P.A. Heiberg (1758–1841)

Heiberg, Peter Andreas, 1758–1841, Forfatter. Født 16. November 1758 i Vordingborg, død 30. April 1841 i Paris, begravet samme Sted (Montmartre). Broder til Ludvig Heiberg. Gift 7. Maj 1790 i København (Nic.) med Thomasine Buntzen (se Gyllembourg(-Ehrensvärd), Thomasine). Ægteskabet opløst 1801.

Efter Faderens tidlige Død flyttede Moderen til Vemmetofte hos sin Fader, Sognepræst Peder Heiberg, der var halvblind. Drengen gav meget tidlig Prøve paa sit bidske Sindelag ved at blande barokke Tilsætninger ind i de Stykker, han læste højt for den gamle, og ved at kradse Kviksølvet af hans Barberspejl. Han blev Student 1774 fra Vordingborg og tog i Februar 1777 sammen med K. L. Rahbek den nylig indstiftede filologiske Embedseksamen, hvor han især udmærkede sig i Græsk. 1779 udgav han en Oversættelse af Moses Mendelssohns »Phædon, eller om Sjælens Udødelighed«. Han skal have søgt blandet Selskab i sine unge Dage, spillet, gjort Gæld, været stærkt engageret med Aagerkarle. I Midsommeren 1779 flygtede han til Sverige og lod sig hverve til Soldat; senere har hans Modstandere ikke forsømt at drille ham med den Lovovertrædelse, hvori han skulde have gjort sig skyldig. En Farbroder, der var Klokker i Bergen, købte ham fri fra Tjenesten, og Heiberg studerede nu en Tid i Uppsala, hvor han vilde tage Doktorgraden. Men 1782 rejste han til Bergen og prøvede at slaa sig igennem, først som Huslærer hos en Provst Krog, senere som Kontorist i et Købmandshus. Paa denne Tid begynder hans litterære Liv, idet han gjorde Bekendtskab med Johan Nordahl Brun og Claus Fasting og gjorde Udkast til en Tragedie »Axel og Valborg«; Heiberg var ogsaa i sit senere Forfatterskab af norsk Skole. Opholdet i Norge fik en brat Ende, da han i et Brev til sin Broder havde røbet en efter hans Mening uhæderlig Fremgangsmaade fra hans Principals Side. Brevet blev aabnet, og han blev nødet til at underskrive en Tilbagekaldelse. Han rejste til København, hvor han fik Ansættelse som Assistent hos Notarius publicus og 1787 Bestalling som Translatør i Spansk, Portugisisk o. fl. Sprog. Samme Aar udgav han en Bearbejdelse af »Eusebius, eller hvad Gavn man høster af Dyden i vore Tider«, en satirisk Fortælling i Voltaires Manér af Jean de Laveaux. Bogen blev med nogle spydige Ord tilegnet Rahbek, der svarede i »Lærde Efterretninger«, og Heiberg gav ham igen i den ubehagelige Artikel »Bevis at Hr. Rahbek ikke besidder de fornødne Egenskaber enten til at være Recensent eller Oversætter«. Der udveksledes endnu et Par Indlæg; ogsaa senere fik Heiberg og Rahbek Lejlighed til at krydse Klinger, uden at Rahbek tabte Taalmodigheden med sin vanskelige Kammerat. Samme Aar udsendte Heiberg første Hæfte af »Rigsdalersedlens Hændelser«, et satirisk Tidsskrift med Romanramme, som fortsattes lige til Udgangen af 1793. Dets Forbillede var Charles Johnstons »Chrysal, or Adventures of a Guinea«. Heiberg angriber i Flæng baade almenmenneskelige Svagheder og Tidens Brøst: Tallotteriet, Toldspionagen, bedærvet Købmandsmoral, Adelen, Øjentjenerne, Projektmagerne, Tyskerne o. s. v. Som dets 40. Kapitel indeholdt Skriftet en Komedie, »Virtuosen« (senere omdøbt til »Virtuosen Nr. 2«), der skildrer en tysk Svindlers Afsløring. Men allerede forinden var han optraadt som Dramatiker med Komedien »Forvandlingerne«, der opførtes paa Det kgl. Teater 4. Marts 1788 og blev gunstigt modtaget. Emnet var fra en af Cervantes’ Noveller, dog en Smule fordansket. Samme Aar kom Karakterkomedien »Heckingborn«, bearbejdet efter »Der Spleen« af Stephanie d. Y. (der allerede var oversat af Jfr. Biehl), hvis Emne er en Misantrops Helbredelse. 1789 udgav Heiberg to Operaparodier: »Mikkel og Malene«, rettet imod Jfr. Biehls »Orpheus og Eurydice«, og »Holger Tyske« imod Baggesens »Holger Danske«. Foranlediget af en i øvrigt højst respektfuld Udtalelse af Tode om, at »Heckingborn« ikke havde gjort Lykke, aabnede Heiberg en overflødig Pennefejde, der udartede til et Klammeri af ganske personlig Art. Derimod deltog Heiberg ikke i den saakaldte »Holgerfejde«, der var fremkaldt af hans Travesteren af Baggesens Stykke. Skønt Heiberg havde spottet Syngespillet som Genre og harcelleret over, at almindelige Mennesker midt i deres Tale pludselig gav sig til at synge, skrev han selv 1789 to Syngespil: »Selim og Mirza« (der straks blev parodieret af Olufsen med »Jokum og Maren« og af Tode med »Ole og Sidse«) og »Indtoget« (først opført 1793), hvori han har »haft den Grille at ville motivere Sangen for at gøre den musikalske Del deraf saa meget mere rimelig«. Ligeledes fra 1789 er de to Lystspil »Virtuosen« Nr. 1 og 2. I Sommeren 1791 skrev Heiberg Komedien »De Vonner og Vanner«, der blev opført tre Gange i Januar 1792 og derefter forbudt paa Grund af den stærke Satire over Landofficererne, der jo for en stor Del var tyske og derfor Genstand for Heibergs særlige Uvillie (især vakte det Anstød, at Heiberg havde skrevet, at »den blaa Kjole« i Huse hos Folk af Middelstanden saas hellere end »den røde«). Fra 1791 er fremdeles Syngestykket »Kinafarerne« (opført 2. Marts 1792), det friskeste af Heibergs Stykker, med gode og naturligt anbragte Viser. Disse to Sangspil er Heibergs bedste og viser ham i Besiddelse af virkelig komisk Kraft. Endnu indleverede Heiberg i Februar 1793 til Teatret et lille vittigt Stykke, »Hofsorgen«, som blev forkastet af Teaterchefen og udgivet med en vidtløftig Redegørelse for Sagens Enkeltheder i første Udgave af Heibergs »Skuespil«. Som Efterslæt til Heibergs Skuespildigtning kom i anden Udgave Komedierne »De syv Tanter« og »Menneskekenderen« samt Syngespillet »Mystifikationen«. — Heibergs dramatiske Digtning indtog en vigtig Plads i Samtidens Bevidsthed, maaske nok saa meget for sine satiriske Hib som for sine dramatiske og poetiske Dyder, han fortaber sig let i grovkornede og pamfletagtige Udfald mod hjemlige Forhold og Institutioner. Det samme kan mutatis mutandis siges om hans talrige Viser og Vers, de har nok af Peber og Salt, men ingen Musik eller Sødme, f. Eks. »Hver Mand i Byen om Indtoget taler« (1790), »Verden af Krig og af Fejde er fuld« (1791), »Fred med Kongerne paa Jorden« (1793), »Vor Klub er dog er herlig Sag« (1794), »Min politiske Omvendelse« (samme Aar), »Laterna Magica« (samme Aar, efterlignet af J. L. Heiberg, Wilster o. fl.).

Baade Skuespil og Viser paadrog Heiberg Retssager. Hans første Proces foranledigedes af en ugrundet Beskyldning imod Admiralitetet i »Virtuosen Nr. 2«, den skaffede ham en Bøde paa 200 Rdl. Anden Gang han kom i Konflikt med Loven og Politiforordningerne, var 1790, da hans førnævnte Indtogsvise indeholdt Ordene »Ordener hænger man paa Idioter«, der blev vurderede til en Mulkt paa 150 Rdl. for hans »Fornærmelse imod Personer« og hans »dumdristige Kritik over Hans Majestæt Kongens Forhold med at uddele Ordener«. I denne Sag havde Heiberg dog ikke blot Befolkningen paa sin Side, men ogsaa Regeringen fandt, at Politimesteren havde vist utidig Tjenstiver; det skal have været i Sammenhæng hermed, at Reskriptet af 3. Dec. 1790 bestemte, at Misbrug af Trykkefriheden skulde forfølges ved de almindelige Retter. I de følgende Aar blev Heibergs Forfatterskab stærkt præget af hans Sympati med den franske Revolution og det Had til »Aristokraterne«, der som en Smitte fra Paris bredte sig til en Del af Københavns Borgere. Under Mærket Simon Sanddru skrev han i Rahbeks »Tilskuer« bitre og uligevægtige Artikler, der smagte af politisk Demagogi. En af dem, fra 17. Marts 1794, indeholdt en lidet tilsløret Anklage imod den engelske Gesandt Hailes for at have optraadt fornærmeligt mod den danske Nation under Christiansborgs Brand. Gesandten klagede, og Rahbek maatte møde for Hof- og Stadsretten, men blev frikendt. Ulykkeligvis indflettede Heiberg i sin Vise »Vor Klub o. s. v.« nogle uforsigtige Ord om »King George«, og Rahbek trykte Visen uden først at indhente hans Samtykke i sin »Tilskuer«. Denne Gang anlagde Generalfiskalen Proces mod Heiberg selv, Retten tolkede hans noget tvetydige Linier paa den for ham ugunstigste Maade, og han ifaldt en Mulkt paa 300 Rdl. Heiberg udgav Sagens »Procedure og Dom« 1795 med et Motto af sin Yndlingsforfatter Charles Churchill (hvis Digt »Selvstændighed« han havde oversat i 1. Bd. af »For Sandhed«).

Der er nu en Pause i Heibergs Produktion; han vilde ikke være den »Tordenleder«, der altid trak Magtens Lyn til sig, havde heller ikke megen Tid, da han var blevet Familiefader og maatte arbejde haardt som Translatør og Medhjælper for den gamle Notarius Schmidt. 1796 blev hans Ro dog afbrudt ved en ny og ørkesløs Polemik om Skuespillerinden Mad. Preislers formentlige Tilsidesættelse ved Det kgl. Teater (»Dyvekefejden«). Heiberg havde her at gøre med sin Medbejler til det liberale Publikums Gunst, M. C. Bruun, der invektiverede ham i sit dramaturgiske Tidsskrift »Svada« og tillagde ham »for meget af Fremfusenhed, Selvindbildskhed og Skældesyge, for lidet af rolig Eftertanke og Besindighed«. Begge Parter forløb sig, de blev vel forligt, men Meningsfriheden kompromitteredes ved disse ubændige Pennefejder, og Regeringen nedsatte en Komité af fire Mænd til at udarbejde et Udkast til en Trykkefrihedsanordning. Til den Litteratur, dette Skridt fremkaldte, bidrog Heiberg med sin Pjece »En Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefriheden« (1797), hvori han viser mere Maadehold i Tanke og Udtryk end sædvanlig.

De nærmest følgende Aar blev afgørende for Heibergs Skæbne. Under Heibergs Forretningsrejse i Norge i Sommeren 1797 havde N. D. Riegels udgivet nogle aabne Breve til ham. De fremkaldte et Modskrift fra Chr. Colbiørnsens Side, hvori ogsaa Heiberg nævntes, flygtigt, men uvenligt. Da nu Embedet som Notarius publicus blev opslaaet vakant i Februar 1798, indgav Heiberg, der allerede var konstitueret, men ikke egentlig havde Ekspektance paa det, sin Ansøgning, men det blev givet til G. H. Olsen, fhv. Professor ved Sorø Akademi, senere Konsul i Tunis og Algier. De to Ansøgere indviklede sig i en heftig Polemik med hinanden, og navnlig var Heibergs Indlæg skarpe: »Suum cuique« (1798), »Tu si tacuisses, philosophus mansisses« (1798). Flere deltog i Fejden, og Heibergs tøjlesløse Sprog opmuntrede M. C. Bruun til at udsende Skandaleskriftet »Bevis, at en monarkisk Regering ikke er forbunden til at bortgive Embedet efter de Søgendes Duelighed«. Det var imidlertid indlysende, at Heibergs Vrede havde samlet sig om Colbiørnsens Hoved: i ham saa han Ophavsmanden til sit Uheld, og mod ham rettede han sine personlige Angreb. Navnlig fremsatte han en odiøs Hentydning til en Affære i Nærum, hvor en Kromand havde mistet sin Bestalling, efter Heibergs Mening paa Colbiørnsens Tilskyndelse og som Hævn for at have modsat sig et Overgreb af den almægtige Kancellideputerede. Fra ham troede Heiberg ogsaa at det Sagsanlæg udgik, som blev hans Bane. Heiberg havde i »For Sandhed« 1798 udgivet to meget dristige Skrifter. I »Politisk Dispache« havde han anstillet Betragtninger over, hvad Danmark, England og Frankrig ydede til deres Regenter og deres Underhold, og i »Sproggranskning« under Fiktion af et Ordbogsarbejde uddelt yderst hensynsløse satiriske Hib til højre og venstre. Sagen, der foranledigedes ved en Skrivelse fra Kancelliet af 26. Februar 1799, blev ført med stor Haardnakkethed fra begge Sider. Heiberg udgav alle Akterne i Trykken arkvis under Titelen »Læsning for Publikum«, ialt 37 Numre, og tillige i et særskilt Hæfte Akterne i Sagen mod Kromanden i Nærum. Dette nye Forfatterskab blev standset ved Trykkefrihedsforordningen af 27. September 1799, hvilken Heiberg mente at være blevet udarbejdet for en Del med hans Tilfælde for Øje og »sammenjasket« saa hurtigt, at den kunde finde Anvendelse paa hans Dom. Denne faldt 24. December samme Aar. Man lod heri Heibergs tidligere Presseforseelser gælde som aggraverende Omstændigheder og kastede sig blandt hans senere Synder især over den Ytring i »Suum cuique«, at han i sin Tid var blevet tiltalt for »Udtryk mod Master Pitt, som Kongen befalede skulde anses som brugte mod Kongen af Storbritannien«. Dommen lød paa, at han burde forvises Kongens Riger og Lande.

Heiberg forlod København 7. Februar 1800 og kom sidst i Maj til Paris. Hans Hus havde været Samlingsstedet for de franske Republikanere i Danmark, nu gjorde han bitre Erfaringer om Venskabets Holdbarhed. En endnu langt bitrere Kalk maatte han tømme, da han i September 1801-Maj 1802 kæmpede en haabløs Kamp for at bevare sin unge Hustru, der forlod ham for at ægte C. F. Gyllembourg; om denne Tragedie kan læses i hendes Biografi. Under sine Bestræbelser for at faa Tilladelse til at vende tilbage til Danmark og intervenere i den fortvivlede Sag om Hustru og Barn gik han saa vidt som til at bønfalde sin Fjende Colbiørnsen om at støtte hans Ansøgning om Benaadning: »jeg har altid vidst, at denne ædle Stolthed er et af de skønneste Træk i Deres Karakter«, men forgæves. Nu havde han »kun det usle Liv tilbage«. 1802 fik han en fransk Bestalling som Translatør, næste Aar fik han en Ansættelse i det franske Udenrigsministerium (bureau des traducteurs), hvor han langsomt avancerede og til sidst blev Bureauchef. Stillingen var for en Mand med Heibergs store Kundskaber og eminente Arbejdskraft lidet byrdefuld, han havde nok af Otium og fik paa sine Rejser i Europa i Napoleons Følge Lejlighed til at overvære mangt og meget paa nært Hold. Med sine foresatte var han tilfreds, især beundrede han Talleyrand. Efter dennes Fald mistede ogsaa Heiberg sin Stilling, 1. Januar 1817, men han fik en Pension paa 3000 Frcs. og kunde være glad over at være sluppet bort i Tide, idet man under den følgende Tids Udrensning af Ministeriet forjog Embedsmænd fra Napoleonstiden i Mængdevis og uden Godtgørelse. Der blev nu Tid for ham til Forfattervirksomhed. Af hans Skrifter fra Alderdommen skal fremhæves »Précis historique et critique de la constitution de la Monarchie Danoise« (1820), »Lettres d’un Norvégien« (1822), »Politiske Aforismer« (1826, meget udbredte i en spansk Udgave). Et Par andre politiske Skrifter udkom i Norge, hvor han var fri for Censur; ogsaa i danske Blade skrev han fra Tid til anden med sin gamle uskaansomme Pen. I Julliens Maanedsskrift »Revue encyclopédique« anmeldte han danske Skrifter, endog Ingemanns »Valdemar den Store«. Men denne senere Produktion havde ringe Virkning i hans Fædreland, kun »Enevoldsmagtens Indførelse i Danmark« (1828) blev en Publikumssucces. Mest interessante er for en Nutidslæser de selvbiografiske Skrifter »Om mit Forhold til Baggesen« (1826), »Tre Aars Ophold i Bergen« (1829) og navnlig »Erindringer af min politiske, selskabelige og litterære Vandel i Frankrig. Rhapsodi« (1830), en livlig skrevet og anekdoterig Bog, kun plettet af mange Personligheder.

En lys Stribe falder ind i den ensomme Mands Liv ved Sønnen J. L. Heibergs Besøg 1819–22, der rigtignok kom til at svie haardt til hans Økonomi; senere besøgte Sønnen ham med sin Hustru 1836. Om at vende tilbage til Danmark gjorde han sig undertiden Tanker; de kunde sikkert være realiseret i Napoleonstiden, men senere stødte de bl. a. paa den Vanskelighed, at han frygtede for at miste sin lille Pension. Han anede vel ogsaa, at han vilde blive en overflødig i sit Hjemland. Med sin tidligere Hustru blev han paa sine gamle Dage forsonet; han oplevede ogsaa et religiøst Gennembrud, hvorefter han fandt en Forsynets Finger i sin Skæbne. Hans sidste Aar var sørgelige, halvblind og venneløs famlede han sig frem ad Paris’ Gader.

Heiberg glimrer som Forfatter paa Baggrund af 1790’ernes oftest udvandede og kærneløse Prosa og Poesi. Han var en kraftig og livlig Skribent, og man forstaar, at han i den franske Revolutions Dage stod for det oplyste danske Publikum som en Art Overmenneske. Men som Politiker savnede han tydelige Idealer, et konkret Program, en Taktik samt enhver Art af Hensyntagen over for sine Meningsfæller. Der var noget formaalsløst ved hans uendelige Kontroverser med samtidige. Han søgte formelig Konflikter, kunde blæse futile Ting op til noget stort, endte i Reglen, om han ikke allerede var begyndt, i personlige Sigtelser. Hans hidsige Polemik er ofte perfid og altid fuldkommen hensynsløs. Men efter de store Ulykker, der ramte ham, kom Karakterens Granit for Dagen; vel aflagde han aldrig det kværulante i sit Væsen, men han imponerer ved sin Trofasthed mod den politiske Liberalisme, hvis Talsmand han havde været i sin Velmagtstid.