Høit fra Sit Majestætisk Sæde
Saae Christian smilend’ ned,
Og følte Kongers største Glæde
I Landets Kierlighed;
Han saae — og fromme Taare ned fra milde Øie randt,
Og Landets Sønners Nat forsvandt.
Ha! hvilket Blik — Et Blik, som kiendte
Vor Værdighed med Lyst,
Den Tapperhed, som stedse brændte
I nordisk mandigt Bryst;
Thi hvo var vore Fædre liig i troe og ærligt Mod,
Og hvo som de i Kampen stod?
Nu æres Klogskab, Vid og Styrke,
Hos Nordens ædle Søn,
Og han tør Viisdom fyrig dyrke,
Forvisset om sin Løn;
Thi Christian mægtig bød, hver værdig Indfød træde frem,
Og Ærens Krands tildeelte dem.
Nu Ædling trygt sin Pige skuer
Med Elskovs kielne Fryd,
Og veed, ei smigrend’ Sydling truer,
Med styrtet Haab hans Dyd,
Og hun, den elskovsfulde Møe betroer sig glad hans Arm;
Held viis i værdig Indføds Barm.
Saa synger, Landsmænd, Christians Ære,
Og jublend’ priser Ham;
For Ham at døe, en Fryd os være,
At leve, Niddings Skam,
Naar Landet fordrer, og dets Værn udkræver Indfødts Blod;
Thi hvo var vel som Christian god!
Cl.