Lad, ædle Sandhed, lad din Ild i hellig Lue flamme
I mit henrykte Bryst,
Skab Liv og Høihed i min Sang, og lad fra dig nedstamme
Den takkesvangre Lyst,
Som vældig bruser i hver Dansk, og hæver Nordens Sønner
Stolt op til glimrend Pol,
Naar engleblid Monarken seer, og agter, elsker, lønner
Fra faste Kongestol
Den ædle Troeskab, Kiækhed, Mod, som eene skytter Troner
Hos Tvillingrigets Folk,
Med Eeneret til Fædreland. Vel — Lyd for Nordens Zoner
Min Sang, vær Sandheds Tolk!
Haardt fængsled sei Uvirksomhed — fælt raslede dens Lænker
Om ædle Cimbrers Æt,
Og fordum løvehiertet Folk ei stolte Kræfter tænker. —
Med snedigvunden Ret
Fornufthadsk Fordom fræk opstaaer, med klippegrundet Vælde
Tildeeler Gallier
Og Vender Indføds Arvelod — selv Helte Taare fælde,
Mens spottend Fremmed leer.
Som gammel Eeg, Aarhundreds Trods, kiek op mod Himlen kneiser
Med haanlig Stolthed seer
Orkanen, der i Vesten sig stærk redselsvanger reiser
Indhylt i Tordener!
Den brækker tudend Hvirvelkast, som fælder Skovens unge
Og spæde Ympeslægt;
Men Straalen glimtend’ splitter den, og faste Jordlag runge
Ved Eegens styrtend’ Vægt.
Saa faldt du, grumme Hydra! ei ved Herkuleisk Møie;
Nei, Straalen glimted, slog,
Til evigt Mørk nedsendte dig, ei Evighed skal bøie
Os i dit qvælend’ Aag.
Monarken saae med Faderlyst hengivne Danskes Hierter
Og gammel Cimbrisk Siel,
Skiønt tronende i Nordlings Bryst — flyer, bød Han, mørke Smerter,
I Norden blomstre Held,
Og Glæder spire trygge op i alle Danske Egne,
Og Dannerrigets Floer
Bør hædre Danske: ved dets Fald bør Indfødt eene blegne,
Det var Monarkens Ord.
Op Landsmænd, kiekke Landsmænd op, see Æren, Æren blinke,
Søg fyrig Ærens Glands
Til Brødres Vel og Nordens Ziir; belønnend Haabet vinker
Med Hædrens Palmekrands.
For gavnlig Borger kneiser stolt hiint prunkend’ Æreminde
Trods skumle Avinds Harm!
Naar Riget blomstrer ved hans Flid, naar Fiender styrte, svinde
For Indfødts stærke Arm.
Rask ruller giennem fyrigt Blod ublandet reene Glæder
Ved selvudvirket Vel,
Høit skingrer jublend’ Frydesang i Dannerrigets Stæder
Fra hver en følsom Siel,
Der giennem Tiders Hvirvler seer med dybtudgrandskend’ Øie
Den blide Lykke boe
Paa sneekront Field, og Grønlands Bygd og moesbegroede Høie,
Og krone Danskes Troe.
Ja Troeskab, Nordbeboers Ziir, du Danskes bedste Smykke,
Tron evig skiøn i Nord!
Dens Sønner ved Dig adles da, hvad ligner deres Lykke?
Hvo er som Christian stor?
Stor ved Sin ædle, høie Siel, stor ved de Æreminder,
Som Sekler trodsend staae
For Ham i Tvillingfolkets Siel, naar Alper end forsvinder,
Og Verdener forgaae.
Naar Tidens stormend Ocean i mørke Dyb nedskyller
Trophæer, Seierpragt
Og Armods Træl og Lykkens Søn Forglemmelsen indhyller
I Nattens skumle Dragt;
Naar folkefiendsk Behersker steds for ulmend Hevn maae bæve,
Som dræbend yttrer sig,
Og bitter Afskye, gustent Had, anklagend’ Sukke svæve
Omkring Tyranners Liig.
Da slaaer, udvalgte Konge, i hver Borgers Bryst og Aarer
Uskrømtet Kierlighed,
Og hærdet Krigers blege Kind bevæde Glædes Taarer
I kampfrie Eensomhed.
Ja da, naar tvangfrie Underdan frit Herskere berømmer,
Frit tegner Kongers Liv
Med Skiendsel; varig Hæder da hver Indfødt Dig tildømmer.
„Os og en Christian giv.„
Saa raaber sildig Efterslægt, der kiender Dine Dyder,
Det Land, hvor Du blev stor;
Men vi Din Alders glade Folk ved Dig os muntre fryder,
Og ved Dit Kongeord.
Sm.