Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Blicher, Steen Steensen, 1782–1848, Digter. Født 11. Oktober 1782 i Vium, død 26. Marts 1848 i Spentrup, begravet samme Sted. Forældre: Sognepræst Niels Blicher og Hustru. Gift 11. Juni 1810 i Randlev med Ernestine (Erneste) Juliane Blicher, født Berg, døbt 4. Januar 1793 i København (Trin.), død 2. April 1875 i Randers (gift 1° 1808 med Sognepræst Peder Daniel Blicher, 1753–1809), Datter af Te- og Tobakshandler, senere Skriverkarl ved Tallotteriet Peter Frederik Berg (født 1757) og Charlotte Ernestine Frederikke Hartwieg.

Paa fædrene Side tilhørte Blicher en Præsteslægt, der kunde regne over tyve Præster op med Navnet Blicher. Gennem Moderen fik han Tilknytning til Herregaardene. Hendes Morbroder, Steen de Steensen, efter hvem Blicher var opkaldt, ejede Avnsbjerg, og hans Hustru var Søster til Kammerherre de Schinkel til Hald. Oftere end Blicher ønskede det, maatte han som Barn opholde sig hos de stive og fornemme Slægtninge (jfr. Novellerne »Skytten paa Avnsbjerg« og »Eneste Barn«). Over hans Hjem lagde Fattigdom og Sygdom sin Skygge. Moderen var svag og tungsindig og levede den sidste Snes Aar af sit Liv som helt sindssyg. Drengen selv kom næsten dødfødt til Verden, var i Opvæksten svagelig og sinkedes i sin Udvikling af alle mulige Børnesygdomme, men Faderens Hærdningsprincipper viste sig heldige for ham. Han var den ældste af fire Søskende og voksede op uden jævnaldrende Kammerater. Des mere kom Faderen til at betyde for ham. Han var hans Lærer i de klassiske Sprog; paa lange Vandringer aabnede hans Sønnens Blik for Egnens Natur og dens Historie; han vakte hans Interesse for Mennesker og for det folkeopdragende og reformerende. Snart blev ogsaa Jagt og Musik en fælles Lidenskab. I Langebek-Præsten i »Fjorten Dage i Jylland« har Blicher givet et smukt Billede af denne Fader, der blev hans Ven for Livet, og hvis Stolthed han selv blev. I 40 Aar levede de sammen. — Da Blicher var blevet legemlig sund og Lærdommens Begyndervanskeligheder var overvundet, viste han alsidig Lærelyst og stort Lærenemme. Da han fjorten Aar gammel blev meldt ind i Randers lærde Skole, blev han optaget i Mesterlektien, og ved »ufortrøden Selvanstrængelse« kunde han allerede i Efteraaret 1799 tage Studentereksamen i København med Udmærkelse. Han satte sin Rektor, P. Estrup, og Konrektor Lund meget højt, men Skolens yderlig fattige Udstyr og gammeldags Undervisning og Hørere af den Type, der er skildret i »Juleferierne« og »Høstferierne«, kunde ikke fylde den opvakte og vaagne Dreng. I sin Fritid dyrkede han Jagt paa Aaen eller besøgte Farbrødrene i Nærheden, navnlig Daniel Blicher i Spentrup. Det synes at have været rige og lykkelige Ungdomsaar, hvorfra han gik ud i Livet med en lys Tro paa Fremtiden. I København tog han i April 1800 sin Filosofikum og næste Aar Filologikum, begge med bedste Karakter, skønt han kun til sidst gjorde noget ved Forberedelsen. Han var sangvinsk-ærgerrig, men endnu uden noget bestemt Maal, mest optaget af kammeratligt Samliv (bl. a. med Arkæologen P. O. Brøndsted) og med at uddanne sig til det Selskabsliv, hans Fattigdom og navnlig over for Damer endnu meget forlegne Væsen foreløbig udelukkede ham fra. Han stempler sig selv som en »Mahognifyr«, der helst af alt vil gøre Lykke. Han tog Undervisning i Dans og Fægtning og var en ivrig Jæger, Vandrer og Svømmer. Da paadrog han sig ved uforsigtig Badning i Foraaret 1801 en saa alvorlig Gigt og Nervesvækkelse, at Lægerne til sidst havde opgivet ham, og han selv med sin noget hypokondre Indstilling kun ventede Tæringdøden. En Tid var han saa svag, at han næppe kunde gaa over et Stuegulv, men den Regenerationsevne, som han ogsaa senere iagttog hos sig selv, hjalp ham; og da der først var indtraadt en Vending, brød han helt med Lægernes strenge Diæt og Forskrifter og tog i November en Plads som Huslærer for Prokurator Foss’ yngste Søn Laurits paa Holgershaab paa Falster. Her gennemførte han sin egen Kur med Flæsk, Jagt og Fløjtespil med det Resultat, at han senere lige til sin sidste Tid kunde byde sin Krop de største Strabadser og Letsindigheder. Hans Undervisning var meget fri og dreves mest i Samtaler, der fulgte Lærerens Interesser, og paa Jagtture. Blicher var en hyppig og velset Gæst hos Egnens Folk, bl. a. hos Provst Blicher i Gunslev. Han tilegnede sig større selskabelig Sikkerhed og Underholdningstalent i dette muntre og lykkelige Hjem. Af overordentlig Betydning for ham blev ogsaa Bekendtskabet med Forfatteren Chr. Olufsen, der førte ham ind paa Studiet af engelsk Litteratur og gav ham »Ossian« i Hænde.

De nærmest følgende Aar i København (fra 1803) var — med lange Pauser i Hundedagsferierne hjemme i Randlev — helligede et flittigt, men meget spredt Studium. Embedseksamen synes Blicher ikke at have tænkt paa, men dyrkede Historie, Rejseskildringer (en Litteraturart, der var blomstret op omkring 1800) og levende Sprog og Litteratur, navnlig engelsk. Det var Fag, hvori han paa Grund af egen Fattigdom og Universitetsundervisningens daværende Rammer maatte blive Autodidakt, og hvor han heller aldrig kom ud over det dilettantiske. Men med Energi udnyttede han alle Muligheder: de nye Gloser slog han op i de offentlige Bibliotekers Leksika, og engelsk Udtale søgte han at tilegne sig ved at give en Matros Aftente en Tid lang. Om hans brogede Læsning i disse Aar vidner ogsaa Digtenes og Novellernes Citatrigdom og delvis deres Motiver. — Han forsømte dog ikke derfor det underholdende. En kort Tid havde han Regensen, og 1806 fik han to Drenge at læse med, hvis Forældre var i Vestindien. Derved fik han Raad til at melde sig ind i Klubben Det borgerlige Selskab paa Gammel Strand 7, og her tilbragte han gerne sine Aftener, med Diskussioner eller ved Punchcbollen, paa Vinterballer og Maskerader eller som en ivrig Deltager i de dengang saa yndede Dilettantforestillinger.

Denne sorgløse Per Spillemand-Tilværelse fik en brat Ende ved Bombardementet. Blicher gjorde Vagttjeneste paa Volden som Medlem af Studenterkorpset. Imens brændte hans Bøger og Klæder hjemme i Kannikestræde. Hans Arbejde og Lærervirksomhed afbrødes, og tomhændet og med en Følelse af at være slaaet ud vendte han efter en besværlig Rejse hjem til Faderen. Her drev han Tiden hen et Aar, til September 1808. Saa læste han for Alvor til Embedseksamen, i de første Maaneder i stor Fattigdom, men i November fik han Valkendorfs Kollegium og en lille Pengehjælp. I Foraaret 1809 tog han teologisk Embedseksamen med bedste Karakter og særlig Ros for det skriftlige. 3. Januar 1810 prædikede han for Demis, ligeledes til Laud, mens han for Katekiseringen 10. December havde faaet sit Livs eneste Haud.

Da der ikke tilbød sig nogen Virksomhed for ham i Hovedstaden, hvad han helst havde villet, søgte han en Plads ved Randers Latinskole, hvor han 14. April 1810 udnævntes til Adjunkt med de gamle Sprog og Geografi som Fag. Som altid begyndte han med vældig Energi og de største Forventninger, men skuffedes snart. Blicher var ikke anlagt for det jævne, daglige Pligtarbejde og heller ikke paa at være underordnet. Rektor Lund, hans tidligere Konrektor, var en meget gammeldags Natur, som Blicher ved sine Forsømmelser ofte gav Grund til Klage, og ganske særlig da han forgæves ønskede at undervise i Engelsk og saa bag Rektors Ryg ansøgte Kancelliet om Tilladelse. Selv følte han sig behandlet »strængt som en Skolepog og foragtelig som en Lejesvend«. Saa opgav han i Efteraaret 1811 sit Embede — hvad Kongen havde svært ved at tilgive ham — og flyttede hjem til Randlev. Han var Aaret før blevet gift med sin Farbroder Peder Daniel Blichers purunge Enke i Spentrup, der bragte ham en Medgift paa over 15000 Rdl. og en Stifsøn. Hun var en stor Skønhed, der i Sørgetiden ikke havde manglet Friere, men hun havde lovet sin Mand paa hans Dødsleje at ægte Blicher. Han havde før været forelsket, første Gang i sit syvende Aar, fortæller han, men stærkest, da han var knap femten Aar gammel, nylig kommet til Randlev, og en nygift ung Frue, Datter af hans Faders Forgænger i Embedet, »kyssede og klappede ham saa længe, at Spøgen gærne kunde blevet til Alvor«, hvis Manden ikke var blevet forflyttet. Han vidner i sine Erindringer, at dette »tomaanedlige Paradisliv« og »denne ikke Sanse- men Sjælerus var hans Indvielse til Digter«. Paa Klubballerne har hans letfængelige Hjerte ogsaa mange Gange været i Brand, men det var hans Grundsætning: ej at tage sig en Kæreste, før han var i Stand til at tage sig en Kone. Det var han nu — takket være Ernestes Penge. Men denne Kone svarede i Virkeligheden slet ikke til hans noget ossiansk farvede Kvindeideal. Hun var behagelysten og temperamentsfuld, men uden højere Interesser og Aand. Med Aarene udviklede hun en sygelig ydre Ordenssans, som Blichers hele Væsen mange Gange maatte støde an mod, og en Disputeresyge, der drev ham bort fra Hjemmet. Hun manglede al Sans for hans Digtning, og hun synes ikke paa nogen Maade at have haft Betydning for ham. Efter en kort Forelskelsesperiode blev det et langt, indholdsløst Ægteskab. I sine Erindringer omtaler Blicher 11. Dec. 1827 som »en mærkelig Terminsdag« i hans Skæbnes Gang og hentyder hermed, ligesom i samtidige Breve, til Utroskab fra Konens Side. Hun flyttede ogsaa derefter en Tid til Randers, men blev hentet tilbage, da hverken Blicher eller hans gamle Fader, der boede hos dem, kunde undvære hende. Man kan dog ikke undgaa at finde hendes Billede i Novellen »Sildig Opvaagnen«.

I Randlev forpagtede Blicher sin Faders Præstegaardsavl og købte sig selv senere et Bolsted. Med vanlig Iver kastede han sig over Virksomheden som Landmand, maaske dog mest som Teoretiker, og var fuld af Ideer til Forbedringer. Samtidig forberedte han sig til præstelig Virksomhed, dyrkede Jagten i Omgang med Egnens Herremænd og Præster og begyndte baade sit poetiske og sit almenoplysende og agitatoriske Forfatterskab. Men sine egne Forhold forstod han ikke at styre. Statsbankerotten lod Hustruens Arv blive til intet, Familien voksede stadig — der var til sidst syv Sønner og tre Døtre, foruden Stifsønnen, der voldte Blicher mange Kvaler — og snart begyndte den Gæld at bygge sig op, der mere end noget andet gjorde Livet trangt for Blicher. 1819 fik han efter flere forgæves Ansøgninger Torning og Lysgaard Præstekald. Det laa i hans Barndomsegn, hvis Natur og Befolkning og Minder talte langt stærkere til hans Hjerte end Randlevegnens. Men det var et yderst fattigt Kald, og da han 1825 fik det langt bedre Spentrup Kald med en stor og velholdt Præstegaard, slæbte han en Gæld paa 5000 Rdl. og flere Aars Skatterestancer med derover. Utallige Skrivelser gik til Kongen, til Kancelliet eller til Jonas Collin om Henstand eller Eftergivelse eller om Rejseunderstøttelser. Oftest kom der Afslag, men ikke sjældent ogsaa et Par Hundrede Rigsdaler, og hver Gang følte Blichers sangvinske Natur sig en kort Tid ovenpaa. Men varig Hjælp var umulig, og kun en offentlig Indsamling, der 1840 indbragte 1000 Rdl., reddede ham fra Tvangsauktion. — Til de økonomiske Pinsler kom evige Stridigheder med Skolekommission og Direktion, med Provst og Bisp. Mens Blichers Embedsførelse og Tilsyn med Skolen kun faar Ros i Torning, synes han i Spentrup at være blevet mere og mere forsømmelig og forpint irritabel, og som Biskoppen efter en Visitats skrev: kun at have »Jagt og Noveller« i Hovedet. Han søgte forgæves Forflyttelse til Sjælland, og 1842 flygtede han uden nærmere Oplysninger til København og maatte trues hjem af sin Biskop. Han synes at have tænkt at lade Embedet passe af en Kapellan og selv ernære sig som Forfatter og Foredragsholder. 1845 var allerede en Forelæsningsrække om Fædrelandets ældste Historie annonceret, da Blicher omkring Nytaar brød sammen af en Nervesvækkelse under et Københavnophold og maatte lade sig indlægge paa Almindelig Hospital. Kun med Møje skaffede han den dertil nødvendige Kaution. Hans talrige private Bønskrifter og offentlige Henvendelser om Hjælp er gribende Vidnesbyrd om hans til det sidste ukuelige Kamp for blot at sikre sig saa meget af den ydre Eksistens, at han kunde producere i Fred og Frihed. Gang paa Gang søgte han ogsaa om Rejseunderstøttelse. Ingen af Samtidens Digtere — H. C. Andersen undtagen — var som han anlagt paa at se og opleve og befrugtes paa Rejser, ingen trængte heller mere til at befries for det daglige Tryk. Men han var den, der fik mindst. Den Englandrejse, han hele sit Liv brændende ønskede, forundtes der ham ikke Midler til. Kun to Gange fik han et Par Hundrede Rigsdaler. 1836 var han i Sverige, en Tur, han først skildrede paa Vers (»Svithiod«, 1837) og 1840 paa Prosa, »Sommerrejse i Sverrig«, og 1839 foretog han en Rejse langs Vestkysten, skildret i den friske Bog »Vestlig Profil af den cimbriske Halvøe fra Hamborg til Skagen«. Kom han aldrig paa den store Udenlandsrejse, saa har han til Gengæld berejst og gennemvandret sit Fædreland mere end nogen i Samtiden. Han flygtede ud fra Hjemmet og Embedet, ud paa Jagtturenes ensomme Drømmerier eller ud til andre Mennesker, han kunde bytte Tanker med. Han var en selskabelig Natur, men af Omstændighederne dømt til aandelig Isolation. Hans Breve viser, hvorledes han i mange Aar forgæves kæmpede for i det mindste paa Afstand at bevare Forbindelsen med beslægtede Aander. At han i sine senere Aar søgte baade Trøst og Glemsel og vel ogsaa Stimulans i Flasken, er sikkert, selv om man ikke skal overvurdere Rygterne om hans Drikfældighed. Hans Aandskraft synes ikke svækket før til allersidst, men der er i 40’erne en stadig voksende Uro over ham, og hans oprindelig sangvinske Temperament blev efterhaanden snarere kolerisk-melankolsk. Sorgerne og Skuffelserne forfulgte ham ogsaa til det sidste. Da den Kapellan, Lakier, der var blevet ham tilstaaet 1842, og som var forlovet med hans Datter, 1847 tog sig af Dage (delvis paa Grund af lignende Drillerier fra Sognets Side, som ogsaa Blicher havde været udsat for), vilde man ikke tilstaa ham en ny Kapellan paa eget An- og Tilsvar. Man ønskede, at han vilde »aldeles resignere« paa Grund af hans Forviklinger med Sognebeboerne og paa Grund af hans forsømmelige og uordentlige Embedsførelse. Blicher søgte at afværge denne Afgørelse ved et gribende Brev til Kongen, men denne entledigede ham 26. Juni 1847 i Naade og med en Pension, der vilde være at fastsætte efter Naadsensaarets Udløb. Forinden var Blicher dog død af Slimfeber (en Slags Tyfus). Hans Enke levede med en lille Pension, 100 Rdl., i stor Fattigdom i Randers, indtil Salget af Blichers Bøger efterhaanden gav hende gode Indtægter. Ingen af Børnene var dygtige. De synes kun at have arvet og udviklet de svage Sider af Faderens Karakter.

I Randlev virkede Blicher i det af Faderen stiftede Randlev Selskabet for gavnlig Virksomhed for almindelig Oplysning gennem Læsekredse og ved Præmieuddeling til nøjsomme og vindskibelige Bønder for Hjemmeindustriens Udvikling og Tarveligheds Fremme. Snart henvendte han sig ogsaa gennem »Landoeconomiske Tidender« til et større Publikum og skildrede i »Faarefolding« (1816) en Opfindelse med rullende Faarefolde, han havde gjort. Han ønskede, at Uldindustrien maatte udvikles, saa vi frigjorde os for fremmede Varer, og engang alle gik i en »dansk Nationaldragt af dansk Uld«. Han skriver 1817 om Vekseldrift i Modsætning til det gamle Kobbelbrug og 1822 om de jyske Hedemosers Opdyrkning. Denne praktiske, udadvendte Interesse for at vække Medborgere til gavnlig Virksomhed og fuld Udnyttelse af det fattige Lands Hjælpekilder forlod aldrig Blicher. I tyve Aar stod han i Korrespondance med Landhusholdningsselskabet og skaffede mange dygtige Landmænd Opmuntringer derfra. Han offentliggjorde i Halds »Tidsskrift for Landøkonomi« flere Afhandlinger om Hørindustrien og var med til praktisk at udvikle Høravlen og Lærredsvæveriet, bl. a. ved Indførelse af forbedrede Hørberednings- og Væverredskaber. Hans Rejse til Sverige 1836 havde bl. a. ogsaa til Formaal at undersøge Muligheden af at overføre Tilvirkning af »de fine nordlandske Linnedvarer« til de jyske Hedeegne. Han var en ivrig Talsmand for Hedebeplantningen og beplantede — uden en senere Tids Indsigt — ti Tdr. Land af Præstegaardens Hede i Spentrup. Lidt er bevaret deraf endnu. Han var Landkommissær for Randers Amtshusholdningsselskab og virkede som saadan for Høravlen, Engvanding og Vejvæsenet og skrev om Forædling af den jyske Kvægrace. Som et Udslag af hans landøkonomiske Interesser og praktiske Reformiver maa ogsaa nævnes den »Beskrivelse af Viborg Amt«, som han 1839 skrev paa Landhusholdningsselskabets Opfordring. Den udkom med Selskabets kritiske Noter, og den anden Amtsbeskrivelse, over Skanderborg, som man havde bestilt og ogsaa betalt for, blev kasseret. Det periodiske Jagttidsskrift »Diana« (1832–38) har vel ogsaa et oplysende Sigte, men er dog mest Udtryk for Blichers rent private Lidenskab.

Der er i Blichers Iver for det oplysende og »til Borgerheld sigtende« en Arv fra det 18. Aarh.; han har ogsaa dettes humane og sociale Interesser, og han er helt fyldt af Menneskerettighedernes Aand.

1813 førte han en Polemik med Th. Thaarup til Forsvar for Jødernes Ligeret (»Bør Jøderne taales i Staten?« og »Bedømmelse over Skrivtet Moses og Jesus«). Til »Dansk Minerva« sendte han 1815 et »Forslag til Redningshuse for faldne Piger«. Han talte Natmandsfolkets Sag allerede 1820, skrev imod Dødsstraffen og sluttede sig til Howarths Planer om en anden Behandling af Fængselsfangerne, der kunde forbedre dem og ikke blot straffe. Han angreb (i Liunges »Harpen«) i ironiske Artikler af »Avisen i Kragehul« Tyrker og Jesuiter, og 1821 og flere Gange senere skrev han Opraab og flammende Digte som Indlæg i Grækernes Frihedskamp mod Tyrkerne. — Politisk havde Blicher den samme abstrakte Frihedsbegejstring, som kendes fra det 18. Aarh.s Klubviser, og som er parret med den allerloyaleste Dyrkelse af Enevælden. Han har flere Gange i Novellerne givet Billeder af den franske Revolution, men kun set fra Emigranternes Synspunkt. I »Den sachsiske Bondekrig« staar han helt paa Fyrsternes Side. Utallige Gange har han hyldet Frederik VI., og til hans Datters Bryllup 1828 skrev han et lille Skrift: »Danmarks nærværende Tilstand«, der er een lang Lovprisning af Danmarks Lyksalighed i Sammenligning med alle andre Lande og af Frederik VI.s vise og kærlige Styre. Skriftet fik en ikke ubegrundet Imødegaaelse af Nationaløkonomen Nathan David (i Maanedsskrift for Litteratur, I, 1, 1829). Davids Anklager for Servilitet og plump Smiger over for Nationen bragte Blicher ganske ud af Skik, saa han forespurgte Kancelliet, om han ikke ved Domstolene maatte fralægge sig de imputerede Beskyldninger — hvad Kancelliet dog ikke fandt paakrævet. Sin personlige Frihed værgede Blicher paa det heftigste over for den mindste Antydning af Embedsmandsvælde. I Randers krydsede hans og Rektors Skrivelser til Kancelliet hinanden, og i Spentruptiden (1838) var det samme Tilfældet under et Sammenstød med Provst Lund og Biskop Paludan-Müller i Anledning af Kirkebøgernes Førelse. Blichers langvarige Sygdom kort forinden kan forklare hans utrolige Irritabilitet og Voldsomhed i den offentlige Polemik. Fra Provsts og Bisps Side blev der vist ham en overordentlig Langmodighed og Hensynsfuldhed.

I den ved Stænderforsamlingernes Oprettelse vakte Debat om offentlige Spørgsmaal tog Blicher ivrig Del (bl. a. ved en Række Artikler om almindelig Værnepligt i »Jyllandsposten« 1838 og om nationale Spørgsmaal i Kochs »Dannevirke«), og han var en af de allerførste Talsmænd for Skandinavismen. Efter sin Sverigerejse 1836 havde han Planer om at udgive et skandinavisk Tidsskrift sammen med Dr. Eckborn i Goteborg, men det gik op i det »Brage og Idun«, som Barfod stiftede 1839. Det er ogsaa en folkelig og national Vækkelse paa skandinavisk Baggrund, han tilsigter med sine Himmelbjergmøder, de første af den Slags her hjemme. Talerne og Sangene til disse Fester blev hovedsagelig leveret af Blicher, men der skulde desuden holdes gymnastiske Væddelege, være Dans og Fyrværkeri. Mødet 1839 var kun besøgt af 500 Mennesker. Det femte og sidste, i 1844, havde samlet ti Gange saa mange. Men den skandinaviske Tilslutning var yderst ringe, og de store Navne i København ænsede ikke Blichers Bestræbelser. Ploug talte dog ved Mødet 1843. Blicher var ingen praktisk Arrangør, og med Ejeren af Himmelbjerget og med den øvrige Komité havde han idelige Vanskeligheder. Saa henvendte han 1845 sine Ord til de unge ved Festen i Egebæksvang i Nordsjælland og ved Skamlingsbankemødet samme Aar. Men til det nordiske Studentermøde havde man ikke indbudt Blicher, skønt han var i København. Han forsøgte 1846 at stævne til en ny Fest paa Hohøj ved Mariager og skrev dertil Sangen »Jyden han æ stærk aa sej«; men han mødte ingen Tilslutning og maatte aflyse otte Dage før. — Naar baade den københavnske Liberalisme og den grundtvigske Folkelighed var saa lunken over for Blichers Bestræbelser, skyldtes det dels det personligt reducerede Indtryk, Blicher gjorde i 40’erne, dels, at det nationale og nordiske var ham vigtigere end det politiske. Hans lille Skrift »Min Tidsalder (1782–1842)«, et Sidestykke, men ingen Konkurrent til Grundtvigs »Mands Minde«, indbragte ham kun de liberale Avisers og »Corsaren«s Spot. En fri Forfatning laa ikke Blicher paa Sinde, og Kritik af den enevældige Konge var ham utænkelig. Derimod havde han ifølge sin Natur et skarpt Blik for Bureaukratisme og Embedsmisbrug, og i Taler og Opraab var han ude efter Kollegierne med deres »idelige, overflødige Øsen af Pengekilderne, men utilstrækkelig Rede for Anvendelsen«. Han foreslog 1842 i et Manifest, der dog ikke blev trykt, ministeriel Styrelse i Stedet for kollegial. Kritikken af det bestaaende var i det hele saa voksende i ham, at man har Lov til at tro, at han ligesom Grundtvig vilde have hilst den fri Forfatning med Glæde, om han havde oplevet den.

Med Oversættelsen af »Ossians Digte« (I-II, 1807–09) begynder Blicher sit rige Forfatterskab. Oversættelsen fik med Grund megen Anerkendelse. Den er en beslægtet Aands Værk, og gennem hele Blichers Produktion høres ossianske Efterklange. Det er i Ossians Lys, han først ser sin Hede: Ensomhedens Storhed og Melankoliens Patos. Hans Opfattelse af den nordiske Oldtid er ossiansk og førromantisk sentimental. Stilen i alle hans alvorlige Digte og glimtvis i Novellernes Beskrivelser har de ossianske Apostrofer, de abstraherende Omskrivninger og den tungtskridende Rytme. Det er sikkert ogsaa Arbejdet med Ossian, der først vækker ham til Bevidsthed om hans eget Digterkald. En Række af hans tidligste Digte (»Mit første Digt«, »Min Yndlingsdal«, »En Barndoms Drøm«, »Luftslottet«, »Ynglingen i den store Stad«) er Variationer over samme Tema: Modsætningen mellem Barne- og Ungdomsaarenes lyse Drømme og Manddommens mørke Virkelighed, hvor Poesien er den bedste Trøster, der lader Minderne genopstaa. De blev samlet i »Digte« (I, 1814) sammen med Romancer i den Bürger’ske Balladestil, det ossianske Epos »Habor og Signe« og Hjemvedigtene. I det sidste af disse hilser Blicher for første Gang sin Fødestavn, Lyngens brune Land, det gule Sand, de sorte Høje, den blomsterløse Vang, der er skøn for ham, fordi hans Barndoms Fod har traadt der. Med »Jyllandsrejse i sex Døgn« (1817) tager han sit Rige i Besiddelse: Minderne, personlige og historiske, Folkekarakteren, Naturen. Det er en broget Digtning med Patos, Skæmt og aktuel Satire mellem hinanden. Her indfører Blicher ogsaa Barberen i Nibe som sit andet Jeg, den nøgterne, desillusionerede, men gemytlige Jyde, der senere bliver til Novellernes Peer Spillemand. »Jyllandsrejsen« er indledet med en Forsang til Ingemann, den eneste af Samtidens Digtere, Blicher følte sig taknemmeligt knyttet til, som han længe stod i Brevveksling med, og til hvem han rettede »Hedelærkens Velkommenhjem til Nattergalen« efter Ingemanns Udenlandsrejse (1819). 1817 kom »Natten paa Jellinghøje«, et lyrisk reflekterende Digt helt i det 18. Aarh.s Stil og Aand. Det indbragte ham ogsaa Rahbeks uforbeholdne Beundring. Det Problem, Digtet tager op, er Forholdet mellem det gode og det onde i Tilværelsen, et Problem, som var Yndlingstema i hele det 18. Aarh. Blicher konkluderer i samme Optimisme som Shaftesbury og Pope (navnlig i »Essay on man«). Han oversætter i disse Aar ogsaa den af Romantikerne saa foragtede Popes »Abeilard og Heloise« og »Haarlokken«. De følgende Aar bringer nogle af de stærkt personlige Læredigte i det forrige Aarhundredes Smag (»Til Glæden«, »Til Sorgen«, »Den unge Lærkes Foraarssang« og »Den gamle Lærkes Efteraarssang«), der senere samles i »Sneeklokken« (1826) med andre ældre, bl. a. en Del Lejlighedsdigte og det Digt fra 1822, »Farvel til min første Kjæreste«, som Blicher ifølge et Brev vil have opfattet som sin Afsked med den alvorlige Poesi. 1823 havde han udsendt »Bautastene« med Bidrag af Oehlenschläger, Grundtvig og Ingemann. De tretten af Digtene foruden Indledningsdigtet til den danske Ungdom er af Blicher. De er alle Hyldestdigte til fortjente danske Mænd, med nationalpædagogisk Tendens. Til dem slutter sig senere de mindre subjektive og mere levende »Morten Børup« og »Søren Kanne« og de folkelige om Tymme Sjællandsfar og »En ganske ny Vise om en Kroermand og hans Søn«. Blicher fortsatte hele sit Liv med Mindedigte og Lejlighedssange, trykte i »Viborger Samler«, »Randers Avis« eller andre Steder. De er oftest meget klichéagtige og usikre i Stilen. Hans personlige og ræsonnerende Lyrik fortsættes ogsaa. De smukkeste Prøver fra hans senere Aar findes i »Trækfuglene« (1838), hvor Naturbilledet oftest kun er Baggrund for Refleksionen. Sit Højdepunkt inden for den metriske Poesi naar Blicher dog først, der hvor han aflægger sin Subjektivitet og lader den Almue, som han var dybt fortrolig med, faa Ordet selv og paa sit eget Maal. Det sker første Gang 1828 med »Faaval Marri«. Blicher maa forsvare sin Brug af Dialekt i alvorlig Poesi med Henvisning til tyske Dialekters litterære Brug, som »findes hellere naiv end comisk«. De følgende jyske Digte af Blicher, der for det meste er optaget i »E Bindstouw« (1842), har netop dette naive, enfoldige og dybsindige, enten de er rørende eller lystige, de giver de plastiske Karakteristikker, som Blichers øvrige Lyrik mangler. Med »Jyden han æ stærk aa sej« (1846), beregnet paa Hohøjfesten, slutter Blichers jyske Digtning, den, der mod Slutningen af Aarhundredet tages op af Aakjær. — 1835–36 kom Blichers »Samlede Digte« i to beskedne Bind, der dog langt fra er fuldstændige. Et Supplementbind kom 1840. De »Samlede Digte« fik en smuk og forstaaende Anmeldelse af Th. Overskou i »Søndagen«. Ved Siden af Lyrikken dyrkede Blicher ogsaa Dramaet. Hans allerførste originale Arbejde var en nordisk Tragedie »Fostbrødrene«, som formodentlig er brændt under Bombardementet. Han skriver selv senere til Ingemann, at han har henlagt den. Noget senere forsøgte han med Komedier, »Generalprøven i Kragehul« (1816), »Avisfrieriet« (1818) og »Løn som forskyldt« (1823), der begge forgæves indsendtes til Teaterdirektionen, men fik en ikke ganske uretfærdig, meget afvisende Censur. Han omtaler to andre Komedier, der er gaaet tabt, men som opførtes af rejsende Teaterselskaber. Med Tragedien »Johanna Gray« (1825) naaede han op til Nationalteatret. Den gik dog kun tre Gange og anmeldtes skaanselløst af Heiberg, der anker over Diktionens Poesiløshed og over det utragiske, blot sørgelige Motiv. Hermed opgav Blicher den dramatiske Digtning. Det stærkt subjektive i hans Aand var ham en Hindring her, og hans oprindeligste Evne, Fortællertalentet, var der ingen Brug for.

Først sent, over 40 Aar gammel, fandt Blicher frem til den Genre, hvor alle hans Forudsætninger kom til deres fulde Udnyttelse, og hvor han mange Gange naaede det fuldkomne. Det begyndte med nogle Prøver i Liunges »Harpen«: »Jydske Røverhistorier« og »Oldsagn fra Ahlheden«, hvori flere af Novellernes Motiver antydes. Næste Aar, 1824, rykker han ind i Elmquists »Læsefrugter« med »Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog«, Blichers fineste og dybeste Novelle, hvor den indirekte afslørende Karakteristik gennem Sprogtonen, Forestillingsomraadet og Livsløbets Kurve er givet med den største Sikkerhed. I »Læsefrugterne« kom samme Aar bl. a. »Josepha«, »Præsten i Thorning« og »Nøddaaben«, stadig Fortællinger, der er bygget over læst eller hørt og knyttet til de Egne, han kendte. Elmquist honorerede Blichers originale Bidrag med fem Rdl. Arket (altsaa femten i alt for »Landsbydegnen«); Oversættelserne gav kun tre. Selv om Blicher skrev med stor Lethed og ogsaa var en flittig Mand, der gerne sad de første Morgentimer, fra fire til syv, ved sit Skrivebord, saa er det dog naturligt, at han snart blev ked af Medarbejderskabet med Elmquist, da Anmodninger om Forhøjelse af Honoraret blev afslaaet. Han stiftede derfor, da »Sneeklokken« var færdig, sammen med Bogtrykker Elmenhoffi Randers sit eget Tidsskrift »Nordlyset«, der kom med fire Bind om Aaret 1827–29. Ved Nytaar 1827 havde der til 1. Bind tegnet sig 324 Abonnenter, og Blicher følte sig for første Gang i lange Tider ovenpaa. Men Abonnenterne faldt fra, der var til sidst kun 170, og selv var han ogsaa træt af næsten alene at have udfyldt Tidsskriftet. De sidste Bind kom med stadig større Forsinkelser. Omtrent 25 originale Noveller foruden mindre Bidrag (f. Eks. »Nisseavisen«) og Oversættelser og en anselig Bunke Digte frembragte Blicher i disse Aar. De betydeligste af Novellerne er »Røverstuen«, »Stakkels Louis«, den stærkt personlige »Sildig Opvaagnen«, »Eva«, »Ak, hvor forandret«, »Hosekræmmeren«, »Præsten i Vejlby«, »Kjeltringliv« og »Telse«. Efter denne mægtige Produktion indtraadte en lille Pause, men i Aarene 1833 til 1836, da det lykkes Blicher at faa et københavnsk Forlag til at paatage sig en samlet Udgave af Novellerne, forøges de tidligere med bl. a. »Himmelbjærget«, »Juleferierne«, »Marie« og den romanagtige »Fjorten Dage i Jylland«, Det første af de fem Bind havde kun samlet 100 Subskribenter; senere voksede Tallet til 250. 1839 bragte Samlingen »Kornmodn« med bl. a. »Skytten paa Avnsbjerg« og »Baglænds«; i senere Samlinger fremkom endnu »Høstferierne«, »De tre Helligaftener« (1841), og selvstændig, i en yderst tarvelig Udgave, kom 1842 i Randers den jyske Digtnings klassiske Værk »E Bindstouw«. Det er kun et lille Udvalg af Novellerne, og naar dertil lægges Digte og Polemik, Himmelbjergfester, de to førnævnte Rejsebeskrivelser, Amtsbeskrivelsen og den fortrinlige Fordanskning af Oliver Goldsmiths Roman »Præsten i Wakefield« (1837), er det rimeligt, at ikke alt er lige vægtigt. Der er adskillige rene Underholdningsnoveller med skablonagtig Karakteristik og rigelig Anvendelse af Spændings- og Uhyggeeffekter til Skade for Sandsynligheden, eller med en saa kunstig slynget Handling, at Blicher ikke selv kan rede Traadene ud. Der er andre, hvor Peer Spillemands Lystighed er lidt anstrengt og langtrukken. De private Henvendelser til Læseren og de hyppige ræsonnerende Indskud kan ogsaa være lidt letkøbte og navnlig ofte forstyrrende. Men ser man hen til Produktionens Omfang og de forpinte Forhold, hvorunder den blev til, maa man beundre Blichers altid oplagte Fortællelyst, hans sikre Iagttagelse baade af Personernes ydre Signalement og af deres Replikform, saavel som af baade Detailler og Totalstemning i et Landskab. Hans Beskrivelser og Karakteristikker er banalest, og hans Handlingsmotiver kunstigst, naar han bevæger sig i fjerne Lande. Men Præstegaardens, Herregaardens og Bondegaardens Folk i Midtjylland kender han til Bunds, og hvor han tegner dem, kan han naa ned til den simple Sandhed i Menneskeskildringen, der er uafhængig af litterære Moderetninger. Det er navnlig Tilfældet, naar han lader Personerne udtrykke sig paa deres eget Sprog og ud fra deres egne Forudsætninger: Landsbydegnen, Hosekræmmerenken, Erik Sørensen, Fiskerkonen i »Marie« og Bindestuens Bønder. Der, hvor Fortællingens Jeg er Blicher selv, er Stilen mere usikker: snart lærd, citatrig, aandrig, snart ironisk eller sentimentalt ræsonnerende. Denne Stil peger tilbage til Slutningen af det 18. Aarh., fra hvis tyske Novellelitteratur Blicher ogsaa paa anden Maade har modtaget Paavirkning i sine ringere Ting. Hvor han er bedst, er han helt sig selv og øser alene af sin dybe Fortrolighed med den lokale Natur og Folkekarakter. Hans vaagne, halvt nysgerrige, men altid sympatiske Menneskeinteresse lod ham finde ind til alle Slags Mennesker og alle Lag af Befolkningen (kun ikke Byernes Embedsmænd). Det Livssyn, der bærer Novellerne, spænder fra det jyske Lune over Peer Spillemands melankolske Lystighed til en alvorstung Given sig ind under Livets ubarmhjertige Gang.

At den københavnske Kritik ikke straks opdagede, hvad der fremkom i et lille jysk Tidsskrift, kan ikke forundre. Blicher klager i Brevene bittert over denne Ligegyldighed, samtidig med at han oprøres over det, der gør Lykke hos det københavnske Publikum, specielt over Vaudevillerne. Heiberg og hele hans Retning manglede han al Sans for, og en Del af »Nordlyset«s Nisscavis og andre Smaaartikler persiflerer baade Heibergs Vaudeviller og hans Kritik paa en Maade, som de jyske Læsere af Tidsskriftet næppe altid har forstaaet. Men det var Fru Heiberg, som aabnede København for Blicher ved 1832 til en Aftenunderholdning paa Det kgl. Teater at læse »Hosekræmmeren« op. De samlede Noveller fik flere Anmeldelser, deriblandt en meget indgaaende af Madvig i 13. Bind af »Maanedsskrift for Litteratur« (1835). Efter Tidsskriftets Princip gennemgik Madvig alt, hvad han maatte anse for Fejl, teknisk, poetisk eller psykologisk. Det kan synes pedantisk, men hans Kritik er rigtig og skarpsindig paa næsten alle Punkter, og han peger med lige saa stor Sikkerhed og Anerkendelse paa det udmærkede. Alligevel oprørtes Blicher over dette nye Udslag af »Formskærerlavets« Retten Stil, og han hævnede sig, uretfærdigt og ikke ganske værdigt, ved en Note til Digtet »Aristarchos Autodidactos« i de samlede Digte. 1845 skrev P. L. Møller i »Dansk Pantheon« en helt igennem sympatisk og alsidig Karakteristik af Blicher og hans Forfatterskab (optrykt i »Kritiske Skizzer«, 1847). Den varmede den gamle Digters Hjerte, og han overlod Møller at besørge en ny Udgave af Novellerne, der kom i syv Bind 1846–47. Den indledes med Blichers Selvbiografi, »Erindringer af Steen Steensen Blichers Liv, optegnede af ham selv«, en lidt forøget Udgave af de Erindringer, han 1839 skrev til Fr. Barfods »Brage og Idun«. — Efter Blichers Død er Novellerne blevet den Folkelæsning, som han netop ønskede, de skulde være. Mange er kommet i Enkeltudgaver, større eller mindre Samlinger er kommet i store Oplag. En fuldstændig Udgave i 32 Bind, der i kronologisk Orden optager alt hvad Blicher har skrevet, forsynet med Noter og kritisk Apparat og afsluttet med to Bind Breve, er besørget af Det danske Sprog- og Litteraturselskab (1920–32).

Blicher har sin Rod i det 18. Aarh. og ganske særlig i dettes vesteuropæiske Aandsform. Han har den udadvendte, lidt rastløse og dilettantiske Alsidighed, med Interesse for Almenoplysning og Almenvel og med Klubbernes abstrakte Begejstring for Dyd, Frihed, Kongen og Vennen. Ogsaa litterært er han Førromantiker: det naturfilosofiske, det middelalderlig-katolske og det fantastisk-dunkle frastøder ham. Pope, Sterne og Goldsmith har han derimod følt sig i Slægt med, og han naar ikke længere ind i Forstaaelsen af de gamle Tider, end Ossian, Percy og Shakespeare kan bringe ham. Af Natur er han paa een Gang nøgtern og naiv, har baade Humor og Sentimentalitet. Han begynder som en sangvinsk Fantast, men Vemod bliver Grundtonen til sidst, med Religionens Trøst over den resignerte Erkendelse af alt menneskeligts Forkrænkelighed, baade Drømmenes og Storværkernes. Han bliver en Dyrker af Minderne og varierer utallige Gange sit eget Livs Grunderfaring: Ak, hvor forandret! Samtidig er han en ualmindelig levende Aand, med en vaagen, altid frisk Interesse for alt nyt, en fordomsfri Evne til at leve sig ind i andre Menneskers Skæbne og en stor Trang til Meddelelse og Kontakt. Privat var han ikke uden Svaghed og Løshed i Karakteren, en daarlig Økonom og en slet Bestyrer af sine egne Sager, men til Gengæld ogsaa fri for Stræberens Hensynsløshed og Forfængelighed. Som Kunstner var han en maadelig Ræsonnør, men en ypperlig Iagttager og enestaaende Fortæller.