H.C. Andersen (1805–75)

Andersen, Hans Christian, 1805–75, Digter. F. 2. April 1805 i Odense (St. Hans Sogn), d. 4. Aug. 1875 i Kbh. (Frels.), begr. sst. (Ass.). Forældre: Skomagersvend, senere Friskomager Hans Andersen (1782–1816) og Anne Marie Andersdatter (ca. 1765–1833, gift 2° 1818 med Friskomager Niels Jørgensen Gundersen, d. 1822). Ugift.

Tomaanedersdagen før Andersens Fødsel havde Forældrene holdt Bryllup, men kunde først det følgende Aar flytte sammen. Hans Fødested kendes ikke; Traditionen, der har udpeget Hjørnestedet i Hans Jensens Stræde ud mod Bangs Boder (nu H. C. Andersen-Museum), er sen og usikker; Skildringen af Barndomshjemmet gælder Munkemøllestræde 3, hvor Andersen boede 1807–18. Familien var afgjort Smaakaarsfolk. Farfaderen, Anders Hansen Traes, tidligere Landsbyskomager og Husmand, var sindssyg og endte som Bespisningslem i Graabrødrehospitalet (d. 1827). Den ærekære og forfængelige Farmoder, Anne Cathrine Nommensen (d. 1822), forkælede Sønnesønnen og søgte at trøste sig for den bitre Virkelighed ved at lade ham forstaa, at hun var af fin Familie: hendes Mormoder, en adelig Dame fra Cassel, var flygtet med en Komediant (i Virkeligheden var denne Mormoder en Postriderdatter fra Assens). Andersens Fader var flittig og nøjsom, men af et uroligt Sind; han var misfornøjet med sin Stand, som han følte sig hævet over ved sine Interesser — han læste Shakespeare, Holberg, 1001 Nat — og ved sit oplyste Livssyn; i Trossager var han Rationalist. Han tog sig meget af Drengen, fortalte ham Eventyr, lavede Legetøj til ham. Da Nødsaarene kom, lod han sig 1812 som Stillingsmand hverve og laa inde som Soldat til 1814, da han syg vendte hjem fra Holsten uden at have deltaget i Krigen. Andersen følte altid en uhyre Medlidenhed med sin Fader, men sin Moder elskede han. Hun var en ganske jævn Kone, der næppe kunde skrive og ikke læse Skrift, dybt overtroisk og meget snakkesalig, medens Faderen var tavs og indesluttet. Hendes Moder, Anna Sørensdatter, endte som Fattiglem i Bogense. Før sit Ægteskab havde Andersens Moder med en Pottemagersvend en Datter Karen Marie, som dog næppe har boet i Skomagerhjemmet; Halvsøsteren nævner Andersen aldrig, men hun beskæftigede hans Fantasi (»O. T.«); han genfandt hende 1842 som Vaskerkone i Kbh. (d. 1846). 1818 giftede Moderen sig paa ny; Stiffaderen synes at have behandlet Andersen honnet; efter hans Død sank Moderen stadig dybere i Fattigdom og Elendighed, levede af at vaske for Folk og af at skylle Flasker til Apoteket, men forfaldt mere og mere til Drik, blev 1825 anbragt paa Fattigstiftelsen Doctors Boder; Sønnen, hvis Godhed hun misbrugte, tog sig med rørende Kærlighed af hende til det sidste og har i »Hun duede ikke« værget hendes Minde. Andersens Skolegang, til sidst i Byens Fattigskole, var tilfældig og utilstrækkelig; han var kvik i Opfattelsen, men doven med sine Lektier. Helst sad han ene hjemme opfyldt af Dagdrømme, legede med Dukketeater og syede Dukketøj. Dunkelt erindrede han siden Spaniernes Besøg og Kometen 1811; han huskede Lavsfestligheder og Fastelavnsløjer; stærke Indtryk gjorde Tugthuset og Galehuset, og i Mindet bevaredes Eventyr, som fortaltes i Hospitalets Spindestue og ved Humleplukningen. Som større Dreng var han en kort Tid paa en Klædefabrik og et Tobaksspinderi, har muligvis ogsaa forsøgt sig som Bydreng hos en Farver og Markør i Odense adelige Klub. Efter Konfirmationen (Paaske 1819) vilde Moderen sætte ham i Skrædderlære, Farmoderen anbringe ham paa et Kontor. Han selv, der fra sin tidligste Barndom havde været glødende teaterbegejstret (han optraadte allerede 6–7 Aar gammel som Statist i Kotzebues »Husitterne«, og Teaterplakater var siden hans største Fornøjelse), havde ved de kgl. Skuespilleres Gæstespil 1818 faaet et bestemt Maal for sine Drømme: Kbh., og han fik sat sin Villie igennem. Moderen stolede paa Spaakonens Profeti, at Odense By engang skulde blive illumineret til hendes Drengs Ære; selv drog han af Sted med det eventyrlige Forsæt at blive berømt, om han end først skulde »gaa saa gruelig meget igennem«. Med et Anbefalingsbrev fra Bogtrykker Iversen til Danserinden Anna Margrethe Schall og med tretten Rdl. i Lommen, hvoraf de tre medgik til Rejsen, forlod han som »blind Passager« Odense 4. Sept. 1819 og holdt Mandag den 6. sit Indtog i Kbh.

Uden Held henvendte den besynderligt udseende Dreng sig til Md. Schall og til Teaterchefen (Holstein); et Forsøg paa at komme i Snedkerlære glippede ogsaa. Som den yderste Udvej opsøgte han i Tillid til sin Sangstemme Siboni, Direktøren for Teatrets Syngeskole, der netop havde Middagsselskab med bl. a. Weyse og Baggesen som Gæster. Andersens Skæbne vakte Interesse og Medfølelse; Weyse fik indsamlet 70 Rdl. til ham, Siboni lovede ham Sangundervisning og Kosten i sit Hus. Nattelogi fik han hos Overskærerenken Md. Thorgesen i Ulkegaden (Holmensgade) 108; han levede her med sit Dukketeater og sine Bøger uden at mærke noget til Fordærvelsen omkring sig. Men han spildte sin Tid; Siboni blev hurtigt ked af ham, Juni 1820 stod han atter paa bar Bund og rettede to Bønskrifter til »alle ædelttænkende Mennesker«. Atter lykkedes det Weyse at indsamle ca. 80 Rdl., og samtidig tog den brave, men pedantiske Digter Fr. Høegh-Guldberg, Broder til hans Odense-Velynder Oberstløjtnant C. Høegh-Guldberg, sig af ham, støttede ham økonomisk, gav ham Timer i Dansk og Tysk og skaffede ham Undervisning i Latin, indtil Andersens Mangel paa Flid to Aar senere fremkaldte et Brud mellem dem. Ved Bekendtskab med Solodanser Dahlén var det Foraar 1820 lykkedes Andersen at komme ind paa Teatrets Danseskole; herfra kom han næste Aar paa Syngeskolen under Krossing og var 1821–22 Korelev uden Gage. Han fik Lov til at gøre lidt Statisttjeneste; Lindgren læste privat med ham, men raadede ham til at opgive Skuespillerdrømmene for at studere. Fattigdommen blev stadig mere trykkende; han var flyttet til et billigere Logi i Ulkegaden 168, døjede Kulde og Sult. Og da Stemmen samtidig forsvandt, fik han 29. Juni 1822 sin Afsked fra Teatret. I disse Aar var Andersen begyndt at skrive. Riddertragedien »Skovcapellet« (1821) opfattede Guldberg som en Art Stiløvelse; de to følgende Arbejder: »Røverne i Vissenberg« og »Alfsol« (efter Suhms Fortælling) indleveredes til Teatret, der naturligvis forkastede disse »Forsøg, som, skjøndt de allevegne røbede det unge Menneske, der var ganske blottet for Kundskaber, lige indtil Kundskab i Modersmaalet, dog tillige røbede umiskjendelige Digter-Anlæg.« Af »Røverne i Vissenberg« tryktes en Scene i Ljunges »Harpen« (9. Aug. 1822); »Alfsol«, sammenskrevet af Oehlenschläger— og Ingemann-Reminiscenser, udkom samme Efteraar sammen med en selvbiografisk Prolog og en fynsk Fortælling i W. Scotts Manér, »Gjenfærdet ved Palnatokes Grav« som »Ungdoms-Forsøg af Villiam Christian Walter«. Da var den afgørende Vending i Andersens Skæbne allerede indtraadt. Med sin mærkelige Evne til at introducere sig havde han fundet formaaende Velyndere helt op til Prinsesse Caroline og Holmens Provst Gutfeld, og allerede nu havde han faaet Indpas i Familier, med hvilke han ned igennem Aarene skulde bevare en venskabelig Forbindelse: Urmager Urban Jürgensens Enke, H. C. Ørsted, Shakespeareoversætteren Kaptajn (senere Kontreadmiral) P. F. Wulff. Men langt den største Betydning fik Bekendtskabet med Jonas Collin, Finansdeputeret og Direktør for Det kgl. Teater. Han talte den afskedigede Korelevs Sag hos Kongen; samtidig med, at »Alfsol« forkastedes, meddeltes det Andersen, at der var bevilget ham fri Undervisning i Slagelse lærde Skole, der netop nu havde faaet Filologen Simon Meisling til Rektor, samt en kgl. Understøttelse paa 400 (December samme Aar nedsat til 300) Rdl. i 3 Aar (fornyet 1825). 26. Okt. 1822 rejste Andersen til Slagelse; fra den Dag tog Collin sig af ham som en Fader, og hans Hjem blev den hjemløses faste Tilflugtssted for hele Livet.

Det syttenaarige lange Menneske blev anbragt i anden Klasse mellem tolv-tretten Aars Drenge, og nu begyndte »denne virkelig ulykkelige Tid«, hvor kun Ferierne var Lyspunkter: i Odense hos Iversens og Guldbergs, i Kbh. hos Md. Jürgensen og hos Kommandør Wulffs, i Sorø hos Ingemann. Først boede han hos Herredsfogedenken Md. Henneberg, flyttede derfra Okt. 1825 Meislings og fulgte næste Aar med Rektoren ved hans Forflyttelse til Helsingør. Andersen mødte med den ærligste Villie og var hele Skoletiden meget flittig. Men allerede Overgangen fra det frie Driver- og Drømmerliv i Kbh. med Teatret, de mange Bekendte og de store Digterplaner til »Skolelivets fabrikmæssige Gang« i en lille kedelig By var svær, og dobbelt svær blev den ved Misforholdet mellem hans Alder og hans totale Mangel paa virkelige Skolekundskaber. I Brevene fra Skoletiden vakler han mellem en fast Tro paa sit Digterkald og Anfald af selvopgivende Modløshed, en bestandig Undervurdering af sine Evner og Frygt for at skuffe sine Velgørere, uværdig nyde Kongens Understøttelse. At Tungsindet efterhaanden fik Overhaand, bar Rektoren, der manglede Forstaaelse af sin Elevs Psykologi, Hovedansvaret for. I sin Optræden var han yderst lunefuld, svingede fra uforholdsmæssig Strenghed til pludselig Venlighed (der dog efterhaanden blev stadig sjældnere). Han søgte med sørgeligt Held at knække Andersens Mod og saare hans følsomme Sind — især da han mærkede sit Offer lammet af Angst for ham —, og han var utrættelig i at forsikre ham, at han aldrig vilde blive til noget. Helt galt blev det først, da Andersen kom i Huset hos Meisling; Fruens Rygte var ikke godt, og »Levnedsbogen« indeholder drastiske Skildringer af Husholdningens Uorden og fantastiske Griseri. Til sidst var han ved at gaa aandeligt til Grunde, tumlede med Tanker om Udvandring eller Selvmord, da Collin, underrettet om Andersens virkelige Situation, med Udgangen af April 1827 tog ham ud af Skolen. Han kom til Kbh. for at blive privat manuduceret af Teologen og Historikeren Ludv. Chr. Müller. Overgangen føltes som en fuldstændig Befrielse. Om Andersens elegiske Stemning under Skoletiden vidner en Række Digte, der senere blev optaget i hans første Samling; Perlen er det forunderligt rene og skønne »Det døende Barn«, som blev til i Helsingør i hans værste Trængselstid. Men i Kbh. brød hans længe kuede Trang til ungdommelig Munterhed igennem; medens »Kjøbenhavnsposten« i Sept. 1827 trykte »Det døende Barn«, bragte Heibergs »Flyvende Post« allerede fra Aug. og Aaret ud humoristisk-parodiske Digte som »Aftenen«, »Tanker ved en ituslagen Jydepotte« o. n. Efter nogen Eksamensfeber slap han i Okt. 1828 gennem Skærsilden med et anstændigt Haud og afsluttede næste Aar sin akademiske Løbebane med »anden Eksamen« (Laud). I sit Rusaar regnedes han mellem sin Studenteraargangs »fire store Poeter«.

Allerede før Studentereksamen var Andersen i Gang med sit første større Arbejde: »Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager«. Efteraaret 1828 indeholdt »Flyvende Post« en Række Prøver; Bogen udkom Nytaar 1829 paa eget Forlag, blev udsolgt paa faa Dage; Reitzel gav Andersen 100 Rdl. for et nyt Oplag, og den unge Digter, der blev venligt introduceret af Heiberg i »Maanedsskrift for Litteratur«, var med eet Slag berømt. Den mærkelige lille Bog virker som en Fantasi-Arabesk, hvor den romantiske Ironi bestandigt bryder Illusionen, og som et Prøvekort paa Andersens brogede Læsning (Jean Paul, især Hoffmann); ejendommeligt er Forfatterens lystige Opgør med sin sentimentale Fortid. Samme muntre Tone genfindes i Andersens første dramatiske Arbejde »Kjærlighed paa Nicolai Taarn« (1829), en kaad Studenterspøg, og i hans December samme Aar udgivne »Digte, 1830«, der ved Siden af de alvorlige Digte fra Skoletiden indeholdt den lange Række humoristiske Forsøg i Wessels Manér og de mere selvstændige »nederlandske« Genrebilleder som »Moderen med Barnet«, »Studenten«, »Martsviolerne«. Andersen regnedes til Heibergs Gruppe, rostes i »Maanedsskriftet« af Molbech og blev til Gengæld angrebet af Hauch i hans »Babyloniske Taarnbygning«; i øvrigt udtalte selv oprigtige Velyndere som Ingemann og Oehlenschläger sig privat mod det »Hang til Persiflage og Legen med det Aandelige«, som karakteriserer disse Debutbøger. Men i den næste, ringere, Digtsamling »Phantasier og Skizzer« (1830) er Munterheden paa ny afløst af en elegisk Stemning med bitre Islæt af Heine-Paavirkning. Under sin Ferietur 1830 til Jylland og Fyn havde den feterede Digter haabløst forelsket sig i Faaborgmatadoren Agent Voigts Datter Riborg (»To brune Øine —«), og samme Efteraar havde han haft sin første alvorlige litterære Modgang i Hertz’ hvasse Anfald paa ham i »Gjengangerbrevene«a. Hans Mistillid til sine Evner begyndte igen at spøge; hertil kom voksende økonomiske Bekymringer. En forbigaaende Opklaring bragte en lille Tysklandstur i Sommeren 1831, den første af hans mange Udenlandsrejser; Andersen stiftede her sine første værdifulde udenlandske Bekendtskaber (Chamisso, der oversatte flere af hans Digte, Tieck), og »Skyggebilleder af en Reise til Harzen og det sachsiske Schweitz« (1831) er maaske den første af hans Bøger, der viser lidt af hans eget Ansigt. Men de følgende Digtsamlinger »Vignetter til danske Digtere« (1831), »Aarets tolv Maaneder« (1832), »Samlede Digte« (1833) fastslog trods smukke Enkeltheder, at Lyrikken ikke var Andersens egentlige Fag, og hans Virksomhed som Teaterdigter (Operatekster til I. F. Bredal, J. P. E. Hartmann, Weyse; Oversættelser og Bearbejdelser af franske Stykker, et Par originale Vaudeviller som »Skilles og mødes«, der dog i første Omgang forkastedes) gavnede ikke hans litterære Anseelse. Samtidig forbitrede Kritikkens, især Molbechs, voksende Kulde ham. Bortset fra enkelte Anmeldelser var Tonen mod Andersen dog i det hele uangribelig og ikke uden Anerkendelse, men der blev — foruden ret pedantiske Anker over Sprogjaskeri og formentlige Stilfejl — med Rette indvendt, at han skrev for let og for meget; at der ingen Udvikling var at spore i hans Kunst; at man savnede »den ordnende Fornuft, Forstandens Kraft til at modne og udfolde Tanken«. Andersen havde dog stadig et trofast Læserpublikum, og han vandt i disse Aar nye Venner, som fik Indflydelse paa hans Udvikling (Signe Læssøe, Edv. Collin, Hartmann). Men han trængte til at finde sig selv og derved genvinde Troen paa sig selv. Det blev derfor sikkert hans Redning som Kunstner og Menneske, at han, anbefalet af Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg, Ørsted og J. M. Thiele, 13. April 1833 modtog et toaarigt Rejsestipendium fra Fonden ad usus publicos og otte Dage senere forlod Kbh. for først i Aug. 1834 at vende modnet og afklaret tilbage. I Paris, hvor han bl. a. gjorde Heines Bekendtskab, blev første Del af det dramatiske Digt »Agnete og Havmanden« skrevet, og det afsluttedes i Urmagerbyen Le Locle, Jurabjergene, i Aug. Det er Andersens betydeligste Ungdomsværk (udk. 1834), et Forsøg paa at skildre »den evigt utilfredsstillede Længsel«, som ogsaa fyldte hans eget Bryst; men Udførelsen svarer ikke til Digtets kække Grundtanke, og i den forsmaaede Bejler, Hemming, har han givet en klynkende Selvskildring. Modtagelsen af det hjemme var ham en stor Skuffelse, der voldte mange bitre Timer. Men nu var han ogsaa naaet til et afgørende Vendepunkt; Italienopholdet forberedte hans egentlige Gennembrud. Efter en besværlig Rejse (»Lykkens Kalosker«) naaede Andersen 18. Okt. Rom, hvor han blev optaget i den dansk-tyske Kunstnerkreds, hvis Midtpunkt var Thorvaldsen. Denne tog sig straks af Andersen, satte Mod i ham efter »Agnete«s Fald, optraadte som hans Beskytter og Ven. Efter at have overværet Julefesten og Karnevalet rejste Andersen sammen med Henrik Hertz, med hvem han i Rom var blevet forsonet, til Napoli, besteg Vesuv og besøgte Capri; Paasken tilbragtes i Rom, Hjemturen gik over Venezia. Opholdet i Italien lærte Andersen at se; de rige Indtryk af Naturen, Folkelivet og Kunsten gav ham et nyt sjæleligt Indhold; Frigørelsen fra de hjemlige Forhold øgede hans Selvstændighed over for hans »Opdragere« og skærpede hans Selvkritik. Hjemrejsen foregik over Munchen, Wien og Prag. I et Brev til gamle Collin havde Heiberg karakteriseret Andersen som »en lyrisk Improvisator«. Andersen tog Ideen op; i Rom, Munchen, Sorø og Kbh. blev saa det Værk skrevet, som »rejste mit faldne Hus paany«, Romanen »Improvisatoren« (1835). Andersen har denne Gang skildret, hvad han havde set og oplevet, derpaa beror Bogens store kunstneriske Fremskridt. Paa Baggrund af en Række glimrende Italienbilleder, det første Vidnesbyrd om hans Mesterskab i pittoresk Deskription, har Digteren i Hovedpersonen Antonio givet en let maskeret Selvskildring, der former sig som et Opgør og et Selvforsvar af betydelig Virkning. Romanen gjorde Lykke i Danmark og lagde gennem L. Kruses tyske Oversættelse Grundstenen til hans Verdensry. Andersen forfulgte Sejren med »O. T.« (1836), et dansk Sidestykke til Italienbogen med ypperlige Bifigurer og levende Interiører; Hovedhandlingen er inspireret af hans mangeaarige Grublen over den forsvundne Halvsøsters Skæbne. Mere fordringsfuld er den tredie Roman, »Kun en Spillemand« (1837). Med stærk Udnyttelse af selvbiografisk, ogsaa kunstnerisk set meget værdifuldt Stof, har Andersen i Spillemanden Christian tegnet en Parallelskæbne til sin egen, men med tragisk Udgang; Tendensen er rent filantropisk: »Lad ei det sande Talent jordisk gaae til Grunde«, og Andersens Genilære fremkaldte som Protest S. Kierkegaards første Bog »Af en endnu Levendes Papirer« (1838), et Opgør med hans Virksomhed som Romanforfatter. Udenlands gjorde Bogen endnu mere Lykke end »Improvisatoren«, især i Tyskland og i Sverige, hvor Lunds Studenter 1840 bragte Andersen den første offentlige Hyldest. Hjemlig Anerkendelse kom 1838 i Form af en aarlig Digtergage (efter Ansøgning) paa 400 Rdl., der 1845 forhøjedes til 600, 1860 til 1000; den befriede ham for de værste økonomiske Sorger. Selv paa Teatret, hvor han ellers hentede sit Livs fleste og bitreste Skuffelser, tilsmilede Fru Fortuna ham nu. Odense-Vaudevillen »Skilles og mødes« (1836) havde ganske vist kun en krank Lykke, »Renzos Bryllup«, »En rigtig Soldat« og forskellige Oversættelser forkastedes, men Vaudevillen »Den Usynlige paa Sprogø« (1839) naaede 22 Opførelser, og Dramaet »Mulatten« (1840), som Molbech havde søgt at spærre Vejen for, blev en stor Teatersejr. Bygget over H. Arnauds Novelle »Les épaves« er Stykket et Forsøg paa at over- føre den franske Romantismes passionerede Lyrisme og melodramatiske Psykologi til dansk Teater; det rummer ejendommelige Udtryk for en lidenskabelig Pariafølelse, der ellers er sjælden hos Andersen.

Imidlertid havde han under Korrekturlæsningen paa »Improvisatoren« fundet sit egentlige Felt. I et Brev til Ingemann af 10. Febr. 1835 hedder det: »Dernæst har jeg begyndt paa nogle »Eventyr, fortalte for Børn«, og jeg troer, de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr, jeg som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har skrevet dem saaledes, som jeg vilde fortælle et Barn dem.« Allerede de første Digte og »Fodreisen« indeholder Eventyrmotiver; i »Digte« (1829) staar endda under Titlen »Dødningen« det følsomme Eventyr, som 1835 blev til »Reisekammeraten«. Men Andersen havde dengang, hvad Kendere som Ingemann og Molbech paatalte, fortalt Historien i Musäus’ ironisk-lapsede Manér. Sikrere var Tonen i Eventyrudkastet om den gamle Konge, der saa gerne vilde høre en Løgn (»Skyggebilleder«). Nu forstod Andersen, at Eventyrene skulde fortælles for Børn; dermed var en ny Stiltone fundet og et af de store Vendepunkter i dansk Prosas Historie markeret. Første Hæfte (Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prindsessen paa Ærten, Den lille Idas Blomster) udkom i meget beskedent Udstyr Foraar 1835 og blev ikke særlig forstaaende modtaget af Anmelderne (»en ikke uskadelig Læsning for Børn«); selv Hauch havde moralske Skrupler med Hensyn til »Fyrtøjet«, medens Ørsted (og Heiberg) spaaede, at havde »Improvisatoren« gjort Andersen berømt, vilde Eventyrene gøre ham udødelig. 2.-3. Hæfte (Dec. 1835, 1837) afsluttede første Bind; 1838–42 føjedes hertil en ny Samling; i »Tre Digtninger« (1838) stod »Lykkens Kalosker«. Fra Eventyrdigtningens første Periode stammer saaledes en Række af dens fornemste Mesterværker; foruden de allerede nævnte f. Eks. »Den uartige Dreng«, »Reisekammeraten«, »Den lille Havfrue«, »Keiserens nye Klæder«, »Den standhaftige Tinsoldat«, »Ole Lukøie« og »Svinedrengen«. Nær beslægtet med Eventyrenes Kunst og Stemning er en Cyklus af Øjebliksbilleder i Prosa af højeste Lødighed: »Billedbog uden Billeder« (1840). Men omkring 1840 var det først og fremmest for sine Romaners Skyld, at Andersen havde et Navn baade i Danmark og i Udlandet.

Bortset fra en Sverigesrejse 1837, hvor Andersen gjorde Kanalturen til Stockholm og paa Dampskibet traf Fredrika Bremer, havde han siden Italienfærden maattet indskrænke sig til mindre Udflugter i Danmark og Skaane. Efteraar 1840 drog han paa ny med kgl. Understøttelse paa Langfart, og hermed indledes hans Manddomstid (1840–57), de store Rejsers Tid. Andersen besøgte i alt 29 Gange Udlandet, ved sin udstrakte Bekendtskabskreds var han den mest kosmopolitiske af alle danske Digtere. »At reise er at leve«, skrev han; Rejserne gav nye Indtryk og aandelig Forfriskelse, men kun i faa Tilfælde digterisk Inspiration. Han forlod Landet 1840 efter en Konflikt med Heiberg og hans Hustru i Anledning af den forestaaende Opførelse af den svage Tragedie »Maurerpigen« (samme Aar). Det tidligere venskabelige Forhold afløstes af en fleraarig Misstemning; Heiberg drillede Andersen slemt i »En Sjæl efter Døden«, og denne replicerede kvikt i »En Digters Bazar« (1842). Det er Andersens mest overdaadige Rejsebog, den fortæller om hans store Orientrejse 1840–41: Italien, Grækenland, Tyrkiet, Donauturen fra Czernawoda til Wien — en besværlig og stundom farefuld Odyssé uden for de sædvanlige Turistruter. De følgende Aars Rejser staar i den hastigt stigende Verdensberømmelses Tegn. Oversættelserne af hans Værker til Hovedsprogene kom nu Slag i Slag, og navnlig i Tyskland og England kappedes Fyrster, Adel og Aandens Stormænd om at vise ham Hyldest. 1843 traf han i Paris den franske Romantismes førende Personligheder (Hugo, Lamartine, Vigny, Balzac, Dumas, Skuespillerinden Rachel). Rejserne i Tyskland 1844 og 1845 formede sig næsten som et Triumftog; af varig Betydning blev Bekendtskabet med den unge Arvestorhertug Carl Alexander af Sachsen-Weimar; det udviklede sig til et sværmerisk Venskab og medførte en fleraarig Korrespondance. 1845–46 besøgte Andersen Italien for tredie Gang, Sydfrankrig og Pyrenæerne; 1847 kulminerede hans europæiske Popularitet med Englandsrejsen, hvor han forkæledes af Society og sluttede Venskab med Dickens. Ogsaa hjemme opnaaede han nu den endelige »Erkendelse«. Han var Christian VIII.s Gæst paa Føhr 1844, tilbragte sine Ferier paa Herregaarde som Nysø, Bregentved, Gisselfeldt, Glorup, Augustenborg; fik Ridderkorset til sine forskellige udenlandske Dekorationer og udnævntes 1851 til Professor. Omslaget i Kritikkens Holdning daterede Andersen fra »En Digters Bazar«; i P. L. Møller fik han en talentfuld Fortaler, og hans »Ven« Hauch maatte afbøde sit Bagholdsangreb paa ham i »Slottet ved Rhinen« (1845) med en anerkendende Afhandling om hans Poesi i »Dansk Ugeskrift« (1846). To Oplevelser greb dybt ind i hans Tilværelse. Efter sin Ungdomskærlighed til Riborg Voigt havde Andersen i en Aarrække paa Afstand sværmet for Louise Collin, hans Velgørers yngste Datter. Nu blev den geniale svenske Sangerinde Jenny Lind hans Manddoms store Passion (1843–46); i hendes sjældne Personlighed fandt han sin egen religiøse Tro paa Kunsten som et guddommeligt Kald bekræftet. Hun nærede en Søsters Følelser for ham, kunde ikke gengælde hans Kærlighed; men hendes Navn er knyttet til den frugtbareste Epoke i hans Eventyrdigtning. Haardt virkede dernæst Revolutions- og Krigsaaret 1848 paa hans fredselskende Sind; han led sjæleligt under Brydningen mellem sin dybt rodfæstede Fædrelandskærlighed og sin varme Taknemlighedsfølelse mod Tyskland og søgte 1849 Trøst ved en Sverigesrejse (»I Sverrig«, 1851, et af hans mest karakterfulde Prosaværker). Han følte sig overbevist om, »at det ikke var i Sværdet nu til Dags, vor Styrke laae, men i Aandens Dygtighed«, men Krigen bekræftede ham i hans Danskhed; 5. Marts 1850 tryktes i »Fædrelandet« »I Danmark er jeg født —«, paa samme Tid vor jævneste og inderligste Fødelandssang. I disse Aar, Eventyrdigtningens højeste Blomstring, naaede omsider »den lille Genre« at indtage sin Plads jævnbyrdig med Roman og Drama, men endnu syslede Andersen med skiftende Held med de større Digtarter. Efter ni Aars Arbejde udkom 1847 det episk-dramatiske Digt »Ahasverus«, et Opgør mellem den ørstedske Kulturoptimisme og Tvivlens, Bagstræbets Aand, men det store Eksperiment savner indre Liv, dets Hovedperson tager ikke aktivt Del i Spillet, han er kun »en Turist i Verdenshistorien« (Vilh. Andersen). Langt værdifuldere er »De to Baronesser« (1848), Andersens modneste Roman, mindre subjektiv og mere afklaret end Ungdomsromanerne og central i hans Produktion ved sin demokratiske Tendens og sin stærke Understregning af Guds Førelse som den røde Traad i et Menneskes Skæbne. »At være eller ikke være« (1857) staar ikke paa samme Højde; Opgaven »Fred og Forsoning mellem Natur og Bibel« oversteg Andersens Kræfter; men Partier af den er skrevet med hans bedste Kunst, og den griber som et levende Udtryk for hans aldrig stillede religiøse Uro. Sin Teaterdigtning fortsatte Andersen med stærkt skiftende Held (»Fuglen i Pæretræet« 1842, »Lykkens Blomst« 1844). Størst Lykke gjorde de to anonymt indleverede: »Kongen drømmer« (1844), en poetisk Billedrække af Christian II.s Liv, et og Lystspillet »Den nye Barselstue« (1845), opfattede Typer inden for en spinkel Ramme; det tredie anonyme Stykke, »Hr. Rasmussen« (1846), hvis Replikkunst maaler sig med »Den nye Barselstue«s, gjorde Fiasko. Medens forskellige Operatekster (»Brylluppet ved Como Søen« 1849, »Nøkken« 1853) hurtigt forsvandt af Repertoiret, blev »Liden Kirsten« (1846) med Hartmanns Musik den hyppigst spillede danske Opera. Paa det 1848 aabnede Casino lokaliserede Andersen Raimunds Tryllefarce »Diamant des Geisterkonigs« i »Meer end Perler og Guld« (1849), som efterfulgtes af to originale Eventyr komedier »Ole Lukøie« (1850) og »Hyldemoer« (1851); det sidste er hans smukkeste dramatiske Arbejde. Alt dette traadte dog i Skygge for de samtidige Eventyrhæfter (»Nye Eventyr« 1845–48, samlet Udgave med Vilh. Pedersens Illustrationer 1849; »Historier« I-II, 1852–53, II. og forøget Udgave 1855). Fra disse Aar, hvor Andersen »var kommen paa det Rene med at digte Eventyr«, stammer hans mærkeligste Fiktionsværker; alle Eventyrene er nu med en enkelt Undtagelse (»Klods Hans«) selvopfundne, og Tilføjelsen »fortalt for Børn« er forsvundet fra Titelbladet. Eventyret blev en Verden, der rækker fra en elskværdig Spøg (»Stoppenaalen«) til sublime Tankedigtninger som »Klokken«, »Skyggen« og »Historien om en Moder«. Omkring det centrale Eventyr »Snedronningen« grupperer sig lette og vittige Fantasier som »Elverhøi«, mørkt tragiske Fortællinger som »De røde Sko«. Andersen kan i et Sindbillede klare Forholdet mellem den ægte Kunst og dens Efterlignere (»Nattergalen«) og berette simpelt om Hverdagens smaa Tragedier (»Hjertesorg«). Hans mytiske Fantasi fornemmes i »Hyldemoer« og »Aarets Historie«, vittige Fabler (»Kærestefolkene«, »Springfyrene«) staar jævnsides med fromme Legender og Parabler som »Verdens deiligste Rose«, »Hørren«, »Fem fra en Ærtebælg«. Han kaster sin Ironis Lys over evigtmenneskelige Svagheder (»Hyrdinden og Skorstensfejeren«, »Den lykkelige Familie«, »Flipperne«, »Nissen hos Spækhøkeren«), men kan ogsaa i Selvprøvelse lodde Dybden i sin egen Sjæl: »Grantræet«. I det berømteste af Eventyrene, »Den grimme Ælling«, har han digterisk fortalt sit Livs Historie. De første Forsøg paa en Selvskildring findes i Breve fra Slagelsetiden; allerede i den intime »Levnedsbog« fra 1832 (udg. 1926) anlægges det Grundsynspunkt: hans Liv som et Eventyr, hvor Guds Haand leder alt til det bedste, som genfindes i selvbiografiske Meddelelser til N. C. Øst, Marmier, G. F. von Jenssen og Le Petit, og hvorover »Das Måhrchen meines Lebens ohne Dichtung« (1847) og »Mit Livs Eventyr« (1855, Fortsættelsen 1855–67 udg. 1877 af J. Collin) er komponeret.

Med »Nye Eventyr og Historier«, 1.-3. Række (1857–72, Udgave med Illustrationer af L. Frølich, 1874) er vi naaet til det sidste Afsnit i Andersens Liv. Eventyrene indtager nu den absolutte Hovedplads i hans Produktion, men Genren er udvidet til sin yderste Grænse ved Indførelsen (siden 1852) af Begrebet »Historier« — af Andersen defineret som den folkelige Benævnelse, der omfatter alle korte Beretninger fra den simple Fortælling til den dristigste Fantasiskildring, og i Stilen eksperimenterer Digteren med en stærkt følelsesbetonet, lyrisk Prosa. Af de sidste Samlingers Rigdom kan nævnes store Fortællinger som »Dyndkongens Datter« og »Isjomfruen«, historiske Fantasier som det mægtige Prosadigt »Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans Døtre«, »Bispen paa Børglum« og »Hønsegrethes Familie«, Myter som »Det gamle Egetræs sidste Drøm« — alt sammen Forsøg paa at forny Genren, medens »Hvad Fatter gør er altid det rigtige«, »Snemanden«, »Nissen og Madammen«, »Laserne« o. fl. fortsætter Stilen fra den store Periodes lystige Eventyr. Endnu det allersidste Hæfte (1872) viser, at hans Aand ikke var svækket, hans Kunst ikke sløvet: den bitre Almuehistorie »Hvad gamle Johanne fortalte« og den henrivende Capriccio »Tante Tandpine« maaler sig med hans bedste Ting; »Krøblingen« virker som en Epilog til hele Eventyrbogen. Paa Romanernes Plads staar i dette Tidsrum den impressionistisk levende Idyl »Lykke-Peer« (1870); for Det kgl. Teater skrev Andersen — med sikrere Blik for Scenens Krav end før — Lystspillene »Han er ikke født« (1864) og »Da Spanierne var her« (1865), for Casino Folkekomedien »Paa Langebro« (efter Musäus og Kotzebue, 1864). Indtil 1873 fortsattes de aarlige Udenlandsrejser; 1857 besøgte han Dickens og overværede i Weimar Goethe-Schiller Monumentets Afsløring; 1861 var han fjerde Gang i Rom og blev Ven med Bjørnson; Turen til Spanien 1862–63 fremkaldte hans sidste store Rejsebog (»I Spanien«, 1863). 1865 Portugal hos Ungdomsvennen Konsul O’Neill (»Et Besøg i Portugal«); Verdensudstillingen i Paris inspirerede ham til Eventyret »Dryaden« (1868), og 1871 modtog han i Kristiania det unge Norges Hyldest. Den store Jyllandsrejse 1859 til Vestkysten og Skagen satte Frugt i »En Historie fra Klitterne«, et af hans betydeligste senere Eventyr, og i Sangen »Jylland mellem tvende Have«; mange Eventyr skrev han paa »sine Herregaarde«, nu især Basnæs, Holsteinborg, Christinelund, Frijsenborg. I Andersens sidste Leveaar forstummede al uvenlig Kritik i Danmark; han var fredlyst. Hans Livs skønneste Æresbevisning blev ham til Del, da Odense 6. Dec. 1867 kaarede ham til Æresborger; to Aar efter fejrede københavnske Venner 50 Aars Dagen for hans Ankomst til Hovedstaden, og paa sin 70 Aars Dag modtog han Meddelelsen om, at hans Statue i Kongens Have var sikret. Men under al ydre Medgang voksede Skyggerne. Krigsaaret 1864 gjorde et overvældende, knugende Indtryk paa ham (se Eventyret: »Lygtemændene er i Byen —«), fra ca. 1870 var hans Helbred vaklende, Kræfterne tog af, og Nervøsiteten tog til. Men den ensomme Mand, der aldrig fik sit eget Hjem, havde trofaste og prøvede Venner: Edvard Collin, hans Raadgiver i alle praktiske Spørgsmaal hele Livet, og hans Hustru Henriette, Vekselmægler Martin R. Henriques og hans Hustru Therese og især Grosserer Moritz G. Melchior og hans opofrende Hustru Dorothea, f. Henriques; deres Landsted »Rolighed« paa Østerbro var i de sidste sørgelige Aar hans faste Tilflugtssted i Sommermaanederne, og her døde han af Leverkræft. Bisættelsen i Frue Kirke II. Aug. 1875 (med Taler af Stiftsprovst Rothe og Biskop Engelstoft) var en national Sørgehøjtid. Andersen er begravet i det Collinske Familiegravsted.

I højere Grad end hos de fleste andre Digtere er Forbindelsen mellem Liv og Kunst afgørende hos Andersen Og hans Liv ligger som en aaben Bog for os; den brændende Meddelelsestrang er levende i hans Selvbiografier, intime Dagbøger og i de Tusinder af Breve, som den altid ensomme skrev til sine mange Venner. Han var ikke som andre Mennesker, følte han selv; stærke Brydninger dominerer i hans Sjæleliv. Sin Moder slægtede han paa i sit Ydre; fra sin Far havde han arvet sine mange Smaatalenter (Udklip, Tegninger: Billedbog med Billeder af H. C. Andersen (1905), H. C. Andersen-Billedbog ved P. Uttenreiter og H. Brix (1924), H. C. Andersens Tegninger ved Uttenreiter og Vilh. Wanscher (1925)), sin rige Fantasi, men ogsaa sit Tungsind og sit elendige Nervesystem: en evig Uro og Rastløshed, der stadig drev ham ud paa Rejser; Humøret, som altid svingede mellem Modløshed og Optimisme, Selvplagertendenserne, den med Aarene tiltagende Hypokondri. Ved en energisk Villieanspændelse holdt han sine asteniske Tilbøjeligheder i Skak; store positive Egenskaber: Flid, Nøjsomhed, klog Økonomi friede ham fra Forældrenes og Slægtens Skæbne. Han forenede barnlig Umiddelbarhed og voldsomme primitive Følelser med diplomatisk Evne til at vinde Mennesker og en voksende Verdenskløgt; en naturlig Godmodighed parredes hos ham med rap Slagfærdighed. Hans Eventyr blev ofte til i Inspirationens lykkelige Øjeblik, men de fik deres endelige Form gennem et utrætteligt og taalmodigt Arbejde (et Led heri var hans hyppige Oplæsninger), som kun har sit Sidestykke hos hans Elev J. P. Jacobsen. — Men denne rigt sammensatte Natur var dernæst Proletarbarnet, der havde kæmpet sig op fra Samfundets Dyb. Som ingen anden af sine Samtidige kendte han Livet i alle dets Afskygninger, og hans sandhedskærlige Realisme veg ikke tilbage for at male det i hele dets Strenghed: Romantyper som Steffen Karet i »Kun en Spillemand«, Eventyrskikkelser som »Engelen«, »Den lille Pige med Svovlstikkerne«, Moderen i »Hun duede ikke«, »Anne Lisbeth« var nye Emner for dansk Litteratur; med tydelig demokratisk Tendens handler alle Romanerne fra »Improvisatoren« til »Lykke Peer« om et fattigt Barns Kamp for Lykken. Under denne Kamp led han ved at være afhængig af Velgørere, hvis Godhed han ikke kunde gengælde, og den fremkaldte i Forening med sjælelige Dispositioner hans udprægede Underlegenhedsfølelse, der gjorde ham til et saarbart Bytte for al Kritik, og som han først paa sine gamle Dage frigjorde sig for i den geniale Historie »Gartneren og Herskabet«; for hans Trang til Selvbekræftelse var Ros og Medgang en Livsbetingelse. Men han fastholdt med sejg Energi Maalet: »Erkendelsen«; han brød sig ikke om Penge eller Indflydelse, men stræbte aabenlyst efter Berømmelsen og lagde med sin ærlige Forfængelighed ingen Skjul paa sin Glæde over Sejren. Og bag al Selvoptagethed laa hans dybe religiøse Følelse. Med en Blanding af Stolthed og Ydmyghed betragtede han sin Kunst som et guddommeligt Kald, og medens han i dogmatisk Henseende delte sin Faders Rationalisme, samlede hans Tro sig med primitiv Inderlighed om Guds Forsyn og Udødelig- heden. Under Indflydelse af Ørsted førte hans vaagne Realisme og hans Overbevisning om »Virkeligheden som det skønneste Eventyr« ham til en udtalt Fremskridtstro; han følte sig hjemme i Maskinernes Tidsalder og spottede de ældre Romantikeres Fortidsdrømme. — Andersen har skrevet enkelte beundringsværdige Smaadigte; hans Romaner betød trods Kompositionens Svagheder et kunstnerisk Fremskridt fra Ingemann, Hauch og Fru Gyllembourg; hans Rejsebøger er klassiske i deres Art. Men først i Eventyret fandt hans Geni sit rette Forum. Han førtes dertil ved sin skabende Fantasi, der aldrig taber Virkeligheden af Syne, ved sit Talent for den litterære Arabesk; han udgik fra Folkeeventyret (baade Ammestuefortællingen og Fabliauen), men fornyede det indefra, fordi hans egen Livsopfattelse paa vidunderlig Vis dækkede Genrens Idéverden, og det lykkedes ham — ikke mindst gennem sin Skabelse af en ny »mundtlig« Prosastil — at udfylde Kløften mellem Folkeeventyret og Romantikkens Kunsteventyr. »Jeg griber en Idee for den Ældre — og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man give Lidt for Tanken.« I Kraft af deres grundmenneskelige Værdier har hans Eventyr, der paa hver Side er prægede af deres nationale Herkomst, vundet og bevaret deres internationale Ry; Antallet af Udgaver i den germanske Verden stiger for hvert Aar; Frankrig synes omsider at skulle erobres, og i det 20. Aarh. har Andersens Kunst i Japan vundet en ny beundrende Menighed. Fuldstændige Udgaver af Eventyrene findes paa Svensk, Tysk, Engelsk, Russisk og Hollandsk; med enkelte Oversættelser er Andersen repræsenteret paa omkring 35 Sprog. »Disse smaa Digtninge er Verdenslitteratur, ja de eneste navngivne Litteraturværker, som Betegnelsen passer paa« (Rubow).