P.A. Heiberg (1758–1841)

Hver Mand i Byen om Indtoget taler,

om Transparenter og Danserens Gang.

Dekorationer og Porte man maler,

synger, hvad elleve Muser besang.

        Alle begloede,

        faa kun forstode

        Digterens Fingal og Frode.¹

Ordener hænger man paa Idioter,

Stjærner og Baand man kun Adelen gier,

Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,

man ej et Ord i Aviserne ser.

        Dog, har man Hjærne,

        kan man jo gjærne

        undvære Orden og Stjærne.

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;

og, som en Skomager nylig har sagt,

ene de van’er og von’er og de’er

holder Fortuna og Plutus i Agt.

        Har vi ej meget,

        er det vor eget,

        som ej fra Staten er sveget.

Her man despotiske Satser ej lærer;

Lighed blandt Mennesker drive vi paa;

og ej, som Jydernes Proprietærer,

ønske os Slaver og Bønder at flaa.

        Selv vi os føde;

        Agerens Grøde

        vi ej som Dosmere øde.

Stormanden svirer og glemmer den arme,

kan ham med kold Ligegyldighed se.

Vi ere Smaafolk og føle med Varme,

midt under Sviren, Elendigheds Ve.

        Hungriges Mave

        fordrer en Gave;

        giver! og Tak skal I have.

                Selskabets Skaal!