Hulde Engel! Du min Barndoms Ven!
Troe Ledsager i de svundne Dage!
Siig mig da, hvor est du flygtet hen?
Siig mig, naar — naar kommer Du tilbage?
Skjøndt ukjendt — du eengang fulgte mig,
Da min Sjæl var fri for Sorg og Smerte;
Nu — jeg kjender, nu jeg sjunger Dig, —
Ak! hvi flygter Du nu fra mit Hjerte?
Ukaldt varst du dengang altid nær,
Leged med mig vaagen og i Drømme!
Nu, jeg kalder Dig, o Ven saa kjer! —
Ubønhørt jeg maae i Taarer svømme.
Boer Du i det Huus, hvor første Gang
Du har mine Læber lært at smile?
Boer Du paa den løvbekrandste Vang,
Hvor Du saae min Morgenstund henile?
Blev Du i den Lund, som jeg forlod,
Da mig Skjæbnen ud i Stormen kasted?
Hos den Kilde, som fra Bakkens Fod
Mellem Blomsterne forbi mig hasted?
Boer du højt blandt hine Stjerners Hær,
Som jeg saae paa Himmelbuen tindre?
Har ej Himlen da det samme Skjær?
Er dens høje Stjernehvælving mindre?
Er ej nu, som fordum, Lunden grøn?
Kilden klar udi sin Blomsterramme?
Er min Ungdoms Dal ej længer skjøn?
Eller — er jeg selv ej meer den samme?
Milde Engel! kom endnu engang!
Fyld min Barm med hine Længsler søde!
Tryl mit Hjerte med din Seraphsang!
Qvæg mit Blik med Haabets Morgenrøde!
See! jeg søger dig — o kom igjen!
Hør! jeg kalder, kom igjen tilbage!
Før mig til mit gamle Eden hen —
Eller til det ny du snart mig drage!