raab og Skrig!

Hvad Glands og Pragt her rundt om mig!

Betragt engang en Eremit,

Som træder op med sagte Skridt,

Og lad min Kutte, lad mit Reb

Om Nøisomhed Jer gi’e Begreb! —

I leer mig ud? I troer, at jeg

Til Livets Glæde kjender ei?

Men til Jer Trøst jeg melde kan,

At ogsaa jeg var Selskabsmand.

Hvor der var Fest, der blev jeg seet,

Hvor der var Gilde, blev jeg bed’t,

Bestraalt af Konstens Tryllesol

Ved Glædens Taffel stod min Stol,

Og af dets Retter nok jeg fik.

Men hvordan troer I det mig gik? —

Skjøndt daglig jeg mig næred af

Det bedste Stof, som Jorden gav,

Skjøndt jeg bestandig drak de fine,

De meest udsøgte sjeldne Vine,

Blev, selsomt nok, dog Dag fra Dag

Min Helbred meer og mere svag;

Og skjøndt med Digtre, Philosopher

Jeg Aandens meest sublime Stoffer

Behandled daglig over Bord,

Mens Vittighedens Latterchor

Omkring mig rulled, og Ideer

Faldt ned som Snee naar tæt det sneer,

Imedens Himmel, Helved, Jord,

Opløstes i en Strøm af Ord:

Saa, naar fra Gildet hjem jeg kom,

Jeg altid dog mig følte tom,

Og træt af lutter aandrig Snak,

Mit Hjerte sukked Ak i Ak!

Men meest forunderligt det var,

At skjøndt min Pynt jeg daglig bar,

Og daglig paa galante Steder

Saae fine Folk i Høitidsklæder

Med en Forgyldning fingertyk,

Blev meer og meer mig Verden styg;

Ja den saa grim tilsidst mig blev,

At den paa Flugt endog mig drev. —

Jeg flygted til den fjerne Skov,

Hvor eensom jeg i Hytten sov

Ved Bredden af en speilklar Elv,

Og endelig jeg fandt mig selv.

Der hilste mig en Røst saa klar,

Men uden Fordring paa et Svar;

Der havde jeg engang dog Tid

Til simple Tanker uden Vid;

Der havde jeg igjen dog Ro

Til i mit Hjertes Drøm at boe.

Min grove Kost, mit haarde Brød

Paany mig farved Kinden rød,

Og meer end Vinens Saft og Duft

Mig styrked Morgnens friske Luft.

Jeg gik i Skovens dunkle Gang

Og lytted rørt til Fuglesang,

Og hopped Spurven for min Fod

Mens jeg ved Træet stille stod,

Da var det mig et Skuespil,

Som Scenen ei har Mage til.

Den hellige Enfoldighed

Gød over Alt sin dybe Fred;

Det grønne Blad, det gule Straa

Jeg som et Under stirred paa;

De vingelette, gyldne Skyer

Drog mig forbi som Eventyr;

Og laa jeg i den mørke Nat

Og hørte Stormen tage fat

I Hyttens Væg, som for at knus’en,

Mens Skoven gjenlød ved dens Susen,

Da malte strax for Tanken af

Sig Skibet paa det vilde Hav,

Og op til Himlen gik min Bøn

Om Hjælp for Havets raske Søn.

Fuldt var mit Liv, mig Jorden kjær,

Thi Himlen altid var mig nær,

Og mens jeg eensom sad i Løn

Blev atter Verden mig saa skjøn.

Ja, i mit Bryst jeg følte Trang

Til Mennesker at see engang,

Til ret et kjærligt Blik at fæste

Paa mine Brødre, paa min Næste.

Jeg greb min Stav og hid jeg gik —

Men hvor jeg dreier hen mit Blik,

Jeg seer kun Masker, grimme, fade:

Det er den gamle Maskerade!

Den gamle Løgn, der studses til;

Derfor Godnat! thi hjem jeg vil.

Han vendte sig og gik — just som Fru Mille,

Der havde skiftet Dragt for femte Gang,

Bevæbnet frem som Amazone sprang

Med Skjold og Landse, som hun kjækt lod spille.

Dog hendes Eventyr vi glemme ville,

Og lytte til Trompetens muntre Klang,

Der paa et Vink af Homo høit forkynder,

At Maskeradeballet nu begynder.

Hver Maske faldt, som Damerne beskjermed

For Cavalerernes det skarpe Blik,

Og hele Natten dandsed man og sværmed,

Oplivet af den livlige Musik.

Først da sig taaget Morgengryet nærmed,

Man mæt af Glæden bort fra Festen gik,

Og til Alkoven ogsaa Homo iilte,

Hvor, træt af Larmen, han sig eensom hviilte.

Mens Søvnens Vinger der ham overskygge,

Til dig, min Læser, vender sig mit Ord;

Til dig, der nylig saae et lille Stykke

Af Tidens store Maskeradechor:

Suppleer det! Brug Erfarings Hjælp og Krykker,

Og siig, med Haand paa Hjertet, om du troer

At Homo feiled i, at man herneden

Kan trænge høilig til Fuldkommenheden?

Er reent han bleven dum? Gaar han iblinde,

Naar han et Maal for hele Livet vil?

Og hvilket andet Maal er vel at finde,

End netop det, hans Stræben sigter til?

Tænk paa dig selv! Tænk paa hver Mand og Qvinde,

Hvem dette Liv er meer end blot et Spil,

Og siig, om hver af dem af alle Kræfter

Ei samme store Maal just stræber efter?

Sandt nok, de Flestes Stræben neppe tør

Sig fra den egne, lille Kreds løsrive;

Men mon ei videre man skride bør,

Og imod Maalet frem det Hele drive?

Men hvem skal Massen Stødet fremad give,

Hvis Homo, hvis vor Helt det ikke gjør?

Hvem Anden virke skal for Alles Lykke,

End netop Den, der føler Skoen trykke?

Paa sine Skuldre har han Byrden taget,

Og derfor vi ham Alle takke maae;

Han for vort Samfunds Skyld jo bliver plaget,

Og derfor bør dog ei han Skoser faae.

Han netop vaagner op — det længst er daget,

En Dag saa trist, saa sørgelig og graa;

Hans store Plan strax vaagner i hans Pande —

Det er iaften den skal Prøve stande!

Med rynket Bryn han i sin Slaabrok trak,

Og taus i dybe Tanker stod han længe,

Mens over Læben frem sig monne trænge

Snart et bekymret O! og snart et Ak!

Men hvorfor lod saa dybt han Ho’det hænge,

Just som af Sengen ud han Benet stak?

Hvad var ham hændt? Hvad bøied her ham Kraf —

ten? —

Geheimraad Enckens Ord fra sidste Aften!

Thi Sagen var: hvad Manden havde sagt,

Var om ei ganske, dog tildeels det Samme,

Som tidt ham selv beklemte med en Magt,

Der Aandens hele Stræben vilde lamme:

En Tvivl, om ei han vilde staae tilskamme

Med Planen, hans Begeistring havde lagt;

En Tvivl, om ogsaa virkelig hans Evner

Fuldkommenhedens Seier en Udsigt levner.

Vel havde disse Tvivl han før beseiret,

Ja, med et Pust fra et begeistret Bryst

Han let som Avner dem igaar henveired,

Da Excellencens Ord dem laante Røst;

Men nu, da de ham fastende beleired,

Nu, da han prøved denne Morgendyst

Med Tanken paa hvad Aftnen skulde bringe:

Nu mægted han ei meer dem at betvinge.

Han i sin Stue frem gik og tilhage,

Til pludselig han sagtned sine Skridt

Og standsed, for sin Tale frem at tage,

Og ved dens Indhold sig at styrke lidt.

Med Blik paa eengang stirrende og svage

Sit Værk han gjennemløb, men sukked tidt,

Og endte med de Ord: Hvor intetsigende!

Bestandig Sagens Hovedpunkt undvigende!

Det var som Uro Hjertet skulde splintre;

Paa Kroppen sin Kavai han hurtig fik,

Og ud i Vintertaagens Rusk han gik,

For at bekæmpe Fjenden i sit Indre;

Men med fordobblet Kraft, og langtfra mindre,

Den her ham anfaldt med de hvasse Stik.

Hvert Menneske, som paa sin Vei han mødte,

Paany ham Tvivlens Dolk i Hjertet stødte.

Han traf paa Jensen ved et Gadehjørne.

Tak for igaar! udbrød den lille Mand:

Hvor heldigt, at paa dig jeg skulde tørne,

Da nu personlig jeg dig melde kan,

At Buret er beredt for vore Bjørne.

Hotellets store Sal er sat istand,

Og med brillant Belysning kan jeg tjene.

Afsted fløi Jensen — Homo stod alene.

Hans Uro drev ham ned forbi Hotellet,

Hvor ved Placater paa sædvanlig Viis

En Generalforsamling var anmeldet

For sluttet Selskab, Klokken Syv præcis.

Ved dette Syn, som om hans Dom blev fældet,

Det ned ad Ryggen løb ham koldt som Iis.

Han fik Colik, og hurtig hjem han hasted,

Hvor i sin Lænestol han mat sig kasted.

Med stive Blik, med Barmen tung og trang,

I dybe Suk sit Hjerte der han letter,

Mens til den rene Daarskab han nedsætter

Den Plan, der var saa dristig sat igang.

Da traf medeet hans Blik den Rad Portraiter

Af store Mænd, der rundt paa Væggen hang

Fra Kakkelovnen hen til Bogreolen,

Og hurtig sprang han atter op af Stolen.

Ha! næsten høit han raabte, mens han treen

Hen for de store Mænd, der hang bestøved’:

I Jordens Herlige! Vist mangen En

Af Jer min indre Lidelse har prøvet;

Vist mangen En af Jer bar tidt bedrøvet

Sin Gjernings Byrde, mere tung end Steen;

Vist mangen En af Jer med Selvfornegtelse

Har kæmpet mod den bittre Tvivls Anfegtelse.

Jeg føler styrket mig ved Eders Blik!

Jeg føler Modet voxe ved jert Minde!

Ja ogsaa jeg, som I, skal Seier vinde,

Naar Troens Kraft, hvoraf jer Daad fremgik,

Naar Troens Skjold, der bøder Tvivlens Stik,

Jeg atter i mig selv formaaer at finde.

For Jer og mig er fælles Maal og Vei,

Det som I vilde, vil jo ogsaa jeg!

Hvor blev det lyst omkring ham! Som paa Vinger

Hans Sjæl befriet sig iveiret svang:

Det gaaer! det gaaer! fra Haabets Stemme klang,

Det gaaer! det gaaer! fra Hjertets Echo klinger.

I Orden rask Concepterne han bringer,

Han tager Talen frem for anden Gang,

Og for dens Indgang her i Troen staaende,

Hvor fandt han nu hvert Ord saa sandt, saa slaaende!

Vist fire Timer uafbrudt med Iver

Til Talens Memorering nytter han,

Og kun af Slutningen han lidt omskriver,

For Endens Climax ret at faae istand.

Fast ved sin Gjerning han saa længe bliver,

Til ikke blot hvert Ord han huske kan,

Men selv hver Prik, hver Streg — og med et Amen

Det skrevne Hefte nu han lukker sammen.

Han seer paa Uhret — Klokken den er Tre

Med samlet Sind han hen for Speilet træder

Og sig ifører de civile Klæder,

Med Fløielsvest og Halsbind, hvidt som Snee

Da Rollen af en Taler ei tilsteder,

At han i Uniform sig lader see.

Da det er gjort, gaaer han til Spisestuen

Og sætter rolig sig tilbords med Fruen.

Til hende talte han med oprømt Mine,

Idet med mandig Kraft han hvert et Spor

Af Formiddagens indre Qval og Pine

Udsletted af sit Aasyn og sit Ord.

Han lo med Julle, spøgte med Bettine,

Gav Fruen venlig Haanden over Bord,

Og føied til med ligegyldig Stemme:

Iaften bli’er min Engel ene hjemme.

Paa Spørgsmaal, hvor han selv da skulde hen,

Gav han til Svar, at Kort han skulde spille

Med Jensen og en anden gammel Ven —

En Nødløgn, han sig tillod, da Fru Mille

I Sagen nødig han indvie vilde,

Før han med Seierskrandsen kom igjen;

Men da han havde givet slig Belærelse,

Gik atter han tilbage til sit Værelse.

Der nok engang paa Talen han sig hørte,

Hvorpaa i Klokkestrengen rask han drog,

Bestilte Vogn, og Frakken sig iførte.

Præcise Klokken Sex sin Hat han tog,

Og nu for sidste Gang, før bort han kjørte,

Paa sine store Mænd han Øiet slog;

Men først og sidst paa Verdenshelten Colon,

Paa Luther, Mirabeau, Lykurg og Solon.

Han ankom til Hotellets store Sal,

Hvor Jensen var ifærd med Lys at tænde,

Og hvor Tribunen, fjernt i Salens Ende,

Behersked som en Høi den lave Dal.

Hvad! raabte Jensen til ham: Er du gal!

Hvad vil du her? Hist seer en Dør du henne!

Der gaaer du ind og i din Celle bli’er,

Til alt er færdigt og jeg Tegn dig gi’er.

Vor Helt ham adlød; men kun lidt forlysted

Ham Praasen og det mørke Hul, han saae.

I hans Forstemthed dog den Tanke trøsted:

At næsten altid i den usle Vraa

Den ædle Sæd, hvis Frugter Verden høsted,

Man havde seet sin Spirekraft at faae;

At næsten altid fremgik af det Dunkle

De Stjerner, der paa Folkehimlen funkle.

Ved at gaae op og ned han sig beskytted

Mod Kulden, og skjøndt Tiden nu var knap,

Til Talens Gjennemflyven han den nytted,

Hvorved dog Tanketraaden ofte slap.

Da hørte Støi han under sig — han lytted,

Ad Trappen op der stormed Folk omkap,

Først enkeltviis, og saa i samlet Mængde:

Der kommer de! Der komme de! han tænkte.

Han fløi mod Døren — aabned den paa Klem

Og ind et Speiderblik i Salen skikked,

Og ganske rigtig! det var netop dem.

Den hele Sal blev fuld i Øieblikket,

Men mod ham selv, som endnu stod og kigged,

Sprang lille Jensen let paa Taaen frem.

Nu er det Tid! han hvisked; kom, følg efter!

Og Homo samled alle sine Kræfter.

Som Degnen Præsten, Jensen frem ham førte;

Men da han langs Tribunen vandred hen,

Forbi Kavai- og Frakkeklædte Mænd,

Der snakked høit og larmende sig rørte,

Blandt andre Ord han ogsaa disse hørte:

Nu gaaer det løs! Pas paa, nu faae vi Spænd!

Hans Hjerte blev ham snevert under Kjolen,

Og stærkt beklemt besteg han Talerstolen.

Der stod han nu med sine Idealer,

Med Hjemmets Børn, født i det stille Sind,

For her dem offentlig som Folketaler

At føre ved sit Ord i Verden ind.

En Bleghed, næsten idealsk, sig maler

I denne Stund nu ogsaa paa hans Kind,

Og idealsk han langsomt fra Papiret

Opløfter Øiets Laag, lig Hjelmvisiret.

Ud over Mængdens stilleblevne Hav

Paa eengang Blikket han begeistret sender —

Men Synet af den store Masse gav

Hans Sjæl et Indtryk, som dens Tillid ender.

En Magt, som ingen Skaansel vidste af,

En sluttet Phalanx imod ham sig vender;

Han følte sig som Een mod Tusind — sukked,

Og usædvanlig dybt til Indgang bukked.

Han hæved atter Hovedet og stammed:

"Høistærede Forsamling! Hvis" — Men knap

Var Ordet ude, før ham Mælet slap,

Idet sig voldsomt Tungebaandet strammed

Og Læberne sig slutted som en Klap.

Med Purpur paa sin Kind han dybt sig skammed,

Og et Minut han bar paa Tausheds Synd —

Da raabtes nedenfra: Begynd! begynd!

Det Raab gav Stemmen som et Skub i Hælen;

Man saae ham pludselig sit Mæle faae,

Og rask gik Talen fremad uden Dvælen.

Men her jeg Læseren nu gjøre maa

Opmærksom paa den Egenhed ved Sjælen,

Hvoraf det Følgende han vil forstaae:

At skjøndt som Eenhed Sjælen bør bedømmes,

Dens Dobbelthed dog ogsaa maa indrømmes

Deraf det kommer, at man tidt i Ord

Er Een, mens man i Tanker er en Anden;

At tidt man klart begriber med Forstanden,

Hvad man alligevel dog ikke troer;

At tidt i Hjertet en Logik der boer,

Aldeles modsat den man har i Panden;

At tidt man til sit Ja selv siger Nei,

Og kalder Du endog sit eget Jeg.

Med andre Ord: hver Sjæl et Indre har,

Som udgjør Livets egentlige Kræfter,

Hvortil som Skal sig Ydersjælen hefter,

Der Rollen tidt af Indersjælen ta’er,

Hvis Kjærne den dog aldrig kommer efter,

Endskjøndt den handler som om Alt den var;

I denne Ydersjæl boer Anlæg, Evner,

Kort, hvad man "det betroede Pund" benævner.

Heraf nu Læseren begribe vil,

(Hvad vistnok ellers blev en evig Gaade)

Hvordan i Homo’s Sjæl det her gik til.

For Talen lod han Ydersjælen raade;

Men medens den til Ord spandt Tankens Traade

Drev Tvivlens Dæmon indenfor sit Spil.

Thi naar en Dæmon spille skal sin Rolle,

Vil altid Indersjælen fast den holde.

Der i hans Hjerterod den rev og sled,

Og raabte høit (mens under dens Spectakel,

Vor Helt opmuntred til Fuldkommenhed):

Ja pas du bare paa dig selv, du Stakkel!

Thi hvis der ikke snart skeer et Mirakel,

Du dumpe vil af Talerstolen ned.

See bare til, at vel derfra du kommer,

Thi ligefor dig, see! der staaer din Dommer.

Og da nu Homo med usikker Røst

Forkyndte Idealets visse Seier,

Skreg atter høit Dæmonen i hans Bryst:

Nu kommer du med dine Narrestreger!

Tal du til Mængden kun, hvis du har Lyst

Igjennem disse Frakker og Kavaier,

Igjennem disse Hjerners tykke Skal

Du trænger aldrig med dit Ideal!

Min Læser fatter, at paa denne Viis

Ei mindste Virkning Ordet kunde gjøre,

Da Heltens Sjæl — paa eengang Mund og Øre —

Paa Holdning, Eenhed, Varme led Forliis.

Og virkelig var Talen kold som Iis,

For Publicum utaalelig at høre;

Og skjøndt den læst ei havde mindste Plet,

Det hjalp dog ei, da den blev holdt saa slet.

Forsamlingen, der hidtil holdt sig stille,

Paa eengang syntes at det nu var nok;

Og for at vise, man befandt sig ilde,

Man bankede med Paraply og Stok.

Men da han desuagtet tale vilde,

Et Hys ham hilste fra den hele Flok,

Og mens han svimlende sig holdt ved Bordet,

Fremtraadte der en Mand, som fordred Ordet. .

Ved dette Syn vor Helt aldeles blegned,

Og kun med Møie Manden han forstod,

Der nu i Alles Navn ham vide lod:

At de som Talere sig havde tegnet,

At hvis han for Tilhørere dem regned,

Da var det Alles Ønske stik imod;

Samt at sin egen Plan han syntes glemme,

Da han tilegned sig den fælles Stemme.

Paa Manden stirred Homo consterneret;

Han brat steg ned fra sit Catheders Top,

Men lille Jensen sprang i hans Sted op,

Og mens han Mængden kraftigt haranguered,

Han Planens Ord for dem interpretered

Og bad for Guds Skyld dem at holde Trop;

Thi Taleren, som just befandt sig ilde,

Sin gamle Aandskraft snart erholde vilde.

Han saae sig om — men saae de aabne Døre,

Thi Homo havde Salen alt forladt,

Saa Andet var for Jensen ei at gjøre,

End nu Forsamlingen at hæve brat,

Med Løfte, at fra ham de skulde høre,

Før næste Gang de Stævne her blev sat.

Da det var gjort, han hjem til Vennen iilte,

Hvem han paa Sengen traf, hvor mat han hviilte.

Det gik forbandet daarligt! Jensen skreg,

Idet han muntert purred sig i Ho’det;

Men Talerstolen ogsaa du besteg

For første Gang, og det gi’er Skræk i Blodet.

Ein Mal ist kein Mal. Tab nu ikke Modet!

Rask over Nederlaget slaae vi Streg;

I næste Uge vi paany probere —

Nei! afbrød Homo ham: nei aldrig mere!

Hvordan! udraabte Jensen: Denne Sag,

Som du i mange Aar har forberedet —

Som du har tænkt paa baade Nat og Dag —

Som din Mission du kaldte — som du sveded

Ved dine Bøger for — som har dig glædet

Og trøstet under alle Skjæbnens Slag:

Den vil du lade falde saa umandig?

Ja, sukked Homo: ja! Ja for bestandig!

Forgjæves Vennen ham bestred med Grunde,

Forgjæves blev Beviis for Haabet ført;

Om Jensen havde talt med tusind Munde,

Han af vor Helt dog ei var bleven hørt.

Lig Icarus, afmægtig af sin Vunde,

Midt i sin Himmelflugt af Slaget rørt,

Nedstyrtet ho’dkulds, vingeløs i Havet,

Laa Homo her i Puderne begravet.

For ham begyndte nu en Tid, som haardt

Det falde vil sig ret at forestille,

Hvis Læseren fra Helten ei seer bort,

Og tænker Sort og Rødt sig selv at spille

Om Det, han allernødigst tabe vilde,

Og som han satte paa et enkelt Kort.

Rødt er det Kort, som Læseren har stillet —

Ak! Sort der kommer op, og tabt er Spillet.

En dyb Tungsindighed ham overfaldt,

Som ikke blot hans Hjerte sammenklemmer,

Som ikke blot betynger Sind og Lemmer

Og bøier som hans Styrke hans Gestalt,

Men høiere hans Nervers Strænge stemmer,

Saa han til samme Tid — hvad her fortalt,

Jo klinger som en Ting, der er utrolig —

Var spændt og slap, var døsig og urolig.

Han hele Timer stille kunde staae

Og see paa Gaden ned fra Vindvets Rude,

Som halv forundret over, at derude

Sin vante Gang Alverden kunde gaae,

Hvor ei det Mindste syntes at bebude

Den Livsformørkelse, han vented paa;

Men tog man bagved ham i Døren bare,

Saaes i Forskrækkelse han sammen fare.

Han hele Nætter vaagen kunde ligge,

Med Tanken opfyldt af sin Tort og Spee;

Og fik tilfældigviis han Folk at see,

Som han saae Hovederne sammenstikke:

Strax blev han bleg; thi han betvivled ikke,

Det gjaldt hans forulykkede Idee.

Aviserne han aldrig turde læse,

Af Frygt, i dem at træffe sin Fadaise.

For ingen Priis ved Bønner nok saa milde,

Til at gaae ud han sig bevæge lod;

Thi hvorfra skulde han vel hente Mod,

Til frem for Verden sin Person at stille?

Men da hans Stueliv bekom ham ilde,

Da paa Bevægelse hans Doctor stod,

Han efter Lægens Raad for saa vidt hørte,

At daglig i Karreet en Tour han kjørte.

Der sad han dog endnu med en Slags Ære,

Idet sin egen Vogn han rumled i:

Der var han skilt dog ved en Barriere

Fra disse Mennesker, han kom forbi;

Der kunde han i Fred for Folk dog være,

Og skjøndt indspærret føle sig som fri;

Thi hvis han skulde see bekjendte Miner,

Saa havde han jo sine Vogngardiner.

Fru Mille blev urolig, og indviet

Af Jensen i den hele Sags Natur,

Fik hun Patienten bort fra Stadens Muur

Og sendt med Extrapost til Baroniet.

Men heller ikke der blev han udfriet

Af dette mørke Tungsinds Fangebuur,

Og sidst i Februar kom han tilbage,

For atter i Karosse trist at age.

Hvem veed, hvorvidt hans Sygdom kunde gaaet,

Hvis ei ham havde frelst en høiere Magt;

Hvis ei han Kald til Hove havde faaet,

Hvor — Kammerherrenøglen blev ham rakt.

Geheimraad Encken havde bi ham staaet

Og ind et Ord paa høiere Steder lagt;

Om af sin egen Drift, om dertil ledet

Ved Bøn af Homo’s Venner — ja, hvem veed’et?

Nok sagt, vor Helt den gyldne Nøgle fik;

Tungsindighedens Sky han saae bortdrive,

Den lukte Horizont saae fri han blive,

Og som hans Sind, opklared sig hans Blik.

Men, spørger man, hvor kunde Nøglen give

Erstatning ham for Haabet, der forgik?

Og om endog et Øieblik forlyste,

Hvor kunde slig en Bagatel ham trøste?

O meget let! En ny Vei nyt Haab føder.

Tidt ad en Gade gaaer man — ikke sandt?

Op til hvis Ende der en anden støder,

Som fører til en ganske modsat Kant.

Man dreier blot om Hjørnet, og man møder

En Verden, som man før ei for sig fandt.

Saaledes Homo, da han Nøglen eied,

Om i en anden Tankegang nu dreied.

Ei meer mod Publicum han udad saae,

Og mens han Folket og dets Vel lod ligge,

Han retted med sin Tanke sine Blikke

Mod Maalet, der i modsat Retning laa

Af Talermaalet, som han naaede ikke.

Ikkun den fine Mand han stirred paa,

For hvem en Bane jo endnu stod aaben

Til stadig Fremgang og bestandig Haaben.

Saadan forandrer sig med Tankegangen

Den hele Udsigt — Livets Maal og Spil;

Men først til slig Forandring spores Trangen,

Naar der et Stød fra Uden kommer til.

Først Hjertet gennemzittres maa ved Klangen

Af Stødet, før man Tanker skifte vil;

Thi samme Tankegang, med Haand paa Staven,

Gaaer mangen En fra Vuggen indtil Graven.

Ja, mangen En gaaer ad den stille Sti,

Som vel man Kirkestien kunde kalde;

Som, fri for Anstød og for Uro fri,

Ham fører mod det Maal, der vinker Alle.

Det ei engang i Tanke ham kan falde,

At anden Tankegang kan vandres i;

Al Dreien-om ham tykkes overflødig,

Da lige frem at see han kun har nødig.

Heel modsat dog, i Zikzak ud og ind,

Sig Tankestien bugter for de Mange,

Som her i Livet alt den Skat forlange,

Der heelt udfylder et uroligt Sind.

De dreie om i andre Tankegange

Hvergang det gamle Maal har tabt sit Skin:

De vil en anden Udsigt — ny Opklaring

Af Livets Gaader gjennem ny Erfaring.

Men tidt paa denne Viis det kan sig hænde,

At ind der dreies i en cul de sac,

Et Stræde, lukket i den ene Ende.

Man skrider frem — man trænger paa, men

Om Panden end mod Muren man vil rende,

Den siger dog kun Stop! nei mange Tak!

Vil den Formaning nu man ikke høre,

Kan fortsat Fremgang kun til Vanvid føre.

Da takker man sin Gud, om Noget møder,

Hvorved man tvinges til at vende om;

Hvorved den Pande, man mod Muren støder,

Omdreies mod en Luft, der føles tom;

Da faaer man Stødet kjært, der Tanken nøder

Ud af det Hul, hvor den i Klemme kom;

Og derfor fik saa kjær just Homo Nøglen,

Der atter gav de bundne Tanker Tøilen.

Men som en Lykke sjelden kommer ene,

Saa gik det ogsaa her. Knap Tid han fik,

Til Skræderen at lade Lidt fortjene,

Ved tvende gyldne Knapper efter Skik

At hefte bag paa Kjolen — dog alene

Paa den civile, hvormed ud han gik —

Knap dette Hæderstegn ham bagpaa sidder,

Før han fik Korset forpaa og blev Ridder.

Paa hvilken Maade? Paa en saare nem.

De trende yngste Kammerherrer maatte

Fungere ved en Fest, hvorved de traadte

I deres Galadragt for Hoffet frem.

Nu var med Ordner smykt de To af dem,

Og Hoffets Marskal nødig vilde blotte

Den Tredies Mangler for Alverdens Blik;

Paa denne Maade Homo Korset fik.

Fra Festen vender netop han tilbage,

For oprømt i Familiens snevre Kreds

Gratulation af Fruen at modtage,

Og — med sit eget Ydre veltilfreds —

At lade Julle og Bettine rage

Paa Korset, nu paa Begges Bifald vis.

Fra dem begi’er han ind sig i Gemakket,

Hvor han den hele Herlighed aftakked.

Her i sin Eensomhed blev han bevæget,

Hans Sjæl sig følte løst af alle Baand;

Han takked i sit stille Sind den Haand,

Som havde saaret og som havde læget,

Som havde huldt hans Hjerte vederqvæget

Og løfted fra det dybe Fald hans Aand.

Han spored tydelig et Forsyns Finger,

Og dette Forsyn rørt sin Tak han bringer.

Men — tænkte han — ved Ord det ei tør blive,

Den sande Tak i Handling dog bestaaer;

Hvor selv Saameget man af Himlen faaer,

Bør ogsaa Noget man til Andre give.

I Armods Bolig Sorgen at fordrive,

At trøste Hjertet, der bekymret slaaer,

Ei bedre Offer kan en Sjæl fremføre,

Og derfor Godt i Løndom vil jeg gjøre.

Halvhundred Daler af sin Pult han tog,

Og for Incognitoet at bevare,

Han sig en Dyffels Frak iførte bare,

Hvorover han sin Vinterkappe slog.

Med Blik, der under Huen straalte klare,

Han gjennem Porten ud paa Vandring drog,

Og hurtig op ad Gaden han sig skyndte,

Just som at dæmre Dagen stærkt begyndte.

Det var i Marts og et afskyeligt Veir

Med Regn og Sneefog, og saa voldsom Blæsten,

At bort fra Jorden den ham førte næsten,

Saa Kappen han kun fastholdt med Besvær.

Paa Kongens Nytorv, ikke langt fra Hesten,

Kom i sin Gang han meer og mere nær

To magre, usle, qvindlige Gestalter,

Med Tøfler paa og dækked’ kun af Pjalter

Dem Vinden bagfra tog i Skjørtet ind,

Aftegnende Figurens hele Jammer

Mens ind den bored sig i Been og Skind,

Og vaer han bliver, at den Ene lammer.

Strax af Medlidenhed hans Hjerte flammer,

Med Kappen trukken tæt op for sin Kind,

La’er han — idet forbi han monne skride —

I Haanden paa dem hver en Specie glide.

Aa Gud velsigne Dem! det bag ham lød.

Men hurtig gik han til; thi frem just stilled

Sig for hans Syn hans eget Ungdomsbilled

Fra, hiin Tid, da han dybt bestedt i Nød

Drev om paa Gaden ussel og afpillet,

Og gysende han næsten glad udbrød:

Nei, disse Fruentimmers Nød var større!

Men gudskelov jeg Mit har paa det Tørre!

Med denne Glæde ved sin trygge Stilling,

Hvor Andre prøve Nødens bittre Magt —

En Glæde, hvoraf vist en lille Billing

Den kjære Læser af og til har smagt —

Gaaer rask han frem og sparer ei sin Skilling,

Hvergang en Tiggerhaand ham bliver rakt;

Og endelig hans Skridt ham derhen fører,

Hvor han jo Godt i Løndom vilde gjøre.

Adress’avisen havde viist ham Veien,

Ved Bøn om Laan i dyb Elendighed

Til Barselfærd, til at betale Leien,

Og til i Jorden at faae Manden ned.

Tre Huse, hvor den haarde Nød man led,

Han havde mærket sig med Blyantsstregen,

Og i det ene, fast til Tagets Top,

Steg ad den usle Trappe nu han op.

Paa Gangen stod han stille — for hans Øren

Lød Støi og Latter, munter Sang og Klang,

Og knap med Klinken fik han aabnet Døren,

Før op fra Bænken midt i Stuen sprang

To Kjællinger, en Mand og fire Børn,

Med samt en Knøs, rødhaaret, stor og lang.

Et oplyst Bord med Steg og Punsch og Flasker

Til samme Tid ham høilig overrasker.

Jeg gaaer vist feil, han siger; om en Død

I Dagsavisen stod der en Fortælling —

Ja ganske sandt! faldt ind den ene Kjælling,

Der stank af Punsch og glinsed fed og rød:

Ja han er død, den stakkels gamle Skrælling,

Og paa det Sidste led han megen Nød;

Han skreg saa høit og døde midt i Skriget —

Men vil ei gode Herre see paa Liget?

Her fra en Bænk hun hurtig trak et Lagen

Og tynd som et Skelet, med skarpe Træk,

Med hvide Haar den Døde kom for Dagen,

Og puslende ved ham hun pluddred væk:

Han Lappeskræder var og født paa Skagen

Hans sidste Arbeid her var denne Sæk.

Den kun blev færdig paa den ene Side;

Nu som en Liigsærk kan han selv den slide

Forbauset Homo stod. Han knap trak Veiret

Og stirred paa den Dødes hule Kind;

Men Konen vedblev: Ak, det gamle Skind!

Saamange gode Folk der her har været

Og rakt en Skilling os ad Døren ind.

Min Mand, som er hans Søn, har ham ernæret,

Og at han godt blev pleiet, jeg bedst veed:

Men vil ei gode Herre sidde ned?

Vor Helt, hvis Vrede vaktes i det samme,

Tilbageviser Konen, som nu tier;

Og mens et strengt Blik han dem Alle gi’er,

Han yttrer: at de ret dem maatte skamme

Ved Gaver at begjære og annamme,

For at anvende dem til Drik og Sviir;

At Spot det var, at sidde her ved Kruset,

Imens den Døde var endnu i Huset.

Der stod de dybt beskæmmet Allesammen,

Paa Knøsen med det røde Hoved nær;

Thi han, som havde øst Begeistringsflammen

Af Bollen, hvormed nys man var ifærd,

Gjensvared Homo rask: Hvad angaaer Skammen,

Hvorom den gode Herre taler her,

Da vil det Hele nok Saameget sige,

Som at en Steg kun passer for de Rige.

I troe, naar I en Skilling os forære,

Saa har I hjulpet os i al vor Nød,

Saa skal vi spente, spare, og fortære

Den under Tak til Jer i Vand og Brød;

Men naar man daglig maa i Kulden være,

Og bænke sig hver Nat i Halmens Skjød,

Saa til en glad Dag kan man ogsaa trænge,

Og dertil er just gode jeres Penge.

I har det nemt, I Rige! Stegte Duer

Jer fly’er i Munden, mens I lever flot

Med jeres pæne Frøkner, fine Fruer,

Paa Fløiels Sopha i det høie Slot.

I Pappegøier har i jeres Stuer;

Men see Dem om i disse Huller blot!

Hvis De har Lyst, saa gjennemrod kun Reden,

Rotter og Muus er hele Herligheden!

Thi vi, min Herre, dandse paa Ruiner,

Vi just i Nøden aabne Glædens Spunds;

Vi for vor sidste Skilling lave Punsch

Og kjøbe Søsterkage med Rosiner;

Vi slukke Sorgen ned mens Døden griner,

Og trumfe mod ham før vi gaae tilbunds;

Og har vi for idag bortgjennet Sorgen,

La’er vi Fiolen sørge for imorgen.

Ja see kun paa mig! Gjør De kuns Dem vred,

Og slæng kun Kappen fornemt over Kjolen!

Men vi Aviser har i Aftenskolen,

Og vores Lærer han veed god Besked.

Et Uveir trækker sammen omkring Solen,

I Rigdoms Bolig Lynet snart slaaer ned;

Vi Smaafolk os forstaae paa Catechismen:

Tag Jer iagt — nu kommer Pauperismen!

Tys, Jochum! raabte Konen: Hold din Mund! —

Ak, Herre! hør ei paa hvad Knægten taler,

Men tænk paa Kisten, som man sort nu maler.

Vor Helt, som væk at slippe søgte kun,

Fremtog sin Pung og putted en Rigsdaler

Ned i den Dødes Haand — og samme Stund,

Bort fra den Jochum, der saa haanlig smiilte,

Han ned ad Trappen, ud paa Gaden iilte.

Der stod han nu. Forstemt han gik sit Skud,

Og ganske langsomt naaede han den Kjelder,

Hvor Leiesummen skal betales, eller

Familien næste Mandag kastes ud.

Men her fik Nød han see, som man fortæller

Ret kildrer en Velgjørers fine Hud:

En Nød saa lens for Haab, saa bar for Glæde,

At som en Gud en Hjælper maa fremtræde.

Han saae en gusten Kone Hoser strikke

Ved Praasen i en Kjelder, mørk og qvalm,

Mens Manden, pukkelrygget, monne flikke

Paa et Par Træskoe, han beslog med Malm;

Fem næsten nøgne Børn han saae at ligge

Paa Stuegulvet i den bare Halm;

Og da med tyve Daler han dem trøsted,

Vist tusinde Velsignelser han høsted.

Han stod igjen paa Gaden let og fri,

Mens glad ved Tanken om sin Daad han smiilte,

Og nu han hen til Barselqvinden iilte,

Som boede fjerde Bagsal der forbi.

Han steg til Qvisten op, hvor Staklen hviilte,

Men neppe Dørens Haandgreb tog han i,

Før indenfra der mødte ham en Sukken;

Han lukked op — og Qvinden sad ved Vuggen.

Til Næsens Tip i Kappen hyllet ind,

Først et Par Ord om Barnet han fremstammed,

Hvorpaa han spurgte, om hun selv det ammed,

Og om det trivedes, det lille Skind.

Den unge Qvinde taug, som hun sig skammed,

Hun rødmed høit — men da paa Barnets Kind

Han nu af Sedler lagde Fem og Tyve,

Hun næsten ham om Halsen vilde flyve.

Begeistret løfted hun sin Haand og Røst.

O, raabte hun: ned i min mørke Stue

En Lysets Engel steg fra Himlens Bue

Og bragte den Forladte Hjælp og Trøst!

O, lad min Engels Aasyn dog mig skue!

Lad det forførte, det forraadte Bryst

Sin Skytsaand kjende og hans Navn erfare,

For til sin sidste Stund det at bevare!

Det lød som sød Musik for Homo’s Øre,

En Flig af Kappen alt han synke lod;

Dog — han jo Godt i Løndom vilde gjøre,

Og seirende han Fristelsen modstod.

Istedenfor sit Ansigt at afsløre,

Han rundt sig dreied paa den ene Fod,

Slog over Skulderen med eet Slag Kappen,

Og styrted ud af Stuen, ned ad Trappen.

Der stod for tredie Gang han nu paa Gaden,

Hvor Blæsten sig med Regnen havde lagt,

Og Maanen ovenfor i sneehvid Dragt

Imellem sorte Skyer saae ned paa Staden.

Ved Husene at følge langs Facaden,

Blev ud til Torvets aabne Rum han bragt,

Og rørt mod Himlens Lys sit Blik han hæved,

Mens Strængen i hans Indre klang og bæved.

Han havde trøstet de Ulykkelige,

Han havde gjort, hvad Pligten foreskrev,

Han følte Glæden, som ei Ord udsige,

Men hvorpaa Hjertet dog har Segl og Brev;

Han gik omkring som halv i Himmerige,

Til i hans Bryst der sig et Suk løsrev,

Idet for Tanken Almas Billed svæved;

Thi hvor var hun? Hvordan mon hun nu leved?

Veiviseren jo maatte gi’e Besked

Om hendes Bolig! — Greben af Ideen,

I næste Urtebod han iler ned,

At laane Bogen, for at eftersee’en.

Den fandtes ei, og over til Cafeen

Han nu sig skynder som til rette Sted,

Og der paa Efterspørgsel han erfared,

At Bogen gjemtes inde ved Billardet.

Thi skred han ind, hvor i Cigarrøgs-Taagen

En Sværm af unge Herrer stod og gik,

Deeltagende med Haand og Mund og Blik

I Kuglens Spil paa Banden og mod Krogen,

For hver Gang den et Stød af Queuen fik.

Vor Helt i Hjørnet satte sig med Bogen,

Han slog den op — paa nok af Navne stødte han;

Men hverken Alma eller Stjerne mødte han.

Den Gamle, tænkte han, maa være død,

Men hvor i Verden flakker hun, den Arme?

Dog her en Støi hans Tankegang afbrød;

Høit ved Billardet hørte han dem larme,

Thi En af Spillerne i Spillets Varme

Tripleret havde Billen ved sit Stød.

Han trykked dybere sig ind i Krogen,

Greb en Avis, og lagde fra sig Bogen.

Der sad han med Cigar og rynket Bryn,

(Mens rundt om ham man sang og peb og hvæste)

Og ud en Røgsky mod Avisen blæste,

Hvori, blandt Efterretninger fra Fyen,

Han een om Dødsfald som idrømme læste.

Paa eengang dog det sortned for hans Syn,

Paa eengang alle Tankerne stod stille,

Og neppe sine Øine troe han vilde.

Han læste: Redacteuren maa beklage,

At Dagens Rygte Sandhed har fortalt.

Igaar paa Galtenborg Fru Clara Galt

Midt i sin skjønne Bane kom afdage,

Ved over Barrieren Spring at tage,

Hvorved med Hesten mod en Steen hun faldt.

En Officeer, som fulgte med til Ledet,

Saae hende styrte — hun var død paa Stedet.

Det var det Hele; men det var dog nok,

Ja meer end nok for Homo. Gjennemrystet

Som af et Tordenslag han følte Brystet,

Og et Minut sad stiv han som en Blok.

Her at forblive ham ei længer lysted,

Han skred forbi de muntre Gjæsters Flok,

Og vilde netop nu forlade Salen,

Da bag ham høit det lød: En Snaps til Pahlen!

Til Pahlen? gjentog han. Han om sig vendte,

Og i den gamle, skimlede Marqueur,

Hvem neppe Mærke til han lagde før,

Han pludselig sin Ungdomsven gjenkjendte.

Men hvor var Glandsen, som ham fordum blendte?

Hvor var Tournure, Fiong, Parfum, Couleur?

Particulie’en væk var! Hvilken Dalen:

Van Pahlen sunken til Marqueuren Pahlen!

Med blegt og fedtet Ansigt, Issen dækket

Af et Par graae og sammenlagte Haar;

Med Kippers Vest, hvis Skidenhed forskrækked,

Da rundt den om den tykke Mave gaaer;

Med Pantalon, der blot til Hoften rækked,

Saa Noget sees af Skjorten, Fyren staaer;

Og Eet paa ham endnu kun er det Samme:

De Støvleremme, der hans Buxer stramme.

En Laps paa en Tallerken bragte Snapsen,

Og Allemand paa Pahlen nu gav Agt,

Der Haanden ud begjærlig havde rakt.

Nei Fingeren af Fadet! raabte Lapsen;

Geduld, mein lieber Pahlen! Ingen Rapsen,

Før Han en Vittighed os her har sagt.

Marqueuren strax tilbedste gav en Smudsighed,

Modtog sin Løn, og takked med en Pudsighed.

Vor Helt, som halv fortumlet var i Sindet,

Fra Sværmens Latter iilte bort i Fart,

Og i sin egen Stue stod han snart,

Hvor han modtoges blidt af Maaneskinnet,

Der gjennem blanke Ruder straalte klart.

Han kasted Tøiet af, og tung af Mindet

Han satte sig i Gyngestolen ned,

Hvor over Gulvet Maanelyset gled.