Thomasine Gyllembourg (1773–1856)

Gyllembourg-Ehrensvärd, Thomasine Christine, 1773–1856, Forfatterinde. Hun var en Datter af Stadsmægler og Dispachør i Kjøbenhavn Johan Buntzen i hans andet Ægteskab med Anna Bolette f. Sandgaard, som i en Alder af 17 Aar var bleven gift med den 23 Aar ældre Mand. Han var en hjærtensgod, paalidelig Karakter og tillige en højtbegavet, original Natur med mange Interesser uden for sin egentlige Livsgjerning, især med en Sans for astronomiske Studier, som gik i Arv til hans berømte Barnebarn; hun var af et stille, sværmerisk Naturel og hensank efter det første Barns, en Søns, Død i en Tungsindighed, der først spredtes, da Datteren Thomasine kom til Verden 9. Nov. 1773 som den ældste af 4 Søstre. Hun blev sine Forældres Afgud, men mistede allerede i en Alder af o. 8 Aar sin Moder. Faderen saa med Stolthed og Glæde hendes ualmindelige Evner udvikle sig og ytrede ofte: «Det er rent galt, at hun er bleven en Pige, hun burde være en Dreng», hvorved han dog ingenlunde vilde antyde et maskulint Element i hendes Natur, men kun sigtede til hendes usædvanlige Begavelse; hun var tvært imod stille af Væsen, i høj Grad undselig og blufærdig, blød af Hjærte og med en stærk Trang til at vise og modtage Kjærlighed. Mindet om sin Moder holdt hun fast ved med sværmerisk Tilbedelse, ogsaa for sin Fader nærede hun den største Hengivenhed, og han fortjente den ved den Omhu, hvormed han dels selv, dels ved Hjælp af dygtige Lærere ledede hendes Undervisning i de forskjellige Retninger, som Tiden fordrede; ogsaa Musik lærte T., og hendes bløde, klare, barnlige Sangstemme uddannedes omhyggelig efter alle Kunstens Regler.

Som Translatør havde P. A. Heiberg jævnlig Forretninger med Buntzen, og deres Bekjendtskab førte til, at han blev den unge Piges Lærer i Tysk, Fransk og Italiensk. Da han efter et Par Aars Undervisning og kort efter hendes Konfirmation anholdt om hendes Haand, blev det af Buntzen betragtet som en stor Ære at faa «Rigsdalerseddelens» og de udmærkede Lystspils berømte Forfatter, den uforfærdede Polemiker og Frihedsmand til Svigersøn, og T. faldt det ikke ind, at der kunde være Tale om at afslaa et saa hædrende Tilbud; snarest undrede hun sig over, at en fremragende offentlig Personlighed som Heiberg kunde have ladet sine Tanker falde paa en Ubetydelighed som hende. De bleve viede 7. Maj 1790; han havde da fyldt sit 31., hun sit 16. Aar. Halvandet Aar efter blev Ægteparrets eneste Søn, Johan Ludvig, født.

«I de første Aar af deres Ægteskab,» fortæller Fru J. L. Heiberg, «støttede hun sig som et Barn tryg og frejdig op til sin Husbond med den Inderlighed, som var hende egen. Han glædede sig over hendes Ungdom, hendes Munterhed, hendes Ubevidsthed og en ejendommelig Naivitet, der fulgte hende hele Livet igjennem. Med en medfødt Ordenssans morede det hende at holde sit lille Hjem pænt og smukt, ligesom et Barn morer sig med at ordne sin første Dukkestue. Hun lyttede til sin kloge Mands Ord, saa op til ham som til en Herre, det nok var værd at tjene, var lykkelig, naar han roste hende for noget, og trak sig sky og bedrøvet tilbage, naar han dadlede hende. Hun var stolt af hans offentlige litterære Virksomhed, som hun fulgte med den højeste Interesse. Undertiden kunde den saakaldte ubetydelige lille Hustru betænkelig ryste paa Hovedet over hans noget kaade og hensynsløse offentlige Angreb, snart i én Retning, snart i en anden, men vovede dog ikke i sin Beskedenhed at tale til ham herom af Frygt for, at hendes Mening kunde være fejlagtig, da han jo maatte forstaa dette bedre end hun.» Har der i dette Ægteskab været Trang til Fortrolighed fra hendes Side, saa er den aabenbart ikke bleven gjengjældt fra hans. Aldersforskjellen forklarer dette for en Del, Temperamentsforskjellen mellem Forstands- og Følelsesmennesket endnu mere, og Heibergs udad til stærkt optagne Liv gjorde yderligere sit til at fjærne ham fra det ægteskabelige Samlivs dybere Fællesinteresser. Kort efter hans Giftermaal blev den første Justitssag rejst imod ham i Anledning af Indtogsvisen, og i de følgende Aar fulgte Aktionerne Haand i Haand med hans politiske Polemik, hvis Skarphed forøgedes ved den Tilsidesættelse, han mente at være bleven Gjenstand for, da han, trods de mest udmærkede Anbefalinger fra alle kompetente Myndigheder, blev forbigaaet ved Besættelsen af Embedet som Notarius publicus. Udsigten til en sorgfri og sikret økonomisk Tilværelse blev ham herved afskaaren, det litterære Arbejde kunde den Gang ikke føde en Mand, endsige en Familie, og Bitterheden over disse Forhold i Forbindelse med hans stigende Had til al avtoritær Vilkaarlighed avlede i hans Sind en Irritabilitet, der nærmest og hyppigst fik sit Afløb i Hjemmet. Naar han stundum lod sin Kone høre, at han aldrig havde været forelsket i hende, skete dette vistnok mindre for at krænke hende end for at vise sit aandelige Standpunkts Uanfægtelighed af underordnede Drifter; men naar han med sin skarpe Forstand skar igjennem hendes religiøse Følelse, som han antog for Uklarhed i Begreberne, uden at have Anelse om dens Sammenhæng med Kvindenaturens inderste Strænge, saa ramte han dybere, end han vidste, og rev ned, hvad der ikke let kunde bygges op igjen. At de galante Franskmænd og andre republikanske Meningsfæller, som samledes i den bekjendte Oppositionsmands Hus, bragte dets Frue deres ridderlige Hyldest og fortrylledes af hendes Elskværdighed og Ynde, smigrede vel hendes Ægtefælle; men hans egen spartanske Retsindighed havde ikke Rum for den Tanke, at der kunde spire nogen Fare frem af denne Omgang. Det gik den ellers saa skarpsindige Mands Øje uænset forbi, at der i Løbet af nogle Aar udviklede sig et stadig inderligere Fortrolighedsforhold mellem hans Hustru og en o. 30aarig svensk Officer, den elegante og belevne Baron Carl Frederik Ehrensvärd, der, forvist fra sit Fædreland, opholdt sig i Kjøbenhavn under Navnet Gyllembourg (s. ovfr.). Mellem Heiberg og ham bestod der et Venskab, som mest var fremgaaet af Overensstemmelse i politiske Anskuelser og efter svensk Skik havde antaget Form af Dusbroderskab. Et varmere Venskab knyttede dog Gyllembourg til den unge Kone, for hvem han var et velkomment Selskab i hendes mange ensomme Timer. Hendes Følelse sagde hende, at Venskabets stigende Varme ligesom gik hendes Mands Rettigheder noget for nær, og for at komme paa det klare med hans Opfattelse spurgte hun ham, om hendes Omgang med Gyllembourg foruroligede ham, da hun i saa Tilfælde var villig til at afbryde den: «Men vil du det, saa sig det nu, thi maaske vil jeg om et Aar ikke kunne det». Heiberg svarede, at han ikke forlangte et saadant Offer, og sluttede med at sige: «Gjør i den Henseende, som om jeg ikke var til», ligesom han tidligere, da hun ængstedes over en ung Franskmands lidenskabelige Kjærlighedserklæringer og betroede sine Ængstelser til sin Mand, havde svaret hende: «Aa, ikke andet, du har din Frihed». Heibergs stolte Ligegyldighed, da hun søgte sin naturlige Støtte hos ham, gav hende større Sikkerhed i hendes Forhold til Ægtemanden og Tilbederen. Det blev hende klart, at enhver Tanke om, at hun var elsket af sin Mand, maatte bortkastes som en Illusion, og hun besluttede da, at han for Fremtiden skulde have en Søster og Veninde i hende, men heller intet mere, medens hun ikke mente at krænke Agtelsen for ham og sig selv ved at elske Gyllembourg i al Ærbarhed og Stilhed.

Den forandrede Situation gik først op for Heiberg i hele sit pinlige Omfang, da han i sin Livsskæbnes mest afgjørende Vending havde størst Behov for den Samlivets Hjælp, han saa overmodig havde vraget. Om Aftenen 7. Febr. 1800 sagde han Farvel til Hustru og Barn og kjørte, ledsaget til Frederiksberg Bakke af Ægteparret Rahbek, ad Roskilde Landevej for over Korsør, Odense og Kiel at naa Hamborg og saaledes tiltræde den Landsforvisning, som Hof- og Stadsretsdommen af 24. Dec. 1799 havde dømt ham til. Hans Indbo og Bøger bleve solgte ved Avktion for at skaffe ham de nødvendige Midler til Rejsen, og hans Svigerfader maatte tage sin Datter og hendes Barn i Huset til sig. Her var ogsaa Gyllembourg en velset Gjæst, hvis Besøg bleve hyppigere og hyppigere, kun af og til afbrudte ved korte Rejser ud paa Landet i Omegnen af Ringsted, hvor han stod i Underhandling om Kjøbet af Gaarden Ruhedal. Kjærlighedsforholdet mellem ham og Thomasine Heiberg voxede i Lidenskabelighed efter enhver saadan Adskillelse, og hvor megen Tilbageholdenhed de end paalagde sig i andres Nærværelse, blev deres Forhold dog snart bekjendt i den Buntzenske Kreds og delte den i Angribere og Forsvarere. Først 11. Sept. 1801, efter mange Tilløb og Opsættelser, underrettede hun sin Mand, der den Gang var i Paris, om Sagernes virkelige Stilling i et langt Brev, i hvilket hun, appellerende til «hans enthusiastiske Kjærlighed for Frihed og Sandhed, hans Had mod Fordomme, hans stolte Følelse af hans eget Værd, hans Foragt for den blinde Hobs Domme, hans Ædelmodighed, hans Hjærtes Godhed og endelig hans Venskab for hende», gjorde ham den Tilstaaelse, at hendes Hjærte tilhørte en anden. Efter at have rekapituleret deres Ægteskabs Historie i den Hensigt at vise, hvor langt det har været fra et sandt Samlivs Ideal, beder hun ham bryde dets Baand og skjænke hende Friheden tilbage. «Tænk selv, kjære Heiberg! du taber intet ved dette Bytte. Din Elskerinde har jeg aldrig været, din Hustru har jeg i en Række af Aar heller ikke anset mig for at være; din Veninde! – ak, det vil jeg være mere, end jeg nogen Sinde har været det; og hvad vilde du med mig nu? Efter at have elsket saaledes, som jeg elsker Gyllembourg, kan jeg aldrig mere være din, jeg var uværdig til at være din Hustru, om jeg vilde være det, og, tør jeg sige det, du var uværdig til at være min Mand, om du kunde ville det.» Heibergs Svar var helt anderledes, end hans Hustru havde ventet; han forsikrede hende, at han «aldrig havde elsket hende saa inderlig, saa usigelig som i dette Øjeblik, da han svævede i den grusomme Frygt for at tabe hende», at selv om hendes Forvildelser «vare stegne til den højest mulige Grad, vilde det intet koste ham at glemme og at elske hende endnu højere»; han anraaber hende om at frigjøre sig for den Forblindelse, hvori hun er hildet, og han vil nedlade sig til at ansøge Regeringen om Benaadning for at kunne vende tilbage til hende, ja, han vedlægger endog sin Ansøgning samt et Brev til sin Modstander Generalprokurør Chr. Colbjørnsen og bereder sig paa at bryde op til Hamborg for at være Udfaldet saa meget nærmere. Men dette lod sig ikke længer bøje efter hans Ønsker. Trods Bønner og Trusler, Stolthed og Ydmygelse maatte han erkjende, at den ulykkelige Situation var stærkere end han, og i et fra Hamborg 30. Okt. afsendt Brev gav han sin Hustru hendes Frihed tilbage. Allerede 17. Dec. næst efter blev Thomasine Heiberg Fru Gyllembourg-Ehrensvärd og tog Bolig paa Ruhedal.

Hendes Søn, Johan Ludvig, hvem hun havde maattet fraskrive sig Retten til at opdrage, kom i Huset hos hendes Søster Lise Jürgensen, gift med en Grosserer J., der under Sagens hele Forløb havde taget Parti for Heiberg; Moderen havde Lov til at besøge ham, men den 10aarige Dreng maatte under ingen Betingelse sætte sine Ben i det Gyllembourgske Hus. Et halvt Aar senere blev hans Opdragelse betroet til Rahbeks, og han fik Bolig paa Bakkehuset, som han dog forlod efter 2 Aars Forløb. Efter at Gaarden Ruhedal i Begyndelsen af 1806 var brændt og Gyllembourgs som en Følge heraf flyttede til Kjøbenhavn, blev han lidt efter lidt, alt som hans Selvbestemmelse voxede i Overgangstiden fra Barn til Yngling, en jævnlig Gjæst hos sin Moder, hvem han elskede med en sværmerisk Hengivenhed, og han paavirkedes til sin Fordel af den fine og noble Selskabelighed, som Huset snart vandt Ry for; her færdedes Gyllembourgs adelige Slægtninge samt andre svenske Gjæster, og til de intime Omgangsfæller hørte Oehlenschläger, Weyse, Brødrene Ørsted, Baggesen, senere Poul Møller og andre af Tidens udmærkede Mænd, ældre som yngre. Allerede inden Gyllembourgs pludselige Død 1815 synes J. L. Heiberg endog at have været Medlem af sin Moders Husstand, skjønt hans Fader, der satte sin Stolthed i selv og uden noget fremmed Tilskud at sørge for sin Søns pekuniære Fornødenheder, vedblev at betragte sin lykkelige Medbejler som sin bitreste og lumskeste Fjende. Som Enke dannede Fru G. ved Hjælp af den Pension paa 600 Rdl., som Frederik VI ædelmodig tilstod hende, da Dødsboets Status havde vist sig at være meget mislig, sammen med sin Søn et nyt Hjem, mindre glimrende end det forrige, men ikke mindre tiltrækkende for Samtidens bedste Personligheder ved aandfuld Omgangstone og venlig Hygge. Under J. L. Heibergs Pariserophold (1819–22) tog Fru G. i Huset hos sin Fætter Grosserer Andr. Buntzen som Lærerinde for hans Børn, og da Sønnen 1822 blev ansat som Lektor i Kiel, fulgte hun ham her til. Fra 1825, da den første Vaudevilles gjennemgribende Succes gjorde det muligt for dens Forfatter at danne sig en litterær Tilværelse i Hovedstaden, boede Fru G. for Resten af sit Liv i Kjøbenhavn og kom efter Sønnens Giftermaal med Johanne Pätges 1831 i Huset hos dem. De 3 hvert for sig usædvanlige og højtbegavede Mennesker dannede et tæt sammenlevet, men for deres Tids intelligenteste Bevægelser og Personligheder gjæstfrit aabnet Hjem, indtil Fru G., endnu aandsfrisk i sin høje Alderdom, døde i Juli 1856, næsten 83 Aar gammel. Med P. A. Heiberg var hun for længst bleven forsonet; i Paris havde Sønnen overbragt ham et langt, paa én Gang ydmygt og værdigt Brev fra hende; det besvaredes med Varme og Hengivenhed af ham og affødte en, om ikke hyppig, saa dog aldrig afbrudt Brevvexling mellem de to forhenværende Ægtefæller. Til sin Svigerdatter sagde P. A. Heiberg 1836, da hun bragte ham en Hilsen fra Fru G.: «Vil du hilse hende igjen og sige hende, at af alle Kvinder er der ingen, som jeg nærer en større Agtelse for end for hende».

Af Fru G.s baade indad til og udad til dybt bevægede Liv, af hendes Erfaringer og Iagttagelser, af hendes Resignation ikke mindre end af de Kampe, den havde bragt til Ro og kunde skue tilbage paa, fremspirede der en sen, men til Gjengjæld saa meget mere moden og harmonisk Digtning, som har givet hende et stort Navn i dansk Litteratur og brudt en senere meget betraadt Vej, hvis første Spor dog ere dybere og varigere end noget af de efterfølgende. I hendes Livsskæbne og Oplevelser har hendes Forfatterskab sin Bund og Grund; dets ydre Anledning tager sig ud som en Tilfældighed. 1827 begyndte J. L. Heiberg paa «Kjøbenhavns flyvende Post». Da han en Dag ikke var oplagt til at fylde Bladet og beklagede sig herover for hende, sagde hun: «Stakkels Ludvig, gid jeg kunde hjælpe dig!» «Det kunde du vist godt, i Fald du vilde», svarede han, tog sin Hat og gik. I den ensomme Aften sad hun og tænkte paa disse hans sidste Ord, og inden hun den Nat gik til Hvile, var «Brevet fra en Lieutenant til Redaktionen af den flyvende Post» fuldt færdig skrevet. Hun sendte det afsted næste Morgen med det Spørgsmaal, om dette kunde hjælpe ham i hans øjeblikkelige Nød. Brevet blev optaget og gjorde stor Opsigt. Saaledes fortæller Fru J. L. Heiberg Oprindelsen til «Familien Polonius». Det væsentlige i Beretningen er sikkert rigtigt, nemlig Heibergs Opfordring til Moderen, om det end kan antages, at Referatet er noget for sammentrængt. Brevet fra Lieutenanten stod at læse i det 4. Nummer af «Flyvende Post», og at Heiberg allerede efter Udgivelsen af et Par Numre skulde være i Forlegenhed for Stof, lyder lidt usandsynligt, ikke mindre end den hurtige Affattelse af Manuskriptet, som fylder hele Bladet for 12. Jan. 1827. Den store Opsigt, Artiklen og dens Fortsættelse vakte, er derimod en ubestridelig Kjendsgjerning; i det den snildt var knyttet til et anonymt Avertissement i den folkelige Adresseavis, fik den et Aktualitetens og Virkelighedens Præg, som i høj Grad pirrede Kjøbenhavnernes Nysgjerrighed og holdt den fangen under hele Fortællingens Forløb, fordi man ikke kunde komme paa det rene med, om det var sine Medborgeres intime Forhold, man indviedes i, eller man var Gjenstand for en litterær Mystifikation. I den følgende Aargang af Sønnens Blad skrev Fru G. Fortællingerne «Den magiske Nøgle» og «En Hverdagshistorie», efter hvilket sidste, fortræffelige Arbejde hun fra nu af tog Forfattersignatur, i det hun paa Titelbladet til de følgende Skrifter kaldte sig – med en tvetydig Betegnelse af Kjønnet – «Forf. til en Hverdagshistorie». Under dette Mærke var Fru G. i henved en Snes Aar en virksom Skribentinde og en af Landets mest læste Forfattere. Et nyt Bind Hverdagshistorier var en Begivenhed i ethvert dannet Hjem og satte baade den private og den officielle Kritik i Bevægelse, mest for at udtale en Beundring og Tilslutning, der kunde blive Bøgerne til Del uden al Paavirkning af personlige Motiver, fordi det i lang Tid lykkedes at overholde en uigjennemskuelig Anonymitet og at føre Publikums Gisninger paa Vildspor ved adskillige aandfulde litterære Plaisanterier. De betydeligste af Hverdagshistorierne ere «Mesalliance», «De lyse Nætter», «Ægtestand», «Extremerne», «Jøden», «Montanus den yngre», «Én i alle», «Korsvejen» og «To Tidsaldre», den sidste af Novellerne, udgiven 1845. Ogsaa paa det dramatiske Omraade forsøgte Fru G. sig, med 4 Skuespil, af hvilke dog kun de 2, «Magt og List» og «Sproglæreren», kom paa Scenen; under megen Uro faldt det første til Jorden efter 2 Opførelser 1832, hvorimod Enaktsskitsen «Sproglæreren» gik 22 Gange i Aarene 1832–39.

Fru G.s litterære Produktion fængslede hendes Samtids betydeligste Aander og fremkaldte deres Værdsættelse af denne Digtning. Hauch fremhævede i Oehlenschlägers «Prometheus» som en Egenskab ved Hverdagshistorierne, at de vare «udrundne af en aandelig Anskuelse, altsaa grundede paa Ideer, der ligesom lyse gjennem Stoffet; derved er en levende Form og virkelige Kunstværker under Digterens Hænder opstaaede, hvori alle Elementer, beherskede af det højere, organiserende Princip, inderlig have gjennemtrængt hverandre til et nyt helt». Poul Møller anmeldte «Extremerne» i «Maanedsskrift for Litteratur» og bemærkede, at hvad der stiller denne som de tidligere Fortællinger saa højt over det meste af, hvad vor Litteratur ejer i samme Digtart, er «den sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse paa hans poetiske Fantasier». Søren Kierkegaard udgav 1846 «En litterær Anmeldelse» (af «To Tidsaldre»), tilegnet «den navnløse – og dog saa navnkundige, Forfatteren af en Hverdagshistorie»; han udhæver som noget sjældent og skjønt, at Forfatteren i 20 Aar har været sig selv og vist «den samme, næsten kvindelige Resignation, der dog indgyder Ærbødighed, den samme Beskedenhed i Fremtræden, den samme Afsideshed fra Alarmen og Tidens Fordringer, den samme Hjemlighed og trofaste Vedhængen ved en dansk Læseverden; thi ogsaa dette er saa skjønt, at Hverdagshistorien saa godt som ikke er oversat i noget fremmed Sprog: en Nøjsomhedens og Selvbevidsthedens Glæde over det lille Danmark». Denne sidste Bemærkning har dog ikke længer fuld Gyldighed, thi de fleste af Novellerne ere oversatte paa Svensk og Tysk, nogle enkelte endog paa Fransk.

Den første fuldstændige Samling af Hverdagshistorierne udkom i 12 Bind 1849–51. Da 2. Udgave blev paabegyndt 1866, havde Forfatterinden hvilet i sin Grav i 10 Aar, og hendes Navn, der længe havde været nævnt i Forbindelse med den anonyme Digtning, sattes nu officielt paa Titelbladet, samtidig med at hendes til Sønnen henvendte «litterære Testament» meddeltes. Testamentet suppleres af en kortfattet, fin og sympathetisk Karakteristik af Fru G., skreven af hendes Svigerdatter. Den skildrer hendes Besindighed i Dommen om Personer og Forhold, hendes Frihed for al Affektation, hendes Afsky for det exalterede, hendes stærke Trang til at møde Kjærlighed hos sine Omgivelser. Hun havde en udpræget Skjønhedssans, som aabenbarede sig i de Fordringer til urban og elegant Optræden, hun stillede, saa vel som i den Sirlighed og Hygge, hvormed hun forstod at udstyre sit daglige Liv; hermed hænger det sammen, at hun af alle kvindelige Dyder satte de huslige højest. Det var derfor med en vis Undseelse og i det skjulte, hun drev sit Forfatterskab, og det var hende pinligt at overraskes ved Arbejdet eller at møde Hentydninger til det.

Et Ungdomsportræt af Fru G., det eneste existerende, er malet af Juel; Trækkene ere runde og bløde, Munden barnligglad smilende, Øjnene smukke og levende. Hvad Brystbilledet ikke giver nogen Forestilling om, er hendes lille og spinkle Skikkelse, der i hendes Alderdom sank saaledes sammen, at hun ikke var større end et Barn.