6. En ganske ny Vise
om
om
en Kroermand og han Søn.
en Kroermand og han Søn.
(Synges som Niels Ebbesens Vise.)
(Synges som Niels Ebbesens Vise.)
De Bønder de sidde saa tykt over Bord
Alt udi den Skjænkestue.
De tale saa mangen et Rædselsord
Om Fiender, som Landet mon true.
Den Kroermand sidder i Kakkelovnskrog,
Alt i sine dybeste Tanker.
Foran ham der seer I en Trettenaarspog,
Med Riffel i Armen han spanker.
Paa eengang saa springer den Kroermand op,
Sin Riffel fra Bjelken han river;
Han kaster et Øje til Gjæsternes Trop:
„Nu nytter det ikke, I bliver.”
„Højfornemme Gjæster forsamle sig nu,
„Og dem maae jeg hjelpe at bænke.
„Der kommer saamange, det ret er en Gru;
„Thi maae jeg vel hjelpe at skjænke.”
„Maae jeg være med?” siger Knøsen saa glad,
„Mit Bly jeg i Pletten kan fæste:
„Jeg træffer vel ogsaa den engelske Rad,
„Ifald han os her vilde gjæste.”
Den Gamle han smiler: „Nej, hør mig engang
„Til Knægten! Jeg troer han faaer Nykker.
„Kommer Du imod Fienden, din Humlestang!
„Han times alverdsens Ulykker.”
Den Unge ham huer slet ikke det Ord,
Han tager saa smaat til at snøfte:
„For jeg er lille, og Du er saa stor,
„Du skulde dog holde dit Løfte.”
„Hm!” brummer den Gamle „den Slubbert har Ret;
„Grandgivelig nu jeg det husker. —
„Naa! kom saa! men see, at Du ej bliver træt,
„Og bagud som Mikkel Du lusker!”
Saa gik de tilsammen da, Fader og Søn:
„Lad være I Qvinder at tude!
„Her hjælper ej meer hverken Løn eller Bøn;
„Vi har at bestille derude.”
Den første Bestilling, de Tvende nu fik,
Var Lundehuusvejen at feje.
Og kan I vist troe mig, det fejende gik,
Og Døden fik Mange til Eje.
En Kugle vel nær til den Unge kom,
Paa Riffelen den masede Panden.
Da siger den Gamle: „Nu vender Du om,
„Og henter fra Byen en anden!”
Den Unge han beder saa inderlig: „Fa’er!
„Aa! lad mig dog see det tilende!
„Hvis hjem jeg fra Jagten nu Vejen ta’er,
„De Andre vil troe: jeg vil rende.”
Den Gamle han siger: „Du holder din Kjæft!
„Paa Timen Du gjør, som jeg siger!”
Den Unge han knuger sit Bøsseskjæft,
En Taare i Øiet ham stiger.
Han lyder; hvorvel det var haardt ham imod,
Og grædende hjemad han trasker.
Han stamper heel vred med den lille Fod,
Ved at høre, den Kugleregn pladsker. —
Men siden, saa fulgtes de sammen igjen
Den Fader med Søn udi Feldten.
Uskadte de gik baade hjem og hen;
Tidt Døden gaaer udenom Helten.
Og Alle de vilde nu see den Smaapog,
Som Ingenting kunde forknytte.
Jeg troer, at de snakked i hver en Krog
Om den lille Herregaardsskytte.
Men sidste Gang Fader med Søn var i Slag,
Det Faderen gik som saamange;
Thi altid af Krig at gaae bort uden Nag,
Det kan man ej heller forlange.
Den Gamle han taber med eet sit Gevær,
Og Armen til Laaret han trykker:
„Jeg fik nok en Smøre paa Albuen her,
„Men ellers er Intet istykker.”
Og skotter han saa til sin Høvedsmand —
Gud veed, at han var det med Ære;
Og vil jeg nu sige Jer strax paastand:
Han Navnet von Krogben mon bære.-
„Hr. Kammerherre! De seer nu, jeg vil
„Komme snart til at krybe i Sengen.
„Men skulde han der komme Noget til —
„Og jeg være borte fra Drengen —”
„Gaae Du ikkun hjem med din snilde Søn!”
Den Høvidsmand monne bebude.
Da siger den Unge: „Jeg haver en Bøn;
„Maae jeg bie til Spillet er ude?”
Den Gamle han smilte, og listelig stak
Den saarede Arm under Barmen:
„Jeg ogsaa foruden al videre Snak
„Vil tøve, og see paa Allarmen.” —
Men stop lidt! her er jo et væsentlig Savn,
Hvorover jeg rigtig mig skammer.
Saa hør da! Vi gjorde et Riim paa hans Navn:
„Hr. Hammer, hans Kugle den rammer.”
Slet ikke jeg veed, hvor hans Grav de har lagt;
Langt mindre, hvordan de den smykke.
Mem dette jeg veed: at hvad her jeg har sagt,
Er Sandhed, som Ingen skal rykke.
Og dette jeg veed: at var Alle som han
Ad hele Verden vi blæste;
Og kom her end Fiender som Sand i Strand,
Dem alle vi Ligtexten læste.
Og dette jeg veed: at hvad blive skal
God Krog, skal tidligen krøge;
Og hvo der siden vil staae for Skrald,
Som Dreng han med Døden maa spøge.