W.H.F. Abrahamson (1744–1812)

Høit blussede Brandene paa Arnestedet, og udbredede Lys og Varme, rundt om i den reenlige Hytte, hvori Normanden, Endre, nu alt oplevede den tredsindstivende Vinter. Omkring ham sadde hans til Flittighed vante Slægt og Tyende; ingen ledig, og alle fornøiede og glade. Kun Endre sad tungsindig, og taug; og medens han konstig fuldendte Siraterne paa et Drikkekar af spraglet Valbirk, hørtes stundom et stødende Suk, stundom et fremtrængende Ak, af hans Bryst. Oldingens Kummer udbredte sig efterhaanden over den yngre Forsamling, og Fortællingen af fremfarne Tider forstummede, og Sorgesløshedens Sange forstummede, som Skovsangernes Stemme, naar den truende Tordenskye hænger sort og bugnende ned, og Aanden klemmes og Jorden ængstes ved det tilstundende Uveir.

        Med eet hørtes udenfor den skingrende Stemme af den raske Travere, som havde ført en let Slæde over sneedækked Jord. — Der er Elef! raabte Endre, og sprang op, men satte sig strax ned igien med et dybt Suk.

        Ikke var det hans Søn, men Gudmund, den hæderlige Gudmund, han, som lærte sin steenede Ager at give tivefold Grøde, og aftvang Udørkener og trævrige Moser Frugtbarhedens Smiil. Han elskede den vindskibelige Endre, og kom paa Hiemveien fra Staden, for at blive Natten over under sin Vens giestfrie Tag. En forbihastende Smiil opklarede Endres Ansigt, medens han bad sin ærede Ven velkommen; men snart sænkede Minerne sig ned igien til Sorgens matte Udseende. Gudmund sagde:

        Hvi seer jeg Dig saa uglad, min gamle Ven? Saa pleier Du ikke at være, naar Aftenen tillader Dig at udhvile ved moersomt Arbeide fra Dagens Møie. Gladere tænkte jeg at finde Dig; thi ventelig naaer Din Tarald snart den Bestilling, som skal belønne ham for mange Aars Flid, og Dig for det, Du sparede fra Dig selv, for at lade ham nyde Underviisning, og giøre ham skikket til Landets Tieneste.

        Endre: Ah, der rørte Du ved Aarsagen til al min Bekymring! Alt dette er nu forgieves, og den Glæde med, som jeg saa tidt spaaede mig af, at have opdraget een Søn, der kunde gavne Landet med sin Forstand, medens de andre, ligesom jeg, ikkun kan gavne med Hændernes Arbeide.

        Gudmund: Hvorledes forgieves? Hans Duelighed —

        Endre: Hvad Duelighed? Hans Fader er Bonde, han selv er født og opdragen her i Landet! Hvad kan han haabe?

        Gudmund: Aldrig tænker Endre, som han taler! Er ei den retskafne Bonde hæderlig Mand? Og hvo tiener Landet bedre, end den Indfødte, som kiender det heelt og heelt?

        Endre: Ja, saaledes tænkte jeg og en Stund; men nu tænker jeg ikke meere saa, og allermindst efter det, min ulykkelige Tarald sidst lod mig vide. Tvende mægtige Modstandere har han: Een, hist fra de Steder, hvor Kong Olufs Tangbrand kom fra, og saa en anden fra end fiernere Land, jeg troer det hedder Frankrige.

        Gudmund: Men hvad har han da forbrudt mod disse Fremmede, at de hindre hans Fremgang? og kan de være mægtige nok til at skade ham?

        Endre: Er det ei Skade nok, naar de tage den Bestilling, hvortil eene min Søn er duelig? De selv vil have den, og derfor trænges han tilbage; og for ærlig er han til at stræbe efter en anden, som kræver flere Kræfter, end han veed sig at have.

        Gudmund: Umuelig kan disse Mænd, vare de end nok saa duelige, komme tilrette dermed; de forstaae maaskee ei engang vort Maal.

        Endre: Ja det veed jeg ikke, men det veed jeg, at de Fremmede kun for ofte faae alt, og Landets Egne maae staae tilbage! Og det bliver vist ogsaa nu min forladte Søns Skiebne.

        Gudmund: Og hvi saa haabeløs, kiere Endre? Kongen er god, og Viisdom er hos hans Mænd. Din Søns Duelighed kan ei længe miskiendes, og endnu lever jo Haabet. Mon ikke Kongen ville foretrække den kyndige Nordmand for disse Udlændinger? Er Han ikke, som Hans Fædre, en eiegod Fyrste? — Ak, jeg elsker Ham inderlig, skiønt jeg aldrig naaede det Held at see Ham. — Havde Du kun hørt, hvad forleden han, som forkynder os Religionens Bud, hvad denne ærværdige Mand sagde: „I Morgen, sagde han, er vor dyrebare Landsfaders Fødselsdag, Hans, under hvis naadige Scepter vi bygge og boe i tryggeste Fred, og nyde i uforstyrret Roe vore Agres Velsignelse og Frugten af vor daglige Sveed!„ — Jo. Kiere! slige Konger gives kun faa, troe mig, jeg har nok hørt, hvad andre Lande lide under deres Styrere.

        Endre: Ak, hvad Hielp er der i dette for mig og for Tarald? Kiender Han paa Tronen, Endres Søn? Maae ikke Han troe al Duelighed forsvunden hos Sine Norske og Danske, naar stedse og stedse kun Udlændinger fremstilles for Ham? — Lad det nu være saa! Min Uvished endes i Dag. Det maae være afgiort. Min Elef er i Staden for at hente mig den Efterretning, som ventelig ligger der fra Tarald.

        Gudmund: Og god vil Efterretningen blive, det haaber jeg vist, og Dit Haab bør være det samme!

        Endre: Gode Gudmund! Jeg finder Dig stedse, som min prøvede Ven; — men, alt Haab er borte fra mig, og min arme forskudte Tarald. —

        Saa sagde han, og en Taare listede sig ned af de aldrende Kinder, og Haabet, den qvægende Lædskedrik i hedeste Lidelse, Haabet var endnu stedse nægtet hans vansmægtende Siæl. — Men ei længe, saa kom i sin flyvende Slæde Elef, hastede ind, og: Her er Brevet, Fader! raabte han, og rystede sine blonde Lokker, som Riimfrosten havde forsølvet. Rask tog den Gamle Brevet, men Haanden sank hen: Hvi skal jeg læse det, sagde han, min Siæl har længe spaaet mig Indholden; dog — han brækkede Seglet — Lad det værste ramme! — Han læste.

        Som den yndige Maane, naar Jordens formørkende Skygge viger hen, vinder fra Øieblik til Øieblik meere i Klarhed og Glands, indtil den straaler igien i sin fulde Herlighed og Pragt; saa opklaredes nu Oldingens Aasyn, og Liv og Lyst kom tilbage i hans tindrende Øie. O Gud! — saa raabte han — og atter: O du, Bønhørelsens Gud! velsigne Ham! velsigne Kongen! — Men Hiertets vældige Følelser dæmpede Talen; han taug, dog stedse talede hans Øie, opløftet til ham, som satte Kongernes Trone høit, og stedse talede hvert Ansigtets Træk om Glæde og idel Glæde; Længe ærede Gudmund ved Tavshed det faderlige Hiertes Følelser; omsider sagde han:

        Mit Haab var grundet, o Du, som tavs forkynder Din Taralds Lykke!

        Ha, udbrød Endre: Meer, meer end vi haabede, meer end vi vovede at ønske, giorde Han! — Der! See! Udlændingens bestemmende Seir har Ende! Min Søn, alle Landets Sønner ere lykkelige! Ingen uden de skal herefter raade i Kongens Raad, eller dømme Landets Borgere efter Landets Love, eller anføre Hæren for Fædrelandet, for Vores Fædreland!

        Gudmund: Det er Fridriks, den Eiegodes Søn!

        Endre: Ja! — Og Christians, den Retvises Lov, skal være evig i vort Bryst, som hans Faders! — Kom, Gudmund! Kommer alle! færdig er dette Drikkekar; en Anelse bød mig udskiære min Konges Navn derpaa. Det vorde indviet ved at drikke Ham til Ære, og Fridrik til Minde. — Gak, Gudrune! Den bedste Most, som Du giemte til Høitidsdagene skal indvie Kongebægeret: Dette Navn skal det bære, saalænge det er til hos Endres seeneste Efterslægt!

        Glad satte de sig nu omkring den varmende Lue, som ved megen Vedd forøgedes. Mosten gik omkring, og Christians Navn velsignedes, og Fridriks Minde blev ihukommet ved den vederqvægende Drik.

        Ei, sagde Endre: Glædens Drik uden Sang, er som Liv uden Arbeide! Op! Istemmer alle: „Saa synge vi med Høitidsklang.„

        De sang: