Hvilken Mand, til Scepter baaret,
Som sin tunge Kongepligt
Føler og med Mod opfylder,
Hannem vorde Sangens Søn
Og hans Harpespil
Helliget!
Held Dig, Konge! som fortiener
Skaldens redelige Sang!
For Dit reene Hiertes Dyder,
Som, naar Verden staaer i Brand,
For Alfaders Stol
Nyde Lov.
Du, som kaldte Dine Sønner
Nærmest til Din Fædrestol,
Og som Fader dem tilsmiilte
Straaler af Alfaders Smiil,
Naar med Lyst han seer
Adams Børn.
Fordumstidens store Skalder,
Kunde I fra Mørkets Skiød
See vor Glædes Morgenrøde!
Kongen kalder os til Roes!
Giver Heltens Høi
Bautasteen;
Giver Klogskab billig Ære;
Giver Skalden Egekrands,
Som i Fredens gylden Alder
Synger Dyds og Troskabs Værd;
Agermandens Sveed
Ærer han.
Eders Siæl brød ud i Sange,
I, som kiendte Kongeværd;
I, som frit i Kongers Sale
Æred Sandhed ved jer Sang;
Frygted ei for Død,
Men for Løgn.
Glæd Dig i Din Ungdoms Styrke,
Christian! Thi Alfader Dig
Med sin Straale giennemtrængte,
Saa Du kiendte Dine Børn,
Konge! thi Du bør
Kiende dem.
Kiekke Cimbrer og Normanner
Brænde, for at tiene Dig,
Som de gamle Fædre tiente
Fyrster troe med Haand og Raad.
De, hvis Efterslægt
Svor Dig Troe.
Fader, Du skal fra Din Trone
See Din Ære ved vor Flid;
Og da skal Dit Kongehierte
Føle Glimtet af den Lyst,
Hvormed Gud besaae
Skabningen.
See, da skal den blanke Taare,
(Meere værd end Konst og Flid)
Som Du ofrer Kongers Konge,
Glæde vores rørte Bryst,
At vor Christian saa
Elsker os.
Paa Din ærefulde Bane
Skalder gyde Sangens Lys,
Dens udødelige Straaler
Skinne til den sidste Slægt,
En Alfaders Skald
Synge Dig.
Th.