Den mørke Skye hen over Ørken gaaer,
De vilde Storme hvine om mit Rede;
Paa nøgne Tue sidder jeg og slaaer
Min sidste Sang ud over sorte Hede.
Min Mage sidder under Lyngens Ly
Saa sorrigfuld og ruger vore Unger;
De Stakler under hendes Vinger tye:
„Hvi sidder vores Fader hist og sjunger?”
„Ak! det er ej af Fryd, I kjere Smaa!
„At Eders Fader her i Natten synger;
„I Mørket maae han sine Triller slaae,
„Naar Sorgerne hans arme Hjerte tynger.
„Før har vel Glæden luet i hans Bryst,
„Da Kjerlighed hans unge Hjerte hæved;
„Til Himlen steeg han med sin glade Røst,
„Og sjungende hen over Jorden svæved.”
O skjønne Vaar! o falske Haab, som svandt!
Hvi lodst Du mig de søde Drømme smage?
Kort var den Skygge, jeg af Glæden fandt,
Men lange ere Sorgens mørke Dage.
Fri var jeg; kjek jeg mig mod Skyen svang,
Jeg boltred mig i Foraarsolens Lue;
Fra lette Bryst opsteeg min Frydesang
Blant mine Brødres under Himlens Bue.
Jeg foer ustandset over Bjerg og Dal;
Hvad mægtede min raske Flugt at tvinge?
Paa Blomstereng — i Lundens grønne Sal
Jeg hørte lutter Glædestoner klinge.
Men nu — nu er den Foraarslyst forbi;
Det lette Ungdomssind er brat bortvegen.
Slukt er det Lys, som Jorden smilte i;
Og Vintrens skumle Taage er nedstegen.
Paa Jorden sidder den, som fløj engang,
Mat er den Vinge, som i Skyen svæved;
Svagt klynker den, som før saa frejdigt sang,
Af Sorgen nu — ak! før af Fryd han bæved.
Jeg var — jeg er — og snart jeg er ej meer;
En anden Slægt staaer frem paa Jorderige.
Hvor Solen skinner paa mit kolde Leer
Nyskabte Vrimler op til Lyset stige.
Min Fader bygged — borte er hans Huus;
Han elskede — han fostred mig, og blegned.
Jeg elskede — min Bolig sank i Gruus;
Snart er jeg og i tomme Rede segned.
Saa skal maaske den næste Foraarsdag
Min unge Slægt paa Haabets Vinger stige.
Stærk er vor Ungdom — Alderen er svag,
Og Haab og Styrke svinde bort tillige.
Saa far da vel, for evig, elskte Vang!
Du skjønne Vaar! og Du min sidste Sommer!
Ved Graven synger jeg min Ligfærdssang —
Snart med min Død den mørke Vinter kommer.